Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. 

Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets oplysninger sammenholdt med klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017.  Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juli 2012 havde deltaget i en demonstration sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at klageren under demonstrationen havde båret et skilt med teksten ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne i den forbindelse ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet bemærkede i relation hertil endvidere, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet havde deltaget i eller deltog i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav, ikke er opfyldt, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, er tale om oplysninger, som understøtter en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på klagerens personlige bekendtskab med en navngiven person, som var eftersøgt for et angreb på en forfatter og journalist, som var optaget på USA’s terrorliste, og som var blevet arresteret i Tyrkiet i 2014 og efterfølgende løsladt som led i en udveksling af fanger imellem Islamisk Stat og de tyrkiske myndigheder. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende som klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom han var udrejst til Irak, og af den samme kilde var oplyst at have forbindelse til Islamisk Stat, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. For så vidt angik det forhold, at klageren til sagen havde anført, at han – uanset politiets mistanke om at han havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat – var blevet tilladt udrejse til Irak i juli 2015, bemærkede Udlændingenævnet, at den i lov om pas til danske statsborgere (lov nr. 76 af 19. januar 2017) hjemlede adgang til inddragelse af pas og meddelelse af udrejseforbud alene angår danske statsborgere, og at det ikke i øvrigt ud fra sagens oplysninger kunne lægges til grund, at klagerens udrejse i juli 2015 var politiet bekendt. For så vidt angik det anførte om, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde, samt henvisningen til områder omfattet af straffelovens § 114 j, bemærkede Udlændingenævnet, at der ved straffelovens § 114 j er tale om en kriminalisering af ophold i visse konfliktområder, mens udlændingelovens § 21 b, efter sin ordlyd angår ethvert ophold ”uden for landet”’, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene den reelle kamphandling, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med, at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klagerens og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed var frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om, at han tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre og hans mindreårige særbørn var bosiddende.  Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt tillige, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin nye ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbarn. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, for så vidt angik klagerens mindreårige særbørn, at der i sagen ikke var anført nogen hindringer for, at klageren og klagerens særbørn kunne opretholde kontakt via telefon og internet, ligesom det var klagerens eget valg at opgive sin bopæl og udrejse af Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at klageren ikke sås at have haft fælles bopæl med sine særbørn, og at han var udrejst til Irak, hvor han havde stiftet ny selvstændig familie. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angik vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i forhold til formålet med opholdet var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/146.
 

Senest opdateret: 20-11-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen