Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
EU - Primær bevægelighed - Familiemedlemmer
Dato: 05-08-2021Udlændingenævnet omgjorde i august 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende to mindreårige statsborgere fra Frankrig, som havde søgt om registreringsbeviser efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 15, som medfølgende familie til deres far.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgerne, som er tvillinger og franske statsborgere, blev født af en surrogatmor i USA i september 2017. I USA blev børnenes biologiske far, som havde tidsubegrænset EU-opholdsret i Danmark, og hans ægtefælle registreret som ansøgernes forældremyndighedsindehavere. I juli 2019 tog ansøgerne ophold i Danmark sammen med den biologiske far og hans ægtefælle. Efter dansk ret anerkendes surrogataftaler ikke, og Familieretshuset vurderede bl.a., at ansøgerens surrogatmor efter dansk ret havde forældremyndighed over ansøgerne sammen med den biologiske far. Efter fast praksis blev der i opholdssager vedrørende mindreårige børn anmodet om samtykke fra en forældemyndighedsindehaver, hvis denne ikke tog ophold i Danmark sammen med barnet. SIRI meddelte herefter ansøgerne afslag med henvisning til, at der ikke forelå samtykke fra surrogatmoren om, at ansøgerne måtte tage ophold i Danmark.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre SIRI’s afgørelse.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagen, at ansøgerne ikke kan nægtes udstedelse af registreringsbeviser som medfølgende familiemedlemmer til hovedpersonen alene med henvisning til, at ansøgernes surrogatmor ikke har givet samtykke til, at ansøgerne kan tage ophold i Danmark sammen med hovedpersonen.
Udlændingenævnet bemærker indledningsvis, at opholdsdirektivet (direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004) og EU-opholdsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 1457 af 6. oktober 2020) ikke indeholder bestemmelser om, at der ved mindreårige børns ophold i Danmark skal foreligge samtykke fra den forældemyndighedsindehaver, der ikke tager ophold i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker videre, at det overordnede formål med et samtykke fra den for-ældremyndighedsindehaver, som ikke tager ophold i Danmark, bl.a. er at forhindre børnebortførelser og at beskytte barnets tarv og ret til familieliv, hvilke er tungtvejende og beskyttelsesværdige hensyn, som er beskyttet ved internationale konventioner.
Udlændingenævnet finder herefter, at vurderingen af, om det vil være i overensstemmelse med EU-retten at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver, må bero på en konkret og individuel vurdering af sagens omstændigheder.
Ved vurderingen af sagen har Udlændingenævnet lagt vægt på, at Familieretshuset har vurderet, at hovedpersonen er ansøgernes retlige far med forældremyndighed over ansøgerne, og at ansøgerne har boet sammen med hovedpersonen i Danmark siden juli 2019.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der ikke er forhold i sagen, der taler for, at ansøgernes surrogatmor har indvendinger imod, at ansøgerne tager ophold i Danmark sammen med hovedpersonen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at hun er ansøgernes surrogatmor, og at hun ifølge amerikansk ret ikke har forældremyndighed over ansøgerne, idet hun har valgt at overdrage forældremyndigheden til hovedpersonen og hovedpersonens ægtefælle.
Udlændingenævnet skal bemærke, at Udlændingenævnet ikke herved har anfægtet Familieretshusets vurdering vedrørende anerkendelsen af det retlige forældreskab og forældremyndigheden over ansøgerne efter dansk ret.
Udlændingenævnets afgørelse er således ikke ensbetydende med, at hovedpersonen efter dansk ret har den fulde forældremyndighed over ansøgerne, at hovedpersonens ægtefælle anerkendes som forældremyndighedsindehaver, eller at surrogatmoren ikke anses som ansøgernes retlige mor og forældre-myndighedsindehaver efter dansk ret.
Udlængenævnet finder imidlertid, at de familieretlige forhold ikke er til hinder for, at ansøgerne opfylder de EU-retlige betingelser for ret til ophold.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på udstedelse af registreringsbeviser til ansøgerne efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 15.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. juli 2021 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 08-07-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Albanien, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, der var dansk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i januar 2020 om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Det fremgik af ansøgningen, at parret etablerede kontakt med hinanden over internettet primo august 2019, at de mødtes personligt første gang umiddelbart herefter, og at de ikke kunne kommunikere på dansk eller engelsk, hvorfor de brugte bl.a. Google Translate til at kommunikere. Parret indgik ægteskab i oktober 2019. I oktober 2020 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren og referencen etablerede kontakt via internettet primo august 2019, at de mødtes personligt umiddelbart efterfølgende, at parret besluttede at blive gift primo oktober, hvorefter ansøgeren udrejste og efterfølgende indrejste igen umiddelbart forud for vielsen medio oktober 2019, og at parret ikke kunne kommunikere på dansk eller engelsk i starten af forholdet, og at de derfor var nødsaget til at gøre brug af bl.a. Google Translate.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen har indgået ægteskab efter et meget kortvarigt personligt bekendtskab, og at parret derfor ikke kan anses for at have opnået et sådan sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der for at blive meddelt opholdstilladelse efter bestemmelsen som udgangspunkt kræves, at der foreligger et indgående og forudgående bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren og referencen traf beslutningen om at indgå ægteskab på et tidspunkt, hvor parret var sprogligt begrænset i deres kommunikation, hvorfor det må antages at parret også af den grund har haft en meget begrænset mulighed for at lære hinanden at kende forud for indgåelsen af ægteskabet.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at parret giftede sig hurtigt, da de klikkede og ønskede at give forholdet en reel chance, og at dette ikke var realistisk, såfremt parret kun kunne ses i 3 måneder af gangen, vurderer Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering, henset til parrets meget begrænsede personlige kendskab og manglende evne til at kommunikere.
Det forhold, at parret har boet sammen, og at partsrepræsentanten har oplyst, at parret ikke har problemer med at kommunikere, da de kender hinandens mimik og bruger teknologiske hjælpemidler, kan heller ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det er en grundlæggende forudsætning for at lære et andet menneske at kende, at man kan kommunikere på et fælles sprog, og at ansøgerens engelskkundskaber under Udlændingestyrelsens interview ikke var tilstrækkelige til at kunne forstå spørgsmålene på engelsk, hvorfor spørgsmålene i stedet måtte tolkes til albansk. Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at parret ikke har problemer med at kommunikere med hinanden.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det forhold at parret efter ægteskabets indgåelse har boet sammen, ikke ændrer ved det forhold, at parret på vielsestidspunktet ikke kan antages at have et sådan sædvanligt kendskab til hinanden, som må forventes forud for indgåelsen af ægteskab.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren og referencen har givet divergerende oplysninger om centrale, personlige forhold under parrets interviews med repræsentanter fra Udlændingestyrelsen:
• Referencen oplyste, at ansøgeren indledte kontakten til ham på en datingplatform, hvor hun havde en profil på dansk, hvorimod ansøgeren oplyste, at referencen indledte kontakten til hende på en datingplatform, hvor hun havde en profil på albansk.
• Referencen oplyste, at ansøgeren foreslog og insisterede på, at parret skulle mødes dagen efter de først fik kontakt til hinanden, og at de mødtes igen dagen efter deres første personlige møde, hvorimod ansøgeren oplyste, at der gik to uger fra parret første gang fik kontakt og til deres første personlige møde.
• Referencen oplyste, at parret blev kærester efter 2-3 måneders bekendtskab, hvorimod ansøgeren oplyste, at der gik lidt over en måned fra parrets første møde og til de blev kærester.
• Referencen oplyste, at parret var til et møde om familiesammenføring hos deres partsrepræsentant i ugen efter vielsen (som var i medio oktober 2019) og derefter løbende indsendte dokumenter til brug for ansøgningen, men at ansøgningen først blev indgivet primo januar 2020 pga. partsrepræsentantens langsommelighed, hvorimod ansøgeren oplyste, at parret besluttede sig for at søge om familiesammenføring i januar 2020.
• Referencen oplyste, at ansøgeren havde været gravid, men at hun tabte barnet ved en ufrivillig (spontan) abort, hvorimod ansøgeren oplyste, at aborten var frivillig (provokeret) og besluttet af parret i fællesskab.
• Referencen oplyste, at ansøgeren er uddannet som laborant, hvorimod ansøgeren oplyste, at hun alene har gået 8 år i grundskole.
• Referencen oplyste, at ansøgeren ikke havde haft arbejde under et ophold i Grækenland, hvorimod ansøgeren oplyste, at hun i en periode på 12-13 år har boet i Grækenland og der har arbejdet på restauranter med opvask og madlavning samt som tjener.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at ansøgeren og referencen har forklaret divergerende om væsentlige personlige forhold, som et ægtepar med et indgående kendskab til hinanden må forventes at kunne oplyse samstemmende om.
Det forhold, at parret efterfølgende har forklaret divergenserne med bl.a. misforståelser og hukommelsesbesvær, og at det til klagen er oplyst, at parret elsker hinanden, og at ansøgeren ikke ville flytte med sit barn til Danmark, hvis ikke forholdet til referencen var reelt, kan ikke føre til en ændret vurdering, henset til parrets korte bekendtskab forud for vielsen, parrets manglende evne til at kommunikere, og parrets manglende kendskab til hinandens personlige forhold.
Det forhold, at referencen ikke kan fraflytte Danmark, da han skal tage sig af sine 3 særbørn, og at ansøgeren er vigtig for referencens særbørn, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet der ikke mellem ansøgeren og referencen kan antages at være et beskyttelsesværdigt familieliv.
Udlændingenævnet finder således efter en samlet vurdering, at der er grundlag for at antage, at ægteskabet mellem ansøgeren og referencen er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse i Danmark til ansøgeren. Af samme grund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren og referencen ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at ansøgerens særbarn har gået i skole i Danmark, at hun klarer sig godt, og at barnets tarv bør blive tillagt højest prioritet og udgør en særlig omstændighed, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet konstaterer, at ansøgerens særbarn medio december 2020 blev meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, at hun i forbindelse med afslaget blev pålagt at udrejse af Danmark senest i medio januar 2021, og at afgørelsen om afslag på opholdstilladelse ikke ses at være blevet påklaget til Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25.06.2021 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 25-06-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en nordmakedonsk statsborger, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin mindreårige søn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i august 2016 om ægtefællesammenføring med sin herboende ægtefælle. Parret havde et fællesbarn (referencen), der var født i oktober 2004. Referencen fik i juni 2017 opholdstilladelse som familiesammenført til sin herboende far, og indrejste efterfølgende i juni 2017 i Danmark, hvor han boede hos sin far. I november 2017 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring. Ansøgeren søgte i november 2019 om familiesammenføring med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2019, og siden indrejsen havde opholdt sig hos referencen. Under sagen blev der fremlagt et certifikat, udstedt i november 2019 af et lokalt civilregister i Nordmakedonien, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencens fars ægteskab blev ophævet ved dom i februar 2016, og at dommen var endelig i august 2016. Udlændingestyrelsen meddelt i oktober 2020 ansøgeren afslag på familiesammenføring.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgeren får således ikke opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt.
Udlændingenævnet har lagt afgørende vægt på, at det er en forudsætning for, at der kan meddeles opholdstilladelse som følge af et herboende mindreårigt barn, at ansøgeren ikke udgør en familiemæssig enhed med barnets herboende anden forælder, og at forældrene ikke har opløst den familiemæssige enhed med det af gørende formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse til den ikke-herboende forælder.
Udlændingenævnet kan, i lighed med Udlændingestyrelsen, ikke lægge til grund, at den familiemæssige enhed mellem ansøgeren og referencens far reelt er opløst.
Det forhold, at partsrepræsentanten har anført, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i 2016, idet referencens far havde indgået et nyt forhold, og at de ikke siden har levet sammen på en måde, som udgør et faktisk samliv, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er grund til at antage, at ansøgeren og referencens fars skilsmisse er indgået med det formål at opnå et bedre grundlag for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark, idet skilsmisseforløbet fremstår usammenhængende, og dermed konstrueret til lejligheden.
Udlændingenævnet har herved navnlig lagt vægt på, at det fremgår af den fremsendte dokumentation, som er udstedt november 2019 og således samme dag, som ansøgeren søgte om familiesammenføring til referencen, at ansøgeren blev skilt fra referencens far i februar 2016, og at skilsmissen trådte endelig i kraft i august 2016, men at ansøgeren i august 2016 søgte om familiesammenføring med referencens far på baggrund af deres ægteskab, ligesom det fremgår af ansøgningen, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark opholdte sig hos sin ægtefælle.
Ansøgeren indgav ikke under sagens behandling og frem til Udlændingestyrelsen traf en afgørelse i november 2017 oplysninger om, at hendes og referencens fars ægteskab var ophørt, men opholdte sig derimod på den fælles bopæl frem til modtagelsen af Udlændingestyrelsens afslag.
Udlændingenævnet kan på baggrund heraf ikke lægge til grund, at ansøgeren og referencens fars familiemæssige enhed faktisk er ophørt, som anført af partsrepræsentanten.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse skal vurderes på baggrund af forholdet til referencens far, og at den familiemæssige enhed som helhed, herunder i forhold til parrets fællesbørn, skal indgå i denne vurdering. Der skal således ikke laves en særskilt vurdering af ansøgerens forhold til referencen.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at det ikke vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at give ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er oplyst om hindringer for, at ansøgeren og referencen kan udøve familielivet ved besøgsophold som hidtil.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
EU - Primær bevægelighed - Selvforsørgende - person med tilstrækkelige midler
Dato: 21-06-2021Udlændingenævnet omgjorde i juni 2021 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Tyskland, som havde søgt om opholdsret i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2021 – Børnesammenføring – Grundlæggende betingelser - Forældremyndighed
Dato: 15-06-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en mindreårig irakisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren er født i juni 2011 i Sverige og er irakisk statsborger. Ansøgeren boede i Sverige med sin mor indtil august 2017, hvor hun indrejste med sin mor i Danmark. I december 2019 søgte hun om familiesammenføring med sin herboende far. Det var i ansøgningen oplyst, at ansøgeren boede sammen med sin mor på et asylcenter på Sjælland i hverdagene, at hun havde regelmæssigt samvær med sin far, der var bosiddende i Østjylland i weekenden, og at hendes forældre havde delt forældremyndighed over hende. Under sagen blev det endvidere oplyst, at ansøgerens forældre ikke havde været gift. Faren, der også er irakisk statsborger, fik i maj 2004 opholdstilladelse som familiesammenført i Danmark. I juli 2020 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med sin herboende far, idet han ikke havde dokumenteret, at have del i eller den fulde forældremyndighed over ansøgeren, og idet der ikke var oplyst om særlige grunde til, at ansøgeren alligevel skulle have opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at ansøgerens far er indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at ansøgerens forældre ikke kan dokumentere at have fælles forældremyndighed, da de aldrig har indgået et retsgyldigt ægteskab, og at den fulde forældre myndighed som følge heraf tilfaldt ansøgerens mor ved fødslen.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen endvidere er oplyst, at ansøgerens far ikke har mulighed for at blive registreret som forældremyndighedsindehaver over ansøger, idet ansøgeren ikke har et dansk CPR-nummer og ikke kan få et, da hun ikke har opholdstilladelse i Danmark, og at ansøgers far ligeledes ikke kunne registreres som forældremyndighedsindehaver over ansøgeren i Sverige, hvor hun er født, da hun ikke har et svensk CPR-nummer.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til et andet udfald af sagen, da ansøgerens far fortsat ikke har dokumenteret, at han aktuelt har del i forældremyndigheden over ansøgeren.
Det forhold, at ansøgerens forældre uofficielt har delt forældremyndigheden mellem sig, at ansøgerens far ifølge det oplyste har regelmæssigt samvær med ansøgeren, og at ansøgerens forældre valgte at få foretaget en dna-test, så myndighederne ville anerkende ansøgerens faderskab til ansøgeren, finder Udlændingenævnet, ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det fortsat ikke kan lægges til grund, ansøgerens far er indehaver af forældremyndigheden over ansøgeren.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler for, at ansøgeren skal have opholdstilladelse i Danmark under henvisning til samværet med sin far.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren er født og opvokset i Sverige, hvor hun har gået i skole og taler sproget, og hvor hun har boet sammen med sin mor, indtil de indrejste i Danmark i august 2017, at ansøgerens mor altid har været hendes primære omsorgsgiver, og at ansøgerens mor ikke har en opholdstilladelse i Danmark, hvorfor ansøgeren ikke vil være uden omsorgspersoner, når hun skal udrejse af Danmark og tage ophold i hjemlandet Irak.
Det anførte om, at ansøgeren har tilknytning til Danmark, idet hun har sin far og hele sin fars familie i Danmark, som hun er stærkt knyttet til, ligesom ansøgeren ikke kan tale arabisk og ingen tilknytning har til Irak, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder samtidig, at det ikke er dokumenteret, at ansøgerens far har udøvet samvær med ansøger i et sådant omfang, at ansøger kan meddeles opholdstilladelse i Danmark på baggrund heraf. Der henvises i denne forbindelse til udlændingelovens § 40, stk. 1.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der alene er fremlagt begrænset dokumentation for det udøvede samvær, idet der til støtte for klagen er fremsendt oplysninger fra Dansk Røde Kors, hvoraf det fremgår, at ansøgeren og hendes mor har ønsket at få bevilget billetter én weekend pr. måned i december og januar 2019, at ansøgerens far også kommer og besøger ansøgeren, og at hun derfor kun har brug for at få bevilget transport til én weekend pr. måned, samt at der løbende over hele perioden fra november 2019, hvor ansøgeren og hendes mor blev indkvarteret på et asylcenter på Sjælland, og frem til november 2020 har været samvær med ansøgerens far, der er bosiddende i en by i Østjylland.
Udlændingenævnet har i den forbindelse tillagt det betydning, at der hverken foreligger oplysninger om eller dokumentation for det nærmere omfang af det udøvede samvær, herunder f.eks. i form af dokumentation for transport til farens bopæl, ligesom partsrepræsentanten ikke har besvaret Udlændingenævnets anmodninger herom.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan udledes af de pågældende oplysninger fra Dansk Røde Kors, om ansøgeren faktisk har opholdt sig hos sin far, hvornår hun er ankommet, eller hvornår hun er rejst hjem igen, herunder om der har været samvær med overnatning, ligesom det ikke kan udledes, om ansøgerens far faktisk har besøgt ansøger.
Det kan således ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten og Dansk Røde Kors samstemmende har oplyst, at ansøgeren siden sin indrejse i Danmark i 2017 har haft samvær med sin far gennemsnitligt hver anden weekend samt i forbindelse med skoleferier i et større omfang, at de i øvrigt har haft daglig telefonisk kontakt, og at ansøgerens far bidrager økonomisk til ansøgerens opvækst, idet dette i sig selv ikke dokumenterer, at der reelt er udøvet et samvær, herunder omfanget heraf.
Udlændingenævnet har endvidere tillagt det vægt, at ansøgeren blev født i juni 2011, og at ansøgerens far først søgte om opholdstilladelse til ansøgeren 8 år og 5 måneder senere i december 2019. Ansøgerens far har således ikke søgt om familiesammenføring med ansøger umiddelbart efter, hun blev født.
Det forhold, at ansøgerens far tidligere har søgt om opholdstilladelse til ansøgeren, og at Udlændingestyrelsen i november 2012 afviste at behandle denne ansøgning, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgerens far ikke straks fulgte dette op med en ny oplyst ansøgning.
Udlændingenævnet kan derfor ikke lægge til grund, at der har været udøvet et fast, regelmæssigt og kontinuerligt samvær i et sådant omfang, at der under henvisning hertil foreligger sådanne ganske særlige grunde, at ansøgeren kan meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Der kan endvidere ikke meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i § 9 c, stk. 1, med henblik på at etablere eller udvide et samvær.
Udlændingenævnet finder endelig på baggrund af det ovenstående, at der ikke er oplyst om væsentlige hindringer for, at ansøgerens far kan udøve familielivet med ansøgeren via besøgsophold i Irak, ligesom ansøgerens far må antages at kunne fortsætte med at bidrage til forsørgelsen af ansøgeren fra Danmark.
Udlændingenævnet skal i denne forbindelse henvise til, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8 ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv.
Udlændingenævnet finder endelig, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun gives opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder således ud fra en samlet vurdering, at det ikke kan anses for at være uforholdsmæssigt eller i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 om retten til familieliv, at meddele ansøger afslag på opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder i relation hertil, at FN's Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 15. juni 2021 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 15-06-2021Udlændingenævnet hjemviste i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Eritrea, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Eritrea, fik i 2015 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I januar 2020 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Etiopien, og i februar 2020 søgte ansøgeren om ægtefællesammenføring under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at referencen og ansøgeren fik kontakt med hinanden via internettet i januar 2019, at de i februar 2019 besluttede at indgå ægteskab, at de mødte hinanden personligt første gang i december 2019, og at de senest havde set hinanden i februar 2020. I oktober 2020 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12. I juni 2021 modtog Udlændingenævnet kopi af en dåbsattest for parrets første fællesbarn, der var født i oktober 2020. Udlændingenævnet indkaldte referencen til at afgive mundtlig forklaring for nævnet. Under nævnsmødet i juni 2021 forklarede referencen supplerende, at han havde kendt ansøgeren i Eritrea i 2008, da ansøgeren var teenager, og at han i 2019 havde fået kontakt med hende via et familiemedlem, der var i kontakt med hende via internettet.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at hjemvise sagens til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen i juni 2021 har afgivet en troværdig forklaring for nævnet, samt at hans partsrepræsentant i januar 2021 fremsendte kopi af en dåbsattest, hvoraf det fremgår, at referencen og ansøgeren i oktober 2020 blev forældre til en pige.
Dette er nye oplysninger, der ikke er indgået i Udlændingestyrelsens vurdering, hvorfor Udlændingenævnet finder det rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen på ny.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage fornyet stilling til sagen, herunder om ægteskabet mellem referencen og ansøgeren kan anses for retsgyldigt. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til dette.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2021 – Ægtefællesammenføring – Integrationskravet – Danskprøve
Dato: 02-06-2021Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Kosovo, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Referencen, der er statsborger i Kosovo, fik i 1999 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I 2003 fik referencen tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Ansøgeren havde haft opholdstilladelse i Danmark som ægtefællesammenført med referencen perioden medio juli 2012 til primo juni 2015 og i perioden ultimo marts 2017 til primo november 2018. Udlændingestyrelsens asylkontor havde i forbindelse med ansøgerens tidligere sager udtalt, at referencen ikke vil risikere asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, hvor referencen flere gange har været på besøg, og hvor han i 2009 var blevet gift med ansøgeren. Medio november 2018 søgte ansøgeren på ny om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ægteskabet med referencen. Det fremgik af ansøgningen, at referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller lignende niveau, at referencen bl.a. led af kronisk paranoid skizofreni, PTSD samt ludomani, og at referencen var førtidspensionist. Det fremgik derudover af sagen, at referencen havde stort behov for hjælp i det daglige, og at referencens tilstand forværredes i de perioder, hvor ansøgeren ikke var hos ham. I juli 2019 gav Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da referencen ikke havde bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Det er en betingelse for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8, at den herboende ægtefælle har bestået Prøve i Dansk 3 eller en danskprøve på tilsvarende eller højere niveau, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen opfylder denne betingelse.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen har oplyst ikke at have bestået Prøve i Dansk 3 eller en prøve på tilsvarende niveau.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke foreligger ganske særlige grunde, herunder helbredsmæssige forhold, som kan medføre, at kravet om, at referencen skal have bestået en Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er diagnosticeret med paranoid skizofreni, PTSD, diabetes, KOL, forhøjet kolesterol, spinalstenose og depression.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke under henvisning hertil kan ske fravigelse af betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., idet Udlændingenævnet ikke på nuværende tidspunkt kan lægge til grund, at referencen kan anses for at være ude af stand til at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber, og at han derved på et senere tidspunkt har mulighed for at opfylde betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen ikke har dokumenteret, at han har forsøgt at aflægge Prøve i Dansk 3 eventuelt med hjælpemidler, ligesom han ikke har fremlagt dokumentation for, at han har sådanne indlæringsvanskeligheder, som gør, at han ikke er i stand til at tilegne sig dansksproglige færdigheder til at bestå Prøve i Dansk 3.
Det forhold, at referencen efter det oplyste har forsøgt at følge danskundervisning, men at det ikke er lykkedes som følge af hans udfordringer, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er et krav, at referencen følger danskundervisning, men alene at han består Prøve i Dansk 3 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, og at han således også har mulighed for at tilegne sig de nødvendige danskkundskaber på anden vis.
Udlændingenævnet finder det på den baggrund ikke godtgjort, at referencen lider af et handicap i en sådan grad, at det på nuværende tidspunkt vil være i strid med FN’s Handicapkonvention at stille krav om, at han skal bestå Prøve i Dansk 3.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der i øvrigt ikke foreligger oplysninger om, at referencen ikke kan indrejse i Kosovo, hvor både referencen og ansøgeren er statsborgere for der at udøve familielivet, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK artikel 8 og familiesammenføring, at EMRK artikel s har en umiddelbar og ubetinget ret til at vælge det land, hvori de vil udøve deres familieliv.
Det til sagen anførte om, at referencen er flygtet fra sit hjemland, og at han har opholdstilladelse i Danmark som flygtning, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsens asylkontor har vurderet, at referencen ikke risikerer asylrelevant forfølgelse ved en tilbagevenden til Kosovo, og at referencen i øvrigt blev gift med ansøgeren i Kosovo.
Udlændingenævnet finder heller ikke, at referencens helbredsforhold er til hinder for at henvise parret til at udøve familielivet i Kosovo.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencens lidelser er almindeligt forekommende lidelser, som han må forventes at kunne få medicinsk behandling for i Kosovo.
Det er i den forbindelse indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at referencen er sat under administration af kommunen som følge af sin ludomani, og at han har tilknyttet en støtteperson. Udlændingenævnet finder, at disse forhold ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af lægeerklæringerne, at ansøgeren sikrer en stabil hverdag for referencen, ligesom ansøgeren hjælper referencen med at tage sin medicin dagligt, og at referencen er sat ned i støttetimer af samme grund. Udlændingenævnet finder i den forbindelse, at ansøgeren kan fortsætte med at yde den samme støtte til referencen i Kosovo.
Udlændingenævnet har afslutningsvist lagt vægt på, at lægeerklæringen af medio juli 2019 fra referencens praktiserende læge har karakter af et partsindlæg og ikke en lægefaglig vurdering, idet den pågældende læge i erklæringen også udtaler sig om forhold, der ikke er af lægefaglig karakter, herunder referencens muligheder for at besøge sin ægtefælle i hjemlandet, og hvorvidt ansøgeren bør meddeles opholdstilladelse i Danmark. Af den grund tillægges erklæringen ikke sædvanlig bevismæssig vægt som en lægefaglig vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 8. april 2021 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Betingelser ej længere til stede
Dato: 08-04-2021Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelser om nægtelse af forlængelse af en syrisk kvinde og hendes mindreårige barns opholdstilladelser.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren og hendes mindreårige barn, der begge er syriske statsborgere, fik i juni 2015 opholdstilladelse som familiesammenførte i Danmark under henvisning til ansøgerens ægtefælle og barnets far (referencen). Referencen havde i 2014 fået opholdstilladelse i Danmark som flygtning efter udlændingelovens § 7, stk. 2. Barnet var født i september 2005. Ansøgeren og barnet indrejste i Danmark i august 2015, og begges opholdstilladelser var betinget af, at referencen var fastboende i Danmark, og at han havde en gyldig opholdstilladelse. I september 2019 søgte ansøgeren og barnet om forlængelse af deres opholdstilladelser. I december 2020 afslog Udlændingestyrelsen at forlænge referencens opholdstilladelse i Danmark, og styrelsen afslog samtidig at forlænge ansøgerens og barnets opholdstilladelser, da betingelserne herfor ikke længere var opfyldt, udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende den kvindelige ansøger:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens opholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Ansøgeren har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det er en betingelse for ansøgerens opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse.
Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for ansøgerens opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, om retten til privat- og familieliv, der er relevant at vurderer i denne sammenhæng.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af ansøgerens opholdstilladelse, og at hun derfor har kendt disse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) dom Osman mod Danmark (2011), præmis 58.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i ansøgerens familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at ansøgerens og hendes ægtefælle indgik ægteskab forud for indrejsen i Danmark, og at familielivet med både hendes ægtefælle og parrets fællesbørn var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark.
Ansøgeren har under opholdet i Danmark boet sammen med sin ægtefælle og parrets 3 fællesbørn, hvoraf de 2 af børnene på nuværende tidspunkt er myndige, og familien har således også udøvet familielivet i Danmark.
Da både ansøgeren, hendes ægtefælle og parrets 3 fællesbørns opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelsen ikke vil udgøre et indgreb i familielivet, idet ansøgeren og hendes familie ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at ansøgeren er født i 1978 i Syrien, hvor hun har boet de første 36 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at ansøgeren taler arabisk, at hun har gået i skole i Syrien, hvor hun og hendes ægtefælle mødtes, blev gift og stiftede familie, og at hun endvidere efter sin indrejse i Danmark har været tilbage i Syrien 2 gange i henholdsvis 2017 og 2018.
Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at ansøgeren ikke har helbredsmæssige problemer, og at hun ikke har været i ordinær beskæftigelse i Danmark.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2, at hun efter det oplyste kan tale, skrive og læse dansk, at hun har taget 2 kortere IT-kurser, at hun er påbegyndt 9. klasse på KVUC, og at hun har gennemført Integrations-grunduddannelse (IGU) og haft arbejde som kontormedhjælper med en ugentlig arbejdstid på 25-30 timer.
Det er også indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren efter det oplyste ikke længere har familie i Syrien, og at ansøgeren og hendes familie trives i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer herefter ud fra sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold, sine sprogkundskaber og sin IGU-uddannelse, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en væsentligt stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet langt størstedelen af sit liv, og hvor hun også har været på besøg 2 gange efter sin indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet. Afslaget på forlængelse af hendes opholdstilladelse er derfor ikke i strid med Danmarks internationale forpligtelser.”
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende det mindreårige barn:
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. Ansøgerens barns opholdsholdstilladelse kan derfor ikke forlænges.
Barnet har haft opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført med referencen, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2.
Det er en betingelse for barnets opholdstilladelse, at referencen bor i Danmark, og at han har en gyldig opholdstilladelse.
Da Udlændingestyrelsen i december 2020 afslog at forlænge referencens opholdstilladelse, og da denne afgørelse i februar 2021 er blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, har referencen ikke en gyldig opholdstilladelse. Han kan derfor ikke anses for at være fastboende i Danmark.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at betingelsen for barnets opholdstilladelse ikke længere er opfyldt. Opholdstilladelsen kan derfor ikke forlænges, da der er grundlag for at inddrage den, jf. herved udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 1, jf. § 19 a, stk. 1, 2. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 2.
Udlændingenævnet vurderer, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse, ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. herved udlændingelovens § 19 a, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet har i den forbindelse vurderet, at det særligt er EMRK artikel 8, om retten til privat- og familieliv, og FN’s Børnekonvention, der er relevant at vurdere i denne sammenhæng.
Udlændingenævnet har i vurderingen lagt vægt på, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har hjemmel i udlændingeloven, og at reglerne fremgår af barnets opholdstilladelse, således at hendes forældre er gjort bekendt med disse.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at reglerne har til formål at sikre en effektiv immigrationskontrol for de danske myndigheder, og at hensynet til en effektiv immigrations-kontrol er omfattet af de hensyn, der er nævnt i EMRK artikel 8, stk. 2. Der henvises i den forbindelse til EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 58.
På den baggrund vurderer Udlændingenævnet, at reglerne om forlængelse af opholdstilladelse har lovhjemmel og varetager et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb i retten til privat- og familieliv, jf. EMRK artikel 8, stk. 2.
I vurderingen af, om der foreligger et indgreb i barnets familie- og privatliv og om indgrebet er proportionelt, har Udlændingenævnet lagt vægt på, at barnet er født i Syrien, hvor hun har boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, og at familielivet således var etableret og blev udøvet forud for indrejsen til Danmark.
Barnet har under opholdet i Danmark boet sammen med sine forældre og sine ældre søskende, som på nuværende tidspunkt er myndige, og familielivet er således også blevet udøvet i Danmark. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at der ikke er oplysninger i sagen om, at der skulle bestå et særligt afhængighedsforhold mellem barnet og hendes myndige søskende, der går ud over slægtskabet, og at det derfor er familielivet mellem barnet og hendes forældre, der skal beskyttes efter EMRK.
Da både barnet, hendes forældres og hendes 2 ældre søskendes opholdstilladelser er blevet nægtet forlænget, og familien således skal udrejse af Danmark sammen, vurderer Udlændingenævnet, at afslaget på forlængelse af opholdstilladelse ikke vil udgøre et indgreb barnets familieliv med hendes forældre, idet familien ikke bliver adskilt, men fortsat kan udøve familielivet i Syrien, hvor familielivet oprindeligt blev etableret.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at EMRK artikel 8 ikke giver en familie ret til at vælge, i hvilket land familielivet skal udøves.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at barnet er født i 2005 i Syrien, hvor hun har boet de første næsten 10 år af sit liv, indtil hun indrejste i Danmark i august 2015. Hun har således på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse haft opholdstilladelse i Danmark i cirka 5 år og 4 måneder, og hun har på nuværende tidspunkt opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder.
Udlændingenævnet har tillige lagt vægt på, at barnet har gået 4 år i skole i Syrien.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at barnet har gået i 4.-8. klasse i Danmark, at hun trives i Danmark, at hun lider af astma, og at hun efter det oplyste har glemt sit modersmål.
Udlændingenævnet vurderer ud fra sagens samlede omstændigheder, at barnet har opnået en vis tilknytning til Danmark i kraft af længden af sit ophold og sin skolegang, men at hun på trods heraf fortsat må antages at have en stærkere tilknytning til Syrien, hvor hun har boet størstedelen af sit liv.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at uanset at barnet har haft 5 af sine formative år i Danmark, har hun også haft 3 af sine formative år i Syrien. Udlændingenævnet henviser til, at det fremgår af EMD-dommen Osman mod Danmark (2011), præmis 60, at et barns formative år, er fra barnets 7. til 15. leveår.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark til Syrien sammen med sine forældre og myndige søskende, og at hun således vil have et netværk omkring sig, som kan hjælpe hende med på ny at finde sig til rette i Syrien.
Udlændingenævnet har også lagt vægt på, at et barn almindeligvis først kan anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark efter cirka 6-7 års sammenhængende fast lovligt ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institutioner og/eller skole.
Udlændingenævnet har for så vidt angår barnets astma lagt vægt på, at der ikke er tale om så alvorlig sygdom, at hun ikke kan henvises til at tage ophold i Syrien.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, at afslaget på forlængelse af barnets opholdstilladelse vil medføre indgreb i retten til privatliv, men da afslaget på forlængelse er legitimt og tjener et anerkendelsesværdigt formål, vejer hensynet hertil efter en samlet vurdering tungere og kan begrunde indgrebet.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at et afslag på forlængelse af barnets opholdstilladelse ikke er i strid med FN’s Børnekonvention.
Udlændingenævnet henviser til, at det følger af FN’s Børnekonventions artikel 3, stk. 2, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for barnets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. artikel 9 i FN’s Børnekonventions skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at barnet skal udrejse af Danmark sammen med hele sin familie, og at familien derfor forbliver samlet, hvilket må antages at være det bedste for barnet.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre adgang til ophold i en medlemsstat end EMRK artikel 8.
Afslaget på forlængelse opholdstilladelse er derfor ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.” FAM/2021/01 -
Udlændingenævnets afgørelse af 6. april 2021 – Ægtefællesammenføring – Krav til ægteskab eller samlivsforhold – Retsgyldigt ægteskab
Dato: 06-04-2021Udlændingenævnet stadfæstede i april 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på ægtefællesammenføring.
Sagens faktiske omstændigheder:
Den herboende reference, der er afghansk statsborger, blev i august 2011 meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I december 2016 søgte referencen på vegne af ansøgeren og parrets 4 fællesbørn om familiesammenføring i Danmark med referencen. Referencen indleverede kun sin del af ansøgningsskemaet, mens ansøgerens del af ansøgningsskemaet aldrig blev fremsendt til Udlændingestyrelsen. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren og referencen blev gift i Afghanistan i 1990, at parret herefter boede samme, at parret havde 4 fællesbørn, der var født i henholdsvis november 2004, november 2007, november 2009 og november 2011, og at parret sidst havde set hinanden i Pakistan i 2014. Ansøgningen var vedlagt en kopi af et Marriage Certificate, udstedt i marts 2015 af en domstol i Kunar-provinsen i Afghanistan, hvoraf det fremgik, at ansøgeren og referencen blev gift i 1990. I februar 2019 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte samtidig opholdstilladelse til de 4 børn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1
Udlændingenævnet kan ikke lægge til grund, at referencen og ansøgeren har indgået et retsgyldigt ægteskab. Ansøgeren kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at begge parter skal være fysisk til stede ved vielsen, for at et ægteskab kan anerkendes efter dansk ret, jf. § 22 b, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, og at det fremgår af udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger, at ægteskaber indgået i Afghanistan skal registreres af en offentlig myndighed i Afghanistan for at være retsgyldige, at referencen ifølge sagens oplysninger ikke var fysisk til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015 af domstolen i Kunar-provinsen, og at referencen på tidspunktet for certifikatets udstedelse opholdt sig i Danmark.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen ikke har bestridt, at han ikke var til stede ved registreringen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at både referencen og ansøgeren var til stede ved ægteskabets indgåelse, og at det kun var ved registreringen i marts 2015, at referencen ikke var stede.
Udlændingenævnet finder imidlertid ikke, at dette kan føre til en anden vurdering, idet referencen ikke var til stede ved registreringen af ægteskabet i marts 2015, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at referencen og ansøgerens ægteskab kan anerkendes efter dansk ret.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at referencen i forbindelse med sin asylsag har oplyst, at han indgik ægteskab med en kvinde, hvis navn lignede ansøgerens, i 1990, mens en fuldmagtshaver ved e-mail af maj 2019 har oplyst, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1989, mens en socialrådgiver i e-mail af januar 2020 har anført, at referencen og ansøgeren indgik ægteskab i 1991, og at det fremgår af det fremlagte "Marriage Certificate", udstedt i marts 2015, at ansøgeren indgik ægteskab med en mand, hvis navn lignede referencens, i 1990 og at parret sammen har 9 børn i alderen fra 2 år til 19 år.
Der er således afgivet divergerende oplysninger om tidspunktet for referencen og ansøgerens vielse, ligesom et andet navn end referencens fremgår af vielsesattesten, ligesom det af vielsesattesten fremgår, at det gifte par har i alt 9 børn, mens det af ansøgningsskemaet til brug for ansøgning om familiesammenføring fremgår, at referencen og ansøgeren har 4 børn, og at referencen til sin asylsamtale i juli 2011 og partsrepræsentanten i marts 2021 har oplyst, at referencen og ansøgeren har 8 børn.
Det bemærkes i øvrigt, at det er uden betydning, om ægteskabet betragtes som retsgyldigt i hjemlandet.
Det kan således ikke føre til en anden vurdering, at en socialrådgiver har anført, at referencen og ansøgerens ægteskab er verificeret helt op i det afghanske udenrigsministerium.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det først er ved den civile registrering, at ægteskabet får retsgyldighed, og at selve vielsen ikke har retsgyldighed i sig selv.
Udlændingenævnet kan endvidere ikke lægge til grund, at der har været opretholdt et fast, uafbrudt samlivsforhold af længere varighed mellem referencen og ansøgeren umiddelbart forud for ansøgningens indgivelse.
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen og ansøgeren angiveligt flyttede sammen i 1990 og boede sammen frem til primo 2011, hvor referencen flygtede fra Afghanistan. Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at nævnet har lagt til grund, at der er tale om en tastefejl i Udlændingestyrelsens afgørelse, når det står anført, at den herboende reference og ansøger flyttede sammen i 1999.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der gik godt 5 år og 3 måneder fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i august 2011 til han søgte om familiesammenføring i december 2016.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at grunden til at parret først søgte om familiesammenføring i 2016 var, at parret skulle indsamle de fornødne dokumenter, herunder pas til parrets børn, finder Udlændingenævnet af de ovenstående grunde ikke kan føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet finder således, at uanset om der måtte have været et beskyttelsesværdigt samliv mellem referencen og ansøgeren i – efter det oplyste – cirka 20 år i Afghanistan, må dette anses for at være frivilligt afbrudt, idet der er forløbet mere end 5 år og 3 måneder, fra referencen blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, til han på vegne af ansøgeren indgav ansøgning om familiesammenføring i Danmark.
Den omstændighed, at det er anført, at dette skyldtes, at Taleban havde overtaget kontrollen med den landsby, hvor ansøgeren boede, at byen var underlagt streng sharia-kontrol, at ansøgeren og hendes familie angiveligt blev udsat for trusler fra Taleban, og at det derfor ikke var muligt at komme i telefonisk eller personlig kontakt med ansøgeren, før det lykkedes for hende at blive smuglet ud af landsbyen, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at referencen angiveligt mødtes med ansøgeren i Pakistan i 2014, og at han alligevel først indgav ansøgning om familiesammenføring på vegne af ansøgeren i december 2016, og at referencen således ikke uden ugrundet ophold søgte opholdstilladelse til ansøgeren, da kontakten angiveligt var genetableret. Udlændingenævnet konstaterer i den forbindelse også, at udlændingemyndighederne fortsat ikke ses at have modtaget ansøgerens del af ansøgningsskemaet.
Det forhold, at det til sagen er oplyst, at referencen på tidspunktet for Udlændingestyrelsens henvendelser vedrørende ansøgerens manglende del af ansøgningsskemaet ikke havde kendskab til e-boks, og at han af denne årsag ikke reagerede på Udlændingestyrelsens henvendelser, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at personer, der tilmeldes det danske CPR-register automatisk bliver tilmeldt digital post, og at det er borgerens eget ansvar løbende at holde øje med, om der kommer post i e-boks, eller at søge om dispensation for anvendelse af e-boks, hvilket der ikke er dokumentation for, at den herboende reference har gjort.
Afslag på ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1
Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger ganske særlige grunde til at meddele ansøgeren opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., da det ikke kan anses for godtgjort, at referencen og ansøgeren har opretholdt et familieliv, som Danmark er nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke foreligger et retsgyldigt ægteskab samt at samlivet må anses for frivilligt afbrudt, jf. begrundelsen ovenfor.
Den omstændighed, at referencen og ansøgeren angiveligt har 4 fællesbørn, som i februar 2019 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark, og som efterfølgende er indrejst i Danmark, at børnene savner ansøgeren, som har været deres primære omsorgsperson i mange år, mens referencen har opholdt sig i Danmark, at børnene har svært ved at falde til i Danmark, og at referencen kun har lært sin yngste søn at kende via Skype, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det er parrets egen beslutning, at børnene skal bo hos referencen i Danmark frem for hos ansøgeren, og at børnenes tarv fortsat vil kunne varetages af referencen.
Det er endelig indgået i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at referencen er meddelt opholdstilladelse i Danmark som flygtning fra Afghanistan, og at han og ansøgeren ikke har mulighed for at bo sammen i hjemlandet.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen, idet Udlændingenævnet har vurderet, at referencen og ansøgerens forhold ikke udgør et beskyttelsesværdigt familieliv, jf. EMRK artikel 8. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Udlændingenævnet bemærker i øvrigt, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen.
Udlændingenævnet finder, at der ikke i øvrigt foreligger oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan begrunde, at hun kan meddeles opholdstilladelse i Danmark.
På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, finder Udlændingenævnet, at det ikke er uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster på den baggrund Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 24. marts 2021 – Afvisning – Afvisning af indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse
Dato: 24-03-2021Udlændingenævnet omgjorde i marts 2021 Udlændingestyrelsens afgørelse om afvisning af en ansøgning om familiesammenføring.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, var indrejst i Schengenområdet af flere omgange fra september 2017 til februar 2019, hvor hun søgte om ægtefællesammenføring. Ansøgningen blev i februar 2019 afvist af Udlændingestyrelsen, idet ansøgeren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 25.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet finder således, at ansøgerens ansøgning om familiesammenføring ikke burde være blevet afvist af Udlændingestyrelsen under henvisning til, at ansøgeren ikke havde lovligt ophold i Danmark i henhold til udlændingelovens § 9, stk. 21 (nugældende § 9, stk. 25).
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren, der er statsborger i Bahamas, ifølge oplysningerne i klagen indrejste i Schengenområdet medio september 2017, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 26 dage i Schengenområdet, at det fremgår af indrejse- og udrejsestemplerne i det fremsendte pas sammenholdt med oplysningerne i klagen og ansøgningen, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen ultimo december 2017, at ansøgeren på ny indrejste i Schengenområdet primo april 2018, hvorefter ansøgeren opholdt sig i alt 68 dage i Schengenområdet, at ansøgeren udrejste af Schengenområdet igen primo september 2018, og at ansøgeren senest primo december 2018 indrejste i Schengenområdet, hvorefter ansøgeren primo februar 2019 i Danmark indgav en ansøgning om familiesammenføring på baggrund af ægteskab.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren har ret til at indrejse og opholde sig i Danmark i op til 90 dage i løbet af en 6-måneders periode regnet fra datoen for den første indrejse i Schengenområdet. Der henvises i den forbindelse til visumfritagelsesaftalerne mellem EU og Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Brasilien, Saint Kitts og Nevis, Mauritius og Seychellerne og Schengenkonventionens art. 20, stk. 1, som den var affattet forud for den 18. oktober 2013.
På den baggrund finder Udlændingenævnet, at ansøgeren alene har opholdt sig i schengenområdet i 65 dage i perioden fra primo december 2018 til primo februar 2019, hvor ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet, og at ansøgningen derfor blev indgivet under et lovligt ophold.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kan tage stilling til ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse i Danmark.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet