Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 62 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 27-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en kinesisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i september 2006 indrejst i Danmark med opholdstilladelse som studerende. I marts 2015 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration klagerens opholdstilladelse. I maj 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på hendes ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fastsatte samtidig en udrejsefrist til medio juni 2015. I juni 2015 anmodede Udlændingestyrelsen Nationalt Udlændingecenter om at foretage udrejsekontrol, da klageren ikke havde indsendt dokumentation for sin udrejse af Danmark. Ultimo september 2016 – efter at politiet gentagne gange havde forsøgt at kontakte klageren – kontaktede klageren efter anmodning politiet. Klageren oplyste, at hun via sin advokat var blevet bekendt med, at hun i februar 2016 havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde set brevet, hvori hun skulle være blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller havde modtaget et opholdskort.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne fra politiet om, at klageren havde studeret indtil primo 2016, at hun havde været i arbejde på en restaurant så sent som i september 2016, at hun ultimo september 2016 fortsat var registreret med adresse i Danmark, og at hun ultimo oktober 2016 havde rettet personlig henvendelse til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde imod at udvise klageren af landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i maj 2015, og at det herefter påhvilede hende at udrejse af landet senest medio juni 2015. Det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde set afgørelsen, hvor hun var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at klagerens partsrepræsentant havde oplyst, at hun havde klaget over afgørelsen og oplyst klageren om, at hun senere var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren selv var ansvarlig for valg af partsrepræsentant, og at en afgørelse anses for forkyndt, når den er kommet frem til partsrepræsentanten. En udmeldt udrejsefrist kan derfor ikke suspenderes, uanset om klageren ikke er gjort bekendt med afgørelsens indhold af sin partsrepræsentant. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens oplysninger til politiet, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der ville kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for hende, samt at hun ikke havde tilknytning til herboende personer, der ville kunne medføre, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at alle klagerens opholdstilladelser i Danmark havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at det ikke fandtes dokumenteret, at der forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. FAM/2017/139.
Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde

Dato: 25-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.

Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Dato: 21-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en georgisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i januar 2001 registreret af Udenrigsministeriet som indrejst i Danmark og blev i april 2003 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, som omhandler personer, der nyder diplomatiske rettigheder mv. Ansøgerens opholdstilladelse blev senest i april 2016 forlænget til oktober 2017. I juli 2016 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2017 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., da meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse forudsatte, at udlændingen havde boet lovligt her i landet i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p. Allerede fordi ansøgeren alene havde været meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, kunne hun således ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da denne bestemmelse ikke var omfattet af anvendelsesområdet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Det af ansøgeren anførte om, at udlændingemyndighederne i 2010 havde haft en praksis vedrørende meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til udsendt ambassadepersonale eller personer med lignende diplomatstatus, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 var blevet ændret således, at det fremover skulle være en ufravigelig betingelse, at ansøgeren forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse havde mindst et vist antal års lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 - 9 e. FAM/2017/108.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

Dato: 13-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en canadisk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1957 og blev i juni 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren blev i september 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren fik i september 2010 dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, idet hun havde fået ansættelse i udlandet. Denne dispensation blev yderligere forlænget til november 2014 på baggrund af samme ansættelsesforhold. Ansøgeren søgte i september 2015 på ny om dispensation. Det blev under sagen oplyst, at ansøgeren kunne forlænge sin kontrakt et år ad gangen, og at ansøgeren ville fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet, indtil hun skulle på pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 at dispensere yderligere fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse og fastsatte samtidig en indrejsefrist i maj 2016, således at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne dato. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgeren i slutningen af 2015 teoretisk havde haft mulighed for ikke at forlænge sin kontrakt yderligere, men at ansøgerens ægtefælle efter telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen havde fået det indtryk, at ansøgeren ville få forlænget sin dispensation frem til juni 2018, hvor ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet udløb.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren var udrejst i 2010, og da ansøgeren fortsat opholdt sig i udlandet, idet ansøgeren ikke var indrejst i Danmark inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren første gang blev meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, at denne dispensation var blevet forlænget til november 2014, idet ansøgeren havde oplyst, at ansættelsesforholdet udløb i 2014, at ansøgeren på ny i september 2015 havde søgt om dispensation med henvisning til samme ansættelsesforhold, og at ansøgeren dernæst valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte indrejsefrist i maj 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle var af den opfattelse, at der telefonisk var indgået en aftale med Udlændingestyrelsen omkring endnu en dispensationsperiode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år, indtil ansøgeren fyldte 60 år, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om at indgive en ny ansøgning om dispensation fra bortfald, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om afslag på yderligere dispensation samtidig havde fastsat en indrejsefrist således, at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren yderligere dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst siden august 2010, at ansøgeren allerede havde fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil maj 2016, at ansøgeren ikke var genindrejst i Danmark, at ansøgeren flere gange havde forlænget sin ansættelse i udlandet, og at ansøgeren fortsat ønskede at være bosat i udlandet frem til 2018. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens ansættelse i udlandet var sket som lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren oprindelig var meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren fortsat var gift. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres i yderligere en periode. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke sås at have opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren forud for sin udrejse havde boet i Danmark i 13 år, at ansøgerens to børn var danske statsborgere, og at ansøgeren havde taget uddannelser i Danmark, ligesom ansøgeren ejede flere virksomheder og ejendomme i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i 1997 på baggrund af ægteskab, at ansøgerens børn var voksne, og at ansøgeren i nu syv år havde boet og arbejdet i udlandet uden sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at hun havde fået dispensation fra bortfald i næsten seks år – ikke kunne anses for at have opnået en berettiget forventning om at kunne få yderligere dispensation. Udlændingenævnet vejledte i den forbindelse om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet var ophørt. FAM/2017/90.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Dato: 13-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en afghansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Klageren blev i juli 2003 meddelt opholdstilladelse som familiesammenført. I november 2005 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, (nu 9 m, stk. 1) som medfølgende familiemedlem, som senest blev forlænget til november 2014. I februar 2015 blev klageren meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Denne afgørelse blev ikke påklaget til Udlændingenævnet. I juli 2015 blev klageren meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra ansøgningstidspunktet i januar 2015. I januar 2016 indgav klagerens partsrepræsentant ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i september 2016 klageren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke uafbrudt havde haft opholdstilladelse i Danmark i mindst fire år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 5, jf. stk. 3 og 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i februar 2015 havde nægtet at forlænge klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, at opholdstilladelsen var udløbet i november 2014, og at klageren i juli 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, 1. pkt., med virkning fra januar 2015. Klageren havde derfor ikke haft et lovligt opholdsgrundlag i Danmark i perioden fra november 2014 til januar 2015. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens partsrepræsentant i januar 2015 på vegne af klageren havde ansøgt om en ny opholdstilladelse, og at det var fra denne ansøgningsdato, at klagerens nye opholdstilladelse skulle regnes fra, jf. udlændingelovens § 27, stk. 1. Udlændingenævnet fandt derfor ikke anledning til at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om, at gyldighedstidspunktet for klagerens opholdstilladelse var fra ansøgningsdatoen i januar 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at klageren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til sagen havde oplyst, at hun ikke havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere betingelser for at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. FAM/2017/91.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Selvforsørgelseskravet

Dato: 13-09-2017

Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en irakisk statsborger. Klageren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2010 i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og havde i august 2012 fået udbetalt kontanthjælp.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse og fandt, at klageren ikke burde have været meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at klageren havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde fået udbetalt kontanthjælp i ultimo august 2012, og at klageren efterfølgende havde tilbagebetalt kontanthjælpen efter aftale med kommunen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren indgav ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse i medio august 2015. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren havde fået hjælp til at udfylde ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse af formanden for et frivilligcenter, som klagerens bopælskommune havde henvist klageren til, og at klageren havde oplyst, at formanden på frivilligcenteret var af den opfattelse, at det var uden betydning, at klageren havde fået udbetalt hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i august 2012, da klageren havde tilbagebetalt ydelsen. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at såfremt klageren havde modtaget korrekt vejledning i forhold til tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse, og herefter blot havde ventet tre uger med at indlevere ansøgningen til Udlændingestyrelsen, ville klageren ikke have fået afslag på ansøgningen under henvisning til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse. FAM/2017/41.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. september 2017 – Erhverv – Volontør

Dato: 11-09-2017

Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark som volontør til en statsborger fra Brasilien jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde i sin afgørelse lagt vægt på, at ansøgeren var 30 år på ansøgningstidspunktet, og at ansøgeren derfor ikke opfyldte aldersgrænsen i udlændingelovens § 9 k, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som volontør var fyldt 30 år, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af § 4. stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører, at det skal stilles som en betingelse, at udlændingen er mellem 18 og 30 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som indsat ved lov nr. 418 af 12. maj 2012, fremgår under beskrivelsen af den dagældende praksis, at der gives opholdstilladelse som volontør til udlændinge mellem 18 og 30 år, og at der ikke var tiltænkt en ændring af praksis med den nye lovbestemmelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det følger af en ordlydsfortolkning af både udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt., samt § 4, stk. 1, nr. 1 i bekendtgørelse om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører, at der ikke er grundlag for at konkludere, at en ansøger ikke må være fyldt 30 år på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som volontør. ERH/2017/107.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

Dato: 07-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/104.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

Dato: 07-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/103.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

Dato: 07-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til to mindreårige, togolesiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på familiesammenføring under henvisning til, at børnenes herboende moder ikke havde dokumenteret at have del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Børnene havde efter det oplyste ikke samme far.

Udlændingenævnet fandt for så vidt angik vurderingen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at børnenes herboende moder var indehaver af forældremyndigheden over børnene, hvorfor børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i forhold til det ældste barn vægt på, at moderen alene havde fremlagt en Autorisation Parentale, hvori barnets fader havde givet barnet lov til at rejse til Danmark med moderen, og at der således ikke var tale om en retsgyldig overdragelse af forældremyndigheden over barnet fra barnets fader til moderen. Udlændingenævnet lagde i forhold til det yngste barn vægt på, at moderen i forbindelse med klagen havde oplyst, at hun ville fremsende dokumentation fra Togo, hvoraf det fremgik, at hun havde forældremyndigheden over det yngste barn, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere dokumentation fra moderen vedrørende det yngste barn, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at moderen havde oplyst, at hun havde forældremyndigheden over begge børn, men Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at moderen ikke havde fremlagt gyldig dokumentation, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, for at hun havde forældremyndigheden over børnene. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at børnenes mormoder og morfader var svækkede af alderdom og sygdom og derfor efter det oplyste ikke kunne tage sig af børnene, at moderens søskende heller ikke kunne tage sig af børnene, og at moderen havde oplyst, at børnene således var uden omsorgspersoner i Togo. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da moderen ikke havde fremlagt dokumentation for, at hun havde del i eller den fulde forældremyndighed over børnene. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, men at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/102.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen