Udlændingenævnets afgørelse af 20. november 2017 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en irakisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. 

Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af politiets samt klagerens egne oplysninger, at klageren senest i juli 2015 var udrejst fra Danmark til Irak, hvor han havde opholdt sig – i hvert fald – indtil maj 2017. Udlændingenævnet fandt, at der var grund til at antage, at klageren under opholdet i Irak havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på klagerens forhold forud for klagerens udrejse i juli 2015. Udlændingenævnet lagde herved vægt på klagerens relation til gerningsmændene bag et attentatforsøg i 2010 i Danmark, som for forholdet hver var blevet idømt 12 års fængsel for terrorisme og overtrædelse af våbenloven samt udvist af landet for bestandig, herunder at klageren tidligere havde overnattet i en af personernes hjem. Udlændingenævnet tillagde i den forbindelse klagerens involvering i det konkrete attentatforsøg betydning, idet klageren var mødtes med gerningsmændene og havde anvist dem en lejlighed, hvor de var blevet arresteret, inden angrebet var påtænkt udført. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at sigtelsen af klageren for medvirken til forsøg på terrorisme var påtaleopgivet, og at det ikke af politiet havde været muligt at få oplyst, med hvilken hjemmel påtaleopgivelsen var sket. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at påtaleopgivelsen i sig selv ikke kunne føre til en anden vurdering af klagerens handlemønster og holdninger, idet klageren havde haft relation til gerningsmændene, ligesom der i sagen ikke forelå oplysninger, som udelukkede eller talte imod, at klageren kunne have været bekendt med eller involveret i det konkrete attentatforsøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren efterfølgende i juli 2012 havde deltaget i en demonstration i Danmark sammen med flere kendte salafister, som af politiet var formodet dræbt i Syrien som led i deres engagement i Islamisk Stat, samt at der under demonstrationen blandt andet var deltagere, som bar skilte med teksten ”Jihad for Syrien” og ”Shariah for Syrien og Iran”. Udlændingenævnet bemærkede i relation til disse to omstændigheder, at en vurdering af, hvorvidt klageren i udlandet deltog i eller havde deltaget i handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b, skulle ske under hensyntagen til bestemmelsens mistankekrav – ”grund til at antage” – hvorved er tiltænkt adgang til at anse en opholdstilladelse for bortfaldet efter bestemmelsen, uanset at de bevismæssige, strafferetlige krav ikke er opfyldt. Det forhold, at det er lovligt at deltage i en demonstration, og at der var sket påtaleopgivelse for medvirken til terror, kunne således ikke i sig selv føre til, at disse forhold ikke kunne tages i betragtning i forhold til udlændingelovens § 21 b, herunder at klageren forud for sin udrejse havde færdedes i et radikaliseret miljø. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at politiet i december 2014 havde modtaget oplysninger om, at klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat. Det anførte om, at oplysningerne i de foreliggende kilderapporter ikke havde ført til sigtelse af klageren efter straffelovens bestemmelser, uanset at politiet i flere år havde været i besiddelse af oplysningerne, kunne ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at mistankekravet i udlændingelovens § 21 b, er et andet end det strafferetlige beviskrav, og at der uanset politiets overvejelser om eventuelle strafferetlige konsekvenser af forholdet, var tale om oplysninger, som understøttede en formodning for klagerens sympati for og tilknytning til et militant islamistisk miljø. Udlændingenævnet tillagde det endvidere en vis betydning, at klagerens broder tilsvarende klageren havde deltaget i førnævnte demonstration, og ligesom klageren var udrejst til Irak, og at en kilde havde oplyst, at både klageren og klagerens broder havde forbindelse til Islamisk Stat og dermed et radikaliseret miljø, idet Udlændingenævnet endvidere fandt, at dette tillige var et moment, der indikerede klagerens tilhørsforhold til et radikaliseret miljø. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til støtte for klagen var anført, at klageren ikke i kraft af sine ophold i Bagdad og Erbil kunne anses for at have opholdt sig i et konfliktområde. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det efter ordlyden af bestemmelsen alene er en betingelse, at der er tale om et ophold ”uden for landet”, hvorfor det forhold, at klageren alene havde oplyst at have befundet sig i Erbil og ikke i Mosul eller andre konfliktområder, ikke kunne føre til, at opholdet i Irak faldt uden for bestemmelsens geografiske anvendelsesområde. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at ikke alene reelle kamphandlinger, men også aktiviteter af mere understøttende karakter er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelsen. I relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i sådanne aktiviteter som omfattet af udlændingelovens § 21 b, bemærkede Udlændingenævnet, at Erbil, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, er beliggende i umiddelbar nærhed af Mosul, som på tidspunktet for klagerens ophold var kontrolleret af Islamisk Stat. Sammenholdt med at klageren tidligere i Danmark havde færdedes i radikaliserede kredse og havde valgt at rejse til Irak, hvor blandt andet Islamisk Stat havde søgt at tage magten, og førnævnte kilderapport fra december 2014, hvoraf det fremgik, at både klageren og klagerens broder havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, fandt Udlændingenævnet desuden, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Irak ikke alene havde haft det sigte at bistå sin familie uden for de konfliktområder, som havde været i Irak, under klagerens ophold. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var anført, at det var retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at inddrage oplysninger fra kilderapporter i en afgørelse af stor betydning for klageren, når kildens identitet ikke kunne oplyses, og klageren dermed blev frataget muligheden for kontradiktion, samt at politiets kilderapport fra december 2014 ikke burde inddrages i afgørelsen, idet det ikke af kilderapporten fremgik, hvad kilden baserede sine oplysninger på. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skal bortfalde, blandt andet kan inddrage anonyme kilderapporter, og at det beror på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kan tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at politiets kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet vurderedes troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved desuden til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit aktuelle ophold i udlandet havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder særligt hans færden i islamistisk radikaliserede miljøer, hans egen deltagelse i aktiviteter, hvor der anvendtes en militant islamistisk ideologi, samt oplysningerne om at klageren tidligere havde deltaget i kamphandlinger for Islamisk Stat, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Irak deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt herudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i udlandet. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren i december 2000 var indrejst med opholdstilladelse i Danmark, hvor han havde boet frem til sin udrejse i juli 2015, og hvor hans forældre ligeledes var bosiddende, og at klageren led af en uspecificeret kræftform og som følge heraf var blind på sit højre øje og døv. Udlændingenævnet bemærkede hertil indledningsvis, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande, selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet antoges at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet endvidere lagde vægt på, at klageren havde bevaret en stærk tilknytning til sit hjemland, Irak, hvor han var statsborger, hvortil han havde foretaget gentagne rejser i de seneste år, og hvor han havde etableret sit familieliv med sin ægtefælle, som var irakisk statsborger, og parrets fællesbørn. Udlændingenævnet bemærkede desuden i relation til klagerens helbredsmæssige forhold, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at klagerens tilstand aktuelt var behandlingskrævende, samt at klageren – uanset sine helbredsmæssige forhold – selv havde valgt at tage ophold uden for Danmark og etablere sig i udlandet med sin familie. Udlændingenævnet fandt derudover, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Irak. Det forhold, at det til sagen var anført, at klagerens ægtefælle og børn var bosiddende i Irak, og at klageren selv var statsborger i landet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skulle tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at da der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Irak alene var henvist generelt til, at klageren havde familiemedlemmer, som var bosiddende i Irak, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Udlændingenævnet fandt på samme baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var blevet frikendt for terror af en irakisk domstol. Som følge af at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser. FAM/2017/147.
 

Senest opdateret: 20-11-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen