Udlændingenævnets afgørelse af 3. februar 2023 – EU – Primær Bevægelighed – Arbejdstagere – Ophør
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren fik i juli 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager. Med undtagelse af 5 måneders kontanthjælp i 2020 havde ansøgeren været i uafbrudt beskæftigelse indtil maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp i juni og juli 2022. I oktober 2022 traf SIRI afgørelse om ophør af opholdsret med henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at have bevaret sin arbejdstagerstatus og ikke havde dokumenteret at opfylde et andet EU-retligt opholdsgrundlag. Umiddelbart samtidig med SIRI’s afgørelse kom ansøgeren i arbejde igen og fik på den baggrund allerede i slutningen af oktober 2022 udstedt nyt registreringsbevis som arbejdstager.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse fra oktober 2022.
Udlændingenævnet har ved behandlingen af klagen inddraget alle relevante faktiske forhold og argumenter, herunder den omstændighed, at SIRI i slutningen af oktober 2022 har truffet afgørelse om, at ansøgeren igen opfylder betingelserne som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, og at det fremgår af eIndkomst, at ansøgeren har haft lønindkomst siden oktober 2022.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at uanset at ansøgeren ikke har dokumenteret at opfylde betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, for bevarelse af arbejdstagerstatus efter ophøret af sin beskæftigelse i maj 2022, hvorefter ansøgeren modtog kontanthjælp, så ophørte ansøgerens lovlige ophold i Danmark efter EU-retten ikke i den forbindelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1, 2. pkt., at modtagelse af offentlig forsørgelse ikke automatisk medfører, at tidsbegrænset opholdsret ophører.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det følger af opholdsdirektivets betragtning 16 og artikel 14, stk. 3, at en unionsborgers benyttelse af værtsmedlemsstatens sociale system ikke automatisk må medføre udsendelse, og at vedkommende skal udgøre en urimelig byrde for det sociale system, før der må træffes foranstaltninger til udsendelse. Værtsmedlemsstaten skal i den forbindelse vurdere, om der er tale om midlertidige vanskeligheder og tage hensyn til opholdets varighed, unionsborgernes personlige forhold og størrelsen af den ydede støtte.
Ved vurderingen af, om unionsborgeren udgør en urimelig byrde, kan der i den pågældende proportionalitetsafvejning også inddrages kriterier som f.eks. sandsynligheden for, at unionsborgeren snart vil gøre sig fri af de sociale ydelser, og om vedkommende tidligere har været stærkt afhængig af sociale ydelser eller selv har bidraget til at finansiere den sociale bistand i værtsmedlemsstaten. Der henvises til afsnit 2.3.1. i Kommissionens meddelelse ”KOM(2009) 313 endelig”, samt til EU-Domstolens praksis i bl.a. sag C-140/12, Brey og C-333/13, Dano.
Herefter har Udlændingenævnet, ved vurderingen af, om ansøgeren udgør en urimelig byrde, lagt afgørende vægt på, at ansøgeren kort tid efter modtagelsen af de sociale ydelser kom i beskæftigelse igen, idet ansøgeren til dels i juli/august 2022 og herefter siden oktober 2022 har haft lønindkomst, og at SIRI på den baggrund har udstedt et nyt registreringsbevis til ansøgeren. Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på varigheden af ansøgeren ophold i Danmark, den begrænsede størrelse af den ydede støtte og det forhold, at ansøgeren tidligere har været arbejdstager i Danmark i en længere periode.
Udlændingenævnet finder således, at de offentlige ydelser, som ansøgeren modtog i juni 2022 og juli 2022, må anses som udtryk for midlertidige vanskeligheder, og at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren har udgjort en urimelig byrde for det sociale system.
Udlændingenævnet ændrer på den baggrund SIRI’s afgørelse om, at ansøgerens EU-opholdsret var ophørt.”
EU/2023/32