Forlængelse ud over tre år
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. august 2020 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år
Dato: 25-08-2020Udlændingenævnet stadfæstede i august 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse som munk i Danmark til en thailandsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgeren havde i perioden fra december 2011 til december 2014 opholds- og arbejdstilladelse i Danmark som munk ved en religiøs forening. I maj 2018 indgav ansøgeren en ny ansøgning som munk hos samme religiøse forening.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan meddeles opholds- og arbejdstilladelse som munk ved en religiøs forening i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren første gang i december 2011 blev meddelt opholds- og arbejdstilladelse som munk ved en religiøs forening i Danmark, gyldig indtil juli 2012 og at denne opholdstilladelse senest i september 2013 blev forlænget indtil december 2014.
Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at ansøgeren allerede har haft opholds- og arbejdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, med en samlet varighed på kumulativt tre år, og at ansøgeren som udgangspunkt ikke kan forvente at blive meddelt opholds- og arbejdstilladelse udover de tre år.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at han har undervist i buddhistiske doktriner og meditation samt har praktisk erfaring med at undervise og fungere som en nødvendig del af den religiøse forening, samt at ansøgerens udøvelse af de buddhistiske funktioner har været en væsentlig og afgørende betydning for den religiøse forening.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes praksis, er der ved vurderingen af, om der kan meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, efter at en ansøger har været meddelt opholdstilladelse med en samlet varighed på kumulativt tre år, skal foretages en vurdering af, hvorvidt der er et vedvarende behov for at fastholde ordenspersoner af hensyn til det konkrete ordenssamfunds religiøse virke.
Udlændingenævnet henviser således til, at ansøgeren efter udløbet af sin opholds- og arbejdstilladelse som munk ved den religiøse forening i Danmark først indgav en ny ansøgning om opholds- og arbejdstilladelse knap tre og et halvt år efter udløbet af sin seneste opholdstilladelse.
Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der ikke kan anses for at have været et vedvarende behov for at fastholde ansøgeren inden for sit religiøse virke som munk for den religiøse forening i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at ansøgeren hvert år har været i Danmark i tre måneder, hvor han har arbejdet for den religiøse forening, at ansøgeren dermed har udført en kontinuerlig aktivitet i det religiøse ordensamfund, ligesom det fremgår af den religiøse forenings yderligere bemærkninger til klagen, at ansøgeren i perioden fra 2014 og frem fortsat har arbejdet som munk for foreningen i enten Danmark eller Thailand, herunder opfordret medlemmer af foreningen til at besøge templer i Thailand, samt at han i perioden fra 2015 til 2018 har opholdt sig ca. tre måneder årligt i Danmark, hvor han har arbejdet som munk for den religiøse forening i Danmark.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren ikke har haft opholds- og arbejdstilladelse til at udøve sin profession som munk i Danmark i den pågældende periode, og at det følger af udlændingelovens § 13, stk. 1, at udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse.
Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste alene har opholdt sig tre måneder årligt i Danmark, og at ansøgeren således ikke herved har statueret, at der har været vedvarende behov for at fastholde ansøgeren inden for sit religiøse virke som munk ved den religiøse forening i Danmark.
Udlændingenævnet henviser endvidere til foreningens egne oplysninger om, at ansøgeren har kunnet fortsætte sit virke som munk for foreningen i Thailand, hvorfor det må lægges til grund, at foreningen ikke i tilstrækkelig grad har brug for ansøgerens tilstedeværelse i Danmark, idet foreningen fortsat har kunnet udbyde undervisning inden for meditation.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. juli 2019 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år
Dato: 30-07-2019Udlændingenævnet stadfæstede i juli 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2018 om afslag på forlængelse af opholdstilladelse som religiøs forkynder til en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Ansøgeren var i februar 2018 meddelt opholdstilladelse som religiøs forkynder hos et islamisk center. I forbindelse med ansøgerens forlængelsessag udarbejdede Udlændingestyrelsen i august 2018 en søgerapport over ansøgerens aktiviteter på sin facebook-profil.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette meddelte ansøgeren afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren i januar 2015 på sin facebook-profil havde delt og ”synes godt om” en video, der hyldede attentatet begået i Paris i januar 2015 mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Udlændingenævnet vurderede, at ansøgeren ved at dele og ”synes godt om” den pågældende video havde udvist en adfærd, som gav grund til at tro, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed og den offentlige orden i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgerens advokat havde anført, at det kunne udledes af forarbejderne til udlændingelovens § 9 f, stk. 8, at der først ved endelig dom i Danmark eller i udlandet for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 136, stk. 2, kunne siges at foreligge et sikkert grundlag for at give afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af frygt for landets sikkerhed, og at ansøgeren ikke var dømt herfor. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet det efter Udlændingenævnets opfattelse ikke kunne udledes af lovens forarbejder, at bestemmelsen i udlændingelovens § 9 f, stk. 8, i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse eller forlængelse heraf alene kunne anvendes i tilfælde, hvor der forelå en endelig dom for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13 eller straffelovens § 136, § 266, § 266 a eller § 266 b. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter eksempelvis eller som udgangspunkt foreligger i de tilfælde, hvor udlændingens opholdstilladelse er blevet inddraget efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 19, stk. 5 (nu § 19, stk. 6). Udlændingenævnet lagde også vægt på, at det fremgik af udlændingelovens § 19, stk. 6, at en inddragelse efter denne bestemmelse forudsatte, at udlændingen ved endelig dom var idømt straf for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 136. Udlændingenævnet fandt således, at der med støtte i forarbejdernes ordlyd også kunne foreligge andre situationer, hvor § 9 f, stk. 8, kunne finde anvendelse, end de tilfælde, hvor der forelå en endelig dom i medfør af for eksempel straffelovens § 136, stk. 2. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 9 f, stk. 8, at bestemmelsen indebærer, at der stilles en form for værdighedskrav som betingelse for meddelelse af opholdstilladelse som religiøs forkynder med videre. Det forhold, at ansøgerens advokat havde oplyst, at andre personer havde haft adgang til ansøgerens facebook-profil, hvorfor disse personer kunne have delt og ”synes godt om” den pågældende video, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, ligesom det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at advokaten havde anført, at såfremt det var ansøgeren, som havde delt og ”synes godt om” den pågældende video, var det sket, uden at han havde forholdt sig til indholdet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at delingen og angivelsen ”synes godt om” var sket fra ansøgerens facebook-profil, og at ansøgeren måtte anses for at have ansvaret for, hvad der var offentliggjort på ansøgerens profil, uanset om ansøgeren aktivt havde forholdt sig til indholdet eller ej, og uanset om deling med videre var sket af andre personer, som havde haft adgang til ansøgerens facebook-profil. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren i forbindelse med brugen af sin facebook-profil ved deling og ”synes godt om” havde foretaget en aktiv handling, hvor der ud over den beskrevne video vedrørende terrorhandlingen i Paris i januar 2015 også var delt og ”synes godt om” en række andre billeder og videoer, herunder at ansøgeren i oktober 2017 havde ”synes godt om” et billede, der viste en dolk, der blev brugt til at dræbe en person, der havde udgivet en pamflet om profeten, som blev opfattet som krænkende, og at ansøgeren i marts 2016 på sin facebook-profil havde delt en video, hvor en forkynder hyldede en person, der havde henrettet en påstået blasfemiker. Udlændingenævnet vurderede på den baggrund, at ansøgeren efter en samlet konkret vurdering af sagens oplysninger havde udvist en sådan adfærd, herunder billigelse af vold og drab, at der var grund til at tro, at ansøgeren ville udgøre en trussel mod den offentlige tryghed eller den offentlige orden m.v. i Danmark. Det forhold, at advokaten havde anført, at ansøgeren ønskede at bidrage til den offentlige tryghed, den offentlige orden, og andres rettigheder og pligter gennem sit virke, og at ansøgeren forsøgte at bygge bro mellem sin religion og det omkringliggende samfund via sine forkyndelser i menigheden, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren efter Udlændingenævnets opfattelse med sine aktiviteter på facebook gentagne gange havde delt og ”synes godt om” videoer og billeder, som hyldede vold og drab. Det indgik endelig i Udlændingenævnets vurdering, at advokaten havde anført, at ansøgeren ikke i forbindelse med meddelelse af opholdstilladelse i september 2018 fik at vide, at ansøgeren efter Udlændingestyrelsens opfattelse udgjorde en trussel mod den offentlige tryghed, den offentlige orden, sundheden, sædeligheden eller andres rettigheder og pligter, at Udlændingestyrelsens afgørelse var baseret på nogle historiske ”synes godt om” og delinger på en åben facebook-side foretaget før ansøgeren havde fået opholdstilladelse i Danmark, og som Udlændingestyrelsen derfor havde haft adgang til at tjekke, og at alle undtaget et af de forhold, Udlændingestyrelsen havde anført, lå forud for ansøgerens ankomst til Danmark. Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de i Udlændingestyrelsens søgerapport fra august 2018 gengivne forhold vedrørte en periode på cirka fem år, og at forholdene dermed efter Udlændingenævnets vurdering gav et billede af ansøgerens holdninger til vold og drab. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at Udlændingestyrelsen ikke allerede i forbindelse med meddelelsen af ansøgerens opholdstilladelse i februar 2018 havde været opmærksom på de nævnte forhold, idet Udlændingestyrelsen i forbindelse med en ansøgning om forlængelse af ansøgerens opholdstilladelse skulle foretage en ny vurdering af, om ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark og i den forbindelse havde vurderet, at dette på baggrund af de i søgerapporten beskrevne forhold ikke var tilfældet, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 8. Udlændingenævnet konstaterede i øvrigt, at Udlændingestyrelsen i juni 2018 ændrede administrativ praksis og siden havde foretaget en undersøgelse af alle ansøgere, der søgte om opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f. FAM/2019/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 13. februar 2019 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år
Dato: 13-02-2019Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2019 Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2018 om afslag på forlængelse af en opholdstilladelse som missionær til en brasiliansk statsborger. Ansøgeren var i oktober 2017 meddelt opholdstilladelse som missionær ved en kirke i Danmark. Der blev i forbindelse med ansøgerens forlængelsesansøgning fremlagt en arbejdsbeskrivelse, hvoraf fremgik, at ansøgerens primære arbejdsopgaver i kirken bestod af fotografering til kirkens arrangementer, udvikling af PR- og kommunikationsstrategi, administrative opgaver, og at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, idet det ikke sås godtgjort, at ansøgeren igennem en kontrakt eller ansættelsesaftale skulle virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansøgeren var ansat 37 timer om ugen som missionær, at ansøgerens stillings- og funktionsbeskrivelse skulle udarbejdes lokalt, og at det fremgik af ansøgerens arbejdsbeskrivelse, at ansøgerens primære ansvarsopgaver indbefattede fotografering til samtlige af kirkens arrangementer, at ansøgeren var en del af kirkens PR- og kommunikationsstrategiteam, at ansøgeren skulle arrangere kulturelle events og løbende hjælpe med administrative opgaver, og endelig at ansøgeren skulle deltage i gudstjenestefællesskaber hver søndag, hvor ansøgeren skulle stå for enten velkomstteam, praktiskteam eller cafeteam. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens primære arbejdsopgaver ikke var at virke som missionær i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det til støtte for klagen anførte omkring, at ansøgeren i forbindelse med sin første ansøgning om opholdstilladelse som missionær fik udarbejdet en ansættelseskontrakt fra juni 2017 og en tilhørende jobbeskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver, hvoraf det fremgik, at ansøgerens arbejde primært bestod af forkyndelse, at denne ansættelseskontrakt fortsat var gældende, og at arbejdsgiveren havde indsendt en forkert jobbeskrivelse, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens oprindelige ansættelseskontrakt fra juni 2017, at ansøgerens arbejde kunne bestå af forkyndelse, outreach, kirkearrangementer, ungdomsarbejde, lovsang og samtaler, og at ansøgerens daglige arbejde blev tilrettelagt i samråd med menighedens daglige ledelse, og at det fremgik af ansøgerens nye arbejdsbeskrivelse, som var udarbejdet efter klagens indgivelse, at ansøgeren varetog flere forskellige missionære arbejdsopgaver, som arbejdsgiveren mente matchede ansøgerens kvalifikationer og kompetencer bedst i arbejdet med spansktalende, herunder gadeevangelisation, hjemmebesøg, religiøse grupper, bibelstudier, lovsang og andagt på portugisisk, samt at ansøgeren arrangerede kulturelle events for spansktalende, var ansvarlig for opstart af kirkens ugentlige fodboldtjeneste, at han var en fast del af kirkens kommunikationsteam, og at han stod for fotografering og redigering af billeder samt PR. Udlændingenævnet lagde på den baggrund til grund, at størstedelen af de opgaver, som ansøgeren ifølge de fremlagte arbejdsbeskrivelser udførte for kirken, var af administrativ, markedsføringsmæssig og eventmæssig karakter, og at ansøgerens hovedopgave således ikke var at missionere. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af både kontrakten og arbejdsbeskrivelserne, at ansøgerens daglige arbejdsopgaver var tilrettelagt af menighedens daglige ledelse ud fra de af ansøgerens kvalifikationer og kompetencer, som han matchede bedst i arbejdet med spansktalende. FAM/2019/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Religiøse forkyndere – Forlængelse ud over tre år
Dato: 16-04-2015Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til en indisk statsborger. Ansøgeren blev i januar 2003 meddelt opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder, som senest blev forlænget til februar 2006. Ansøgeren blev i februar 2008 meddelt afslag på yderligere forlængelse af sin opholdstilladelse. Denne afgørelse blev ikke påklaget til den daværende klagemyndighed. I juni 2013 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdstilladelse i Danmark som religiøs forkynder. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren skulle virke som hjælpepræst, hvorefter Udlændingestyrelsen i oktober 2013 meddelte ansøgeren afslag på opholdstilladelse som religiøs forkynder. I forbindelse med Udlændingenævnets behandling af sagen indhentede nævnet blandt andet en udtalelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende praksis for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f. Udlændingestyrelsen oplyste i oktober 2014 til Udlændingenævnet, at der i henhold til praksis sker forlængelse af opholdstilladelse ud over tre år efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, til religiøse forkyndere, såfremt ansøgeren er meddelt vielseskompetence, og at en religiøs forkynder, der ikke er meddelt vielseskompetence, ikke kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år – heller ikke ved at skifte opholdsgrundlag eller ved at være udrejst i en periode. Udlændingestyrelsen anførte endvidere, at en udlænding, der her i landet skal virke som missionær, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 2, ikke kan meddeles vielseskompetence og ikke i henhold til praksis kan få forlænget sin opholdstilladelse ud over tre år. Udlændingestyrelsen anførte endelig, at der i henhold til praksis kan ske forlængelse af en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 3, ud over tre år til en person, som virker inden for et religiøst ordenssamfund, uanset at den pågældende ikke er meddelt vielseskompetence, og at denne praksis typisk har været aktuel for munke og nonner inden for den katolske kirke og ordenssøstre inden for den russisk ortodokse kirke. Udlændingestyrelsen udtalte endvidere i januar 2015 med hensyn til betingelsen i udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, hvorefter forlængelse af en opholdstilladelse som religiøs forkynder ud over tre år betinges af, at den pågældende er meddelt vielseskompetence, at i henhold til lov om ægteskabets indgåelse og opløsning (ægteskabsloven) kan kirkelig vielse finde sted inden for folkekirken, inden for de anerkendte trossamfund og inden for andre trossamfund, når sådanne andre trossamfund har præster, der er bemyndiget til at foretage vielser, og at Ankestyrelsen efter ansøgning kan meddele vielseskompetence til en udlænding, der har opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, som religiøs forkynder, der er tilknyttet folkekirken eller et anerkendt eller godkendt trossamfund. I forlængelse heraf anførte Udlændingestyrelsen, at vielseskompetencen således er meddelt den enkelte forkynder og ikke trossamfundet, og at trossamfund og menigheder, som har udenlandske religiøse forkyndere tilknyttet, i høj grad er afhængig af forkynderens bistand i forbindelse med visse handlinger med borgerlig gyldighed, herunder at have tilknyttet religiøse forkyndere, der kan have opholdstilladelse ud over tre år. Advokaten gjorde blandt andet gældende, at ansøgeren – som følge af sin trosretning – ikke havde mulighed for at opnå eller udøve vielsesritualer, som kunne tillægges borgerlig gyldighed, at det har udelukket, at en præst eller hjælpepræst inden for trossamfundet kunne tillægges borgerlige vielseskompetencer, at ansøgeren ikke skulle anses som missionær, da tamilsk hinduisme er en ikke-missionerende religion, og at ansøgeren derfor burde sidestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Advokaten gjorde endvidere gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, var tale om indirekte forskelsbehandling og henviste i den forbindelse blandt andet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke på ny kunne meddeles opholdstilladelse som religiøs forkynder, herunder som hjælpepræst, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnt fandt således, at ansøgningen om opholdstilladelse med rette var behandlet efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, uanset at ansøgerens advokat havde gjort gældende, at ansøgeren ikke missionær, og at tamilsk hinduisme i øvrigt var en ikke-missionerende religion, hvorfor ansøgeren burde ligestilles med en person, der skal virke inden for et religiøst ordenssamfund, jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke var omfattet af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 3, da denne bestemmelses anvendelsesområde er nonner og munke, der traditionelt virker internt i et religiøst ordenssamfund og ikke virker som forkyndere, jf. § 9 f, stk. 1, nr. 1, eller som missionærer efter § 9 f, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren var ikke tilknyttet sit trossamfund som munk og kunne efter Udlændingenævnets opfattelse ikke ligestilles med en person tilhørende en munkeorden, herunder anses for at have en sådan funktion inden for sit trossamfund, at hans virke kunne karakteriseres som et traditionelt internt virke. Udlændingenævnet henviste endvidere til advokatens beskrivelse af ansøgerens arbejdsopgaver som hjælpepræst, hvoraf det fremgik, at ansøgeren skulle assistere under samtlige daglige ritualer, at det var svært for templets hovedpræst at klare ritualerne alene, og at ansøgeren derfor skulle kunne varetage de ceremonielle opgaver. Ansøgeren blev således af trossamfundet selv beskrevet som ”hjælpepræst”. Efter det oplyste skulle ansøgeren ansættes med henblik på at hjælpe præsten i forbindelse med trossamfundets ceremonielle handlinger, hvilket måtte ligestilles med et eksternt virke med henblik på forkyndelse eller assistance til forkyndelse af trossamfundets religiøse budskab. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde haft opholdstilladelse i perioden fra januar 2003 til februar 2006 og ikke var meddelt vielseskompetence i Danmark. Ansøgeren kunne således med henvisning til praksis ikke på ny meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det forhold, at advokaten havde gjort gældende, at der ved den af udlændingemyndighederne førte praksis for meddelelse af opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, i højst kumulativt tre år for personer, der ikke er meddelt vielsesmyndighed i Danmark, består en indirekte forskelsbehandling som følge af ansøgerens trosretning, idet ansøgeren ikke kunne eller ville opnå vielseskompetence som følge af sin religion, og at gerningen som hjælpepræst inden for ansøgerens trossamfund går i arv fra far til søn, samt at dette skulle være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, herunder retten til at udøve sin religion, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til et ændret udfald af sagen. Udlændingenævnet fandt, at der ved denne praksis ikke var tale om indirekte forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9, da der ligger et sagligt formål bag den særlige adgang til forlængelse af opholdstilladelse for personer, der er meddelt vielseskompetence, idet visse trossamfund, der ikke har vielsesadgang, i høj grad kan være afhængige af forkyndere, der er meddelt vielseskompetence. FAM/2015/119.
Senest opdateret: 15-04-2019
Udgiver: Udlændingenævnet