Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. november 2023 –meldepligt – tålt ophold
Dato: 07-11-2023Udlændingenævnet hjemviste i november 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Irak, som var blevet pålagt pligt til at melde sig i et udrejsecenter daglig ved personligt fremmøde mellem kl. 9.00 og kl. 15.00.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren, som er statsborger i Irak, blev meddelt opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2001, blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2005, fik inddraget sin opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen i 2007 og kom ved Flygtningenævnets beslutning i 2008 på tålt ophold. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Hjemrejsestyrelsen, idet Udlændingenævnet finder, at Hjemrejsestyrelsen i deres beslutningsgrundlag ikke i fornødent omfang har taget stilling til klagerens helbredsmæssige forhold, og at styrelsens afgørelse ikke i tilstrækkeligt grad lever op til forvaltningslovens regler om begrundelse efter forvaltningslovens § 24, stk. 1.
Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en fornyet gennemgang af sagen skal foretage en konkret og individuel vurdering af sagen, herunder særligt forholde sig til klagerens samlede helbredsbillede og i den henseende blandt andet vurdere, hvilken intensitet en eventuel meldepligt skal have.
23/185369
Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det blandt andet fremgår af sagsfremstillingen i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo marts 2023, at klageren primo oktober 2012 blev idømt en behandlingsdom for overtrædelse af straffelovens §§ 119 og 279, at klageren til politiet medio august 2018 har oplyst om en række helbredsmæssige forhold, herunder at han har sukkersyge, at han er blevet opereret for kræft i halsen, at han har dårlig ryg, og at han har det psykisk dårligt, og at klageren primo september 2021 har oplyst til Hjemrejsestyrelsen, at hans psykiske helbred lider overlast, når han ikke kan være sammen med sin familie, og at han har vanskeligt ved at huske ting, idet han har sukkersyge.
Det fremgår imidlertid af byrettens dom af primo oktober 2012, at der under byrettens behandling af sagen blev fremlagt en retspsykiatrisk erklæring af primo december 2011, hvor overlægen har udtalt, at klageren findes normalt begavet, men fremstår med nedsat fokuserings- og koncentrationsevne, som formentlig er udtryk for hans grundlæggende psykiske problematik. Det fremgår videre af erklæringen, at klageren har langvarig posttraumatisk stresssyndrom (PTSD) med fortsat behov for behandlingsindsats. Klageren blev ved byrettens dom idømt en behandlingsdom på baggrund af ovenstående. Behandlingsdommen blev ophævet ultimo maj 2015. Det ses ikke, at Hjemrejsestyrelsen har inddraget disse oplysninger om klagerens helbredsmæssige forhold i deres afgørelse om meldepligt af ultimo marts 2023.
Det fremgår endvidere af sagens akter, at klageren ved revurderingssamtale af medio august 2020 har oplyst om helbredsmæssige forhold, herunder at han lider af sukkersyge og stofskifteproblemer, som han får medicin for, hvilke oplysninger ligeledes ikke ses inddraget i Hjemrejsestyrelsens afgørelse.
Det er endvidere indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det i begrundelsen i Hjemrejsestyrelsens afgørelse alene fremgår, at styrelsen har lagt til grund, at klageren har det psykisk dårligt og har sukkersyge, at der ikke fremgår en begrundelse om, hvorfor disse helbredsoplysninger ikke kan føre til en ændret vurdering i sagen, og at de øvrige helbredsmæssige forhold ikke ses nævnt i styrelsens begrundelse.
Udlændingenævnet finder således, at Hjemrejsestyrelsen i deres afgørelse ikke i tilstrækkelig grad ses at have inddraget og vurderet klagerens helbredsmæssige forhold, hvilket Hjemrejsestyrelsen i henhold til forvaltningslovens regler samt forarbejderne til hjemrejselovens § 12, stk. 2, rettelig skulle have gjort.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det af sagens akter ikke fremgår, at klageren i forbindelse med Hjemrejsestyrelsens skriftlige partshøringsbrev af medio januar 2023 er blevet forelagt de helbredsmæssige oplysninger, og at disse oplysninger ikke ses at have indgået i afgørelsesgrundlaget i et sådant omfang, at det på trods af henvisningen til byrettens dom af primo oktober 2012, klagerens oplysninger af medio august 2018 samt klagerens oplysninger af ultimo september 2021 i Hjemrejsestyrelsens afgørelse af ultimo marts 2023 kan lægges til grund, at Hjemrejsestyrelsen har truffet sin afgørelse på baggrund af sagens samlede omstændigheder, herunder vurderet, om klagerens helbredsmæssige forhold kan føre til pålæggelse af meldepligt og i så fald om omfanget heraf.
Udlændingenævnet finder det beklageligt, at Hjemrejsestyrelsen ikke ses i tilstrækkeligt omfang at have levet op til officialprincippet, hvorefter det påhviler en forvaltningsmyndighed at oplyse en sag tilstrækkeligt, inden de træffer afgørelse i sagen. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, det af sagens akter ikke fremgår, hvorvidt styrelsen har indhentet en lægejournal eller på anden vis undersøgt klagerens helbredsmæssige forhold forud for styrelsens afgørelse af ultimo marts 2023.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Hjemrejsestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har herved ikke taget stilling til udfaldet af sagen.
Klageren vil således modtage en ny afgørelse fra Hjemrejsestyrelsen.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – Brexit – tilstrækkelige midler
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om afslag på udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen til en britisk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, som var statsborger i Storbritannien, var i august 2017 blevet meddelt ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsen. Ansøgeren indgav i oktober 2021 ansøgning om en opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsen. Det fremgik af eIndkomst, at ansøgeren havde modtaget lønindkomst i perioderne fra december 2017 til og med februar 2018, fra juni 2018 til og med februar 2019, fra juli 2019 til og med september 2019 og i december 2019. Det fremgik videre, at ansøgeren havde modtaget kontanthjælp i perioden fra februar 2021 til og med december 2021, og at ansøgeren efter en periode i 2022 med både sygedagpenge og lønindkomst, igen havde modtaget kontanthjælp fra november 2022 til og med juli 2023. Til sagen var bl.a. indsendt ansøgninger om offentlig forsørgelse fra juli 2020 og januar 2021. Det var desuden gjort gældende, at ansøgeren havde købt ejendom i Danmark, og at ansøgerens
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra april 2023.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at [ansøgeren] havde lovligt ophold i Danmark i medfør af EU-retten på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det er indledningsvis indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] senest i august 2017 blev meddelt opholdsret som person med tilstrækkelige midler efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 6.
Udstedelse af et registreringsbevis efter EU-retten forud for udløbet af overgangsperioden den 31. december 2020 medfører imidlertid ikke i sig selv, at en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2. Udstedelse af et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 forudsætter, at det kan anses for godtgjort, at den britiske statsborger på tidspunktet for overgangsperiodens udløb havde lovligt ophold efter EU-retten i Danmark.
Udlændingenævnet finder herefter, at [ansøgeren] ikke kan anses for at have haft ret til ophold i Danmark som person med tilstrækkelige midler på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] til sagen har indsendt en ansøgning om offentlig forsørgelse fra juli 2020, og at [ansøgeren], efter Udlændingenævnets vurdering, herved må anses for at have tilkendegivet, at [ansøgeren] ikke længere havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at [ansøgeren] efter anmodning fra SIRI i februar 2023, ikke har fremsendt dokumentation for, at [ansøgeren] fortsat råder over tilstrækkelige midler, eller at der er tale om midlertidige vanskeligheder.
Hertil kommer, at det fremgår af sagens oplysninger, at [ansøgeren] også i januar 2021 har søgt om offentlig forsørgelse, og at det af eIndkomst fremgår, at [ansøgeren] i perioden fra februar 2021 til og med december 2021 har modtaget kontanthjælp, hvilket, efter Udlændingenævnets vurdering, understøtter vurderingen af, at [ansøgeren] ikke havde tilstrækkelige midler til sin forsørgelse på tidspunktet for overgangsperiodens udløb den 31. december 2020.
Det forhold, at [ansøgeren] har modtaget lønindtægt i perioden fra juli 2019 til og med september 2019, og at [ansøgeren] derfor i den pågældende periode umiddelbart kunne anses for arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en eventuel ret til ophold som arbejdstager imidlertid må anses for ophørt, idet [ansøgeren], på trods af SIRI’s anmodning i februar 2023, ikke har indsendt dokumentation for, at [ansøgeren] blev uforskyldt ledig, og at [ansøgeren] var rettidigt tilmeldt jobcenteret.
[Ansøgerens] opholdsret som person med tilstrækkelige midler, må derfor anses for ophørt senest i juli 2020, hvor [ansøgeren] første gang ansøgte om offentlig forsørgelse.
Idet [ansøgerens] opholdsret således var ophørt, før [ansøgeren] kunne anses for at have haft ret til ophold i 5 på hinanden følgende år, kan [ansøgeren] endvidere ikke anses for at have opnået ret til tidsubegrænset opholdsret.
Det til støtte for klagen anførte om [ansøgerens] tilknytning til Danmark, herunder [ansøgerens] familiemæssige relationer, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet disse forhold ikke kan indgå ved vurderingen af, om en britisk statsborger kan meddeles et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2023 – EU – sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – reelt og faktisk ophold
Dato: 03-11-2023Udlændingenævnet stadfæstede i november 2023 Styrelsen for international Rekruttering og Integrations (SIRI’s) afgørelse vedrørende en statsborger fra Filippinerne, som havde indgivet ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til en dansk statsborger, der var vendt tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der var den danske statsborgers samlever, indgav i marts 2023 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-retten. Det var i ansøgningen oplyst, at den danske statsborger fra primo februar 2023 til ultimo marts 2023 havde opholdt sig i Sverige sammen med ansøgeren og parrets fælles barn. Den danske statsborger arbejdede i Danmark. Der var til ansøgningen vedlagt bl.a. kontoudtog fra den danske statsborgers bank, kvitteringer for flytteanmeldelse fra Danmark til Sverige, en lejekontrakt, kvitteringer for betaling af bl.a. husleje, el og gas samt den danske statsborgers ansættelseskontrakt og lønsedler.
I april 2023 traf SIRI afgørelse om afslag på ansøgers opholdsret under henvisning til, at den danske statsborger ikke havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige inden sin tilbagevenden til Dan-mark.
Følgende fremgik bl.a. af SIRI’s afgørelse:
”SIRI lægger til grund, at [referencen] har været registreret som udrejst til Sverige i CPR i perioden fra [primo] februar 2023 til [primo] marts 2023. Dette indebærer ikke i sig selv, at [referencen] havde etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, da der alene er tale om en registrering.
SIRI lægger endvidere til grund, at det er oplyst, at [referencen] vendte tilbage til Danmark [ultimo] marts 2023.
I vurderingen lægger SIRI afgørende vægt på varigheden af [referencens] ophold i Sverige, som har varet i perioden fra [primo] februar 2023 til enten [primo] marts 2023 eller frem til [ultimo] marts 2023. [Referencens] ophold i Sverige udgør derfor enten 30 eller 51 dage.
SIRI finder derfor, at [referencen] ikke har haft etableret et faktisk og reelt ophold i Sverige, og at [referencen] ikke i Sverige havde indrettet sig på en sådan måde, at det viste, at [referencen] havde til hensigt at etablere en reel tilstedeværelse i Sverige og drage de konsekvenser, der følger af at flytte til et andet land.
SIRI henviser også til, at det som udgangspunkt vil tale imod et faktisk og reelt ophold i en anden medlemsstat, hvis der er tale om et kortvarigt ophold, jf. EU-Domstolens dom i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 59.
Det kan ikke føre til, at SIRI vurderer, at der er etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, at der er fremlagt dokumentation for, at [referencen] har afholdt udgifter til husleje, pendling og almindelig husholdning i Sverige i perioden fra primo februar 2023 og indtil [referencen] tilbagevenden til Danmark.
SIRI lægger her vægt på, at EU-Domstolen i sagen O m.fl. (C-456/12), præmis 52, udtalte, at en unionsborger, som udøver sin ret til frit at opholde sig i en anden medlemsstat i op til 3 måneder (ophold efter artikel 6 i opholdsdirektivet), ikke har til hensigt at slå sig ned i værtsmedlemsstaten på en sådan måde, at det er gunstigt for at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
SIRI vurderer derfor, at de samlede omstændigheder vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at [referencens] ophold i Sverige må betragtes som et korttidsophold efter opholdsdirektivet, og at et sådant ophold ikke kan udgøre et faktisk og reelt ophold.
Eftersom [referencen] ikke har etableret et reelt og faktisk ophold i Sverige, kan [ansøgeren] ikke gives ret til ophold i Danmark i medfør af reglerne om familiesammenføring med en dansk statsborger efter EU-reglerne.”
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse af april 2023 af de grunde, som SIRI har anført. [Ansøgeren] har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at [referencens] ophold i Sverige ikke fører til, at [ansøgeren] kan aflede opholdsret fra [referencen].
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det fremgår at EU-Domstolens dom i sag C-456/12, O m.fl., at ikke ethvert tilfælde, hvor en unionsborger opholder sig sammen med et tredjelandsfamiliemedlem i en værtsmedlemsstat, nødvendigvis indebærer, at familiemedlemmet opnår en afledt opholdsret ved tilbagevenden til unionsborgerens medlemsstat, og at det kræves, at unionsborgerens ophold i værtsmedlemsstaten reelt har kunnet sætte den pågældende i stand til at opbygge eller konsolidere et familieliv i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har ved sin vurdering inddraget de argumenter, som er anført i forbindelse med klagen.
Det kan herefter ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har kendt hinanden siden marts 2019, at [referencen] blev gravid i februar 2020, at parterne har besøgt hinanden flere gange i henholdsvis Danmark og Filippinerne, at de har boet sammen på fælles bopæl siden november 2020, at de har et reelt samliv på fælles bopæl, at de kommunikerer på samme sprog, at de har et dybdegående personligt kendskab til hinanden, og at [ansøgeren] har fremvist dokumentation for den familiemæssige tilknytning til [referencen].
Udlændingenævnet bemærker i denne forbindelse, at hverken SIRI eller Udlændingenævnet bestrider [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at [ansøgerens] og [referencens] familiemæssige relation er underordnet for vurderingen af, om [referencen] selv har etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at kravet om reelt og faktisk ophold i et andet EU-land ikke gælder for danske statsborgeres familiemedlemmer, og at [ansøgeren] har fremvist bevis på sit faktiske ophold i Sverige.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette ikke vil kunne ændre ved den omstændighed, at [referencen] i sin egenskab af unionsborger og dansk statsborger ikke kan antages at have etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at [ansøgeren] kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at [ansøgeren] og [referencen] har op-bygget og konsolideret et familieliv før [ansøgerens] ankomst til Sverige, at de har udøvet familielivet i Sverige i en periode på 51 dage frem til [referencens] tilbagevenden til Danmark, og at denne periode ikke er for kort til at opbygge og konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at omstændighederne vedrørende [referencens] ophold i Sverige taler for, at det må betragtes som et ophold efter opholdsdirektivets artikel 6, og at et sådant kortvarigt ophold på under 3 måneder ikke kan antages at udgøre et faktisk og reelt ophold, som i sig selv er egnet til at opbygge eller konsolidere et familieliv.
Udlændingenævnet finder ydermere, at det ikke kan føre til en anden afgørelse, at det er anført, at SIRI’s afgørelse vægter på en tynd bevisførelse samt en forkert formodning og vurdering af den aktuelle hensigt i sagen, og at det grundlæggende forvaltningsretlige officialprincip forpligter den myndighed, der skal træffe afgørelse i en sag, til at tilvejebringe korrekte og tilstrækkelige oplysninger til, at der kan træffes en materielt rigtig afgørelse, og myndigheden ikke må træffe afgørelse på grundlag af et utilstrækkeligt materiale.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] ved den forelagte dokumentation har redegjort for forholdene omkring sit ophold i Sverige i en sådan grad, at der ikke var behov for, at SIRI indhentede yderligere dokumentation. Udlændingenævnet finder således, at [referencens] egen oplysning om opholdets varighed samt navnlig den indsendte kontoudskrift, ansættelseskontrakt og lejekontrakt udgør de for sagen nødvendige og tilstrækkelige oplysninger til, at SIRI kunne træffe en korrekt og materielt rigtig afgørelse om, hvorvidt [referencen] i lyset af den ovenfor anførte retspraksis havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med klagesagen er anført, at SIRI’s afgørelse har negative konsekvenser for [ansøgerens] og [referencens] familie.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dette forhold i sager om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsen har betydning i tilfælde, hvor der skal tages stilling til, om en allerede eksiste-rende opholdsret skal ophøre. Eftersom [ansøgeren] aldrig har haft et opholdsgrundlag i Danmark, kan det anførte derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af, om han har opnået en afledt opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 31. oktober 2023 - EU – primær bevægelighed – familiemedlem – afslag på tidsubegrænset opholdsret og ophør af opholdsret
Dato: 31-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Nigeria, som tidligere havde fået udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til en unionsborger, og som søgte om tidsubegrænset opholdsret efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
I februar 2018 indrejste ansøgeren i Danmark og fik udstedt EU-opholdskort som medfølgende ægtefælle til en herboende unionsborger. Ansøgeren indgav i december 2022 ansøgning om tidsubegrænset opholdsret i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsen. Det fremgik af sagens oplysninger, at ansøgeren og unionsborgeren havde ophævet deres samliv i maj 2021 og var påbegyndt processen for at blive skilt ved Familieretshuset, men at skilsmissen aldrig blev bevilget, fordi ansøgeren og unionsborgeren afbrød processen. Unionsborgeren var i juli 2021 udrejst af Danmark sammen med parrets mindreårige barn.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsbegrænset ophold
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juli 2023. Ansøgerens ret til ophold som familiemedlem efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 10, stk. 1, er derfor ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren i februar 2018 af SIRI blev meddelt opholdsret her i landet som familiemedlem til unionsborgeren, og at det derfor er en betingelse for ansøgerens opholdsret, at unionsborgeren opfylder betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren udrejste af Danmark i juli 2021, og at det af indkomstregistreret fremgår, at unionsborgeren senest har haft lønindkomst i Danmark i juli 2021.
Endvidere har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren er udrejst til Cypern i juli 2021 og i en længere periode ikke har haft ophold i Danmark, og at der ikke er fremlagt dokumentation for, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021.
Udlændingenævnet finder dermed, at ansøgerens opholdsret som familiemedlem til unionsborgeren ophørte i juli 2021, idet det på det foreliggende grundlag ikke kan lægges til grund, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark siden juli 2021 og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at unionsborgeren rejste til Cypern i en midlertidig periode, fordi parrets fællesbarn skulle i et behandlingsforløb, at unionsborgeren havde til hensigt at vende tilbage til Danmark og under sin udrejse var tilmeldt betaling af diverse faste udgifter i Danmark, og at ansøgeren ved indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdsret forventede, at unionsborgeren ville vende tilbage til Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke som følge heraf er dokumenteret, at unionsborgeren efter juli 2021 reelt har haft ophold i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke kan bevare sin opholdsret efter unionsborgerens udrejse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 1, idet denne bestemmelse alene finder anvendelse for unionsborgere.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at SIRI har truffet afgørelsen på et forkert grundlag, idet ansøgeren bør bevare sin opholdsret i Danmark medfør af EU-opholdsbekendtgørelsens §§ 16, stk. 2 og 17, stk. 2.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 16, stk. 2, idet bestemmelsen alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens død.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, alene finder anvendelse i tilfælde af hovedpersonens og dennes ægtefælles skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse. Udlændingenævnet finder herefter, at ansøgeren ikke er omfattet af bevarelsesbestemmelsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet ansøgeren og unionsborgeren fortsat er gift.
Det kan i den forbindelse ikke føre til en ændret vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren og unionsborgeren i maj 2021 påbegyndte processen for at blive skilt ved Familieretshuset, idet ansøgeren og unionsborgeren valgte at stoppe processen, og at processen således ikke har ledt til, at ansøgeren og unionsborgeren faktisk er blevet skilt.
Endvidere kan det anførte om, at ansøgerens og unionsborgerens samliv må anses som ophørt i maj 2021, at de forud for samlivsophøret havde været gift i over 5 år, og at ansøgeren betaler børnebidrag til deres fællesbarn, ikke føre til, at ansøgeren er omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 17, stk. 2, idet samlivsophør ikke kan sidestilles med skilsmisse eller ophør af ægteskabet ved omstødelse.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til EU-Domstolens dom af 13. februar 1985 i sag 267/83, Diatta, hvor EU-Domstolen bl.a. fastslog, at de ægteskabelige bånd ikke kan anses for brudt, så længe ægteskabet ikke er blevet opløst ved en afgørelse fra den kompetente myndighed, hvilket ikke er tilfældet, når ægtefællerne blot har ophævet samlivet, også selv om de har til hensigt senere at lade sig skille.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ifølge CPR indrejste i Danmark i en alder af 32 år, hvorfor ansøgeren har tilbragt hovedparten af sit liv uden for Danmark.
Udlændingenævnet finder dertil, at det forhold, at ansøgeren har opholdt sig i Danmark i cirka 5 år og 8 måneder, og at ansøgeren har været tilknyttet det danske arbejdsmarked under sit ophold, ikke i sig selv kan føre til, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgerens opholdsret allerede ophørte i juli 2021, idet det herefter ikke kan konstateres, at unionsborgeren har opholdt sig i Danmark og opfyldt betingelserne for et opholdsgrundlag.
Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er oplyst om sådanne familiemæssige forhold, der kan begrunde, at en meddelelse om ophør af ansøgerens opholdsret må antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn efter det oplyste er udrejst til Cypern i juli 2021 sammen med unionsborgeren, og at barnet ifølge oplysningerne i CPR fortsat er udrejst.
Udlændingenævnet bemærker, at SIRI i december 2022 anmodede om yderligere oplysninger om ansøgerens personlige forhold og tilknytning til Danmark, men at der under SIRI’s såvel som Udlændingenævnets behandling af sagen alene er modtaget oplysninger om ansøgerens tilknytning til det danske arbejdsmarked.
Udlændingenævnet finder herefter, at det på det foreliggende grundlag ikke kan antages at virke særligt belastende for ansøgeren, at opholdsretten ophører.
Udlændingenævnets afgørelse vedrørende ansøgerens ret til tidsubegrænset ophold
Udlændingenævnet vurderer endvidere, at ansøgeren ikke har ret til tidsubegrænset ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 18, stk. 3, nr. 2, jf. stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft lovligt ophold her i landet som medfølgende familiemedlem til en unionsborger uafbrudt i 5 år, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har haft et opholdsgrundlag efter EU-opholdsbekendtgørelsen siden juli 2021. Der henvises til begrundelsen ovenfor.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i februar 2018 fik udstedt EU-opholdskort som familiemedlem til unionsborgeren.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at udstedelse af opholdskort efter EU-retten alene er konstaterende og således ikke i sig selv skaber et opholdsgrundlag.
Idet unionsborgeren er udrejst af Danmark i juli 2021, og ansøgeren herefter – som beskrevet ovenfor – ikke har bevaret sin opholdsret, har ansøgeren ikke haft lovligt ophold her i landet efter EU-opholdsbekendtgørelsen i 5 år.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2023 – medfølgende familiemedlem – nægtelse af forlængelse – vejledningspligt
Dato: 26-10-2023
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2023 – medfølgende familiemedlem – vejledningspligt
Udlændingenævnet genoptog og ændrede i oktober 2023 Udlændingenævnets stadfæstelse af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om nægtelse af forlængelse af opholdstilladelse til et medfølgende familiemedlem.
Sagens faktiske omstændigheder
Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem i medfør af udlændingelovens § 9 m, stk. 1, idet klageren i en periode havde modtaget uddannelseshjælp. Udlændingenævnet lagde ligesom Styrelsen for International Rekruttering og Integration vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at han ikke måtte modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitik.
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet finder, at [klageren] ikke bør meddeles afslag på sin ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1, under henvisning til, at han har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik og at betingelserne for hans opholdstilladelse dermed ikke var overholdt.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at [klageren] i svar på partshøring til SIRI af [marts 2021] bl.a. har anført, at han perioden fra december 2018 frem til maj 2019 har modtaget uddannelseshjælp, idet han var blevet vejledt af sin lærer om at søge om ydelsen, og at han ikke var klar over de store konsekvenser det ville få for ham.
Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at [klageren] i klage til Udlændingenævnet af [marts 2021] vedrørende SIRI’s afgørelse af [marts 2023] har anført, at hverken [klagerens] uddannelsesvejleder, som rådgav [klageren] til at søge om uddannelseshjælp, eller hans [bopæls] kommune oplyste ham om, at ansøgningen drejede sig om kontanthjælp, og at det ville have alvorlige konsekvenser for hans opholdstilladelse at modtage denne ydelse.
Det er til sagen oplyst, at [klageren] modtog integrationsydelse i perioden fra december 2018 til maj 2019, og at ydelsen herefter stoppede, idet [klageren] påbegyndte sin uddannelse og var berettiget til at modtage uddannelsesstøtte (SU).
Der er i forbindelse med [klagerens] stævning af [september 2023] fremsendt en række bilag, herunder journalnotater fra [bopæls] kommunen, der er skrevet i perioden mellem [december 2018] og [maj 2020].
Det fremgår bl.a. af journalnotat af [december 2018] og af [december 2018], at klageren er statsborger i Vietnam, og at der ikke vurderes at være grundlag for indberetning til Udlændingestyrelsen eller statsforvaltningen.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at dette notat er skrevet i forbindelse med [klagerens] ansøgning om integrationsydelse.
Udlændingenævnet bemærker, at det fremgår af de fremsendte journalnotater fra [bopæls] kommunen, at [klageren] under sin ansøgning om uddannelseshjælp, ikke er blevet vejledt om konsekvenser heraf, herunder særligt, at det kan have opholdsretlige konsekvenser at modtage uddannelseshjælp eller integrationsydelse, idet disse ydelser gives efter lov om aktiv socialpolitik.
Det følger af forvaltningslovens § 7, stk. 1, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger henvender sig til en kommunal myndighed vedrørende forhold, der kan have betydning for borgerens opholdstilladelse eller hvor borgeren vejledes af myndigheden til at foretage skridt, der efterfølgende kan have opholdsretlige konsekvenser for borgeren.
Udlændingenævnet finder, efter en konkret og individuel vurdering, at [klageren] i forbindelse med sin ansøgning om uddannelseshjælp i [december 2018] og herefter i det efterfølgende forløb med [bopæls] kommunen, ikke er blevet vejledt behørigt om de opholdsretlige konsekvenser, det måtte have for ham, herunder for hans ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at [klageren] har handlet som følge af rådgivningen fra sin uddannelsesvejleder, og at han herefter, hverken ved sine [3] henvendelser til [bopæls] kommunen i [december 2018], eller da [bopæls] kommune genoptager [klagerens] ansøgning om hjælp til forsørgelse i [januar 2019] og herefter samme dato træffer afgørelse om, at han er berettiget til integrationsydelse samt engangshjælp, vejledes om, at disse ydelser gives efter lov om aktiv socialpolitik, og at modtagelsen af disse ydelser kan have opholdsretlige konsekvenser for ham.
Udlændingenævnet finder herefter, at den manglende vejledning har medført, at [klageren] har mistet sin opholdstilladelse, idet [klageren] i [marts 2021] fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 m, stk. 1, med den begrundelse, at han har modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra december 2018 frem til maj 2019.
Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper samt af praksis, at vejledningsfejl, herunder myndigheders manglende vejledning, har den virkning, at borgeren stilles, som hvis vejledningen var givet korrekt.
Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra december 2018 til maj 2019 i [klagerens] sag.
Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde SIRI’s afgørelse af [marts 2021] og tilbagesender sagen til SIRI med henblik på, at SIRI tager fornyet stilling til sagen og udsteder en tilladelse til genindrejse til Danmark til [klageren], idet det fortsat fremgår af CPR-registret, at [klageren] er registreret udrejst af Danmark i [august 2021].
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2023 – Ægtefællesammenføring – Proforma
Dato: 26-10-2023I oktober 2023 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelses afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en syrisk statsborger, der søgte om familiesammenføring til sin herboende ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder
Referencen, der er statsborger i Syrien, fik i januar 2016 opholdstilladelse i Danmark som flygtning. I august 2022 indgik ansøgeren og referencen ægteskab i Irak og i november 2022 søgte ansøgeren opholdstilladelse under henvisning til ægteskabet. Det fremgik af ansøgningen, at parret mødte hinanden i 2014 hos en veninde, at de genetablerede kontakten i januar 2022, at de besluttede sig for at indgå ægteskab i maj 2022. I juli 2023 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på ægtefællesammenføring, da der var bestemte grunde til at antage, at det afgørende formål med indgåelsen af ægteskabet var at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
I juli påklagede referencen Udlændingestyrelsens afgørelse til Udlændingenævnet. I forbindelse med klagen indsendte referencen dokumentation for online korrespondance i perioden fra marts 2022 til december 2022. Udlændingenævnet indkaldte referencen til et mundtligt nævnsmøde med henblik på, at referencen kunne afgive mundtlig forklaring om parrets bekendtskab til hinanden.
Under nævnsmødet forklarede referencen bl.a., at parret mødte hinanden første gang i 2014 i Syrien, at referencen efterfølgende fik kontakt til ansøgeren i januar 2022, at de talte sammen dagligt via Whatsapp, at de anså hinanden som værende kærester i februar 2022, hvorefter referencen foreslog ansøgeren at indgå ægteskab, og at deres samtaler omhandlede kærlighed og tiltrækning. Referencen forklarede videre, at ansøgerens familie kendte referencens familie inden, at de blev gift, og at referencen mødte ansøgerens familie over Whatsapp. Referencen forklarede endelig, at referencen og ansøgeren mødte hinanden første gang i august 2022 i Irak, at de var sammen én måned, og at referencen ikke kunne rejse til Irak så tit, da det var dyrt, samt at han ikke kunne få fri fra arbejde, hvilket også var årsagen til, at de indgik ægteskab så hurtigt, og at referencen og ansøgeren ikke havde set hinanden siden vielsen, samt at referencen støttede ansøgeren økonomisk, da han sendte penge til ansøgeren hver måned.
Udlændingenævnets afgørelse
Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse. [Ansøgeren] kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen] efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Udlændingenævnet vurderer, at der er et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] er indgået med det afgørende formål, at [ansøgeren] kan få en opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det alene kan lægges til grund, at [ansøgeren] og [referencen] er mødtes personligt første gang ved [referencens] indrejse i Irak i august 2022, hvorefter de indgik ægteskab i august 2022, efter 13 dages personligt kendskab.
Udlændingenævnet kan således ikke lægge oplysningerne om, at [ansøgeren] og [referencen] har haft et bekendtskab i Syrien i slutningen af 2014 til grund. Der henvises i det hele til Udlændingestyrelsens begrundelse herfor. Udlændingenævnet ses endvidere heller ikke efterfølgende at have modtaget konkret dokumentation, der understøtter denne oplysning.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] og [referencen] efter det oplyste alene havde kontakt via sociale medier forud for ægteskabets indgåelse.
Udlændingenævnet har inddraget, at der er en omfattende kommunikation via de sociale medier, men Udlændingenævnet har fundet, at dette i sig selv ikke fører til, at der derved er skabt et selvstændigt ægteskabeligt bånd mellem parret.
Udlændingenævnet vurderer på den baggrund, [ansøgeren] og [referencen] har haft en meget begrænset mulighed for at lære hinanden at kende forud for indgåelsen af ægteskabet, og at de derfor ikke kan anses for at have opnået et sådan sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det indgår som et kriterium i afvejningen af, om der foreligger et proforma-ægteskab, hvorvidt parret har haft et længerevarende og indgående, personligt bekendtskab forud for ægteskabets indgåelse. Der henvises til retsregelafsnittet ovenfor.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] efter ægteskabets indgåelse har opholdt sig sammen i Irak i 18 dage.
Det er også indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er indsendt online korrespondance i perioden marts 2002 [2022, red.] – december 2022, der efter det oplyste er korrespondance mellem [ansøgeren] og [referencen].
Det er desuden indgået i Udlændingenævnet vurdering, at [ansøgeren] og [referencen] taler samme sprog, at der ikke er stor aldersforskel mellem dem, og at de ikke har været gift før.
Det er Udlændingenævnets vurdering, at ovennævnte forhold i almindelighed vil kunne tale for, at myndighederne ikke ville kunne lægge til grund, at der er et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem et par er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til ansøgeren.
Udlændingenævnet har imidlertid tillagt det særligt vægt, at [referencen] under det mundtlige nævnsmøde dags dato ikke har kunne angive mere specifikke svar på spørgsmål om indholdet af online korrespondancen, hvad [referencen] og [ansøgeren] har foretaget sig under [referencens] besøg i Irak i forbindelse med ægteskabets indgåelse, hvem de har besøgt af familiemedlemmer mv., ligesom [ansøgeren] og [referencen], som anført ovenfor, efter nævnets vurdering ikke kan anses at for at have opnået et sådant sædvanligt og personligt kendskab til hinanden, som almindeligvis må forventes forud for indgåelsen af et ægteskab.
Udlændingenævnet finder herefter, at der på baggrund af en afvejning af sagens samlede objektive forhold, herunder de forhold, der forelå på tidspunktet for indgåelse af ægteskabet sammenholdt med de forhold, der er indtruffet efter ægteskabets indgåelse, er et sikkert grundlag for at antage, at ægteskabet mellem [ansøgeren] og [referencen] er indgået med det afgørende formål at opnå en opholdstilladelse til [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 9, stk. 12.
Af samme grund har Udlændingenævnet vurderet, at [ansøgeren] og [referencen] ikke kan anses for at have etableret et beskyttelsesværdigt familieliv omfattet af EMRK artikel 8.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse. -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Dato: 25-10-2023Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – ægtefællesammenføring – integrationskrav – associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet
Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsborger fra Tyrkiet, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende tyrkiske ægtefælle.
Sagens faktiske omstændigheder:
Herboende reference fik i januar 1999 opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i august 2003 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren og referencen var gift i perioden fra 1983 til 1998, hvorefter de blev skilt. Ansøgeren og referencen blev gift igen i juli 2020, hvorefter ansøgeren søgte om opholdstilladelse som familiesammenført til den herboende reference i oktober 2020. Udlændingestyrelsen meddelte i februar 2021 ansøgeren afslag på ansøgning om opholdstilladelse under henvisning til, at den herboende reference inden for de seneste 3 år havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet, som i juni 2022 hjemviste sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen under henvisning til, at den herboende references modtagelse af offentlige ydelser, var et resultat af en arbejdsskade i 2009, og det derfor ville være imod FN’s Handikap-konvention at meddele afslag på familiesammenføring på baggrund heraf. Udlændingestyrelsen meddelte herefter på ny afslag på opholdstilladelse til ansøgeren under henvisning til udlændingelovens § 10, stk. 4, idet ansøgeren i november 2021, var blevet meddelt et indrejseforbud. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet som på ny hjemviste sagen, idet Udlændingestyrelsen ikke havde inkluderet de forhold, som Udlændingenævnet havde lagt vægt på i sin hjemvisning af juni 2022. Udlændingestyrelsen meddelte herefter i juni måned 2023 på ny ansøgeren afslag på opholdstilladelse under henvisning til integrationskravet i udlændingelovens § 9, stk. 8. Afgørelsen blev påklaget til Udlændingenævnet i juli 2023.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Ansøgeren kan således ikke få opholdstilladelse som familiesammenført til referencen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det til støtte for klagen anførte om, at anvendelsen af integrationskravene er forbudte i den konkrete sag, jf. EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet kan ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at EU-Domstolen i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, bl.a. udtalte, at en ny begrænsning ikke kan begrundes i formålet om at sikre en vellykket integration af en ansøger, hvis lovgivningen ikke gør det muligt at tage hensyn til ansøgerens egen integrationsegnethed eller til andre faktorer, der godtgør, at den herboende ægtefælle faktisk er integreret i den pågældende medlemsstat, og dermed vedkommendes mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i denne medlemsstat.
Udlændingenævnet har herved endvidere lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen i sin afgørelse har foretaget en behørig vurdering af hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges, under henvisning til dennes faktiske integration, og mulighed for at hjælpe sin ægtefælle med at integrere sig i Danmark, jf. også EU-dommen C-279/21, X mod Udlændingenævnet.
Udlændingenævnet har i den forbindelse supplerende foretaget en vurdering af, hvorvidt kravet om, at referencen skal have bestået prøve i Dansk 3, skal fraviges under henvisning til ansøgerens egen integrationsegnethed, men har ikke fundet grundlag herfor, idet det fremgår af det til Udlændingestyrelsen fremsendte ansøgningsskema bl.a., at ansøgeren ikke har taget en uddannelse, ikke har bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har bestået en engelsk prøve på B1-niveau eller på et tilsvarende eller højere niveau, ikke har et arbejde og ikke tidligere har haft et arbejde med en arbejdstid på mindst 30 timer om ugen.
Af samme grund kan det til klagen anførte om, at ansøgeren og referencen er overordentlig velintegrerede og ressourcegivende for det danske samfund, ikke føre til en ændret vurdering heraf.
Udlændingenævnet har endvidere afslutningsvist foretaget en vurdering af hvorvidt betingelsen om, at den herboende person skal bestå Prøve i Dansk 3, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, skal fraviges under henvisning til FN's Handicapkonvention, idet det fremgår af oplysningerne i sagen, at referencen lider af et handicap og er omfattet af FN’s Handicapkonvention, herunder det forhold, at ansøgeren ifølge Jobcenter Københavns afgørelse om tilkendelse af førtidspension af marts 2021 siden 2007 har lidt af spinalstenose i ryggen med udstråling til højre ben samt følger efter traume i højre knæ siden 2009 med forværring siden 2018/2019, at referencens funktionsevne primært nedsættes af ryg- og knæproblematik, og at referencens erhvervsevne vurderes så nedsat, at han uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning ikke kan blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, heller ikke i fleksjob.
Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Prøve i Dansk 3 kan tages med hjælpemidler, og at der ikke over for Udlændingestyrelsen eller Udlændingenævnet er fremsendt dokumentation for, at referencen har søgt om dispensation for prøven eller om fritagelse for aflæggelse af dele af prøven.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at der på baggrund af dokumenterede handicaps, kan anmodes om dispensation for aflæggelse af Prøve i Dansk 3, og at der i øvrigt kan træffes beslutning om, at prøvedeltageren vil kunne aflægge prøven under særlige vilkår, herunder at prøvedeltageren kan fritages for læse- og skrivedelen af prøven og tilbydes kompenserede IT-programmer.
Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.
Udlændingenævnet bemærker, at danskprøvekravet er et obligatorisk krav, hvorfor Udlændingenævnet ikke ved denne afgørelse har taget stilling til, hvorvidt ansøgeren og referencen opfylder de øvrige integrationsbetingelser i udlændingelovens § 9, stk. 8. -
Udlændingenævnets afgørelse af 25. oktober 2023 – EU – primær bevægelighed – Familiemedlemmer – Ophør – Betingelse om at ledsage eller slutte sig til unionsborgeren
Dato: 25-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en mindreårig statsborger fra Rumænien, som var blevet meddelt ophør af sin opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin herboende far.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var født i Danmark i august 2018 og fik i april 2019 udstedt registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far, der var rumænsk statsborger og havde ret til ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Ansøgerens mor var også rumænsk statsborger og fik i september 2019 udstedt registreringsbevis som arbejdstager, og fra oktober 2019 til og med marts 2020 modtog hun lønindkomst, hvorefter hun havde modtaget kontanthjælp. I september 2020 modtog SIRI en indberetning fra kommunen om, at ansøgerens mor havde fået bevilget hjælp til forsørgelse. SIRI iværksatte herefter en undersøgelse af, om ansøgerens mors opholdsgrundlag var ophørt. Til sagen blev bl.a. indsendt en byretsdom fra august 2022, hvorved ansøgerens mor blev tildelt den fulde forældremyndighed over ansøgeren, og der ikke blev fastsat samvær mellem ansøgeren og ansøgerens far. I juni 2023 traf SIRI afgørelser om, at ansøgerens mors opholdsret var ophørt som følge af, at hun ikke var arbejdstager eller havde tilstrækkelige midler, og at ansøgerens opholdsret ligeledes var ophørt. Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 begge afgørelser.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2023 vedrørende [ansøgeren].
Det betyder, at Udlændingenævnet således er kommet til samme resultat som SIRI, og at Udlændingenævnet finder, at [ansøgerens] ret til ophold som medfølgende familiemedlem til sin far efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, er ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, [ansøgeren] i april 2019 fik udstedt et registreringsbevis som medfølgende familiemedlem til sin far efter den dagældende EU-opholdsbekendtgørelsens § 9 (nu § 10).
Det følger af EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, at familiemedlemmer, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, har en ret til ophold her i landet. EU-opholdsbekendtgørelsen implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 (opholdsdirektivet).
Det følger således af bestemmelsens ordlyd, at et familiemedlem til en unionsborger ikke alene som følge af sin EU-retlige familierelation til unionsborgeren har en opholdsret i en medlemsstat, men at opholdsretten forudsætter, at vedkommende ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der gør brug af sin ret til fri bevægelighed.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af opholdsdirektivets præambel (5), at ”for at unionsborgerne kan udøve deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område på objektive betingelser, der sikrer frihed og værdighed, bør denne ret også indrømmes familiemedlemmer uanset nationalitet”.
Familiemedlemmers ret ophold i en medlemsstat udspringer således af hensynet til at beskytte unionsborgernes ret til fri bevægelighed, hvorfor et familiemedlems opholdsret modsætningsvis må antages at ophøre, når vedkommende ikke længere kan anses for at ”ledsage eller slutte sig til” unionsborgeren.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at det fremgår af [byrettens] afgørelse af august 2022, at [ansøgerens] mor tildeles den fulde forældremyndighed over [ansøgeren], og at der ikke fastsættes samvær mellem [ansøgeren] og [ansøgerens] far.
Det er derfor Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] ikke efter august 2022 kan anses for at ledsage eller slutte sig til sin far, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, og at [ansøgerens] opholdsret som medfølgende familiemedlem til ham derfor er ophørt jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29.
Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at [ansøgeren] ikke kan anses for, at have ret til ophold i Danmark efter EU-retten på andet grundlag, herunder som medfølgende familiemedlem til sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] mors opholdsret som arbejdstager samme dag er konstateret ophørt fra marts 2020.
Udlændingenævnet finder herefter, at det ikke kan anses for særligt belastende for [ansøgeren] at anse hendes ret til ophold i Danmark for ophørt, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26. Der henvises til SIRI’s begrundelse.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Følgende fremgik af SIRI’s begrundelse vedrørende vurderingen af EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26:
”Det er endvidere vores vurdering, at en afgørelse om ophør ikke vil være særligt belastende for dig, fordi du ikke har særlig tilknytning til Danmark, blandt andet fordi du ikke har samvær med din far her i landet længere.
Du er ikke fremkommet med oplysninger, som vi har bedt dig om i brev af 9. december 2022, der kan godtgøre, at du opfylder betingelserne i Danmark, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § § 37, stk. 1, og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Vi finder endvidere, at du ikke har oplyst om forhold, der kan begrunde, at du på andet grundlag har ret til at opholde dig i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsen.
Endelig finder vi, at der ikke ud fra sagens oplysninger foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at meddelelse om ophør af din EU-opholdsret undlades, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 31, stk. 2. Vi har i relation hertil lagt vægt på længden af dit ophold i Danmark, og det danske samfund.
Du er registreret indrejst i Danmark i april 2019, hvorfor du alene har opholdt dig i Danmark i cirka 4 år og 1 måned. Du kan derfor ikke anses at have opnået en sådan tilknytning til Danmark, at ophør af din opholdsret vil virke særligt belastende for dig, ligesom du må anses at have bevaret en vis tilknytning til dit hjemland.
Det forhold, at du bor sammen med din mor kan ikke føre til en anden vurdering. Det skyldes, at der ikke er oplysninger om, at du og din mor ikke kan tage ophold udenfor Danmark, for dér at udøve jeres familieliv.
Vi har ikke i øvrigt kunnet lægge vægt på dine personlige forhold og tilknytning til Danmark. Dette skyldes, at du ikke har udfyldt og indsendt det til dig sendte skema vedrørende dine personlige forhold og tilknytning til Danmark, som vi anmodede dig om ved brev af 9. december 2022.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde
Dato: 23-10-2023Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Haiti, som blev administrativt udvist for ulovligt arbejde og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1.
Sagens faktiske omstændigheder
Klageren blev i juni 2023 antruffet af politiet i forbindelse med afholdelse af en gadefest, idet klageren havde indrettet en plads med malerudstyr, hvor han malede ansigter på forbipasserende personer og tog betaling herfor. Klageren forklarede, at han var blevet inviteret til Danmark af en bekendt for at arbejde som kunstner under gadefesten. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og vedtog den udenretlige bøde på 3.000 kr.
I juni 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 a, stk. 2, nr. 1, og 32, stk. 4, nr. 1
Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:
”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Haiti, og at du [i maj 2023] indrejste i Danmark.
[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen endvidere lagt til grund, at du [i juni 2023] blev sigtet og anholdt af [politiet] for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at udføre arbejde som ansigtsmaler til [en gadefest], selvom du ikke var i besiddelse af [den] fornødne tilladelse.
[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du har erkendt forholdet og vedtaget en uden-retlig bøde på 3.000 kr. herfor.
[Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Haiti ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil.
Det forhold, at du oplyser, at du og [person] ikke har aftalt løn og at du endnu ikke har fået udbetalt løn for det udførte arbejde, kan, henset til ovenstående, ikke føre til, at du ikke udvises, idet det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om (ulovligt) arbejde.
[Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
Udlændingenævnets afgørelse
”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [juni 2023] af de grunde som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at du [i juni 2023] hverken arbejdede som ansat eller som frivillig, men at der derimod var tale om en venlig gestus som tak for invitationen til [gadefesten], kan ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at politiet observerede dig, mens du sad ved en bænk med malergrej foran dig, at du henvendte dig til forbipasserende personer, hvorefter du malede en person i ansigtet og modtog betaling herfor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal være i besiddelse af en gyldig arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse i Danmark, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke f.eks. det forhold, at der er tale om en vennetjeneste, eller om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.
Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at gøre sig bekendt med, hvilke regler der gælder i forbindelse med at udføre arbejde i Danmark, herunder hvad der anses for arbejde.
Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Haiti, at du ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
Det til støtte for klagen anførte om, at du har en verserende sag vedrørende ansøgning om arbejdstilladelse i [Schengenland], hvorfor det har store negative konsekvenser for dig at have et indrejseforbud i Schengenområdet, kan på bagrund af overstående derfor ikke føre til en anden vurdering.
Udlændingenævnet skal bemærke, at du kan ansøge de relevante myndigheder om et territorialt begrænset visum til de lande, du ønsker at indrejse i. De relevante myndigheder vil vurdere, om der i din sag foreligger ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde et visum til de pågældende lande.
Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 23. oktober 2023 – Erhverv – Særlige individuelle kvalifikationer
Dato: 23-10-2023Udlændingenævnet omgjorde i oktober 2023 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse fra juli 2022 om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, til en statsborger fra Mexico.
Sagens faktiske omstændigheder:
I juli 2022 meddelte SIRI ansøgeren afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, begrundet i, at ansøgeren ikke er tilbudt beskæftigelse på baggrund af særlige individuelle kvalifikationer, idet den tilbudte ansættelse som Chef de Partie ikke er knyttet så tæt til ansøgeren, at andre ikke umiddelbart vil kunne varetage det pågældende arbejde.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet ændrer SIRI’s afgørelse af juli 2022.
Udlændingenævnet finder således efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke bør meddeles afslag på sin ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som Chef de Partie hos Restaurant A under henvisning til, at han ikke har sådanne særlige individuelle kvalifikationer, der er knyttet til ham som person, at andre ikke umiddelbart vil kunne varetage det tilbudte arbejde.
Udlændingenævnet henviser til lovbemærkningerne til udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 7, litra c, jf. lovforslag nr. L 151 fremsat den 6. februar 2019, hvoraf det bl.a. fremgår, at det afgørende kriterium med henblik på at meddele en opholds- og arbejdstilladelse efter bestemmelsen er en vurdering af udlændingens særlige individuelle kvalifikationer, bl.a. udlændingens uddannelsesmæssige baggrund, tidligere arbejdserfaring og relevante personlige egenskaber. Der kan blandt andet være tale om specialiserede kokke.
Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren er uddannet som kok i det etniske mexicanske køkken på universitet i Mexico, at han har dokumenteret deltagelsen i kokkekonkurrencer, hvor han vandt 1. plads i konditorkonkurrencen, og at han var semifinalist i mesterskabet ”Årets kok-2019” i Mexico, at han har 13 års arbejdserfaring inden for det mexicanske køkken samt 6 måneders praktikophold hos en 2-stjernet Michelin restaurant i Spanien, og at han i en periode på 7 måneder underviste i grundlæggende kulinariske færdigheder og teknikker inden for mexicansk gastronomi på universitet i Mexico.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at Restaurant A, som er optaget i Michelin-guiden og er omtalt som en af verdens bedste mexicanske restauranter uden for Mexico, hvis standarden skal være på Michelin-niveau, er på udkig efter en erfaren mexicansk kok med dyb viden om smag og teknikker i mexicansk madlavning, som løbende skal træne ca. 40 ansatte i mexicansk gastronomi. Udlændingenævnet har endelig lagt vægt på, at arbejdsgiveren efter mange ansøgninger og flere samtaler ikke kunne finde en dygtig kandidat i Europa, og at ansøgeren efter en lang og grundig ansøgningsproces, der også involverede en praktisk prøve, er blevet tilbudt ansættelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at ansøgeren er i besiddelse af sådanne særlige kulinariske kompetencer, som medfører, at han kan anses for at være specialiseret kok inden for det mexicanske køkken, og at andre ikke umiddelbart kan varetage den stilling med tilknyttede arbejdsopgaver, som han er tilbudt hos Restaurant A.
Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til SIRI med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om det ansøgte kan imødekommes.”
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet