Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26, under henvisning til at klageren ikke rettidigt havde bestået prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist i marts 2016.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klageren i maj 2015 havde orienteret Udlændingestyrelsen om sin graviditet – burde have ydet en konkret mervejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på tidspunktet for meddelelse af klagerens opholdstilladelse i september 2015. Udlændingestyrelsen burde således på baggrund af klagerens graviditet have vejledt klageren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af klagerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til klagerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund grundlag for at anse den af klageren aflagte og beståede danskprøve på A1-niveau i april 2016 som værende bestået rettidigt. FAM/2017/68.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Danskprøve – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 05-04-2017Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra februar 2016 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26, under henvisning til at klageren ikke rettidigt havde bestået prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist i marts 2014.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at Udlændingestyrelsen – henset til at klagerens ægtefælle i august 2013 havde orienteret Udlændingestyrelsen om klagerens graviditet – burde have ydet en mere konkret og individuel vejledning om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau i forbindelse med, at Udlændingestyrelsen i august 2013 havde meddelt klageren opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen burde således have vejledt ansøgeren udtrykkeligt om muligheden for at søge om suspension af fristen for bestået danskprøve på A1-niveau på baggrund af ansøgerens forestående fødsel. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne afvises, at den manglende vejledning kunne have været udslagsgivende i forhold til ansøgerens manglende ansøgning om suspension og Udlændingestyrelsens efterfølgende nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde nægtes forlænget under henvisning til, at hun ikke rettidigt havde aflagt og bestået danskprøve på A1-niveau. FAM/2017/69.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 30-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Tyrkiet, som havde opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, og som ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med en af Udlændingestyrelsen fastsat udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i juni 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse og pålagt at udrejse straks af Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt klageren afslag på hans seneste ansøgning om opholdstilladelse, og at det herefter påhvilede klageren at udrejse af landet straks. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, og at han i maj 2016 var blevet antruffet af politiet i Sverige, da han havde forsøgt at indrejse i Sverige fra Danmark uden fornøden opholdstilladelse eller gyldigt visum. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren til politiet i maj 2016 havde erkendt, at han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af klageren måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren som 16-årig var indrejst i Danmark i 2008 og havde opholdt sig her i landet siden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren gentagne gange var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og da han i forbindelse hermed alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, hvorfor en udvisning af ham ikke kunne antages at virke belastende. Det forhold, at klageren havde en broder og en søster, som var bosiddende i Danmark fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat, da klageren var myndig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at klagerens fader var registreret som udrejst til Tyrkiet i februar 2016. Udlændingenævnet fandt endelig, at udrejsefristen kunne fastsættes til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., henset til, at klageren var udvist af landet med indrejseforbud. FAM/2017/67.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 30-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 21, til en statsborger fra Ghana, som søgte om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive og få behandlet sin ansøgning her i landet, da ansøgeren på tidspunktet for ansøgningens indgivelse ikke havde lovligt ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 21. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst i Danmark i august 2010, at det fremgik af en dom fra december 2013, at ansøgeren havde opholdt sig ulovligt i Danmark fra december 2010 til november 2013, at ansøgeren ved dommen var blevet udvist og havde fået indrejseforbud i seks år, at ansøgeren af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014 og var blevet pålagt at udrejse senest 15 dage efter afgørelsen, og at ansøgeren derfor på tidspunktet for indgivelsen af den aktuelle ansøgning om opholdstilladelse havde opholdt sig ulovligt i Danmark i flere år. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Danmarks internationale forpligtelser ikke kunne tilsige, at ansøgerens ansøgning skulle tillades indgivet her i Danmark. Det var anført i sagen, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 21, at der med vurdering af, om Danmarks internationale forpligtelser kan tilsige, at en ansøgning skal tillades indgivet, navnlig sigtes til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om hensynet til familiens enhed. Efter Udlændingenævnets opfattelse indebar EMRK artikel 8 ikke, at en udlænding, der ansøger om familiesammenføring med en herboende person, er sikret en ubetinget ret til at indgive ansøgningen her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der i medfør af ERMK artikel 8 kunne bevirke, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgeren til at indrejse i Ghana, hvor ansøgeren havde opholdt sig forud for sin indrejse i Danmark i august 2010, for at indgive ansøgningen der. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgerens ægtefælle havde et 12-årigt særbarn, som boede hos ansøgerens ægtefælle, som ansøgerens ægtefælle havde forældremyndighed over, og hvis fader udøvede regelmæssigt samvær med barnet på ansøgerens bopæl. Det indgik endvidere, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde et fælles barn født i juni 2015. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det uanset karakteren af de pådømte lovovertrædelser måtte anses for en skærpende omstændighed, at ansøgeren ved dom i december 2013 var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år, at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl i juli 2014, og at ansøgeren på trods heraf fortsat ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle således havde mødt hinanden på et tidspunkt, hvor ansøgeren allerede var udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år, og at parret – på trods af at ansøgeren efterfølgende af Flygtningenævnet havde fået endeligt afslag på asyl – havde valgt at få et barn og indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse eller lovligt ophold på et andet grundlag i Danmark, og hvor parret heller ikke kunne have en berettiget forventning om, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at udlændingelovens § 9, stk. 21, er en processuel regel, som alene forholder sig til, hvor ansøgningen kan indgives. Der var således ikke ved stillingtagen til, om ansøgerens ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark, foretaget en vurdering af, om der ved en korrekt indgivet ansøgning kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund heller ikke, at det forhold, at parret i ansøgningsperioden eventuelt måtte leve adskilt, i sig selv ville udgøre en krænkelse af EMRK artikel 8. FAM/2017/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie
Dato: 30-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Den Demokratiske Republik Congo, jf. udlændingelovens § 9. c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til en herboende person, som skulle være vedkommendes stedmoder.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var oplyst divergerende om ansøgerens og den herboende references forhold til hinanden. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag havde oplyst, at den herboende reference havde boet i Goma, Den Demokratiske Republik Congo, sammen med sin mor, sine børn og sine søskende, at den herboende reference efter sin ægtefælles død var fortsat med at bo i Goma med sin familie, at den herboende reference havde oplyst navnene på sine børn, at den herboende reference i maj 2012 efter problemerne ved grænseovergangen mellem Den Demokratiske Republik Congo og Uganda, hvor den herboende reference var blevet adskilt fra sin familie, havde fundet alle sin familiemedlemmer i Uganda. Den herboende reference havde således ikke oplyst om ansøgeren på noget tidspunkt forud for ansøgningen fra august 2015. Det var til ansøgningen oplyst, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgeren i perioden fra 2003 og indtil den herboende references flugt i 2012, hvor de var blevet væk fra hinanden, og at de først havde fået kontakt i april 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det på denne baggrund ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var den herboende references steddatter og havde været en del af den herboende references husstand på noget tidspunkt. Det forhold at det var oplyst, at den herboende reference i forbindelse med sin asylsag ikke var blevet oplyst om, at hun skulle oplyse om savnede familiemedlemmer, at sprogbarrierer havde besværliggjort kommunikationen med myndighedspersoner i Uganda, og at hun ikke efterfølgende havde fået mulighed for at oplyse om ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af UNHCR’s familieskema, at der skulle oplyses om eventuelle stedbørn, hvilket den herboende reference ikke havde gjort. Udlændingenævnet fandt desuden, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke ville stride mod hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at hun var meget bekymret for ansøgeren, at ansøgeren blev slået hver dag, og at det blev værre fra gang til gang, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke var et forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det anførte om, at ansøgeren havde sin familie i Danmark, at ansøgeren ikke havde familie i hjemlandet, at ansøgeren ikke kunne tage ophold hos nogen i hjemlandet, at ansøgeren havde stærk tilknytning til den herboende reference, at ansøgerens to halvsøskende boede i Danmark, og at ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse havde størst tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at det var oplyst, at ansøgeren skulle have boet i en kirke, indtil den herboende references veninde havde fundet ansøgeren i april 2015, at ansøgeren siden april 2015 havde boet hos den herboende references veninde, at den herboende reference havde besluttet, at ansøgeren skulle bo hos veninden, idet ansøgeren var hjemløs og forældreløs, og at ansøgeren ikke kunne bo hos veninden, idet veninden ikke kunne vedblive med at passe ansøgeren, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet det herved ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i Den Demokratiske Republik Congo. Den omstændighed, at den herboende reference skulle have forsørget ansøgeren, efter at de havde fået kontakt i april 2015, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at den herboende reference fortsat ville kunne forsørge ansøgeren, sådan som det var oplyst, at hun hidtil havde gjort, og at det forhold, at der eventuelt blev sendt penge til forsørgelse, ikke var tilstrækkeligt til at etablere et beskyttelsesværdigt familieliv i Danmark, som Danmark ville være nærmest til at beskytte, jf. EMRK artikel 8. FAM/2017/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. marts 2017 – Au pair – Formodning – Formål
Dato: 27-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en statsborger fra Israel, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. I februar 2016 havde ansøgeren indgivet en ansøgning om opholdstilladelse som au pair hos en herboende familie. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at hun havde været i Danmark i både 2014 og 2015 for at besøge sin fader samt sine søskende, der havde boet i Danmark i fire år, og at hun var i Danmark på ansøgningstidspunktet. Vedhæftet ansøgningen var kopi af ansøgerens pas, hvoraf det fremgik, at hun medio oktober 2015 var indrejst til Danmark, og at hun på ansøgningstidspunktet opholdt sig hos sin fader.
Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering, at formålet med ansøgerens ansøgning ikke var at forbedre sine sproglige og faglige kundskaber samt udvide sin kulturelle horisont gennem et bedre kendskab til Danmark via et au pair-ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under et interview i april 2016 havde oplyst, at ansøgeren ville til Danmark, da hendes fader, stedmor og seks søskende boede i Danmark, og fordi det var mere komfortabelt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin fader, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og at hun havde boet hos sin fader fra 2015, og frem til hun blev pålagt at udrejse i april 2016. Udlændingenævnet vurderede, at disse forhold indebar en formodning for, at formålet med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som au pair ikke var at forbedre sine sproglige og faglige færdigheder eller at udvide sin kulturelle horisont gennem bedre kendskab til Danmark via et midlertidigt ophold hos en værtsfamilie, jf. au pair bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 5, jf. § 3, stk. 2, nr. 1, 3 og 4. Det forhold, at det i forbindelse med klagen var anført, at ansøgeren formentlig ikke til fulde havde forstået spørgsmålene i interviewet vedrørende ansøgerens familie, da ansøgeren nu var voksen og ikke ønskede at bo med sin faders familie, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af vurderingen af ansøgerens engelskkundskaber i interviewet fra april 2016, at ansøgeren talte godt engelsk, og at ansøgeren godt ville kunne deltage i undervisning på engelsk, dog ikke en videregående uddannelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren havde været i Danmark to gange tidligere for at besøge sin fader og sine søskende. Det forhold, at det i forbindelse med klagen var anført, at ansøgeren ønskede at blive au pair i Danmark for at tilegne sig det danske sprog og skandinavisk kultur for derefter at bringe den viden tilbage til Israel og for senere at kunne oversætte, tolke og undervise, og at ansøgeren aldrig havde oplevet dansk kultur, da begge ansøgerens forældre levede i hjem med arabisk kultur og arabiske traditioner, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at dette ikke afkræftede formodningen for, at formålet med ansøgningen måtte anses for at være et ønske om at opnå et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2017/66.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 23-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Syrien, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste fem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse eller under uddannelse i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet bemærkede, at alene beskæftigelse inden for de sidste fem år kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet kunne således alene medregne ansøgerens beskæftigelse fra marts 2012 og fremefter. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren i perioden fra marts 2012 til februar 2017 havde dokumenteret, at hun havde været ordinært beskæftiget i 18 måneder og deltidsbeskæftiget i 13 måneder. Udlændingenævnet henviste herved til, at ordinær beskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mindst 30 timer om ugen – ville indgå med den fulde varighed, og at deltidsbeskæftigelse – beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid her i landet på mellem 15 og 29 timer om ugen – ville indgå i beregningen med 3/5. Udlændingenævnet bemærkede, at 13 måneders deltidsbeskæftigelse således svarede til 7,8 måneders fuldtidsbeskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at det var dokumenteret, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 25,8 måneder inden for de sidste fem år. Ansøgeren havde endvidere dokumenteret via lønsedler, at hun i perioden fra januar 2015 til januar 2016 havde modtaget betaling for sin transporttid. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at transporttid kunne indgå i beregningen, når der var sket en konkret aflønning af transporttiden på timebasis. Udlændingenævnet fandt desuden efter en gennemgang af lønsedlerne, når transporttiden blev indregnet, at ansøgeren havde været i ordinær beskæftigelse i 31,2 måneder inden for de sidste fem år, svarende til to år og syv måneder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren ifølge sin egen opgørelse, hvoraf det fremgik, at ansøgeren fra marts 2012 til december 2012 havde arbejdet deltid i fem måneder hos forskellige arbejdsgivere, at hun i 2013 havde arbejdet deltid i otte måneder, at hun i 2014 havde arbejdet deltid i 11 måneder, og at hun i 2015 havde arbejdet fuld tid i ti måneder og deltid i to måneder, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation herfor, og idet det fremgik af eIndkomst, at hun første gang i den femårige periode havde en periode som deltidsbeskæftiget i marts 2013. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren havde haft to sygdomsperioder som følge af en arbejdsskade, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet alene den anden sygdomsperiode var relevant. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, der til sagen havde oplyst, at hun fra april 2012 til august 2012 havde haft sygdom og en operation som følge af en arbejdsskade, ikke havde dokumenteret at have været i et ansættelsesforhold som fuldtidsbeskæftiget, idet ansøgeren ifølge en samarbejdsaftale fra november 2011 havde været beskæftiget under freelancevilkår. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at alene perioder med fravær som følge af sygdom inden for rammerne af et fast ansættelsesforhold kunne medregnes som ordinær beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens sygdomsperioder under ansættelsesforhold som tilkaldevikar uden et fast timeantal og hendes ansættelser som freelancetolk ikke kunne medregnes i beskæftigelseskravet, idet hun i disse perioder ikke havde været i et fuldtidsansættelsesforhold. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at det var blevet anført, at ansøgeren i 2012 havde haft en personlig indkomst på 180.000 kr., at ansøgeren i 2013 havde haft en personlig indkomst på 249.000 kr., og at ansøgeren i 2014 havde haft en personlig indkomst på 274.000 kr., hvilket af ansøgeren opfattedes som dokumentation for, at hun havde haft en fast og væsentlig tilknytning til arbejdsmarkedet, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens årsopgørelser, at ansøgeren i 2012 havde haft en lønindkomst på 46.852 kr., og at ansøgeren derudover havde modtaget 162.406 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2013 havde haft en lønindkomst på 130.282 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 129.675 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., at ansøgeren i 2014 havde haft en lønindkomst på 200.504 kr. og at ansøgeren derudover havde modtaget 90.417 kr. i pensioner, dagpenge, stipendier m.v., samt at en væsentlig del af ansøgerens personlige indkomst således havde været udgjort af arbejdsløshedsdagpenge, hvilket ikke kunne være medvirkende til at opfylde beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningspakken, hvor ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren ikke led af et handicap, der kunne forhindre hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/85.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp
Dato: 23-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en afghansk statsborger, som var født i Danmark, og hvis opholdstilladelse senest var blevet forlænget til oktober 2018. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at hun havde modtaget 6.000 kr. i kontanthjælp fra ultimo juli 2013 til ultimo august 2013, og at hun afdrog herpå hver måned.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at hun havde modtaget offentlige ydelser, og at det ved opslag i eIndkomst fremgik, at hun fra primo juli 2013 til ultimo august 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at hun havde indgivet ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i juni 2015. Det forhold, at ansøgeren var blevet pålagt at tilbagebetale ydelsen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den udbetalte ydelse blev ydet med henblik på forsørgelse, idet det af sagen fremgik, at hjælpen var udbetalt på baggrund af et forsørgelsesslip efter aktivlovens § 25 og § 25a. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren til sagen havde oplyst, at hun i forbindelse med udbetalingen af kontanthjælp ikke var blevet oplyst om konsekvenserne, og at hun ville have forsøgt at låne af venner og bekendte den pågældende måned, hvis hun var blevet vejledt om betydningen af modtagelse af offentlig hjælp i forbindelse med ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke til sagen var oplyst, at ansøgeren havde oplyst kommunen om, at hun havde påtænkt at søge om tidsubegrænset opholdstilladelse på tidspunktet for sin ansøgning om kontanthjælp eller i umiddelbar forlængelse heraf, at hun på dette tidspunkt ikke havde en verserende sag om tidsubegrænset opholdstilladelse, og at hun først havde søgt om tidsubegrænset opholdstilladelse to år efter modtagelsen af offentlige ydelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren – uanset at hun ikke måtte have modtaget vejledning fra kommunen omkring betydningen af modtagelsen af offentlige ydelser – ikke kunne anses for at have opnået en sådan berettiget forventning, at hun ville kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse på trods af modtagelsen af offentlige ydelser. Det forhold, at det på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var mere end tre år siden, at ansøgeren havde modtaget offentlig hjælp, kunne ikke i sig selv føre til, at kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, skulle anses for at være opfyldt, da ansøgeren de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse havde modtaget offentlig hjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren fremadrettet ville kunne opfylde kravet om ikke at have modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, henset til at hun efter det oplyste var i beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/78.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1 – Sygdom
Dato: 20-03-2017Udlændingenævnet omgjorde i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2016, hvorved en irakisk statsborger var meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve af tilsvarende eller højere niveau i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet fandt derfor, at betingelsen skulle fraviges under henvisning til FN’s handicapkonvention. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren i 2006 og i 2009 havde forsøgt at begå selvmord og flere gange havde været tilknyttet et psykiatrisk ambulatorium, at hun siden 2010 havde været tilknyttet distriktspsykiatrien, at hun var i dagbehandling på et psykiatrisk center, hvor hun blev behandlet for ikke organisk psykose, og at det fremgik af en statusudtalelse af juli 2016 fra en overlæge, at ansøgeren vedvarende og fortsat fremtrådte alvorligt syg, at det ikke var muligt at komme i kontakt med hende, at hun ikke kunne varetage egne eller sine børns behov, at hun ikke kunne tilegne sig nyt, hverken praktisk eller intellektuelt, og at hendes funktionsniveau blev vurderet at være særdeles nedsat og ringe. FAM/2017/96.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 16-03-2017Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i Somalia i 1993, blev i juli 2007 meddelt bevis for opholdstilladelse frem til juli 2010. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren udrejste af Danmark i maj 2010. Det fremgik endvidere af CPR, at ansøgerens moder var afgået ved døden i november 2014. I februar 2015 indgav ansøgeren ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark og haft beskæftigelse i en dagligvareforretning forud for sin udrejse, at det var ansøgerens moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren i 2013 og 2014 havde gået i skole i Somalia, og at han talte, skrev og læste sproget i Somalia. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet hos moderens søster, som imidlertid var afgået ved døden, og at han efterfølgende havde boet hos en vens familie. I klagen var det anført, at ansøgeren af sin moder havde fået at vide, at han skulle på ferie i Tyrkiet, men i stedet endte han på en skole i en somalisk landsby med begrænsede muligheder for kontakt med omverdenen, at hans pas blev taget fra ham, at passet var udløbet, da han fik det igen efter endt skolegang, at han siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster forsørgede ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i udlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge CPR var udrejst i maj 2010, og at han først i februar 2015 i en alder af knap 22 år havde ansøgt om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at det var hans moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, og at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at dispensation fra bortfald kunne meddeles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren var 21 år, da moderen afgik ved døden. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var fyldt 18 år i 2011 og dermed var blevet myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hans kontakt til de danske myndigheder og eventuelle tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gået i skole i Danmark, og at han havde haft beskæftigelse i en dagligvareforretning. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til formålet med ansøgerens udrejse og længden af opholdet i Somalia sammenholdt med, at han talte, skrev og læste sproget i Somalia og havde gået i skole i Somalia, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster havde forsørget ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet samt et manglende netværk i sig selv ikke kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for at være bortfaldet. FAM/2017/65.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet