Praksis

Børnesammenføring

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 4 af 8

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 24. august 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

Dato: 24-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til fire somaliske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 15. Den herboende fader blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2014 som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var født i henholdsvis 2001, 2002, 2004 og 2006, og den herboende fader havde i marts 2015 søgt om opholdstilladelse til dem under henvisning til ham.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde stillet krav om, at den herboende fader ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader ikke havde boet sammen med ansøgerne siden 2007, og at han havde set ansøgerne i 2011, hvor han efter egne oplysninger også var ophørt med at forsørge ansøgerne, ligesom han ikke havde oplyst om ansøgerne i forbindelse med sin egen familiesammenføringssag. Udlændingenævnet bemærkede i forlængelse heraf, at den herboende fader havde oplyst divergerende i forhold til årstallet for skilsmissen fra børnenes moder, da han i forbindelse med sin familiesammenføringssag havde oplyst, at han blev skilt i 1995, at han i børnenes familiesammenføringssag havde oplyst, at årstallet var 2007, og at der i forbindelse med klagen var oplyst, at årstallet for skilsmissen var 2008. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den herboende fader på tro og love havde underskrevet ansøgninger om familiesammenføring såvel medio marts 2014 som primo juli 2015, og at det påhviler en udlænding i medfør af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. at meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om udlændingen opholder sig eller arbejder lovligt her i landet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at den herboende fader og ansøgerne ikke havde haft regelmæssig kontakt i en længere periode, og at der derfor forelå væsentlige hensyn, der talte for at stille krav om, at den herboende fader ikke modtog ydelser efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Det forhold, at den herboende fader efter det oplyste skulle have haft kontakt med ansøgerne to til tre gange om måneden, indtil han kom til Danmark, og at det i klagen var anført, at han dagligt havde kontakt med ansøgerne, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det var den herboende faders eget valg at forlade ansøgerne, ligesom der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at den herboende fader kunne opretholde kontakten med ansøgerne i samme omfang, som han hidtil havde gjort, siden han indrejste i Danmark. Det forhold, at ansøgernes moder havde forladt dem, at de ikke havde nogen slægtninge, der kunne tage sig af dem, og at ansøgerne havde trange kår hos deres tidligere nabo, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke var uden omsorgspersoner. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne havde boet sammen med deres tidligere nabo, siden deres moder forlod dem cirka 18 måneder før ansøgningens indgivelse, og at alle ansøgerne var meddelt afslag på familiesammenføring og derfor fortsat kunne udgøre et familiært netværk for hinanden. Udlændingenævnet fandt derfor, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som kunne bevirke, at det ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Det anførte om, at den herboende fader havde oplyst om sine børn allerede ved første samtale med kommunen, at den herboende faders familieguide havde oplyst, at familieguiden havde været den herboende faders familieguide siden primo december 2014, og at den herboende fader hele tiden havde talt om børnene, at han havde arbejdet på, at hans børn kunne familiesammenføres med ham, ligesom der blev henvist til, at den herboende fader havde oplyst om børnene i et asyldokument fra regeringen i Uganda af medio juni 2014, kunne ikke føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende fader siden december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, og at der herved ikke var tale om enkeltstående ydelser. FAM/2017/99.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. august 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

Dato: 03-08-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til et biologisk barn, født i 2008 i Uganda, af en herboende statsborger fra Uganda, der blev meddelt opholdstilladelse i januar 2015 med henvisning til hendes herboende barn. Den herboende reference havde i forbindelse med sin flugt fra hjemlandet i 2012 overladt ansøgeren til sin kusine i Uganda. Den herboende reference havde under sit ophold i Danmark som asylansøger indledt et forhold til en mand og havde født endnu et barn, som på grund af bekymring for forældrenes forældreevne kort tid efter fødslen blev tvangsmæssigt anbragt. Det viste sig efterfølgende, at barnet havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da det åbenbart ville stride mod ansøgerens tarv, jf. § 9, stk. 18. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af en forældreevneundersøgelse foretaget i juni 2014, at den herboende reference på nogle tidspunkter havde vist, at hun var i stand til at varetage det herboende barns fysiske behov, men at hun samtidig fremstod med dårlig mentaliseringsevne og indsigt i barnets emotionelle og sociale behov, og at barnets reaktioner i samværet tydede på, at den herboende reference ikke havde formået at møde barnets behov adækvat over længere tid. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den tvangsmæssige anbringelse senest var fastholdt ved en byretsdom fra maj 2016, at retten i den forbindelse havde lagt vægt på, at det herboende barn havde lidt et tidligt og traumatisk omsorgssvigt, og at det blev vurderet, at den herboende reference og barnets fader på grund af begrænsede personlige ressourcer fortsat ikke kunne give det herboende barn den tilstrækkelige omsorg og pleje. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende references personlige livssituation havde ændret sig, at hun ikke længere var i et voldeligt forhold, at hun havde egen bolig, og at hun gik på sprogskole og havde været i praktik. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at kommunen under sagen havde oplyst, at den herboende reference ikke opholdt sig stabilt på sin bopæl, at hendes deltagelse i danskundervisning var svingende, og at hun ikke var tilknyttet arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af forældreevneundersøgelsen fra juni 2014, at uanset at den herboende references personlige forhold var blevet stabiliseret, blev det vurderet usikkert, i hvor høj grad den herboende reference ville være i stand til at profitere af pædagogisk støtte i forhold til at varetage omsorgen for det herboende barn fremover. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at det herboende barn havde en gennemgribende udviklingsforstyrrelse af typen infantil autisme, at det blev vurderet, at barnets symptomer fremtrådte ekstraordinært vanskelige at behandle, at barnet havde brug for professionel behandling, og at barnets tilpasningsproblemer ikke kunne løses ved ophold i hjemmet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at det fremgik af sagen, at den herboende references ugentlige samvær med det herboende barn fortsat foregik overvåget. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste var en almindelig sund dreng, at den herboende reference ikke havde oplevet problemer med at passe ansøgeren som spæd, og at den ældre kvinde, der tog sig af ham, kun modvilligt havde accepteret dette mod betaling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var en nærliggende risiko for, at ansøgeren ved familiesammenføring med den herboende reference ville lide omsorgssvigt og blive anbragt uden for hjemmet, og at ansøgeren i øvrigt ikke var uden relevante omsorgspersoner i hjemlandet, idet den herboende reference samtidig havde oplyst, at ansøgeren havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende reference løbende havde ændret forklaring om, hvem hun havde overladt ansøgeren til, herunder om der var tale om familie eller ej. FAM/2017/87.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. juni 2017 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 22-06-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Syrien og dennes fire fælles børn med en herboende ægtefælle, som i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet bemærkede indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for den ansøgende ægtefælle som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for parrets fællesbørn, der var under 15 år på ansøgningspunktet, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. I september 2015 havde Udlændingestyrelsen meddelt den herboende ægtefælle opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. I juli 2016 havde Udlændingestyrelsen forlænget den herboende ægtefælles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. Den ansøgende ægtefælle var derfor ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, da den herboende ægtefælle ikke havde haft opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, i mere end de sidste tre år. Af samme grund var parrets mindreårige fællesbørn ikke omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at de var under 15 år. Udlændingenævnet fandt herefter, at den ansøgende ægtefælle og parrets fællesbørns ansøgninger om opholdstilladelse skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren og parrets fællesbørn opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ægtefælle var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på tidspunktet for afgørelsen, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgerens og fællesbørnenes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde, for så vidt angik to af fællesbørnene, vægt på, at det fremgik af ansøgningsskemaerne, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnet vurdering, at den ansøgende ægtefælle efter det oplyste led af astma, og at der efter det oplyste skulle være en person til at holde øje med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, idet der ikke var fremlagt dokumentation for sygdommen, ligesom det hverken var sandsynliggjort eller dokumenteret, at den ansøgende ægtefælles astma havde en karakter og et omfang, der medførte, at hun ikke var i stand til at tage vare på sig selv eller fællesbørnene. Det forhold, at et af fællesbørnene havde en knude i højre ben, at hun havde væskeansamling og en betændelsestilstand af iskiasnerven, og at barnet burde opereres, således at knuden kunne undersøges nærmere, kunne ikke føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt således, at det herved ikke var godtgjort, at fællesbarnet led af en så alvorlig sygdom, at der på den baggrund måtte anses at foreligge ganske særlige grunde til at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at selv om lidelsen kunne give smerter og væskeansamling, var der efter det oplyste tale om en godartet svulst i det ene ben. Det indgik endvidere i Udlændingenævnets vurdering, at et andet fællesbarn havde medfødt hjernesvind, idet barnet led af en medfødt følelsesmæssig og mental forsinkelse, at fællesbarnet havde deformation af sine fødder og en forstyrret sprogudvikling, at fællesbarnet havde behov for specialiseret rehabilitering og træning og ikke kunne foretage toiletbesøg på egen hånd. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger ikke kunne anses at være tale om et handicap af en sådan karakter og omfang, at der herved måtte anses at foreligge ganske særlige grunde for at meddele familien opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der efter det oplyste var tale om en medfødt lidelse, og at den specialiserede træning, som barnet havde brug for, var uafhængig af den ansøgende ægtefælles og den herboende ægtefælles indsats. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbørnene boede sammen med ansøgeren, og at ansøgeren kunne tage vare på børnene. Det forhold, at ansøgeren og fællesbørnene havde opholdt sig i et nedlagt butikslokale i Istanbul, Tyrkiet, at ansøgeren var fysisk og psykisk belastet og ikke kunne tjene penge til huslejen, og at børnene efter det oplyste ikke kunne få behandling i Tyrkiet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke i sig selv kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset om de ansøgende familiemedlemmer måtte bo under dårlige forhold eller var på flugt. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle selv havde epilepsi og i øvrigt ikke havde det godt fysisk og psykisk, og at han led af mareridt, koncentrationsbesvær og andre symptomer. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den herboende ægtefælle kunne modtage lægehjælp og medicinsk behandling i Danmark herfor og derudover kunne klare sig selvstændigt i Danmark, og således ikke var afhængig af den ansøgende ægtefælles omsorg. Det forhold, at den herboende ægtefælle var på flugt fra regeringen i Syrien, at han var hjemløs og statsløs, idet familien var kurdere, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at der var tale om forhold af asylretlig karakter, som ikke i sig selv kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren og fællesbørnene i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet den ansøgende ægtefælle og fællesbørnene ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende ægtefælle ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2017/83.
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2017 – Børnesammenføring – Forsørgelseskrav

Dato: 05-04-2017

Udlændingenævnet omgjorde i april 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to egyptiske statsborgere efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Ansøgerne var født i 2006 og 2009 og søgte i december 2016 om opholdstilladelse under henvisning til deres herboende moder. Ansøgerne og moderen havde efter det oplyste boet sammen fra ansøgernes fødsel og indtil moderens indrejse i Danmark i august 2014. Ansøgerne havde herefter boet hos deres mormoder, idet ansøgernes fader ikke ville have noget med ansøgerne at gøre. Den ældste ansøger havde således ikke siden 2008 haft kontakt med faderen, mens den yngste ansøger slet ikke var bekendt med faderen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at deres moder havde modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 15. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens konkrete omstændigheder, herunder at ansøgernes moder var indrejst i Danmark i august 2014, at hun i januar 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, at hun herefter havde set børnene personligt en gang i perioden fra februar 2015 til marts 2015, at hun i juli 2015 havde fået et barn med sin nuværende ægtefælle, at moderen og ansøgerne efter det oplyste derudover havde haft kontakt flere gange om dagen via Skype, Viber, Imo og Whatsapp, og at ansøgerne havde opholdt sig i Danmark siden september 2016. FAM/2017/55.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. februar 2017 – Børnesammenføring – Barnets tarv

Dato: 20-02-2017

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født henholdsvis i 2000 og 2002, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 18. Den herboende fader havde søgt om familiesammenføring på vegne af sine børn i marts 2014. Den herboende fader var i maj 2001 meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, idet det åbenbart ville stride mod ansøgernes tarv, hvis ansøgerne blev givet opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende faders bopælskommune i oktober 2015 havde udtalt, at kommunen var i tvivl om, hvorvidt den herboende fader var i stand til at tage vare på sine børn, at han grundet sin psykiske tilstand ikke havde været sendt ud i beskæftigelsesfremmende tiltag siden 2011, at han siden 2010 havde været patient i psykiatrien, og at han havde paranoid psykose samt posttraumatisk syndrom. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bopælskommunen havde oplyst, at den herboende fader i forvejen havde fem små børn i Danmark, at han ikke boede sammen med nogle af dem, og at kommunen havde haft sager på alle hans fem børn i Danmark, da han havde været psykisk og fysisk voldelig overfor børnenes moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende fader var i behandling for sin psykiatriske lidelse, og at han også aktuelt var bekymret for sine børn. Udlændingenævnet fandt dog, at dette efter en konkret vurdering og sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende fader var indrejst i Danmark i april 2000, og at børnene på baggrund af resultatet af aldersundersøgelser måtte anses for født umiddelbart før og et stykke tid efter den herboende faders egen udrejse af Somalia. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at den herboende fader – henset til hans indrejsetidspunkt i Danmark og børnenes alder – ikke havde været en del af børnenes opvækst, og at den herboende fader ikke før 2014 havde søgt om familiesammenføring, ligesom der ikke var oplyst om nogen form for kontakt før 2013. Det forhold, at det blev anført, at ansøgerne boede i Etiopien med fremmede, som ikke længere ville kunne passe dem, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at det ikke var dokumenteret, at ansøgernes moder var død, idet officielle somaliske dokumenter efter fast praksis for tiden ikke kan tillægges sædvanlig bevismæssig betydning på grund af forholdene i Somalia, hvor der ikke eksisterer en central myndighed med legitimitet til udøvelse af myndighed. Uanset om det blev lagt til grund, at moderen var død lagde Udlændingenævnet endvidere vægt på, at moderen forud herfor havde oversendt børnene til en anden, som måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at den herboende fader ikke på noget tidspunkt sås at være indtrådt som forældremyndighedsindehaver over for børnene. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne ikke havde boet med den herboende fader, og at han ikke havde besøgt børnene i Etiopien. Udlændingenævnet fandt på baggrund af disse omstændigheder, at det måtte anses for at være i strid med ansøgernes tarv at meddele dem opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derfor, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af de foreliggende oplysninger om ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes og deres faders rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at det fremgår af artikel 3, stk. 1, i FN’s Børnekonvention, at barnets tarv i alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal være i første række, og at det af artikel 9, stk. 3, fremgår, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, undtagen hvis dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8, og at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om den herboende faders personlige forhold og angivne manglende evne til at tage vare på sine børn. FAM/2017/38.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til tre statsløse palæstinensere fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at den herboende reference, som var ansøgernes moder, ikke havde dokumenteret at have forældremyndighed over ansøgerne. Udlændingestyrelsen havde endvidere meddelt afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, skulle hjemvises, da der i forbindelse med klagen var indsendt nye oplysninger. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes moder havde fremsendt nye dokumenter vedrørende forældremyndigheden over ansøgerne, idet hun under klagesagens behandling havde fremsendt en erklæring fra juni 2016 fra børnenes fader om, at han ikke modsatte sig, at børnene rejste til Danmark eller et hvilket som helst andet europæisk land for at bo sammen med moderen, eller at hun kunne træffe beslutninger vedrørende ansøgerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerne på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på familiesammenføring under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til barnets tarv, som talte for, at ansøgerne burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, og at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/101.
Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

Dato: 28-09-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juni 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Den herboende forælder udrejst

Dato: 29-06-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Filippinerne, født i 1999. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag på opholdstilladelse, idet Udlændingestyrelsen ikke fandt, at der forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed og ansøgerens tarv, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse. Af det Centrale Personregister fremgik det, at ansøgerens herboende moder efter Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse og efter indgivelsen af klagen til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse var udrejst af Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, idet det var en grundlæggende betingelse for at kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, at den person, der søges familiesammenføring under henvisning til, er bosiddende i Danmark. Udlændingenævnet lagde afgørende vægt på, at ansøgerens moder ifølge det Centrale Personregister var udrejst af Danmark og derfor ikke længere bosiddende i Danmark. FAM/2016/64.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. maj 2016 – Børnesammenføring – Barnets tarv

Dato: 23-05-2016

Udlændingenævnet hjemviste i maj 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse til fem mindreårige børn, som var statsborgere i Syrien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 18.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne på det foreliggende grundlag ikke kunne meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at en opholdstilladelse ville stride imod børnenes tarv, idet sagen ikke var tilstrækkeligt oplyst. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der i Udlændingestyrelsens afgørelser blev lagt afgørende vægt på en udtalelse fra den herboende faders bopælskommune, der primært og konkret forholdt sig til den herboende faders ægtefælles forældreevne. Den herboende faders ægtefælle var ikke børnenes moder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke af bopælskommunens udtalelse fremgik konkrete oplysninger vedrørende den herboende fader, der understøttede, at en opholdstilladelse til de fem mindreårige børn aktuelt ville stride imod deres tarv. FAM/2016/40.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2016 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år

Dato: 03-03-2016

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en 16-årig ukrainsk statsborger. Den herboende reference, som var ansøgerens moder, havde i 2010 fået opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren var efterfølgende i 2012 blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, men var ikke efterfølgende indrejst i Danmark, hvorfor denne opholdstilladelse var bortfaldet. Referencen oplyste i forbindelse med klagen herom, at ansøgerens fader i Ukraine den gang havde trukket sit samtykke tilbage, men at faderens helbredstilstand med en alvorlig nyrelidelse var blevet forværret, og at ansøgeren på den baggrund på ny havde fået lov til at udrejse af Ukraine.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder oplysningerne om, at Udlændingestyrelsen i november 2012 havde meddelt ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, det oplyste om, at ansøgerens fader, som ansøgerens moder havde fælles forældremyndighed med, efterfølgende havde trukket sit samtykke tilbage, så ansøgeren efter den ukrainske lovgivning ikke kunne udrejse fra Ukraine med henblik på at indrejse og tage ophold i Danmark, at referencen flere gange havde søgt vejledning hos de ukrainske myndigheder om muligheden for at få sin søn til Danmark, og at hun i den forbindelse var blevet rådet til at finde en fælles løsning med sin søns fader. Udlændingenævnet lagde derudover vægt på oplysningerne om, at ansøgeren alene havde boet sammen med sin fader, at faderen havde givet samtykke til, at ansøgeren kunne udrejse i 2014, samtidig med at hans helbredstilstand var blevet forværret med flere indlæggelser til følge, og at han på den baggrund ikke kunne drage fortsat omsorg for sin søn. Udlændingenævnet lagde derudover til grund, at der efter det oplyste ikke var andre omsorgspersoner i hjemlandet, der havde evnen til at drage omsorg for ansøgeren, og at den herboende reference uden unødigt ophold på ny havde søgt om opholdstilladelse til sin søn, efter at ansøgerens fader havde givet samtykke til sin søns udrejse. Udlændingenævnet sendte derfor sagen tilbage til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne udstede en opholdstilladelse til ansøgeren, medmindre de helt grundlæggende betingelser for opholdstilladelse i Danmark ikke var opfyldt. FAM/2016/33.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen