Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 63 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Inddragelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist – Barsel

Dato: 06-09-2017

Udlændingenævnet omgjorde i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af en opholdstilladelse til en amerikansk statsborger, som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført her i landet. Klagerens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, var betinget af, at klageren bestod en danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor en fastsat frist, jf. udlændingelovens § 9, stk. 30.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde have fået inddraget sin opholdstilladelse som familiesammenført under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 13. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ultimo oktober 2014 havde født en søn, og at hun herefter havde ret til 46 ugers barsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ultimo januar 2015 under sin barsel var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført. Klageren var i den forbindelse blevet meddelt en frist på seks måneder til at bestå prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klagerens ægtefælle ved telefonisk henvendelse ultimo maj 2015 til Udlændingestyrelsen havde anmodet om udsættelse af klagerens frist for at bestå danskprøven grundet barsel. Klagerens ægtefælle havde således anmodet om udsættelse af fristen inden fristens udløb. Udlændingenævnet kunne ikke tilslutte sig Udlændingestyrelsens beregning af suspension af fristen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det afgørende for beregningen af suspension er fødselsdatoen, og at længden af restperioden skulle beregnes fra fødselsdatoen, og ikke ud fra tidspunktet for ansøgningen om dispensation, da dette tidspunkt er vilkårligt. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren burde være blevet meddelt suspension for fristen for at bestå danskprøven, således at fristen på seks måneder til at bestå danskprøven først begyndte efter afsluttet barsel primo september 2015, og at klageren således skulle bestå danskprøven inden en bestemt dato primo marts 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren inden den angivne dato primo marts 2016 havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau, hvorved hun således havde bestået danskprøven rettidigt. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens opholdstilladelse ikke burde have været inddraget under henvisning til, at hun ikke havde aflagt og bestået en prøve i dansk på A1-niveau eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau indenfor den meddelte frist. FAM/2017/94.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. september 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

Dato: 06-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en somalisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Udlændingenævnet stadfæstede samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om inddragelse af klagerens mindreårige barns opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, og § 26, stk. 1. Barnet var ligeledes somalisk statsborger. Klageren blev i december 2012 meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit samliv med referencen – en på daværende tidspunkt herboende somalisk statsborger. Barnet, der var født i Danmark i november 2013, blev i marts 2016 meddelt opholdstilladelse i Danmark ligeledes under henvisning til referencen. Klagernes opholdstilladelser var betinget af, at referencen, der var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2 (beskyttelsesstatus), var bosiddende i Danmark og havde en gyldig opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen havde imidlertid i januar 2017 inddraget referencens opholdstilladelse, hvilken afgørelse Flygtningenævnet havde stadfæstet i juli 2017.

Udlændingenævnet fandt, at det var en betingelse for klagernes opholdstilladelser, at referencen var bosiddende i Danmark, herunder at han havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i januar 2017 havde inddraget referencens opholdstilladelse i Danmark, og at Flygtningenævnet i juli 2017 havde stadfæstet Udlændingestyrelsens afgørelse. Som følge af, at referencen ikke længere havde en gyldig opholdstilladelse i Danmark, og derfor heller ikke kunne anses for at være fastboende her i landet, var betingelsen for klagernes opholdstilladelser ikke længere opfyldt, og opholdstilladelserne kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage dem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at henholdsvis nægtelse af forlængelse og inddragelse af opholdstilladelserne måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den kvindelige klager var født og opvokset i Somalia, hvor hun havde tilbragt en stor del af sit voksenliv og stiftet familie, og hvor hun talte sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den kvindelige klager først havde fået opholdstilladelse i Danmark i december 2012, at hun var indrejst i Danmark i februar 2013, og at hun ikke kunne anses for at have opnået en så særlig tilknytning til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den kvindelige klager havde bestået Prøve i Dansk 2, at hun var i gang med at tage en 9. klasses eksamen, at hun flere gange havde været i virksomhedspraktik, at hun var et aktivt medlem i en forening, og at hun efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, henset til længden og karakteren af hendes ophold i Danmark. Udlændingenævnet henviste herved til, at den kvindelige klager ikke havde haft ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, ligesom hun gennem sine danskkundskaber ikke fandtes at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den kvindelige klagers virksomhedspraktik ikke kunne anses for ordinær tilknytning til arbejdsmarkedet, idet det fremgik af sagen, at der havde været tale om erhvervsrettede kommunale tiltag, under hvilke hun havde modtaget offentlige ydelser i form af kontanthjælp eller integrationsydelse. Det forhold, at den kvindelige klager havde født sit mindreårige barn efter sin indrejse i Danmark og derfor tillige havde været på barsel, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering heraf. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet var født i Danmark i 2013, at barnet efter det oplyste havde gået i dagpleje og børnehave, og at barnet efter det oplyste kun talte dansk. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder samt længden og karakteren af hans ophold i Danmark, hvorfor Udlændingenævnet ikke fandt, at han som 4-årig havde opnået en så selvstændig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse ikke burde inddrages. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke med henvisning til barnets forhold, herunder barnets tarv, var grundlag for at forlænge den kvindelige klagers opholdstilladelse og undlade at inddrage barnets opholdstilladelse, som var meddelt med henvisning til referencen. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der ikke var oplyst om andre personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der gjorde, at nægtelse af forlængelse af den kvindelige klagers opholdstilladelse og inddragelse af barnets opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at den kvindelige klager mente, at det ville være risikofyldt for hende at vende tilbage til Somalia, idet hun frygtede Al-Shabaab og efter det oplyste ikke kunne forlade sig på klanbeskyttelse, ligesom referencen ved en tilbagevenden til Somalia frygtede, at barnet ville blive rekrutteret som soldat eller kidnappet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der var tale om asylretlige forhold, der ville skulle indgå i vurderingen af barnets verserende asylansøgning. FAM/2017/101.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. september 2017 – Erhverv – Beløbsordningen

Dato: 04-09-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra september 2016 om afslag på opholdstilladelse efter beløbsordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, til en statsborger fra Serbien. Klageren havde til sagen fremsendt et brev fra en navngiven virksomhed, hvoraf det fremgik, at han var ansat i virksomheden på akkord, og at han på årsbasis ville oppebære en indkomst på højst 253.000 – 276.000 kr. Klageren havde endvidere oplyst til sagen, at han havde søgt job flere steder, og at han ville være i stand til at have to ansættelser med en sammenlagt årlig indkomst på 400.000 kr.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret et ansættelsesforhold med en årlig lønindkomst på mindst 400.000 kr. Udlændingenævnet bemærkede, at akkordløn ikke ville være tilstrækkeligt, da lønnen skulle være garanteret og minimum 400.000 kr. (2016 niveau). Det af klageren anførte om, at han ville kunne være i stand til at få endnu en ansættelse og således have to ansættelser med en sammenlagt årlig indkomst på 400.000 kr., kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der, jf. ordlyden af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 2, skulle være tale om en årlig indkomst i det samme ansættelsesforhold, hvorfor den sammenlagte årlige indkomst fra eventuelt flere ansættelsesforhold ikke kunne indgå i vurderingen. Udlændingenævnet fandt af samme årsag, at det af klageren anførte om, at han håbede, at han udover sin aktuelle ansættelse ville få yderligere en stilling på deltid eller i weekenderne, og at han havde søgt arbejde flere steder, men var blevet afvist, da han ikke havde et dansk CPR-nummer, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet oplyste hertil, at klageren havde søgt en stedfæstet arbejdstilladelse hos en navngiven virksomhed, og at han således ikke lovligt ville kunne arbejde andre steder end dertil, hvor han måtte blive meddelt arbejdstilladelse. ERH/2017/138.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Au pair – Karensregistrering af au pair værtsfamilien

Dato: 30-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om en au pair værtsfamilies registrering i au pair karensregistret, jf. udlændingelovens § 21 a, da værtsfamilien ikke havde tegnet de lovpligtige forsikringer for værtsfamiliens au pair, der dækkede hele au pairens ophold i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at værtsfamilien havde misbrugt au pair ordningen, jf. udlændingelovens § 21 a, stk. 6, ved ikke at have fremlagt dokumentation for, at de havde haft tegnet de lovpligtige forsikringer for hele den periode, hvor au pairen var meddelt opholdstilladelse som au pair hos familien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at værtsfamilien havde fremlagt dokumentation for, at værtsfamilien havde haft en aupairforsikring fra et forsikringsselskab, med en ikrafttrædelsesdato primo november 2016 og løbende i seks måneder, samt at værtsfamilien havde oprettet en forsikring hos et andet forsikringsselskab, som ved en fejl var blevet annulleret, og derfor efterfølgende var blevet oprettet med tilbagevirkende kraft, dækkende perioden fra ultimo august 2016 til primo november 2016. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at au pairen primo august 2016 var blevet meddelt opholdstilladelse som au pair hos værtsfamilien i perioden fra primo august 2016 til primo august 2018, og at au pairen i Det Centrale Personregister (CPR) var registreret som indrejst i Danmark primo august 2016. Udlændingenævnet fandt således, at værtsfamilien ikke havde haft tegnet en lovpligtig aupairforsikring vedrørende au pairen, der dækkede hele au pairens ophold i Danmark, da værtsfamilien alene havde fremlagt dokumentation for at have en forsikring, der dækkede perioden fra ultimo august 2016 til primo november 2016 og fra primo november 2016 og i seks måneder – det vil sige indtil primo maj 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at au pairen ikke havde været dækket af en lovpligtig forsikring i perioden fra primo august 2016, hvor hun var indrejst med opholdstilladelse, til ultimo august 2016, og at hun heller ikke havde været dækket fra primo maj 2017. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at værtsfaderen på tro og love havde skrevet under på, at han var bekendt med muligheden for karensregistrering, og at værtsfamilien udtrykkeligt var blevet vejledt af Styrelsen for International Rekruttering og Integration i brev af primo august 2016 vedrørende reglerne for et au pair ophold. Det fremgik af vejledningen, at værtsfamilien har pligt til at tegne en arbejdsskadeforsikring, en fritids- og ulykkesforsikring samt en forsikring, der dækker omkostningerne til hjemtransport i tilfælde af au pairens død, alvorlige sygdom eller ulykke. Det fremgik endvidere, at såfremt en værtsfamilie ikke har tegnet de nødvendige forsikringer, kunne værtsfamilien blive omfattet af en toårig karensperiode. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde registreret værtsfamilien i Au pair-karensregistret i to år fra medio februar 2017, jf. udlændingelovens § 21 a. Det forhold, at forsikringsselskabet ved en fejl havde annulleret værtsfamiliens aupairforsikring, men at denne efterfølgende var blevet oprettet med tilbagevirkende kraft, kunne således ikke føre til en ændret vurdering, da au pairen fortsat ikke sås at have været dækket af en lovpligtig aupairforsikring i hele den periode, hun var meddelt opholdstilladelse i Danmark. ERH/2017/93.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – EU-regler – Familiemedlemmer – Ej omfattet af gruppen, der kan meddeles Schengenvisum

Dato: 30-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til Danmark til en myndig, pakistansk statsborger. Værten for visumansøgningen var ansøgerens herboende fader, der var britisk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgeren ikke blev forsørget af værten, hvorfor ansøgeren ikke var omfattet af EU-reglerne om visum til familiemedlemmer til unionsborgere, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EF artikel 2, og at ansøgeren endvidere ikke var omfattet af den persongruppe, der efter visumpraksis kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6, og § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kunne anses som ”familiemedlem” til en unionsborger, da hun ikke blev forsørget af den herboende vært. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle havde et fast job, at ægtefællen fik udbetalt en løn på mellem 30.000 og 32.000 PKR pr. måned, og at Den Danske Ambassade i Pakistan havde oplyst, at middelklassen i Pakistan tjener mellem 30.000 og 40.000 PKR pr. måned. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren også selv havde et job, hvor hun modtog akkordløn, at ambassaden havde oplyst, at mindstelønnen i Pakistan var cirka 14.000 PKR, og at det i forbindelse med en tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at ansøgeren havde fast arbejde i Pakistan. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at det ligeledes i forbindelse med ansøgerens tidligere visumansøgning i 2016 var oplyst, at værten ikke forsørgede ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke var afhængig af værtens økonomiske pengeoverførsler til sin forsørgelse, men at disse blot udgjorde et bidrag til familiens økonomi. Da ansøgeren således ikke kunne anses for at blive forsørget af værten, og derfor ikke kunne få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, fandt Udlændingenævnet endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette tillige havde vurderet ansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren faldt uden for den persongruppe af pakistanske statsborgere, der som udgangspunkt kan meddeles Schengenvisum til Danmark, og at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var pakistansk statsborger og dermed var fra et land, hvis statsborgere vurderes at udgøre en særligt høj risiko for ulovlig indvandring i Danmark eller andre Schengenlande, og hvortil der kan være udsendelsesvanskeligheder. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, idet der ikke var oplyst om personlige eller helbredsmæssige forhold, som kunne begrunde et visum til Danmark. Det forhold, at det i klagen var oplyst, at ansøgerens herboende broder skulle giftes i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering. VIS/2017/17.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – Hensigt om at forlade Schengenlandene

Dato: 30-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om Schengenvisum til Danmark til en myndig, filippinsk statsborger. Værten for visumansøgningen var efter det oplyste ansøgerens biologiske moder, der havde overladt ansøgeren til en veninde som spæd, og efterfølgende mistet kontakten til ansøgeren. Det var værtens veninde, der stod anført som ansøgerens moder på ansøgerens fødselsattest. Værten var svensk statsborger. Udlændingestyrelsen havde fundet, at slægtskabet mellem ansøgeren og værten ikke kunne anses for dokumenteret, hvorfor ansøgeren ikke var omfattet af EU-reglerne om visum til familiemedlemmer til unionsborgere, jf. EU-opholdsdirektivet 2004/38/EF artikel 2, og at der var en høj grad af risiko for, at ansøgeren uden lovligt grundlag ville tage fast ophold eller ophold af længere varighed i Danmark, jf. visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra b, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 9, jf. § 16.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke efter EU-opholdsdirektivet kunne anses som ”familiemedlem” til en unionsborger, da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at hun var barn af værten. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke fremgik af den fremlagte fødselsattest, at værten var ansøgerens moder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at der efter det oplyste var blevet foretaget en DNA-undersøgelse med henblik på at fastslå slægtskabet mellem ansøgeren og værten, og at det fremgik af DNA-undersøgelsen, at den angivne moder med en sandsynlighed på 99 % var moder til det angivne barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det fremgik af ansøgerens officielle fødselsattest, at en anden kvinde end værten var ansøgerens moder. Udlændingenævnet kunne i den forbindelse ikke lægge vægt på den fremlagte DNA-undersøgelse, idet udlændingemyndighederne ikke havde haft mulighed for at sikre identiteten på de personer, hvorfra der var blevet udtaget DNA. Uanset om udlændingemyndighederne måtte have haft mulighed for at sikre identiteten på de personer, hvorfra der var blevet udtaget DNA, ville dette imidlertid ikke kunne have ført til en ændret vurdering, idet det fremgik af ansøgerens officielle fødselsattest, at en anden kvinde end værten var ansøgerens moder. Da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at ansøgeren var barn af værten, og ansøgeren derfor ikke kunne få behandlet sin ansøgning om Schengenvisum efter EU-reglerne, fandt Udlændingenævnet endvidere, at Udlændingestyrelsen med rette havde vurderet visumansøgningen efter de almindelige regler om Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der var begrundet tvivl om ansøgerens hensigt om at forlade Schengenlandene inden udløbet af et eventuelt visum. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at ansøgerens tilknytning til Filippinerne ikke var tilstrækkelig til, at der kunne meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 26 år, at hun var enlig og uden børn, og at hun således ikke via sin egen familie havde en stærk familiemæssig forpligtelse og dermed tilknytning til Filippinerne. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste havde fokuseret på sin karriere, og derfor ikke havde haft tid til at stifte familie, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var ansat i et firma, hvor hun havde været ansat i ti måneder, og at hun modtog en månedlig løn på 18.000 PHP. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke på baggrund af sit arbejde kunne anses for at have en tilstrækkelig stærk tilknytning til Filippinerne til, at hun kunne meddeles Schengenvisum til Danmark, idet et job med en løn på dette niveau var et lavtlønnet job ifølge oplysningerne om lønniveauet i Filippinerne fra Den Danske Ambassade i Filippinerne, og idet det efter det oplyste var ansøgerens første job efter endt studie, hvorfor hun ikke kunne antages at have opnået en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel skulle meddeles Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren alligevel kunne meddeles visum til Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensyn af humanitær karakter, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser ikke talte for, at der i sagen kunne meddeles et nationalt begrænset visum. VIS/2017/18.
Udlændingenævnets afgørelse af 30. august 2017 – Visum – Konsultationsafslag

Dato: 30-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på Schengenvisum til en pakistansk statsborger i medfør af visumkodeks artikel 32, stk. 1, litra a, nr. 6, og visumbekendtgørelsens § 8, stk. 2, nr. 6. Udlændingestyrelsen havde i forbindelse med en høring af efterretningstjenesterne eller de centrale myndigheder i andre Schengenlande fået oplyst, at der var grund til at antage, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed eller mod Schengenlandenes internationale forbindelser.

Udlændingenævnet fandt, at der var grunde til at antage, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed eller mod Schengenlandenes internationale forbindelser, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles et Schengenvisum til Danmark. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at Udlændingestyrelsen i forbindelse med en høring af efterretningstjenesterne eller de centrale myndigheder i et eller flere Schengenlande havde fået oplyst, at der var grund til at antage, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod Schengenlandenes offentlige orden, indre sikkerhed eller folkesundhed eller mod Schengenlandenes internationale forbindelser. Udlændingenævnet bemærkede, at oplysninger om, hvilke myndigheder eller hvilke Schengenlande der var blevet hørt i sagen, samt hvilke myndigheder eller hvilke Schengenlande der havde gjort indsigelser, var fortrolige oplysninger, som ikke kunne udleveres til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren et nationalt begrænset visum til Danmark, idet der ikke forelå særlige omstændigheder, herunder humanitære hensyn, hensyn til nationale interesser eller internationale forpligtelser. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at han var en lovlydig borger, at han havde været beskæftiget hos den samme virksomhed i Saudi Arabien i 14 år, at han aldrig havde været involveret i kriminelle handlinger, at han tidligere havde rejst i Europa og USA, at han var en dedikeret ægtefælle og fader til to børn, at han gik ind for personlig frihed og tog afstand fra vold og terrorisme, og at han med sin klage ønskede at rense sit navn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. VIS/2017/89.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

Dato: 24-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to somaliske statsborgere efter udlændingelovens §§ 9 c, stk. 1. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i 1998 og 2000, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

Udlændingenævnet fandt, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af den herboende fader og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgernes afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader efter det oplyste ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden han var blevet skilt fra ansøgernes moder, og at han efter det oplyste sidst havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra ansøgernes moder, idet han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i forbindelse med ansøgningerne havde oplyst, at årstallet var 2007, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader i marts 2014 på tro og love havde underskrevet sin ansøgning om familiesammenføring, ligesom han havde underskrevet ansøgningsskemaerne vedrørende ansøgerne, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Det forhold, at de to ansøgere efter det oplyste i ansøgningen havde kontakt med den herboende fader to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at han havde telefonisk kontakt med ansøgerne en gang om måneden efter sin indrejse i Danmark, mens det i klagen var anført, at han var i daglig kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten til ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han var indrejst i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at ansøgerne ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner, ligesom et manglende familienetværk ikke i sig selv kunne føre til en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet var 15 og 17 år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var myndige, og at de således ikke kunne antages at have behov for forældre i samme omfang, som yngre børn ville have. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for ansøgerne, at det kunne begrunde, at de skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2017/98.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

Dato: 24-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til fire somaliske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 15. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i henholdsvis 2001, 2002, 2004 og 2006, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde stillet krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader ikke havde boet sammen med ansøgerne siden 2007, og at han havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne, ligesom han ikke havde oplyst om ansøgerne i forbindelse med sin egen familiesammenføringssag. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra børnenes moder, da han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i børnenes familiesammenføringssag havde oplyst, at årstallet var 2007, og at der i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader på tro og love havde underskrevet ansøgninger om familiesammenføring såvel medio marts 2014 som primo juli 2015, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgerne ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste skulle have haft kontakt med ansøgerne to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at det i klagen var anført, at han dagligt havde kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at forlade ansøgerne, ligesom der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten med ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han indrejste i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at de ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne havde boet sammen med deres tidligere nabo, siden deres moder forlod dem cirka 18 måneder før ansøgningens indgivelse, og at alle ansøgerne var meddelt afslag på familiesammenføring og derfor fortsat kunne udgøre et familiært netværk for hinanden. Udlændingenævnet fandt derfor, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Det anførte om, at den herboende fader havde oplyst om sine børn allerede ved første samtale med kommunen, at den herboende faders familieguide havde oplyst, at familieguiden havde været den herboende faders familieguide siden primo december 2014, og at den herboende fader hele tiden havde talt om børnene, at han havde arbejdet på, at hans børn kunne familiesammenføres med ham, ligesom der blev henvist til, at den herboende fader havde oplyst om børnene i et asyldokument fra regeringen i Uganda af medio juni 2014, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende fader siden december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at der herved ikke var tale om enkeltstående ydelser. FAM/2017/99.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. august 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 23-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et herboende mindreårigt barns moder og stedfader efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som var statsborgere i Syrien. Udlændingenævnet hjemviste samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende det herboendes barns lillesøster til fornyet vurdering, idet Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen skulle have truffet afgørelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og ikke udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det herboende mindreårige barn, som var født i september 2006 i Syrien, var indrejst i Danmark i april 2015 med sin morbroder og en fætter.

Udlændingenævnet fandt, at det herboendes barns moder ikke kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde til grund, at det herboende barn og det herboende barns moder havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet anså imidlertid familielivet for frivilligt afbrudt, idet det herboende barn havde boet hos sin fader, siden han var fem år, idet hans moder i januar 2015 havde valgt at udrejse til Tyrkiet alene, og idet han var udrejst af sit hjemland med sin morbroder. Det forhold, at klageren havde anført, at familielivet ikke var blevet frivilligt afbrudt, idet adskillelsen af familiemedlemmerne skyldtes borgerkrigen i Syrien, kunne således ikke føre til en anden vurdering. Klagerens henvisning til FN’s Børnekonvention og bemærkninger om, at der i den konkrete sag ikke var tvivl om, at barnets tarv tilsagde, at der burde meddeles opholdstilladelse til det herboende barns moder og stedfader, idet det herboende barn var meget påvirket af savnet til sin moder og mistrivedes, kunne heller ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til det herboendes barns moder ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, idet denne – efter Udlændingenævnets opfattelse – ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste til, at det herboende barns moder ikke havde boet sammen med det herboende barn, siden han var cirka fem år, at han herefter havde boet hos sin fader, og at det herboende barns moder i januar 2015 var udrejst alene til Tyrkiet. Udlændingenævnet henviste endvidere til FN’s børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det herboende barn boede sammen med en værge (klageren), at han havde sin morbroder (værgens broder) og sin fætter i Danmark, og at det efter det oplyste var værgen, der var det herboende barns primære omsorgsperson, hvilket han havde været siden 2015. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det herboende barn havde et familiært netværk her i landet, som kunne tage vare på ham. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet desuden, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele det herboendes barns moder afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns moders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var særlige grunde til at meddele det herboende barns stedfader opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det herboende barn og det herboende barns stedfader ikke havde haft et familieliv, der var beskyttelsesværdigt i medfør af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt derfor, at et afslag på opholdstilladelse til det herboende barns stedfader ikke ville stride imod hensynet til familiens enhed, jf. EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie – det vil sige fader, moder og mindreårige børn – og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå oplysninger om det herboende barns stedfaders personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han fik opholdstilladelse. FAM/2017/97.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen