Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Studie – Formodning – Ej progression – Anden studieretning
Dato: 08-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, til en statsborger fra Kina, der ønskede at studere på uddannelsen AP Programme in Marketing Management.
Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgningen ikke kunne anses at være, at ansøgeren ønskede at gennemføre den ansøgte uddannelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i hjemlandet tidligere havde gennemført en Bachelor’s Degree of Arts in Acting, og nu søgte ind på en AP Degree in Marketing Management, og at der således ikke var progression i uddannelsesforløbet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var en naturlig sammenhæng mellem ansøgerens afsluttede uddannelser inden for skuespil og den ansøgte uddannelse inden for marketing. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren var interesseret i marketing og havde været i praktik inden for området i sin mors virksomhed, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren læste engelsk i hjemlandet, da ambassaden i forbindelse med et interview med ansøgeren havde vurderet, at ansøgeren formodentlig ville have visse vanskeligheder ved at følge undervisningen på engelsk på universitetsniveau. ERH/2014/151.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Sygdom hos herboende ægtefælle
Dato: 08-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse til en bosnisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde meddelt ansøgeren afslag under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Det var oplyst til sagen, at den herboende ægtefælle ikke var flygtning, at parret havde et fællesbarn født i juli 2013, og at den herboende ægtefælle led af bindevævssygdommen lupus.
Udlændingenævnet fandt, at den herboende ægtefælle ikke havde haft tidsubegrænset opholdstilladelse i mere end de sidste tre år på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle alene havde haft tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark senest forlænget til december 2015. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at der forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse. Det forhold, at parret havde fået et fællesbarn, født i juli 2013, som var statsborger i Bosnien-Hercegovina, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv år her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Parrets barn kunne således ikke anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Det forhold, at den herboende ægtefælle på grund af sin sygdom efter det oplyste ikke kunne klare sig selv og passe parrets barn alene, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle indgik ægteskab og fik et fællesbarn på et tidspunkt, hvor parret ikke havde en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at parret, såfremt de ønskede det, kunne udøve familielivet i Bosnien-Hercegovina, hvor parret og deres fællesbarn alle var statsborgere, og hvor ansøgeren og hans herboende ægtefælle var født og opvokset, hvor parret havde mødt hinanden i 2011, og hvor både ansøgerens forældre og søskende samt den herboende ægtefælles fader opholdt sig. Udlændingenævnet fandt, at parret alternativt kunne vælge at udøve familielivet som hidtil via besøgsophold i henholdsvis Danmark og Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at den herboende ægtefælle led af bindevævssygdommen systematisk lupus erythematosus og SLE, at hun havde anført, at hun ikke havde råd til at betale for sin medicin og behandling i Bosnien-Hercegovina, og at hun ville dø, hvis hun ikke fik sin medicin, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i Bosnien-Hercegovina var adgang til ambulant behandling og kontrolundersøgelser for den herboende ægtefælle foretaget af en reumatolog, at indlæggelse og behandling endvidere var mulig, samt at hendes medicin var tilgængelig i Bosnien-Hercegovina. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde anført, at hun på grund af sin sygdom ikke kunne finde arbejde og forsørge sin familie, samt at hendes ægtefælle var arbejdsløs og ikke kunne finde arbejde, hvorfor han ikke kunne forsørge hende og fællesbarnet, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der alene meddeltes opholdstilladelse, hvis der forelå ganske særlige grunde, og at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2014/206.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Selvstændig erhvervsvirksomhed
Dato: 03-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. til en statsborger fra Rusland. Ansøgeren var i januar 2007 blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og hun indrejste herefter i Danmark i februar 2007, I september 2007 var ansøgeren blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6, og i december 2010 var hun blevet meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren havde i forbindelse med sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse anført, at hun havde arbejdet fuldtid som grafiker i perioden fra marts 2009 til marts 2010 og fra oktober 2010 til juli 2011, og at hun siden december 2010 havde ejet en selvstædig grafikervirksomhed. Ansøgeren havde i forbindelse med sin ansøgning indsendt beskrivelse af et projekt, ansøgeren havde stået for, registreringsbevis for ansøgerens virksomhed og personlige skatteoplysninger for årene 2009 til 2012. Ansøgeren eftersendte efterfølgende kopi af en række fakturaer udstedt i forbindelse med ansøgerens virksomhed. Det fremgik af det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at ansøgeren i perioden fra november 2009 til maj 2010 havde været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse, at ansøgeren i februar 2013, oktober 2013, og i marts 2014 indtjente 10.000 kr., og at ansøgeren i september 2014 indtjente 400 kr.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke på det foreliggende grundlag havde dokumenteret, at ansøgeren havde været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller havde udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at der er tale om et løbende femårigt krav, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, og at de fem år derfor regnes op til det tidspunkt, hvor udlændingemyndighederne træffer afgørelse, det vil i denne sag sige fra december 2009 og frem. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke i tilstrækkelig grad havde dokumenteret omfanget og karakteren af ansøgerens arbejde i virksomheden. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på baggrund af den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger og oplysninger om vekslende arbejdstider – ikke havde dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse i perioden fra december 2010 og frem kunne sidestilles med ordinært lønarbejde. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren samlet højst havde været i ordinær beskæftigelse i 11,4 måneder inden for de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet tog i forbindelse med afgørelsen ikke stilling til, i hvilket omfang ansøgerens fakturerede arbejdsopgaver ville kunne indgå i beregningen af beskæftigelseskravet, idet dette sammenlagt højst ville kunne medregnes med yderligere samlet 15 måneders beskæftigelse, og at dette således ikke ville kunne føre til, at ansøgeren hermed opfyldte beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet havde ikke herved taget stilling til, at hvorvidt der var tale om deltids- eller fuldtidsbeskæftigelse. FAM/2014/240.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Samliv på fælles bopæl – Ej ganske særlige grunde
Dato: 03-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk.1, til en ansøger, som var statsborger i Sri Lanka, og som søgte ægtefællesammenføring med en herboende dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke havde til hensigt at leve sammen på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af sagen, at ansøgeren fraflyttede den fælles bopæl i november 2013, at parret i april 2014 blev skilt, og at ansøgeren på klagetidspunktet boede på et krisecenter. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ikke var hindringer for, at ansøgeren kunne rejse tilbage til sit hjemland, hvor hun var født, opvokset og havde levet hele sit liv. Det forhold, at ansøgeren frygtede, at hun ved en tilbagevenden til sit hjemland ville blive udsat for overgreb eller lignende fra familien, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da hun havde mulighed for at søge beskyttelse ved myndighederne i sit hjemland, eller hvis hun frygtede, at myndighederne i hjemlandet ikke ville kunne beskytte hende imod familiens overgreb, havde hun mulighed for at søge asyl i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der i øvrigt ikke forelå oplysninger om, at ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, kunne begrunde, at hun skulle gives opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste led af PTSD og havde været under behandling for mavesår, samt at hun efter det oplyste havde været udsat for vold af den herboende tidligere ægtefælle, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2014/175.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold
Dato: 01-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en israelsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren indrejste ifølge politiets oplysninger i Danmark i december 2010 på et turistvisum og havde efter egne oplysninger ikke søgt om familiesammenføring med sin herboende samlever, da hun vidste, at hun ikke opfyldte kravene for at opnå familiesammenføring. Politiet anholdt i oktober 2014 klageren og sigtede hende for ulovligt ophold, idet hun efter eget udsagn havde opholdt sig i Danmark siden december 2010. Klageren erkendte over for politiet at have opholdt sig ulovligt her i landet.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark siden december 2010, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren trods sit næsten fire år lange ophold i Danmark ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne etablere og udøve familieliv i Danmark, da hun aldrig havde søgt om opholdstilladelse, og da det efter det oplyste var et bevidst valg fra hendes og hendes samlevers side ikke at søge om familiesammenføring eller opholdstilladelse på andet grundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning måtte anses for at virke særligt belastende, idet klageren efter det oplyste havde familie og venner i Israel, som hun var i daglig kontakt med. Der sås endvidere ikke at foreligge særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der kunne føre til, at udvisningen måtte anses for særligt belastende for klageren. FAM/2014/226.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold
Dato: 01-12-2014Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger under henvisning til, at det af ansøgeren og den herboende reference indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Den herboende reference, der også var somalisk statsborger, indrejste i Danmark i november 2012 og blev i februar 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. Under asylsagen oplyste referencen, at han og ansøgeren indgik ægteskab i Somalia i februar 2010, at han og ansøgeren ikke flyttede sammen efter ægteskabets indgåelse, da han ikke kunne forsørge hende, at han på grund af ægteskabet blev udstødt af sin familie, som truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke lod sig skille fra ansøgeren, at han derfor flygtede fra Somalia, og at han siden flugten ikke havde kontakt med ansøgeren. I ansøgningen oplyste den herboende reference imidlertid, at han og ansøgeren boede sammen i Somalia i ca. tre måneder, indtil han flygtede fra landet.
Udlændingenævnet fandt, at det indgåede ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, idet parret efter det oplyste blev gift i Somalia i februar 2010, og idet de danske udlændingemyndigheder ikke tillægger somaliske dokumenter, herunder vielsesattester, sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med en dermed manglende legitimitet til udøvelse af myndighed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at parret ikke havde dokumenteret at have etableret et fast samlivsforhold af længere varighed, eftersom de kun kunne have boet sammen i højst tre måneder, hvorfor parret ikke havde etableret et samlivsforhold af en sådan fast og varig karakter, at det kunne anses for beskyttelsesværdigt i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at det til støtte for klagen var anført, at det ikke havde været muligt for ansøgeren og referencen at etablere et samlivsforhold af længere varighed, idet referencen måtte flygte fra Somalia for at beskytte sit og ansøgerens liv, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet asylretlige forhold ikke kan begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hun kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. FAM/2014/220.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold
Dato: 24-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en polsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark i hvert fald siden september 2013, blev i september 2014 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han oplyste ikke at have været i beskæftigelse eller jobsøgende under sit ophold. Klageren ændrede dog senere forklaring til, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdt sig ulovligt i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, da han ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, idet han som EU-statsborger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at Udlændingenævnet efter de foreliggende oplysninger fandt, at han ikke havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra september 2013 til september 2014, hvor han havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren over for politiet først oplyste, at han ikke havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ved en senere afhøring kom med modstridende oplysninger om, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl, ligesom han ikke kunne oplyse, hvilke arbejdspladser han havde ansøgt om job hos, og at han havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at en EU-statsborger, der er indrejst i landet for at søge beskæftigelse, har ret til ophold som arbejdssøgende i indtil seks måneder fra indrejsen, og at den pågældende herefter har ret til ophold som arbejdssøgende, så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat, jf. § 3, stk. 4, i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/232.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet
Dato: 24-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Iran. I november 2013 havde Udlændingestyrelsen meddelt ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt, at ansøgeren opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller i ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Ansøgeren havde siden juni 2008 haft opholdstilladelse i Danmark på forskellige grundlag, og han var senest i februar 2011 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 a stk. 2, nr. 1, og i maj 2013 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet anmodede i forbindelse med sagsbehandlingen Udlændingestyrelsen om en udtalelse vedrørende Udlændingestyrelsens praksis for udregning af beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, når en person har haft fuldtidsstudium og deltidsbeskæftigelse inden for den samme periode. Udlændingestyrelsen oplyste ved udtalelser i marts 2014 og juli 2014, at en ansøger godt kan kombinere uddannelse og deltidsarbejde, så længe perioderne med beskæftigelse og uddannelse ikke er udført i samme periode, medmindre beskæftigelsen er en del af uddannelsesforløbet.
Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren i januar 2010 gennemførte uddannelsen til diplomingeniør, at der kun kunne medregnes de tre måneder heraf, der lå indenfor de eneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren i forbindelse med sin udannelse havde arbejdet ordinær fuldtid hos en dansk virksomhed i perioden mellem september 2009 og marts 2010, og at ansøgeren havde været i deltidsbeskæftigelse med 19 timer om ugen på et universitet i perioden mellem september 2010 og januar 2011. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren samlet set havde været i beskæftigelse eller uddannelse i ni måneder indenfor de seneste fem år forud for Udlændingenævnets afgørelse - det vil sige i perioden fra november 2010 og frem. Udlændingenævnet fandt endvidere, at såfremt alene ansøgerens beskæftigelse – og ikke ansøgerens uddannelse – blev lagt til grund ved bedømmelsen af, om ansøgeren opfyldte beskæftigelseskravet, havde ansøgeren efter oplysningerne i eIndkomst været beskæftiget på fuld tid i i alt 14 måneder, hvorved ansøgeren heller ikke opfyldte kravet om at være i ordinær fuldtidsbeskæftigelse i mindst tre år inden for de sidste frem år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2014/239.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 24-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik i november 2009 ægteskab. I juni 2010 meddelte Udlændingeservice ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået med den herboende ægtefælle, var et proformaægteskab. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration stadfæstede i juli 2010 Udlændingeservices afgørelse fra juni 2010. I november 2010 meddelte Udlændingestyrelsen på ny afslag til ansøgeren under henvisning til, at det ægteskab, ansøgeren havde indgået med den herboende ægtefælle, var et proformaægteskab. Justitsministeriet stadfæstede i oktober 2011 Udlændingeservices afgørelse fra november 2010. I januar 2012 afslog Justitsministeriet at genoptage sagen. I maj 2014 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af sagen, at ansøgeren og den herboende ægtefælle mødtes i maj 2009 og besluttede at indgå ægteskab i august 2009, hvorefter parret i november 2009 indgik ægteskab. Parret havde i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse i 2010 været indkaldt til et møde i Udlændingeservice, hvor parret svarede divergerende på en række spørgsmål om hinandens personlige forhold, herunder vedrørende hinandens fødselsdatoer, familieforhold og parrets fællesaktiviteter. Under mødet blev det desuden oplyst, at parret kommunikerede via ordbøger, og at ansøgeren alene forstod enkelte sætninger på dansk. Den herboende ægtefælle havde efter ansøgerens hjemrejse i 2010 angiveligt besøgt ansøgeren en til flere gange hvert år, ligesom ansøgeren og den herboende ægtefælle angiveligt skulle have bevaret telefonisk kontakt med hinanden til trods for, at den herboende ægtefælle kun beherskede dansk, og ansøgeren beherskede thailandsk og engelsk.
Udlændingenævnet fandt, at der fortsat var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med ægteskabets indgåelse var at opnå opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 9. Ansøgeren kunne derfor ikke meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremkommet nye afgørende oplysninger, siden det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i juli 2010 traf afgørelse og siden Justitsministeriets afgørelser fra oktober 2011 og januar 2012. Udlændingenævnet tillagde det vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle traf beslutning om at indgå ægteskab efter et kort personligt bekendtskab, at ansøgeren og den herboende ægtefælle fortsat ikke sås at kunne kommunikere sammen på fælles sprog, og at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke trods besøg og telefonsamtaler sås at have opbygget et interessefællesskab, som ægtefæller må forventes at have. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren første gang indrejste i Danmark med henblik på at besøge sin herboende søster, og at to af ansøgerens søskende var familiesammenført til Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren og den herboende ægtefælle nu havde været gift i fem år, idet der ikke herved forelå et sådant samliv, der kunne afkræfte, at det ægteskab, ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået, måtte anses for at være et proformaægteskab. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter praksis kan gives afslag på en ansøgning om opholdstilladelse alene med henvisning til ansøgerens forhold. Hvis der således på baggrund af oplysningerne i en konkret sag er et sikkert grundlag for at antage, at ansøgeren har indgået ægteskabet med det afgørende formål at opnå opholdstilladelse, vil der kunne meddeles afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 9, uanset at der ikke er et sikkert grundlag for at antage, at den herboende ægtefælle har et tilsvarende motiv til ægteskabet. FAM/2014/184.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. november 2014 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Sygdom
Dato: 19-11-2014Udlændingenævnet omgjorde i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand. Ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i juni 2007 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen havde i juli 2014 meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at omgøre Udlændingestyrelsens afgørelse, og Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse med henvisning til, at hun ikke opfyldte kravet om at have været under uddannelse eller ordinær beskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst tre år inden for de sidste fem år, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren led af retinitis pigmentosa, som er en arvelig nethindesygdom, som indskrænker og svækker synsfeltet, at ansøgerens synsfelt var indskrænket til 10 grader, og at hun havde kikkertsynsfelt og dermed praktisk var blind. Samtidig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren ikke kunne færdes alene uden for hjemmet, at der ikke fandtes behandling for sygdommen, at lidelsen kun kunne udvikle sig til det værre, og at egentligt arbejde kun ville kunne udføres med en betydelig nedsat effektivitet, hvilket udelukkede enhver almindelig ansættelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren var omfattet af persongruppen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan dispenseres fra nogle af betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse, herunder udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap (handicapkonventionen), tilsiger det. FAM/2014/182.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet