Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 61 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse i juni 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for, at klageren i januar, februar og marts 2014 samt i januar og februar 2015 havde været ansat i virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse i november 2014 ikke havde oplyst at have været ansat hos NF i perioden fra januar til marts 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i februar 2015 ikke sås at have været lønindberetninger for perioden fra januar til marts 2014. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af sine TastSelv-skatteoplysninger, hvoraf det fremgik, at klageren selv havde indtastet, at han havde været ansat hos NF i perioden fra primo januar 2014 til medio marts 2014, og at hans befordringsfradrag var over 120.000 kr. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at befordringsfradraget efterfølgende var blevet udlignet, ligesom der ikke efterfølgende var blevet fremsendt dokumentation for, at oplysningerne fra SKAT vedrørende udligningen af befordringsfradraget skulle have været forkerte. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der var tale om oplysninger, som klageren selv havde indtastet og således ikke oplysninger, der var valideret eller godkendt af SKAT. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren ikke havde været indkaldt til en samtale hos SKAT, at SKAT’s afgørelse ikke var en domstolsafgørelse, at klageren ikke havde forstået, at det i forhold til hans opholdsgrundlag skulle have været nødvendigt at søge sagen genoptaget hos SKAT, at SKAT’s afgørelser alene var udfærdiget på dansk, og at SKAT ikke havde vejledt klageren om, at afgørelsen om at annullere lønindberetningerne kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med klagerens faktuelle indkomst, og at klageren ikke i øvrigt havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det lå uden for SKAT’s vejledning i skattespørgsmål at undersøge, hvilken type opholdstilladelse en udlænding havde, herunder de nærmere betingelser for opholdstilladelsen, og på den baggrund yde vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved SKAT’s afgørelser. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren var blevet partshørt over oplysningerne indhentet telefonisk fra SKAT, og at klageren ikke var fremkommet med bemærkninger hertil. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for hans opholdstilladelse i Danmark, at klageren endvidere specifikt i forhold til de angivne tidsperioder var blevet vejledt af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om konsekvenserne af ikke at have arbejdet i de pågældende perioder, og at klageren således måtte antages at være bekendt med de mulige opholdsretlige konsekvenser af SKAT’s annullering af lønindberetningerne i de pågældende perioder. Det forhold, at SKAT’s afgørelse var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren under sagens behandling havde anført, at han talte flydende dansk, og at der således ikke havde været noget til hinder for, at klageren kunne have rettet telefonisk henvendelse til SKAT med henblik på at få forklaret SKAT’s afgørelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at såfremt der var tvivl om ansættelsesforholdet, burde der kunne ses bort fra dette, idet der i så fald alene var tale om fravær i op til tre måneder fra arbejdsmarkedet, og idet klageren både før og efter ansættelsesforholdet efter partsrepræsentantens opfattelse havde haft en ikke ubetydelig tilknytning til arbejdsmarkedet. Partsrepræsentanten havde i den forbindelse henvist til, at Udlændingenævnet i en anden sag, hvor klageren havde haft en hjernetumor, der skulle fjernes, havde set bort fra fravær fra arbejdsmarkedet i op til tre måneder. Udlændingenævnet fandt desuden, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke var oplysninger i sagen om, at klagerens eventuelle ledighed i så fald skulle være uforskyldt, hvorfor Udlændingenævnet – på baggrund af klagerens beskrivelse af den efter hans opfattelse sammenlignelige sag – ikke fandt at sagerne var sammenlignelige, idet der ikke var oplyst om alvorlig og livstruende sygdom hos klageren. Udlændingenævnet lagde endvidere ved afgørelsen vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i juni 2016 var blevet forlænget på baggrund af hans tidligere meddelte forlængelse af opholdstilladelse i juni 2015, og at forlængelsen af klagerens opholdstilladelse således blev foretaget på urigtigt grundlag. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke kunne anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af hans opholdstilladelse var opfyldt, når lønindberetningerne fra NF for januar, februar og marts 2014 samt januar og februar 2015 ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af 27 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i sammenlagt cirka ni år. Det forhold, at klageren efter det oplyste ikke havde nogen tilknytning til Pakistan, og at han var en ung, aktiv og veluddannet person, der havde færdiggjort en Master of Science i Computer Science i Sverige, at han aldrig havde modtaget offentlige ydelser, at han talte flydende dansk og deltog i danskundervisning og undervisning i dansk kultur, ligesom han havde været frivillig i forskellige projekter og virksomheder, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren ikke på den baggrund kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i sin seneste forlængelsesansøgning havde oplyst, at han var gift, men at klagerens ægtefælle ikke sås at have opholdt sig i Danmark. ERH/2017/131.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Identitet kan ikke fastslås

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40, til en ansøger med ukendt nationalitet, da hendes identitet ikke med sikkerhed kunne fastslås. I april 2015 var klageren blevet meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. I oktober 2015 havde Flygtningenævnet stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. I august 2015 var klageren nedkommet med et barn og i oktober 2015 havde hun indgået ægteskab i Danmark med barnets fader – en herboende eritreisk statsborger, der havde opholdstilladelse som flygtning, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 40. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, at ansøgerens identitet kan anses for dokumenteret eller lægges til grund. Dette gælder i forhold til navn, fødselsdato og statsborgerskab. Såfremt dette ikke er opfyldt, vil der ikke kunne meddeles opholdstilladelse, uanset ansøgningsgrundlag. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Flygtningenævnet i forbindelse med klagerens asylsag ikke havde kunnet lægge til grund, at klageren var eritreisk statsborger, idet der hverken var fremlagt dokumentation herfor, eller det på anden måde var sandsynliggjort, at hun skulle være det. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at klageren selv var indrejst i Danmark som asylansøger og havde søgt opholdstilladelse som flygtning med henvisning til, at klageren var eritreisk statsborger. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klagerens partsrepræsentant ikke over for Udlændingenævnet havde indsendt nye oplysninger, der kunne understøtte klagerens oplysninger om, at hun var eritreisk statsborger, eller havde søgt om genoptagelse af Flygtningenævnets afgørelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at der ikke til sagen var fremlagt gyldig dokumentation for klagerens identitet, herunder eksempelvis en fødselsattest, som klagerens tidligere partsrepræsentant i december 2016 under sagens behandling i Udlændingenævnet ellers havde oplyst ville blive fremskaffet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klageren altid havde betragtet sig selv som eritreisk statsborger, at hun på intet tidspunkt overfor de danske myndigheder havde forklaret divergerende om sin identitet, at det ikke burde lægges hende til last, at de danske myndigheder ikke med sikkerhed kunne fastslå hendes identitet, og at det var udbredt, at ansøgere fra Eritrea ikke var i besiddelse af identitetspapirer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., hvoraf det fremgår, at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen lovligt opholder sig her i landet. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke var muligt at fastslå klagerens identitet i forhold til statsborgerskab og dermed vurdere, hvorvidt betingelserne for at meddele opholdstilladelse til klageren var opfyldt. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant til støtte for klagen havde anført, at klagerens, hendes ægtefælles og parrets fællesbarns familieliv var beskyttelsesværdigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at klagerens partsrepræsentant havde henvist til brugen af DNA-undersøgelser i andre sager. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at klagerens statsborgerskabsforhold ikke kunne anses for oplyst, og at det påhvilede klageren, jf. udlændingelovens § 40, at oplyse dette. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at klageren havde indgået ægteskab i Danmark, og at parret havde fået et fællesbarn, ikke ændrede ved dette. Uanset at der foreligger et beskyttelsesværdigt familieliv, skal en udlændings identitet således kunne lægges til grund. Det forhold, at der var udstedt en dansk vielsesattest, hvor det var anført, at klageren var født i Eritrea, ændrede ikke herpå. Det bemærkedes, at det også var indgået i asylsagen, at klageren skulle være født i Eritrea. Udlændingenævnet fandt endelig af samme årsag, at det til klagen anførte om, at de danske myndigheder ikke havde undersøgt, hvorvidt klagerens ægtefælle ved at flytte til klagerens hjemland var beskyttet imod refoulement, da myndighederne ikke havde været i stand til at fastslå klagerens statsborgerskab og derved hvilket land, familielivet skulle udøves i, hvorfor familielivet var bedst beskyttet i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, uanset om der er tvivl om identiteten. FAM/2017/109.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

Dato: 03-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en amerikansk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 28 år på afgørelsestidspunktet, var født som dansk statsborger i USA og havde inden den seneste indrejse i Danmark i juni 2016 opholdt sig i Danmark i to måneder i 1990, syv måneder i 1992 og derudover på ferie- og besøgsophold. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-dommen).

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i september 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 fremgik det udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet lagde endelig en vis vægt på, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i forbindelse med indrejsen i Danmark havde taget væsentlige skridt til at etablere sig i Danmark med henblik på varigt ophold, herunder boligforhold, ligesom den herboende ægtefælle allerede i august 2016 var påbegyndt en ansættelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/31.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

Dato: 03-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en tunesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 45 år på afgørelsestidspunktet, var dansk statsborger og havde boet i Danmark hele sit liv. Ansøgeren havde aldrig været i Danmark. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i maj 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren og den herboende ægtefælle på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i oktober 2016 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig vægt, at Udlændingestyrelsen ikke sås at have partshørt ansøgeren og referencen om Udlændingestyrelsens ændrede regelopfattelse efter Biao-dommen og forud for, at Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/32.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. oktober 2017 – Ægtefællesammenføring – Tilknytningskravet – Biao

Dato: 03-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en kinesisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 7. Den herboende ægtefælle, som var 53 år gammel på afgørelsestidspunktet, var født i Danmark, og han havde været udrejst til Kina første gang i perioden mellem september 1990 og november 1992 og efterfølgende mellem november 1993 og juni 2016. Udlændingestyrelsen havde ved afgørelsen lagt vægt på, at 26-årsreglen, der tidligere fremgik af udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 26 år var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, ikke fandt anvendelse i sagen som følge af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom i sagen Biao mod Danmark (app. no. 38590/10) (Biao-sagen).

Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet henviste herved til, at EMD ved Biao-dommen i maj 2016 havde vurderet, at den såkaldte 28-årsregel (nu 26-årsregel) i udlændingelovens § 9, stk. 7, hvorved herboende ægtefæller med dansk indfødsret i mere end 28 år (nu 26 år) var fritaget for at opfylde tilknytningskravet, var et udtryk for indirekte forskelsbehandling på baggrund af etnicitet, og at en sådan indirekte forskelsbehandling var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Det følger af EMRK artikel 46, at medlemslandene er forpligtede til at træffe foranstaltninger i sin retsorden med henblik på at stoppe krænkelser af EMRK, som EMD har fundet. Efter EMRK artikel 46 var Danmark efter Biao-dommen derfor forpligtet til at fjerne det diskriminerende element i den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 7. Som følge af dommen havde Folketinget dernæst vedtaget lov nr. 504 af 23. maj 2017, hvorved ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, blev ændret. Udlændingelovens § 9, stk. 7, indeholder derfor ikke længere en fritagelsesadgang til opfyldelse af bestemmelsens tilknytningskrav for personer med dansk indfødsret i mere end 26 år (26-årsreglen). Loven trådte i kraft den 24. maj 2017, og det følger af ikrafttrædelsesbestemmelsen til loven, at lovændringen finder anvendelse på alle verserende sager. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet, at sagen skulle behandles i overensstemmelse med den nuværende ordlyd af udlændingelovens § 9, stk. 7, således at tilknytningskravet skulle stilles. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, jf. udlændingelovens § 9, stk. 7, idet ganske særlige grunde talte derimod. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på tidspunktet for ansøgerens ansøgning i august 2016 og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 fremgik udtrykkeligt af ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7, at den herboende ægtefælle, som havde haft dansk indfødsret i mere end 26 år, var fritaget for at skulle opfylde tilknytningskravet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende ægtefælle og ansøgeren på tidspunktet for indgivelsen af parrets ansøgning om opholdstilladelse til ansøgeren i Danmark og på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2017 måtte anses for at have haft en berettiget forventning om, at tilknytningskravet ikke ville blive stillet, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9, stk. 7. Udlændingenævnet tillagde det endelig en vis vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde solgt parrets hus i Kina i september 2015 og i august 2015 havde købt bolig i Danmark med overtagelse i februar 2016 og således havde planlagt flytningen til Danmark over en længere periode inden indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring i Danmark var opfyldt. FAM/2017/33.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Frafald af ansøgning om asyl

Dato: 28-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016 om administrativ udvisning af en serbisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 32, stk. 4. 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren primo november 2016 var indrejst i Danmark sammen med sin ægtefælle og fællesbarn, hvor de alle havde søgt om asyl. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen medio november 2016 havde klageren frafaldet sin asylansøgning.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren primo november 2016 havde søgt om asyl, at klageren medio november 2016 havde frafaldet sin ansøgning om asyl, og at ansøgningen om asyl af Udlændingestyrelsen var blevet vurderet som åbenbart grundløs, fordi klageren var statsborger i Serbien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. § 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4b, og frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, der kunne medføre, at klageren ikke kunne udvises, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og at en udvisning af klageren ikke ville virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at klageren var født og opvokset i Serbien, at klageren havde familie i Serbien, som klageren havde kontakt til, og at klageren var sund og rask. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klagerens ægtefælle, som klageren havde et barn sammen med, havde søgt om asyl i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om omstændigheder, der gjorde, at klagerens ægtefælle ikke kunne indrejse i Serbien, for der at udøve familielivet sammen med klageren og fællesbarnet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ægtefællens asylsag var afsluttet. FAM/2017/140.
Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 27-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en kinesisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i september 2006 indrejst i Danmark med opholdstilladelse som studerende. I marts 2015 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration klagerens opholdstilladelse. I maj 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på hendes ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fastsatte samtidig en udrejsefrist til medio juni 2015. I juni 2015 anmodede Udlændingestyrelsen Nationalt Udlændingecenter om at foretage udrejsekontrol, da klageren ikke havde indsendt dokumentation for sin udrejse af Danmark. Ultimo september 2016 – efter at politiet gentagne gange havde forsøgt at kontakte klageren – kontaktede klageren efter anmodning politiet. Klageren oplyste, at hun via sin advokat var blevet bekendt med, at hun i februar 2016 havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde set brevet, hvori hun skulle være blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller havde modtaget et opholdskort.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne fra politiet om, at klageren havde studeret indtil primo 2016, at hun havde været i arbejde på en restaurant så sent som i september 2016, at hun ultimo september 2016 fortsat var registreret med adresse i Danmark, og at hun ultimo oktober 2016 havde rettet personlig henvendelse til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde imod at udvise klageren af landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i maj 2015, og at det herefter påhvilede hende at udrejse af landet senest medio juni 2015. Det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde set afgørelsen, hvor hun var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at klagerens partsrepræsentant havde oplyst, at hun havde klaget over afgørelsen og oplyst klageren om, at hun senere var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren selv var ansvarlig for valg af partsrepræsentant, og at en afgørelse anses for forkyndt, når den er kommet frem til partsrepræsentanten. En udmeldt udrejsefrist kan derfor ikke suspenderes, uanset om klageren ikke er gjort bekendt med afgørelsens indhold af sin partsrepræsentant. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens oplysninger til politiet, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der ville kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for hende, samt at hun ikke havde tilknytning til herboende personer, der ville kunne medføre, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at alle klagerens opholdstilladelser i Danmark havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at det ikke fandtes dokumenteret, at der forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. FAM/2017/139.
Udlændingenævnets afgørelse af 25. september 2017 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab – Ganske særlige grunde

Dato: 25-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en syrisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1. Ansøgeren blev i marts 2015 meddelt afslag på ægtefællesammenføring i Danmark under henvisning til, at ægteskabet mellem ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anerkendes efter dansk ret, og da der ikke forelå ganske særlige grunde. I november 2015 hjemviste Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 til fornyet behandling, da den herboende reference havde indsendt ny dokumentation, som Udlændingestyrelsen ikke havde haft mulighed for at vurdere. I september 2016 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at han og ansøgeren var blevet gift efter de syriske traditioner, og at der intet var unormalt i, at de dokumenter, der efterfølgende var blevet udarbejdet inden for den offentlige forvaltning i Syrien, var udarbejdet senere, end ægteskabet var indgået, samt at der i Syrien ikke var et krav om, at begge ægtefæller skulle være fysisk til stede for at få udstedt de relevante dokumenter.

Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at den herboende reference havde fremlagt divergerende oplysninger om datoen for parrets eventuelle ægteskab samt om den herboende references civilstatus som forlovet eller gift. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at ansøgeren og den herboende reference havde indgået et retsgyldigt ægteskab, da den herboende reference i forbindelse med sin ansøgning om asyl udtrykkeligt havde oplyst, at han kun var forlovet, selvom han havde haft lejlighed til at fremkomme med bemærkninger og rettelser til samtalereferatet, men han havde ikke haft bemærkninger til dette. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret blev gift i april 2014, mens den herboende reference i sin del af ansøgningspakken havde oplyst, at parret i april 2013 havde besluttet at blive gift, men at parret ikke kunne blive gift på grund af krigen. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde anført, at han faktisk havde været gift siden april 2013, men at parret ikke kunne bo sammen på grund af krigen, og at parret havde holdt ægteskabet hemmeligt på grund af ansøgerens onkel. Det forhold, at der i sagen var fremlagt kopier og oversættelser af forskellige skrivelser, hvoraf det fremgik, at parret havde indgået ægteskab i april 2013 og havde betalt ægteskabsafgifter, samt at ”Marriage Certificate” var blevet udstedt i april 2015, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at skrivelsen fra april 2013 kun dokumenterede, at parret havde betalt ægteskabsafgifter, samt at skrivelsen ikke var udstedt af en religiøs myndighed. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at parret ikke havde fremsendt en gyldig ”Marriage Contract” fra den religiøse ret, som var udstedt på selve vielsesdagen med begge parters underskrift samt dokumentation for registrering af kontrakten ved Civil Registry, eller en efterregistrering fra den religiøse myndighed med underskrift fra begge parter og dokumentation for registrering af Civil Registry. Endvidere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at den herboende reference havde fremsendt kopi af ”Judgement of Marriage Confirmation”, hvoraf det fremgik, at kopien var blevet udstedt i april 2015, at ægteskabet var blevet efterregistreret i marts 2015 ved domstolen i Damaskus, og at efterregistreringen var blevet foretaget ved stedfortræder. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ”Judgement of Marriage Confirmation” var udstedt i marts 2015, hvor den herboende reference var i Danmark, og at en dom kun kunne anerkendes, hvis den var udstedt på et tidspunkt, hvor det måtte formodes, at begge parter havde været i Syrien. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, hvorefter faste samlevende skal dokumentere et fast samliv på fælles bopæl af som udgangspunkt halvandet til to års varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke var gift og ikke havde boet sammen, samt at den herboende reference flere gange havde oplyst, at han indtil sin udrejse af Syrien boede i Damaskus på det hotel, hvor han arbejdede, eller i sin egen lejlighed, hvor kun den herboende reference boede, og at ansøgeren havde boet hos sine forældre. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da forholdet mellem parret ikke kunne anses for at udgøre et familieliv, som var omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og den herboende reference ikke kunne anses for at have indgået et ægteskab, som kunne anerkendes efter dansk ret. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold i øvrigt, at det var uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/92.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. september 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om lovligt ophold

Dato: 21-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en georgisk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Ansøgeren blev i januar 2001 registreret af Udenrigsministeriet som indrejst i Danmark og blev i april 2003 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, som omhandler personer, der nyder diplomatiske rettigheder mv. Ansøgerens opholdstilladelse blev senest i april 2016 forlænget til oktober 2017. I juli 2016 indgav ansøgeren ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2017 ansøgeren afslag på ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde boet i lovligt i Danmark i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter en af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, jf. § 27, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., da meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse forudsatte, at udlændingen havde boet lovligt her i landet i mindst seks år og i hele denne periode havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7-9 f eller 9 i-9 n eller 9 p. Allerede fordi ansøgeren alene havde været meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 47, kunne hun således ikke meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, da denne bestemmelse ikke var omfattet af anvendelsesområdet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Det af ansøgeren anførte om, at udlændingemyndighederne i 2010 havde haft en praksis vedrørende meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til udsendt ambassadepersonale eller personer med lignende diplomatstatus, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at udlændingelovens regler om tidsubegrænset opholdstilladelse ved lov nr. 572 af 31. maj 2010 var blevet ændret således, at det fremover skulle være en ufravigelig betingelse, at ansøgeren forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse havde mindst et vist antal års lovligt ophold her i landet med opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 - 9 e. FAM/2017/108.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

Dato: 13-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en canadisk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1957 og blev i juni 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren blev i september 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren fik i september 2010 dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, idet hun havde fået ansættelse i udlandet. Denne dispensation blev yderligere forlænget til november 2014 på baggrund af samme ansættelsesforhold. Ansøgeren søgte i september 2015 på ny om dispensation. Det blev under sagen oplyst, at ansøgeren kunne forlænge sin kontrakt et år ad gangen, og at ansøgeren ville fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet, indtil hun skulle på pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 at dispensere yderligere fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse og fastsatte samtidig en indrejsefrist i maj 2016, således at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne dato. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgeren i slutningen af 2015 teoretisk havde haft mulighed for ikke at forlænge sin kontrakt yderligere, men at ansøgerens ægtefælle efter telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen havde fået det indtryk, at ansøgeren ville få forlænget sin dispensation frem til juni 2018, hvor ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet udløb.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren var udrejst i 2010, og da ansøgeren fortsat opholdt sig i udlandet, idet ansøgeren ikke var indrejst i Danmark inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren første gang blev meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, at denne dispensation var blevet forlænget til november 2014, idet ansøgeren havde oplyst, at ansættelsesforholdet udløb i 2014, at ansøgeren på ny i september 2015 havde søgt om dispensation med henvisning til samme ansættelsesforhold, og at ansøgeren dernæst valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte indrejsefrist i maj 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle var af den opfattelse, at der telefonisk var indgået en aftale med Udlændingestyrelsen omkring endnu en dispensationsperiode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år, indtil ansøgeren fyldte 60 år, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om at indgive en ny ansøgning om dispensation fra bortfald, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om afslag på yderligere dispensation samtidig havde fastsat en indrejsefrist således, at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren yderligere dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst siden august 2010, at ansøgeren allerede havde fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil maj 2016, at ansøgeren ikke var genindrejst i Danmark, at ansøgeren flere gange havde forlænget sin ansættelse i udlandet, og at ansøgeren fortsat ønskede at være bosat i udlandet frem til 2018. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens ansættelse i udlandet var sket som lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren oprindelig var meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren fortsat var gift. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres i yderligere en periode. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke sås at have opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren forud for sin udrejse havde boet i Danmark i 13 år, at ansøgerens to børn var danske statsborgere, og at ansøgeren havde taget uddannelser i Danmark, ligesom ansøgeren ejede flere virksomheder og ejendomme i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i 1997 på baggrund af ægteskab, at ansøgerens børn var voksne, og at ansøgeren i nu syv år havde boet og arbejdet i udlandet uden sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at hun havde fået dispensation fra bortfald i næsten seks år – ikke kunne anses for at have opnået en berettiget forventning om at kunne få yderligere dispensation. Udlændingenævnet vejledte i den forbindelse om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet var ophørt. FAM/2017/90.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen