Praksis

Forældre til herboende mindreårige børn

Forrige

Side 3 af 4

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 29. juli 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom

Dato: 29-07-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, til en statsborger fra Afghanistan. Højesteret stadfæstede i august 2005 Østre Landsrets dom fra marts 2005, hvorved ansøgeren blev dømt for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. til dels § 21, og idømt en fællesstraf af fængsel i fem år og seks måneder samt udvist for bestandig af Danmark. I oktober 2006 blev ansøgeren meddelt endeligt afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. I august 2010 stadfæstede Østre Landsret en byretsdom fra april 2010, hvorved ansøgeren blev idømt en straf af fængsel i fire år og ni måneder for en lang række overtrædelser af straffeloven. Østre Landsret fandt i februar 2015, at en udvisning af ansøgeren ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvorfor udvisningen af ansøgeren skulle opretholdes. Procesbevillingsnævnet meddelte i marts 2015 ansøgeren afslag på kære af Østre Landsrets kendelse fra februar 2015 til Højesteret. Udlændingestyrelsen afslog i april 2015 ansøgerens ansøgning om familiesammenføring med hans to mindreårige børn, født i henholdsvis 2008 og 2010, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå særlige grunde, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren var blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ved Østre Landsrets dom i marts 2005, som Højesteret stadfæstede ved dom i august 2005, blev idømt fængsel i fem år og seks måneder samt udvist af Danmark for bestandigt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde to børn, som boede sammen med børnenes moder i Danmark, ikke udgjorde en sådan særlig grund til at meddele ansøgeren opholdstilladelse uanset den ved dom idømte udvisning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens børn var født, efter at ansøgeren ved Højesterets dom i august 2005 var blevet udvist for bestandigt af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve et familieliv i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller FN’s konvention om civile og politiske rettigheder, at nægte ansøgeren opholdstilladelse. FAM/2015/145.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Afslag som følge af indrejseforbud

Dato: 18-05-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2015 Udlændingestyrelsens afslag på opholdstilladelse til en liberisk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Ansøgeren blev i september 2012 af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med et indrejseforbud i to år. Det fremgik af sagen, at ansøgeren senest i 2005 havde fået sin opholdstilladelse i Italien forlænget, og at han første gang kom til Danmark i 2008/2009. Det fremgik endvidere af sagen, at Flygtningenævnet i april 2014 traf endelig afgørelse om afslag på asyl til ansøgeren, og at ansøgeren sidst i april 2014 indgav ansøgning om familiesammenføring med sin herboende datter, der var født i juli 2010, idet han ønskede opholdstilladelse for at være tættere på sin datter. Det fremgik endvidere af sagen, at ansøgeren havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden på forskellige ugedage, og at ansøgeren og hans datter i forbindelse med dette samvær hver måned overnattede en enkelt nat sammen på moderens bopæl.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde været udrejst af Danmark i to år siden Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse i september 2012, og ansøgeren kunne derfor ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. herved § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren i september 2012 blev administrativt udvist af Danmark i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og at ansøgeren efter det til sagen oplyste ikke var udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, og at afslag på opholdstilladelse var proportionalt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at selvom det lagdes til grund, at ansøgeren og hans datter havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, idet ansøgeren efter det oplyste havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at han efter det oplyste havde opholdt sig i Danmark siden hendes fødsel, var Danmark ikke nærmest til at beskytte deres familieliv. Udlændingenævnet bemærkede, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet i Danmark, idet han ikke havde haft ret til at tage fast ophold i Danmark. Det forhold, at det til klagen var anført, at et afslag ville stride mod barnets tarv, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for afgørelsen alene havde samvær med sin datter fire til syv dage om måneden, og at den månedlige overnatning foregik på moderens bopæl. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke ville stride mod barnets tarv at henvise ansøgeren og hans datter til at udøve samvær under besøgs- og visumophold. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end EMRK artikel 8. FAM/2015/92.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. februar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 12-02-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Canada, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i 2009. Ansøgeren indrejste i Danmark i 2006 og blev i 2010 meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med en dansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren udrejste af Danmark i januar 2012 med henblik på at tage beskæftigelse i USA og efterlod i den forbindelse ægtefællen og datteren i Danmark. Ansøgeren og dennes danske ægtefælle blev skilt, og i juni 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter. I september 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem den herboende datter og ansøgeren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ved udrejsen til USA frivilligt valgte at afbryde familielivet i Danmark, og at ansøgeren måtte anses for at have indrettet familielivet således, at ansøgeren skulle bevare kontakten med datteren under besøgsophold, henset til at ansøgningen om familiesammenføring først blev indgivet 2½ år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet som hidtil gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren frivilligt valgte at udrejse af Danmark, at ansøgeren havde udøvet familielivet med datteren via besøgsophold, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgeren og datteren kunne fortsætte med at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke var i strid med barnets tarv, og at ansøgeren ikke var afskåret fra at udøve familielivet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/36.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ej ganske særlige grunde

Dato: 26-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en eritreisk familie på seks personer, der søgte om familiesammenføring med deres herboende datter henholdsvis søster i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Den herboende reference blev meddelt opholdstilladelse i Danmark som kvoteflygtning i august 2013 som 11-årig. I maj 2014 modtog Udlændingestyrelsen ansøgninger om familiesammenføring med den herboende reference fra ansøgerne, hvoraf det fremgik, at den herboende reference havde boet sammen med ansøgerne i Eritrea i perioden fra 2002 til 2006, hvor hun flygtede til Etiopien med sin moster, at hun i november 2013 indrejste i Danmark sammen med sin moster, at hun i Danmark boede hos sin moster, og at hun savnede ansøgerne, som hun var i kontakt med via blandt andet Skype. Det fremgik af et interviewreferat fra juni 2014 fra den danske ambassade i Etiopien, at referencens fader over for ambassaden havde oplyst, at han senest havde set sin herboende datter otte år tidligere i Eritrea. Til støtte for klagen over Udlændingestyrelsens afgørelse blev det anført, at den herboende reference havde været meget gladere, siden hun etablerede elektronisk kontakt med ansøgerne. Det fremgik af den herboende references genbosætningssag, at referencen havde boet hos sin moster, siden hun var baby, idet referencens forældre ikke havde økonomi til at tage sig af endnu et barn, at den herboende reference og hendes moster, da den herboende reference var ca. fire år gammel, flygtede til Etiopien med mosterens familie, fordi de blev forfulgt af eritreiske soldater, at mosteren inden flugten oplyste referencens forældre herom, og at den herboende reference og hendes moster ikke herefter havde kontakt med ansøgerne. Det fremgik endvidere, at den herboende reference ikke kunne huske Eritrea eller sine forældre, da hun ikke havde set dem, siden hun var fire år gammel.

Udlændingenævnet fandt, at de foreliggende afgørelser om afslag på opholdstilladelse til ansøgerne ikke udgjorde en krænkelse af ansøgernes rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtigelser, herunder at afgørelserne ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, og at der i sagen ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgerne afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende reference ikke havde boet sammen med ansøgerne, siden hun var spæd, at hun omkring januar 2006 flygtede til Etiopien med sin moster, og at ansøgerne først i april 2014 havde forsøgt at genetablere kontakten med hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem den herboende reference og ansøgerne, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der var tale om en frivillig afbrydelse af familielivet, da forældrene overlod den herboende reference i mosterens varetægt som spæd, da mosteren orienterede referencens forældre forud for flugten om, at mosteren agtede at tage referencen med, og da referencens forældre accepterede dette. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, herunder barnets tarv, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende reference og ansøgerne til at udøve deres familieliv som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at referencen havde kontakt med sine forældre og søskende via blandt andet Skype, ikke på ovenstående baggrund kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke efter Udlændingenævnets opfattelse giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgår af artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, at deltagerstaterne skal respektere retten for et barn, der er adskilt fra den ene eller begge forældre, til at opretholde regelmæssig kontakt med begge forældre, medmindre dette strider mod barnets tarv. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Udlændingestyrelsens afgørelser ikke udgjorde en krænkelse af den herboende references rettigheder efter artikel 9, stk. 3, i FN’s Børnekonvention, idet hun fortsat kunne opretholde kontakten til ansøgerne via blandt andet Skype som hidtil. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at referencen savnede ansøgerne, og at det gjorde hende ked af det, når hendes klassekammerater i skolen spurgte til hendes biologiske forældre, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgerne var udrejst af Eritrea, idet referencens fader havde været udsat for fængsling og tortur, fordi han nægtede at sende referencens søskende i militæret, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at asylretlige forhold ikke kunne begrunde opholdstilladelse i Danmark efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, hos ansøgerne, der kunne begrunde, at der kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne i ansøgningsskemaerne havde oplyst, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicap. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at referencens fader over for den danske ambassade i Etiopien havde oplyst, at han led af diabetes, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det hverken var dokumenteret eller sandsynliggjort, at han ikke ville kunne modtage medicinsk behandling for diabetes i sit opholdsland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2015/32.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. november 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 06-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Somalia, der søgte om familiesammenføring med sin herboende danske datter, som var født i juli 2013, og som indrejste i Danmark i august 2014. Ansøgeren søgte i december 2012 om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskab indgået med sin herboende datters far. I februar 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ansøgningen om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 8, da det måtte anses for tvivlsomt, om parrets ægteskab var indgået efter begge parters ønske. Afgørelsen blev stadfæstet af Udlændingenævnet i november 2013. I april 2014 søgte ansøgeren om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sin danske datter, som var parrets fællesbarn, og som på ansøgningstidspunktet boede i Kenya sammen med ansøgeren. I juni 2014 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, principperne i Zambrano-dommen og udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9, stk. 8. I september 2014 stadfæstede Justitsministeriet Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende principperne i Zambrano-dommen.

Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun søgte om familiesammenføring med sin datter i Danmark, da hun tidligere havde fået afslag på opholdstilladelse med sin ægtefælle under henvisning til udlændingelovens § 9, stk. 8. Det forhold, at ansøgerens datter på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse boede i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens datter boede i Kenya fra fødslen til august 2014, og at det var parrets eget valg, at fællesbarnet skulle tage ophold i Danmark, efter at ansøgeren var blevet meddelt afslag på ægtefællesammenføring. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren kunne henvises til at udøve familielivet med sin datter gennem besøgsophold, enten i Danmark eller i det land, hvor ansøgeren havde eller måtte tage ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne give en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til ansøgerens herboende datter ikke udgjorde en krænkelse af ansøgerens rettigheder i henhold til Danmarks internationale forpligtelser, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. FAM/2014/176.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 18-09-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsløs palæstinenser under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige barn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin ægtefælle, som var barnets fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren gerne ville bo i Danmark med sit barn, der var diagnosticeret med autisme, og at barnet ikke havde mulighed for at flytte til Sverige, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, da barnets far ikke ville flytte til Sverige, fordi barnet ikke ville kunne klare at flytte. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren havde yderligere to børn i Danmark, og at ansøgeren brugte cirka 3.000 til 4.000 kr. hver anden måned på at besøge børnene. Alle tre børn boede hos ansøgerens ægtefælle i Danmark. Parret blev separeret i april 2013, men var fortsat gift på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Om samværet mellem ansøgeren og hendes herboende barn var det oplyst, at barnet altid overnattede hos sin fader, at ansøgeren kom til Danmark hver anden måned og i den forbindelse opholdt sig hos en veninde, og at hun så barnet i weekenden. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at barnet og dets søskende og faderen havde boet i Sverige i perioden fra november 2009 til marts 2010 og igen fra april 2011 til december 2012.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og lagde vægt på, at der mellem ansøgeren og barnet ikke forelå en helt særlig tilknytning udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for barnets indrejse i Danmark var gift, at det måtte lægges til grund, at beslutningen om barnets ophold i Danmark var truffet af forældrene i fællesskab, at ansøgeren samtykkede i, at barnet skulle bo i Danmark uden ansøgeren, at ansøgeren siden december 2012 havde udøvet samvær med barnet via besøgsophold, at omfanget af samværet ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgeren ikke havde haft fælles bopæl med barnet siden 2012, og at det var muligt fortsat at udøve samværet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2014/238.
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 23-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en libanesisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige søn, der var født i Sverige i februar 2012, og som var dansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2011 i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde haft bopæl fra marts 2011 til juni 2012. Ansøgerens søn indrejste sammen med sin moder i Danmark fra Sverige i juni 2012. Ansøgerens seneste indrejse i Danmark var i juni 2013, hvor han indgav en ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde fast bopæl i Sverige, hvor han havde fået meddelt opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var et følgebrev, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været knyttet til sin søn siden fødslen og havde opretholdt samværet med sønnen. Vedlagt ansøgningen var endvidere udtalelser fra en sundhedsplejerske og to pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og hans søn havde et varmt, tæt og vigtigt forhold. I november 2013 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I februar 2014 indsendte ansøgerens repræsentant til Udlændingenævnet nye oplysninger fra den førnævnte sygeplejerske og de to førnævnte pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgerens søn var meget afhængig af sin fader. I maj 2014 oplyste ansøgerens repræsentant, at ansøgeren på det tidspunkt opholdt sig i Danmark tre til fire gange om ugen, hvor han afleverede sin søn i vuggestue og derudover havde en del andre aktiviteter med sin søn. I juni 2014 fremgik det af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og hans ægtefælle stadig var gift.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte det imellem ansøgeren og hans søn etablerede familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at familielivet sås etableret i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde bopæl i perioden fra marts 2011 til juni 2012, og hvor hun nedkom med ansøgerens søn i februar 2012. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter det oplyste udøvede samvær med sin søn i Danmark, og at det var vurderet af en sundhedsplejerske og to pædagoger, at ansøgeren og hans søn havde et vigtigt, varmt og tæt forhold samt en stor tilknytning til hinanden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at det beroede på ansøgeren og hans ægtefælles eget valg, at deres søn skulle bo i Danmark. Ansøgeren søgte først om familiesammenføring over et år efter, at sønnen indrejste i Danmark, og Udlændingenævnet anså på den baggrund, at ansøgeren havde indrettet sit familieliv således, at ansøgeren og hans søn skulle bo i henholdsvis Danmark og Sverige. Ansøgeren kunne ikke anses for at have haft en berettiget forventning om at ville kunne få meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens repræsentant havde anført, at ansøgeren og hans søn ikke kunne udøve deres familieliv fra Sverige. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om forhold, der måtte anses for at stå i vejen for, at ansøgeren og hans søn kunne udøve familielivet som besøgsophold i henholdsvis Danmark og Sverige som hidtil gjort. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, da denne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end efter EMRK artikel 8. Da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt og uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/211.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 18-06-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en marokkansk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige datter, der var født i februar 2011. Ved dom i oktober 2012 fik det herboende mindreårige barns far tillagt forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn. I februar 2013 blev ansøgeren i Danmark idømt fængsel for bortførelse af den herboende mindreårige datter, og hun blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Landsretten stadfæstede i marts 2013 byrettens dom, dog således at ansøgeren blev udvist betinget. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende mindreårige datter. Statsforvaltningen fastsatte overvåget samvær af halvanden times varighed hver anden uge mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke havde del i forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren ikke udøvede samvær med det herboende mindreårige barn i et sådant omfang, at ansøgeren på baggrund heraf kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at uanset, at der mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren ikke havde haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, og idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær så det herboende mindreårige barn én til halvanden time hver 14. dag under overvågning i Statsforvaltningens lokaler. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at FN’s børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det herboende mindreårige barn på Udlændingenævnets afgørelsestidspunkt var tre år gammelt, og at der gennem det sidste år alene havde været overvåget samvær af halvanden times varighed hver 14. dag, og at baggrunden for det begrænsede samvær måtte ses i forhold til, at ansøgeren var dømt i Danmark for at have bortført det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren således selv var årsag til det fastsatte samvær og karakteren heraf. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om udvidet samvær i fremtiden ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren for at kunne udøve samvær med det herboende mindreårige barn var nødt til at rejse frem og tilbage mellem Marokko og Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren før i tiden havde rejst frem og tilbage mellem landene. FAM/2014/89.
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 20-03-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige børn til en statsborger fra USA. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at de siden henholdsvis august 2012 og august 2013 havde opholdt sig i Danmark på grund af skoleophold, at det var ansøgerens ønske at passe og forsørge børnene i Danmark, og at ansøgerens ægtefælle/børnenes fader, som var tidligere dansk, nu amerikansk statsborger, planlagde at komme til Danmark i 2014/2015.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå oplysninger om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens og dennes ægtefælles egen beslutning, at børnene skulle begynde i skole i Danmark, uagtet at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke selv var bosiddende i Danmark, at ansøgeren og børnene indrejste i Danmark, uden at ansøgeren var meddelt en opholdstilladelse, og at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at ville blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle/ børnenes fader var tidligere dansk statsborger, og at han nødtvungent blev amerikansk statsborger i 2009 på grund af sit arbejde i USA, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælles statsborgerskab ikke i sig selv var afgørende for, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til sine herboende børn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/77.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 03-03-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en polsk statsborger, som i april 2013 søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn. Ansøgeren blev i januar 2011 meddelt opholdsret i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgerens herboende søn var dansk statsborger og blev født i Danmark i februar 2012. Ansøgeren oplyste i forbindelse med ansøgningen, at ansøgeren havde brug for opholdstilladelse i Danmark for at drage omsorg for sin søn, hvis fader var dansk statsborger. I juli 2013 modtog Udlændingestyrelsen oplysninger fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgerens barns fader havde samvær med barnet to timer om ugen. I oktober 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I december 2013 oplyste ansøgeren i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet, at ansøgeren var alene om at opdrage sit barn, at ansøgerens barn ikke kunne forlade Danmark uden barnets faders tilladelse, og at faderen ikke ville give tilladelse til, at barnet kunne tage til Polen i længere perioder. Ansøgeren oplyste endvidere, at ansøgeren delte forældremyndigheden over sit barn med barnets fader, at faderen ikke var interesseret i barnet, og at faderen kun havde set barnet få gange siden fødslen.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, idet der ikke var oplyst om forhold, som forhindrede ansøgeren og dennes barn i at udøve familielivet i Polen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse, selv om Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgerens barn ikke kunne forlade Danmark uden barnets faders tilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på det af ansøgeren oplyste om barnets samvær med faderen, samt at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne udrejse og tage ophold i Polen sammen med sit barn. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke behøvede en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., for at kunne tage sig af sit barn, eller at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse, fordi dette ville forbedre ansøgerens situation. Ansøgeren var aktuelt meddelt opholdsret i medfør af § 6, stk. 1, i EU-opholdsbekendtgørelsen og kunne således lovligt opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at det var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/135.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen