Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 54 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser

Dato: 25-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en marokkansk statsborger efter udlændingelovens § 11, stk. 4, under henvisning til, at ansøgeren manglede at opfylde mindst to ud af fire supplerende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren manglede at opfylde mindst to ud af fire supplerende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst et års deltagelse i bestyrelser, organisationer, mv. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren i forbindelse med klagen havde indsendt dokumentation for, at ansøgeren siden 2013 havde fungeret som hjælpetræner i en fodboldklub for de yngre medlemmer på ugentlig basis på nær skoleferieperioder, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse alene havde fremlagt dokumentation for, at han havde været medlem af den pågældende fodboldklub fra februar 2011, og at ansøgeren deltog i både sociale og sportslige aktiviteter, herunder i fodboldklubben, hvor der blev spillet turnerings- og træningskampe. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 270.000 kr. eller derover de seneste to år, hvilket bekræftedes ved opslag i eIndkomst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde haft en årlig skattepligtig indkomst på gennemsnitlig 149.742,64 kr. de sidste to år forud for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 3, og at ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for en bestået danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde fire børn, der var født og opvokset i Danmark, at ansøgeren havde arbejdet, siden ansøgeren havde modtaget sin opholdstilladelse og aldrig havde modtaget offentlige ydelser, ikke kunne føre til en anden vurdering, henset til at ansøgeren ikke herved sås at opfylde mindst to ud af de fire supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at der til sagen ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2018/52.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. april 2018 – Ægtefællesammenføring – Betingelser for herboende ægtefælles ophold – Krav om at herboende ægtefælle har haft tidsubegrænset opholdstilladelse i tre år

Dato: 24-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i Danmark på baggrund af ægteskab til en serbisk statsborger efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, og § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingestyrelsen havde i juni 2017 meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende ægtefælle ikke opfyldte kravet om at have haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark i mere end de sidste tre år, idet den herboende ægtefælle var i besiddelse af en tidsbegrænset opholdstilladelse gældende frem til august 2020, og idet der ikke forelå ganske særlige grunde. Parret havde sammen to børn, som var født i henholdsvis juli 2011 og november 2014. I henholdsvis april 2013 og marts 2016 blev børnene meddelt opholdstilladelser i Danmark under henvisning til den herboende ægtefælle, og de blev registreret indrejst i Danmark henholdsvis i april 2013 og i januar 2015. Det fremgik af sagen, at det ældste barn siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene har fravalgt daginstitution, og at barnet i skoleåret 2017/2018 skulle påbegynde 0. klassetrin.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende ægtefælle ikke var meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at den herboende ægtefælles forældre havde tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, at den herboende ægtefælle var født og opvokset i Danmark, og at han aldrig selv var blevet meddelt opholdstilladelse på grund af angivelige kommunikationskomplikationer med forvaltningen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at give ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der i sagen ikke forelå oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirkede, at ansøgeren, den herboende ægtefælle og parrets fællesbørn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Serbien, hvor de var statsborgere, og hvor parret havde mødt hinanden og periodevis havde udøvet familielivet frem til, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at parret sammen havde to børn med opholdstilladelser i Danmark, da børnene ikke havde opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det ældste fællesbarn først var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark i april 2013, at barnet forud for denne dato ikke havde haft lovligt ophold i Danmark, og at hun forud for at have påbegyndt 0. klasse siden januar 2015 havde været tilknyttet et lovpligtigt sprogpædagogisk tilbud til flersprogede børn, hvor forældrene havde fravalgt daginstitution. Udlændingenævnet kunne derfor ikke lægge til grund, at barnet havde haft lovligt ophold i Danmark siden sin fødsel, eller at hun kontinuerligt havde gået i dansk institution og skole i seks til syv år. Udlændingenævnet henviste herved til, at det følger af fast praksis, at børn først antages at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års fast lovligt ophold her i landet, hvor børnene har gået i dansk institution eller skole. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren og den herboende ægtefælle havde indgået ægteskab på et tidspunkt, hvor den herboende ægtefælle alene havde tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark, hvorfor parret ikke kunne antages at have haft en berettiget forventning om at kunne udøve familielivet her i landet. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da ægtefæller ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt på den baggrund endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2018/51.
Udlændingenævnets afgørelse af 17. april 2018 – Au pair

Dato: 17-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1, jf. au-pair bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr.1.

Udlændingenævnet fandt, at det er en grundlæggende betingelse for at kunne blive meddelt opholdstilladelse som au pair i Danmark, at ansøgeren er fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, som var født i januar 2000, havde ansøgt om opholdstilladelse som au pair i Danmark i december 2017. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke var fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, og det forhold, at ansøgeren var i god tid med ansøgningen, og at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 18 år, kunne ikke føre til et andet resultat. ERH/2018/30.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse – Børn anbragt uden for hjemmet – Ansøger er EU-borger

Dato: 16-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 6, til en statsborger fra Portugal, som havde søgt om familiesammenføring med sine to børn, som var anbragt hos en dansk plejefamilie. Udlændingenævnet havde senest i januar 2016 stadfæstet en afgørelse fra Udlændingestyrelsen om afslag på familiesammenføring under henvisning til ansøgerens børn. Udlændingenævnet havde i den forbindelse fastsat en udrejsefrist i februar 2016.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne indgive sin ansøgning af marts 2017 om opholdstilladelse her i landet, jf. herved udlændingelovens § 9 c, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde indgivet ansøgningen under ulovligt ophold i Danmark, idet hun senest ved Udlændingenævnets afgørelse fra januar 2016 var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse af landet senest i februar 2016. Ansøgningen kunne således kun tillades indgivet i Danmark, såfremt Danmarks internationale forpligtelser tilsagde dette. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Danmarks internationale forpligtelser ikke var til hinder for at henvise ansøgeren til at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse fra sit hjemland, Portugal. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren i klagen havde anført, at hun havde overvåget samvær med sine to børn en gang om måneden, at hun mødte regelmæssigt op til samværene, og at en afvisning henset til ansøgerens livssituation måtte anses for at være en livslang afskæring af forholdet mellem forælder og børn. Udlændingenævnet fandt i relation hertil, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Portugal, og at det i forhold til det fastsatte samværs hyppighed og den geografiske afstand var muligt for ansøgeren som EU-borger frit at indrejse i Danmark for at deltage i det overvågede samvær med sine børn, ligesom hun fra sit hjemland havde mulighed for at indgive en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til sine børn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at udlændingelovens § 9 c, stk. 6, er en proceduremæssig forskrift, hvorfor det af bestemmelsen ikke kan udledes, hvorvidt en ansøger kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af en indgivet ansøgning. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til som EU-borger fra Portugal at indgive sin ansøgning om opholdstilladelse i Portugal, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Børnekonventionen ikke kunne anses for at give en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde henvist til to efter hendes opfattelse lignende sager, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at afgørelser efter den dagældende udlændingelovs 9 c, stk. 6, blev truffet efter et konkret samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager var ens, således ikke nødvendigvis kunne føre til, at udfaldet af sagerne blev ens. Udlændingenævnet fandt desuden, at forholdene i sagerne – efter en gennemgang og vurdering af disse sager i forhold til ansøgerens sag – ikke var sammenlignelige. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgerens ansøgning ikke burde tillades indgivet i Danmark alene under henvisning til lighedsgrundsætningen. Udlændingenævnet bemærkede, at oplysninger om de konkrete omstændigheder i de af ansøgeren anførte sager var fortrolige oplysninger, hvorfor Udlændingenævnet ikke uden fuldmagt fra ansøgerne i de nævnte sager, hvoraf det fremgik, at de pågældende gav samtykke til, at oplysningerne i deres sager kunne indgå i denne sag, kunne redegøre nærmere for forskelle og ligheder i de nævnte sager og ansøgerens sag, jf. herved forvaltningslovens § 24, stk. 3. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at hendes ansøgning kunne tillades indgivet i Danmark. FAM/2018/91.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2018 – Ophævelse af indrejseforbud

Dato: 16-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en ansøgning om ophævelse af indrejseforbud til en makedonsk statsborger, jf. udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet traf samme dato afgørelse om at stadfæste Udlændingestyrelsens afgørelse om, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4 og § 32, stk. 7. I 2001 blev ansøgeren af Østre Landsret idømt fængsel i ni år samt udvisning med indrejseforbud for bestandigt for overtrædelse af straffelovens §§ 191, stk. 1, 2. pkt., og § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 1, stk. 2. Københavns Byret afsagde i 2005 kendelse om at opretholde udvisningen, og ansøgeren udrejste herefter af Danmark i september 2005. I september 2016 anmodede ansøgeren Udlændingestyrelsen om ophævelse af indrejseforbuddet. Ansøgeren søgte endvidere om familiesammenføring under henvisning til sin herboende ægtefælle.

Udlændingenævnet fandt for det første, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 32, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var statsborger i Makedonien, og at han dermed ikke var omfattet af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik udtrykkeligt af udlændingelovens § 32, stk. 8, at det er en betingelse for ophævelse af et indrejseforbud efter bestemmelsen, at den pågældende er omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet lagde på den baggrund vægt på, at ansøgerens ægtefælle – som siden 2002 havde været dansk statsborger – i ansøgningen havde oplyst, at hun havde boet i Danmark siden sin indrejse, og at hun således ud fra de foreliggende oplysninger som dansk statsborger ikke havde benyttet sig af EU-reglerne om fri bevægelighed. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at der i forbindelse med vurderingen af, om et indrejseforbud skal ophæves, skal foretages en proportionalitetsvurdering, at denne vurdering skal foretages på baggrund af en samlet og konkret vurdering af en række forhold, herunder at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, og at familien var integrerede i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, allerede fordi det ikke var dokumenteret, at ansøgeren var omfattet af EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var grundlag for at ophæve ansøgerens indrejseforbud efter udlændingelovens § 32, stk. 11, idet ansøgeren ikke var udvist efter udlændingelovens § 25 b. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, der talte for at ophæve indrejseforbuddet og meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, jf. § 10, stk. 4, og § 32, stk. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren af Østre Landsret i 2001 var blevet udvist ved dom med indrejseforbud for bestandigt, at Københavns Byret i 2005 havde afsagt kendelse om at opretholde udvisningen, og at denne kendelse var blevet stadfæstet i 2005 af Østre Landsret. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, talte derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det til sagen var anført, at ansøgeren havde været gift med sin ægtefælle siden 1991, at ansøgeren havde tre børn sammen med ægtefællen, hvor den ene var mindreårig, at familien var integrerede i Danmark, og at ansøgeren var diagnosticeret med paranoid skizofreni. Udlændingenævnet fandt yderligere, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der ikke herved var oplyst om sådanne ganske særlige grunde, der talte for at fravige kravet i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Østre Landsret i sin kendelse i 2005 havde foretaget en vurdering efter udlændingelovens § 26. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at uanset om det måtte lægges til grund, at der eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv, var det Udlændingenævnets opfattelse, at Danmark ikke var nærmest til at beskytte dette familieliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier efter EMRK artikel 8 ikke har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet henviste desuden til, at det fremgik af den til sagen vedlagte lægeerklæring, at ansøgeren i sit hjemland fik medicin, og at ansøgeren gik i psykiatrisk behandling for sin sygdom. Udlændingenævnet fandt herudover, at det anførte om, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse ikke sås at have forholdt sig til EU-reglerne, ikke kunne føre til et ændret udfald i sagen. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til det anførte om nægtelse af ophævelse af ansøgerens indrejseforbud og bemærkede, at ansøgeren havde søgt om ægtefællesammenføring efter de nationale regler. Udlændingenævnet fandt således endelig på baggrund af sagens samlede omstændigheder, at det ikke var uproportionalt at meddele afslag på opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, jf. § 32, stk. 7. FAM/2018/29.
Udlændingenævnets afgørelse af 9. april 2018 – Administrativ udvisning – EU-borger – Hensynet til den offentlige orden

Dato: 09-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en rumænsk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt.

Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i juni 2017 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i juni 2017 var blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4, ved i juni 2017 i en park, hvortil der var almindelig adgang, at have etableret og opholdt sig i en lejr, som var indrettet med flere madrasser, soveposer og med fire andre personer, hvilket var egnet til at skabe utryghed i nærområdet, at klageren samme dag havde vedtaget et bødeforelæg på 500 kr. for forholdet, og at klageren over for politiet havde oplyst at være bekendt med, at det ikke er tilladt at overnatte i parker. Udlændingenævnet fandt endvidere, at forholdet ikke kunne anses for at være af tilfældig karakter med en begrænset skadesvirkning. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om et gentagelsestilfælde, idet klageren også i marts 2017 og i maj 2017 var blevet bortvist som overnatter, og da klageren i maj 2017 havde vedtaget en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 18, stk. 1, jf. § 3, stk. 4. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at forholdet var begået i umiddelbar tidsmæssig forlængelse af klagerens indrejse i Danmark og i forening med flere andre personer, hvorfor forholdet ikke kunne anses som et udtryk for en spontan handling, men sammenholdt med klagerens øvrige adfærd som betler og flaskesamler måtte anses for at udgøre en systematisk adfærd under klagerens ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at det til støtte for klagen var oplyst, at klagerens handling havde en begrænset skadevirkning, at klageren ikke havde begået anden kriminalitet i forbindelse med overnatningerne i form af tyveri, husfredskrænkelser eller andet, og at der herved var henvist til dommene U 2011.1800H og U 2016.1083/2. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at der i den aktuelle sag ikke var grundlag for at antage, at det begåede forhold, som tilfældet var i U 2011.1800H og U 2016.1083Ø – hvor det blev fastslået, at husfredskrænkelse, jf. straffelovens § 264, begået af EU-borgere ikke kunne begrunde udvisning – havde karakter af et tilfældigt begået forhold. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herefter, at udvisningen med indrejseforbud ikke var uforenelig med EU-reglerne, herunder opholdsdirektivets artikel 27, stk. 2, idet udvisningen – henset til klagerens adfærd og begrænsede tilknytning til Danmark – også måtte anses som proportional. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde haft længevarende ophold her i landet, at klageren ikke havde nogen særlig tilknytning til herboende personer, og at klageren ikke havde oplyst om særligt belastende forhold ved en tilbagevenden til Rumænien, hvor hendes ægtefælle og fire børn boede. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at klageren efter det oplyste var blevet opereret i leveren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde modtaget behandling for sin tilstand i form af en operation og ved medicinering. FAM/2018/15.
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2018 – Familiesammenføring, andre – Immigration

Dato: 06-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til to statsborgere fra Albanien og disses to fællesbørn, født i henholdsvis 2002 og 2005, efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgerne var indrejst i Danmark i juni 2012 og havde søgt asyl. Ansøgerne var i juli 2012 blevet meddelt afslag på asyl, og denne afgørelse kunne ikke påklages, jf. udlændingelovens § 53 b, stk. 1. I juli 2013 havde Justitsministeriet meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I juli og december 2013 havde Justitsministeriet afslået at genoptage ansøgernes sag om humanitær opholdstilladelse. I december 2015 havde FN’s Menneskerettighedskomité afvist at behandle en klage indgivet af ansøgernes partsrepræsentant i februar 2014. I januar 2016 indgav ansøgernes partsrepræsentant på ansøgernes vegne ansøgning om opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Partsrepræsentanten henviste til fællesbørnenes tarv og ansøgernes tilknytning til Danmark samt i den forbindelse FN’s Børnekonvention. Udlændingestyrelsen meddelte i juli 2017 ansøgerne afslag på opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne ikke ved eller siden deres indrejse i Danmark i juni 2012 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten til støtte for klagen havde anført, at ansøgernes fællesbørn havde opholdt sig i Danmark siden juni 2012, at fællesbørnene talte dansk, og at børnene gik i dansk folkeskole, var værdsat af deres kammerater, samt at der til sagen var vedlagt skoleudtalelser vedrørende fællesbørnene, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at uanset at fællesbørnene måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af, at de havde gået i skole i Danmark, at de skrev og læste dansk, samt at ansøgerne måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark gennem danskundervisning, praktikforløb og sociale arrangementer, kunne dette ikke i sig selv medføre, at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, henset til at familien alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold siden deres indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold. Udlændingenævnet henviste desuden til, at der efter Udlændingenævnets praksis som udgangspunkt først vil kunne meddeles opholdstilladelse på baggrund af herboende børns forhold, hvis de har haft seks til syv års sammenhængende fast og lovligt ophold med opholdstilladelse i Danmark, og at børnene vedvarende har gået i danske institutioner og/eller skoler. Udlændingenævnet fandt desuden, at der under henvisning til denne praksis og de konkrete omstændigheder i sagen ikke var grundlag for at meddele opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at det ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser at henvise ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af fællesbørnene til at tage ophold i hjemlandet ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 3, da børnene var angste for at vende tilbage Albanien, og da børnene ikke havde opholdt sig i hjemlandet siden 2012, og at det ville være i strid med FN’s Børnekonventions artikel 27, da det ville betyde en belastning for børnene at skulle tilbage til et land, som de var flygtet fra. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten til støtte for sin klage havde anført, at henvisning af ansøgerne til at tage ophold i hjemlandet yderligere ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, idet familien ikke ville kunne leve sammen af frygt for blodhævn, og idet et internt flugtalternativ ikke var en mulighed i forhold til den frygt, børnene følte i forhold til at skulle tilbage til Albanien. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der var tale om asylretlige forhold, som ikke kunne indgå i vurderingen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, og som der var gjort op med ved Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2012, og at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til opholdstilladelse end EMRK artikel 8 eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at børn, som har opholdt sig i mindre end seks år i et andet land uden opholdstilladelse til dette land, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold, og at børnenes forældre som følge deraf også skal meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt herefter, at der ikke forelå oplysninger eller dokumentation for forhold, som gjorde, at fællesbørnene og deres forældre ikke kunne opholde sig sammen i deres hjemland. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end børnenes statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for børnene, herunder at der kunne udledes en selvstændig immigrationsret for børnene til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt således endelig, at fællesbørnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til børnenes tarv, og at deres forældre dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børnene og forældrene. FAM/2018/28.
Udlændingenævnets afgørelse af 5. april 2018 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse

Dato: 05-04-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i april 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en tyrkisk statsborger senest samtidig med indgivelsen af en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren senest samtidig med indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse skulle indbetale et gebyr i medfør af udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen efter udlændingelovens § 11, stk. 3, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at partsrepræsentanten havde henvist til, at tyrkiske statsborgere er omfattet af stand still reglen i Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet, at gebyrer udgjorde en ny restriktion og således var forbudte, og at der i vurderingen af, hvorvidt ansøgeren var økonomisk aktiv, måtte medtages tidligere og forventet kommende arbejde, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at ansøgeren selv havde oplyst, at hun ikke var i arbejde på ansøgningstidspunktet, og at hun modtog sygedagpenge. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren ikke var økonomisk aktiv på ansøgningstidspunktet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det anførte om, at ansøgeren siden december 2010 havde været tilknyttet arbejdsmarkedet, og at hun stadig var tilknyttet arbejdsmarkedet som arbejdssøgende gennem a-kassen, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet gjorde opmærksom på, at det afgørende for vurderingen er, at vedkommende er i beskæftigelse på ansøgningstidspunktet, og at tidligere beskæftigelse eller fremtidig forventet beskæftigelse således ikke kan inddrages i vurderingen. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren ikke modtog sygedagpenge som led i et ansættelsesforhold, idet ansøgeren inden modtagelsen af sygedagpenge havde modtaget dagpenge og således stod uden for arbejdsmarkedet. FAM/2018/50.
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 26-03-2018

Udlændingenævnet omgjorde i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle. Udlændingestyrelsen meddelte i oktober 2017 den iranske statsborger afslag på familiesammenføring med sin herboende ægtefælle, da styrelsen havde lagt til grund, at den herboende reference og klageren var nærtbeslægtede på en sådan måde som beskrevet i udlændingelovens § 9, stk. 8, 2. pkt., og at denne slægtsrelation var til hinder for at give opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8, 1 pkt.

Udlændingenævnet fandt, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke på baggrund af de fremlagte oplysninger kunne anses for at være nærtbeslægtede eller i øvrigt nærmere beslægtede, idet klageren og dennes herboende ægtefælle på baggrund af de til brug for sagens oplysning indgivne informationer ikke fremstod som nærmere beslægtede. Udlændingestyrelsen havde i sin afgørelse lagt til grund, at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre. Udlændingenævnet fandt derimod, at klageren og dennes herboende ægtefælle ikke var nærmere beslægtede, end at klageren og dennes herboende ægtefælles bedstefædre var fætre, i hvilket tilfælde klageren og dennes herboende ægtefælles oldeforældre var søskende, og klageren og dennes herboende ægtefælle således havde en fælles tipoldeforælder. FAM/2018/27.
Udlændingenævnets afgørelse af 22. marts 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv – Ganske særlige grunde

Dato: 22-03-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en statsborger fra Honduras, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, og § 9 c, stk. 1.

Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været etableret et fast samlivsforhold af længere varighed mellem ansøgeren og ansøgerens herboende samlever. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret fast samliv på fælles bopæl i halvandet til to år uden væsentlig afbrydelse, idet parterne havde oplyst at have boet sammen i tre måneder i 2011, under ansøgerens graviditet og Udlændingestyrelsens sagsbehandling i 2015 og fra august 2016 og frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Idet der skal være tale om kontinuerligt samliv umiddelbart op til indgivelsen af ansøgning om familiesammenføring uden væsentlig afbrydelse, ændrede det ikke Udlændingenævnets vurdering, at parret havde boet sammen i kortere perioder i 2007, 2009 og 2013. Udlændingenævnet fandt ligeledes, at der ikke forelå ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens samlever ikke havde etableret et samliv af den fornødne varighed, og at der derfor efter de foreliggende oplysninger ikke var etableret et familieliv i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8’s forstand, som Danmark var nærmest til at beskytte. Det forhold, at ansøgeren og ansøgerens samlever havde et fællesbarn født i 2015, der var dansk statsborger, kunne ikke i sig selv føre til, at ansøgeren meddeltes opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at børn først efter seks til syv års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor børnene har været tilknyttet danske institutioner eller skoler, kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke ville være uproportionalt som stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at henvise parret til at udøve familielivet sammen med fællesbarnet i Honduras. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering af sagen, at partsrepræsentanten havde anført i klagen, at Udlændingestyrelsens afgørelse var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder særligt EMRK artikel 8 og EU-retten. For så vidt angik spørgsmålet om EMRK artikel 8, henviste Udlændingenævnet til, at bestemmelsen ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Med hensyn til det anførte vedrørende EU-retten og dommene C-34/09, Zambrano, og C-133/15, Chavez-Vilchez, vurderede Udlændingenævnet, at disse afgørelser ikke fandt anvendelse ved vurderingen af sagen, idet en af forudsætningerne for, at en tredjelandsborger kan aflede ret, og dermed opholdstilladelse, fra barnet, der er unionsborger, er, at tredjelandsborgeren ikke er gift eller samlevende med unionsborgerens anden forælder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af præmisserne 68, 72 og 74 i EU-Domstolens dom i sagen C-256/11, Dereci, af 15. november 2011 fremgår, at den omstændighed alene, at det for en statsborger i en medlemsstat af økonomiske årsager eller for at bevare familieenheden på Unionens område måtte forekomme ønskværdigt, at medlemmer af dennes familie, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, kan opholde sig med vedkommende på Unionens område, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at det må antages, at unionsborgeren nødsages til at forlade Unionens område, hvis en sådan ret ikke meddeles. FAM/2018/8.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen