Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 4 af 132

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 30. november 2023 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

Dato: 30-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om konstatering af bortfald af tidsubegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger i Pakistan.

Sagens faktiske omstændigheder

I september 2022 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk.1 og 2, begrundet i, at klageren opgav sin bopæl, fordi han regelmæssigt opholdt sig i Pakistan hos sin ægtefælle og deres 4 fælles børn.

Udlændingenævnets afgørelse

Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af september 2022.

Udlændingenævnet finder, at klagerens opholdstilladelse er bortfaldet, fordi han ved sine egne handlinger og adfærd har demonstreret, at han reelt har opgivet sin bopæl i Danmark ved at have sit hovedophold i Pakistan og ved at stifte familie der, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det udtrykkeligt fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse af oktober 2006, at klagerens opholdstilladelse ville bortfalde, hvis han opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis han havde længevarende ophold uden for Danmark.

På den baggrund må det have stået klageren klart, at hans jævnlige længerevarende ophold i Pakistan kunne få konsekvenser for hans opholdsgrundlag i Danmark.

Det er i den forbindelse indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det fremgår af klagerens nationalitetspas og hans egne oplysninger, at han har opholdt sig i Pakistan i ca. 69 måneder og i Danmark ca. 31 måneder i perioden fra august 2011 til maj 2021. Udlændingenævnet finder på ovenstående baggrund, at hans periodiske ophold i Danmark på 1-6 måneder må betragtes som korte besøg.

Udlændingenævnet har noteret sig, at det er ubestridt, at klageren har opholdt sig i Pakistan i de pågældende perioder.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren kun er rejst til Danmark for at opfylde kravet om ikke at opholde sig for længe uden for Danmark og for at tjene penge til sit ophold og familiens forsørgelse i Pakistan. Sammenholdt med hans rejsemønster i perioden fra august 2011 til nu, finder Udlændingenævnet derfor, at han må anses for reelt at have opgivet sin bopæl i Danmark.

Det forhold, at han fortsat er registreret med en bopæl i Danmark kan ikke i sig selv føre til, at han ikke har opgivet sin bopæl i udlændingelovens forstand. Der henvises den forbindelse også til § 24, stk. 2, i CPR-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023, hvoraf det fremgår, at korte besøg her i landet ikke betragtes som afbrydelse af opholdet i udlandet, så længe vedkommende sover flest gange i udlandet.

Udlændingenævnet finder endvidere ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger om sådanne forhold, der kan føre til, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det har været klagerens eget valg at rejse til Pakistan for at stifte familie og udøve dette familieliv med sin ægtefælle og deres 4 fælles børn dér, og at Pakistan dermed i en lang periode på næsten 12 år har været centrum for hans familieliv.

Udlændingenævnet har yderligere vurderet, om bortfald af klagerens opholdstilladelse vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8. Af EMRK artikel 8, stk. 1, fremgår, at enhver har ret til respekt for blandt andet sit privat- og familieliv. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder, jf. artikel 8, stk. 2.

Udlændingenævnet finder, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelse af hans ret til familieliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, da der ikke foreligger et hensyn til familiens enhed her i landet, der taler for opretholdelse af hans opholdstilladelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at forholdet mellem forældre og voksne børn ikke er omfattet af beskyttelsen i EMRK artikel 8 uden påvisning af ”yderligere afhængighedsforhold mellem dem ud over almindelige følelsesmæssige bånd”, jf. mutatis mutandis, Kwakye-Nti og Dufie mod Nederlandene (dec.), nr. 311519/96, fra den 7. november 2000, og at der til sagen ikke er oplyst om særlige forhold mellem klageren og hans herboende far, der medfører, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem dem, der rækker ud over slægtskabet i sig selv.

Udlændingenævnet finder ligeledes, at klageren i hvert fald afbrød sit familieliv med sin far og sin bror i Danmark på det tidspunkt, hvor han valgte at stiftet selvstændig familie i Pakistan, at han har brugt sin ret til at vælge i hvilket land han, hans ægtefælle og deres børn vil udøve deres familieliv, hvor de har valgt Pakistan som centrum for familielivet, og at dermed udgør forholdet til hans far og hans bror i Danmark ikke et familieliv i konventionens forstand.

Udlændingenævnet henviser herefter til, at klageren forsat kan udøve familielivet i Pakistan, hvor han er statsborger, og hvor han kan rejse til og opholde sig i ubegrænset tid.

Udlændingenævnet finder, at bortfald af klageren opholdstilladelse ikke er et indgreb i udøvelsen af hans ret til privatliv i Danmark efter artikel 8, stk. 1, idet der er oplysninger i sagen, der understøtter, at klageren ikke havde et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark efter EMRK artikel 8 på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet skal i den forbindelse henvise til, at reglerne i udlændingeloven har til formål at sikre og opretholde en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrationskontrol, samt hensynet til den offentlige orden er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2.

På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om bortfald af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.

I vurderingen af, om intensiteten af indgrebet i klagerens privatliv i Danmark er nødvendigt og proportionelt for at opnå det angivne legitime formål, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren er født i 1988 i Pakistan, hvor han har boet de første 12 år og 7 måneder af sit liv, indtil han indrejste i Danmark i maj 2001, at han har gået i skole i Danmark, at han taler dansk, at han blev færdiguddannet social- og sundhedshjælper i juli 2011, og at han indtil august 2011 efter det oplyste uafbrudt opholdt sig i Danmark.

Udlændingenævnet finder, at klageren ved sine regelmæssige og længerevarende ophold i Pakistan gennem en lang årrække har opgivet sin status som ”settled migrant” i Danmark.

Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at klagerens beskæftigelse i Danmark i form af vikarjob som SOSU-hjælper ikke i sig selv kan føre til opretholdelsen af hans opholdstilladelse, idet en tilknytning til Danmark i form af beskæftigelse skal have været en væsentlig del af hans lovlige ophold i landet, og at hans vikarjob ikke kan antages at have en sådan karakter.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at klageren ikke råder over en fast bolig, som står til hans fulde rådighed i de måneder, som han opholdt sig i Danmark.

Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at uanset at klageren, hans far og hans bror alle er medejere af beboelseslejligheden på adressen A, kan det ikke lægges til grund, at han har sit eget værelse, idet lejligheden er på 81 m2 og består af 3 værelser, men har 4 registrerede beboere. Idet han ikke har fuldt ejerskab over ejendommen, er bortfald af hans opholdstilladelse derfor ikke et indgreb i hans ejendomsret i Danmark. Udlændingenævnet konstaterer, at det følger af fast praksis, at de oplysninger om indretningen af en bolig, herunder antal værelser, der fremgår af OIS lægges uprøvet til grund ved nævnets afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer derfor, at klageren ikke har skabt den personlige, sociale og økonomiske tilknytning til Danmark, som udgør beskyttet privatliv i konventionens forstand.

Udlændingenævnet har i øvrigt lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om særlige grunde, såsom klagerens helbredsforhold, der kan begrunde, at hans opholdstilladelse ikke skal anses for bortfaldet.

Efter en samlet konkret vurdering af alle omstændighederne finder Udlændingenævnet, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke vil medføre indgreb i retten til privatliv, og at bortfaldet af opholdstilladelsen er legitim og tjener et anerkendelsesværdigt formål, som kan begrunde indgrebet. Derfor vil det ikke være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, at anse hans opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

Det til klagen anførte forhold og indsendte dokumentation er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, men dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen henset til ovennævnte.

Udlændingenævnet stadfæster efter det anførte Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 30.11.2023 – Erhverv – Gæsteforsker

Dato: 30-11-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 30.11.2023 – Erhverv –Gæsteforsker

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som gæsteforsker, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, til en iransk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) gav i december 2022 ansøgeren afslag på opholdstilladelse som gæsteforsker under henvisning til, at der ikke var forskningsmæssige grunde til, at ansøgeren blev tilbudt at være gæsteforsker i virksomheden. SIRI lagde ved afgørelsen vægt på, at de opgaver, ansøgeren skulle udføre i Danmark, ikke var forskningsrelaterede, at de ikke var tæt knyttet til ansøgeren som person og at de ikke skulle udføres som led i en forskningskarriere.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer ikke SIRI’s afgørelse af december 2022. Ansøgeren får således ikke opholds- og arbejdstilladelse som gæsteforsker, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5.

Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet og konkret vurdering, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at hovedformålet med ansøgerens ophold i Danmark er forskning.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at arbejdsgiveren til støtte for klagen har anført, at han har været i dialog med flere arkitekthuse, som gerne vil tale med ansøgeren, når han er i Danmark, og at han kan garantere, at ansøgeren vil være i job, når han er færdig med sit projekt hos ham.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at arbejdsgiveren til støtte for klagen har anført, at der som følge af mangel på arkitekter i hovedstadsområdet er grundlag for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1 (positivlisten for personer med videregående uddannelse) og § 9 a, stk. 2, nr. 5 (gæsteforsker).

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at hovedformålet med ansøgerens ophold i Danmark må anses at være at finde arbejde med henblik på længerevarende ophold her i landet. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at klagen alene er behandlet efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5, idet ansøgningen er indgivet på baggrund af denne bestemmelse med henblik på arbejde som gæsteforsker.

Af den årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgerens rolle vil være at interviewe diverse arbejdsgivere i forskningsøjemed.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret eller godtgjort, at der foreligger særlige forskningsmæssige grunde til, at arbejdet netop skal udføres af ansøgeren.

Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke gennem de til støtte for ansøgningen fremsendte uddannelsesbeviser og ansøgerens CV er dokumenteret, at ansøgeren besidder de fornødne kvalifikationer til at forske i, hvordan man kan tiltrække arkitekter og eksperter ind på det danske arbejdsmarked.

Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har 14 års erfaring som arkitekt og et omfattende netværk af arkitekter i byggebranchen verden over, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke er fremsendt dokumentation herfor.

Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at arbejdsgiveren driver sin virksomhed med fokus på at hjælpe højtuddannede, at han har hjulpet mange akademikere med at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet, og at han fået anerkendelse for sit arbejde, idet disse ikke er forhold, der indgår i vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse som gæsteforsker.

Af samme årsag kan det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at Danmark mangler kvalificeret arbejdskraft, og at der er mangel på arkitekter i hovedstadsområdet.

Udlændingenævnet stadfæster således SIRI’s afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik

Dato: 27-11-2023

Udlændingenævnets afgørelse af 27. november 2023 – afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – hjemvisning – FN’s Børnekomité har udtalt kritik

Udlændingenævnet genoptog en sag om afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse fra en statsborger fra Nigeria og hjemviste i november 2023 sagen til Udlændingestyrelsen..

Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren havde fået afslag på asyl og blev i maj 2019 af Vestre Landsret dømt til udvisning med indrejseforbud i 6 år. Ansøgeren var også tidligere udvist med indrejseforbud i 6 år. Østre Landsret vurderede i januar 2021, om ansøgerens udvisning skulle ophæves som følge af ansøgerens ændrede personlige forhold, jf. udlændingelovens § 50, men fandt ikke anledning hertil. Ansøgeren indgav i november 2019 en ansøgning om familiesammenføring. Udlændingestyrelsen afviste i december 2019 at behandle ansøgningen, idet ansøgningen var indgivet under ulovligt ophold i Danmark. Ansøgeren klagede i maj 2021 til FN’s Børnekomité på vegne af sine 2 børn og et stedbarn over Udlændingestyrelsens afgørelse, idet ansøgeren påberåbte sig, at en udsendelse til Nigeria vil udgøre en krænkelse af artikel 3,7,9 og 10 i Børnekonventionen. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse af december 2019 om afvisning af indgivelse af ansøgning om familiesammenføring fra Danmark. FN’s Børnekomité afgav i september 2023 en udtalelse i sagen C.C.O.U., C.C.A.M. og A.C.C. mod Danmark (145/2021). Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 var i strid med Børnekonventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 9. Udlændingenævnet genoptog som følge af fast praksis i november 2023 Udlændingenævnets afgørelse af oktober 2021 og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnets vurdering:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Komitéen fandt, at Udlændingenævnets afgørelse af […] oktober 2021, hvorved nævnet stadfæstede Udlændingestyrelsen afgørelse af […] december 2019, vedrørende afvisning af indgivelse af [ansøgerens] ansøgning om familiesammenføring med [ansøgerens] kæreste [reference], fra Danmark, er i strid med Børne-konventionens artikel 3 og 9. Komitéen tog ikke stilling til, hvorvidt der også var sket en krænkelse af artikel 7 eller 10.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der på baggrund af det anførte af Komitéen bør ske en vurdering i 2 instanser af, hvilken indvirkning familieadskillelsen vil kunne have på [referencen] og [ansøgerens] 2 fællesbørn, [barn 1] og [barn 3], samt på [referencens] særbarn, [barn 3], herunder om familielivet kan opretholdes under hensyntagen til børnenes unge alder, [referencens] helbred og [referencens] manglende evne til at rejse til et tredjeland og [ansøgerens] udvisning af Danmark med et indrejseforbud i 6 år, såfremt [ansøgeren] henvises til at indgive sin ansøgning om familiesammenføring med [referencen] fra Nigeria. Udlændingenævnet skal i den forbindelse bemærke, at [ansøgeren] siden […] april 2023 igen har været frihedsberøvet.

Udlændingenævnet noterer i øvrigt, at det fremgår af CPR-registret, at [ansøgeren] og [referencen] den […] maj 2023 fik endnu et fælles barn.

Udlændingenævnet har på den baggrund sendt sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen efter reglerne i udlændingeloven, således som denne var bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 1022 af 2. oktober 2019.

[Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet giver [ansøgeren] ret til at opholde sig i Danmark under Udlændingestyrelsens sagsbehandling.

Udlændingenævnet foretager sig herefter ikke videre i anledning af anmodningen om genoptagelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2023 – meldepligt – udvist ved dom

Dato: 24-11-2023

Udlændingenævnet hjemviste i november 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Iran, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter 3 dage om ugen – mandag, onsdag og fredag mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren, som er statsborger i Iran, blev meddelt afslag på opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2001, meddelt endeligt afslag på opholdstilladelse af Flygtningenævnet i 2002 med udrejsefrist samme år, meddelt afslag på opholdstilladelse af daværende Integrationsministeriet i 2003 med udrejsefrist samme år, udvist ved dom i 2004, og meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse af Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2019. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise Hjemrejsestyrelsens afgørelse af medio juni 2023 til fornyet behandling i Hjemrejsestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen ved vurderingen om, hvorvidt sagen om meldepligt burde genoptages ikke i fornødent omfang har inddraget de oplysninger, som klageren fremkom med ved sin anmodning om genoptagelse.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren medio februar 2023 fremlagde lægelig dokumentation vedrørende sine helbredsmæssige forhold i form af lægejournal for perioden ultimo november 2022 til primo januar 2023, herunder for perioden fra primo januar 2023 til primo januar 2023 fra sin psykiater, og at det af lægejournalen fremgår, at klagerens flytning til udrejsecenteret, herunder hans meldepligt, har givet udslag til forværringer i klagerens psykiske og fysiske helbred.
Klagerens psykiater vurderer, at klageren ikke ved sin nuværende psykofarmakologiske behandling oplever tilstrækkelig gavn, og han angiver, at klageren har tiltagende selvmordstanker, som er sværere for klageren at tage afstand fra. Klagerens psykiater har endvidere udtalt, at klageren er psykisk medtaget af sit ophold på udrejsecenteret, og at klagerens ophold er med til at forårsage sindslig forværring, og at klagerens helbredstilstand er kronisk. Han vurderer samtidigt, at det ud fra et lægeligt perspektiv er nødvendigt, at klageren blandt andet fritages fra sin meldepligt, idet der er en betydelig risiko for sindslig destabilisering.

Det forhold, at det fremgår af Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo oktober 2022, at klageren på daværende tidspunkt havde oplyst, at han har psykiske problemer, og fysiske problemer, og at Hjemrejsestyrelsen medio juni 2023 vurderede, at genoptagelsesanmodningen ikke indeholdt oplysninger, som Hjemrejsestyrelsen ikke var bekendt med på tidspunktet for den oprindelige afgørelse om meldepligt, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til, at Hjemrejsestyrelsen ikke burde have realitetsbehandlet genoptagelsesanmodningen. Det fremgår ikke af sagen, at Hjemrejsestyrelsen forud for afgørelsen af ultimo oktober 2023 har forsøgt at skaffe oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold ved fx at foretage en partshøring i sagen, hvorfor Udlændingenævnet ikke kan lægge til grund, at Hjemrejsestyrelsen på tidspunktet for afslag på genoptagelse var fuldt ud bekendt med sagens samtlige omstændigheder.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen, som en offentlig myndighed, i overensstemmelse med officialprincippet er forpligtet til at tilstrækkeligt oplyse en sag, inden der træffes afgørelse i sagen. Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen ikke ses at have handlet i overensstemmelse med officialprincippet.

Det fremgår af forarbejderne til hjemrejseloven, jf. lovforslag nr. L 203, som fremsat den 26. marts 2021, at det vil kunne undlades at pålægge en udlænding meldepligt i konkrete tilfælde, hvor udlændingen f.eks. er alvorligt syg, har et handicap eller lignende. Udlændingenævnet vurderer, at oplysningerne fra klagerens lægejournal, herunder udtalelse fra klagerens psykiater giver anledning til, at der foretages en fornyet realitetsbehandling af klagerens sag, og at Hjemrejsestyrelsen bør vurdere, hvorvidt oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold, herunder det oplyste om forværring af hans psykiske forhold, kan anses at være omfattet af betegnelsen alvorligt syg.

Udlændingenævnet har derfor sendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan foretage en fornyet vurdering af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til sagens udfald.

Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”
Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2023 – administrativ udvisning – ulovligt arbejde– udstationering

Dato: 23-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med opholdstilladelse i Portugal med et indrejseforbud i 2 år til Schengenområdet i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b, og § 32, stk. 4, nr. 1

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet på en arbejdsplads i Danmark. Klageren fremgik desuden på en liste over medarbejdere på arbejdspladsen. Klageren havde opholdstilladelse I Portugal og var ansat i et vikarbureau der. Det var hensigten, at han skulle arbejde i 1 år i Danmark. Klager var ikke i besiddelse af visum og arbejdstilladelse.

Klager blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 2 år under henvisning til det ulovligt arbejde og ulovligt ophold, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

Udlændingestyrelsens afgørelse

Vi har lagt til grund, at du i den […] marts 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du i perioden fra […] november 2022 til [...] marts 2023 i en [dansk virksomhed] har udført arbejde som lagerarbejder, selvom du ikke var i besiddelse af den fornødne arbejdstilladelse.

[…]

Vi har på baggrund af det ovenstående og sagens øvrige oplysninger vurderet, at du ikke har arbejdet lovligt i medfør af EU-reglerne om udstationering.
Vi har lagt vægt på, at du har oplyst, at du forud for din udstationering ikke har udført arbejde for den [portugisisk virksomhed] forud for din udsendelse til Danmark. Det er en grundlæggende betingelse for udstationering efter EU-reglerne, at du har udført faktisk og reelt arbejde for den udstationerende virksomhed i dennes hjemland, hvorfor vi på baggrund af ovenstående har vurderet, at du ikke er omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Vi har ved vurderingen lagt vægt på, at for at være omfattet af udstationeringsreglerne, skal der være indgået en aftale mellem virksomheden i det andet EU-land og virksomheden i værtslandet om, at førstnævnte virksomhed leverer en tjenesteydelse til sidstnævnte. En sådan aftale skal angive de nærmere rammer for – og afgrænsning af – tjenesteydelsen, herunder præcisering af tjenesteydelsens omfang og arbejdsmæssige karakter, den tidsmæssige afgrænsning, samt den aftalte betaling for tjenesteydelsen.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der til sagen ikke er fremlagt aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed], hvorfor du vurderes ikke at være omfattet af EU-reglerne for udstationering.
Udlændingestyrelsen bemærker i den forbindelse, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at der er indgået en aftale om levering af en tjenesteydelse i Danmark mellem [det portugisiske vikarbureau] og den [danske virksomhed] om, at [det portugisiske vikarbureau] over en fastsat, tidsbegrænset periode og mod en aftalt økonomisk modydelse skal udføre en afgrænset og nærmere defineret arbejdsopgave for den [danske virksomhed]
Vi har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdene og modtaget en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet samt for nedenstående forhold.

Idet du efter det oplyste ikke kan antages at være omfattet af EU-reglerne for fri bevægelighed af tjenesteydelser og af EU-Domstolens praksis vedrørende arbejdstagere, der er udstationeret af en virksomhed etableret i en medlemsstat, og som leverer tjenesteydelser i en anden medlemsstats, vurderer [Udlændingestyrelsen] således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Indien ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladele hertil i henhold til de nationale regler.

[…]

Vi har lagt til grund, at du er statsborger i Indien, at du har opholdstilladelse i Portugal, og at du den […] november 2022 indrejste i Danmark.

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.

[…]

Vi har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Vi finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Vi finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [...] marts 2023.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] […] marts 2023 blev antruffet af […] politi […], at [klageren] ikke over for […] politi kunne fremvise en gyldig opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, og at [klageren] derfor blev anholdt og siget af […] politi for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] over for […] politi erkendte, at [klageren] havde udført arbejde i Danmark, og at [klageren] vedtog en udenretlig bøde på 11.000 kr. for forholdet.

Det til støtte for klagen anført, at [klageren]er omfattet af udstationeringsreglerne, og derfor ikke skal have en dansk arbejdstilladelse, idet der bl.a. er henvist EU-opholdsbekendtgørelsen og EU-Domstolens praksis, herunder Essent Energie Productie dommen og Danieli og C.Officine Maccaniche Spa Dommen.

Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at [klageren]er omfattet af reglerne om udstationering, hvorefter en virksomhed i en anden medlemsstat har ret til at udstationere sin ansatte – uanset nationalitet - i en anden medlemsstat i forbindelse med leveringen af en tjenesteydelse, og hvor tjenesteydelsen har form af en afgrænset arbejdsopgave, som udføres i en tidsbegrænset periode mod en for forhånd aftalt økonomisk modydelse.

Udlændingenævnet skal indledningsvist henvise til, at det følger af EU-Domstolens praksis, at virksomhed, der består i mod vederlag at stille arbejdskraft, der forbliver ansat hos virksomheden, til rådighed, uden at der indgås en arbejdskontrakt med aftageren, udgør en erhvervsmæssig virksomhed, der skal betragtes som en tjenesteydelse omfattet af TEUF artikel 57, stk. 1. Der henvises i den forbindelse til bl.a. C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 37. Tilrådighedsstillelse af arbejdskraft udgør således en tjenesteydelse i EU-rettens forstand, og der kan derfor ikke alene med henvisning til det modsatte meddeles afslag på udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret. Udlændingenævnet har således lagt til grund, at [EU-virksomheden] er at anse for tjenesteyder i henhold til TEUF artikel 56, og at tjenesteydelsen består af tilrådighedsstillelse af arbejdskraft.

Det følger imidlertid også af EU-Domstolens praksis, at selv om tilrådighedsstillelse af arbejdskraft er en tjenesteydelse i henhold til TEUF artikel 57, stk. 1, kan der alligevel efter omstændighederne stilles krav om arbejdstilladelse efter udlændingelovens regler. I retspraksis sondrer EU-Domstolen mellem udstationering, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraft udgør selve tjenesteydelsen og udstationering med henblik på levering af en tjenesteydelse, hvor tilrådighedsstillelsen af arbejdskraften alene udgør et accessorium til tjenesteydelsen.

Ved vurderingen af, om der kan stilles krav om arbejdstilladelse ved tilrådighedsstillelse af arbejdskraft, følger det også af EU-Domstolens praksis bl.a., at der skal tages hensyn til på den ene side beskyttelsen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser i TEUF artikel 56 og på den anden side medlemsstaternes ret til at kontrollere, at der ikke sker forstyrrelser på arbejdsmarkedet, og at virksomheder ikke benytter sig af den frie udveksling af tjenesteydelser med et andet formål end at udføre den pågældende ydelse, f.eks. med henblik på at bringe arbejdstagere ind på medlemsstatens arbejdsmarked. Se f.eks. sag C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 39 og sag C-91/13, Essent Energie Productie, præmis 38.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det af [kontrakt] af […] oktober 2022 samt [kontrakt] af […] november 2022, mellem [EU-virksomhed] og [klageren] følger, at [klageren] fra […] november 2022 til […] november 2023 udstationeres til [dansk virksomhed], og at det er [dansk virksomhed], der har den fulde instruktions- og ledelsesbeføjelse.

På den baggrund finder Udlændingenævnet, at der over for [klageren] med rette kan stilles krav om arbejdstilladelse.

Det forhold, at [klageren] har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse i Portugal, kan ikke føre til en anden vurdering, da denne ikke giver ret til at arbejde i Danmark

Udlændingenævnet finder, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse […] marts 2023.

Udlændingenævnet henviser endvidere til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] med en opholdstilladelse i Portugal kan opholde sig visumfrit i Danmark og Schengenområdet i 90 dage i en 180-dages periode jf. udlændingelovens § 3, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] i […] marts 2023 af […] politiet blev sigtet og anholdt, jf. udlændingelovens § 59, stk. 3, da [klageren] har opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse, idet [klageren] havde opholdt sig i Schengenområdet i 137 dage i en 180-dages periode, fra den […] november 2022 indtil den […] marts 2023, hvilket svarer til et overstay på 47 dage.

Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] under afhøringen har erkendt at have opholdt [sig] ulovligt i Danmark, og at [klageren] har vedtaget en udenretlig bøde herfor.

Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Portugal, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2023 - Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling - Gebyr for indgivelse af ansøgning om familiesammenføring

Dato: 20-11-2023

Udlændingenævnet omgjorde i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tilbagebetaling af gebyret for en ansøgning om familiesammenføring til en statsborger i Mali.

Sagens faktiske omstændigheder

Ansøgeren, der er født i april 1983 og statsborger i Mali, indgik medio februar 2021 ægteskab med referencen, der er dansk statsborger, i Danmark. Ultimo februar 2021 fødte referencen parrets fællesbarn, der er dansk statsborger. I april 2021 søgte ansøgeren om opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet med referencen og betalte et ansøgningsgebyr. Ansøgeren fik i oktober 2021 afslag på ansøgningen under henvisning til, at han og referencen ikke opfyldte integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, der stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse i maj 2022. Udlændingenævnet genoptog og hjemviste sagen i februar 2023 som følge af EU-Domstolens dom af 5. maj 2022 i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP. I marts 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henvisning til EU-reglerne. Ansøgerens partsrepræsentant anmodede i marts 2023 om tilbagebetaling af ansøgningsgebyret. I juni 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på tilbagebetaling af gebyret under henvisning til, at dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP er afsagt efter ansøgningens indgivelse, og at det er forholdene på ansøgningstidspunktet, der er afgørende for vurderingen af, om en ansøgning om familiesammenføring kan fritages for gebyrkravet.
Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet ændrer Udlændingestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnet vurderer således, at det gebyr, som [ansøgeren] indbetalte i forbindelse med sin ansøgning om familiesammenføring, modtaget i Udlændingestyrelsen i april 2021, skal tilbagebetales.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse fra juni 2023 afslog at tilbagebetale ansøgningsgebyret på 9.460 kr. til [ansøgeren] under henvisning til, at der på tidspunktet, hvor [ansøgeren] indgav ansøgningen, ikke var oplyst om sådanne internationale forpligtelser, der kunne føre til, at der ikke skulle betales gebyr. Udlændingestyrelsen vurderede i den forbindelse, at det forhold, at [ansøgeren] medio marts 2023 fik meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af EU-Domstolens dom i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, af 5. maj 2022, ikke kunne føre til en ændret vurdering, og henviste herved til, at dommen blev afsagt efter ansøgningen blev indgivet, samt at det er forholdene på tidspunktet for ansøgningens indgivelse, som indgår i vurderingen af, hvorvidt en sag er fritaget for gebyrkravet.

Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, er en afgørelse i en præjudiciel sag, og at dommen har konstaterende virkning. EU-Domstolen har således ved dommen udbygget sin fortolkning i forhold til anvendelsen af de kriterier, som første gang blev fastlagt i EU-Domstolens dom af 10. maj 2017 i sagen C-133/15, Chavez-Vilchez, hvorved EU-Domstolen præciserede rammerne for retten til ophold på baggrund af TEUF artikel 20. EU-Domstolens fortolkning har virkning ex tunc i den forstand, at den fortolkede regel kan og skal anvendes af den nationale ret i forbindelse med retsforhold, der er stiftet og består, før der afsiges dom vedrørende fortolkningsanmodningen. Det retlige grundlag, der fremgår af dommen i de forenede sager C-451/19 og C-532/19, XU og QP, gælder således fra den fortolkede regels ikrafttræden.

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgerens] og hans ægtefælles hjemmeboende mindreårige fællesbarn, der er dansk statsborger og dermed unionsborger, blev født i februar 2021, at ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet i april 2021, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse i marts 2023 vurderede, at [ansøgeren] opfyldte kriterierne for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark på baggrund af afledt ret efter Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 20, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet vurderer, at selvom gebyr som udgangspunkt skal indbetales i forbindelse med ansøgningen, bør gebyret tilbagebetales, hvis det under sagens behandling eller efterfølgende viser sig, at der forelå omstændigheder i sagen, der ville medføre, at sagen var gebyrfritaget.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det afgørende for, hvornår en sag kan fritages for gebyr, er, om Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger, at sagen er gebyrfritaget, hvilket kræver en retlig vurdering af myndigheden på tidspunktet for afgørelsen om tilbagebetaling, navnlig i de tilfælde, hvor der er indtrådt nye retlige eller faktiske omstændigheder. Udlændingenævnet henviser også til lovforarbejderne L 87 fremsat den 10. december 2015, punkt 5.5.2., hvoraf fremgår bl.a., at gebyret skal tilbagebetales, hvis der i første omgang er opkrævet gebyr for indgivelse af ansøgningen, men hvor det under realitetsbehandlingen af sagen viser sig, at Danmarks internationale forpligtelser tilsiger, at ansøgningen skulle have været tilladt indgivet uden betaling af gebyr.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tilbagebetale ansøgningsgebyret.”
Udlændingenævnets afgørelse af 13. november 2023 – administrativ udvisning – subsistensløs

Dato: 13-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Eritrea, som blev administrativt udvist med henvisning til subsistensløshed og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren blev i juli 2023 antruffet af politiet i forbindelse med en anmeldelse om, at klageren havde
chikaneret personer i området. Klageren var i besiddelse af 105,50 danske kroner samt 1 dollar. Klageren oplyste til politiet, at han ikke på lovlig vis kunne fremskaffe yderligere midler til sit ophold i Danmark. Klageren blev herefter anholdt og sigtet, idet han ikke var i besiddelse af de nødvendige midler til sit ophold her i landet.

I august 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 2, og 32, stk. 4, nr. 1

Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

”Ved afgørelsen har [Udlændingestyrelsen] lagt til grund, at du er statsborger i Eritrea, og at du senest indrejste i Danmark [i juli 2023].

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ved anholdelsen var i besiddelse af 105,50 danske kroner og 1 dollar.

[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt vægt på, at man ved ophold i Danmark skal være i besiddelse af cirka 500 kroner pr. dag, hvis man skal bo på hotel eller vandrehjem her i landet. Hvis man skal bo privat, skal man være i besiddelse af mindre beløb.

[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at du har oplyst til politiet, at du ikke på lovlig vis kunne skaffe dig yderligere midler til dit ophold her i landet, samt at du ikke lovligt kan arbejde i Danmark og ikke var i besiddelse af en hjemrejsebillet.

[Udlændingestyrelsen] har yderligere lagt vægt på, at du ikke har oplyst, at du har til hensigt at rejse hjem.

[Udlændingestyrelsen] vurderer herefter, at du ikke er i besiddelse af de nødvendige midler til dit ophold her i landet.

[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

[Udlændingestyrelsen] har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at du til sagen har oplyst, at du ikke har et arbejde i Danmark, samt at du bor på gaden.

Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

Udlændingenævnets afgørelse

” Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af [august 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen ikke har de nødvendige midler til sit underhold både med hensyn til det påtænkte ophold i Schengenlandene og til hjemrejsen eller gennemrejsen til et land, der ikke er tilsluttet Schengenkonventionen, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Eritrea og har opholdstilladelse i [Schengenland], at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2023 - Afvisning på grænsen – omgørelse - Lufthavnstransitvisum

Dato: 07-11-2023

Udlændingenævnet omgjorde i november 2023 politiets afgørelse om at afvise en statsborger fra Tyrkiet ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren var på tidspunktet for indrejsen i besiddelse af et tyrkisk nationalitetspas og en gyldig permanent opholdstilladelse i USA. Politiet traf afgørelse om at nægte klageren transit videre til New York under henvisning til, at hun ikke havde et gyldigt transitvisum ved indrejsen i Danmark.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet finder, at klageren ikke burde have været afvist ved indrejsen i Danmark efter udlændingelovens § 28, stk. 1, nr. 2, idet hun var i besiddelse af en perment opholdstilladelse i USA og er dermed fritaget for visum ved transit videre fra Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af visumkodeksens artikel 3, stk. 5, litra b, jf. bilag V (nu bilag 7C), at udlændinge, som har permanent opholdstilladelse i USA, er fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum, da indehavere af denne type opholdstilladelse er garanteret betingelsesløs tilbagetagelse. Udlændingenævnet finder på den baggrund, at klageren ved indrejsen til Danmark i august 2023 var fritaget for kravet om lufthavnstransitvisum.
Udlændingenævnet ændrer derfor politiets afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2023 –meldepligt – tålt ophold

Dato: 07-11-2023

Udlændingenævnet hjemviste i november 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Irak, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter daglig ved personligt fremmøde mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.

Sagens faktiske omstændigheder:

Klageren, som er statsborger i Irak, blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2001, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2005, fik inddraget sin opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2007 og kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2008 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Hjemrejsestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen i deres beslutningsgrundlag ikke i fornødent omfang har taget stilling til klagerens helbredsmæssige forhold, og at styrelsens afgørelse ikke i tilstrækkeligt grad lever op til forvaltningslovens regler om begrundelse efter forvaltningslovens § 24, stk. 1.

Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en fornyet gennemgang af sagen skal foretage en konkret og individuel vurdering af sagen, herunder særligt forholde sig til klagerens samlede helbredsbillede og i den henseende blandt andet vurdere, hvilken intensitet en eventuel meldepligt skal have.
23/185369

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det blandt andet fremgår af sagsfremstillingen i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo marts 2023, at klageren primo oktober 2012 blev idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens §§ 119 og 279, at klageren til politiet medio august 2018 har oplyst om en række helbredsmæssige forhold, herunder at han har sukkersyge, at han er blevet opereret for kræft i halsen, at han har dårlig ryg, og at han har det psykisk dårligt, og at klageren primo september 2021 har oplyst til Hjemrejsestyrelsen, at hans psykiske helbred lider overlast, når han ikke kan være sammen med sin familie, og at han har vanskeligt ved at huske ting, idet han har sukkersyge.

Det fremgår imidlertid af byrettens dom af primo oktober 2012, at der under byrettens behandling af sagen blev fremlagt en retspsykiatrisk erklæring af primo december 2011, hvor overlægen har udtalt, at klageren findes normalt begavet, men fremstår med nedsat fokuserings- og koncentrationsevne, som formentlig er udtryk for hans grundlæggende psykiske problematik. Det fremgår videre af erklæringen, at klageren har langvarig posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) med fortsat behov for behandlingsindsats. Klageren blev ved byrettens dom idømt en behandlingsdom på baggrund af ovenstående. Behandlingsdommen blev ophævet ultimo maj 2015. Det ses ikke, at Hjemrejsestyrelsen har inddraget disse oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold i deres afgørelse om meldepligt af ultimo marts 2023.

Det fremgår endvidere af sagens akter, at klageren ved revurderingssamtale af medio august 2020 har oplyst om helbredsmæssige forhold, herunder at han lider af sukkersyge og stofskifteproblemer, som han får medicin for, hvilke oplysninger ligeledes ikke ses inddraget i Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det i begrundelsen i Hjemrejsestyrelsens afgørelse alene fremgår, at styrelsen har lagt til grund, at klageren har det psykisk dårligt og har sukkersyge, at der ikke fremgår en begrundelse om, hvorfor disse helbredsoplysninger ikke kan føre til en ændret vurdering i sagen, og at de øvrige helbredsmæssige forhold ikke ses nævnt i styrelsens begrundelse.

Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i deres afgørelse ikke i tilstrækkelig grad ses at have inddraget og vurderet klagerens helbredsmæssige forhold, hvilket Hjemrejsestyrelsen i henhold til forvaltningslovens regler samt forarbejderne til hjemrejselovens § 12, stk. 2, rettelig skulle have gjort.

Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det af sagens akter ikke fremgår, at klageren i forbindelse med Hjemrejsestyrelsens skriftlige partshøringsbrev af medio januar 2023 er blevet forelagt de helbredsmæssige oplysninger, og at disse oplysninger ikke ses at have indgået i afgørelsesgrundlaget i et sådant omfang, at det på trods af henvisningen til byrettens dom af primo oktober 2012, klagerens oplysninger af medio august 2018 samt klagerens oplysninger af ultimo september 2021 i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo marts 2023 kan lægges til grund, at Hjemrejsestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af sagens samlede omstændigheder, herunder vurderet, om klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til pålæggelse af meldepligt og i så fald om omfanget heraf.

Udlændingenævnet finder det beklageligt, at Hjemrejsestyrelsen ikke ses i tilstrækkeligt omfang at have levet op til officialprincippet, hvorefter det påhviler en forvaltningsmyndighed at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse i sagen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, det af sagens akter ikke fremgår, hvorvidt styrelsen har indhentet en lægejournal eller på anden vis undersøgt klagerens helbredsmæssige forhold forud for styrelsens afgørelse af ultimo marts 2023.

Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til udfaldet af sagen.
Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.”
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – Brexit – tilstrækkelige midler

Dato: 03-11-2023

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen til en britisk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder:

Ansøgeren, som var statsborger i Storbritannien, var i august 2017 blevet meddelt ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i oktober 2021 ansøgning om en opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget lønindkomst i perioderne fra december 2017 til og med februar 2018, fra juni 2018 til og med februar 2019, fra juli 2019 til og med september 2019 og i december 2019. Det fremgik videre, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra februar 2021 til og med december 2021, og at ansøgeren efter en periode i 2022 med både sygedagpenge og lønindkomst, igen havde modtaget kontanthjælp fra november 2022 til og med juli 2023. Til sagen var bl.a. indsendt ansøgninger om offentlig forsørgelse fra juli 2020 og januar 2021. Det var desuden gjort gældende, at ansøgeren havde købt ejendom i Danmark, og at ansøgerens

Udlændingenævnets afgørelse:

”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra april 2023.

Udlændingenævnet finder således, at det ikke på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at [ansøgeren] havde lovligt ophold i Danmark i medfør af EU-retten på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

Det er indledningsvis indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] senest i august 2017 blev meddelt opholdsret som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.

Udstedelse af et registreringsbevis efter EU-retten forud for udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020 medfører imidlertid ikke i sig selv, at en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2. Udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 forudsætter, at det kan anses for godtgjort, at den britiske statsborger på tidspunktet for overgangsperiodens udløb havde lovligt ophold efter EU-retten i Danmark.

Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] ikke kan anses for at have haft ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] til sagen har indsendt en ansøgning om offentlig forsørgelse fra juli 2020, og at [ansøgeren], efter Udlændingenævnets vurdering, herved må anses for at have tilkendegivet, at [ansøgeren] ikke længere havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.

Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] efter anmodning fra SIRI i februar 2023, ikke har fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] fortsat råder over tilstrækkelige midler, eller at der er tale om midlertidige vanskeligheder.

Hertil kommer, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] også i januar 2021 har søgt om offentlig forsørgelse, og at det af eIndkomst fremgår, at [ansøgeren] i perioden fra februar 2021 til og med december 2021 har modtaget kontanthjælp, hvilket, efter Udlændingenævnets vurdering, understøtter vurderingen af, at [ansøgeren] ikke havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.

Det forhold, at [ansøgeren] har modtaget lønindtægt i perioden fra juli 2019 til og med september 2019, og at [ansøgeren] derfor i den pågældende periode umiddelbart kunne anses for arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en eventuel ret til ophold som arbejdstager imidlertid må anses for ophørt, idet [ansøgeren], på trods af SIRI’s anmodning i februar 2023, ikke har indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] blev uforskyldt ledig, og at [ansøgeren] var rettidigt tilmeldt jobcenteret.

[Ansøgerens] opholdsret som person med tilstrækkelige midler, må derfor anses for ophørt senest i juli 2020, hvor [ansøgeren] første gang ansøgte om offentlig forsørgelse.

Idet [ansøgerens] opholdsret således var ophørt, før [ansøgeren] kunne anses for at have haft ret til ophold i 5 på hinanden følgende år, kan [ansøgeren] endvidere ikke anses for at have opnået ret til tidsubegrænset opholdsret.

Det til støtte for klagen anførte om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder [ansøgerens] familiemæssige relationer, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke kan indgå ved vurderingen af, om en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.

Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen