Bortfald
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 02-05-2018Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af Københavns Vestegns Politis samt klagerens egne oplysninger, at klageren havde været i Syrien i 2015, 2016 og 2017. Udlændingenævnet fandt for det første, at det forhold, at klageren havde oplyst, at klageren ikke i 2015 skulle have opholdt sig i Syrien, ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingenævnet i marts 2018 havde anmodet om samtlige sider i klagerens pas, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere fra klageren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der var grund til at antage, at klageren under opholdene i Syrien havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på PETs vurdering fra juni 2017 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgik, at en person ved at udrejse til Syrien ville kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende havde et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på klagerens internetaktiviteter, herunder det der fremgik af klagerens Facebookprofil. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien. Det forhold, at klageren hertil havde oplyst, at klageren havde arbejdet på at opbygge et børnehjem samt udført velgørenhedsarbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i aktiviteter, der kunne medføre bortfald af opholdstilladelse, måtte lægges vægt på, at hele Syrien, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, var et krigsområde, som var delvist kontrolleret af Islamisk Stat. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Syrien ikke alene havde haft det sigte at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde anført, at klageren ikke havde deltaget i nogen terroraktiviteter eller kamphandlinger, at klageren var blevet beskyldt for at være spion fra Vesten, og at klageren var blevet frihedsberøvet over et år i Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om klagerens ophold i Syrien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke var i stand til at oplyse navnet på eller oplyse nærmere om den velgørenhedsorganisation, som klageren skulle have arbejdet frivilligt for i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at klageren havde oplyst over for Udlændingenævnet, at klageren efter sin søns død var blevet kontaktet af en unavngiven organisation i Syrien, at klageren ikke havde undersøgt, om det var tilladt at rejse til Syrien, eller hvad det var for en organisation, men at klageren havde fulgt organisationen på Facebook, at klageren var rejst til Syrien ulovligt, og at klageren efter sin indrejse i Syrien havde fået at vide, at klageren ikke ville få nogen form for dokumentation for det udførte arbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde fremlagt en kontrakt med et navngivent børnehjem og skole, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet denne ikke dokumenterede, hvad klageren havde brugt al sin tid i Syrien på. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at Københavns Vestegns Politi havde bygget deres rapport over to anonyme vidner, og at klageren havde oplyst, at oplysningerne kunne stamme fra klagerens tidligere ægtefælle, idet klageren og den tidligere ægtefælle tidligere havde haft problemer vedrørende parrets børn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skulle bortfalde, blandt andet kunne inddrage anonyme kilderapporter, og at det beroede på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kunne tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Københavns Vestegns Politis kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet blev vurderet troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit ophold i Syrien havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder klagerens Facebookaktiviteter samt klagerens handlemønster i øvrigt, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt derudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens søn fortsat udøvede familielivet som hidtil med eventuelt besøg i Tyrkiet, hvor klageren var statsborger. Det forhold, at klageren havde sin lillesøster i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var født i Danmark, idet klageren de seneste år havde opholdt sig i længere perioder uden for Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn, omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på – særligt i forhold til klagerens tilknytning til Danmark – karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet måtte antages at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde bevaret en tilknytning til klagerens hjemland, Tyrkiet, hvor klageren var statsborger, og hvortil klageren havde foretaget gentagne rejser i de seneste år. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Syrien alene var henvist til, at klageren havde hjulpet med at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Som følge af, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. vurderingen efter udlændingelovens § 21 b, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b. FAM/2018/34. -
Udlændingenævnets afgørelse af 19. marts 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 19-03-2018Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en iransk statsborgers opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, samt meddelelse af afslag på tilbagerejsetilladelse, jf. udlændingebekendtgørelsens § 20, stk. 10.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, idet klageren ikke var indrejst og havde taget reelt og faktisk ophold i Danmark inden for seks måneder efter, at han var blevet meddelt opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren siden sin oprindelige indrejse i Danmark i januar 2017 og frem til tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i juni 2017 samlet havde opholdt sig her i landet i 20 dage fordelt på tre indrejser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren var indrejst i Danmark i januar 2017, at han efter det oplyste havde lejet en bolig i Danmark, og at han havde afholdt møder med en bank om oprettelse af en bankkonto, i den forbindelse ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde taget reelt og faktisk ophold med henblik på at bosætte sig i Danmark ved indrejsen i januar 2017, men at han alene havde ladet sig registrere i CPR. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren havde ladet sig registrere i CPR i januar 2017, og at han dagen efter var udrejst af Danmark i en periode på godt to måneder, samt at han ved sine to seneste indrejser havde indgivet ansøgning om tilbagerejsetilladelse dagen efter indrejsen. Udlændingenævnet lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af CPR, at klageren siden april 2017 havde været uden bopæl i Danmark, samt at han ingen indkomst havde haft her i landet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren på grund af en stavefejl på sit opholdskort ikke havde kunnet benytte kortet til indrejse i Danmark, men Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen, idet der ikke herved var tale om oplysninger, som kunne føre til, at klageren kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark. Det forhold, at klageren efter sin oprindelige indrejse ikke havde været udrejst i mere end seks på hinanden følgende måneder, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering af sagen, idet klageren ikke kunne anses for at have taget reelt og faktisk ophold i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 2. pkt. Udlændingenævnet fandt herudover ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klageres opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klagerens ophold i Iran havde været begrundet i hans faders helbredsmæssige forhold, men Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren var meddelt midlertidigt ophold i Danmark i en specificeret periode med henblik på at indrejse og tage arbejde i Danmark, og at det var en forudsætning for opretholdelse af opholdstilladelsen, at han inden for seks måneder tog reelt og faktisk ophold i landet. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at der alene var fremlagt dokumentation på persisk for klagerens faders sygdom, og at der uanset dette ikke forelå oplysninger om forhold, som kunne anses for at have hindret klageren i at tage reelt og faktisk ophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herefter endelig, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at klageren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration alene kan meddele tilbagerejsetilladelse til en udlænding, der lovligt opholder sig i Danmark, at klagerens opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet, og at klageren som iransk statsborger ikke havde ret til visumfrit ophold, hvorfor han ikke havde et lovligt opholdsgrundlag i Danmark. ERH/2018/7.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 01-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren havde fra september 1992 til december 2012 haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Denne opholdstilladelse var bortfaldet ved ansøgerens udrejse i juli 2011, hvorefter ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse i Danmark i juni 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. Det var denne nye opholdstilladelse, der var anset for bortfaldet ved Udlændingestyrelsens afgørelse fra april 2017.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ved sin første udrejse af Danmark i juli 2011 selv havde frameldt sig Det Centrale Personregister, at ansøgerens bolig var blevet opsagt, og at ansøgeren havde solgt sine ejendele. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens tidligere meddelte opholdstilladelse var bortfaldet, jf. Udlændingenævnets afgørelse fra juni 2013. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at uanset, at ansøgeren på ny i juni 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark og var registreret indrejst i Danmark i september 2014, blev ansøgeren kun i Danmark til oktober 2014 og efterfølgende kun i korte perioder, hvilket havde medført, at ansøgerens registrering som indrejst i Danmark i september 2014 ved afgørelse fra juni 2016 fra kommunen var blevet annulleret. Ansøgeren kunne derved ikke anses for at være genindrejst i Danmark og have etableret en ny bopæl i Danmark efter juni 2014, hvor ansøgeren var blevet meddelt ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke før udrejsen i oktober 2014 havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse, samt at ansøgeren siden 2014 kun havde haft sporadiske besøgsophold i Danmark. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens familieliv fortsat måtte anses for at være udøvet i Tyrkiet, da ansøgeren kun havde haft korte ophold i Danmark, siden ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i 2014, og da ansøgerens mindreårige datter fortsat i hele perioden havde været registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren i en periode havde opholdt sig i Tyrkiet på grund af sin psykiske lidelse, og at ansøgerens psykologiske behandlinger var af så omfattende karakter, at disse helbredsmæssige problemer var tilstrækkeligt grundlag for at dispensere fra reglerne om bortfald af opholdstilladelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren ikke reelt havde haft en bopæl i Danmark siden 2011. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerens ægtefælle først var registreret indrejst i Danmark i januar 2017, og at den fælles mindreårige datter fortsat var registreret udrejst. Udlændingenævnet fandt derfor, at familien var flyttet sammen til Tyrkiet i 2011. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren til kommunen i juni 2016 havde oplyst, at ansøgerens ophold uden for Danmark skyldtes, at ansøgerens ægtefælle og datter boede i Tyrkiet. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens mange og lange ophold i Tyrkiet ikke kun skyldtes ansøgerens sygdom. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at partrepræsentanten endvidere havde anført, at der på intet tidspunkt havde været hensigt om at etablere et reelt liv i Tyrkiet og opgive bopælen i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren med sine handlinger ikke havde genetableret et liv i Danmark, efter at ansøgeren på ny var blevet meddelt opholdstilladelse i juni 2014, men i stedet havde tilbragt størstedelen af tiden uden for Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgeren havde familie i Danmark, herunder to sønner, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet de to sønner var voksne. FAM/2018/44.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2018 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 22-01-2018Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra december 2016 om afslag på dispensation fra bortfald af en vietnamesisk statsborgers tidsubegrænsede opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at klageren skulle meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde dokumenteret, at hun i september 2013 forud for sin udrejse havde underrettet Udlændingestyrelsen om sit kommende midlertidige ophold i England, hvor hun samtidig havde tilkendegivet at hun forventede at vende tilbage til Danmark i 2016 og havde bedt om vejledning i forhold til, om hun skulle ansøge om dispensation for at kunne bevare sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Udlændingestyrelsen senere i september 2013 havde videresendt klagerens henvendelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration som rette myndighed, som imidlertid ikke havde fulgt op på klagerens henvendelse forud for styrelsens afgørelse i december 2016, ligesom klagerens henvendelse ikke var indgået i styrelsens vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration over for Udlændingenævnet i forbindelse med behandlingen af sagen i Udlændingenævnet havde anført, at klageren i overensstemmelse med praksis ville være blevet meddelt dispensation fra bortfald, såfremt hendes henvendelse i september 2013 på daværende tidspunkt var blevet behandlet som en anmodning om dispensation fra bortfald. ERH/2018/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 28-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Jordan, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2014 på baggrund af ægtefællesammenføring. I september 2016 oplyste ansøgerens herboende ægtefælle til Udlændingestyrelsen, at parret havde søgt om skilsmisse, hvilket blev bevilliget senere i september 2016, og ansøgeren meldte sig i september 2016 som udrejst i Det Centrale Personregister. Ansøgeren og den herboende ægtefælle indgik ægteskab på ny i november 2016.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og hans herboende ægtefælle havde indgivet ansøgning om skilsmisse og var blevet skilt, at ansøgeren umiddelbart i forlængelse af ansøgningen om skilsmisse selv havde meldt sig udrejst af Danmark til Jordan i Det Centrale Personregister, og at han var udrejst i september 2016. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at partsrepræsentanten havde anført, at den herboende ægtefælle af Udlændingestyrelsen var blevet vejledt om ikke at søge familiesammenføring på ny, idet ansøgerens og den herboende ægtefælles skilsmisse ikke var gået igennem, og at ansøgerens opholdstilladelse stadig var gyldig, at ansøgerens ophold i Jordan på tre uger ikke kunne anses som at have opgivet sin bopæl i Danmark, og at hverken ansøgeren eller den herboende ægtefælle var blevet vejledt om, at hans opholdstilladelse var i fare, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagen, at Udlændingestyrelsen i september 2016 havde vejledt den herboende ægtefælle om, at ansøgeren fortsat havde ret til at opholde sig i Danmark, at der ville blive startet en inddragelsessag som følge af oplysningerne om ansøgningen om skilsmisse, at ansøgeren havde lovligt ophold i Danmark, indtil der var truffet en afgørelse i inddragelsessagen, og at ansøgeren ville miste sin opholdstilladelse automatisk, hvis han udrejste af Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra april 2014. Udlændingenævnet tillagde det herudover vægt, at ansøgeren og den herboende ægtefælle i oktober 2016 ved personlig henvendelse i Udlændingestyrelsen havde fået udleveret ansøgningsskemaerne til brug for at søge dispensation fra bortfald af opholdstilladelse og til at søge om familiesammenføring på ny, og at det fremgik af en note på ansøgningsskemaet – indleveret i oktober 2016 til Udlændingestyrelsen – at ansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgning om dispensation fra bortfald var blevet vejledt om, at han og den herboende ægtefælle skulle indgive ny ansøgning om familiesammenføring, idet parret på tidspunktet for indgivelsen af ansøgning om dispensation var blevet skilt og ønskede at indgå nyt ægteskab. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at han ikke kunne rejse tilbage til Jordan, idet både hans familie og svigerfamilie var imod ægteskabet mellem ham og den herboende ægtefælle, at han under sit ophold i Jordan havde gemt sig fra folk, han kendte, og boede langt væk fra byer, hvor folk kendte ham, at det var en fejl, at parret var blevet skilt, og at han ikke kunne arbejde på grund af sit handicap og dårlige helbred. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var tale om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og at der i øvrigt kunne være tale om asylretlige forhold, der ej heller kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren uanset det anførte frivilligt havde valgt at rejse til sin broder i Jordan efter at have indgivet ansøgning om skilsmisse, og at ansøgeren frivilligt havde meldt sig udrejst i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren ikke havde en stærk tilknytning til Danmark, idet han alene havde haft cirka to års ophold i Danmark og aldrig havde været tilknyttet arbejdsmarkedet. FAM/2017/116.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 20-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2012 havde deltaget i en demonstration sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at klageren under demonstrationen havde båret et skilt med teksten ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede i relation hertil endvidere, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet havde deltaget i eller deltog i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav, ikke er opfyldt, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, er tale om oplysninger, som understøtter en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på klagerens personlige bekendtskab med en navngiven person, som var eftersøgt for et angreb på en forfatter og journalist, som var optaget på USA’s terrorliste, og som var blevet arresteret i Tyrkiet i 2014 og efterfølgende løsladt som led i en udveksling af fanger imellem Islamisk Stat og de tyrkiske myndigheder. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende som klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom han var udrejst til Irak, og af den samme kilde var oplyst at have forbindelse til Islamisk Stat, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. For så vidt angik det forhold, at klageren til sagen havde anført, at han – uanset politiets mistanke om at han havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat – var blevet tilladt udrejse til Irak i juli 2015, bemærkede Udlændingenævnet, at den i lov om pas til danske statsborgere (lov nr. 76 af 19. januar 2017) hjemlede adgang til inddragelse af pas og meddelelse af udrejseforbud alene angår danske statsborgere, og at det ikke i øvrigt ud fra sagens oplysninger kunne lægges til grund, at klagerens udrejse i juli 2015 var politiet bekendt. For så vidt angik det anførte om, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde, samt henvisningen til områder omfattet af straffelovens § 114 j, bemærkede Udlændingenævnet, at der ved straffelovens § 114 j er tale om en kriminalisering af ophold i visse konfliktområder, mens udlændingelovens § 21 b, efter sin ordlyd angår ethvert ophold ”uden for landet”’, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene den reelle kamphandling, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med, at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klagerens og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed var frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om, at han tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre og hans mindreårige særbørn var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt tillige, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin nye ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, for så vidt angik klagerens mindreårige særbørn, at der i sagen ikke var anført nogen hindringer for, at klageren og klagerens særbørn kunne opretholde kontakt via telefon og internet, ligesom det var klagerens eget valg at opgive sin bopæl og udrejse af Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren ikke sås at have haft fælles bopæl med sine særbørn, og at han var udrejst til Irak, hvor han havde stiftet ny selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angik vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i forhold til formålet med opholdet var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/146.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde
Dato: 20-11-2017Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.
Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets samt klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens relation til gerningsmændene bag et attentatforsøg i 2010 i Danmark, som for forholdet hver var blevet idømt 12 års fængsel for terrorisme og overtrædelse af våbenloven samt udvist af landet for bestandig, herunder at klageren tidligere havde overnattet i en af personernes hjem. Udlændingenævnet tillagde i den forbindelse klagerens involvering i det konkrete attentatforsøg betydning, idet klageren var mødtes med gerningsmændene og havde anvist dem en lejlighed, hvor de var blevet arresteret, inden angrebet var påtænkt udført. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at sigtelsen af klageren for medvirken til forsøg på terrorisme var påtaleopgivet, og at det ikke af politiet havde været muligt at få oplyst, med hvilken hjemmel påtaleopgivelsen var sket. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at påtaleopgivelsen i sig selv ikke kunne føre til en anden vurdering af klagerens handlemønster og holdninger, idet klageren havde haft relation til gerningsmændene, ligesom der i sagen ikke forelå oplysninger, som udelukkede eller talte imod, at klageren kunne have været bekendt med eller involveret i det konkrete attentatforsøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efterfølgende i juli 2012 havde deltaget i en demonstration i Danmark sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at der under demonstrationen blandt andet var deltagere, som bar skilte med teksten ”Jihad for Syrien” og ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet bemærkede i relation til disse to omstændigheder, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet deltog i eller havde deltaget i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav ikke er opfyldt. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, og at der var sket påtaleopgivelse for medvirken til terror, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at mistankekravet i udlændingelovens § 21 b, er et andet end det strafferetlige beviskrav, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, var tale om oplysninger, som understøttede en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom klageren var udrejst til Irak, og at en kilde havde oplyst, at både klageren og klagerens broder havde forbindelse til Islamisk Stat og dermed et radikaliseret miljø, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter ordlyden af bestemmelsen alene er en betingelse, at der er tale om et ophold ”uden for landet”, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene reelle kamphandlinger, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed blev frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendtes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om at klageren tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i udlandet. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre ligeledes var bosiddende, og at klageren led af en uspecificeret kræftform og som følge heraf var blind på sit højre øje og døv. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede desuden i relation til klagerens helbredsmæssige forhold, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at klagerens tilstand aktuelt var behandlingskrævende, samt at klageren – uanset sine helbredsmæssige forhold – selv havde valgt at tage ophold uden for Danmark og etablere sig i udlandet med sin familie. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Det forhold, at det til sagen var anført, at klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i Irak, og at klageren selv var statsborger i landet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Irak alene var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/147.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 13-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en canadisk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1957 og blev i juni 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren blev i september 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren fik i september 2010 dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, idet hun havde fået ansættelse i udlandet. Denne dispensation blev yderligere forlænget til november 2014 på baggrund af samme ansættelsesforhold. Ansøgeren søgte i september 2015 på ny om dispensation. Det blev under sagen oplyst, at ansøgeren kunne forlænge sin kontrakt et år ad gangen, og at ansøgeren ville fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet, indtil hun skulle på pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 at dispensere yderligere fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse og fastsatte samtidig en indrejsefrist i maj 2016, således at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne dato. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgeren i slutningen af 2015 teoretisk havde haft mulighed for ikke at forlænge sin kontrakt yderligere, men at ansøgerens ægtefælle efter telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen havde fået det indtryk, at ansøgeren ville få forlænget sin dispensation frem til juni 2018, hvor ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet udløb.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren var udrejst i 2010, og da ansøgeren fortsat opholdt sig i udlandet, idet ansøgeren ikke var indrejst i Danmark inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren første gang blev meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, at denne dispensation var blevet forlænget til november 2014, idet ansøgeren havde oplyst, at ansættelsesforholdet udløb i 2014, at ansøgeren på ny i september 2015 havde søgt om dispensation med henvisning til samme ansættelsesforhold, og at ansøgeren dernæst valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte indrejsefrist i maj 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle var af den opfattelse, at der telefonisk var indgået en aftale med Udlændingestyrelsen omkring endnu en dispensationsperiode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år, indtil ansøgeren fyldte 60 år, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om at indgive en ny ansøgning om dispensation fra bortfald, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om afslag på yderligere dispensation samtidig havde fastsat en indrejsefrist således, at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren yderligere dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst siden august 2010, at ansøgeren allerede havde fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil maj 2016, at ansøgeren ikke var genindrejst i Danmark, at ansøgeren flere gange havde forlænget sin ansættelse i udlandet, og at ansøgeren fortsat ønskede at være bosat i udlandet frem til 2018. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens ansættelse i udlandet var sket som lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren oprindelig var meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren fortsat var gift. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres i yderligere en periode. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke sås at have opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren forud for sin udrejse havde boet i Danmark i 13 år, at ansøgerens to børn var danske statsborgere, og at ansøgeren havde taget uddannelser i Danmark, ligesom ansøgeren ejede flere virksomheder og ejendomme i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i 1997 på baggrund af ægteskab, at ansøgerens børn var voksne, og at ansøgeren i nu syv år havde boet og arbejdet i udlandet uden sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at hun havde fået dispensation fra bortfald i næsten seks år – ikke kunne anses for at have opnået en berettiget forventning om at kunne få yderligere dispensation. Udlændingenævnet vejledte i den forbindelse om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet var ophørt. FAM/2017/90.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 07-09-2017Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.
Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/104.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 24-05-2017Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en tyrkisk statsborger og hendes datter, født i 2008 i Danmark, der ligeledes var tyrkisk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgerne havde opgivet deres bopæl i Danmark. Den voksne ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun blev i december 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Datteren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i maj 2008. Datteren blev endvidere meddelt dispensation fra bortfald i perioden fra august 2014 til juni 2015. Begge var i perioden fra august 2014 til december 2015 registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR).
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at den voksne ansøger i hele den periode hun havde været frameldt folkeregistret, fra august 2014 til december 2015 havde bibeholdt sin råderet over det lejemål, hvor hun og datteren havde været bosiddende inden udrejsen fra Danmark i august 2014, og hvor de siden december 2015 igen var bosiddende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen i februar 2016, efter at den voksne ansøger selv havde henvendt sig til kommunen, og at hun i perioden, hvor hun var registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark, hvor hun havde boet hos sine forældre, mens hendes lejlighed var fremlejet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den voksne ansøger rejste til Tyrkiet i længere perioder for at kunne være sammen med sin alvorligt syge ægtefælle. FAM/2017/49.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet