Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 60 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist

Dato: 07-11-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en irakisk statsborger, som i marts 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30. Klageren bestod ikke prøven inden den fastsatte frist i november 2015.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse kunne inddrages, da klageren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015 angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af klagerens opholdstilladelse fra marts 2015, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor hun havde tilmeldt sig folkeregisteret, havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Da klageren blev tilmeldt folkeregisteret i maj 2015, var fristen for at bestå udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau i november 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke sås at have aflagt prøve i dansk på A1-niveau efterfølgende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren i skemaet ”Oplysninger om personlige forhold og tilknytning til Danmark” havde anført, at hun var diagnosticeret med PTSD og angst, og at hun siden september 2015 havde været tilknyttet en afdeling for traume og torturoverlevere, hvor hun havde modtaget forskellige behandlinger, at hun helst ikke gik ud alene, og at hun var blevet fritaget fra at deltage i den kommunale sprogundervisning. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tidsfristen for beståelse af danskprøven fremgik udtrykkeligt af Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2015, at klageren havde et personligt ansvar for at sætte sig ind i, hvilke betingelser der knyttede sig til opholdstilladelsen, og at klageren ikke sås at have søgt om dispensation for aflæggelse af danskprøven. Udlændingenævnet lagde yderligere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at forberede sig til prøven og tilrettelægge et forløb, således at hun kunne nå at forberede sig, inden hun skulle op til prøven, at kravet om danskprøven fremgik udtrykkeligt af opholdstilladelsen fra marts 2015, og at det i den forbindelse ikke var et krav at følge den tilbudte danskundervisning for at kunne gå op til prøven. Udlændingenævnet fandt således, at det var klagerens ansvar at aflægge den korrekte prøve eller søge om dispensation for aflæggelse af prøven inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i marts 2015 i en alder af 43 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab den herboende reference, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at hun ikke var i arbejde eller under uddannelse. Klageren sås således alene at have opholdt sig i Danmark i cirka et år og tre måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse og cirka to år og seks måneder på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse uden at have haft tilknytning til arbejdsmarkedet, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse ville virke særligt belastende for klageren. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at klageren var diagnosticeret med posttraumatisk belastningsreaktion, der medførte mareridt med traumeindhold, forringet søvnkvalitet, invaliderende tankemylder og flashbacks, at klageren havde tendens til høj social isolationstrang som følge af angst, at hun aldrig gik ud af huset alene, og at hun havde hukommelses- og koncentrationsproblemer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var dokumenteret, at klageren ikke ville kunne modtage den relevante behandling for sin sygdom i Irak. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgik af sagen, at klageren havde oplyst til sin egen læge og til behandlerne på afdelingen for traume og torturoverlevere, at hun havde modtaget medicinsk behandling i Irak, ligesom klagerens ægtefælle havde oplyst, at parret var mødtes på en klinik, hvor de begge havde modtaget behandling. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, den herboende reference og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Irak for at udøve familielivet der. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den herboende references egne oplysninger om, at både klageren og den herboende reference havde modtaget behandling i Irak, hvor parret var mødtes og havde indgået ægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv. Det forhold, at klageren og den herboende reference havde et fællesbarn, født i 2012, der gik i vuggestue i Danmark, og at parret ventede et barn til november 2017, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at et barn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at inddrage klagerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. FAM/2017/112.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2017 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl

Dato: 06-11-2017

Udlændingenævnet omgjorde i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse til en stats¬borger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, som var meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå et samliv på fælles bopæl.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke på tidspunktet for afgørelsen burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde etableret et samliv i december 2006 på et internationalt cruiseskib, og at den herboende ægtefælle og ansøgeren havde bibeholdt et samliv, efter at ansøgerens ansættelse var ophørt på grund af graviditet med fællesbarnet i 2011. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende ægtefælle siden 2012 havde opholdt sig vedvarende og konsekvent i Filippinerne sammen med ansøgeren og fællesbarnet, der blev født i 2012, hver gang dette havde været muligt på grund af den herboende ægtefælles ansættelse, og at den herboende ægtefælle havde opholdt sig i Filippinerne i flere gentagne perioder af en måneds varighed hvert år. Udlændingenævnet lagde således til grund, at den herboende ægtefælle havde været i Filippinerne hver gang hans arbejdsmæssige forhold som ansat på et internationalt cruiseskib tillod det. På baggrund af disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, om længerevarende samliv kunne anses for opfyldt. FAM/2017/133.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Danskprøvekravet – Ansøgeren har aldrig været tilmeldt folkeregisteret

Dato: 26-10-2017

Udlændingenævnet hjemviste i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en taiwanesisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse fra oktober 2016, at ansøgerens opholdstilladelse blev inddraget under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau senest seks måneder fra sin tilmelding til folkeregisteret, og at Udlændingestyrelsen havde beregnet denne frist fra datoen, hvor ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i december 2015. Idet ansøgeren dog ikke på noget tidspunkt havde været tilmeldt folkeregisteret med en dansk adresse hverken på tidspunktet for Udlændingestyrelsens meddelelse af opholdstilladelse eller efterfølgende, fandt Udlændingenævnet, at der ikke havde været det fornødne hjemmelsgrundlag til at inddrage ansøgerens opholdstilladelse med henvisning til manglende bestået danskprøve. Udlændingenævnet fandt det således rettest at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen, således at der kunne træffes en fornyet afgørelse i forhold til ansøgerens opholdsgrundlag i Danmark. FAM/2017/128.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2017 – Medfølgende familie – Til personer med opholdstilladelse på baggrund af erhverv – Forældre

Dato: 26-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International og Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, til en armensk statsborger, der søgte om opholdstilladelse som medfølgende familie til sin herboende søn, der havde opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 1. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet med den herboende reference siden 2013, at ansøgeren ikke havde noget familie tilbage i Armenien, at ansøgerens to sønner boede i Danmark med deres familier, at ansøgeren var afhængig af den herboende references pleje, og at ansøgeren var tvunget til at rejse mellem Danmark og Armenien, hvilket havde økonomiske konsekvenser.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt ikke meddeles opholdstilladelse til en forælder som medfølgende familie, når den herboende reference har opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på formålet med den herboende references ophold i Danmark, herunder at den herboende reference var meddelt midlertidig opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne særlige hensyn, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde boet med den herboende reference, siden den herboende reference var blevet skilt i 2013, at ansøgeren ikke havde noget familie tilbage i Armenien, at ansøgerens to sønner boede i Danmark med deres familier, og at den herboende reference til støtte for klagen havde anført, at den herboende reference var afhængig af at have ansøgeren ved sin side, så den herboende reference kunne koncentrere sig om sit job og sine børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om sådanne særlige hensyn, der kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Det af den herboende reference anførte om, at der var sket helbredsmæssige forandringer hos ansøgeren siden februar 2015, at den herboende reference var meget bekymret for ansøgeren, særligt når ansøgeren var i Armenien, og at ansøgeren var afhængig af den herboende references pleje, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der som udgangspunkt alene kan meddeles opholdstilladelse til en forælder som medfølgende familie, hvis forælderen altid er blevet forsørget af personen, der har opholdstilladelse i Danmark, altid har boet sammen med den pågældende, og hvis forælderen har fulgt den pågældende under tidligere udlandsophold. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den herboende reference havde haft ophold i Danmark siden februar 2011, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde boet sammen med den herboende reference siden den herboende references skilsmisse i 2013, og at ansøgeren samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark så meget, som ansøgerens turistvisum tillod. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference havde anført, at ansøgeren var tvunget til at rejse frem og tilbage mellem Armenien og Danmark fire gange om året, hvilket havde økonomiske konsekvenser og påvirkede den herboende references og ansøgerens planlægning af ferie og fritid. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke i sig selv var tilstrækkelige til at danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 m, stk. 1. ERH/2017/127.
Udlændingenævnets afgørelse af 23.oktober 2017 – Erhverv – Working Holiday

Dato: 23-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter Working Holiday-aftalen indgået mellem Australien og Danmark om arbejdsferie til en statsborger fra Australien, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1.

Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at ansøgningen var indgivet ved personlig henvendelse i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 l, stk. 1, vedrørende Working Holiday-aftalen indgået mellem Danmark og Australien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en udlænding som ansøger ikke må være i Danmark på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af ansøgningsskemaet på engelsk, at ansøgeren skulle vedlægge en kopi af alle siderne af ansøgerens rejsedokument. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren flere gange under Styrelsen for International Rekruttering og Integrations sagsbehandling samt Udlændingenævnets sagsbehandling var blevet anmodet om at indsende kopi af alle siderne af ansøgerens rejsedokument, men at Udlændingenævnet stadig ikke havde modtaget den relevante dokumentation, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde indsendt kopi af siderne i ansøgerens rejsedokument til Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da denne dokumentation fortsat ikke sås registreret på sagen. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at ansøgeren i januar 2017 havde sendt en e-mail til Udlændingenævnet med 21 vedhæftede filer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da Udlændingenævnet ikke kunne åbne filerne, og da ansøgeren ikke efterfølgende havde rettet henvendelse til Udlændingenævnet i anledning heraf trods flere anmodninger herom. ERH/2017/111.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. oktober 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp

Dato: 18-10-2017

Udlændingenævnet genoptog i oktober 2017 Udlændingenævnets afgørelse fra 2015 om stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en tyrkisk statsborger. Udlændingenævnet omgjorde herefter Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet han i begyndelsen af 2014 havde modtaget en enkeltstående supplerende kontanthjælpsydelse på 1.400 kr. efter lov om aktiv socialpolitik som følge af, at hans samlever havde søgt om kontanthjælp, og at reglerne vedrørende supplerende kontanthjælp for samlevere i lov om aktiv socialpolitik var blevet ændret med virkning fra den 1. januar 2014. Efter Udlændingenævnets afgørelse i sagen i 2015 havde klageren rettet henvendelse til Folketingets Ombudsmand, der var gået ind i sagen. Folketingets Ombudsmand havde i sin endelige redegørelse i sagen henstillet til, at Udlændingenævnet genoptog sagen.

Udlændingenævnet fandt ved omgørelsen af sagen, at klageren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han havde modtaget offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik inden for de sidste tre år forud for indgivelsen af sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles. Udlændingenævnet henviste herved til, at Folketingets Ombudsmand havde fundet, at Udlændingestyrelsens vejledning til ansøgeren i starten af 2014 om betydningen af, at hans samlever havde fået kontanthjælp, for hans mulighed for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse ikke var korrekt. Det fremgik blandt andet af Folketingets Ombudsmands redegørelse, at ”… Udlændingestyrelsens vejledning efterlod dermed efter [Ombudsmandens] opfattelse [klageren] med det fejlagtige indtryk, at det ikke ville få betydning for hans mulighed for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, at hans samlever modtog kontanthjælp. [Ombudsmanden] har naturligvis ikke grundlag for at antage andet, end at Udlændingestyrelsen ønskede at vejlede [klageren] korrekt. Men [Ombudsmanden] må konstatere, at vejledningen ikke sikrede, at [klageren] fik tilstrækkelig orientering om, hvilken betydning reglerne på området havde for ham, og at den dermed ikke sikrede, at han på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser undgik at blive udsat for et retstab. … [Ombudsmanden] finder imidlertid, at Udlændingestyrelsen i en situation som den foreliggende burde have taget et forbehold over for [klageren] og henvist ham til – f.eks. i [klagerens bopælskommune] – at søge nærmere vejledning om, hvorvidt aktivloven eventuelt kunne indebære, at udbetaling af kontanthjælp til hans samlever også ville medføre udbetaling af kontanthjælp til ham selv. … Det er i sagens natur ikke i dag muligt med sikkerhed at fastslå, hvad [klageren] faktisk ville have gjort, hvis Udlændingestyrelsen [i starten af] januar 2014 havde givet ham en vejledning, der levede op til kravene i forvaltningslovens § 7, stk. 1. I spørgsmål som det foreliggende må der derfor i sidste ende anlægges et samlet skøn. Det forhold, at problemet er opstået som følge af Udlændingestyrelsens vejledning, må imidlertid for [Ombudsmanden] at se naturligt indebære, at tvivl om, hvad [klageren] ville have gjort, inden for rimelige rammer bør komme ham til gode. Dette stemmer efter [Ombudsmandens] opfattelse også med almindelige principper om ”processuel skadevirkning” for myndighederne i tilfælde af sagsbehandlingsfejl (…) De handlemuligheder for [klageren], som Udlændingenævnet peger på, må efter [Ombudsmandens] opfattelse ses i det anførte lys. I den forbindelse bemærker [Ombudsmanden] bl.a., at det (…) må anses for ubestridt, at [klageren] og hans samlever faktisk ville have haft mulighed for at trække hendes ansøgning om kontanthjælp tilbage med den konsekvens, at [klageren] ikke var blevet bragt i den foreliggende situation med hensyn til udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5.” Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele klageren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter de regler, der gjaldt på det tidspunkt, hvor klageren oprindeligt indgav sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, var opfyldt. FAM/2017/132.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. oktober 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Zambrano-dommen

Dato: 13-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en filippinsk statsborger, som i 2013 havde født en datter i Danmark. Datteren var dansk statsborger, og ansøgeren var eneforsørger af barnet.

Udlændingenævnet fandt, at der var grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hun ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, herunder i forhold til at hun som følge af Zambrano-dommen havde en afledt ret til ophold efter EU-reglerne, jf. EU-domstolens dom fra marts 2011 i Zambrano-sagen (C-34/09). I medfør af Zambrano-dommen kan en tredjelandsstatsborger, der er forælder til et mindreårigt unionsborgerbarn, som tredjelandsstatsborgeren forsørger, have en afledt ret til ophold efter Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, hvis tredjelandsstatsborgeren opholder sig i den medlemsstat, hvor barnet bor og er statsborger, og hvis en begrænsning i opholdsretten vil have den virkning, at det mindreårige unionsborgerbarn reelt fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i unionsborgerskabet. Udlændingenævnet henviste i øvrigt til dommen i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren i april 2013 havde født en datter i Danmark, som var dansk statsborger, at ansøgeren var eneforsørger af barnet, idet faderskabet havde skullet fastslås ved dom på baggrund af en DNA-test, og da barnets fader ikke ønskede at have noget med barnet at gøre og efter det oplyste heller ingen kontakt havde haft med barnet. Udlændingenævnet fandt herefter på baggrund af en konkret vurdering af sagens oplysninger, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren reelt ville medføre, at datteren ville være nødsaget til at forlade Unionens område sammen med sin moder (ansøgeren), idet datteren var i et afhængighedsforhold til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte betingelserne for ret til ophold på baggrund af Zambrano-dommen. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse, medmindre de helt grundlæggende betingelser ikke var opfyldt. FAM/2017/110.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. oktober 2017 – Børnesammenføring – Genc-dommen – Stiftet selvstændig familie

Dato: 11-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på genoptagelse af en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, til en tyrkisk statsborger, født i 1997, der havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende fader. Ansøgeren blev i 2007 meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 13 (mulighed for vellykket integration). Dette afslag blev stadfæstet i maj 2008. I marts 2016 indgik ansøgeren ægtefælle med en bulgarsk statsborger, og i maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse på baggrund af dette ægtefælle i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. i december 2016 anmodede ansøgeren om genoptagelse af sin familiesammenføringssag. I maj 2017 genoptog Udlændingestyrelsen ansøgerens familiesammenføringssag på baggrund af EU-domstolens afgørelse fra april 2016 i sagen C-561/14 (Genc), og Udlændingestyrelsen meddelte afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om ikke at have stiftet selvstændig familie. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie, idet det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde indgået ægteskab i marts 2016, og at ansøgeren i hvert fald siden sin registrerede indrejse i Danmark i juni 2016 havde boet sammen med sin ægtefælle. Det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at ansøgerens ægteskab med sin bulgarske ægtefælle ikke nødvendigvis ville fortsætte, hvorfor ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det ikke ændrede på, at ansøgeren havde stiftet selvstændig familie og således ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at det til støtte for klagen blev anført, at det tidligere afslag var givet under henvisning til, at der ikke var mulighed for en vellykket integration her i landet, hvilket havde vist sig at være fuldstændig forkert, for uagtet at ansøgeren var gift med en bulgarsk statsborger, havde ansøgeren godtgjort, at ansøgeren var særdeles integreret i Danmark, og at den igangværende vellykkede integration i høj grad skyldtes ansøgerens nære tilknytning til sin fader og andre familiemedlemmer, som alle var velintegrerede i det danske samfund, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af EU-domstolens dom i sagen C-561/14 (Genc) var blevet fastslået, at integrationskravet i udlændingelovens dagældende § 9, stk. 13, ikke fandt anvendelse, hvilket var begrundelsen for, at Udlændingestyrelsen havde valgt at genoptage ansøgerens sag. FAM/2017/126.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Rumænien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1. nr. 1, ikke var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et enkeltstående tyveri af beskeden værdi, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren var indrejst i Danmark med det formål at begå kriminalitet, samt at klageren havde forklaret, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka seks måneder, hvilken forklaring på det foreliggende grundlag ikke kunne forkastes som værende urigtig. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren ikke tidligere var straffet for berigelseskriminalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen af klageren ville være i strid med opholdsdirektivets (direktiv 2004/38/EF) artikel 27, stk. 2. FAM/2017/62.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. oktober 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Greencardordningen – Urigtige oplysninger

Dato: 09-10-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om inddragelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.

Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen var meddelt på urigtigt grundlag, hvorfor tilladelsen kunne inddrages, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, jf. § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen i 2015 var blevet forlænget, efter at klageren havde fremsendt dokumentation for, at han i juli 2014 havde været ansat hos virksomheden NF og således havde været i arbejde i 12 sammenhængende måneder med minimum ti timer ugentligt på tidspunktet for meddelelse af forlængelse af opholdstilladelse, og at SKAT efterfølgende havde annulleret klagerens lønindberetninger fra NF for juli 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse fra januar 2015 ikke havde oplyst at have været ansat i NF i juli 2014. Det forhold, at klageren i ansøgningen havde anført, at han havde yderligere to ansættelsesforhold, der ikke var præciseret nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen havde oplyst, at han ville fremsende dokumentation for sin ansættelse i blandt andet juli 2014, at klageren i januar 2015 havde fremsendt yderligere dokumentation, men at han heller ikke i den forbindelse havde oplyst, at han skulle have været ansat i NF i juli 2014. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ved opslag i eIndkomst i marts 2015 ikke sås at være lønindberetninger for juli 2014. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren forlod NF uden at få udbetalt løn, mens der til sagen var fremlagt en lønseddel for juli 2014 fra NF. Udlændingenævnet fandt på den baggrund tillige, at den fremlagte lønseddel fra NF ikke kunne tillægges vægt. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde fremsendt kopi af oplysningerne i sin skattemappe, hvoraf det fremgik, at klageren havde modtaget løn fra NF i juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at SKAT telefonisk overfor Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde oplyst, at lønindberetningen efterfølgende var blevet annulleret, hvilket tillige fremgik ved opslag i eIndkomst i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at SKAT var den kompetente myndighed til at træffe afgørelse om annullering af lønindberetninger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var klagerens eget ansvar at sikre sig, at lønindberetningerne til SKAT var korrekte og i overensstemmelse med hans faktuelle indkomst, og at klageren ikke havde søgt sagen genoptaget hos SKAT. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, det fremgik af klagerens opholdstilladelse og efterfølgende forlængelser, at hans ophold i Danmark var betinget af, at han havde arbejdet kontinuerligt og i et vist omfang, og at det var klagerens eget ansvar at sætte sig ind i betingelserne for sin opholdstilladelse i Danmark. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at virksomheden BN havde lavet en fejl på klagerens lønseddel, således at det fremgik heraf, at lønnen var udbetalt for august 2014, mens lønnen efter det oplyste rettelig var udbetalt for juli 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om, at der skulle være lavet en fejl med klagerens lønseddel fra BN, ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ved fremsendelsen af lønsedlen var blevet oplyst, at den skulle være fejlagtig. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klagerens daværende partsrepræsentant overfor Udlændingenævnet havde oplyst, at lønsedlen fra virksomheden BN dækkede perioden fra medio august 2014 til ultimo august 2014. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at uanset at det kunne lægges til grund, at klagerens løn fra BN hidrørte fra juli 2014, kunne klageren ikke anses for at have arbejdet kontinuerligt i et vist omfang, således at denne betingelse for forlængelse af klagerens opholdstilladelse var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft arbejde i september 2014, og at klageren i så fald ikke havde haft beskæftigelse i august 2014, hvorfor klageren alene fortsat kun kunne anses for at have været i beskæftigelse i et vist omfang i ti måneder, idet klageren efter det oplyste havde haft ferie i perioden fra en bestemt dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst i april 2015 af klagerens daværende partsrepræsentant, eller i perioden fra en anden dato i juli 2014 til medio august 2014, som oplyst af klageren i forbindelse med indgivelsen af klagerens forlængelsesansøgning i januar 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder efter praksis ville kunne medføre forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen. Denne praksis var fastlagt efter ferielovens § 8, som indebar, at en lønmodtager havde ret til 25 dages ferie årligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at politiet i juli 2017 havde meddelt, at der ikke ville blive rejst en staffesag mod klageren i anledning af sigtelsen mod klageren for at have afgivet urigtige oplysninger til Styrelsen for International Rekruttering og Integration i forbindelse med hans forlængelsesansøgning indgivet i januar 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der derved var tale om en strafferetlig vurdering, der ikke relaterede sig til reglerne i udlændingeloven. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at inddragelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren efter det oplyste var født og opvokset i Pakistan, at han var indrejst i Danmark første gang i en alder af cirka 29 år, og at han på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde opholdt sig i Danmark med henblik på midlertidigt ophold i cirka syv år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn tillige opholdt sig sammen med klageren i Danmark, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens ægtefælle havde opholdt sig cirka et år og ni måneder i Danmark, mens parrets fællesbarn havde opholdt sig cirka ti måneder i Danmark, hvorfor de ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning her til landet, at en inddragelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde været meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, og at der ikke var oplyst om hindringer for, at klageren, klagerens ægtefælle og parrets fællesbarn kunne tage ophold i Pakistan, hvor både klageren og hans familie var statsborgere, hvor klageren og hans familiemedlemmer var født, og for klagerens og klagerens ægtefælles vedkommende tillige vokset op, for der at udøve familielivet. Udlændingenævnet fandt endelig, at klageren hverken på baggrund af sit ansættelsesforhold hos virksomheden R eller sine tidligere ansættelsesforhold i Danmark, kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at en inddragelse af hans opholdstilladelse ville virke særligt belastende for ham. ERH/2017/130.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen