Nægtelse af forlængelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. maj 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 12-05-2016Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Pakistan. Ansøgeren havde i ansøgningsskemaet oplyst, at han i perioden fra primo oktober 2014 til ultimo marts 2015 og igen fra medio april 2015 til ultimo oktober 2015 havde arbejdet 31 timer om ugen som IT medarbejder. Ansøgeren indsendte i forbindelse med sagens behandling ansættelseskontrakter for disse ansættelser, hvoraf det fremgik, at begge ansættelser var sket med løntilskud. Ansøgeren havde oplyst og dokumenteret, at han primo september 2015 var blevet ansat på fuldtid som produktions-/montagearbejder. Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelse ultimo oktober 2015. Ansøgeren havde til støtte for klagen anført, at det ikke fremgår nogen steder, at man ikke må være ansat med løntilskud, og at ansøgeren på styrelsens opfordring havde taget kontakt til jobcentret, som ikke havde informeret om, at han ikke kunne tage arbejde med løntilskud.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ansættelser i perioderne fra primo oktober 2014 til ultimo december 2014, fra medio april 2015 til medio juli 2015 og fra primo august 2015 til ultimo oktober 2015 havde været med løntilskud. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til greencardordningen, at løn- og ansættelsesvilkår skal svare til de overenskomstmæssige vilkår eller på anden måde være sædvanlige for det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren ikke havde fået at vide af jobcentret, at han ikke kunne tage ansættelse med løntilskud, idet ansættelse med løntilskud ikke udgør beskæftigelse på ordinære vilkår, da der er tale om et beskæftigelsesrettet tiltag med henblik på at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet. Desuden henviste Udlændingenævnet til, at ansøgeren ikke havde kontaktet udlændingemyndighederne med henblik på at afklare, om ansættelse med løntilskud ville kunne føre til en forlængelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde været ansat på fuldtid siden primo september 2015, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da udlændingen skal have været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse. ERH/2016/56.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. april 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 20-04-2016Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen under henvisning til, at han ikke opfyldte betingelsen om at have været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang inden for de sidste tolv måneder forud for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra januar 2016. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på karakteren af ansøgerens sygdom, og at han ultimo juni 2015 blev opereret for en tumor i hjernen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst, at ansøgeren grundet sygdom var på orlov i hjemlandet fra ultimo januar 2015 til primo april 2015, og at han ifølge en udtalelse fra en speciallæge i almenmedicin var tilladt at tage tilbage til hjemlandet for at hvile blandt andet efter operationen ultimo juni 2015. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at ansøgeren efterfølgende var vendt tilbage til sin stilling hos sin arbejdsgiver. Udlændingenævnet tilbagesendte på den baggrund sagen til fornyet behandling i Styrelsen for International Rekruttering og Integration, således at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse var opfyldt. ERH/2016/50.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. april 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Erhverv – Sædvanlige lønvilkår
Dato: 07-04-2016Udlændingenævnet omgjorde i april 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Ukraine, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 6. Ansøgerens opholdstilladelse var betinget af, at han var ansat på sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Ansøgeren havde til ansøgningen fremlagt lønsedler og kontoudtog som dokumentation for, at han oppebar en bruttoløn, der var i overensstemmelse med hans ansættelseskontrakt. Ansøgeren var imidlertid blevet trukket i løn for afholdt ferie i henholdsvis december 2013, januar 2014, juni 2014 og september 2014.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse, for så vidt angik vurderingen af, om betingelserne for bruttoløn og feriegodtgørelse i ansøgerens ansættelseskontrakt var overholdt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af de fremsendte lønsedler for perioden fra december 2013 til december 2014, at ansøgeren havde oppebåret en bruttoløn svarende til vilkårene i hans ansættelseskontrakt, at der var indbetalt 12,5 procent af lønnen i feriepenge, og at det var dokumenteret, at ansøgeren havde fået udbetalt feriepenge. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren medio januar 2015 over for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde oplyst, at han i perioden fra december 2013 til december 2014 havde afholdt i alt fem ugers ferie, hvorefter der var sket løntræk i den udbetalte løn. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at de pågældende løntræk for afholdt ferie i henholdsvis december 2013, januar 2014, juni 2014 og september 2014 ikke var uoverensstemmende med ansøgerens ansættelseskontrakt henset til, at bruttolønnen i den pågældende periode var i overensstemmelse med ansøgerens ansættelseskontrakt, ligesom der i den pågældende periode var sket indbetaling til FerieKonto i overensstemmelse med det aftalte. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse var opfyldt. ERH/2016/52.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 01-02-2016Udlændingenævnet omgjorde i februar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, til en nigeriansk statsborger. Ansøgeren havde af helbredsmæssige årsager opsagt sit arbejde ved et rengøringsfirma i april 2014, og det fremgik af et opslag i eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge fra april 2014 til oktober 2014. Det fremgik af en udtalelse fra arbejdsløshedskassen ASE fra november 2015, at ASE anså ansøgeren for at have haft en gyldig grund til at opsige sit arbejde, og at ansøgeren derfor efter ASEs opfattelse ikke var blevet selvforskyldt ledig.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse opfyldte betingelsen i den dagældende udlændingelovs § 9 a, stk. 9, nr. 2, for forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse efter greencardordningen, idet ansøgeren havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang og var blevet uforskyldt ledig mindre end tre måneder før juni 2014. hvor ansøgeren havde indgivet ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen. På baggrund af de af ansøgeren fremlagte lønsedler sammenholdt med oplysninger fra eIndkomst lagde Udlændingenævnet til grund, at ansøgeren – forud for at ansøgeren blev uforskyldt ledig – havde været i beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang i omkring 12 måneder, hvilket tillige var lagt til grund i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til (nu) Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at der kunne tages stilling til, om de øvrige betingelser for at forlænge ansøgerens opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2016/22.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. januar 2016 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 25-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen til en pakistansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren var ansat på en fastfood restaurant som medhjælper fra oktober 2011 til september 2013 og på en anden fastfood restaurant som crew medlem fra november 2013 og frem til tidspunktet for ansøgningens indgivelse i juli 2014. I september 2014 ansøgte ansøgeren om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio september 2014 til medio november 2014. Ansøgeren ansøgte på ny i september 2014 om en tilbagerejsetilladelse fra ultimo september 2014 til primo november 2014, i alt i 50 dage, idet han ønskede at besøge sin familie i hjemlandet. Ansøgeren oplyste i sin ansøgning om tilbagerejsetilladelse, at han ønskede at tage en uge ekstra fri på grund af religiøse årsager, der ville vanskeliggøre transporten. Medio november 2014 mødte ansøgeren i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings servicecenter, hvor han oplyste, at han i begyndelsen af november 2014 rejste tilbage til Danmark, og at han ville have været rejst tidligere hjem, men at han var blevet syg. I forbindelse med behandlingen af ansøgerens ansøgning om forlængelse oplyste ansøgeren, at han havde afholdt sine fem ugers ferie, at hans ferie blev forlænget på grund af sygdom, og at hans læge anbefalede ansøgeren at forlænge ferien indtil primo november 2014 af helbredsmæssige årsager. Ansøgeren anførte, at han havde godkendt ferieafholdelse fra ultimo september 2014 til ultimo oktober 2014, hvorefter det var meningen, at han skulle genoptage sit arbejde, at han uventet blev syg med irritationer i øjnene og luftvejene, og at den nævnte periode ikke alene burde beregnes som ferie, idet ansøgeren havde været syg i dele af perioden. Ansøgeren vedlagde i den forbindelse kopi af en journaltekst fra en speciallæge i otologi, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i de forudgående to år havde haft allergisymptomer i luftvejene.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at han fra medio september 2014 til medio oktober 2014 havde haft 23,90 registrerede løntimer, og at han fra medio oktober 2014 til medio november 2014 havde haft 34,60 registrerede løntimer, hvilket ansøgeren oplyste var grundet afholdt ferie og sygdom. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren fra april 2014 til september 2014 og fra november 2014 til juni 2015 havde haft beskæftigelse i et betydeligt omfang inden for de seneste 12 måneder forud for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse i maj 2015, der svarede til minimum ti timer ugentligt. Det af ansøgeren anførte om, at han havde afholdt ferie, der var planlagt i perioden fra medio september 2014 til ultimo oktober 2014, men at han på sin pakistanske læges opfordring var nødt til at forlænge denne på grund af sygdom, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet ikke kunne lægge til grund, at det var sygdommen, der forhindrede ansøgeren i at rejse tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i september 2014 havde indgivet en ansøgning om tilbagerejsetilladelse i perioden fra ultimo september 2014 til primo november 2014, hvilket svarede til 50 dage omregnet til syv uger og en dag, og at ansøgeren senere havde indgivet endnu en ansøgning om tilbagerejsetilladelse, der svarede til 49 dage omregnet til syv uger, og at han havde ønsket at tage en uges ekstra fri af religiøse grunde, der ville vanskeliggøre transporten. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering havde vejledt ansøgeren om, at tilbagerejsetilladelsen var over de fem uger, som er normal ferieafholdelse, og at dette kunne have konsekvenser for forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen på grund af beskæftigelseskravet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren ifølge feriegodkendelsen fra hans arbejdsgiver var bevilliget ferie i perioden fra medio september 2014 til primo november 2014, og at det af ansøgerens lønsedler fremgik, at han havde modtaget ti timers sygeløn i perioden fra medio august 2014 til medio september 2014, hvilket således lå forud for hans ferieafholdelse fra medio september 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at han efter det oplyste blev syg under ferien – allerede inden udrejsen havde ansøgt om en tilbagerejsetilladelse for syv uger, at ansøgeren var blevet vejledt om konsekvenserne herom, og at det på den baggrund måtte antages, at ansøgeren allerede inden udrejsen havde til hensigt at afholde syv ugers ferie. På baggrund af ovenstående fandt Udlændingenævnet desuden, at det forhold, at ansøgeren havde fremlagt en pakistansk og en dansk lægeerklæring, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet den danske lægeerklæring fra januar 2015 ikke forholdt sig til, hvorvidt ansøgeren havde været sygemeldt i perioden fra oktober til november 2014, men alene omhandlede tre dage i januar 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse, idet ansøgeren fra medio september 2014 til medio november 2014 alene havde haft henholdsvis 23,90 og 34,60 registrerede løntimer, hvilket ikke opfyldte beskæftigelseskravet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig i indtil tre måneder før tidspunktet for indgivelse af ansøgningen om forlængelse, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter det oplyste ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, da det ikke var dokumenteret, at han var uforskyldt ledig på ansøgningstidspunktet i juli 2014 eller tre måneder forud herfor og henset til, at ansøgeren efter ansøgningstidspunktet fortsat havde haft registrerede løntimer hos en fastfood restaurant. ERH/2016/19.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. december 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 09-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen til en statsborger fra Sudan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9. Ansøgeren havde i ansøgningen oplyst, at han i perioden fra august 2013 til maj 2014 havde været elev på grundforløbsuddannelsen på en social- og sundhedsuddannelse, og at han siden august 2014 havde været ansat hos en kommune som social- og sundhedshjælperelev. Ansøgeren anførte til støtte for klagen, at han i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014 havde været på ferie, men først kunne begynde sit nye arbejde medio august 2014. Ansøgeren fremsendte dokumentation for, at han endvidere var ansat som vikar hos et rengøringsfirma.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse medio juni 2015, hvorfor hans opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i perioden fra medio juni 2014 til medio august 2014 ikke havde haft lønindtægt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at udlændinges ferieafholdelse kan indgå i vurderingen af, om udlændingen opfylder betingelsen om ”fast beskæftigelse af et vist omfang”, men efter praksis kan alene manglende beskæftigelse i omkring fem uger ud af de seneste 12 måneder medføre forlængelse af opholdstilladelse efter greencardordningen, og at ansøgeren havde holdt fri længere end fem uger. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst – ligesom det fremgik af ansættelseskontrakten – at han havde været ansat som social- og sundhedshjælperelev siden medio august 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at en opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen alene giver ret til beskæftigelse, ikke til uddannelse, og at uddannelse således ikke kan medregnes i, hvorvidt en udlænding har været i beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens beskæftigelse som social- og sundhedshjælperelev hos kommunen fra medio august 2014 ikke kunne medregnes i ansøgerens beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde arbejdet for et rengøringsfirma i perioden fra oktober 2014, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i beskæftigelse af et vist omfang hos rengøringsfirmaet i månederne februar og april 2015. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren alene havde dokumenteret at have været i beskæftigelse i et vist omfang i to måneder ud af de seneste 12 måneder forud for tidspunktet for styrelsens afgørelse. ERH/2015/234.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. december 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 07-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på en ansøgning om forlængelse af en opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 9, til en statsborger fra Kina.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang svarende til omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om forlængelse i maj 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik ved opslag i det elektroniske indkomstregister, eIndkomst, at ansøgeren ikke havde haft lønindkomst i perioden fra februar 2013 til april 2015, at ansøgerens arbejdsgiver havde oplyst til sagen, at ansøgeren havde været ansat med løntilskud fra april 2015 til august 2015, og at ansøgeren havde arbejdet som frivillig siden juni 2012. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgår af forarbejderne til greencardordningen, at løn- og ansættelsesvilkår skal svare til de overenskomstmæssige vilkår eller på anden måde være sædvanlige for det danske arbejdsmarked. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet hun havde indgivet sin ansøgning i marts 2015 og havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge siden februar 2013, hvorfor tidspunktet for hendes ledighed lå mere end tre måneder før ansøgningstidspunktet. ERH/2015/247.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Manglende opfyldelse af betingelser for opholdstilladelse – Danskprøve
Dato: 23-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en afghansk statsborgers opholdstilladelse på baggrund af ægtefællesammenføring, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 11, § 19, stk. 6, og § 26, stk. 1. Klageren blev i juni 2013 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende afghansk statsborger. Klagerens opholdstilladelse var betinget af, at klageren senest seks måneder efter sin tilmelding til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau. Klageren blev registreret i folkeregisteret i juni 2013 og skulle således bestå danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau i december 2013. Klageren aflagde og bestod Danskprøve A1 i februar 2014. I november 2014 indgav klageren til Udlændingestyrelsen ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.
Udlændingenævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren havde bestået udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden udløbet af den i klagerens opholdstilladelse angivne frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse fra juni 2013, at opholdstilladelsen var betinget af, at klageren inden seks måneder fra tilmeldingen til folkeregisteret bestod udlændingemyndighedernes danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, og at klageren i Det Centrale Personregister var registreret indrejst i juni 2013. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i februar 2014 bestod Danskprøve A1. Som følge af, at klageren først i februar 2014 havde bestået Danskprøve A1, var betingelsen for opholdstilladelsen ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde anført, at hun led af talassæmi (en blodsygdom, der medfører blodmangel), ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om helbredsmæssige forhold af en sådan karakter, at kravet om at bestå en danskprøve på A1-niveau ikke burde stilles over for klageren. Udlændingenævnet bemærkede, at klageren til trods for sin sygdom bestod danskprøven i februar 2014, hvilket var cirka halvanden måned efter fristen. Det forhold, at klageren havde svært ved at finde institutionsplads til sit barn, født i 2012, og derfor først kunne starte på sprogskole i december 2013, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om forhold, der kunne medføre udsættelse af fristen for at aflægge og bestå danskprøven. Udlændingenævnet bemærkede, at den af kommunen tilbudte undervisning på sprogskolerne er et tilbud til udlændinge, der er meddelt opholdstilladelse i Danmark og kan indgå som et supplement til ens forberedelse til prøven. Det er ens eget ansvar at forberede sig til prøven og at tilrettelægge et forløb, således at man kan nå at forberede sig, inden man skal op til prøven. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren i juni 2014 nedkom med sit og ægtefællens andet fællesbarn, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den anledning, at det følger af Bekendtgørelse om danskprøve på A1-niveau og danskprøve på A2-niveau for familiesammenførte udlændinge, at fristen for aflæggelse af danskprøven kan suspenderes, hvis prøvedeltageren har lovligt forfald, for eksempel ved dokumentation for barsel, prøvedeltagerens eller prøvedeltagerens mindreårige barns sygdom og ekstraordinære uforudsete transportproblemer. Udlændingenævnet lagde derfor vægt på, at hverken ansøgeren eller dennes ægtefælle havde kontaktet Udlændingestyrelsen med henblik på udsættelse af fristen, og for så vidt angår gravide, kan fristen for aflæggelse af danskprøven tidligst suspenderes fire uger før forventet fødsel. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at være særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1, idet klageren ikke gennem sit forholdsvis korte ophold på et år og ti måneder i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorunder klageren ikke havde været i arbejde eller under uddannelse, kunne antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. Det forhold, at klageren og dennes ægtefælle havde to fællesbørn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til fællesbørnenes alder og længden af fællesbørnenes ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at der ikke forelå oplysninger om personlige eller helbredsmæssige forhold, der bevirkede, at klageren, dennes ægtefælle og fællesbørnene ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Afghanistan for at udøve familielivet dér. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Henset til, at klageren havde bestået danskprøve på A1-niveau i februar 2014, sendte Udlændingenævnet sagen retur til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring, der skulle betragtes som indgivet i februar 2014, hvor klageren havde bestået danskprøven på A1-niveau. FAM/2015/195.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået dansk på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 23-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en russisk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, og § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, og § 26, stk. 1. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i juli 2012 i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1 på baggrund af samliv med hendes herboende kæreste (senere hendes ægtefælle). Opholdstilladelsen var betinget af, at klageren bestod en prøve i dansk på sprogniveau A1 senest seks måneder fra det tidspunkt, hvor klageren blev tilmeldt folkeregisteret, men henset til at danskprøver på A1-niveau på dette tidspunkt ikke var færdigudviklet, vejledte Udlændingestyrelsen i februar 2013 klageren om, at prøven i dansk på A1-niveau var færdigudviklet, og at klageren senest den 1. september 2013 skulle have bestået danskprøven. I september 2013 oplyste klagerens ægtefælle, at klageren var fraflyttet Danmark et halvt år tidligere. I november 2013 indgav klageren ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelsen, idet klageren var rejst til Rusland på grund af sygdom i familien. I april 2014 bestod klageren danskprøve A1. Udlændingestyrelsen nægtede i november 2014 at forlænge klagerens opholdstilladelse. Under Udlændingenævnets behandling af klagesagen oplyste klagerens ægtefælle, at han ikke kunne bosætte sig i Rusland som følge af en samværssag i Sverige vedrørende hans to særbørn.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, idet klageren ikke havde bestået prøven i dansk på A1-niveau inden for den frist, som var angivet i klagerens opholdstilladelse og i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens vejledning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om, at hun senest den 1. september 2013 skulle have bestået prøve i dansk på A1-niveau, og at det fremgik at sagen, at hun først aflagde og bestod prøven i dansk på A1-niveau i april 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i en alder af 24 år var blevet meddelt opholdstilladelse i juli 2012 i Danmark på baggrund af samliv med kæresten (senere ægtefællen), at klageren havde opholdt sig cirka otte og en halv måned i Rusland, og at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig i Danmark i cirka et år og ni en halv måned. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde bevaret en væsentlig tilknytning til Rusland. Udlændingenævnet fandt desuden, at klagerens ægtefælles samværssag i Sverige vedrørende hans to særbørn ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en svensk domstol havde givet ham medhold i, at han skulle kunne se børnene kontinuerligt, men at domstolen ikke havde taget stilling til, hvor samværet skulle foregå. Idet klageren havde bestået en danskprøve på A1-niveau i april 2014, sendte Udlændingenævnet sagen til Udlændingestyrelsen som en ny ansøgning om familiesammenføring. FAM/2015/227.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelserne ej længere til stede
Dato: 12-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af en srilankansk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1. Klageren ansøgte i marts 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin herboende ægtefælle, som også var fra Sri Lanka. Til brug for ansøgningen havde den herboende ægtefælle i marts 2012 underskrevet en erklæring til brug for indhentelse af en udtalelse fra kommunen om modtagelse af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvoraf det fremgik, at det var en betingelse for opholdstilladelse, at den herboende ægtefælle i tre år forud for afgørelse om opholdstilladelse ikke havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5. Den herboende ægtefælles bopælskommune udtalte i marts 2012, at han ikke havde modtaget kontanthjælp indenfor de sidste tre år. Klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013. I marts 2014 indgav klageren ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, hvoraf det fremgik, at den herboende ægtefælle havde erklæ¬ret, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, efter at klageren var blevet med¬delt opholdstilladelse i Danmark. I juni 2014 oplyste den herboende ægtefælle over for Udlændinge-styrelsen, at årsagen til, at han havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden marts 2013, var, at han i januar 2012 var udsat for en arbejdsulykke, at han herefter fik PTSD og en depression, at hans sygedagpenge udløb i februar 2013, og at den herboende ægtefælle ville ophøre med at modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, når han blev tilkendt førtidspension.
Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, om at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, indtil klageren er blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt, og at det ikke kunne føre til en anden vurdering af, om betingelsen for opholdstilladelse skulle være opfyldt, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til klageren allerede modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet henviste til, at det udtrykkeligt fremgik af den meddelte opholdstilladelse, at denne var betinget af, at hverken den herboende ægtefælle eller klageren modtog offentlige ydelser, og at det var en løbende betingelse. Den herboende ægtefælle havde hverken forud for Udlændingestyrelsens afgørelsestidspunkt eller i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelsen oplyst, at en forudsætning for at få familiesammenføring havde ændret sig væsentligt, herunder at han ikke længere var i arbejde og var begyndt at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det måtte anses for i overensstemmelse med praksis, at Udlændingestyrelsen i maj 2013 i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse havde stillet krav om opfyldelse af udlændingelovens § 9, stk. 5, herunder som en løbende betingelse. Henset til at den herboende ægtefælle havde oplyst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og at det fremgik af eIndkomst, at han havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden april 2013, var betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne derfor ikke forlænges. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 19, stk. 6, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at hun kunne bevare sin opholdstilladelse i Danmark henset til, at hun og hendes ægtefælle ikke havde været selvforsørgende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren blev meddelt opholdstilladelse i maj 2013 på baggrund af sit ægteskab i en alder af 29 år, at hun således på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka tre år og seks måneder, og at hun alene havde haft opholdstilladelse fra maj 2013. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik som følge af, at han i 2013 blev konstateret som havende middelsvær til svær PTSD med flashbacks og mareridt samt en moderat til svær depression, og at Arbejdsskadestyrelsen havde vurderet, at han havde et erhvervsevnetab på 25 % efter at have været udsat for en arbejdsulykke, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke herved kunne udelukkes, at den herboende ægtefælle på et senere tidspunkt ville kunne opfylde betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet fandt således, at det uanset disse forhold ikke kunne anses som uforholdsmæssigt at henvise den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Sri Lanka henset til de i sagen foreliggende oplysninger. Det af partsrepræsentanten anførte om, at parret efter partsrepræsentantens opfattelse risikerede at blive tilbageholdt og eventuelt udsat for tortur ved en tilbagevenden til Sri Lanka, da parret begge var tamiler og statsborgere i Sri Lanka, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt opholdstilladelse som flygtning efter udlændingelovens § 7, men efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4. Den herboende ægtefælle og klageren måtte således henvises til at søge asyl, hvis parret fandt, at de ved indrejse i Sri Lanka risikerede at blive udsat for asylbegrundende overgreb. FAM/2015/243.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet