Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 73 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af klage – Klagefrist

Dato: 12-12-2016

Udlændingenævnet afviste i december 2016 en klage over en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen om hjemsendelse efter aktivlovens § 3, stk. 4, af en nordisk statsborger fra Finland, da klagefristen var udløbet, jf. udlændingelovens § 52 b, stk. 6. Det fremgik af sagen, at klageren til støtte for klagen havde anført, at hun efter at have modtaget Udlændingestyrelsens afgørelse havde rettet henvendelse til et jobcenter i klagerens kommune, hvor hun var blevet vejledt om, at hun kunne se bort fra afgørelsen om hjemsendelse, da den ikke vedrørte hende, og at klageren derfor ikke havde foretaget sig yderligere. I august 2016 havde klageren rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen i forbindelse med, at hun havde søgt SU og derfor skulle svare på, om hun havde en verserende sag i Udlændingestyrelsen, hvorefter Udlændingestyrelsen havde henvist til afgørelsen fra maj 2016 og oplyst, at klageren havde mistet sin ret til at opholde sig i Danmark som nordisk statsborger. Udlændingenævnet modtog en klage fra klageren i oktober 2016.

Udlændingenævnet fandt, at klagen skulle afvises, idet klagen var indgivet efter klagefristens udløb, og at klagen således ikke ville blive behandlet i Udlændingenævnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev i maj 2016 havde meddelt klageren, at Udlændingestyrelsen havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren efter aktivloven under henvisning til, at klageren havde modtaget kontanthjælp, og at Udlændingenævnet først i oktober 2016 havde modtaget klagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Udlændingestyrelsens klagevejledning i afgørelsen fra maj 2016, at der senest skulle klages otte uger efter, at klageren havde modtaget afgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der i sagen ikke forelå sådanne omstændigheder, at der kunne dispenseres fra klagefristen, og at det af klageren anførte om, at klageren havde fået forkert vejledning om hjemsendelsesafgørelsen, og at klageren først på klagetidspunktet var blevet klar over, at hun skulle have henvendt sig til Udlændingestyrelsen i stedet for jobcentret, ikke kunne føre til, at der kunne dispenseres fra klagefristen. Udlændingenævnet lagde til grund for afgørelsen, at klageren havde fået en meget mangelfuld og direkte fejlagtig vejledning fra jobcentret, men Udlændingenævnet fandt desuden, at der uanset dette ikke var grundlag for dispensation. Udlændingenævnet henviste herved til, at det burde havde stået klageren klart, at Udlændingestyrelsens afgørelse var truffet af en selvstændighed myndighed, ligesom afgørelsen klart fremstod som en afgørelse med retsregler og klagevejledning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at klageren var blevet partshørt forud for afgørelsen om sine personlige forhold på baggrund af kommunens indberetning, hvorfor det ikke kunne have været klageren ubekendt, at der verserede en sag i Udlændingestyrelsen på baggrund af, at klageren havde modtaget hjælp til forsørgelse efter aktivloven. Udlændingenævnet lagde endvidere afgørende vægt på, at klageren – efter at klageren havde fået afslag på SU og således var blevet bekendt med, at den vejledning, som klageren havde fået fra jobcentret var forkert, og efter at klageren dernæst på ny havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen og var blevet orienteret om styrelsens afgørelse – ikke straks havde påklaget styrelsens afgørelse til Udlændingenævnet, men at Udlændingenævnet først havde modtaget klagen i oktober 2016, hvilket ikke var i umiddelbar forlængelse af klagerens henvendelse til Udlændingestyrelsen i august 2016. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren senest i august 2016 burde have indset, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2016 ikke var et fejlagtigt autogenereret brev, som klageren kunne se bort fra, og at klageren dernæst efter det oplyste havde forholdt sig passivt i forhold til at klage over Udlændingestyrelsens afgørelse, indtil Udlændingenævnet i oktober 2016 havde modtaget klagen, hvilket var tre måneder efter klagefristens udløb. FAM/2016/102.
Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn

Dato: 12-12-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fem syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende søn/broder (referencen), som i januar 2015 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Ansøgerne og referencen var i november 2012 udrejst af Syrien til Libanon, hvor de havde opholdt sig i cirka seks måneder, hvorefter de rejste til Tyrkiet, hvor familien fik midlertidig opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at referencens forældre ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt endvidere, at selvom referencen indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med sine forældre, og selvom han på tidspunktet for ansøgningernes indgivelse havde været cirka 16½ år og dermed mindreårig, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at referencens forældre kunne meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag, at han var rejst fra Tyrkiet sammen med sin farbroder, mens resten af familien var forblevet i Tyrkiet, idet det var blevet aftalt, at referencen og farbroderen skulle rejse alene og søge familiesammenføring efter ankomsten til Danmark, ligesom det fremgik af klagen, at beslutningen om, at referencen skulle tage af sted mod Danmark med sin onkel, var begrundet i, at der ikke var nogen til at beskytte og brødføde referencens moder og søstre. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det kunne lægges til grund, at referencen var udrejst af Tyrkiet med sine forældres accept og medvirken til planlægningen af udrejsen, og at han således også efter sine forældres vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden sine forældre. Udlændingenævnet fandt desuden, at selv om referencen var rejst sammen med sin farbroder, og dette kunne anses som værende udtryk for, at forældrene fandt, at referencen skulle ledsages og ikke udrejse alene på baggrund af sin alder, måtte dette i så fald tages som udtryk for, at referencens forældre havde valgt, at farbroderen skulle træde i forældremyndighedsindehaverens sted, og at de fortsat frivilligt havde valgt, at referencen ikke skulle opholde sig sammen med dem. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark sammen med sin farbroder og dernæst sin faders to fætre, og at referencen efter indrejsen i Danmark og meddelelse af opholdstilladelse havde boet enten på samme adresse eller i nærheden af sin farbroder. På den baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencen kom til Danmark for at hjælpe sin familie og ikke for at bo sammen med sin onkel. Det bemærkedes, at referencen fortsat havde relativt nære familiemedlemmer i Danmark. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han kunne udrejse af Tyrkiet sammen med sin farbroder, at han sammen med farbroderen havde foretaget rejsen gennem Europa til Danmark, ligesom referencen på ansøgningstidspunktet for familiesammenføring havde en alder, hvor han ikke i det daglige var afhængig af, at en forældremyndighedsindehaver eller en anden omsorgsperson bistod ham. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af disse faktiske forhold, at Danmark ikke kunne anses for forpligtet til at beskytte det familiemæssige samliv mellem referencen og hans forældre, jf. Danmarks internationale forpligtelser, således at der skulle meddeles opholdstilladelse til forældrene for at kunne sikre en genetablering af en familiemæssig enhed, mens referencen var mindreårig. Dette gjaldt, uanset at referencen som mindreårig var meddelt asyl i Danmark og derfor ikke af Danmark som mindreårig ville kunne henvises til at blive genforenet med sine forældre i Syrien eller forældrenes nuværende opholdsland. Udlændingenævnet lagde således afgørende vægt på, at forældrene selv havde valgt at sende referencen af sted som næsten 16-årig fra Tyrkiet, hvor den samlede familie sidst havde haft ophold. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om referencens forældres personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at referencens forældre skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen var anført, at referencens moder led under de dårlige tilstandsforhold i Tyrkiet og ønskede at komme til Danmark for at se sin søn, som hun havde mistet under krigen, og at familien boede i Tyrkiet under kummerlige forhold i en lejlighed, som var sundhedsskadelig. Udlændingenævnet fandt tillige, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det til støtte klagen var anført, at referencen var psykisk påvirket af sagen, og at savnet af hans moder forhindrede referencen i at deltage fuldt ud i at blive integreret i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at referencens savn af sin moder og den psykiske påvirkning, som sagen havde, ikke var helbredsmæssige problemer af en sådan karakter, at det kunne begrunde et andet resultat. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden sine forældres ledsagelse, og at hans angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe forældrene til Danmark, og ikke udsprang af et særligt behov for sine forældres pasning og pleje. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at referencen nu var fyldt 18 år og således var myndig. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endelig, at det var en forudsætning for, at referencens forældres mindreårige børn (de ansøgende børn/søskende) ville kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at referencens forældre, som var forældremyndighedsindehavere, var fastboende her i landet på grundlag af en tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med henblik på varigt ophold. Da referencens forældre samtidig hermed var meddelt afslag på opholdstilladelse, var denne betingelse ikke opfyldt. De ansøgende børn/søskende kunne således ikke gives opholdstilladelse i Danmark under henvisning til deres forældre. FAM/2016/90.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af alderskravet

Dato: 06-12-2016

Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en ukrainsk statsborger. Ansøgeren var på ansøgningstidspunktet 29 år, og han var på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fyldt 30 år.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse var fyldt 30 år. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, fremgår under beskrivelsen af den dagældende praksis, at det skal stilles som betingelse, at udlændingen på ansøgningstidspunktet skal være fyldt 18 år, men ikke være fyldt 35 år, samt at det fremgår, at der ikke var tiltænkt en ændring af praksis med den nye lovbestemmelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det generelt set er ansøgningstidspunktet, der skal lægges til grund, således at styrelsens sagsbehandlingstid ikke kommer ansøgeren til skade, medmindre andet udtrykkeligt fremgår af lovgivningen. Udlændingenævnet fandt desuden, at der i § 3, nr. 1, i praktikantbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014, ikke er holdepunkt for, at det er afgørelsestidspunktet, der skal lægges til grund. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2016/114.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. december 2016 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

Dato: 06-12-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18, og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i august 2014 indrejst i Danmark. I oktober 2014 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, og at kommunen vurderede, at hjælpen måtte anses for vedvarende, idet det måtte påregnes, at klageren ville have behov for ydelser i mere end et halvt år.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, og at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik fra oktober 2014 og frem, og at klageren således havde modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i perioden, hvor hun havde modtaget ydelser til forsørgelse, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klageren havde behov for vedvarende hjælp til forsørgelse, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, jf. stk. 3. Det forhold, at klageren efter det oplyste havde haft et praktikjob i en børnehave i en ikke nærmere angivet og dokumenteret periode, og det forhold, at klageren havde anført, at hun var aktivt jobsøgende, og at det på ingen måde var hendes hensigt at forblive på kontanthjælp i en længere periode, at hun havde fremlagt dokumentation for, at hun havde ansøgt om et job i september og oktober 2015, og at den kommune, hvori klageren boede, ikke havde vejledt klageren om konsekvenserne af at modtage kontanthjælp, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at klageren ville have undladt at søge om hjælp til forsørgelse, dersom hun var blevet vejledt af kommunen om, hvilken betydning det kunne have for hendes ret til at opholde sig i Danmark. Udlændingenævnet henviste herunder til, at klageren var vidende om, at kommunen i oktober 2014 havde indberettet til Udlændingestyrelsen, at hun havde modtaget offentlig forsørgelse efter aktivloven, og at Udlændingestyrelsen ved dennes partshøring af hende i juni 2015 havde anmodet om hendes oplysninger om, hvorfor hun modtog offentlige ydelser. Endelig havde Udlændingestyrelsen oplyst klageren om, at Udlændingestyrelsen ville træffe afgørelse om, hvorvidt hun skulle hjemsendes på baggrund af, at hun i en vedvarende periode havde modtaget hjælp til forsørgelse, og at hun på trods heraf var fortsat med at modtage offentlige ydelser og ikke havde søgt midlertidig støtte fra sin familie i Danmark, som klageren i sin klage havde anført, at hun ville have gjort, såfremt hun havde været bekendt med konsekvenserne af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt således, at klageren ikke på tilstrækkelig vis havde redegjort for, hvad hun ville og kunne have foretaget sig, herunder at hun ville og kunne have indrettet sig anderledes, såfremt hun var blevet vejledt af kommunen om konsekvensen af at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde sandsynliggjort, at hun på anden vis ville have været i stand til at opretholde sin forsørgelse i Danmark, såfremt hun havde været klar over konsekvensen for sin opholdsret ved at modtage kontanthjælp og på den baggrund kunne have fravalgt at modtage kontanthjælp, da det fremgik af ansøgningen om hjælp til forsørgelse, at hun var uden arbejde og forsørgelsesgrundlag. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, idet hun alene havde opholdt sig i Danmark siden august 2014, og at der i øvrigt ikke var oplyst om helbredsmæssige problemer, der kunne føre til, at hun ikke skulle hjemsendes, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 6. Det forhold, at klageren havde to børn, som efter det oplyste kun talte dansk, gik i dansk folkeskole, havde danske kammerater, og som dagligt søgte at integrere sig i det danske samfund, kunne ikke føre til et andet resultat, ligesom det forhold, at klagerens søster og svoger boede i Danmark, heller ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, når hensås til klagerens manglende tilknytning til Danmark i øvrigt. Udlændingenævnet fandt herudover efter de foreliggende oplysninger, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med EU/EØS-reglerne om opholdsret og arbejdskraftens frie bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren – uanset at hun kortvarigt havde været i praktik i en børnehave i en ikke nærmere angivet eller dokumenteret periode, og uanset at hun havde anført, at hun var arbejdssøgende og fuldt arbejdsdygtig – havde modtaget offentlig hjælp til forsørgelse siden september 2014. Udlændingenævnet fandt derfor, at klageren ikke efter EU-opholdsdirektivet var berettiget til fortsat ophold som arbejdssøgende, eller som en person med tilstrækkelige midler. Udlændingenævnet fandt endelig på grund af den manglende tilknytning til Danmark, at en hjemsendelse ikke ville være i strid med Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. FAM/2016/121.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser – Forældremyndighed

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet hjemviste i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på familiesammenføring til tre statsløse palæstinensere fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingestyrelsen havde meddelt afslag under henvisning til, at den herboende reference, som var ansøgernes moder, ikke havde dokumenteret at have forældremyndighed over ansøgerne. Udlændingestyrelsen havde endvidere meddelt afslag efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, skulle hjemvises, da der i forbindelse med klagen var indsendt nye oplysninger. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgernes moder havde fremsendt nye dokumenter vedrørende forældremyndigheden over ansøgerne, idet hun under klagesagens behandling havde fremsendt en erklæring fra juni 2016 fra børnenes fader om, at han ikke modsatte sig, at børnene rejste til Danmark eller et hvilket som helst andet europæisk land for at bo sammen med moderen, eller at hun kunne træffe beslutninger vedrørende ansøgerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Udlændingestyrelsens afgørelser efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, skulle hjemvises til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerne på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på familiesammenføring under henvisning til, at der ikke forelå ganske særlige grunde, herunder hensynet til barnets tarv, som talte for, at ansøgerne burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det ikke var hensigten med udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, at en biologisk forælder til et ansøgende barn fik en ansøgning om børnesammenføring behandlet efter bestemmelsen, og at vurderingen rettelig skulle foretages efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagerne til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen i første instans kunne vurdere, om der var ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2016/101.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer – Kok

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, til en statsborger fra Indien, der søgte om opholds- og arbejdstilladelse som indisk karry og tandoori kok.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholds- og arbejdstilladelse som indisk karry og tandoori kok efter udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke var tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte beskæftigelse som indisk karry og tandoori kok ikke, som dette var forudsat i lovbemærkningerne, var så tæt knyttet til ansøgeren som person, at andre ikke umiddelbart ville kunne varetage det pågældende arbejde som indisk karry og tandoori kok. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren var tilbudt en stilling på 38 timer ugentligt til en månedsløn på 20.000 kr., samt at arbejdet skulle bestå af at forberede, anrette og præsentere maden for gæsterne, at sørge for, at maden var af højeste kvalitet, at servere klassisk indisk mad, at udvikle nye retter samt udvikle menukortet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at restaurantens karakter ikke underbyggede, at den havde en sådan kvalitet og speciale, at det kunne begrunde ansættelse af en specialiseret kok. Udlændingenævnet tillagde det en vis vægt, at ansøgeren havde gennemført en toårig kokkeskole i Indien, hvilket indikerede, at der hovedsageligt var tale om basisviden og ikke specialiseret viden, samt at ansøgeren trods arbejdserfaring i cirka ti år som kok måtte anses for almindeligt faglært kok. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren tidligere havde haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark i sammenlagt over tre år som kok med tilberedning af indisk mad. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet udfald af sagen, da det ikke ændrede ved det forhold, at den tilbudte beskæftigelse måtte anses for at være sædvanligt faglært arbejde. ERH/2016/95.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til tre syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Et af de ansøgende børn var under 15 år, mens de to øvrige børn var mellem 15 og 18 år på ansøgningstidspunktet.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for det ansøgende barn, som var under 15 år, som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d. Udlændingenævnet fandt desuden, at den yngste ansøger ikke var omfattet af den persongruppe, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, uanset at han var under 15 år, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de som følge heraf ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at det var urimeligt, at ansøgerne skulle vokse op uden en far og mor, og at der skulle gå tre år, før referencen igen kunne søge om familiesammenføring med ansøgerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af referencens asylsag og ansøgernes ansøgningsskemaer, at referencen og ansøgerne forud for flugten til Danmark boede i samme hus som referencens moder/ansøgernes farmoder, at ansøgerne nu boede hos deres farmoder, og at de således altid havde boet hos eller i samme hus som deres farmoder. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgerne efter det oplyste havde to farbrødre og tre fastre i Syrien, hvorfor børnene tillige ikke var uden andre omsorgspersoner i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt således på denne baggrund, at referencens moder/ansøgernes farmoder på tidspunktet for referencens udrejse af Syrien de facto måtte anses for at være trådt i forældremyndighedsindehaverens sted, og at dette var sket med referencens accept og viden. På samme baggrund kunne det ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgernes farmoder var gammel og syg og derfor ikke længere kunne tage sig af børnene. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at referencens moder var født i 1951, og at referencen på tidspunktet for sin udrejse selv havde valgt, at ansøgerne kunne overlades til referencens moders omsorg. På samme baggrund kunne det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgernes moder og referencen havde ophævet samlivet, og at ansøgernes moder havde været forsvundet i to til fem år. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/89.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Karenstid for kriminelle forhold begået mod tidligere ægtefælle – Handling begået efter ægteskabets ophør

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet omgjorde i december 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina. Den herboende ægtefælle var i december 2010 dømt for overtrædelse af straffelovens § 244 og 266 for vold og trusler mod en tidligere ægtefælle. Den herboende ægtefælle blev idømt 50 dages fængsel. Den herboende ægtefælle var i oktober 2008 blevet skilt fra sin tidligere ægtefælle.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes ægtefælle indenfor de seneste ti år var idømt en frihedsstraf for overtrædelse af straffelovens § 244 og § 266 for forhold begået mod hans tidligere ægtefælle jf. udlændingelovens § 9, stk. 10. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det strafbare forhold var begået i 2010 to år efter ægteskabets ophør i 2008, og at det fremgår af bemærkningerne til udlændingelovens § 9, stk. 10, jf. lovforslag nr. L171 fremsat den 20. februar 2004 s. 32, at der ved vurderingen af, hvornår en forurettet kan betragtes som den herboendes ”samlever”, skal lægges vægt på, hvorvidt der har været tale om et ægteskabslignende forhold. FAM/2016/103.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2016 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet – Uafsonet fængselsstraf

Dato: 01-12-2016

Udlændingenævnet afslog i december 2016 at genoptage en sag om ægtefællesammenføring til en thailandsk kvinde, som havde fået afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at hendes danske ægtefælle inden for de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, og hvor Udlændingenævnet havde vurderet, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige kravet om selvforsørgelse i udlændingelovens § 9, stk. 5.

Udlændingenævnet fandt, at der ikke var anført nye, væsentlige oplysninger, som kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at Den Danske Ambassade i Bangkok havde oplyst, at den herboende ægtefælle, hvis han tog ophold i Thailand, udover afsoning af en to-årig fængselsstraf risikerede at få en tillægsstraf for at være udeblevet fra afsoningen, og at den herboende ægtefælle herefter kunne påregne at blive udvist efter afsoning. Det indgik endvidere, at ansøgerens advokat havde anført, at den idømte fængselsstraf med den forventede tillægsstraf for udeblivelse efter hans opfattelse gjorde det uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og at udgangspunktet i dansk strafferetspraksis efter advokatens oplysninger var, at 0,3 gram amfetamin blev betragtet som besiddelse til eget forbrug og var forbundet med bødestraf. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016, hvor Udlændingenævnet vurderede det forhold, at den herboende ægtefælle var idømt fængselsstraf og risikerede udvisning af Thailand efter afsonet dom. Udlændingenævnet fandt således – uanset længden af den herboende ægtefælles idømte fængselsstraf – at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren og den herboende ægtefælle til at udøve familielivet i Thailand, og uanset at besiddelse af 0,3 gram amfetamin – herunder om det kunne anses for at være med henblik på videresalg – blev straffet hårdere i Thailand end i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til genoptagelse, at Den Danske Ambassade i Thailand havde oplyst, at den herboende ægtefælle efter endt afsoning i Thailand ville blive udvist af Thailand. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det allerede indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende ægtefælle risikerede udvisning. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at der ikke sås at være fremlagt dokumentation fra de thailandske myndigheder om den herboende ægtefælles angivelige indrejseforbud og længden heraf. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Udlændingenævnet ved sin afgørelse fra januar 2016 også havde henvist til, at den herboende ægtefælle ikke sås at have modtaget offentlig hjælp i form af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden juli 2015, at han i perioden fra september 2016 til december 2016 havde modtaget SU, og at det derfor måtte antages, at han kunne opfylde kravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, på et senere tidspunkt. Udlændingenævnet fandt derfor fortsat, at Danmark ikke kunne anses for nærmest til at beskytte familielivet mellem ansøgeren og den herboende ægtefælle, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, således at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark på grund af den herboende ægtefælles dom i Thailand. FAM/2016/110.
Udlændingenævnets afgørelse af 28. november 2016 – Familiesammenføring, andre – Referencen har midlertidig beskyttelsesstatus

Dato: 28-11-2016

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til fire syriske statsborgere, der søgte familiesammenføring med deres herboende ægtefælle/fader (referencen), der i september 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold.

Udlændingenævnet fandt, at et eventuelt grundlag for at tillade familiesammenføring for ansøgerne som udgangspunkt skulle findes i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d (for så vidt angik den ansøgende ægtefælle), og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d (for så vidt angik de ansøgende mindreårige fællesbørn under 15 år). Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerne ikke var omfattet af de persongrupper, der kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra d, og § 9, stk. 1, nr. 2, litra d, idet referencen i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold, og at opholdstilladelsen alene var blevet forlænget én gang i august 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgerne opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de skulle gives opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgernes ansøgninger, at de ikke led af alvorlige sygdomme eller handicaps, og at de ikke var afhængige af en anden persons pasning og pleje. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen var paraplegiker og sad i kørestol, og at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at referencen var dybt afhængig af sin hustru, da han ikke kunne klare sig selv og skulle have hjælp til toiletbesøg, bad, medicindosering, personlig pleje, anretning af mad og drikke og transport, samt at referencen havde fået hjælp af kommunen til boligindretning, el-kørestol, el-scooter og hjælpemidler i forhold til inkontinens/kateterisering samt hjemmesygepleje til kateterpleje. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at referencen i hjemlandet selvstændigt havde arbejdet først som restauratør og senest som taxachauffør og selv havde foretaget rejsen fra Syrien til Danmark. Referencen måtte derfor anses for – uanset sit handicap som han pådrog sig før sit ægteskab – at være hovedsagelig selvhjulpen, og med mulighed for at agere selvstændigt og kunne håndtere personlig pleje. Udlændingenævnet henviste herved til, at en læge ved referencens ankomst til Danmark havde skrevet, at referencen klarede sig selv ved hjælp af kateter, at han selv kunne kateterisere (aftappe urin ved hjælp af et kateter), hvis det var nødvendigt, og at han vedrørende afføring kunne komme over på badestol og kunne gøre sig ren. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et lægehus’ korrespondancemeddelelse fra september 2016, at referencen havde frasagt sig madordning, og at han var i stand til selv at købe ind. Udlændingenævnet fandt således, at referencen i dagligdagen i det væsentligste kunne anses for selvhjulpen, og at han havde mulighed for at kunne klare sig uanset sin helbredstilstand, og uanset at han efter sin ankomst til Danmark var berettiget til at modtage hjælp og hjælpemidler. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, i forhold til ansøgerne på afgørelsestidspunktet ikke kunne anses for at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, idet ansøgerne ikke herved var afskåret fra muligheden for familiesammenføring med referencen på et senere tidspunkt, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var opfyldt. Udlændingenævnet henviste herved til, at referencen aktuelt ikke havde opholdt sig i Danmark i mindst tre år med en opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3. FAM/2016/88.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen