Børnesammenføring
![]() |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2021 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser - Forældremyndighed
Dato: 15-06-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig irakisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren er født i juni 2011 i Sverige og er irakisk statsborger. Ansøgeren boede i Sverige med sin mor indtil august 2017, hvor hun indrejste med sin mor i Danmark. I december 2019 søgte hun om familiesammenføring med sin herboende far. Det var i ansøgningen oplyst, at ansøgeren boede sammen med sin mor på et asylcenter på Sjælland i hverdagene, at hun havde regelmæssigt samvær med sin far, der var bosiddende i Østjylland i weekenden, og at hendes forældre havde delt forældremyndighed over hende. Under sagen blev det endvidere oplyst, at ansøgerens forældre ikke havde været gift. Faren, der også er irakisk statsborger, fik i maj 2004 opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark. I juli 2020 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med sin herboende far, idet han ikke havde dokumenteret, at have del i eller den fulde forældremyndighed over ansøgeren, og idet der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle have opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens far er indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at ansøgerens forældre ikke kan dokumentere at have fælles forældremyndighed, da de aldrig har indgået et retsgyldigt ægteskab, og at den fulde forældre myndighed som følge heraf tilfaldt ansøgerens mor ved fødslen.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen endvidere er oplyst, at ansøgerens far ikke har mulighed for at blive registreret som forældremyndighedsindehaver over ansøger, idet ansøgeren ikke har et dansk CPR-nummer og ikke kan få et, da hun ikke har opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgers far ligeledes ikke kunne registreres som forældremyndighedsindehaver over ansøgeren i Sverige, hvor hun er født, da hun ikke har et svensk CPR-nummer.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens far fortsat ikke har dokumenteret, at han aktuelt har del i forældremyndigheden over ansøgeren.
Det forhold, at ansøgerens forældre uofficielt har delt forældremyndigheden mellem sig, at ansøgerens far ifølge det oplyste har regelmæssigt samvær med ansøgeren, og at ansøgerens forældre valgte at få foretaget en dna-test, så myndighederne ville anerkende ansøgerens faderskab til ansøgeren, finder Udlændingenævnet, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det fortsat ikke kan lægges til grund, ansøgerens far er indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark under henvisning til samværet med sin far.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Sverige, hvor hun har gået i skole og taler sproget, og hvor hun har boet sammen med sin mor, indtil de indrejste i Danmark i august 2017, at ansøgerens mor altid har været hendes primære omsorgsgiver, og at ansøgerens mor ikke har en opholdstilladelse i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke vil være uden omsorgspersoner, når hun skal udrejse af Danmark og tage ophold i hjemlandet Irak.
Det anførte om, at ansøgeren har tilknytning til Danmark, idet hun har sin far og hele sin fars familie i Danmark, som hun er stærkt knyttet til, ligesom ansøgeren ikke kan tale arabisk og ingen tilknytning har til Irak, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder samtidig, at det ikke er dokumenteret, at ansøgerens far har udøvet samvær med ansøger i et sådant omfang, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Der henvises i denne forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der alene er fremlagt begrænset dokumentation for det udøvede samvær, idet der til støtte for klagen er fremsendt oplysninger fra Dansk Røde Kors, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og hendes mor har ønsket at få bevilget billetter én weekend pr. måned i december og januar 2019, at ansøgerens far også kommer og besøger ansøgeren, og at hun derfor kun har brug for at få bevilget transport til én weekend pr. måned, samt at der løbende over hele perioden fra november 2019, hvor ansøgeren og hendes mor blev indkvarteret på et asylcenter på Sjælland, og frem til november 2020 har været samvær med ansøgerens far, der er bosiddende i en by i Østjylland.
Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at der hverken foreligger oplysninger om eller dokumentation for det nærmere omfang af det udøvede samvær, herunder f.eks. i form af dokumentation for transport til farens bopæl, ligesom partsrepræsentanten ikke har besvaret Udlændingenævnets anmodninger herom.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan udledes af de pågældende oplysninger fra Dansk Røde Kors, om ansøgeren faktisk har opholdt sig hos sin far, hvornår hun er ankommet, eller hvornår hun er rejst hjem igen, herunder om der har været samvær med overnatning, ligesom det ikke kan udledes, om ansøgerens far faktisk har besøgt ansøger.
Det kan således ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten og Dansk Røde Kors samstemmende har oplyst, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i 2017 har haft samvær med sin far gennemsnitligt hver anden weekend samt i forbindelse med skoleferier i et større omfang, at de i øvrigt har haft daglig telefonisk kontakt, og at ansøgerens far bidrager økonomisk til ansøgerens opvækst, idet dette i sig selv ikke dokumenterer, at der reelt er udøvet et samvær, herunder omfanget heraf.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren blev født i juni 2011, og at ansøgerens far først søgte om opholdstilladelse til ansøgeren 8 år og 5 måneder senere i december 2019. Ansøgerens far har således ikke søgt om familiesammenføring med ansøger umiddelbart efter, hun blev født.
Det forhold, at ansøgerens far tidligere har søgt om opholdstilladelse til ansøgeren, og at Udlændingestyrelsen i november 2012 afviste at behandle denne ansøgning, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens far ikke straks fulgte dette op med en ny oplyst ansøgning.
Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at der har været udøvet et fast, regelmæssigt og kontinuerligt samvær i et sådant omfang, at der under henvisning hertil foreligger sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Der kan endvidere ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, med henblik på at etablere eller udvide et samvær.
Udlændingenævnet finder endelig på baggrund af det ovenstående, at der ikke er oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens far kan udøve familielivet med ansøgeren via besøgsophold i Irak, ligesom ansøgerens far må antages at kunne fortsætte med at bidrage til forsørgelsen af ansøgeren fra Danmark.
Udlændingenævnet skal i denne forbindelse henvise til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering, at det ikke kan anses for at være uforholdsmæssigt eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøger afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder i relation hertil, at FN's Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Den herboende reference har midlertidig beskyttelsesstatus
Dato: 26-11-2018Udlændingenævnet stadfæstede i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to børn fra Syrien til deres herboende moder, da der ikke forelå ganske særlige grunde, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var den herboende references børn fra et tidligere ægteskab, der efter forældrenes skilsmisse i 2007 var blevet boende hos deres fader. Faderen var fire år tidligere formodet død, og børnene boede nu hos deres farfader. Den herboende reference havde ikke set børnene siden skilsmissen, da hendes tidligere ægtefælle havde forhindret dette. Den herboende reference havde de seneste tre år haft telefonisk kontakt med børnene. Den herboende reference vidste ikke, hvem der havde forældremyndigheden over børnene.
Udlændingenævnet fandt indledningsvis, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for et mindreårigt barn som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, at den herboende reference i maj 2017 var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, at det yngste barn derfor ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, uanset at hun var under 15 år, og at det yngste barns ansøgning om opholdstilladelse derfor skulle vurderes efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference var meddelt midlertidig beskyttelsesstatus i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde, at ansøgerne på afgørelsestidspunktet, jf. Danmarks internationale forpligtelser, burde meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de blev meddelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende reference ikke siden sin skilsmisse fra børnenes fader i 2007 havde boet sammen med ansøgerne, og at ansøgerne nu boede hos deres farfader. Udlændingenævnet tillagde det samtidig betydning, at den herboende reference ikke vidste, hvem der havde forældremyndigheden over børnene, og at det måtte formodes, at det var børnenes farforældre, der efter faderens død var tillagt forældremyndigheden over børnene og derved kunne bestemme, hvor børnene skulle opholde sig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte om, at ansøgernes 80-årige farfader var psykisk ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerne, at han dagligt slog dem, og at han ikke tillod børnene at ringe til den herboende reference, eller at komme ud når de ville, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference hverken under sin oplysnings- og motivsamtale eller i ansøgningerne om familiesammenføring fra oktober 2017 havde oplyst om disse forhold, men at oplysningerne først var fremkommet i forbindelse med klagen, hvorfor oplysningerne ikke kunne tillægges vægt. Udlændingenævnet fandt desuden, at det til støtte for klagen anførte om, at familien i Syrien havde økonomiske udfordringer, samt at samfundet i Syrien var utrygt og livstruende, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet dårlige sociale og økonomiske forhold i ansøgerens hjemland og forhold af asylretlig karakter ikke kunne danne grundlag for meddelelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med den herboende reference på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at den herboende reference aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2018/80.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 26-11-2018Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig thailandsk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i november 2012 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sin daværende danske ægtefælle efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, at parret i september 2014 var blevet skilt, hvorefter ansøgerens moder havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold indtil juli 2016, hvor hun var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af sin nuværende danske ægtefælle. Udlændingenævnet tillagde det i denne forbindelse vægt, at ansøgerens moder omtrent seks måneder herefter havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren i januar 2017. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at det fremgik af sagen, at ansøgeren aldrig havde haft kontakt med sin fader, at faderen havde forladt ansøgerens moder under graviditeten, og at ansøgerens moder efter det oplyste alene havde indgået ægteskab med faderen med henblik på at blive tillagt eneforældremyndighed over ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder havde bestået Prøve i Dansk 2 samt danskprøve på A1-niveau, at hun siden 2013 havde været i beskæftigelse, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/83.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. november 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 22-11-2018Udlændingenævnet omgjorde i november 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig kinesisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 20, under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 20. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens moder i maj 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, og at ansøgerens moder i juli 2017 havde indgivet en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark på vegne af ansøgeren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens moder siden februar 2015 havde haft eneforældremyndighed over ansøgeren, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, og at hun søgte at integrere sig i det danske samfund. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at moderens ægtefælle havde gennemført en uddannelse inden for IT, samt at ægtefællen havde fuldtidsbeskæftigelse som manager i en virksomhed, som han ejede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren havde integrationspotentiale og dermed mulighed for en vellykket integration her i landet. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/79.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juli 2018 – Børnesammenføring – Børn mellem 15 og 18 år
Dato: 12-07-2018Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bosnisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende moder blev meddelt opholdstilladelse her i landet i oktober 2007 som ægtefællesammenført. Hun fik i september 2017 tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, som var født i 2001. Ansøgeren søgte i september 2017 om familiesammenføring med sin moder. Det blev i forbindelse med ansøgningen anført, at ansøgerens fader havde været voldelig mod ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem moderen og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin moder siden 2007, hvor han var seks år, at moderen i 2007 valgte at udrejse af Bosnien-Hercegovina med sit ene barn med henblik på at tage varigt ophold i Danmark, og at ansøgeren siden 2007 alene havde set sin moder i forbindelse med hendes besøg i hjemlandet eller ansøgerens besøg i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen først næsten ti år efter, at hun blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med sin søn, og at ansøgeren var 16 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, hvor han havde boet frem til ansøgningstidspunktet, hvor han havde gået i skole, og hvor blandt andet hans fader og halvbroder boede. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens fader ikke ville tillade ansøgeren at flytte til Danmark, at faderen i september 2017 alligevel gav moderen forældremyndigheden over ansøgeren og angiveligt tilkendegav, at han ikke gad ansøgeren mere, og at faderens opholdssted angiveligt var ukendt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens moder ikke havde boet sammen i næsten ti år, og at ansøgeren i de år havde boet sammen med blandt andet sin fader og sin halvbroder, og at han efter det oplyste havde et godt forhold til sin faders nye ægtefælle, som havde passet ham, siden han var lille. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det i e-mail af maj 2018 blev oplyst, at ansøgerens fader var blevet separeret fra sin ægtefælle, at der derfor ikke længere var andre i husstanden end ansøgerens fader, og at ansøgeren ikke havde anden familie i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens fader var fængslet og dermed ikke kunne tage sig af sin søn, og at det således ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren var uden omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens fader efter det oplyste havde været den daglige forældremyndighedsperson for sin søn i Bosnien-Hercegovina, og at en angiven manglende vilje til fortsat at have denne rolle i forbindelse med en sag om familiesammenføring ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren burde meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i øvrigt vægt på, at ansøgeren var fyldt 16 år på ansøgningstidspunktet og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 17 ½ år, og derfor måtte antages at kunne tage vare på sig selv, og at han ikke havde behov for sine forældre i samme omfang som mindre børn. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at der ikke sås at være væsentlige hindringer for, at familielivet kunne udøves ved besøgsophold i samme omfang som tidligere, ligesom ansøgerens moder havde mulighed for at bidrage til ansøgerens forsørgelse i hjemlandet som hidtil. Udlændingenævnet fandt herudover, at det til sagen oplyste om, at ansøgerens fader slog ham og talte grimt til ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet fandt det i den forbindelse ikke tilstrækkeligt dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ud over ved en enkelt lejlighed havde været udsat for vold eller dårlig behandling fra sin faders side eller var i risiko for at blive det. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at der efter det oplyste var iværksat en lægelig undersøgelse af ansøgerens psykiske tilstand, idet han havde givet udtryk for selvmordstanker og en dårlig psykisk tilstand generelt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var fremlagt lægelig dokumentation for, at ansøgeren havde alvorlige psykiske problemer eller for, at disse i givet fald ikke ville kunne behandles i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens liv i hjemlandet angiveligt skulle være vanskeliggjort af, at han havde en muslimsk moder, og at han troede, at han kunne få et bedre liv i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne medføre en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt supplerende, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens moder mente, at hun i hjemlandet risikerede forfølgelse på grund af sin religiøse overbevisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen havde opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, og at opholdstilladelsen således ikke var givet på baggrund af en asylretlig vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at moderen, siden hun var rejst til Danmark i 2007, ifølge sagens oplysninger havde været tilbage i hjemlandet cirka to gange om året for at besøge sin søn. Udlændingenævnet fandt endelig, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter denne bestemmelse har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt således ikke, at der i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder hensynet til barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2018/20. -
Udlændingenævnets afgørelse af 20. juni 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 20-06-2018Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en mindreårig tyrkisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, under henvisning til ansøgerens fader, der var ægtefællesammenført, og Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark efter Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980.
Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i november 2017, at han var født i Tyrkiet, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder, at han havde haft syv års skolegang i Tyrkiet, at han talte tyrkisk og kurdisk, at han havde et familienetværk i Tyrkiet i form af sin moder, og at han således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin fader, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke forud for sin indrejse i oktober 2017 havde besøgt Danmark, og at han aldrig havde haft opholdstilladelse, men alene processuelt ophold under Udlændingestyrelsens behandling af sagen frem til marts 2018. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren gerne ville til Danmark, at ansøgerens forældre var ægtefæller, og at ansøgerens forældre delte forældremyndigheden over ham, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke fortsat kunne tage ophold i Tyrkiet hos sin moder. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens fader i februar 2000 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at han havde boet i Danmark i 17 år, at han efter det oplyste talte flydende dansk, at han ikke havde bestået danskprøve på A1-niveau, at han arbejdede 40 timer ugentligt, og at han ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens fader ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at ansøgerens fader kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller ikke havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerens fader havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, at han havde besøgt ansøgeren i Tyrkiet hver sommer i en til to måneder, at ansøgerens fader og ansøgeren havde set hinanden 16 til 17 gange, og at ansøgerens fader og ansøgeren havde telefonisk kontakt og kontakt via SMS, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens fader kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom han fortsat kunne bidrage til ansøgerens forsørgelse i Tyrkiet og udøve familielivet som hidtil via besøgsophold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det var ansøgerens faders og moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin moder i Tyrkiet, mens ansøgerens fader tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sin moder i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt tillige, at ansøgerens fader dermed havde valgt at udøve familielivet således, at han og ansøgeren skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af EMRK’s artikel 8. Udlændingenævnet fandt for det andet, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse her i landet, hvorfor han ikke havde opnået rettigheder efter artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren havde en afledt ret til ophold i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholdstilladelse i Danmark, var han ikke omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt for det tredje, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til stand still klausulen i Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet ikke kunne imødekommes. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at det var anført, at det følger af EU-Domstolens dom i sagen C-561/14, Genc, at tyrkiske statsborgere, der er økonomisk aktive, har adgang til familiesammenføring på de betingelser, der var gældende pr. 1. december 1980, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ligeledes ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var anført, at EU-Domstolen i sag C-561/14, Genc, i præmis 67 havde fastslået, at den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 16, udgør en ny begrænsning og ikke er begrundet, at der bliver fastsat en række kriterier for gennem nationale bestemmelser at hindre den frie bevægelighed af arbejdskraft, at ingen af disse er opfyldt, og at bestemmelsen som skønsmæssig, gør den uanvendelig. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen havde fundet, at sikringen af en vellykket integration af tredjelandsstatsborgere i Danmark kunne udgøre et tvingende alment hensyn. Udlændingenævnet lagde i forlængelse heraf vægt på, at ændringen af udlændingelovens § 9, stk. 16, havde til formål at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EU-retten. Udlændingenævnet fandt derfor endelig, at hverken EU-Domstolens afgørelser i Dogan eller Genc-sagerne eller Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, da der efter en konkret og individuel vurdering ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2018/56.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 18-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, til en mindreårig thailandsk statsborger. Ansøgerens herboende moder var meddelt opholdstilladelse i Danmark i marts 2017 under henvisning til sit ægteskab med en herboende dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgeren ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 12 år på ansøgningstidspunktet i juni 2017, at ansøgeren var født i Thailand, hvor hun havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil juli 2016, hvor moderen var indrejst i Danmark, og herefter med sin mormoder og morfader, at hun havde haft seks års skolegang i Thailand, at hun talte thai og lidt engelsk, at hun havde et familienetværk i Thailand i form af sin mormoder, morfader, søster, sin moders broder og sin fader, og at hun således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, ansøgeren fortsat kunne bo hos sin mormoder og morfader i Thailand. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at mormoderen skulle lide af fremskreden diabetes, at hun efter det oplyste havde mange gener, at hun ikke kunne gå, at hun ikke kunne tage sig af de daglige pligter, at morfaderen var betydeligt svækket af alderdom, og at mormoderen og morfaderen modtog 200 kr. om måneden i offentlig pension, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at forsørge familie, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren ikke havde boet sammen med sin fader, siden hun var seks år, at faderen ikke ville tage sig af hende, at faderen under skilsmissen efter det oplyste havde ytret, at han ikke evnede og ønskede at tage del i opdragelsen og forsørgelsen af ansøgeren, at hun ikke ønskede at bo hos sin fader, at faderen og ansøgeren kun havde sporadisk kontakt via Facebook, og at ansøgerens moder i forbindelse med skilsmissen havde fået tillagt forældremyndigheden over ansøgeren, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort eller dokumenteret, at ansøgeren ikke kunne tage ophold i Thailand hos sin fader. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens moder i marts 2017 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun havde bestået danskprøve på A1-niveau, at hun havde forsøgt at finde arbejde, men at det ikke var lykkedes, at hun i samarbejde med kommunen var i gang med at undersøge muligheden for at starte selvstændig virksomhed fra familiens hjem, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid, og at hendes ægtefælle nu var pensioneret. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke i sig selv kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun kunne opveje ansøgerens meget begrænsede tillknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom hun ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, at hun havde fået mange nye venner, at hun var vellidt i skolen, at hun fulgte den almindelige sjette klasse og befandt sig godt i klassen, at hun var respekteret og vellidt af sine klassekammerater, at hun i frikvartererne var aktiv og indgik i leg, at hun gradvis tilegnede sig sproget, at hun var stabil med sin skolegang, og at hun havde et stort passivt ordforråd, ikke kunne føre til et andet udfald, da ansøgeren herved ikke kunne antages at have opnået en sådan stærk tilknytning til Danmark, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 16, kunne anses for at være opfyldt. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgerens moder havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at ansøgeren og ansøgerens moder, mens ansøgeren boede i Thailand, havde kontakt med hinanden dagligt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens moder kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgeren som hidtil, ligesom ansøgerens moder fortsat kunne bidrage til hendes forsørgelse i Thailand. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens moders eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand, mens ansøgerens moder tog ophold i Danmark, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo sammen med sine bedsteforældre i Thailand. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens moder dermed havde valgt at udøve familielivet således, at ansøgeren og ansøgerens moder skulle leve adskilt. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet ansøgeren var født og opvokset i Thailand, hvor hun havde gået seks år i skole, og hvor hendes mormoder, morfader, søster, hendes moders broder og hendes fader fortsat var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonventions artikel 3 efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/33. -
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 18-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to mindreårige thailandske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, under henvisning til ansøgernes moder, der var ægtefællesammenført.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis 13 år og 10 år på ansøgningstidspunktet, at de var født i Thailand, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde haft henholdsvis seks og fire års skolegang i Thailand, at ansøgerne udover at talte dansk talte thai og engelsk, og at ansøgerne havde familienetværk i Thailand, da ansøgernes morfader samt den herboende moders tre søskende boede i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne, siden moderen var indrejst i Danmark i 2013, havde boet hos deres bedsteforældre i Thailand, at det af ansøgernes visumansøgning fra 2015 fremgik, at de boede sammen med mormoderen og morfaderen, og at ansøgerne således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til deres moder i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet. Det forhold, at ansøgernes mormoder var afgået ved døden, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner, idet de udover deres fader havde en morfader og tre mostre/onkler i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne ikke havde boet sammen med faderen, siden de var henholdsvis fire år og halvandet år, og at faderen ikke ønskede at have kontakt med ansøgerne, da han havde stiftet ny familie, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner i Thailand. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at den herboende moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun herved kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at moderen var født og opvokset i Thailand, og at hun først havde fået opholdstilladelse og var indrejst i Danmark som 31-årig i april 2013. Det forhold, at moderen havde bestået Prøve i Dansk 1, at hun siden august 2013 have arbejdet mellem otte og ti timer om ugen, og at hun havde bestået kursus i danske samfundsforhold og dansk kultur og historie i efteråret 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv kunne føre til, at moderen dermed kunne antages at have opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at det opvejede ansøgernes manglende tilknytning til landet. Det forhold, at moderens ægtefælle var dansk statsborger, og at han siden april 2001 havde arbejdet fuldtid som teamleder og accountmanager og oversætter, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at moderen ønskede at færdiggøre sin danskuddannelse, at hun og hendes ægtefælle ønskede at få etableret et samliv i Danmark, og at det hele tiden havde været hensigten, at ansøgerne skulle tilslutte sig moderen, efter at hun havde etableret sig i Danmark og sørget for en sikker og stabil tilværelse, ikke i sig selv kunne føre til, at udlændingelovens § 9, stk. 16, skulle fraviges. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at moderen havde forsørget ansøgerne i Thailand, at moderen dagligt havde kontakt via telefon, Skype og Messenger med ansøgerne, at hun havde besøgt ansøgerne fire gange efter sin udrejse af Thailand, og at ansøgerne havde besøgt moderen i Danmark to gange, henset til sagens samlede omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort, siden hun frivilligt var indrejst i Danmark, ligesom hun fortsat kunne bidrage til ansøgernes forsørgelse. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne hos sine forældre i Thailand, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos morfaderen i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne havde gået i skole i Danmark siden april 2016, hvor ansøgerne var aktive og deltagende, at ansøgerne var glade for at gå i skole, at ansøgerne var blevet mærkbart bedre til dansk, at den ene af ansøgerne skulle modtage undervisning i dansk og matematik på prøve i 6. klasse, at den anden ansøger var i gang med at blive udsluset til 4. klasse, at ansøgerne havde fritidsinteresser, og at ansøgerne havde fået venner og et godt forhold til deres ”bonusbedsteforældre”, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at der var henvist til børnenes tarv. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration
Dato: 18-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en mindreårig filippinsk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende moder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet i juni 2016, at han var født i Filippinerne, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil 2011 og herefter med sin mormoder, at han havde haft syv års skolegang, at han talte tagalog/hiligaynon og engelsk, at han havde et familienetværk i Filippinerne i form af sin mormoder, sin moster, som indrejste sammen med ham i Danmark på et Schengenvisum, og sin fader, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos mormoderen i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at mormoderen havde fået konstateret bronkial astma, diabetes type 2 og akut hypertension, at hun blev anbefalet hvile og ikke at indgå i energiske og anstrengende fysiske og mentale aktiviteter, at der var risiko for, at hun fik slagtilfælde, hvorfor hun tillige blev anbefalet, at hun skulle opholde sig i et stressfrit miljø, og at hun således ikke var i stand til at forsørge eller opdrage ansøgeren, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgeren angiveligt ikke havde set sin fader, siden han blev født, at faderen ikke ønskede at have nogen form for kontakt med ansøgeren, og at han havde overdraget forældremyndigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens fader havde medvirket til ansøgerens opholdssag. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 15 år, og at han således ikke kunne antages at have behov for forældre eller andre omsorgspersoner i samme omfang, som yngre børn har. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke siden 2011 havde boet sammen med sin moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at moderen var indrejst i Danmark i februar 2015, at hun i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 36 timer ugentligt som produktionsmedarbejder i fødevareindustrien, at hun siden august 2016 havde arbejdet som køkkenhjælp 16 timer ugentligt, at hun havde bestået danskprøve på A2-niveau, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, og at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid som chauffør siden 2006. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, og at han skulle have fået en omgangskreds i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald. Det forhold, at moderen havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at hun og ansøgeren havde haft kontakt med hinanden via telefon, Skype og Viber, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom hun fortsat kunne bidrage til hans forsørgelse i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin mormoder i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at han fortsat kunne bo sammen med sin mormoder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at moderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hun og ansøgeren skulle leve adskilt. Det anførte om, at moderen ventede med at ansøge om familiesammenføring med ansøgeren til et år og tre måneder efter, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, idet hun ville stabilisere sit forhold til sin ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald på baggrund af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/36.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2018 – Børnesammenføring – Barnets tarv – Danmarks internationale forpligtelser – Vold
Dato: 06-03-2018Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til to tyrkiske statsborgere, der var søstre og født henholdsvis i maj 2001 og i januar 2003 under henvisning til, at der ikke var mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet, og at der ikke forelå ganske særlige grunde.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse, idet det ville være i strid med barnets tarv og Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne ikke havde slægtninge i hjemlandet, som de kunne bo hos, idet ansøgernes faders opholdssted ikke var kendt, og idet ansøgernes farmoder på grund af alder ikke havde mulighed for at forsørge dem og have dem boende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der til sagen var blevet oplyst om vold i familien, som ansøgerne var blevet udsat for. FAM/2018/4.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet