Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 53 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

Dato: 18-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to mindreårige thailandske statsborgere, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16, under henvisning til ansøgernes moder, der var ægtefællesammenført.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerne var henholdsvis 13 år og 10 år på ansøgningstidspunktet, at de var født i Thailand, hvor de havde opholdt sig siden fødslen, at ansøgerne på ansøgningstidspunktet havde haft henholdsvis seks og fire års skolegang i Thailand, at ansøgerne udover at talte dansk talte thai og engelsk, og at ansøgerne havde familienetværk i Thailand, da ansøgernes morfader samt den herboende moders tre søskende boede i Thailand. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerne, siden moderen var indrejst i Danmark i 2013, havde boet hos deres bedsteforældre i Thailand, at det af ansøgernes visumansøgning fra 2015 fremgik, at de boede sammen med mormoderen og morfaderen, og at ansøgerne således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til deres moder i sig selv, havde nogen form for tilknytning her til landet. Det forhold, at ansøgernes mormoder var afgået ved døden, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner, idet de udover deres fader havde en morfader og tre mostre/onkler i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne ikke havde boet sammen med faderen, siden de var henholdsvis fire år og halvandet år, og at faderen ikke ønskede at have kontakt med ansøgerne, da han havde stiftet ny familie, kunne ikke føre til et ændret udfald, idet ansøgerne ikke sås at være uden omsorgspersoner i Thailand. Udlændingenævnet tillagde det desuden vægt, at den herboende moder ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til det danske samfund, at hun herved kunne opveje ansøgernes meget begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at moderen var født og opvokset i Thailand, og at hun først havde fået opholdstilladelse og var indrejst i Danmark som 31-årig i april 2013. Det forhold, at moderen havde bestået Prøve i Dansk 1, at hun siden august 2013 have arbejdet mellem otte og ti timer om ugen, og at hun havde bestået kursus i danske samfundsforhold og dansk kultur og historie i efteråret 2013, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da det ikke i sig selv kunne føre til, at moderen dermed kunne antages at have opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at det opvejede ansøgernes manglende tilknytning til landet. Det forhold, at moderens ægtefælle var dansk statsborger, og at han siden april 2001 havde arbejdet fuldtid som teamleder og accountmanager og oversætter, kunne ikke føre til en ændret vurdering henset til sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at moderen ønskede at færdiggøre sin danskuddannelse, at hun og hendes ægtefælle ønskede at få etableret et samliv i Danmark, og at det hele tiden havde været hensigten, at ansøgerne skulle tilslutte sig moderen, efter at hun havde etableret sig i Danmark og sørget for en sikker og stabil tilværelse, ikke i sig selv kunne føre til, at udlændingelovens § 9, stk. 16, skulle fraviges. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerne ikke var blevet præget af danske værdier og normer under opvæksten i en sådan grad, at ansøgerne havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at moderen havde forsørget ansøgerne i Thailand, at moderen dagligt havde kontakt via telefon, Skype og Messenger med ansøgerne, at hun havde besøgt ansøgerne fire gange efter sin udrejse af Thailand, og at ansøgerne havde besøgt moderen i Danmark to gange, henset til sagens samlede omstændigheder ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med ansøgerne i samme omfang, som hun havde gjort, siden hun frivilligt var indrejst i Danmark, ligesom hun fortsat kunne bidrage til ansøgernes forsørgelse. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgerne skulle gives opholdstilladelse, selvom ansøgerne ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg at indrejse i Danmark og efterlade ansøgerne hos sine forældre i Thailand, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at ansøgerne fortsat kunne bo hos morfaderen i Thailand. Det anførte om, at ansøgerne havde gået i skole i Danmark siden april 2016, hvor ansøgerne var aktive og deltagende, at ansøgerne var glade for at gå i skole, at ansøgerne var blevet mærkbart bedre til dansk, at den ene af ansøgerne skulle modtage undervisning i dansk og matematik på prøve i 6. klasse, at den anden ansøger var i gang med at blive udsluset til 4. klasse, at ansøgerne havde fritidsinteresser, og at ansøgerne havde fået venner og et godt forhold til deres ”bonusbedsteforældre”, kunne ikke føre til et ændret udfald. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgerne på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at der var henvist til børnenes tarv. Udlændingenævnet oplyste i den forbindelse, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/35.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Børnesammenføring – Vellykket integration

Dato: 18-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en mindreårig filippinsk statsborger, der søgte om familiesammenføring med sin herboende moder, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. § 9, stk. 16.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, da han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration, jf. udlændingelovens § 9, stk. 16. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var 14 år på ansøgningstidspunktet i juni 2016, at han var født i Filippinerne, hvor han havde boet hele sit liv sammen med sin moder indtil 2011 og herefter med sin mormoder, at han havde haft syv års skolegang, at han talte tagalog/hiligaynon og engelsk, at han havde et familienetværk i Filippinerne i form af sin mormoder, sin moster, som indrejste sammen med ham i Danmark på et Schengenvisum, og sin fader, og at ansøgeren således ikke udover, hvad der fulgte af slægtskabet til sin moder, havde nogen form for tilknytning her til landet. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at ansøgeren fortsat kunne bo hos mormoderen i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at det til sagen var oplyst, at mormoderen havde fået konstateret bronkial astma, diabetes type 2 og akut hypertension, at hun blev anbefalet hvile og ikke at indgå i energiske og anstrengende fysiske og mentale aktiviteter, at der var risiko for, at hun fik slagtilfælde, hvorfor hun tillige blev anbefalet, at hun skulle opholde sig i et stressfrit miljø, og at hun således ikke var i stand til at forsørge eller opdrage ansøgeren, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet der ikke herved var tale om sådanne forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle meddeles en opholdstilladelse i Danmark. Det anførte om, at ansøgeren angiveligt ikke havde set sin fader, siden han blev født, at faderen ikke ønskede at have nogen form for kontakt med ansøgeren, og at han havde overdraget forældremyndigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at overdragelsen af forældremyndighed ikke i sig selv kunne føre til meddelelse af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens fader havde medvirket til ansøgerens opholdssag. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var 14 år, at han på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var 15 år, og at han således ikke kunne antages at have behov for forældre eller andre omsorgspersoner i samme omfang, som yngre børn har. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren ikke siden 2011 havde boet sammen med sin moder. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at moderen var indrejst i Danmark i februar 2015, at hun i september 2015 var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, at hun fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 36 timer ugentligt som produktionsmedarbejder i fødevareindustrien, at hun siden august 2016 havde arbejdet som køkkenhjælp 16 timer ugentligt, at hun havde bestået danskprøve på A2-niveau, at hun ikke led af en alvorlig sygdom eller handicap, og at hendes ægtefælle havde arbejdet på fuldtid som chauffør siden 2006. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke herved var oplyst om sådanne forhold, der kunne opveje ansøgerens begrænsede tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der talte for, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse, selvom han ikke havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration. Det forhold, at ansøgeren havde gået i skole i Danmark, og at han skulle have fået en omgangskreds i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald. Det forhold, at moderen havde bidraget til ansøgerens forsørgelse, og at hun og ansøgeren havde haft kontakt med hinanden via telefon, Skype og Viber, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at der ikke var oplyst om væsentlige hindringer for, at moderen kunne fortsætte med at udøve familielivet med sin søn som hidtil, ligesom hun fortsat kunne bidrage til hans forsørgelse i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var moderens eget valg, at ansøgeren skulle bo sammen med sin mormoder i Filippinerne, og at der ikke sås at være noget til hinder for, at han fortsat kunne bo sammen med sin mormoder i Filippinerne. Udlændingenævnet fandt herudover, at moderen dermed havde valgt at udøve familielivet således, at hun og ansøgeren skulle leve adskilt. Det anførte om, at moderen ventede med at ansøge om familiesammenføring med ansøgeren til et år og tre måneder efter, at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, idet hun ville stabilisere sit forhold til sin ægtefælle i Danmark, kunne ikke føre til et andet udfald på baggrund af sagens samlede omstændigheder. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren på baggrund af de faktiske forhold ikke vurderedes at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at der var henvist til barnets tarv. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at FN’s børnekonvention efter Udlændingenævnets opfattelse ikke giver en videre adgang til familiesammenføring end den, der følger af EMRK artikel 8. FAM/2018/36.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold – Længerevarende samliv

Dato: 18-05-2018

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en kvinde fra Eritrea, der opholdt sig i Etiopien, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference var i januar 1995 blevet gift i Eritrea og havde herefter boet sammen indtil 1998, hvor referencen kom i militæret og herefter kun kom hjem på orlov. I august 2010 deserterede referencen og levede i skjul indtil sin udrejse af Eritrea i 2013. Ansøgeren og referencen havde under samlivet fået seks børn sammen.

Udlændingenævnet fandt efter en helt konkret og individuel vurdering, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren og den herboende reference ikke havde haft et fast samliv af længere varighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på referencens troværdige forklaring i Udlændingenævnet, herunder at ægtefællerne boede sammen fra 1995 til 1998, at referencen herefter var hjemme på orlov i to til tre måneder ad gangen, og at han boede sammen med sin ægtefælle fra 2010 indtil hans udrejse af Eritrea i 2013. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgeren og referencen havde haft et længerevarende samliv, indtil referencen grundet asylretlig forfølgelse udrejste af Eritrea i august 2013, hvorunder parret fik seks børn. Udlændingenævnet tillagde det endvidere vægt, at referencen allerede under sin oplysnings- og motivsamtale til Udlændingestyrelsen havde oplyst om sin familie i Eritrea, og at han, kort tid efter at han blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om genetablering af familielivet. FAM/2018/43.
Udlændingenævnets afgørelse af 14. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

Dato: 14-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring til en mand fra Serbien, da den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 9, stk. 5, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Ansøgeren og den herboende reference havde i 2009 fået kontakt med hinanden via internettet og var i 2012 blevet gift i Danmark. Parret havde to fællesbørn født henholdsvis i marts 2011 og oktober 2012, og den herboende reference ventede parrets tredje barn. Begge børn var imidlertid kort tid efter fødslen blevet anbragt udenfor hjemmet i familiepleje. Det var til sagen oplyst, at ansøgeren og den herboende reference siden ansøgerens seneste indrejse i Danmark i maj 2016 havde haft samvær med det yngste barn et par timer hver 14. dag og med det ældste barn et par timer hver 3. uge. Samværet foregik i hjemmet, og forældrene havde samvær med børnene alene. Det var til støtte for klagen anført, at forældrene forventede yderligere samvær med børnene.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med den herboende reference, idet den herboende reference indenfor de seneste tre år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde to børn, der var født og boede i Danmark, at der kontinuerligt siden børnenes anbringelse uden for hjemmet havde været fastsat samvær med den herboende reference, og at begge forældre siden maj 2016 havde deltaget i samværet med børnene. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering henset til omfanget og hyppigheden af samværet med børnene. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at begge børn siden kort tid efter deres fødsel havde været anbragt i familiepleje, at der senest i december 2017 af kommunen var truffet afgørelse om samværet, og at kommunen af hensyn til børnenes udvikling havde afvist yderligere samvær. Udlændingenævnet fandt således, at samværet ikke havde været øget over tid proportionalt med børnenes alder, og at samværet samlet set ikke havde en sådan hyppighed eller varighed, at det kunne anses for uforholdsmæssigt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse og henvise ham og den herboende reference til at udøve familielivet i Serbien. Udlændingenævnet bemærkede i relation til EMRK artikel 8, at bestemmelsen ikke indebar en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter bestemmelsen havde en umiddelbar ret til at vælge det land, hvori de ville udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til at indrejse i Danmark for at udøve samværet med børnene gennem besøgsophold, henset til den geografiske afstand fra Serbien sammenholdt med omfanget af samværet. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations notat af 22. juni 2011 om ”Samspillet mellem udlændingelovens regler, de familieretlige regler og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 i relation til meddelelse af opholdstilladelse til forældre til herboende børn, som er anbragt uden for hjemmet”, hvoraf det fremgår, at det kan udledes af den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at staten er forpligtet til at sikre, at afstanden mellem forælder og barn ikke bliver så stor, at forælderens faktiske mulighed for at gennemføre et fastlagt samvær bliver vanskeliggjort, og at i sagen 10465/83 af 24. marts 1988 Olsson mod Sverige blev afstande over cirka 600 km eller en transporttid over cirka seks timer til barnets opholdssted anset som en proportional begrænsning af samværet. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference var gravid med parrets tredje barn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da dette barn endnu ikke havde opnået en selvstændig tilknytning til Danmark. FAM/2018/68.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. maj 2018 – Ægtefællesammenføring – Boligkravet

Dato: 08-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2 i boligkravbekendtgørelsen til en armensk statsborger. Den herboende reference havde i forbindelse med ansøgningen om opholdstilladelse i januar 2017 oplyst, at han boede sammen med sin moder, fader og broder, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at faderen var syg, at faderen havde brug for hjælp, at den herboende reference led af PTSD, og at han havde svært ved at finde en bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister.

Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse opfyldte kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2017 havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab med den herboende reference, at den herboende reference på ansøgningstidspunktet boede sammen med sine forældre og broder, at han selv i ansøgningsskemaet havde oplyst, at boligen ikke havde selvstændig indgang, at han ikke boede i kollektiv eller bofællesskab, at han først i september 2017 havde fremsendt en ny lejekontrakt med overtagelse i februar 2018, og at han således ikke senest tre måneder efter tidspunktet for ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse havde godtgjort at råde over en selvstændig bolig, jf. § 2, stk. 1, i boligkravbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren i marts 2018 havde fremsendt endnu en ny lejekontrakt af februar 2018, hvoraf det fremgik, at den herboende reference i februar 2018 havde lejet en lejlighed, og at det til støtte for klagen var oplyst, at ansøgeren var af den opfattelse, at den herboende references første bolig opfyldte boligkravet efter boligkravbekendtgørelsen § 6, idet den herboende references fader efter det oplyste havde alvorlige mén efter en brækket ryg, og at han havde behov for hjælp til toiletbesøg, til at skifte strømper, til sit korset samt til at løfte tunge ting og til pasning, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at faderens sygdom på det foreliggende grundlag ikke kunne anses for at have en sådan karakter og omfang, at faderen var afhængig af den herboende references pleje, og at den herboende references moder og broder boede sammen med faderen og måtte forventes at kunne yde den nødvendige pleje. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det af ansøgningsskemaet fremgik, at den herboende reference havde to søskende, der begge boede i Danmark, og at der var mulighed for yderligere hjælp via kommunen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det fremgik af CPR, at den herboende reference først i januar 2017 var flyttet ind hos sin fader, der boede sammen med den herboende references moder, at faderen siden december 2014 havde haft disse lidelser, og at faderen således tidligere havde kunnet klare sig selv, uden at hans søn boede sammen med ham. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde oplyst, at den herboende ægtefælle havde været boligsøgende, at han havde haft svært ved at finde bolig grundet høje huslejepriser og lange ventelister, ikke kunne føre til et andet resultat, da dette ikke ændrede ved, at der var forløbet mere end tre måneder siden ansøgerens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse, indtil ansøgeren havde fremsendt en ny lejekontrakt. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå særlige grunde, der talte imod, at den herboende reference skulle opfylde kravet om at råde over en selvstændig bolig af rimelig størrelse, jf. udlændingelovens § 9, stk. 6. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, hvorefter den herboende reference ikke kunne indrejse og tage ophold i ansøgerens hjemland, hvor ansøgeren var statsborger, parret var mødtes og havde indgået ægteskab, og hvor begge talte sproget. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren og den herboende reference havde et barn, der var født i oktober 2017 i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, henset til at barnet endnu ikke kunne anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til Danmark, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning til barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på barnets alder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at efter fast praksis vil et barn have opnået selvstændig tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution og/eller skole. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at den herboende reference ikke ønskede at flytte til et land, hvor han ikke talte sproget eller kunne forsørge sig selv, og at han frygtede forfølgelse som følge af sin religion. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at det anførte ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han som dansk statsborger ville kunne bosætte sig i alle lande. Udlændingenævnet fandt således, at der herved ikke var tale om sådanne særlige grunde til, at kravet i udlændingelovens § 9, stk. 6, ikke burde stilles. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at EMRK artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da familier ikke efter EMRK artikel 8 har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at den herboende reference led af PTSD, og at han var bevilliget førtidspension, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da der herved ikke var tale om så alvorlig sygdom, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 6, med henvisning til den herboende references sygdom ikke burde stilles. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at den herboende reference havde deltidsarbejde. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at den herboende reference havde brug for sin familie, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved forelå ganske særlige grunde, som kunne begrunde, at der kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren. FAM/2018/92.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Erhverv – Working Holiday

Dato: 03-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af Working Holiday Agreement til en statsborger fra Sydkorea, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1, jf. § 45. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra august 2014 til februar 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som gæstestuderende, hvor ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen, undtagen fra juni til august, hvor ansøgeren måtte arbejde på fuld tid. Ansøgeren havde endvidere haft opholds- og arbejdstilladelse som praktikant i perioden fra august 2015 til september 2016.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, idet ansøgerens primære formål med opholdet i Danmark ikke kunne anses for at være ferie, jf. udlændingelovens § 9 l, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren forud for sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement havde haft to længerevarende ophold i Danmark som henholdsvis gæstestuderende og efterfølgende som praktikant. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark udover de pågældende to perioder, idet Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i april 2016 havde afvist ansøgerens første ansøgning om opholdstilladelse som praktikant under henvisning til ansøgerens ulovlige ophold i Danmark på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren i sin ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement havde oplyst, at ansøgeren søgte efter jobmuligheder i Danmark, der relaterede sig til ansøgerens uddannelse, og at ansøgeren havde en kæreste, der boede i Danmark. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at ansøgeren i ansøgningsinterviewet med den norske ambassade ligeledes havde oplyst, at ansøgerens hovedformål med rejsen til Danmark var arbejde og ferie, og at ansøgeren ville forsøge at få et job på baggrund af sin uddannelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at hun huskede, at hun til ansøgningsinterviewet havde oplyst, at hendes formål med ansøgningen var ferie, at det ikke var ulovligt at arbejde eller at bo sammen med sin kæreste under en opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, at ansøgeren ikke forventede at finde permanent fuldtidsarbejde i Danmark, at ansøgeren ville lede efter et deltidsjob, idet ansøgeren var bevidst om, at hun kun måtte arbejde ni måneder under en opholdstilladelse på grundlag af Working Holiday Agreement, samt at ansøgeren ønskede at lære sproget og kulturen bedre at kende i Danmark frem for at arbejde, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet ansøgerens ansøgningsmønster indikerede, at hovedformålet ikke var ferieophold, men at ansøgeren ønskede et længerevarende ophold i Danmark. ERH/2018/53.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede

Dato: 03-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til en statsborger fra Bosnien-Hercegovina, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 26, stk. 1. Klageren blev i marts 2010 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført, og hans opholdstilladelse var betinget af blandt andet, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven, indtil klageren blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at opholdstilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det i klagerens ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse fra februar 2016 var oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget eller modtog offentlige ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, ligesom klageren i november 2016 havde oplyst, at klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser siden ultimo august 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af det elektroniske indkomstregister eIndkomst, at klagerens ægtefælle havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden september 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at klageren havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra og med september 2016 til og med december 2016 og i perioden fra og med juli 2017 til og med december 2017. Som følge af, at klageren og klagerens ægtefælle havde modtaget offentlige ydelser, jf. lov om aktiv socialpolitik, fandt Udlændingenævnet endvidere, at betingelsen for klagerens opholdstilladelse ikke længere var opfyldt, og at tilladelsen ikke kunne forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1 og 4, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klagerens partsrepræsentant havde anført, at klageren i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste var blevet vejledt af sin bopælskommune om, at det ikke ville have opholdsretlige konsekvenser for hans opholdstilladelse, såfremt han modtog kontanthjælp, og at klagerens ægtefælle i forbindelse med sin ansøgning om kontanthjælp efter det oplyste ikke var blevet vejledt af bopælskommunen om, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for klageren, såfremt hun modtog kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, uanset om bopælskommunen havde overholdt sin forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i sin opholdstilladelse fra marts 2010 og den efterfølgende forlængelse af opholdstilladelse fra februar 2013 var blevet vejledt af Udlændingestyrelsen om, at opholdstilladelsen var betinget af, at hverken han eller hans ægtefælle modtog hjælp efter lov om aktiv social politik eller integrationsloven, indtil han blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, ligesom det fremgik af begge opholdstilladelser, at klageren kunne miste retten til ophold i Danmark, hvis en eller flere af betingelserne, der var fastsat i opholdstilladelsen, ikke længere var opfyldt. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at hverken klageren eller klagerens ægtefælle efter det oplyste havde rettet henvendelse til Udlændingestyrelsen inden indgivelsen af ansøgningerne om kontanthjælp med henblik på at modtage vejledning om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at Udlændingestyrelsen – som den myndighed, der i første instans vurderer, om en opholdstilladelse kan meddeles eller inddrages – måtte anses som den rette myndighed til besvarelse af spørgsmål om eventuelle opholdsretlige konsekvenser ved at modtage kontanthjælp, og at klageren måtte antages at være bekendt hermed, idet han tidligere havde indgivet ansøgning om opholdstilladelse og forlængelse af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen, ligesom han i de meddelte opholdstilladelser var blevet vejledt skriftligt herom. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelsen af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var født og opvokset i Bosnien-Hercegovina, at han først i en alder af 26 år var blevet meddelt opholdstilladelse og efterfølgende var indrejst i Danmark, og at han således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i cirka otte år. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren udover sin ægtefælle ikke havde nogen familiemæssig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klagerens ægtefælle var tidligere statsborger i Bosnien-Hercegovina, og at parret havde mødt hinanden i Bosnien-Hercegovina, hvor klageren fortsat havde sine forældre og brødre. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens ægtefælle kunne udøve familielivet i Bosnien-Hercegovina. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde haft arbejde i Danmark fra juli 2010 til december 2012, i 2014 og i 2016, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til arbejdsmarkedet, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges henset til omfanget og karakteren af arbejdet. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at klageren havde bestået Prøve i Dansk 2 samt forskellige enkeltfag på HF, at han var uddannet fysiurgisk massør, og at han arbejdede som frivillig på Odense Bibliotek, men Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at klageren heller ikke derved havde opnået en så stærk tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse af den grund skulle forlænges. Det indgik endelig i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at det var oplyst, at klageren led af depression og angst, at han havde fået konstateret PTSD i 2013, at han var i medicinsk behandling, og at klagerens partsrepræsentant havde anført, at en eventuel udsendelse ville forværre hans helbredstilstand. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at oplysningerne om klagerens helbredsmæssige forhold ikke var af en så alvorlig karakter, at oplysningerne kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hans opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende for ham. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren efter det oplyste alene var ordineret medicin mod angst, og at han havde kunnet bestride et arbejde, tage en uddannelse som massør og efter det oplyste havde etableret selvstændig virksomhed i Danmark. FAM/2018/32.
Udlændingenævnets afgørelse af 3. maj 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Samlivsophævelse – Vold i ægteskabet

Dato: 03-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at nægte at forlænge en brasiliansk statsborger og dennes særbarns opholdstilladelser.

Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren havde samlevet på fælles bopæl med sin ægtefælle frem til tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i april 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren og hendes ægtefælle ikke havde været samlevende i perioden fra oktober 2015 til februar 2017, og at ansøgeren i klagen havde bekræftet, at betingelserne for hendes opholdstilladelse på et tidspunkt ikke havde været opfyldt. Det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde genetableret samlivet, kunne ikke føre til en anden vurdering i sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at samliv på fælles bopæl er en løbende betingelse, der skal være opfyldt helt frem til meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, hvorfor det forhold, at ansøgeren og hendes ægtefælle havde genoptaget samlivet i en periode, ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges. Som følge af samlivsophævelsen var betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere til stede, og tilladelsen kunne ikke forlænges, da der var grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren til Udlændingestyrelsen havde oplyst, at hendes ægtefælle var voldelig imod hende forud for samlivsophævelsen i oktober 2015. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det efter ansøgerens egne oplysninger var hendes ægtefælle, som havde ophævet samlivet, at det var dokumenteret, at det var hendes ægtefælle, som havde anmodet Statsforvaltningen om skilsmisse, hvilket ansøgeren havde modsat sig, og at hun efterfølgende havde genoptaget samlivet med sin ægtefælle. På den baggrund fandt Udlændingenævnet endvidere, at det ikke var godtgjort, jf. udlændingelovens § 19, stk. 8, at ansøgeren selv oprindeligt havde ophævet samlivet som følge af vold mod hende. Udlændingenævnet bemærkede, at det er en betingelse for anvendelse af udlændingelovens § 19, stk. 8 – uanset at en udlænding måtte have været udsat for vold – at udlændingen også ophæver samlivet på den baggrund. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren og hendes ægtefælle på ny i december 2017 havde ophævet samlivet, at ansøgeren efterfølgende havde taget ophold på et krisecenter, og at det var dokumenteret, at ansøgeren af sin ægtefælle havde været udsat for vold. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at ansøgeren ikke oprindeligt i 2016 havde ophævet samlivet med sin ægtefælle som følge af den begåede vold. Det forhold, at ansøgeren efter at have genetableret samlivet med sin ægtefælle måtte have ophævet det som følge af den begåede vold, kunne ikke føre til en anden vurdering, idet ansøgerens opholdstilladelse allerede på baggrund af den oprindelige samlivsophævelse kunne nægtes forlænget. Udlændingenævnet bemærkede, at den seneste samlivsophævelse i december 2017 efter det til sagen oplyste ikke entydigt var foranlediget af ansøgeren, men tillige af hendes ægtefælle, som i forbindelse med samlivsophøret havde underskrevet separationspapirer. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i april 2015 i en alder af 25 år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, hvorfor hun således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde opholdt sig lovligt i Danmark i omkring to år og på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse i omkring tre år, og at hun ikke gennem sit relativt korte ophold i Danmark kunne anses for at have opnået et sådant tilhørsforhold til Danmark, at hendes opholdstilladelse burde forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i omkring seks måneder, da samlivet mellem hende og hendes ægtefælle oprindeligt var blevet ophævet. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra januar 2016 til februar 2016 havde været ansat i en midlertidig stilling med en ugentlig arbejdstid på 10,5 time, at hun i sammenlagt cirka tre og en halv måned havde været i virksomhedspraktik, at det fremgik af eIndkomst, at hun i oktober 2017, november 2017, januar 2018 og marts 2018 havde arbejdet fuldtid og i december 2017 og februar 2018 havde arbejdet deltid, og at hun havde bestået modul 3 på Danskuddannelse 2. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til et andet resultat i sagen, idet ansøgeren ikke gennem sin beskæftigelse, herunder sin begrænsede tilknytning til det ordinære arbejdsmarked eller opnåede danskkundskaber, kunne anses for at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for særligt belastende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren fortsat havde stor tilknytning til sit hjemland, hvor hun var født og opvokset, hvor hun i perioden fra 2011 til 2014 havde været i beskæftigelse, og hvortil hun var rejst i perioden fra april 2017 til juli 2017. Det indgik samtidig i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens datter havde gået i dansk daginstitution og gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse skulle forlænges under henvisning til hendes datters tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at børn efter praksis som udgangspunkt først efter seks til syv års lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk daginstitution og/eller skole, kan antages at have opnået en sådan særlig tilknytning til Danmark, at en inddragelse af opholdstilladelsen kan anses for at være særlig belastende. På den baggrund, og idet der ikke var oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, fandt Udlændingenævnet endelig, at det ikke ville være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser at nægte at forlænge ansøgerens opholdstilladelse, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. For så vidt angik ansøgerens særbarn, lagde Udlændingenævnet indledningsvis til grund, at hun havde haft opholdstilladelse på baggrund af, at ansøgeren var fastboende her i landet, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Det var en betingelse for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at barnets moder eller fader var fastboende i Danmark. Da ansøgerens opholdstilladelse var nægtet forlænget, var ansøgeren ikke længere fastboende her i landet. Grundlaget for særbarnets opholdstilladelse var således ikke længere til stede, og tilladelsen kunne nægtes forlænget, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at nægtelse af forlængelse af opholdstilladelsen måtte antages at virke særligt belastende for særbarnet, jf. herved udlændingelovens § 19, stk. 7, 1. pkt., jf. § 26, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at særbarnet gik i skole og i SFO i Danmark. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en anden vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at særbarnet i april 2015 i en alder af seks år var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark gældende fra oktober 2014, og at hun grundet sit korte ophold i Danmark ikke kunne anses for at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til, at nægtelse af forlængelse af hendes opholdstilladelse måtte anses for at være særligt belastende. Udlændingenævnet henviste endelig til, at det følger af praksis, at børn først antages at have opnået en fast tilknytning til Danmark efter seks til syv års lovligt ophold her i landet, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole. FAM/2018/16.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Bortfald – Ophold i konfliktområde

Dato: 02-05-2018

Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en tyrkisk statsborgers opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 1, samt fastsættelse af indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12.

Udlændingenævnet lagde indledningsvis til grund på baggrund af Københavns Vestegns Politis samt klagerens egne oplysninger, at klageren havde været i Syrien i 2015, 2016 og 2017. Udlændingenævnet fandt for det første, at det forhold, at klageren havde oplyst, at klageren ikke i 2015 skulle have opholdt sig i Syrien, ikke kunne føre til et andet udfald. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Udlændingenævnet i marts 2018 havde anmodet om samtlige sider i klagerens pas, og at Udlændingenævnet ikke havde modtaget yderligere fra klageren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der var grund til at antage, at klageren under opholdene i Syrien havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf betydelig vægt på PETs vurdering fra juni 2017 vedrørende rejser til krigsområder i Syrien, hvoraf det fremgik, at en person ved at udrejse til Syrien ville kunne udgøre en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden, medmindre den pågældende havde et anerkendelsesværdigt formål med opholdet i Syrien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på klagerens internetaktiviteter, herunder det der fremgik af klagerens Facebookprofil. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at klageren ikke havde dokumenteret at have haft et anerkendelsesværdigt formål i Syrien. Det forhold, at klageren hertil havde oplyst, at klageren havde arbejdet på at opbygge et børnehjem samt udført velgørenhedsarbejde, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det efter ordlyden i udlændingelovens § 21 b og i relation til vurderingen af, hvorvidt der var grunde til at antage, at klageren under sit ophold uden for landet havde deltaget i aktiviteter, der kunne medføre bortfald af opholdstilladelse, måtte lægges vægt på, at hele Syrien, hvor klageren efter sine egne oplysninger havde opholdt sig, var et krigsområde, som var delvist kontrolleret af Islamisk Stat. Udlændingenævnet fandt således, at der var bestyrket grundlag for at antage, at klagerens færden i Syrien ikke alene havde haft det sigte at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at klageren havde anført, at klageren ikke havde deltaget i nogen terroraktiviteter eller kamphandlinger, at klageren var blevet beskyldt for at være spion fra Vesten, og at klageren var blevet frihedsberøvet over et år i Syrien, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på det oplyste om klagerens ophold i Syrien. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren ikke var i stand til at oplyse navnet på eller oplyse nærmere om den velgørenhedsorganisation, som klageren skulle have arbejdet frivilligt for i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at klageren havde oplyst over for Udlændingenævnet, at klageren efter sin søns død var blevet kontaktet af en unavngiven organisation i Syrien, at klageren ikke havde undersøgt, om det var tilladt at rejse til Syrien, eller hvad det var for en organisation, men at klageren havde fulgt organisationen på Facebook, at klageren var rejst til Syrien ulovligt, og at klageren efter sin indrejse i Syrien havde fået at vide, at klageren ikke ville få nogen form for dokumentation for det udførte arbejde. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren havde fremlagt en kontrakt med et navngivent børnehjem og skole, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet denne ikke dokumenterede, hvad klageren havde brugt al sin tid i Syrien på. Udlændingenævnet fandt tillige, at det forhold, at Københavns Vestegns Politi havde bygget deres rapport over to anonyme vidner, og at klageren havde oplyst, at oplysningerne kunne stamme fra klagerens tidligere ægtefælle, idet klageren og den tidligere ægtefælle tidligere havde haft problemer vedrørende parrets børn, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det fremgik af forarbejderne til bestemmelsen, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, hvorvidt en opholdstilladelse skulle bortfalde, blandt andet kunne inddrage anonyme kilderapporter, og at det beroede på en konkret vurdering af den enkelte kilderapport, hvilken bevismæssig betydning den kunne tillægges i en afgørelse om bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at Københavns Vestegns Politis kilderapport var udarbejdet på baggrund af oplysninger fra en kilde, hvis identitet var politiet bekendt, og som vurderedes troværdig, ligesom kildens oplysninger af politiet blev vurderet troværdige, idet de understøttedes af faktuelle oplysninger. Udlændingenævnet henviste herved endvidere til, at kilderapporten alene indgik som et delelement i Udlændingenævnets samlede vurdering af, hvorvidt der var grundlag for at antage, at klageren under sit ophold i Syrien havde begået handlinger omfattet af udlændingelovens § 21 b. Udlændingenævnet fandt således på baggrund af en samlet, konkret vurdering af klagerens forhold, herunder klagerens Facebookaktiviteter samt klagerens handlemønster i øvrigt, at der var grund til at antage, at klageren under sit ophold i Syrien deltog eller havde deltaget i aktiviteter, hvor dette kunne indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden. Udlændingenævnet fandt derudover, at meddelelse af bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at bortfald af klagerens opholdstilladelse ikke var i strid med EMRK artikel 8’s beskyttelse af familielivet, da der ikke var noget til hinder for, at klageren og klagerens søn fortsat udøvede familielivet som hidtil med eventuelt besøg i Tyrkiet, hvor klageren var statsborger. Det forhold, at klageren havde sin lillesøster i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering i henhold til EMRK artikel 8. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren var født i Danmark, idet klageren de seneste år havde opholdt sig i længere perioder uden for Danmark. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at beskyttelsen efter EMRK artikel 8 ikke er absolut, og at det følger af EMRK artikel 8, stk. 2, at der kan gøres indgreb i udøvelsen af retten efter EMRK artikel 8, når indgrebet, som tilfældet er i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og § 32, stk. 12, er foreskrevet ved lov. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at bestemmelsen i udlændingelovens § 21 b, stk. 1, er begrundet i et hensyn, omfattet af EMRK artikel 8, stk. 2, idet det følger af forarbejderne til lovforslag nr. L 99 af 17. december 2014, at der er klare grunde til at antage, at der er en øget risiko for, at personer, som deltager i væbnede konflikter i udlandet, i Danmark eller andre lande selv begår alvorlige kriminelle handlinger eller påvirker andre dertil, og at lovforslaget dermed er fremsat ud fra sikkerhedsmæssige hensyn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at der var tale om et proportionalt indgreb i rettighederne efter EMRK artikel 8. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på – særligt i forhold til klagerens tilknytning til Danmark – karakteren af de handlinger, som klageren frygtedes at ville begå, idet klageren i udlandet måtte antages at have deltaget i handlinger, som indebar en risiko for statens sikkerhed, andre staters sikkerhed eller en trussel mod den offentlige orden, ligesom Udlændingenævnet lagde vægt på, at klageren havde bevaret en tilknytning til klagerens hjemland, Tyrkiet, hvor klageren var statsborger, og hvortil klageren havde foretaget gentagne rejser i de seneste år. Udlændingenævnet fandt for det andet, at der ikke var grundlag for at meddele klageren dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 21 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde ved vurderingen heraf vægt på, at det til sagen ikke var dokumenteret, at klageren havde et anerkendelsesværdigt formål med sit ophold i Syrien. Udlændingenævnet henviste herved til, at adgangen til dispensation forudsættes administreret restriktivt, og at det, for så vidt angår vurderingen af, om opholdet havde et anerkendelsesværdigt formål, skal tillægges betydning, om det pågældende ophold var påkrævet på grund af dødsfald eller alvorlig sygdom hos et nærtstående familiemedlem. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der var grundlag for at antage, at klageren i udlandet deltog eller havde deltaget i handlinger som omfattet af udlændingelovens § 21 b stk. 1, og da der i klagesagen i forhold til formålet med opholdet i Syrien alene var henvist til, at klageren havde hjulpet med at bygge et børnehjem og udføre velgørenhedsarbejde, var det ikke herved godtgjort, at opholdet havde eller havde haft et anerkendelsesværdigt formål. Som følge af, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, jf. vurderingen efter udlændingelovens § 21 b, meddeltes klageren indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 12. Udlændingenævnet fandt endelig, at et indrejseforbud for bestandig ikke var stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. det anførte herom vedrørende vurderingen efter udlændingelovens § 21 b. FAM/2018/34.
Udlændingenævnets afgørelse af 2. maj 2018 – Erhverv – Praktikanter – Fortolkning af kravet til land, hvor uddannelsen er afsluttet

Dato: 02-05-2018

Udlændingenævnet hjemviste i maj 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra juni 2017 om afslag på opholdstilladelse som praktikant til en costaricansk statsborger. Ansøgeren havde i januar 2017 færdiggjort en professionsbachelor i Danmark. I april 2017 indgav ansøgeren ansøgning om opholdstilladelse som praktikant hos en navngiven virksomhed. Styrelsen for International Rekruttering og Integration meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som praktikant, da der efter styrelsens praksis ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant på baggrund af en uddannelse, som var påbegyndt eller afsluttet i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, og § 1 i bekendtgørelse nr. 1512 af 23. december 2014 om meddelelse af opholds- og arbejdstilladelse til praktikanter og volontører (praktikantbekendtgørelsen).

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at praktikopholdet skulle supplere en uddannelse, som ansøgeren havde afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det hverken af ordlyden af udlændingelovens § 9 k, af relevante lovforarbejder (herunder bemærkningerne til udlændingelovens § 9 k, som blev indsat ved lov nr. 104 af 2. marts 2012, eller bemærkningerne til udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1, som blev indsat ved lov nr. 365 af 6. juni 2002), eller af ordlyden af § 1, stk. 1, nr. 3, i praktikantbekendtgørelsen kunne udledes, at en ansøger ikke kunne meddeles opholdstilladelse som praktikant som supplement til en uddannelse afsluttet i Danmark. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. ERH/2018/31.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen