Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.

Senest opdateret: 12-12-2016
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen