Forældre til herboende mindreårige børn
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Tvangsanbragte børn
Dato: 07-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en statsborger fra Portugal under henvisning til hendes herboende børn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at begge ansøgerens børn var tvangsanbragt uden for hjemmet, at ansøgeren havde fået fastsat overvåget samvær på henholdsvis en time pr. måned og en time hver tredje uge med børnene, og at ansøgeren kun i begrænset omfang var mødt op til samvær med det ældste barn.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens samvær med børnene ikke var af et sådant omfang, at det i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens samvær med det ældste barn siden maj 2013 havde været overvåget, ligesom samværet med det yngste barn siden anbringelsen i september 2014 havde været overvåget, og at samværet alene udgjorde en time henholdsvis hver tredje og fjerde uge. Udlændingenævnet tillagde det herudover betydning, at ansøgeren alene var mødt op til samvær med det ældste barn en gang i april 2013, men ikke mødte op de efterfølgende gange, hvorefter ansøgeren først anmodede om genoptagelse af samvær i oktober 2014. Det faktisk gennemførte samvær med det ældste barn sås således at være af begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet med børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at baggrunden for karakteren af det fastsatte samvær måtte ses i forhold til, at det ved en undersøgelse fra februar 2013 og et undersøgelsesforløb fra november 2012 til februar 2013 i forhold til det ældste barn var blevet konkluderet, at ansøgeren ikke vurderedes at kunne tilegne sig de egenskaber, der skulle til, for at kunne drage den fornødne omsorg for hende, og at det vurderedes skadeligt for hendes trivsel og udvikling fortsat at blive udsat for de belastninger, som samspillet med ansøgeren frembød. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens samvær med det yngste barn tillige var blevet reduceret fra en gang om ugen til en time hver tredje uge, grundet primært ansøgerens egne forhold, og for at sikre det yngste barns fortsatte trivsel og udvikling. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til – som EU-borger fra Portugal – at indrejse i Danmark for at udøve sit samvær med børnene gennem besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til, at ansøgeren som EU-borger havde mulighed for at tage ophold i Danmark i medfør af reglerne om fri bevægelighed, og at hun således havde mulighed for at tage ophold i Danmark på andet grundlag end en særskilt opholdstilladelse til børnene. Det forhold, at ansøgeren, såfremt hun ikke havde grundlag for opholdsret efter EU-reglerne, vil skulle indrejse fra Portugal for at udøve sit samvær med sine børn af en times varighed henholdsvis hver tredje og fjerde uge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i sig selv kunne føre til, at det måtte anses som uproportionalt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at meddele afslag på opholdstilladelse, henset til den geografiske afstand sammenholdt med omfanget af samværene. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 15-12-2015Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en libanesisk statsborger, samt Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse af denne sag til fornyet behandling. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i november 2005 og havde opholdstilladelse som ægtefællesammenført fra juni 2009 til december 2012. Ansøgeren udrejste herefter i april 2013 og genindrejste i marts 2014.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde indsendt yderligere oplysninger om sit samvær med sine herboende børn, herunder kopi af en domsudskrift, hvori ansøgerens tidligere ægtefælle havde afgivet oplysninger om det udøvede samvær med parrets fællesbørn siden ansøgerens indrejse i marts 2014. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest, at Udlændingestyrelsen vurderede karakteren og omfanget af det på afgørelsestidspunktet udøvede samvær på ny i første instans, herunder at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med det under Udlændingenævnets sagsbehandling meddelte samtykke fra ansøgeren indhentede yderligere oplysninger fra ansøgerens tidligere ægtefælle vedrørende hyppigheden og kontinuiteten af samværet med børnene. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til, om ansøgeren på baggrund af de indhentede oplysninger om samvær kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/256.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 02-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Kenya, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn, som var født i marts 2010. Ansøgeren havde i perioden fra 2008 til 2010 haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af uddannelse og med henblik på jobsøgning efter endt uddannelse. I oktober 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens søns mor. Ansøgeren forlod herefter Danmark. I januar 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren fortsat var i et forhold til ansøgerens søns mor. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration hjemviste i juli 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2011. I november 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Justitsministeriet stadfæstede denne afgørelse i september 2012. Udlændingestyrelsen meddelte på ny i juni 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Det fremgik af det elektroniske visumsystem, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 86 dage med henblik på at besøge en ven i Danmark, og at ansøgeren i august 2014 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 47 dage.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde boet i Danmark siden november 2010, og at ansøgeren ikke havde udøvet samvær med sin herboende søn i et sådant omfang, at ansøgeren på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren og hans herboende søn var stærkt knyttet til hinanden, at ansøgeren udøvede samvær med sin herboende søn, at der efter ansøgerens opfattelse forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, og at det efter ansøgerens opfattelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og dennes herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær havde set sin søn i 37 dage i perioden fra december 2014 til februar 2015 under et processuelt ophold. Udlændingenævnet noterede i den forbindelse, at ansøgerens herboende søns daginstitution i december 2014 havde oplyst, at ansøgerens herboende søn havde det svært med at blive hentet af ansøgeren, og at det var ved at være et stykke tid siden, at daginstitutionen havde set ansøgeren. Udlændingenævnet fandt herudover, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens herboende søn var født i marts 2010, at ansøgeren havde boet sammen med sin herboende søn og dennes mor i cirka fem måneder indtil sin udrejse af Danmark i 2010, at ansøgeren i perioden fra sin udrejse af Danmark i november 2010 indtil marts 2013 alene havde haft kontakt med sin søn via ugentlige samtaler på Skype, og at ansøgeren herefter alene havde udøvet samvær med sin søn under besøgsophold (visumophold) og processuelt ophold i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum med henblik på at besøge en ven i Danmark og ikke ansøgerens herboende søn, ligesom Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke sås at være givet afslag på visumophold i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende søn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et visum, at han efterfølgende søgte om forlængelse af visummet, og at han først søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn efter at have fået afslag på forlængelse af visummet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under sit processuelle ophold havde haft mulighed for at intensivere sit samvær med sin herboende søn, idet der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at etablere eller intensivere et samvær. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fortsat kunne henvises til at udøve samvær med sin søn på visumophold og via Skype. Det forhold, at ansøgeren betalte børnebidrag til sin herboende søn, fandt Udlændingenævnet ej heller kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var dokumenteret et sådant samvær mellem ansøgeren og dennes herboende søn, der kunne medføre opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. FAM/2015/177.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2015 – Børnesammenføring – Børn under 15 år
Dato: 21-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, og § 9 c, stk. 1, til fem statsløse palæstinensere fra Syrien, der var født i henholdsvis 1967, 1995, 1999, 2004 og 2010. Den herboende reference, som var 17 år på ansøgningstidspunktet, udrejste fra Syrien til Egypten med sin onkel i juni 2013 og indrejste i Danmark i juni 2014 med sin onkel, hvor han søgte asyl. Den herboende reference oplyste til sin asylsag, at han ønskede sin onkel som ledsager, indtil hans øvrige familie kom til Danmark. Ansøgerne søgte i september 2014 om familiesammenføring med den herboende reference, som var henholdsvis deres søn og bror.
Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references mor og ældste søster, at de ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgerne og den herboende reference, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydelig vægt, at den herboende reference udrejste fra Syrien til Egypten i juni 2013, hvorefter han ikke havde været en del af sin mor og søsters husstand, i hvert fald et år forinden han indgav ansøgning om familiesammenføring, ligesom den herboende reference til sin asylsag havde oplyst, at det var planen, at han og hans onkel skulle udrejse sammen fra Egypten og bo sammen i Danmark. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at familielivet mellem den herboende reference og ansøgerne blev frivilligt afbrudt, da han udrejste af Syrien. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet udfald, idet disse forhold var af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at en afgørelse om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. For så vidt angik FN’s Børnekonvention, bemærkede Udlændingenævnet, at denne ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende reference efter det oplyste ikke længere kunne bo sammen med sin onkel i Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, da den herboende reference på afgørelsestidspunktet var myndig og måtte formodes at kunne klare sig selv. Udlændingenævnet fandt vedrørende den herboende references tre yngste søskende, at disse ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne særlige grunde til, at ansøgerne ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med deres mor i Syrien. Udlændingenævnet fandt således ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger at kunne lægge til grund, at ansøgerne led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig sammen med deres mor, herunder at ansøgerne var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Syrien, ligesom der ikke forelå særlige grunde til, at der burde meddeles opholdstilladelse under henvisning til den herboende reference som nærmeste familie. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne, siden deres far afgik ved døden, havde boet hos deres mor i Syrien, hvor den herboende references ældste myndige søster ligeledes var bosat, og at ansøgernes mor således havde været den primære omsorgsperson, siden ansøgernes far afgik ved døden, og derved også før den herboende reference udrejste af Syrien. Udlændingenævnet fandt endvidere, at den herboende references yngste søskende ej heller kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde delt bopæl med ansøgerne siden sin udrejse af Syrien, ligesom han ikke havde fungeret som ansøgernes forsøger. Udlændingenævnet lagde således til grund, at der mellem den herboende reference og ansøgerne ikke var etableret et sådant ganske særligt kvalificeret afhængigheds- eller tilknytningsforhold, der kunne begrunde, at ansøgerne blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt desuden, at der til sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at et afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgerne ville udgøre en krænkelse af den herboende reference og ansøgernes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at ansøgerne befandt sig under farlige omstændigheder i Syrien, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at generelt dårlige økonomiske og sociale forhold i en ansøgers hjemland, herunder eventuelle asylretlige forhold, ikke kunne danne grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1, pkt. FAM/2015/151.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. august 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 12-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn, som var født i september 2013. Af sagen fremgik det, at ansøgeren boede i Sverige, hvor han havde ansøgt om asyl, at baggrunden for ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var, at ansøgeren ville tage arbejde og forsørge sin familie, at han ville hjælpe med at opdrage sin søn, og at moderen til ansøgerens søn havde svært ved at tage sig af hendes og ansøgerens barn. Det fremgik endvidere, at ansøgerens forældre var blevet dræbt i Nigeria af en gruppering, og at ansøgeren også var blevet forsøgt dræbt af samme gruppering. I august 2014 oplyste ansøgeren Udlændingestyrelsen om, at han var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige, hvor han havde boet siden 2009, og at det var derfor, at han søgte om opholdstilladelse i Danmark. I november 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Under klagesagens behandling anmodede Udlændingenævnet ansøgeren i maj 2015 om at udfylde en erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark og meddele samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn. Ansøgeren blev endvidere anmodet om at oplyse, hvor ofte ansøgeren var i Danmark, hvor han opholdt sig, når han var i Danmark, og karakteren og omfanget af ansøgerens samvær med sin søn, herunder hvor samværet blev udøvet, og hvor ansøgeren aktuelt opholdt sig. I maj 2015 oplyste ansøgeren, at moderen til ansøgerens søn ikke længere kom til Sverige med ansøgerens søn, at ansøgeren derfor grundet praktiske forhold ikke udøvede samvær med sin søn, at ansøgeren derfor var nødt til at indrejse illegalt i Danmark for at udøve samværet med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned med sin søn og sønnens moder. Af en udfyldt erklæring om samvær med et barn bosiddende i Danmark fremgik det, at ansøgeren havde regelmæssigt samvær med sin søn, men at samværet ikke var planlagt, at der var samvær i weekenderne, og at sønnen ikke overnattede hos ansøgeren. Det fremgik desuden, at ansøgerens søn overnattede 28 dage hos sin moder, og at der var samvær i ferier og helligdage. Det fremgik ikke, hvem der havde udfyldt erklæringen, da den ikke var underskrevet. Erklæringen var endvidere ikke dateret, og Udlændingenævnet havde ikke modtaget ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., idet der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og ansøgerens søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ved erklæring til Udlændingestyrelsen fra november 2014 havde oplyst, at han udøvede samvær med sin søn to dage på en fire-ugers-periode, at han ikke overnattede sammen med sønnen, at samværet ikke var regelmæssigt, og at denne ordning ikke mere blev praktiseret, idet moderen ikke længere bragte barnet til Sverige. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren under klagesagen havde oplyst, at han indrejste i Danmark for at udøve samvær med sin søn, og at han opholdt sig mellem 10 og 12 dage pr. måned hos moderen til sin søn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at de under klagesagen modtagne oplysninger om samværet ikke kunne lægges til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingenævnet i maj 2015 havde anmodet om ansøgerens samtykke til at kontakte moderen til ansøgerens søn med henblik på at blive oplyst om samværet med ansøgerens barn, men at Udlændingenævnet ikke havde modtaget samtykket hertil. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og ansøgerens søn omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det var ansøgerens eget valg at søge at etablere familie og få barn på et tidspunkt, hvor ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgerens forældre var blevet dræbt, og at ansøgeren var forfulgt og forsøgt slået ihjel, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet der herved var tale om forhold af asylretlig karakter, hvilket ikke kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet noterede forlængelse heraf, at ansøgeren var blevet meddelt afslag på asyl i Sverige. FAM/2015/251.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom
Dato: 29-07-2015Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, til en statsborger fra Afghanistan. Højesteret stadfæstede i august 2005 Østre Landsrets dom fra marts 2005, hvorved ansøgeren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og idømt en fællesstraf af fængsel i fem år og seks måneder samt udvist for bestandig af Danmark. I oktober 2006 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2010 stadfæstede Østre Landsret en byretsdom fra april 2010, hvorved ansøgeren blev idømt en straf af fængsel i fire år og ni måneder for en lang række overtrædelser af straffeloven. Østre Landsret fandt i februar 2015, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor udvisningen af ansøgeren skulle opretholdes. Procesbevillingsnævnet meddelte i marts 2015 ansøgeren afslag på kære af Østre Landsrets kendelse fra februar 2015 til Højesteret. Udlændingestyrelsen afslog i april 2015 ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med hans to mindreårige børn, født i henholdsvis 2008 og 2010, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i marts 2005, som Højesteret stadfæstede ved dom i august 2005, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder samt udvist af Danmark for bestandigt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede sammen med børnenes moder i Danmark, ikke udgjorde en sådan særlig grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse uanset den ved dom idømte udvisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens børn var født, efter at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2005 var blevet udvist for bestandigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller FN’s konvention om civile og politiske rettigheder, at nægte ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2015/145.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Afslag som følge af indrejseforbud
Dato: 18-05-2015Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en liberisk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Ansøgeren blev i september 2012 af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med et indrejseforbud i to år. Det fremgik af sagen, at ansøgeren senest i 2005 havde fået sin opholdstilladelse i Italien forlænget, og at han første gang kom til Danmark i 2008/2009. Det fremgik endvidere af sagen, at Flygtningenævnet i april 2014 traf endelig afgørelse om afslag på asyl til ansøgeren, og at ansøgeren sidst i april 2014 indgav ansøgning om familiesammenføring med sin herboende datter, der var født i juli 2010, idet han ønskede opholdstilladelse for at være tættere på sin datter. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden på forskellige ugedage, og at ansøgeren og hans datter i forbindelse med dette samvær hver måned overnattede en enkelt nat sammen på moderens bopæl.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udrejst af Danmark i to år siden Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse i september 2012, og ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i september 2012 blev administrativt udvist af Danmark i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, og at afslag på opholdstilladelse var proportionalt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom det lagdes til grund, at ansøgeren og hans datter havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet ansøgeren efter det oplyste havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at han efter det oplyste havde opholdt sig i Danmark siden hendes fødsel, var Danmark ikke nærmest til at beskytte deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, idet han ikke havde haft ret til at tage fast ophold i Danmark. Det forhold, at det til klagen var anført, at et afslag ville stride mod barnets tarv, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for afgørelsen alene havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at den månedlige overnatning foregik på moderens bopæl. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville stride mod barnets tarv at henvise ansøgeren og hans datter til at udøve samvær under besøgs- og visumophold. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2015/92.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 12-02-2015Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Canada, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i 2009. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2006 og blev i 2010 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren udrejste af Danmark i januar 2012 med henblik på at tage beskæftigelse i USA og efterlod i den forbindelse ægtefællen og datteren i Danmark. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og i juni 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter. I september 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende datter og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ved udrejsen til USA frivilligt valgte at afbryde familielivet i Danmark, og at ansøgeren måtte anses for at have indrettet familielivet således, at ansøgeren skulle bevare kontakten med datteren under besøgsophold, henset til at ansøgningen om familiesammenføring først blev indgivet 2½ år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet som hidtil gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt valgte at udrejse af Danmark, at ansøgeren havde udøvet familielivet med datteren via besøgsophold, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren og datteren kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke var i strid med barnets tarv, og at ansøgeren ikke var afskåret fra at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/36.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ej ganske særlige grunde
Dato: 26-01-2015Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk familie på seks personer, der søgte om familiesammenføring med deres herboende datter henholdsvis søster i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning i august 2013 som 11-årig. I maj 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgninger om familiesammenføring med den herboende reference fra ansøgerne, hvoraf det fremgik, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgerne i Eritrea i perioden fra 2002 til 2006, hvor hun flygtede til Etiopien med sin moster, at hun i november 2013 indrejste i Danmark sammen med sin moster, at hun i Danmark boede hos sin moster, og at hun savnede ansøgerne, som hun var i kontakt med via blandt andet Skype. Det fremgik af et interviewreferat fra juni 2014 fra den danske ambassade i Etiopien, at referencens fader over for ambassaden havde oplyst, at han senest havde set sin herboende datter otte år tidligere i Eritrea. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at den herboende reference havde været meget gladere, siden hun etablerede elektronisk kontakt med ansøgerne. Det fremgik af den herboende references genbosætningssag, at referencen havde boet hos sin moster, siden hun var baby, idet referencens forældre ikke havde økonomi til at tage sig af endnu et barn, at den herboende reference og hendes moster, da den herboende reference var ca. fire år gammel, flygtede til Etiopien med mosterens familie, fordi de blev forfulgt af eritreiske soldater, at mosteren inden flugten oplyste referencens forældre herom, og at den herboende reference og hendes moster ikke herefter havde kontakt med ansøgerne. Det fremgik endvidere, at den herboende reference ikke kunne huske Eritrea eller sine forældre, da hun ikke havde set dem, siden hun var fire år gammel.
Udlændingenævnet fandt, at de foreliggende afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtigelser, herunder at afgørelserne ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at der i sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden hun var spæd, at hun omkring januar 2006 flygtede til Etiopien med sin moster, og at ansøgerne først i april 2014 havde forsøgt at genetablere kontakten med hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var tale om en frivillig afbrydelse af familielivet, da forældrene overlod den herboende reference i mosterens varetægt som spæd, da mosteren orienterede referencens forældre forud for flugten om, at mosteren agtede at tage referencen med, og da referencens forældre accepterede dette. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende reference og ansøgerne til at udøve deres familieliv som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at referencen havde kontakt med sine forældre og søskende via blandt andet Skype, ikke på ovenstående baggrund kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke efter Udlændingenævnets opfattelse giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, medmindre dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Udlændingestyrelsens afgørelser ikke udgjorde en krænkelse af den herboende references rettigheder efter artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, idet hun fortsat kunne opretholde kontakten til ansøgerne via blandt andet Skype som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at referencen savnede ansøgerne, og at det gjorde hende ked af det, når hendes klassekammerater i skolen spurgte til hendes biologiske forældre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerne var udrejst af Eritrea, idet referencens fader havde været udsat for fængsling og tortur, fordi han nægtede at sende referencens søskende i militæret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at asylretlige forhold ikke kunne begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, hos ansøgerne, der kunne begrunde, at der kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at referencens fader over for den danske ambassade i Etiopien havde oplyst, at han led af diabetes, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det hverken var dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke ville kunne modtage medicinsk behandling for diabetes i sit opholdsland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2015/32.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 06-11-2014Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Somalia, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i juli 2013, og som indrejste i Danmark i august 2014. Ansøgeren søgte i december 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab indgået med sin herboende datters far. I februar 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 8, da det måtte anses for tvivlsomt, om parrets ægteskab var indgået efter begge parters ønske. Afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2013. I april 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter, som var parrets fællesbarn, og som på ansøgningstidspunktet boede i Kenya sammen med ansøgeren. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, principperne i Zambrano-dommen og udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. I september 2014 stadfæstede Justitsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende principperne i Zambrano-dommen.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun søgte om familiesammenføring med sin datter i Danmark, da hun tidligere havde fået afslag på opholdstilladelse med sin ægtefælle under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8. Det forhold, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse boede i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter boede i Kenya fra fødslen til august 2014, og at det var parrets eget valg, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet med sin datter gennem besøgsophold, enten i Danmark eller i det land, hvor ansøgeren havde eller måtte tage ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. FAM/2014/176.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet