Bortfald

right_arrow Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.
  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 20-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2012 havde deltaget i en demonstration sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at klageren under demonstrationen havde båret et skilt med teksten ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede i relation hertil endvidere, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet havde deltaget i eller deltog i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav, ikke er opfyldt, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, er tale om oplysninger, som understøtter en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på klagerens personlige bekendtskab med en navngiven person, som var eftersøgt for et angreb på en forfatter og journalist, som var optaget på USA’s terrorliste, og som var blevet arresteret i Tyrkiet i 2014 og efterfølgende løsladt som led i en udveksling af fanger imellem Islamisk Stat og de tyrkiske myndigheder. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende som klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom han var udrejst til Irak, og af den samme kilde var oplyst at have forbindelse til Islamisk Stat, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. For så vidt angik det forhold, at klageren til sagen havde anført, at han – uanset politiets mistanke om at han havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat – var blevet tilladt udrejse til Irak i juli 2015, bemærkede Udlændingenævnet, at den i lov om pas til danske statsborgere (lov nr. 76 af 19. januar 2017) hjemlede adgang til inddragelse af pas og meddelelse af udrejseforbud alene angår danske statsborgere, og at det ikke i øvrigt ud fra sagens oplysninger kunne lægges til grund, at klagerens udrejse i juli 2015 var politiet bekendt. For så vidt angik det anførte om, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde, samt henvisningen til områder omfattet af straffelovens § 114 j, bemærkede Udlændingenævnet, at der ved straffelovens § 114 j er tale om en kriminalisering af ophold i visse konfliktområder, mens udlændingelovens § 21 b, efter sin ordlyd angår ethvert ophold ”uden for landet”’, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene den reelle kamphandling, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med, at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klagerens og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed var frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om, at han tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre og hans mindreårige særbørn var bosiddende. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt tillige, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin nye ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, for så vidt angik klagerens mindreårige særbørn, at der i sagen ikke var anført nogen hindringer for, at klageren og klagerens særbørn kunne opretholde kontakt via telefon og internet, ligesom det var klagerens eget valg at opgive sin bopæl og udrejse af Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren ikke sås at have haft fælles bopæl med sine særbørn, og at han var udrejst til Irak, hvor han havde stiftet ny selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angik vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i forhold til formålet med opholdet var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/146.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

    Dato: 20-11-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

    Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets samt klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens relation til gerningsmændene bag et attentatforsøg i 2010 i Danmark, som for forholdet hver var blevet idømt 12 års fængsel for terrorisme og overtrædelse af våbenloven samt udvist af landet for bestandig, herunder at klageren tidligere havde overnattet i en af personernes hjem. Udlændingenævnet tillagde i den forbindelse klagerens involvering i det konkrete attentatforsøg betydning, idet klageren var mødtes med gerningsmændene og havde anvist dem en lejlighed, hvor de var blevet arresteret, inden angrebet var påtænkt udført. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at sigtelsen af klageren for medvirken til forsøg på terrorisme var påtaleopgivet, og at det ikke af politiet havde været muligt at få oplyst, med hvilken hjemmel påtaleopgivelsen var sket. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at påtaleopgivelsen i sig selv ikke kunne føre til en anden vurdering af klagerens handlemønster og holdninger, idet klageren havde haft relation til gerningsmændene, ligesom der i sagen ikke forelå oplysninger, som udelukkede eller talte imod, at klageren kunne have været bekendt med eller involveret i det konkrete attentatforsøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efterfølgende i juli 2012 havde deltaget i en demonstration i Danmark sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at der under demonstrationen blandt andet var deltagere, som bar skilte med teksten ”Jihad for Syrien” og ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet bemærkede i relation til disse to omstændigheder, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet deltog i eller havde deltaget i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav ikke er opfyldt. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, og at der var sket påtaleopgivelse for medvirken til terror, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at mistankekravet i udlændingelovens § 21 b, er et andet end det strafferetlige beviskrav, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, var tale om oplysninger, som understøttede en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom klageren var udrejst til Irak, og at en kilde havde oplyst, at både klageren og klagerens broder havde forbindelse til Islamisk Stat og dermed et radikaliseret miljø, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter ordlyden af bestemmelsen alene er en betingelse, at der er tale om et ophold ”uden for landet”, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene reelle kamphandlinger, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed blev frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendtes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om at klageren tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i udlandet. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre ligeledes var bosiddende, og at klageren led af en uspecificeret kræftform og som følge heraf var blind på sit højre øje og døv. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede desuden i relation til klagerens helbredsmæssige forhold, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at klagerens tilstand aktuelt var behandlingskrævende, samt at klageren – uanset sine helbredsmæssige forhold – selv havde valgt at tage ophold uden for Danmark og etablere sig i udlandet med sin familie. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Det forhold, at det til sagen var anført, at klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i Irak, og at klageren selv var statsborger i landet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Irak alene var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/147.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 13. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 13-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en canadisk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i en længerevarende periode i udlandet, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren var født i 1957 og blev i juni 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab med en herboende dansk statsborger. Ansøgeren blev i september 2000 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren fik i september 2010 dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, idet hun havde fået ansættelse i udlandet. Denne dispensation blev yderligere forlænget til november 2014 på baggrund af samme ansættelsesforhold. Ansøgeren søgte i september 2015 på ny om dispensation. Det blev under sagen oplyst, at ansøgeren kunne forlænge sin kontrakt et år ad gangen, og at ansøgeren ville fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet, indtil hun skulle på pension i juni 2018. Udlændingestyrelsen afslog i april 2016 at dispensere yderligere fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse og fastsatte samtidig en indrejsefrist i maj 2016, således at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne dato. Det var til støtte for klagen anført, at ansøgeren i slutningen af 2015 teoretisk havde haft mulighed for ikke at forlænge sin kontrakt yderligere, men at ansøgerens ægtefælle efter telefonisk henvendelse til Udlændingestyrelsen havde fået det indtryk, at ansøgeren ville få forlænget sin dispensation frem til juni 2018, hvor ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet udløb.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren var udrejst i 2010, og da ansøgeren fortsat opholdt sig i udlandet, idet ansøgeren ikke var indrejst i Danmark inden den af Udlændingestyrelsen fastsatte frist, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren første gang blev meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil august 2012, at denne dispensation var blevet forlænget til november 2014, idet ansøgeren havde oplyst, at ansættelsesforholdet udløb i 2014, at ansøgeren på ny i september 2015 havde søgt om dispensation med henvisning til samme ansættelsesforhold, og at ansøgeren dernæst valgte ikke at indrejse i overensstemmelse med den senest meddelte indrejsefrist i maj 2016. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og dennes herboende ægtefælle var af den opfattelse, at der telefonisk var indgået en aftale med Udlændingestyrelsen omkring endnu en dispensationsperiode. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren på daværende tidspunkt ønskede at fortsætte sit ansættelsesforhold i udlandet i yderligere to år, indtil ansøgeren fyldte 60 år, at Udlændingestyrelsen havde vejledt ansøgeren om at indgive en ny ansøgning om dispensation fra bortfald, og at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse om afslag på yderligere dispensation samtidig havde fastsat en indrejsefrist således, at ansøgerens opholdstilladelse ikke ville bortfalde, hvis ansøgeren indrejste i Danmark inden denne frist. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for at meddele ansøgeren yderligere dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været udrejst siden august 2010, at ansøgeren allerede havde fået dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse indtil maj 2016, at ansøgeren ikke var genindrejst i Danmark, at ansøgeren flere gange havde forlænget sin ansættelse i udlandet, og at ansøgeren fortsat ønskede at være bosat i udlandet frem til 2018. Udlændingenævnet lagde samtidig vægt på, at ansøgerens ansættelse i udlandet var sket som lokal ansættelse og ikke som led i udsendelse for en dansk eller herværende udenlandsk virksomhed eller organisation. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren oprindelig var meddelt opholdstilladelse på baggrund af ægteskab, og at ansøgeren fortsat var gift. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at der skulle dispenseres i yderligere en periode. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke sås at have opretholdt et fælles samliv på fælles daglig bopæl med sin ægtefælle, idet ansøgerens ægtefælle fortsat var bopælsregistreret og boede i Danmark. Det indgik tillige i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren forud for sin udrejse havde boet i Danmark i 13 år, at ansøgerens to børn var danske statsborgere, og at ansøgeren havde taget uddannelser i Danmark, ligesom ansøgeren ejede flere virksomheder og ejendomme i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til længden og karakteren af ansøgerens ophold i udlandet uden den herboende ægtefælle. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren fik opholdstilladelse i Danmark i 1997 på baggrund af ægteskab, at ansøgerens børn var voksne, og at ansøgeren i nu syv år havde boet og arbejdet i udlandet uden sin ægtefælle. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – uanset at hun havde fået dispensation fra bortfald i næsten seks år – ikke kunne anses for at have opnået en berettiget forventning om at kunne få yderligere dispensation. Udlændingenævnet vejledte i den forbindelse om, at ansøgeren på ny kunne søge om opholdstilladelse i Danmark på baggrund af sit ægteskab, når ansøgerens ansættelsesforhold i udlandet var ophørt. FAM/2017/90.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn

    Dato: 07-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en thailandsk statsborgers opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet omgjorde samtidig Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Klageren var født i Thailand i 2006, og var senest blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i januar 2008 under henvisning til sin herboende moder efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, gyldig til oktober 2009. Hun var udrejst af Danmark i august 2009 og indrejst på ny i september 2015.

    Udlændingenævnet fandt, at barnets tidligere opholdstilladelse meddelt i januar 2008 måtte anses for bortfaldet, da barnet havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen til sagen havde oplyst, at barnet senest havde opholdt sig i Danmark i august 2009, at barnet ifølge Det Centrale Personregister var udrejst af Danmark i december 2009, og at hun først i september 2015 var indrejst i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for, at barnets tidligere opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at moderen på barnets vegne ikke havde ansøgt om bevarelse af hendes opholdstilladelse i Danmark før udrejsen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at barnet var udrejst af Danmark efter beslutning fra moderen, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor et barn skal bo. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at barnet i 2009 var udrejst af Danmark, idet moderens daværende ægtefælle havde forgrebet sig på hende seksuelt. Uanset at dette lagdes til grund, fandt Udlændingenævnet desuden – henset til barnets alder på udrejsetidspunktet i 2009, og til at hun først var genindrejst i Danmark i september 2015 – at dette ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at barnet ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet på afgørelsestidspunktet i Udlændingenævnet var 11 år og havde haft processuelt ophold i Danmark siden september 2015, i hvilken periode hun havde boet hos sin moder, der havde den fulde forældremyndighed over hende, idet barnets fader var afgået ved døden, da barnet var et år. Udlændingenævnet lagde tillige vægt på, at det var oplyst, at barnets bedsteforældre i Thailand, der tidligere havde udgjort hendes netværk i Thailand, var så svækkede, at de ikke længere var i stand til at tage sig af barnet. Under disse konkrete omstændigheder fandt Udlændingenævnet endelig, at det ville stride imod barnets tarv at afskære hende fra at tage ophold sammen med sin moder i Danmark. FAM/2017/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 24. maj 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 24-05-2017

    Udlændingenævnet omgjorde i maj 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., til en tyrkisk statsborger og hendes datter, født i 2008 i Danmark, der ligeledes var tyrkisk statsborger. Ved sin afgørelse havde Udlændingestyrelsen lagt til grund, at ansøgerne havde opgivet deres bopæl i Danmark. Den voksne ansøger blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun blev i december 2006 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Datteren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i maj 2008. Datteren blev endvidere meddelt dispensation fra bortfald i perioden fra august 2014 til juni 2015. Begge var i perioden fra august 2014 til december 2015 registreret som udrejst af Danmark i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne efter en helt konkret vurdering ikke kunne antages at have opgivet deres bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens helt konkrete omstændigheder, herunder at den voksne ansøger i hele den periode hun havde været frameldt folkeregistret, fra august 2014 til december 2015 havde bibeholdt sin råderet over det lejemål, hvor hun og datteren havde været bosiddende inden udrejsen fra Danmark i august 2014, og hvor de siden december 2015 igen var bosiddende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at frameldingen i CPR blev foretaget af bopælskommunen i februar 2016, efter at den voksne ansøger selv havde henvendt sig til kommunen, og at hun i perioden, hvor hun var registreret som værende udrejst, flere gange havde været i Danmark, hvor hun havde boet hos sine forældre, mens hendes lejlighed var fremlejet. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den voksne ansøger rejste til Tyrkiet i længere perioder for at kunne være sammen med sin alvorligt syge ægtefælle. FAM/2017/49.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 16. marts 2017 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 16-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i Somalia i 1993, blev i juli 2007 meddelt bevis for opholdstilladelse frem til juli 2010. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren udrejste af Danmark i maj 2010. Det fremgik endvidere af CPR, at ansøgerens moder var afgået ved døden i november 2014. I februar 2015 indgav ansøgeren ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark og haft beskæftigelse i en dagligvareforretning forud for sin udrejse, at det var ansøgerens moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren i 2013 og 2014 havde gået i skole i Somalia, og at han talte, skrev og læste sproget i Somalia. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren havde boet hos moderens søster, som imidlertid var afgået ved døden, og at han efterfølgende havde boet hos en vens familie. I klagen var det anført, at ansøgeren af sin moder havde fået at vide, at han skulle på ferie i Tyrkiet, men i stedet endte han på en skole i en somalisk landsby med begrænsede muligheder for kontakt med omverdenen, at hans pas blev taget fra ham, at passet var udløbet, da han fik det igen efter endt skolegang, at han siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster forsørgede ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. og 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig i udlandet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ifølge CPR var udrejst i maj 2010, og at han først i februar 2015 i en alder af knap 22 år havde ansøgt om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren havde oplyst, at det var hans moders beslutning, at han skulle forlade Danmark, at det ikke var planlagt, at han skulle være ude af Danmark så længe, og at det var meningen, at moderen skulle komme og hente ham igen, men at hun afgik ved døden i Danmark inden da. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at dispensation fra bortfald kunne meddeles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren var 21 år, da moderen afgik ved døden. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var fyldt 18 år i 2011 og dermed var blevet myndig, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at hans kontakt til de danske myndigheder og eventuelle tilbagevenden til Danmark var afhængig af en anden person. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gået i skole i Danmark, og at han havde haft beskæftigelse i en dagligvareforretning. Udlændingenævnet fandt endelig, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til formålet med ansøgerens udrejse og længden af opholdet i Somalia sammenholdt med, at han talte, skrev og læste sproget i Somalia og havde gået i skole i Somalia, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren siden april 2015 havde boet på et hotel i Etiopien, at hans søster havde forsørget ham fra Danmark, og at hele hans netværk befandt sig i Danmark, idet sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet samt et manglende netværk i sig selv ikke kunne føre til, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for at være bortfaldet. FAM/2017/65.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. februar 2017 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark

    Dato: 27-02-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Somalia, idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., idet ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på et tidspunkt før december 2009 havde søgt asyl i Sverige med henblik på at få opholdstilladelse i landet og dernæst havde etableret familie i Sverige med sin ægtefælle og deres fællesbørn. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren med sine egne handlinger og frie vilje havde opgivet sin bopæl i Danmark. Det forhold, at ansøgeren havde indleveret en kopi af sit svenske fremmedpas til Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at ansøgeren i årene 2011 til 2013 var rejst mellem Kastrup Lufthavn og Arlanda Lufthavn i Stockholm, Sverige, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en anden vurdering, idet dette ikke kunne anses som udtryk for, at ansøgeren ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret at have reelt boet og haft ophold i Danmark senest fra december 2009, henset til at ansøgeren havde fået tidsubegrænset opholdstilladelse i Sverige, hvor ansøgeren også havde fået familiesammenføring, ligesom ansøgeren fra december 2009 og frem til februar 2017 havde været registreret med ukendt adresse fire gange, og at ansøgeren senest havde været registreret med en c/o adresse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke reelt havde boet og opholdt sig i Danmark, men alene havde været tilknyttet Det Centrale Personregister for at beholde sin opholdstilladelse i Danmark. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i september 2011 havde fået fornyet sin opholdstilladelse, eller at ansøgeren efter det oplyste modtog førtidspension. Udlændingenævnet fandt ikke, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet herved lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren kom til Danmark i 1992 i en alder af 15 år, at ansøgeren skulle have boet i Danmark frem til december 2009, hvor han fik opholdstilladelse i Sverige, og at han læste, talte og skrev dansk. Udlændingenævnet fandt desuden, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens udrejse af Danmark til Sverige var frivillig, ligesom ansøgeren af eget valg ved brug af en falsk identitet havde søgt asyl og senere familiesammenføring i Sverige, hvor ansøgeren også havde etableret et familieliv med sin ægtefælle og deres otte fællesbørn. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det fremgik af ansøgerens e-mails til Udlændingestyrelsen, at hans ægtefælle og deres fællesbørn havde opholdstilladelse i Sverige. FAM/2017/39.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 07-11-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., til en statsløs palæstinenser. Ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse som familiesammenført i april 1998, og hun var i marts 2001 blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark men var i perioden fra august 2001 til august 2016 registreret som udrejst/forsvundet i Det Centrale Personregister (CPR).

    Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., idet ansøgeren var udrejst af Danmark i august 2001 og måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark, og idet ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen til grund, at ansøgeren fra august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, at ansøgeren efter sine egne oplysninger var udrejst af Danmark i september 2003, og at Udlændingestyrelsen i marts 2007 havde vurderet, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet ved, at ansøgeren havde opholdt sig i Libanon sammen med sin ægtefælle, mens denne studerede i Libanon. Udlændingenævnet bemærkede, at Udlændingestyrelsen i afgørelsen fra 2007 havde lagt til grund, at parret ville indrejse i Danmark derefter, idet ægtefællen havde oplyst til Udlændingestyrelsen, at ægtefællen grundet situationen i Mellemøsten ikke ønskede at fortsætte sit studie i Libanon. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ægtefællen i forbindelse med ansøgningen fra august 2014 havde anført, at det var ægtefællens opfattelse, at ansøgeren ville kunne meddeles dispensation fra bortfald, så længe ægtefællen var studerende, og ægtefællen henviste i den forbindelse til Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at reglerne om bortfald fremgik udtrykkeligt af ansøgerens opholdstilladelse fra marts 2001, at ansøgeren i forbindelse med styrelsens brev fra marts 2007 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, og at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2007 ikke sås at være genindrejst i Danmark på trods af, at det var blevet oplyst, at dette havde været hensigten. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at ansøgeren ikke havde fået en berettiget forventning om, at ansøgeren i ubestemt tid ville kunne opholde sig i udlandet. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var indrejst første gang i Danmark i maj 1998, at ansøgeren i marts 2001 var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren i august 2001 var blevet registreret som udrejst/forsvundet i CPR, at ansøgeren ikke siden denne dato havde været registreret som boende i Danmark, og at ansøgeren således på ansøgningstidspunktet havde opholdt sig uden for Danmark i knap 13 år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig uden for Danmark i 14 år, og at ansøgeren først havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen cirka syv år efter, at styrelsen første gang havde truffet afgørelse om, at ansøgerens opholdstilladelse ikke var bortfaldet, uden at ansøgeren havde været genindrejst i Danmark, eller i perioden fra marts 2007 til august 2014 havde rettet henvendelse til udlændingemyndighederne i Danmark med henblik på bevarelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt det påfaldende, at ansøgerens ægtefælle kun havde opholdt sig sammen med ansøgeren i udlandet i visse perioder, idet det fremgik af CPR, at ansøgerens ægtefælle havde opholdt sig i Danmark i perioderne fra november 2005 til oktober 2011, fra februar 2012 til september 2012, fra august 2014 til marts 2015 og fra november 2015 til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde fremlagt dokumentation for sine bachelor- og masteruddannelser, begge fra Libanon. Udlændingenævnet lagde afslutningsvis vægt på, at ansøgeren ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark udover ægtefællen og parrets børn, og at ansøgeren ikke havde en særlig arbejdsmæssig tilknytning til Danmark, hvor ansøgeren alene havde opholdt sig med opholdstilladelse i knap tre år og tre måneder, hvorfor Udlændingenævnet vurderede, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det skulle kunne begrunde, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/97.

  • Udlændingenævnets afgørelser af 28. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børnesammenføring – Barnets tarv

    Dato: 28-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til to statsborgere fra Somalia, født i henholdsvis 1994 og 1997, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet stadfæstede endvidere Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse som familiesammenført til den ældste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17, mens Udlændingenævnet samtidig omgjorde Udlændingestyrelsens afslag på en ny opholdstilladelse til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Ansøgerne blev i august 2000 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte børn. Ansøgerne udrejste af Danmark til Somalia som mindreårige i maj 2009 sammen med deres moder og søskende. Ansøgerne indrejste på ny i Danmark i april 2015 og søgte i den forbindelse om asyl. Begge ansøgere var på dette tidspunkt myndige. Det fremgik af sagerne, at ansøgerne i perioden fra 2013 til 2014 havde søgt asyl i henholdsvis Sverige og Finland, og at ansøgerne efter at være indrejst i Danmark i september 2013 af deres fader blev tvunget til at rejse til Sverige og Finland.

    Udlændingenævnet fandt for det første, at ansøgernes opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da de havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark i maj 2009 sammen med deres moder, og at de først i september 2013 var genindrejst her i landet, hvorefter ansøgerne efter et par dage var udrejst af Danmark igen, og at ansøgerne først i april 2015 var vendt tilbage til Danmark. Udlændingenævnet lagde også vægt på, at hverken ansøgerne eller deres forældre før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af deres opholdstilladelser i Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne var udrejst af Danmark sammen med deres moder og øvrige søskende til Somalia, og at det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor børnene skal bo. Udlændingenævnet lagde endvidere, for så vidt angår den yngste ansøger, vægt på, at hverken ansøgeren eller hans forældre ved indrejsen i Danmark i september 2013 havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre sit fortsatte opholdsgrundlag i Danmark. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgernes fader efter det oplyste havde hentet ansøgerne i lufthavnen i Danmark i september 2013, og efterfølgende havde sagt til dem, at de ikke kunne være i Danmark, men derimod skulle rejse til et andet europæisk land, og at den yngste ansøger ved ankomsten til Danmark i 2013 efter det oplyste var at betragte som et barn, der derfor gjorde, som hans fader sagde, men Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var myndig på tidspunktet for indrejsen i Danmark i september 2013, mens den yngste ansøger var 16 år på tidspunktet for genindrejsen i Danmark i september 2013, og at ansøgerne ikke havde rettet henvendelse til de danske myndigheder med henblik på at sikre deres fortsatte opholdsgrundlag i Danmark på trods af, at ansøgerne efter det oplyste på daværende tidspunkt selv havde sørget for deres rejse fra Somalia til Danmark, og på trods af at ansøgerne efterfølgende selv havde søgt asyl i andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgerne først efter at være blevet meddelt afslag på asyl i andre europæiske lande havde valgt at rejse tilbage til Danmark med henblik på at få opholdstilladelse i Danmark på ny. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne i forbindelse med sagen havde oplyst, at de ved udrejsen fra Danmark havde været af den opfattelse, at besøget i Somalia alene skulle være kortvarigt, men at deres fader havde snydt dem med enkeltbilletter i stedet for returbilletter, og at faderen efterfølgende ikke ville sende dem penge til returbilletter. Udlændingenævnet fandt imidlertid ikke at kunne lægge denne del af ansøgernes forklaring til grund. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ligeledes havde forklaret, at de flere gange havde forsøgt at komme tilbage til Danmark, men at vejen til lufthavnen havde været spærret på grund af urolighederne i byen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgernes generelle troværdighed var svækket af, at ansøgerne overfor andre europæiske myndigheder havde oplyst andre fødselsår. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerne efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at de havde gået i dansk folkeskole, og at den yngste ansøger tillige havde gået til fodbold. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at ansøgerne tillige læste, talte og skrev sproget i Somalia. Udlændingenævnet fandt for det andet, at den ældste ansøger ikke kunne gives opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den ældste ansøger på ansøgningstidspunktet var 20 år og myndig. Udlændingenævnet fandt endvidere, at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse til den ældste ansøger ikke udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den ældste ansøger var født i Somalia, hvor ansøgeren havde boet, indtil hun var seks år og igen i perioden fra 2009 til 2013, at ansøgeren talte, læste og skrev somali, og at ansøgeren under sit seneste ophold i Somalia var blevet forlovet, ligesom flere af ansøgerens yngre søskende og ansøgerens farmoder var bosiddende i landet. Udlændingenævnet fandt således, at der i sagen ikke forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt og i strid med Danmarks internationale forpligtelser at meddele den ældste ansøger afslag på opholdstilladelse, herunder barnets tarv, henset til at ansøgeren var myndig på tidspunktet for sin genindrejse i Danmark. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var oplyst om sådanne helt særlige omstændigheder, herunder personlige eller helbredsmæssige forhold for den ældste ansøger, som kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøger havde boet i Danmark i ca. 8½ år, herunder en del af sine formative år, fra ansøgeren var seks til 14½ år, at ansøgeren talte dansk og havde gået i dansk skole og SFO. Det indgik ligeledes i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at den ældste ansøgers partsrepræsentant havde henvist til, at den ældste ansøgers situation var sammenlignelig med den situation, der er beskrevet i Osman-dommen, og at den ældste ansøger således burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at den ældste ansøgers situation ikke i tilstrækkelig grad var sammenlignelig med den i Osman-dommen beskrevne situation, således at den ældste ansøger burde meddeles opholdstilladelse i Danmark på ny. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder og sine søskende til Somalia, og at ansøgeren ved genindrejsen i Danmark i 2013 som myndig ikke havde kontaktet de danske myndigheder med henblik på at få et nyt opholdsgrundlag i Danmark, men i stedet var rejst videre til andre europæiske lande. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i Osman-dommen blev sendt på genopdragelsesrejse til Kenya uden sine forældre, og at hun havde søgt om at vende tilbage til Danmark, inden hun var blevet myndig på baggrund af en ny opholdstilladelse i overensstemmelse med de regler vedrørende opholdstilladelse til børn, der gjaldt på tidspunktet for hendes udrejse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den ældste ansøger var udrejst sammen med sin moder, med hvem ansøgeren ligeledes havde opholdt sig i Somalia. Endvidere var den ældste ansøger genindrejst i Danmark i 2013 selvstændigt og som myndig person uden at søge om at kunne bibeholde sit tidligere opholdsgrundlag her i landet, men var i stedet rejst videre til andre europæiske lande med henblik på at tage ophold der, ligesom ansøgeren først havde søgt om opholdstilladelse i Danmark på ny, da ansøgeren var 20 år. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at den ældste ansøger efter det oplyste var blevet forlovet før sin genindrejse i Danmark som myndig. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at Osman-dommen, herunder hensynet til barnets tarv, ikke kunne føre til meddelelse af ny opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig for det tredje grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ny opholdstilladelse i Danmark til den yngste ansøger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet fandt således, at der forelå ganske særlige grunde til, at den yngste ansøger burde meddeles opholdstilladelse på ny, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 9, stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den yngste ansøger var indrejst i Danmark i oktober 2000 i en alder af tre år, at ansøgeren var udrejst af Danmark i maj 2009 i en alder af 12 år, og at ansøgeren således havde haft en væsentlig del af sine formative år i Danmark, hvor ansøgeren havde gået i skole, og hvor han talte, læste og skrev sproget. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i 2009 var udrejst af Danmark sammen med sin moder, at ansøgeren på ny var indrejst i Danmark i september 2013 i en alder af 16 år, og at ansøgerens fader herefter havde besluttet, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark, hvorefter ansøgeren igen var vendt tilbage til Danmark i april 2015 som 18-årig. FAM/2016/104.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet

    Dato: 01-09-2016

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og at klageren ikke kunne gives dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren var i 2009 blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i medfør af greencardordningen. Denne opholdstilladelse var senest blevet forlænget til januar 2017. Det fremgik udtrykkeligt af afgørelsen på engelsk, at denne ville bortfalde, hvis klageren opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var registreret som indrejst i Danmark i januar 2009, at han i oktober 2012 indgik ægteskab i Danmark, og at han i november 2015 blev registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater. Det fremgik af sagen, at klageren siden den 1. maj 2014 havde haft arbejdssted i Dubai.

    Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af klagerens afgørelse fra november 2012, hvor hans opholdstilladelse efter greencardordningen blev forlænget, at opholdstilladelsen var meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at den ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i maj 2014 påbegyndte arbejde hos en virksomhed registreret i De Forenede Arabiske Emirater, og at arbejdsstedet var i Dubai, men at klageren først i januar 2015 og i maj 2015 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Klageren havde således opholdt sig uden for Danmark i ni måneder, før han første gang indgav en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der efter klagerens opfattelse var forskel på den danske og den engelske version af hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende reglerne for bortfald, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hjemmesiden alene indeholdt generel vejledning, mens det af klagerens afgørelse af november 2012 udtrykkeligt fremgik, hvad der var gældende for klageren, herunder også at hans opholdstilladelse var meddelt med henblik på midlertidigt ophold og ikke varigt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren forventede at returnere til Danmark senest i december 2016, men at klagerens opholdstilladelse efter greencardordningen ville udløbe i januar 2017. Klageren ville således ikke kunne opfylde betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter greencardordningen, hvilket var en grundlæggende forudsætning for, at han kunne meddeles dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ved afgørelsen af, om der forelå et velbegrundet formål, at klageren udrejste af Danmark i april 2014 for at påbegynde sin ansættelse hos virksomheden i De Forenede Arabiske Emirater. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens ansættelse ikke havde relation til et i Danmark påbegyndt ansættelsesforhold. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold i fem år og tre måneder forud for hans udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, at han havde søgt om dispensation fra bortfald for en periode på et år og syv måneder, og at han dermed ikke havde opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at tilsagn om beskæftigelse ved tilbagevenden til Danmark ikke var tilstrækkeligt i sig selv til, at klageren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelse. Det forhold, at klageren var gift med en dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet endelig ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, da ægtefællen ifølge CPR også var registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater i september 2014. ERH/2016/78.

Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen