EU
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
EU - Primær bevægelighed - Selvforsørgende - person med tilstrækkelige midler
Dato: 21-06-2021Udlændingenævnet omgjorde i juni 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyskland, som havde søgt om opholdsret i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 16-12-2019Udlændingenævnet stadfæstede i december 2019 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om ophør af en opholdsret som arbejdstager til en statsborger fra Rumænien.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse den 14. maj 2019, jf. EU-opholdsbekendtgørelsen § 30, stk. 1. Udlændingenævnet lagde til grund, at klagerens midlertidige ansættelseskontrakt udløb i december 2018. Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde tilmeldt sig jobcenteret inden for rimelig tid efter ophøret af beskæftigelsen, hvilket er en betingelse for bevarelse af arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 3. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klagerens tidsbegrænsede ansættelseskontrakt udløb i december 2018, hvilket også blev understøttet af oplysningerne fra eIndkomst, hvoraf det fremgik, at klageren ikke havde haft lønindkomst i perioden fra januar 2019 til marts 2019. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at klageren først tilmeldte sig jobcenteret i marts 2019, hvor der således var forløbet næsten tre måneder fra klagerens ansættelse udløb. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at klageren ikke efter december 2018, hvor klageren ophørte sin beskæftigelse hos arbejdsgiveren, bevarede sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2. Desuden fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren fik udstedt sit registreringsbevis i september 2018, at han ifølge oplysningerne i CPR først var registeret indrejst i Danmark i september 2018, at han på tidpunktet for Styrelsen for International Rekrutterings afgørelse således alene havde været registeret indrejst i Danmark i mindre end ét år, og at han derfor ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at opholdsretten ophørte. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om, at klageren havde nær familie i Danmark. Det indgik i grundlaget, at klageren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse havde været i beskæftigelse i cirka seks måneder, men Udlændingenævnet fandt ikke, at klageren herved havde opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af hans opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. EU/2019/18. -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Betingelser ej opfyldt – Hensynet til den offentlige orden og sikkerhed
Dato: 16-12-2019Udlændingenævnet omgjorde i december 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold som familiemedlem til en pakistansk statsborger, som af Statsforvaltningen var blevet meddelt afslag under henvisning til hensynet til den offentlige orden og sikkerhed, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, jf. §§ 8-12.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at ændre Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på ret til ophold som familiemedlem til en EU-borger, jf. herved en analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, som følge af, at han i oktober 2015 på en adresse i Allerød udøvede vold mod sin tidligere ægtefælle, og at ansøgeren ved dom af september 2018 blev fundet skyldig i forholdet, jf. straffelovens § 244, stk. 1, for hvilket ansøgeren blev straffet med 50 dages betinget fængsel samt betinget udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ved det begåede forhold var tale om en enkeltstående voldsepisode af tilfældighedspræget karakter. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at ansøgeren i øvrigt var ustraffet samt hans personlige forhold, hvor han var gift med en EU-borger med opholdsret i Danmark i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, med hvem han havde et fællesbarn, og hvor han under sit sidste lovlige ophold i Danmark ses at have været i beskæftigelse både i form af ansættelsesforhold og som selvstændig erhvervsdrivende. Udlændingenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at der ikke var grundlag for at antage, at ansøgeren i fremtiden ville begå ligeartet kriminalitet, og at ansøgerens adfærd dermed ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. herved analogi af EU-opholdsbekendtgørelsens § 26, stk. 3, og § 35. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdsret i Danmark som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, var opfyldt. Udlændingenævnet havde ikke herved vurderet dette. EU/2019/17.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Naturlig forlængelse
Dato: 21-11-2019Udlændingenævnet hjemviste i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold i Danmark efter reglerne om sekundær bevægelighed, hvor en unionsborger vender hjem efter at have udøvet den fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til fornyet vurdering i Styrelsen for International Rekruttering og Integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-Domstolen i juni 2018 afsagde dom i den præjudicielle sag C-230/17, Deha Altiner og Ravn (Altiner-dommen) om dansk administrativ praksis for familiesammenføring efter EU-retten i situationer, hvor en dansk statsborger vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat (såkaldt sekundær bevægelighed), og et familiemedlem, som påberåber sig en afledt opholdsret, først senere indrejser eller indgiver ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet bemærkede, at der som følge af dommen blev foretaget en præcisering af praksis i sager, hvor der forelå en tidsmæssig forskydning mellem unionsborgerens tilbagevenden og familiemedlemmets indrejse eller indgivelse af ansøgning, hvorefter der skulle foretages en trinvis gennemgang af en række betingelser. Disse betingelser sås ikke at være vurderet i ansøgerens sag. Udlændingenævnet henviste herved til, at det ikke fremgik udtrykkeligt af Statsforvaltningens afgørelse fra juni 2018, hvorvidt der var foretaget en konkret vurdering af, om ansøgerens ægtefælle havde haft et reelt og faktisk ophold i Grækenland, om ansøgerens og dennes ægtefælle havde opbygget eller konsolideret et familieliv i Grækenland, og om familielivet var ophørt eller afbrudt i tidsrummet fra ansøgerens ægtefælles tilbagevenden til Danmark til ansøgerens eller indgivelse af ansøgning om opholdsret. Udlændingenævnet henviste generelt til Udlændinge- og Integrationsministeriet fortolkningsnotat af 12. april 2019 vedrørende EU-Domstolens dom i Altiner-sagen. Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration kunne tage fornyet stilling til sagen på baggrund af praksis, herunder efter Altiner-dommen. EU/2019/35. -
Udlændingenævnets afgørelse af 18. november 2019 – EU – Primær bevægelighed – Familiemedlemmer – betingelser ej opfyldt – ej omfattet af personkredsen
Dato: 18-11-2019Udlændingenævnet stadfæstede i november 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold for en russisk statsborger som familiemedlem til en EU-borger, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 8.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgerens registrerede partner, som var referencepersonen, var statsborger i Rusland og ikke var unionsborger, og at ansøgerens registrerede partner således ikke opfyldte betingelserne som hovedperson i EU-opholdsbekendtgørelsens § 1. Allerede af denne grund var ansøgeren ikke omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, jf. § 1. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens registrerede partner i september 2017 havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til sin datter, som var en 15-årig britisk statsborger, og som i juli 2017 havde fået udstedt registreringsbevis som person med tilstrækkelige midler, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens registrerede partner havde afledt sin opholdsret fra sin datter, og at ansøgerens registrerede partners afledte opholdsret ikke kunne medføre en ret til ophold for andre familiemedlemmer. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun og hendes registrerede partner ikke kunne udøve et familieliv i ansøgerens hjemland, idet det i Rusland var imod loven at leve sammen med en person af samme køn. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et asylretligt forhold, som ikke kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 2 var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for ret til ophold som familiemedlem til hendes registrerede partners datter, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4-6. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, allerede fordi hun ikke var beslægtet i ret opstigende linje med den registrerede partners datter. Det forhold, at ansøgeren havde gjort gældende, at hun var i familie med hendes registrerede partners datter, uanset at hun ikke var blodsbeslægtet med hende, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet betingelsen om at være beslægtet i ret opstigende linje efter Udlændingenævnets opfattelse skulle være opfyldt enten i form af slægtskab eller som følge af juridiske forpligtelser som f.eks. adoption. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at hun i Rusland var blevet forsørget af hendes registrerede partners datter eller havde været optaget i hendes husstand, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 5, og at ansøgeren ligeledes ikke havde fremlagt dokumentation, der understøttede, at alvorlige helbredsmæssige grunde gjorde det absolut nødvendigt, at den registrerede partners datter personligt plejede ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 6. Udlændingenævnet bemærkede afslutningsvis, at det fremgik af CPR, at den registrerede partners datter var udrejst af Danmark i august 2018. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen. EU/2019/19. -
Udlændingenævnets afgørelse af 21. oktober 2019 – EU – Primær bevægelighed – Selvforsørgende (personer med tilstrækkelige midler) – Ophør
Dato: 21-10-2019Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som selvforsørgende efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Storbritannien, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold i Danmark efter EU-retten var ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 30, stk. 1. Udlændingenævnet vurderede i den forbindelse, at klageren på baggrund af de offentlige ydelser, hun havde modtaget siden juli 2010, udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at klageren i december 2008 fik udstedt registreringsbevis som selvforsørgende, og at hun siden juli 2010 – og således i mere end ni ud af de cirka 11 år, hun havde opholdt sig i Danmark – havde modtaget kontanthjælp, som i alt udgjorde 1.360.160 kr. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde opholdt sig i Danmark siden december 2008, at hun havde været selvforsørgende frem til juli 2010, at hun led af endometriose og fibromyalgi og derfor havde modtaget kontanthjælp, at klageren og hendes søn havde boet sammen med klagerens danske samlever, siden klageren indrejste i Danmark, og at det fremgik af sagens oplysninger, at hun muligvis i fremtiden ville kunne komme i fleksjob, og at der således kunne være tale om midlertidige vanskeligheder, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ved en samlet konkret og individuel vurdering af de pågældende forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, hvor varigheden og summen af de udbetalte offentlige ydelser vejede med betydelig vægt, måtte lægges til grund, at klageren udgjorde en urimelig byrde for det offentlige. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at klageren indrejste i Danmark i december 2008 i en alder af 36 år, og hun havde en meget begrænset tilknytning til det danske arbejdsmarked, idet hun alene havde haft lønindkomst i to måneder i 2009. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde opholdt sig i Danmark i næsten 11 år, at hun havde bestået prøve i Dansk 3, at hendes søn havde tidsubegrænset opholdsret i Danmark, og at hun havde været samlevende med en dansk statsborger siden indrejsen. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det ikke på baggrund af disse forhold kunne lægges til grund, at ophør af klagerens opholdsret kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ophør af klagerens opholdsret ikke var i strid med retten til familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8, idet klageren og den danske statsborger måtte antages at kunne udøve familielivet i et andet land, herunder i klagerens hjemland, Storbritannien. Endvidere lagde Udlændingenævnet vægt på, at klagerens søn, som havde fået udstedt bevis for ret til tidsubegrænset ophold i Danmark efter EU-retten, var 19 år og således voksen, og at der ikke var oplysninger i sagen, der talte imod, at han kunne tage vare på sig selv ved klagerens udrejse af Danmark. Det forhold, at klageren var blevet diagnosticeret med endometriose og fibromyalgi, kunne ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren måtte antages at kunne få den nødvendige behandling i hjemlandet, Storbritannien. Endelig fandt Udlændingenævnet, at det ikke kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde været opmærksom på, at modtagelse af offentlige ydelser kunne have indflydelse på hendes opholdsret. Udlændingenævnet henviste til, at det fremgik af Statsforvaltningens afgørelse fra december 2008, at hun var blevet vejledt om betingelserne for hendes opholdsret, herunder at hendes opholdsret kunne ophøre, såfremt forudsætningerne ikke længere var opfyldt. EU/2019/36. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyld – Reelt og faktisk ophold
Dato: 30-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Brasilien som familiemedlem til en dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens danske ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i perioden fra september 2016 til april 2017. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at han havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som ville kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland i den pågældende periode. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udskriften fra ansøgerens ægtefælles danske bankkonto talte imod, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Således fremgik det af kontoudskriften, at der fra september 2016 frem til slutningen af oktober 2016 var foretaget færre end ti indkøb samt færre end fem kontanthævninger i Tyskland, og at der i samme periode var foretaget et større antal indkøb i Danmark, ligesom der var foretaget danske indbetalinger til bl.a. Fitness World, tandlæge, Fullrate, et fjernvarmeselskab og DR licens. Der fremgik ikke efter oktober 2016 udgifter til almindeligt forbrug i Tyskland. Derudover indikerede transaktionerne på kontoudskriften, at ansøgerens ægtefælle fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien, og at han fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Desuden vedrørte kontoudskriften alene perioden til og med december 2016, og den omfattede således ikke perioden frem til hans oplyste indrejse i Danmark i april 2017. Udlændingenævnet havde ved vurderingen af, om ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, ydermere lagt vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation til støtte for, at han havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark i forbindelse med arbejdet i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, at der var fremlagt dokumentation for, at ansøgerens ægtefælle fra september 2016 lejede en bolig i Tyskland, og at han havde afholdt udgifter til depositum og husleje i den pågældende periode frem til april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i den pågældende periode. Endvidere kunne det forhold, at ansøgerens ægtefælle i CPR-registeret havde været registreret som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2016 til april 2017, og at han i Tyskland var blevet registreret som tilflyttet fra september 2016, ikke i sig selv føre til en antagelse om, han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet til Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udrejsedatoen i CPR-registeret i november 2016 ikke stemmer overens med ansøgerens ægtefælles egne oplysninger i ansøgningsskemaet og med registreringen i Tyskland fra september 2016. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at det ej heller kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle fra november 2016 udlejede boligen i Danmark, idet udlejningen af boligen ikke i sig selv godtgjorde, at han var flyttet til Tyskland. Som anført ovenfor indikerede den fremlagte kontoudskrift desuden, at han fra slutningen af oktober 2016 opholdt sig i Spanien og fra begyndelsen af november 2016 opholdt sig i Brasilien. Udlændingenævnet fandt derudover, at det forhold, at der var fremlagt betalingsbekræftelser fra en dansk bank vedrørende ansøgerens ægtefælles betalinger til en tysk konto heller ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det fremgik af sagens oplysninger i øvrigt, at der var tale om en tysk sundhedsforsikring, som vedrørte ansøgeren og således ikke ansøgerens ægtefælle. Ligeledes kunne de fremlagte oplysninger om ansøgerens forhold i Tyskland, herunder hendes registrering i Tyskland, hendes tyske sundhedskort og EU-opholdskort og diverse tyske breve adresseret til hende, ikke føre til en ændret vurdering. Uanset, om ansøgeren opholdt sig i Tyskland i den pågældende periode, godtgjorde dette ikke i sig selv, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/21. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. september 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold
Dato: 30-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om afslag på ret til ophold til en statsborger fra Panama som familiemedlem til en dansk statsborger.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland, hvilket bl.a. er en betingelse for, at ansøgeren kunne opnå ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der ikke i tilstrækkelig grad var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som vil kunne antages at være normalt, såfremt han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af kontoudskriften fra ægtefællens danske bankkonto, at langt størstedelen af transaktionerne i perioden fra november 2017 til april 2018, hvor han efter det oplyste vendte tilbage til Danmark, vedrørte køb foretaget i Danmark, og at der fremgik et meget lille forbrug i Tyskland. Således fremgik der cirka 150 køb i Danmark, mens der alene fremgik cirka 25 køb i Tyskland samt otte kontanthævninger i Tyskland på sammenlagt 1.500 euro til blandt andet husleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af bankkontoudskriften, at der i perioden fra januar 2018 til marts 2018 alene var foretaget 14 hævninger, som kunne henføres til almindeligt forbrug i Tyskland. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af sagens oplysninger, at der var tale om ansøgeren og ægtefællens tyske fælleskonto, og at det fremgik af udskriften fra bankkontoen, at ægtefællen ved overførsel af penge til den tyske konto havde angivet ansøgeren som modtager. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var fremlagt kopi af cirka 100 kvitteringer for indkøb foretaget i Tyskland i den pågældende periode, hvoraf cirka 25 kunne henføres til ægtefællens danske konto eller til parrets tyske fælleskonto, mens de resterende kvitteringer vedrørte køb foretaget med kontanter, som således ikke kunne henføres til ansøgerens ægtefælle. Uanset, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at man mange steder i Tyskland alene kunne betale med kontanter, fandt Udlændingenævnet, at de fremlagte kvitteringer, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, ikke i sig selv kunne føre til, at Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til et almindeligt forbrug i Tyskland, som understøttede etableringen af et reelt og faktisk ophold. Udlændingenævnet havde yderligere tillagt det vægt, at det forhold, at ansøgerens ægtefælle havde bibeholdt boligen i Danmark, og at hans ældste søn, som på daværende tidspunkt var 17 år, blev boende i denne bolig, hvor ansøgerens ægtefælle i øvrigt havde sin daglige arbejdsgang i forbindelse med et dansk firma, talte imod, at han faktisk var flyttet fra Danmark og havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Hertil kom, at det fremgik af kontoudskriften fra den danske sparekasse, at størstedelen af de indkøb, der var foretaget i Danmark i den pågældende periode, var foretaget i butikker i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke var fremlagt dokumentation, der understøttede, at ansøgerens ægtefælle havde haft udgifter til transport mellem Tyskland og Danmark, herunder kvitteringer for køb af benzin, idet han måtte antages at have haft et øget forbrug af benzin, såfremt han dagligt pendlede cirka 70 kilometer hver vej mellem de relevante byer i Danmark og Tyskland. Den fremlagte lejekontrakt og de medfølgende kvitteringer for betalt husleje kunne ikke i sig selv føre til, at det kunne lægges til grund, at han faktisk havde boet i boligen i Tyskland. Endvidere kunne det forhold, at han havde været registreret i CPR som udrejst til Tyskland i perioden fra november 2017 til april 2018, og at han i Tyskland var blevet registreret som bosiddende i november 2017, heller ikke i sig selv føre til en antagelse om, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om registreringer, som ikke i sig selv dokumenterede, at han faktisk var flyttet fra Danmark til Tyskland. Det forhold, at ansøgeren og ægtefællens yngste søn var blevet registreret som bosiddende i Tyskland, at ansøgeren havde fået udstedt et tysk opholdskort som familiemedlem til en EU-borger, og at der var fremlagt en udfyldt blanket vedrørende ansøgerens ægtefælles søns indmeldelse i en dansk skole i Tyskland, kunne heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering, idet det ikke i sig selv i tilstrækkelig grad sandsynliggjorde, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. Ydermere kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at parret havde været gift siden 1998 og havde to fællesbørn, som var danske statsborgere, og at ansøgeren tidligere havde opnået permanent opholdstilladelse, talte dansk og havde eventuelle jobtilbud i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om forhold, som kunne tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 13 var opfyldt. Endelig fandt Udlændingenævnet, at de øvrige oplysninger i sagen ej heller i sig selv kunne føre til, at det kunne lægges til grund, at ansøgerens ægtefælle havde etableret et reelt og faktisk ophold i Tyskland. EU/2019/22. -
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 16-09-2019Udlændingenævnet stadfæstede i september 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en statsborger fra Bulgarien.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt i februar 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klagerens udbetaling af barselsdagpenge var ophørt i februar 2017, at der herefter ikke var registreret indkomst frem til tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse i maj 2018, og at klageren først i november 2017 havde tilmeldt sig jobcentret som ledig. Udlændingenævnet fandt derfor på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af alle sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af hendes arbejdstagerstatus efter EU-retten. Udlændingenævnet fandt således, at uanset, at klageren ved ophøret af sin ansættelse med sidste lønudbetaling i marts 2016, var at anse som uforskyldt arbejdsløs, idet hun umiddelbart derefter, i april 2016, fødte sit ældste barn og påbegyndte en periode med barselsdagpenge, havde hun ikke efter barselsorlovens ophør bevaret sin status som arbejdstager, idet hun ikke inden for rimeligt tid havde tilmeldt sig jobcentret som arbejdssøgende. Udlændingenævnet henviste herved til, at en unionsborger, som ophører med at arbejde eller med at søge arbejde som følge af fysiske begrænsninger i forbindelse med en graviditets sene stadier og eftervirkningerne af en fødsel, bevarer sin status som arbejdstager, forudsat at hun genoptager sit arbejde eller finder et andet arbejde inden for rimelig tid efter barnets fødsel. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at uanset, om klageren efter de nationale regler måtte have haft ret til afholdelse af barsel i en periode efter ophør af udbetaling af barselsdagpenge, havde klageren ikke inden rimelig tid tilmeldt sig jobcentret, idet der var forløbet ni måneder fra udbetalingernes ophør til klagerens tilmelding. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke søgte nyt job efter barselsorlovens ophør, idet hun blev gravid med sit yngste barn, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet hun ikke på tidspunktet for ophøret af barselsdagpenge i februar 2017 kunne anses for at have befundet sig i graviditetens sene stadier, idet hun havde termin med sit yngste barn i november 2017, og idet barnet blev født i november 2017. For så vidt angik det af klageren anførte om, at hun ikke kunne finde pasning til det ældste barn, som hun derfor passede i hjemmet, henviste Udlændingenævnet til, at der ikke herved var tale om forhold, som kunne føre til, at hun ikke burde have tilmeldt sig jobcentret. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det navnligt vil være eftervirkningerne af en fødsel, der kan føre til, at en unionsborger, der står uden for arbejdsmarkedet, bevarer sin status som arbejdstager. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter ophøret af udbetaling af barselsdagpenge i februar 2017, bevarede sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for hende, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36 og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren indrejste første gang i Danmark i februar 2015 i en alder af 23 år, og at hun havde opholdt sig i Danmark i knap fem år. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren under sit ophold sammenlagt havde været i lønnet beskæftigelse i cirka halvandet år samt havde født to børn, hvilket medførte, at hun i perioder ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke på baggrund af sit ophold, herunder hendes beskæftigelse og barselsperioder, kunne antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at ophør af opholdsretten kunne anses for at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at klageren, hendes ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i hjemlandet, for dér at udøve familielivet. Det indgik i Udlændingenævnets afgørelse, at parret havde to fællesbørn, født i henholdsvis april 2016 og november 2017. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet fællesbørn efter praksis først efter seks til syv års fast, lovligt ophold i Danmark i hvilken forbindelse barnet har gået i dansk institution og/eller skole, anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at klagerens opholdsret ikke skulle anses for ophørt under henvisning hertil. EU/2019/20. -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2019 – EU – Primær bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Dato: 19-08-2019Udlændingenævnet stadfæstede i august 2019 Statsforvaltningens afgørelse om ophør af opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen til en rumænsk statsborger.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen var ophørt ved afslutningen af hans beskæftigelse hos en restaurant i august 2018. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren selv havde opsagt sin stilling som køkkenassistent hos restauranten, og at det fremgik af eIndkomst, at han senest havde haft lønindkomst i august 2018. Udlændingenævnet fandt på baggrund af en samlet og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kunne lægges til grund, at klageren opfyldte betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus. Det forhold, at klageren efter egne oplysninger var uforskyldt arbejdsløs, da arbejdsgiveren efter gentagne opfordringer ikke havde udbetalt den fulde løn i tre måneder, at der var uoverensstemmelser, idet arbejdsgiveren ville have haft klageren til at arbejde 60 til 66 timer ugentligt og med kun en søndag fri, i stedet for de 20 timer, der var aftalt i ansættelseskontrakten, at arbejdsgiveren havde taget fat i klagerens arm og fortalt ham, at han var færdig her i Danmark, hvis han ikke arbejdede de timer, som arbejdsgiveren ville have ham til at arbejde, og at klageren derfor havde valgt at forlade arbejdet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at årsagen til ophøret af beskæftigelsen hos virksomheden var uoverensstemmelser, at dette forhold ikke kunne betragtes som dokumentation for uforskyldt ledighed, og at klageren ikke havde fremlagt dokumentation for eller godtgjort, at der var en verserende sag mod klagerens arbejdsgiver. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at han ved sin opsigelse i august 2018 var uforskyldt arbejdsløs, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. Udlændingenævnet havde desuden ved vurderingen af, om klageren havde bevaret sin arbejdstagerstatus efter beskæftigelsesophøret lagt vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have tilmeldt sig jobcentret inden for rimelig tid efter ophøret af hans ansættelse i august 2018, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2-4. På denne baggrund fandt Udlændingenævnet, at klageren ikke efter august 2018, hvor hans beskæftigelse hos arbejdsgiveren var ophørt, havde bevaret sin arbejdstagerstatus. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger, der talte for, at klageren på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse opfyldte betingelserne for ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsen på andet grundlag. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af klagerens opholdsret måtte antages at virke særligt belastende for ham, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 36, og udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren første gang indrejste i Danmark i juli 2017 i en alder af 30 år, at klageren således sås at have opholdt sig i Danmark i cirka et år på tidspunktet for Statsforvaltningens afgørelse, og at klageren under sit ophold i Danmark alene havde haft lønindkomst i sammenlagt ni måneder, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at klagerens tilknytning til arbejdsmarkedet havde været af løsere karakter. Det forhold, at klageren havde ret til at opholde sig her i landet i yderligere tre måneder, idet han var arbejdssøgende, og at klageren ikke forstod, hvorfor Statsforvaltningen tog stilling til, at han skulle forlade landet i oktober 2018, når klageren kunne bevise at han var arbejdssøgende, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, at en EU-borger, der er arbejdstager, har ret til ophold i Danmark ud over de tre måneder, såfremt EU-borgeren fortsat har bevaret sin arbejdstagerstatus. Endelig lagde Udlændingenævnet vægt på, at klageren ikke til sagen havde fremlagt oplysninger om personlige forhold, herunder om nogen familiemæssig tilknytning til Danmark eller helbredsmæssige forhold, der kunne bevirke, at det måtte antages at virke særligt belastende for ham, at hans opholdsret var ophørt. EU/2019/32.
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet