Forældre til herboende mindreårige børn
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. september 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 18-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark til en statsløs palæstinenser under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige barn, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde tidligere fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til sin ægtefælle, som var barnets fader. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren gerne ville bo i Danmark med sit barn, der var diagnosticeret med autisme, og at barnet ikke havde mulighed for at flytte til Sverige, hvor ansøgeren havde opholdstilladelse, da barnets far ikke ville flytte til Sverige, fordi barnet ikke ville kunne klare at flytte. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren havde yderligere to børn i Danmark, og at ansøgeren brugte cirka 3.000 til 4.000 kr. hver anden måned på at besøge børnene. Alle tre børn boede hos ansøgerens ægtefælle i Danmark. Parret blev separeret i april 2013, men var fortsat gift på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Om samværet mellem ansøgeren og hendes herboende barn var det oplyst, at barnet altid overnattede hos sin fader, at ansøgeren kom til Danmark hver anden måned og i den forbindelse opholdt sig hos en veninde, og at hun så barnet i weekenden. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at barnet og dets søskende og faderen havde boet i Sverige i perioden fra november 2009 til marts 2010 og igen fra april 2011 til december 2012.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og lagde vægt på, at der mellem ansøgeren og barnet ikke forelå en helt særlig tilknytning udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle på tidspunktet for barnets indrejse i Danmark var gift, at det måtte lægges til grund, at beslutningen om barnets ophold i Danmark var truffet af forældrene i fællesskab, at ansøgeren samtykkede i, at barnet skulle bo i Danmark uden ansøgeren, at ansøgeren siden december 2012 havde udøvet samvær med barnet via besøgsophold, at omfanget af samværet ikke kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse, at ansøgeren ikke havde haft fælles bopæl med barnet siden 2012, og at det var muligt fortsat at udøve samværet som hidtil. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. FAM/2014/238.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 23-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en libanesisk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige søn, der var født i Sverige i februar 2012, og som var dansk statsborger. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle indgik ægteskab i maj 2011 i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde haft bopæl fra marts 2011 til juni 2012. Ansøgerens søn indrejste sammen med sin moder i Danmark fra Sverige i juni 2012. Ansøgerens seneste indrejse i Danmark var i juni 2013, hvor han indgav en ansøgning om opholdstilladelse i juli 2013. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde fast bopæl i Sverige, hvor han havde fået meddelt opholdstilladelse. Vedlagt ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark var et følgebrev, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde været knyttet til sin søn siden fødslen og havde opretholdt samværet med sønnen. Vedlagt ansøgningen var endvidere udtalelser fra en sundhedsplejerske og to pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og hans søn havde et varmt, tæt og vigtigt forhold. I november 2013 meddelte Udlændingestyrelsen afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I februar 2014 indsendte ansøgerens repræsentant til Udlændingenævnet nye oplysninger fra den førnævnte sygeplejerske og de to førnævnte pædagoger, hvoraf det fremgik, at ansøgerens søn var meget afhængig af sin fader. I maj 2014 oplyste ansøgerens repræsentant, at ansøgeren på det tidspunkt opholdt sig i Danmark tre til fire gange om ugen, hvor han afleverede sin søn i vuggestue og derudover havde en del andre aktiviteter med sin søn. I juni 2014 fremgik det af Det Centrale Personregister, at ansøgeren og hans ægtefælle stadig var gift.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte det imellem ansøgeren og hans søn etablerede familieliv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at familielivet sås etableret i Sverige, hvor ansøgerens ægtefælle havde bopæl i perioden fra marts 2011 til juni 2012, og hvor hun nedkom med ansøgerens søn i februar 2012. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren efter det oplyste udøvede samvær med sin søn i Danmark, og at det var vurderet af en sundhedsplejerske og to pædagoger, at ansøgeren og hans søn havde et vigtigt, varmt og tæt forhold samt en stor tilknytning til hinanden. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne begrunde opholdstilladelse for ansøgeren i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet henviste herved til, at det beroede på ansøgeren og hans ægtefælles eget valg, at deres søn skulle bo i Danmark. Ansøgeren søgte først om familiesammenføring over et år efter, at sønnen indrejste i Danmark, og Udlændingenævnet anså på den baggrund, at ansøgeren havde indrettet sit familieliv således, at ansøgeren og hans søn skulle bo i henholdsvis Danmark og Sverige. Ansøgeren kunne ikke anses for at have haft en berettiget forventning om at ville kunne få meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens repræsentant havde anført, at ansøgeren og hans søn ikke kunne udøve deres familieliv fra Sverige. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at der ikke herved var oplyst om forhold, der måtte anses for at stå i vejen for, at ansøgeren og hans søn kunne udøve familielivet som besøgsophold i henholdsvis Danmark og Sverige som hidtil gjort. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afslag på opholdstilladelse i Danmark for ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af FN’s børnekonvention, da denne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke medfører en videre adgang til familiesammenføring end efter EMRK artikel 8. Da der ikke var oplyst om ganske særlige forhold, herunder alvorlige personlige eller helbredsmæssige forhold, fandt Udlændingenævnet, at det ikke ville være uproportionalt og uforeneligt med Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/211.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 18-06-2014Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en marokkansk statsborger, der havde ansøgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til dennes herboende mindreårige datter, der var født i februar 2011. Ved dom i oktober 2012 fik det herboende mindreårige barns far tillagt forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn. I februar 2013 blev ansøgeren i Danmark idømt fængsel for bortførelse af den herboende mindreårige datter, og hun blev udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år. Landsretten stadfæstede i marts 2013 byrettens dom, dog således at ansøgeren blev udvist betinget. Ansøgeren indgav herefter ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til hendes herboende mindreårige datter. Statsforvaltningen fastsatte overvåget samvær af halvanden times varighed hver anden uge mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå de i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke havde del i forældremyndigheden over det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren ikke udøvede samvær med det herboende mindreårige barn i et sådant omfang, at ansøgeren på baggrund heraf kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at uanset, at der mellem ansøgeren og det herboende mindreårige barn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, var Danmark ikke det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren ikke havde haft gyldig opholdstilladelse i Danmark, og idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær så det herboende mindreårige barn én til halvanden time hver 14. dag under overvågning i Statsforvaltningens lokaler. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at FN’s børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det herboende mindreårige barn på Udlændingenævnets afgørelsestidspunkt var tre år gammelt, og at der gennem det sidste år alene havde været overvåget samvær af halvanden times varighed hver 14. dag, og at baggrunden for det begrænsede samvær måtte ses i forhold til, at ansøgeren var dømt i Danmark for at have bortført det herboende mindreårige barn, og at ansøgeren således selv var årsag til det fastsatte samvær og karakteren heraf. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der ved vurderingen af, om samvær med mindreårige børn i Danmark kan føre til opholdstilladelse, lægges vægt på det reelt udøvede faktiske samvær, hvorfor eventuelle ønsker om udvidet samvær i fremtiden ikke i sig selv kan føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at ansøgeren for at kunne udøve samvær med det herboende mindreårige barn var nødt til at rejse frem og tilbage mellem Marokko og Danmark, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren før i tiden havde rejst frem og tilbage mellem landene. FAM/2014/89.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 20-03-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige børn til en statsborger fra USA. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at de siden henholdsvis august 2012 og august 2013 havde opholdt sig i Danmark på grund af skoleophold, at det var ansøgerens ønske at passe og forsørge børnene i Danmark, og at ansøgerens ægtefælle/børnenes fader, som var tidligere dansk, nu amerikansk statsborger, planlagde at komme til Danmark i 2014/2015.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå oplysninger om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens og dennes ægtefælles egen beslutning, at børnene skulle begynde i skole i Danmark, uagtet at ansøgeren og dennes ægtefælle ikke selv var bosiddende i Danmark, at ansøgeren og børnene indrejste i Danmark, uden at ansøgeren var meddelt en opholdstilladelse, og at ansøgeren ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at ville blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det forhold, at ansøgerens ægtefælle/ børnenes fader var tidligere dansk statsborger, og at han nødtvungent blev amerikansk statsborger i 2009 på grund af sit arbejde i USA, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerens ægtefælles statsborgerskab ikke i sig selv var afgørende for, hvorvidt ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til sine herboende børn. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. FAM/2014/77.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. marts 2014 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 03-03-2014Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en polsk statsborger, som i april 2013 søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn. Ansøgeren blev i januar 2011 meddelt opholdsret i Danmark i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgerens herboende søn var dansk statsborger og blev født i Danmark i februar 2012. Ansøgeren oplyste i forbindelse med ansøgningen, at ansøgeren havde brug for opholdstilladelse i Danmark for at drage omsorg for sin søn, hvis fader var dansk statsborger. I juli 2013 modtog Udlændingestyrelsen oplysninger fra ansøgeren, hvoraf det fremgik, at ansøgerens barns fader havde samvær med barnet to timer om ugen. I oktober 2013 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. I december 2013 oplyste ansøgeren i forbindelse med klagen til Udlændingenævnet, at ansøgeren var alene om at opdrage sit barn, at ansøgerens barn ikke kunne forlade Danmark uden barnets faders tilladelse, og at faderen ikke ville give tilladelse til, at barnet kunne tage til Polen i længere perioder. Ansøgeren oplyste endvidere, at ansøgeren delte forældremyndigheden over sit barn med barnets fader, at faderen ikke var interesseret i barnet, og at faderen kun havde set barnet få gange siden fødslen.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, idet der ikke var oplyst om forhold, som forhindrede ansøgeren og dennes barn i at udøve familielivet i Polen. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige forhold, hvorefter ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse, selv om Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgerens barn ikke kunne forlade Danmark uden barnets faders tilladelse. Udlændingenævnet lagde vægt på det af ansøgeren oplyste om barnets samvær med faderen, samt at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne udrejse og tage ophold i Polen sammen med sit barn. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke behøvede en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., for at kunne tage sig af sit barn, eller at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse, fordi dette ville forbedre ansøgerens situation. Ansøgeren var aktuelt meddelt opholdsret i medfør af § 6, stk. 1, i EU-opholdsbekendtgørelsen og kunne således lovligt opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke, at det var uproportionalt som stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2014/135.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2013 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 28-11-2013Udlændingenævnet stadfæstede i november 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende mindreårige børn til en statsborger fra Marokko. Det var til sagen oplyst, at ansøgerens øvrige familie boede i Italien, at ansøgeren alene havde en handicappet søster i Marokko, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at hun i Marokko ikke var i stand til at forsørge børnene, at hun og hendes herboende ægtefælle havde fælles forældremyndighed over børnene, at ansøgerens børn havde helbredsmæssige problemer, at det ene barn var psykisk syg grundet de barske levevilkår, hun havde levet under, mens hun boede sammen med ansøgeren i Marokko, at det andet barn var anæmisk, og at ansøgeren ikke havde råd til at købe medicin til hende. Det var endvidere oplyst, at ansøgeren i to et halvt år opholdt sig i Danmark, at hun lærte mange danskere at kende, at hun deltog i danskundervisning i en kirke, og at hun håbede at kunne arbejde og uddanne sig her i landet, uden at dette lykkedes for hende grundet afslaget på opholdstilladelse. Det var herudover oplyst, at ansøgeren havde søgt om skilsmisse i både Marokko og Danmark, og at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle i december 2012 var ved at blive separeret. Det fremgik af Det Centrale Personregister, at børnene, født i juli 2010 og august 2011, i november 2011 udrejste af Danmark til Marokko.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da der ikke forelå oplysninger om sådanne omstændigheder, der kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv mellem ansøgeren og hendes børn, som var danske statsborgere, og som på afgørelsestidspunktet var bosiddende i Marokko sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, hvorfor ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse her i landet under henvisning til sine børn, og Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af Det Centrale Personregister fremgik, at ansøgerens børn i november 2011 udrejste til Marokko i en alder af henholdsvis 1½ år og fire måneder, at ansøgerens børn ikke siden sås at være indrejst i Danmark, og at børnene således havde boet størstedelen af deres liv i Marokko sammen med ansøgeren. Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens børn grundet deres tidligere korte ophold i Danmark ikke kunne antages at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ansøgeren på den baggrund ville kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til sine børn. Det forhold, at ansøgerens børn var danske statsborgere, at børnene grundet deres alder ikke kunne rejse alene til Danmark, og at ansøgeren ønskede, at hendes børn skulle genoptage kontakten med deres fader, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle efter samlivsophævelsen havde valgt, at børnene skulle følge med ansøgeren til Marokko. Der henvistes endvidere til, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren og ansøgerens ægtefælle havde fælles forældremyndighed over børnene, hvorfor det måtte anses for at være muligt for ansøgerens ægtefælle at genoptage kontakten til børnene og have besøgsophold, såfremt dette ønskedes. Det bemærkedes endvidere, at ansøgerens børn - henset til at børnene var danske statsborgere - frit kunne indrejse og opholde sig i Danmark hos deres fader, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visum under henvisning hertil. Det forhold, at ansøgeren efter det oplyste ikke kunne forsørge sine børn i Marokko, at ansøgerens børn havde helbredsmæssige problemer, at ansøgerens familie boede i Italien, og at ansøgeren i Marokko alene havde en søster, som var handicappet, fandt Udlændingenævnet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til opholdstilladelse efter bestemmelsen. FAM/2013/101.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet