Nægtelse af forlængelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. marts 2015 – Ægtefællesammenføring – Nægtelse af forlængelse
Dato: 06-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse meddelt på baggrund af ægteskab vedrørende en marokkansk statsborger. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013. Det fremgik af opholdstilladelsen, at denne var betinget af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. I juni 2013 underskrev ansøgeren og hendes ægtefælle en ansøgning om kontanthjælp, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med august 2014, mens hendes herboende ægtefælle modtog kontanthjælp fra juni 2013 til og med november 2014, hvorefter han modtog folkepension.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab, og at det var en betingelse for opholdstilladelsen, at hun og hendes herboende ægtefælle ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik i tiden, indtil hun kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, 2. pkt. Udlændingenævnet lagde til grund, at parret havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik under ansøgerens ophold i Danmark, idet det fremgik af eIndkomst, at både ansøgeren og hendes herboende ægtefælle siden juni 2013 havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at advokaten i sin klage havde anført, at ansøgerens kommune ikke havde opfyldt sin forvaltningsretlige pligt til at vejlede om konsekvensen af, at parret modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt dog, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen uanset om den pågældende kommune havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtigelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hendes ægtefælle, da hun blev meddelt opholdstilladelse i april 2013, i afgørelsen blev vejledt om, at hendes opholdstilladelse var betinget af, at hverken hun eller hendes ægtefælle modtog kontanthjælp frem til, at hun blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, og at parret i juni 2013 – mindre end tre måneder senere – begge underskrev en ansøgning om kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt på den baggrund som følge af, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitiks § 25, at en af betingelserne for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og tilladelsen kunne derfor nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne personlige, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det ville være uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle samt parrets to fællesbørn til at indrejse og tage ophold i Marokko for dér at udøve familielivet, hvor ansøgeren var født og opvokset og havde sin moder. Det blev i den forbindelse bemærket, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en ubetinget ret til at vælge, hvilket land familielivet skal udøves i. Det forhold, at advokaten havde oplyst, at ansøgerens herboende ægtefælle ikke kunne opnå opholdstilladelse som familiesammenført i Marokko, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke ansås for at være godtgjort, at ansøgerens herboende ægtefælle og fællesbørnene efter en konkret og fuldt oplyst ansøgning herom til de marokkanske myndigheder ville være afskåret fra at kunne opnå opholdstilladelse i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren – såfremt hendes herboende ægtefælle efter en konkret ansøgning måtte blive meddelt afslag på en konkret og fuldt oplyst ansøgning om opholdstilladelse i Marokko – ville have mulighed for at anmode om, at sagen skulle genoptages af Udlændingenævnet med henblik på en fornyet vurdering af, hvorvidt Danmark i givet fald ville kunne anses for nærmest til at beskytte det mellem ansøgeren og hendes herboende ægtefælleetablerede familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Marokko, idet hun først i en alder af knap 34 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun ikke udover sin ægtefælle og parrets to fællesbørn havde anden familie i Danmark, og at der ikke var oplyst om sådanne helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at en nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses som særligt belastende. Det forhold, at parret havde to fællesbørn, der var født i Danmark henholdsvis i marts 2012 og i maj 2013, der begge var statsløse, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at børnene som følge af deres unge alder og længden af deres ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at det under henvisning hertil måtte anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at børn normalt først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års ophold her i landet. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde et mindreårigt særbarn, som advokaten havde anført, at den herboende ægtefælle havde et fast, jævnligt og tilstrækkeligt samvær med, og at dette særbarn angiveligt havde oplyst, at han overnattede hos sin fader en-to gange om måneden, at han derudover havde samvær med sin fader en-to gange om ugen typisk i weekenden eller ferie, at han udover dette snakkede med sin fader eller så ham kort flere gange om ugen, og at han desuden sov hos sin fader, hvis han havde været oppe og skændes med sin moder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at samværet – selv hvis det anførte kunne lægges til grund – havde et begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at den herboende ægtefælles samvær med sit særbarn ikke havde en sådan karakter og et sådant omfang, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ville kunne anses for at være særligt belastende, og at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5, kunne fraviges under henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i 2013, at hun havde startet selvstændig virksomhed, at hun var ved at lære dansk, og at hun efter det oplyste havde bestået en del af danskuddannelsen, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette ikke var tilstrækkeligt til at anse en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse for særligt belastende. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og hendes herboende ægtefælle og parrets fællesbørn til at udøve familielivet i Marokko. FAM/2015/87.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse
Dato: 26-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en pakistansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at hun og hendes ægtefælle frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til ansøgeren ikke måtte modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller efter integrationsloven. I januar 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin tidsbegrænsede opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, og i den forbindelse oplyste klageren, at hun ikke modtog kontanthjælp, og at hun siden opholdstilladelsens meddelelse ikke havde modtaget kontanthjælp. Klagerens ægtefælle oplyste samtidig, at han heller ikke modtog eller havde modtaget kontanthjælp, siden ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. I februar 2014 modtog Udlændingestyrelsen et skema til indberetning af udbetaling af offentlige ydelser til ægtefællesammenført eller referencen fra klagerens bopælskommune, hvoraf det fremgik, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik på knap 6.000 kr. om måneden, og at klageren forud for udbetaling af ydelsen var underrettet om de mulige konsekvenser heraf, herunder muligheden for inddragelse og nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse. Vedrørende klagerens ægtefælle fremgik det af eIndkomst, at han i perioderne fra februar 2014 til maj 2014, fra juli 2014 til august 2014 og fra oktober 2014 til december 2014 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klagerens bopælskommune over for Udlændingestyrelsen havde oplyst, at klageren siden november 2013 havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, og at bopælskommunen havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden november 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren og dennes ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt processuelt ophold i februar 2010 i en alder af 24 år, at hun blev meddelt opholdstilladelse i juli 2010 på baggrund af sit ægteskab, og at hun således på afgørelsestidspunktet alene havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år og seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren efter det oplyste kunne tale, læse og skrive dansk, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt således, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, hvorfra hun var indrejst i Danmark som 24-årig, og hvor hendes søskende og forældre var bosat. FAM/2015/10.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Vold – Børn
Dato: 21-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en opholdstilladelse til en kenyansk statsborger og dennes to børn, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i januar 2013. Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren boede sammen med sin ægtefælle. Klagerens to børn fik i juli 2013 opholdstilladelse under henvisning til klageren. Børnenes opholdstilladelse var betinget af, at klageren var fastboende i Danmark. Børnene indrejste i Danmark i august 2013. I maj 2014 oplyste klagerens ægtefælle, at han havde søgt om separation fra klageren. Ved udateret notat fra Udlændingestyrelsen fremgik det, at ægtefællen havde oplyst, at han ikke længere boede på samme adresse som klageren. Klageren fremsendte efterfølgende til Udlændingestyrelsen et brev, hvorved der var vedlagt et brev fra et krisecenter for kvinder, hvoraf det fremgik, at ægtefællen havde været psykisk voldsom overfor klageren og hendes børn, og at han én gang havde været fysisk voldelig overfor hende. Af skema modtaget i Udlændingestyrelsen i juli 2014 fremgik det, at ægtefællen flyttede fra den fælles bopæl i juni 2014, og at samlivsophøret skyldtes, at klageren og hendes børn ikke ville fraflytte bopælen, og at klageren var bange for sin ægtefælle. I oktober 2014 nægtede Udlændingestyrelsen at forlænge klagerens og hendes børns opholdstilladelser. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i samme måned, og ægteparret blev skilt i december 2014.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var til stede. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at klageren ikke samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og at parret i december 2014 blev skilt. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i januar 2013 på baggrund af hendes ægteskab i en alder af 35 år, og at hun alene havde opholdt sig i Danmark i under to år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2, at hun var i gang med en SOSU-uddannelse, at hun hjalp ældre på et plejehjem og sang i et kirkekor. Udlændingenævnet fandt, at der ikke herved var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt således, at klageren måtte antages at have en væsentlig tilknytning til sit hjemland, hvor hun var statsborger, og hvorfra hun var indrejst til Danmark som 35-årig. Det forhold, at klageren havde to børn i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet bemærkede, at det først er efter seks til syv års ophold i Danmark, at et barn kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelserne for at opnå opholdstilladelse er opfyldt. Det af klageren anførte om, at hun var bange for sin ægtefælle, kunne ikke i sig selv føre til, at en inddragelse af hendes opholdstilladelse måtte antages at være særligt belastende. Udlændingenævnet bemærkede, at samlivsophøret skyldtes, at klagerens ægtefælle valgte at fraflytte parrets fælles bopæl og søge om separation og skilsmisse. Uanset om det måtte lægges til grund, at klageren havde været udsat for vold af sin ægtefælle, kunne dette ikke føre til en ændret vurdering henset til det oplyste om årsagen til samlivsophævelsen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til lovbemærkningerne til udlændingelovens § 19, stk. 7, hvoraf det fremgår, at en udlænding selv skal godtgøre, at voldsudøvelsen har været den reelle årsag til, at udlændingen ikke længere kan samleve med sin ægtefælle. Det forhold, at klagerens datter havde henvendt sig til politiet i juni 2014, og at politiet blev tilkaldt i juli 2014, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ægtefællen allerede havde ophævet samlivet på daværende tidspunkt. Udlændingenævnet fandt herudover, at klagerens børns opholdstilladelser kunne nægtes forlænget, idet Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at klageren var fastboende i Danmark, da hendes opholdstilladelse samtidig blev nægtet forlænget. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at der ikke forelå sådanne personlige eller helbredsmæssige forhold, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klagerens børn. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at datteren og sønnen havde deltaget i værkstedskursus i henholdsvis september 2014 og november 2014 og gik i dansk skole. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, og lagde til grund, at børnene grundet deres kortvarige ophold i Danmark ikke kunne antages at have opnået en særlig tilknytning til Danmark, men havde bevaret en særlig tilknytning til deres hjemland Kenya, hvorfra børnene indrejste i Danmark som henholdsvis 15- og 13-årig. FAM/2015/7.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. november 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse – Beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang
Dato: 10-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Pakistan. Styrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at ansøgeren inden for de sidste 12 måneder forud for afgørelsen ikke havde været i beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang som foreskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren havde gjort gældende, at han 12 måneder forud for styrelsens afgørelse gennemsnitligt havde været beskæftiget omkring 65 timer om måneden, og at han dermed havde arbejdet i mere end ti timer om ugen. Ansøgeren havde endvidere anført, at han i en periode havde arbejdet som frivillig.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i forarbejderne til udlændingelovens § 9 a, stk. 9, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i en periode var uden job, og at antallet af ugentlige arbejdstimer i en anden periode ikke var veldokumenteret. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den faktisk præsterede ugentlige arbejdstid set i forhold til de respektive måneders antal dage ikke udgjorde beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang, idet ansøgeren i visse perioder ikke havde opfyldt minimumskravet om beskæftigelse i mindst ti timer ugentligt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ud fra en formålsfortolkning af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, måtte lægges til grund, at der skulle være tale om lønnet beskæftigelse, og at ansøgerens frivillige arbejde derfor ikke skulle indgå i vurderingen af, om ansøgeren havde været i beskæftigelse i et ikke ubetydeligt omfang. Udlændingenævnet fandt på den baggrund ikke grundlag for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen. ERH/2014/207.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Manglende opfyldelse af betingelser for opholdstilladelse
Dato: 18-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en libanesisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i december 2006 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab. Opholdstilladelsen blev i henholdsvis oktober 2009 og oktober 2010 forlænget på baggrund af samvær mellem klageren og dennes og klagerens nu tidligere ægtefælles mindreårige fællesbarn. Opholdstilladelsen var blandt andet betinget af, at fællesbarnet boede i Danmark, og at ansøgeren fortsat udøvede samvær med fællesbarnet. Den seneste forlængelse var gyldig frem til april 2014. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at fællesbarnet i juli 2012 udrejste af Danmark. Udlændingestyrelsen bad klageren om at udtale sig om dette og oplyse om sin tilknytning til Danmark. Klageren oplyste i foråret 2014, at han ikke havde gennemført danskundervisning, at han havde haft arbejde i Danmark syv år tidligere, at han ikke havde fritidsinteresser, deltog i foreningsliv eller lignende, samt at han havde familiemedlemmer i Danmark udover fællesbarnet. Klageren oplyste endvidere, at han indenfor en periode på fire uger havde samvær med fællesbarnet fire dage, at samværet var regelmæssigt, og at fællesbarnet midlertidigt var rejst til Marokko, med sin moder, hvor fællesbarnet skulle opholde sig cirka ét år. Udlændingestyrelsen nægtede i juni 2014 at forlænge klagerens opholdstilladelse under henvisning til, at klagerens samvær med fællesbarnet var ophørt som følge af fællesbarnets udrejse af Danmark i juli 2012. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen oplyste klageren, at han i syv år havde været selvstændig erhvervsdrivende i Danmark. Det fremgik af CVR, at klagerens virksomhed blev registreret i september 2009 og afregistreret i august 2012, og at det af den fremsendte dokumentation og det elektroniske indkomstregister eIndkomst fremgik, at klageren havde fremsendt en faktura for rengøring i marts 2014 og havde lønindkomst i fem måneder i 2008.
Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren udøvede samvær med sit og sin tidligere ægtefælles fællesbarn på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2014, hvorfor betingelserne for hans opholdstilladelse ikke længere var til stede. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra Det Centrale Personregister, at fællesbarnet var udrejst af Danmark til Marokko i juli 2012. Som følge af samværsophævelsen var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere opfyldt, og opholdstilladelse kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren var født og opvokset og havde tilbragt en stor del af sit voksenliv i Libanon, og at klageren først i en alder af 32 år blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at han ikke kunne anses for at have opnået en særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse som familiesammenført i cirka syv og et halvt år, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse, ligesom nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse ikke på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse kunne anses for at virke særligt belastende for ham. For så vidt angår klagerens arbejdsmæssige tilknytning til Danmark, bemærkede Udlændingenævnet, at hans selvstændige virksomhed ud fra de foreliggende oplysninger måtte anses for at have været af begrænset omfang. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han led af sukkersyge, forhøjet blodtryk og en leversygdom, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for, at han led af disse sygdomme, og at klageren, uanset at han måtte kunne dokumentere at lide af disse sygdomme, ikke kunne få forlænget sin opholdstilladelse, idet der ikke herved var tale om sådanne sygdomme, der kunne begrunde en forlængelse af opholdstilladelsen. FAM/2014/183.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 5. september 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Erhverv – Greencardordningen
Dato: 05-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Pakistan.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren hverken opfyldte betingelsen for forlængelse efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, om at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang på tidspunktet for afgørelsen om forlængelse eller efter udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, om at have været i fast beskæftigelse af et vist omfang og blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder før tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om forlængelse under henvisning til ansøgerens ansættelse i en amerikansk virksomhed. Udlændingenævnet lagde vægt på, at der ud fra en formålsfortolkning af greencardordningen vedrørende beskæftigelseskravet skal være tale om et lønnet ansættelsesforhold i en herværende virksomhed. Ansøgerens beskæftigelse hos en amerikansk virksomhed kunne derfor ikke indgå i beregning af beskæftigelseskravet i medfør af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at arbejdet var udført fysisk i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ændrede ved det forhold, at ansøgeren var beskæftiget hos en amerikansk virksomhed, hvorfra vederlaget for arbejdet ligeledes blev udbetalt som honorar. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde anført at være skattepligtig i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da vurderingen af, om en person er skattepligtig i Danmark, blandt andet beror på, hvor personen har bopæl og er uafhængigt af en persons opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik ved opslag i eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft beskæftigelse af et væsentligt omfang i Danmark, idet ansøgeren kun havde været i beskæftigelse i Danmark i i alt 13 timer i de 12 måneder forud for ansøgningstidspunktet, og at opholdstilladelsen på baggrund af greencardordningen således ikke kunne forlænges i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det forhold, at ansøgeren havde forsøgt at integrere sig i Danmark, ikke ændrede ved, at ansøgeren havde været ansat i en amerikansk virksomhed. ERH/2014/93.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2014 – Erhverv – Greencardordningen – Nægtelse af forlængelse
Dato: 15-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 3, til en statsborger fra Tyrkiet. Ansøgeren fik i august 2002 første gang opholdstilladelse i Danmark som studerende. Herefter blev han i januar 2005 meddelt opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse, og i juni 2010 blev han meddelt opholdstilladelse efter greencardordningen gyldig indtil december 2010 henset til, at hans pas udløb. I juni 2011 blev hans opholdstilladelse forlænget indtil juni 2013. Det fremgik udtrykkeligt af tilladelsen, at den var betinget af, at ansøgeren ikke modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Endvidere fremgik det, at der var tale om en løbende betingelse, der således skulle være opfyldt hele tiden, da ansøgeren ellers ville kunne miste sin opholdstilladelse. I juni 2013 indgav ansøgeren en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering anmodede i september 2013 ansøgeren om information om og dokumentation for hans arbejde. Senere i september 2013 oplyste en repræsentant fra Døves Kirke på vegne af ansøgeren, at han i starten af september 2013 havde fået en blodprop i hjertet og siden havde haft uregelmæssig hjerterytme samt angstanfald, som bevirkede, at han ikke havde overskud, havde koncentrationsbesvær og ikke måtte udføre fysisk aktivitet. Af lægelige oplysninger vedrørende ansøgeren fremgik det, at ansøgeren ikke havde haft en blodprop, men at han blev indlagt med hurtig arterieflagren, at ansøgeren senere i september 2013 samt i november 2013 og december 2013 havde været indlagt på grund af alkoholoverforbrug, og at ansøgeren i december 2013 og januar 2014 havde været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af hypomania. I december 2013 afslog Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering at forlænge ansøgerens opholdstilladelse henset til, at han siden oktober 2011 havde modtaget kontanthjælp.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren som greencardindehaver ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 9 a, stk. 3, 1. pkt., om ikke at modtage hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, da ansøgeren siden oktober 2011 havde modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde vægt på, at opholdstilladelser efter greencardordningen er betinget af, at udlændingen ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, at dette udtrykkeligt fremgik af afgørelsen fra juni 2011, hvorved Udlændingeservice forlængede ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen, samt at der ikke blot havde været tale om enkeltstående beløb, der ikke direkte relaterede sig til ansøgerens forsørgelse. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde været indlagt på somatisk såvel som psykiatrisk afdeling. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgerens sygdomsforløb ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren siden Udlændingeservices afgørelse i al væsentligt havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp, og det er en løbende betingelse for tilladelsen, at udlændingen ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. ERH/2014/74.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. august 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse
Dato: 13-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en egyptisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren blev i december 2010 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med sin herboende ægtefælle. Denne opholdstilladelse var gyldig til september 2012. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at han var gift med sin ægtefælle, og at parret levede sammen på fælles bopæl. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren i juni 2012 første gang fraflyttede parrets fælles bopæl. I juli 2012 ansøgte ansøgeren om forlængelse af sin opholdstilladelse. Ifølge Det Centrale Personregister flyttede parret i juli 2013 igen sammen på fælles bopæl. På den baggrund besluttede Udlændingestyrelsen at viderebehandle ansøgerens ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens ægtefælle fraflyttede parrets fælles bopæl i december 2013. Udlændingestyrelsen bad ansøgeren udtale sig om dette og oplyse om sin tilknytning til Danmark. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han talte, læste og skrev dansk, at han var under uddannelse, som han forventede at færdiggøre i juni 2014, at han var ansat i en deltidsstilling, og at hans mor og søskende var bosiddende i Egypten. Udlændingestyrelsen nægtede i maj 2014 at forlænge ansøgerens opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke længere samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgerens og hans ægtefælle i maj 2014 på ny havde genoptaget samlivet på fælles bopæl.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke samlevede på fælles bopæl med sin ægtefælle, da parret i perioden fra december 2013 til maj 2014 havde ophævet samlivet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at parret samme dato, som Udlændingestyrelsens afgørelse var dateret, igen blev registreret på fælles bopæl – og således efter det oplyste havde genoptaget samlivet – ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke var tale om en kortvarig samlivsophævelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at der forelå sådanne omstændigheder, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark, herunder at han fik opholdstilladelse i december 2010, og at han på det tidspunkt, hvor parret sidste gang havde ophævet samlivet, kun havde opholdt sig i Danmark i to år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren var i gang med uddannelsen ”IT-technology program” på KEA, og at ansøgeren siden september 2012 havde været ansat i en deltidsstilling hos McDonalds A/S. Udlændingenævnet fandt dog, at disse forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde til grund, at en nægtelse af forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse på baggrund heraf ikke kunne antages at være særligt belastende for ansøgeren. FAM/2014/136.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Erhverv – Greencardordningen
Dato: 27-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1, til en statsborger fra Pakistan. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde meddelt ansøgeren afslag, idet ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse i omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse. Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde endvidere fundet, at den omstændighed, at ansøgerens opholdstilladelse havde været bortfaldet, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet ansøgerens beskæftigelse i den periode, som ansøgeren havde opholdt sig i Danmark, ikke opfyldte betingelsen om fast beskæftigelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles forlængelse af sin opholdstilladelse i Danmark efter greencardordningen. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang, idet ansøgeren alene havde haft lønindkomst i fire måneder inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse. Det indgik i Udlændingenævnes vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen bortfaldt grundet manglende indrejse i Danmark inden for seks måneder fra udstedelsen af opholdstilladelsen, at ansøgeren – mere end et år fra ansøgningens indgivelse og efter ansøgerens gentagne rykkere herom – blev meddelt dispensation fra bortfald, idet ansøgeren ikke var blevet vejledt tilstrækkeligt om reglerne for bortfald i forbindelse med meddelelsen af opholdstilladelsen, og at Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering havde beklaget den manglende vejledning og den lange sagsbehandlingstid i forbindelse med dispensationsansøgningen. Udlændingenævnet fandt dog, at dette forhold ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings lange sagsbehandlingstid i forbindelse med ansøgningen om dispensation fra bortfald ikke kunne føre til, at reglerne om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencard¬ordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, ikke skulle opfyldes. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering ved at meddele ansøgeren dispensation fra bortfald efter udlændingelovens § 17, stk. 3, havde rettet op på den manglende vejledning om reglerne for bortfald af opholdstilladelsen, herunder at udlændingelovens § 17, stk. 3, indeholder hjemmel til at dispensere fra bortfald af en opholdstilladelse, men ikke til at fravige betingelserne i en forlængelsessituation. Udlændingenævnet henså endvidere til, at ansøgeren alene havde været i beskæftigelse i knapt fire måneder i perioden fra afgørelsen om dispensation fra bortfald til Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afslag på forlængelse af opholdstilladelsen, samt at ansøgeren i perioden fra meddelelsen om dispensation fra bortfald til Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afslag på forlængelse valgte at udrejse af Danmark i godt seks uger. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at ansøgeren efter en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse om forlængelse. ERH/2014/99.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. juni 2014 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 12-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse fra juni 2013 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring tolv måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra den 15. juli 2012 til den 14. august 2012 havde været syg, at ansøgeren i perioden fra den 15. september 2012 til den 14. oktober 2012 havde været syg, at ansøgeren den 5. december 2012 fik stillet diagnosen lungebetændelse, som ansøgeren var i behandling for frem til den 2. januar 2013, hvorfor ansøgeren i de nævnte perioder ikke var i stand til at være i beskæftigelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i månederne juli 2012, august 2012, oktober 2012, november 2012, december 2012, marts 2012 og april 2013 havde arbejdet mindre end ti timer ugentligt, og at ansøgeren i månederne januar 2013 og februar 2013 ingen lønindkomst havde, hvilket ansøgeren vedkendte sig. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde lidt af helårssnue, og derfor ifølge ansøgeren selv ikke var i stand til at arbejde. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af dokumentationen i sagen, at 25% af befolkningen lider af helårssnue i større eller mindre grad, at symptomerne kan lettes ved behandling, og at ansøgerens læge ikke havde sygemeldt ansøgeren, hvorfor det ikke kunne anses for dokumenteret, at ansøgeren havde lidt af helårssnue i en sådan grad, at dette kunne begrunde ansøgerens fravær fra arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet lagde vedrørende ansøgerens sygdomsperiode med lungebetændelse vægt på, at denne sygemelding udgjorde en så beskeden del af perioden på tolv måneder forud for styrelsens afgørelse, at det samlet set ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til, at sygdommen alene kunne begrunde, at ansøgeren var uden indkomst i den dokumenterede sygdomsperiode. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren havde været ansat som løsarbejder, og derfor ikke kunne anses for at have været sygemeldt inden for rammerne af et fast ansættelsesforhold, og at ansøgeren – uanset omfanget af hans beskæftigelse i de seneste tolv måneder forud for styrelsens afgørelse – i øvrigt ikke havde været i fast beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen ikke kunne forlænges efter betingelserne i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, da ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder forud for tidspunktet for ansøgningens indgivelse i Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering. ERH/2014/101.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet