EU
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 19-08-2019Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i august 2015. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren blev opsagt fra sin ansættelse med sidste arbejdsdag i december 2015, og at der ikke var registreret indkomst i perioden fra januar 2016 til og med april 2016. Yderligere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde sendt dokumentation for, at hun efter sit beskæftigelsesophør i december 2015 havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset om det blev lagt til grund, at klageren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb som følge af sine to ansættelser, bevarede hun ikke en eventuel arbejdstagerstatus efter beskæftigelsesophør i december 2015. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren i perioden fra maj 2016 til og med juni 2016 var ansat hos en virksomhed, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger ikke kunne lægges til grund, at klageren under sin ansættelse havde opnået status som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet den beskæftigelse, klageren udøvede, ikke kunne anses for at være af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren blev ansat hos virksomheden i maj 2016, og at klageren i juni 2016 blev opsagt med sidste arbejdsdag i juni 2016, og at hun således alene var i beskæftigelse i cirka syv uger. Udlændingenævnet fandt, at den meget begrænsede varighed af klagerens ansættelsesforhold i høj grad talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på det begrænsede omfang af klagerens beskæftigelse, hvor hun sammenlagt havde 72,5 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i løbet af sine cirka syv ugers ansættelse havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 10,4 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det begrænsede antal arbejdstimer talte for, at klagerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt herefter, at omfanget af klagerens ugentlige beskæftigelse sammenholdt med den begrænsede længde af sit ansættelsesforhold, samlet set talte imod, at hun opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb under sin ansættelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende klageren og hendes ansættelsesforhold, ikke i øvrigt er holdepunkter for at anse hendes beskæftigelse som reel og faktisk. Idet Udlændingenævnet således fandt, at klageren på tidspunktet for ansættelsesophøret i juni 2016 ikke havde opnået status som arbejdstager, opfyldte klageren ikke betingelserne for bevarelse af arbejdstagerstatus i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 4, uanset at hun var uforskyldt arbejdsløs og tilmeldte sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at hun havde fået udbetalt kontanthjælp i perioden fra juni 2016 til maj 2018, og at hun ikke herefter havde haft indkomst. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde undervist i en periode, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der var tale om ulønnet praktik, hvilket ikke er omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i juni 2015, at hun havde opholdt sig i Danmark i cirka fire år, og at hun under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka syv måneder. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde bestået prøve i Dansk 1, at hun havde været i praktik som underviser, og at hun var samlevende med en dansk statsborger. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at hun ikke på baggrund af sit ophold og aktiviteter i Danmark kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af sin opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det forhold, at klageren fremlagde dokumenter vedrørende udredning af sin sygdom, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det måtte antages, at klageren havde mulighed for at fortsætte udredningen og modtage eventuel behandling herfor i sit hjemland, Storbritannien. EU/2019/34. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 30-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager til en statsborger fra Litauen, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren i september 2017 var blevet opsagt fra en stilling som marketing consultant, og at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde haft lønindtægt efter september 2017. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hans arbejdstagerstatus efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin opsigelse i september 2017 var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Ved vurderingen heraf lagde Udlændingenævnet vægt på oplysningerne i klagerens opsigelsesbrev af september 2017 fra arbejdsgiveren, hvoraf det fremgik, at klageren var blevet opsagt i september 2017 i løbet af en prøveperiode som følge af manglende salgskompetencer. Udlændingenævnet fandt, at en afskedigelse som følge af manglende kompetencer til at varetage stillingen som marketing consultant, ikke var en omstændighed, som lå uden for klagerens kontrol, og at klagerens arbejdsløshed derfor ikke kunne anses for at være uforskyldt. Udlændingenævnet havde ved vurderingen lagt vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han tilmeldte sig jobcentret inden for rimelig tid efter ophøret af ansættelsen i september 2017, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra kommunen, at klageren ikke havde tilmeldt sig som ledig på Jobnet. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af beskæftigelsen i september 2017, havde bevaret sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i 2011 i en alder af cirka 18 år, og at han havde været udrejst af Danmark fra 2012 til 2015. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningen afgørelse havde arbejdet i Danmark i cirka to år, at han havde bestået modul 1 i Prøve i Dansk 3, at hans tante og onkel var bosiddende i Danmark og at han havde en samlever. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold i Danmark, herunder opholdets relativt korte varighed, hans danskkundskaber eller beskæftigelse, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde en samlever, kunne heller ikke føre til, at det måtte anses for særligt belastende for ham, at hans opholdsret ophørte, idet han ikke havde oplyst yderligere om perioden for samlivet eller om karakteren af forholdet. EU/2019/27. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 30-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse vedrørende ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk.1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt ved ophøret af klagerens beskæftigelse i november 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klagerens senest havde haft lønindkomst i november 2017, og at han havde fået udbetalt kontanthjælp siden januar 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger om årsagen til beskæftigelsesophøret i november 2017, herunder til støtte for, at klageren var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke havde fremlagt dokumenter eller oplysninger til støtte for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende inden for rimelig tid efter ophøret af sit arbejde, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Det forhold, at der til sagen var fremlagt kopi af et brev fra maj 2018 til klageren fra Jobcenter København, hvoraf det fremgik, at klageren var indkaldt til samtale i maj 2018 med henblik på at finde beskæftigelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at brevet fra Jobcenter København var dateret mere end fem måneder efter klagerens beskæftigelsesophør i november 2017 og således ikke i sig selv kunne anses som dokumentation for, at han havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende umiddelbart efter ophør af klagerens beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på andet grundlag opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en afgørelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var indrejst første gang i Danmark i maj 2010 i en alder af 40 år, og at klageren i CPR-registreret var registreret som udrejst af Danmark fra juli 2013 til marts 2015, og at han efter det oplyste talte og læste meget dårligt dansk. Uanset om det var blevet lagt til grund, at klageren var genindrejst i Danmark allerede i august 2014, hvor han senest fik udstedt EU-registreringsbevis, ses han alene at have opholdt sig i Danmark i sammenlagt cirka syv år på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i sammenlagt cirka et år og ti måneder, og at klageren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse havde fået udbetalt kontanthjælp i yderligere et år. Desuden fremgik det, at klageren under sit ophold i Danmark alene havde haft lønindkomst i sammenlagt cirka fire år og fire måneder, og at klagerens lønindkomst var udbetalt fra seks forskellige arbejdsgivere, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet havde været af løsere karakter. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke til sagen havde fremlagt oplysninger om personlige forhold, herunder om nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at hans opholdsret var ophørt. EU/2019/28. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Letland.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse fra maj 2018 ikke havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet han ikke havde sandsynliggjort, at hans beskæftigelse var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det begrænsede omfang af ansøgerens beskæftigelse, herunder at han fra februar 2018 blev ansat hos en arbejdsgiver, og at han i februar 2018 havde 8,94 arbejdstimer, i marts 2018 havde 35,99 arbejdstimer og i april 2018 havde 51,28 arbejdstimer, hvilket svarede til, at han havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på cirka 8,11 timer i perioden fra februar 2018 til april 2018. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så ringe omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse den beskæftigelse, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i april 2018 havde et øget antal arbejdstimer, som svarede til 11,97 timers ugentlig beskæftigelse samt en tilsvarende øget indtægt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en øget beskæftigelse i en enkelt måned ikke i sig selv kunne føre til, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i juli 2018 havde fået udstedt et registreringsbevis som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet dette ikke i sig selv sandsynliggjorde, at ansøgeren opfyldte betingelserne som arbejdstager på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at begrebet arbejdstager omfattede enhver, som udøvede reelt og effektivt arbejde og blev betalt under en anden persons ledelse, kunne på baggrund af ovennævnte vurdering af ansøgerens udøvede beskæftigelse, heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at ansøgeren faktisk levede af den pågældende indtægt, og at beskæftigelsen således ikke kunne betragtes som et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet fandt således, at uanset om ansøgeren kunne leve af den pågældende indtægt, kunne det ud fra en samlet vurdering af beskæftigelsen ikke lægges til grund, at ansøgeren var omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. EU/2019/30. -
Udlændingenævnets afgørelse af 9. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark som arbejdstager til en polsk statsborger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse ikke kunne anses som arbejdstager i EU-rettens forstand, idet hun ikke havde sandsynliggjort, at beskæftigelsen var af reel og faktisk karakter. Udlændingenævnet lagde vægt på ansøgerens begrænsede omfang af sin beskæftigelse, herunder at hun blev ansat i juli 2018, og at hun i perioden fra juli 2018 til august 2018 havde 18,75 arbejdstimer og fra august 2018 til september 2018 havde 39,62 arbejdstimer, hvilket svarede til, at hun i perioden havde en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 6,59 timer. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens beskæftigelse var af så begrænset omfang, at det måtte anses for at være et rent marginalt supplement. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i oktober 2018 alene fik løn for 19,18 arbejdstimer hos virksomheden, og at hun herefter ikke havde haft indkomst fra virksomheden. Udlændingenævnet fandt, at dette forhold talte imod, at ansøgeren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb, idet hun ikke var i færd med at øge sin beskæftigelse til et niveau, som kunne være omfattet af det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Udlændingenævnet havde endvidere lagt vægt på varigheden af ansøgerens arbejdsforhold. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren tidligst var i beskæftigelse fra juli 2018, idet første lønseddel omfattede denne dato, og at ansættelsen ophørte senest i oktober 2018, idet ansøgeren ikke havde fået udbetalt løn efter oktober 2018. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgerens samlede ansættelse varede højst i tre måneder. Udlændingenævnet fandt, at den begrænsede samlede varighed af ansøgerens ansættelsesforhold og ansøgerens antal arbejdstimer på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse samlet set talte imod, at ansøgeren opfyldte det EU-retlige arbejdstagerbegreb. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at der på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens øvrige oplysninger vedrørende ansøgeren og ansøgerens ansættelsesforhold, herunder oplysningerne vedrørende størrelsen af ansøgerens vederlag, overenskomstdækning, pension, feriepenge og løn under sygdom, ikke i øvrigt var holdepunkter for at anse beskæftigelsen, som ansøgeren udøvede på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, som reel og faktisk. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun ikke kunne fremlægge en lønseddel med et tilstrækkeligt antal arbejdstimer, fordi ansøgeren havde modtaget sit ”tax number” meget sent, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumenter, der understøttede, at ansøgeren ikke havde mulighed for at påbegynde sin ansættelse tidligere eller at oppebære et større antal arbejdstimer. EU/2019/31. -
Udlændingenævnets afgørelse af 4. juli 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 04-07-2019Udlændingenævnet hjemviste i juli 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse for så vidt angik vurderingen af, om ansøgeren havde ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var taget stilling til det forhold, at ansøgerens arbejdsmæssige aktiviteter var en del af et religiøst fællesskab. Udlændingenævnet henviste herved til, at det fremgik af EU-Domstolens sag C-196/87, Steymann, at det i sager, hvor personer påberåber sig at være arbejdstagere på baggrund af beskæftigelse hos et religiøst fællesskab, er relevant at foretage en vurdering af, om det pågældende arbejde er et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om – og på hvilken måde – det pågældende arbejde er med til at sikre det religiøse fællesskab økonomisk uafhængighed. Udlændingenævnet fandt det på den baggrund relevant at få belyst, hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgerens ansættelse omfattede, om arbejdsopgaverne var et væsentligt led i deltagelsen af det religiøse fællesskab, samt om de pågældende arbejdsopgaver bidrog til det religiøse fællesskab som økonomisk virksomhed. EU/2019/33.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. juni 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Betingelser ej opfyldt
Dato: 17-06-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, idet ansøgeren ikke havde dokumenteret at være statsborger i et EU-land.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde ret til ophold som arbejdstager i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at man som EU-statsborger har ret til at opholde sig her i landet ud over de tre måneder, der følger af udlændingelovens § 2, stk. 1, og at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at han var statsborger i et EU-land. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningens indgivelse havde indleveret et lettisk fremmedpas, hvorpå ansøgerens nationalitet ikke var anført, ligesom ansøgeren i sin ansøgning ikke havde anført en nationalitet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at være statsborger i Letland, hvorfor han ikke havde ret til at opholde sig i Danmark som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1. Det forhold, at ansøgeren på et senere tidspunkt ville fremmøde med et lettisk fremmedpas, og at det i forbindelse med klagen var oplyst, at der var opstået en fejl i forbindelse med udstedelsen af ansøgerens pas, kunne ikke føre til en ændret vurdering, idet han ikke havde dokumenteret, at han var statsborger i Letland. EU/2019/24.
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet