Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 61 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Zambrano-dommen

Dato: 13-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som i 2013 havde født en datter i Danmark. Datteren var dansk statsborger, og ansøgeren var eneforsørger af barnet.

Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, herunder i forhold til at hun som følge af Zambrano-dommen havde en afledt ret til ophold efter EU-reglerne, jf. EU-domstolens dom fra marts 2011 i Zambrano-sagen (C-34/09). I medfør af Zambrano-dommen kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, som tredjelandsstatsborgeren forsørger, have en afledt ret til ophold efter Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, hvis tredjelandsstatsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvis en begrænsning i opholdsretten vil have den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til dommen i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i april 2013 havde født en datter i Danmark, som var dansk statsborger, at ansøgeren var eneforsørger af barnet, idet faderskabet havde skullet fastslås ved dom på baggrund af en DNA-test, og da barnets fader ikke ønskede at have noget med barnet at gøre og efter det oplyste heller ingen kontakt havde haft med barnet. Udlændingenævnet fandt herefter på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt ville medføre, at datteren ville være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med sin moder (ansøgeren), idet datteren var i et afhængighedsforhold til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for ret til ophold på baggrund af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser ikke var opfyldt. FAM/2017/110.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2017 – Børnesammenføring – Genc-dommen – Stiftet selvstændig familie

Dato: 11-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en tyrkisk statsborger, født i 1997, der havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende fader. Ansøgeren blev i 2007 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13 (mulighed for vellykket integration). Dette afslag blev stadfæstet i maj 2008. I marts 2016 indgik ansøgeren ægtefælle med en bulgarsk statsborger, og i maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af dette ægtefælle i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. i december 2016 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin familiesammenføringssag. I maj 2017 genoptog Udlændingestyrelsen ansøgerens familiesammenføringssag på baggrund af EU-domstolens afgørelse fra april 2016 i sagen C-561/14 (Genc), og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie, idet det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde indgået ægteskab i marts 2016, og at ansøgeren i hvert fald siden sin registrerede indrejse i Danmark i juni 2016 havde boet sammen med sin ægtefælle. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgerens ægteskab med sin bulgarske ægtefælle ikke nødvendigvis ville fortsætte, hvorfor ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie og således ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at det tidligere afslag var givet under henvisning til, at der ikke var mulighed for en vellykket integration her i landet, hvilket havde vist sig at være fuldstændig forkert, for uagtet at ansøgeren var gift med en bulgarsk statsborger, havde ansøgeren godtgjort, at ansøgeren var særdeles integreret i Danmark, og at den igangværende vellykkede integration i høj grad skyldtes ansøgerens nære tilknytning til sin fader og andre familiemedlemmer, som alle var velintegrerede i det danske samfund, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af EU-domstolens dom i sagen C-561/14 (Genc) var blevet fastslået, at integrationskravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, ikke fandt anvendelse, hvilket var begrundelsen for, at Udlændingestyrelsen havde valgt at genoptage ansøgerens sag. FAM/2017/126.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Rumænien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1. nr. 1, ikke var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, samt at klageren havde forklaret, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka seks måneder, hvilken forklaring på det foreliggende grundlag ikke kunne forkastes som værende urigtig. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. FAM/2017/62.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation for, at han i juli 2014 havde været ansat hos virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for juli 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse fra januar 2015 ikke havde oplyst at have været ansat i NF i juli 2014. Det forhold, at klageren i ansøgningen havde anført, at han havde yderligere to ansættelsesforhold, der ikke var præciseret nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen havde oplyst, at han ville fremsende dokumentation for sin ansættelse i blandt andet juli 2014, at klageren i januar 2015 havde fremsendt yderligere dokumentation, men at han heller ikke i den forbindelse havde oplyst, at han skulle have været ansat i NF i juli 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i marts 2015 ikke sås at være lønindberetninger for juli 2014. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren forlod NF uden at få udbetalt løn, mens der til sagen var fremlagt en lønseddel for juli 2014 fra NF. Udlændingenævnet fandt på den baggrund tillige, at den fremlagte lønseddel fra NF ikke kunne tillægges vægt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af oplysningerne i sin skattemappe, hvoraf det fremgik, at klageren havde modtaget løn fra NF i juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at lønindberetningen efterfølgende var blevet annulleret, hvilket tillige fremgik ved opslag i eIndkomst i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med hans faktuelle indkomst, og at klageren ikke havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, og at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at virksomheden BN havde lavet en fejl på klagerens lønseddel, således at det fremgik heraf, at lønnen var udbetalt for august 2014, mens lønnen efter det oplyste rettelig var udbetalt for juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om, at der skulle være lavet en fejl med klagerens lønseddel fra BN, ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ved fremsendelsen af lønsedlen var blevet oplyst, at den skulle være fejlagtig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at lønsedlen fra virksomheden BN dækkede perioden fra medio august 2014 til ultimo august 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at uanset at det kunne lægges til grund, at klagerens løn fra BN hidrørte fra juli 2014, kunne klageren ikke anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft arbejde i september 2014, og at klageren i så fald ikke havde haft beskæftigelse i august 2014, hvorfor klageren alene fortsat kun kunne anses for at have været i beskæftigelse i et vist omfang i ti måneder, idet klageren efter det oplyste havde haft ferie i perioden fra en bestemt dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst i april 2015 af klagerens daværende partsrepræsentant, eller i perioden fra en anden dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst af klageren i forbindelse med indgivelsen af klagerens forlængelsesansøgning i januar 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis ville kunne medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis var fastlagt efter ferielovens § 8, som indebar, at en lønmodtager havde ret til 25 dages ferie årligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at politiet i juli 2017 havde meddelt, at der ikke ville blive rejst en staffesag mod klageren i anledning af sigtelsen mod klageren for at have afgivet urigtige oplysninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i forbindelse med hans forlængelsesansøgning indgivet i januar 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der derved var tale om en strafferetlig vurdering, der ikke relaterede sig til reglerne i udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af cirka 29 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i cirka syv år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn tillige opholdt sig sammen med klageren i Danmark, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle havde opholdt sig cirka et år og ni måneder i Danmark, mens parrets fællesbarn havde opholdt sig cirka ti måneder i Danmark, hvorfor de ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning her til landet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren, klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn kunne tage ophold i Pakistan, hvor både klageren og hans familie var statsborgere, hvor klageren og hans familiemedlemmer var født, og for klagerens og klagerens ægtefælles vedkommende tillige vokset op, for der at udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren hverken på baggrund af sit ansættelsesforhold hos virksomheden R eller sine tidligere ansættelsesforhold i Danmark, kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. ERH/2017/130.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse i juni 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for, at klageren i januar, februar og marts 2014 samt i januar og februar 2015 havde været ansat i virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse i november 2014 ikke havde oplyst at have været ansat hos NF i perioden fra januar til marts 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i februar 2015 ikke sås at have været lønindberetninger for perioden fra januar til marts 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af sine TastSelv-skatteoplysninger, hvoraf det fremgik, at klageren selv havde indtastet, at han havde været ansat hos NF i perioden fra primo januar 2014 til medio marts 2014, og at hans befordringsfradrag var over 120.000 kr. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at befordringsfradraget efterfølgende var blevet udlignet, ligesom der ikke efterfølgende var blevet fremsendt dokumentation for, at oplysningerne fra SKAT vedrørende udligningen af befordringsfradraget skulle have været forkerte. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der var tale om oplysninger, som klageren selv havde indtastet og således ikke oplysninger, der var valideret eller godkendt af SKAT. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren ikke havde været indkaldt til en samtale hos SKAT, at SKAT’s afgørelse ikke var en domstolsafgørelse, at klageren ikke havde forstået, at det i forhold til hans opholdsgrundlag skulle have været nødvendigt at søge sagen genoptaget hos SKAT, at SKAT’s afgørelser alene var udfærdiget på dansk, og at SKAT ikke havde vejledt klageren om, at afgørelsen om at annullere lønindberetningerne kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med klagerens faktuelle indkomst, og at klageren ikke i øvrigt havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det lå uden for SKAT’s vejledning i skattespørgsmål at undersøge, hvilken type opholdstilladelse en udlænding havde, herunder de nærmere betingelser for opholdstilladelsen, og på den baggrund yde vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved SKAT’s afgørelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet partshørt over oplysningerne indhentet telefonisk fra SKAT, og at klageren ikke var fremkommet med bemærkninger hertil. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for hans opholdstilladelse i Danmark, at klageren endvidere specifikt i forhold til de angivne tidsperioder var blevet vejledt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om konsekvenserne af ikke at have arbejdet i de pågældende perioder, og at klageren således måtte antages at være bekendt med de mulige opholdsretlige konsekvenser af SKAT’s annullering af lønindberetningerne i de pågældende perioder. Det forhold, at SKAT’s afgørelse var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren under sagens behandling havde anført, at han talte flydende dansk, og at der således ikke havde været noget til hinder for, at klageren kunne have rettet telefonisk henvendelse til SKAT med henblik på at få forklaret SKAT’s afgørelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at såfremt der var tvivl om ansættelsesforholdet, burde der kunne ses bort fra dette, idet der i så fald alene var tale om fravær i op til tre måneder fra arbejdsmarkedet, og idet klageren både før og efter ansættelsesforholdet efter partsrepræsentantens opfattelse havde haft en ikke ubetydelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Partsrepræsentanten havde i den forbindelse henvist til, at Udlændingenævnet i en anden sag, hvor klageren havde haft en hjernetumor, der skulle fjernes, havde set bort fra fravær fra arbejdsmarkedet i op til tre måneder. Udlændingenævnet fandt desuden, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplysninger i sagen om, at klagerens eventuelle ledighed i så fald skulle være uforskyldt, hvorfor Udlændingenævnet – på baggrund af klagerens beskrivelse af den efter hans opfattelse sammenlignelige sag – ikke fandt at sagerne var sammenlignelige, idet der ikke var oplyst om alvorlig og livstruende sygdom hos klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i juni 2016 var blevet forlænget på baggrund af hans tidligere meddelte forlængelse af opholdstilladelse i juni 2015, og at forlængelsen af klagerens opholdstilladelse således blev foretaget på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke kunne anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af hans opholdstilladelse var opfyldt, når lønindberetningerne fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015 ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af 27 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i sammenlagt cirka ni år. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke havde nogen tilknytning til Pakistan, og at han var en ung, aktiv og veluddannet person, der havde færdiggjort en Master of Science i Computer Science i Sverige, at han aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at han talte flydende dansk og deltog i danskundervisning og undervisning i dansk kultur, ligesom han havde været frivillig i forskellige projekter og virksomheder, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren ikke på den baggrund kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i sin seneste forlængelsesansøgning havde oplyst, at han var gift, men at klagerens ægtefælle ikke sås at have opholdt sig i Danmark. ERH/2017/131.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en ansøger med ukendt nationalitet, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. I april 2015 var klageren blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. I oktober 2015 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. I august 2015 var klageren nedkommet med et barn og i oktober 2015 havde hun indgået ægteskab i Danmark med barnets fader – en herboende eritreisk statsborger, der havde opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens identitet kan anses for dokumenteret eller lægges til grund. Dette gælder i forhold til navn, fødselsdato og statsborgerskab. Såfremt dette ikke er opfyldt, vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse, uanset ansøgningsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i forbindelse med klagerens asylsag ikke havde kunnet lægge til grund, at klageren var eritreisk statsborger, idet der hverken var fremlagt dokumentation herfor, eller det på anden måde var sandsynliggjort, at hun skulle være det. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren selv var indrejst i Danmark som asylansøger og havde søgt opholdstilladelse som flygtning med henvisning til, at klageren var eritreisk statsborger. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens partsrepræsentant ikke over for Udlændingenævnet havde indsendt nye oplysninger, der kunne understøtte klagerens oplysninger om, at hun var eritreisk statsborger, eller havde søgt om genoptagelse af Flygtningenævnets afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke til sagen var fremlagt gyldig dokumentation for klagerens identitet, herunder eksempelvis en fødselsattest, som klagerens tidligere partsrepræsentant i december 2016 under sagens behandling i Udlændingenævnet ellers havde oplyst ville blive fremskaffet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klageren altid havde betragtet sig selv som eritreisk statsborger, at hun på intet tidspunkt overfor de danske myndigheder havde forklaret divergerende om sin identitet, at det ikke burde lægges hende til last, at de danske myndigheder ikke med sikkerhed kunne fastslå hendes identitet, og at det var udbredt, at ansøgere fra Eritrea ikke var i besiddelse af identitetspapirer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke var muligt at fastslå klagerens identitet i forhold til statsborgerskab og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til klageren var opfyldt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klagerens, hendes ægtefælles og parrets fællesbarns familieliv var beskyttelsesværdigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at klagerens partsrepræsentant havde henvist til brugen af DNA-undersøgelser i andre sager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens statsborgerskabsforhold ikke kunne anses for oplyst, og at det påhvilede klageren, jf. udlændingelovens § 40, at oplyse dette. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at klageren havde indgået ægteskab i Danmark, og at parret havde fået et fællesbarn, ikke ændrede ved dette. Uanset at der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, skal en udlændings identitet således kunne lægges til grund. Det forhold, at der var udstedt en dansk vielsesattest, hvor det var anført, at klageren var født i Eritrea, ændrede ikke herpå. Det bemærkedes, at det også var indgået i asylsagen, at klageren skulle være født i Eritrea. Udlændingenævnet fandt endelig af samme årsag, at det til klagen anførte om, at de danske myndigheder ikke havde undersøgt, hvorvidt klagerens ægtefælle ved at flytte til klagerens hjemland var beskyttet imod refoulement, da myndighederne ikke havde været i stand til at fastslå klagerens statsborgerskab og derved hvilket land, familielivet skulle udøves i, hvorfor familielivet var bedst beskyttet i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, uanset om der er tvivl om identiteten. FAM/2017/109.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

Dato: 03-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

Dato: 03-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

Dato: 03-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 53 år gammel på afgørelsestidspunktet, var født i Danmark, og han havde været udrejst til Kina første gang i perioden mellem september 1990 og november 1992 og efterfølgende mellem november 1993 og juni 2016. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i august 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig en vis vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde solgt parrets hus i Kina i september 2015 og i august 2015 havde købt bolig i Danmark med overtagelse i februar 2016 og således havde planlagt flytningen til Danmark over en længere periode inden indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/33.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Frafald af ansøgning om asyl

Dato: 28-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016 om administrativ udvisning af en serbisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 32, stk. 4. 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren primo november 2016 var indrejst i Danmark sammen med sin ægtefælle og fællesbarn, hvor de alle havde søgt om asyl. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen medio november 2016 havde klageren frafaldet sin asylansøgning.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren primo november 2016 havde søgt om asyl, at klageren medio november 2016 havde frafaldet sin ansøgning om asyl, og at ansøgningen om asyl af Udlændingestyrelsen var blevet vurderet som åbenbart grundløs, fordi klageren var statsborger i Serbien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. § 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4b, og frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, der kunne medføre, at klageren ikke kunne udvises, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og at en udvisning af klageren ikke ville virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at klageren var født og opvokset i Serbien, at klageren havde familie i Serbien, som klageren havde kontakt til, og at klageren var sund og rask. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klagerens ægtefælle, som klageren havde et barn sammen med, havde søgt om asyl i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om omstændigheder, der gjorde, at klagerens ægtefælle ikke kunne indrejse i Serbien, for der at udøve familielivet sammen med klageren og fællesbarnet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ægtefællens asylsag var afsluttet. FAM/2017/140.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen