EU
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – reelt og faktisk ophold
Dato: 17-08-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Japan, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var kæreste med en dansk statsborger, og parret havde siden juni 2018 boet i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, herunder Marokko. Parret oplyste til ansøgningen, at de havde rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned. Parret havde i perioden fra januar 2020 til juli 2020 boet på en campingplads i Storbritannien, hvor de oprindeligt havde haft til hensigt at opholde sig i 3 måneder, idet ansøgeren alene have ret til at opholde sig i landet i 180 dage. Parret endte imidlertid med at opholde sig på campingpladsen frem til primo juli 2020 grundet COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra maj 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet vurderer, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i en anden medlemsstat i perioden fra december 2019 og frem til juli 2020, hvilket er en grundlæggende betingelse for, at ansøgeren kan få ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at den danske statsborgers ophold i Storbritannien ikke fører til, at ansøgeren kan aflede opholdsret fra den danske statsborger.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at den danske statsborger flyttede til Storbritannien med henblik på at bosætte sig dér og etablere en reel tilværelse, eller at den danske statsborger har draget konsekvenserne af at være flyttet til et andet land.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har oplyst, at han og ansøgeren siden juni 2018 har boet sammen i en autocamper og rejst rundt i og omkring Europa, og at de i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020 boede i deres autocamper på en campingplads i Storbritannien, hvor de ville opholde sig i 3 måneder, men at de endte med at være der i længere tid på grund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående oplysninger taler imod, at den danske statsborger har haft et reelt og faktisk ophold i Storbritannien.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at den danske statsborger og ansøgeren indrejste i Storbritannien alene med henblik på at opholde sig i Storbritannien i en kort periode og således ikke med henblik på, at etablere et reelt ophold i Storbritannien og faktisk bosætte sig i landet.
Udlændingenævnet har herved også lagt vægt på den danske statsborgers oplysninger om, at han og ansøgeren siden juni 2018 har rejst ind og ud af Schengenlandene hver 3. måned, hvilket efter Udlændingenævnet opfattelse taler for, at opholdet i Storbritannien alene havde karakter af et ferielignende ophold.
Det forhold, at den danske statsborger har fremlagt kopi af en underskrevet erklæring fra campingpladsen i Storbritannien, hvor det bekræftes, at den danske statsborger og ansøgeren har boet på campingpladsen i perioden fra januar 2020 og frem til juli 2020, en bookingbekræftelse fra campingpladsen fra januar 2020 samt 4 kvitteringer fra campingpladsen dateret i januar 2020, maj 2020, juni 2020 og juli 2020, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Kontoudskrifter fra den danske statsborgers bankkonto i en britisk bank for perioden fra januar 2020 til juni 2020 og kontoudskrifterne fra hans danske bankkonto for perioden fra oktober 2019 til september 2020 kan heller ikke føre til en ændret vurdering. Dette gælder uanset, at der af disse fremgår oplysninger om bl.a., at den danske statsborger siden december 2019 og frem til primo august 2020 har haft et sædvanligt forbrug i Storbritannien.
Ydermere kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er fremlagt dokumentation i form af 2 booking bekræftelser fra december 2019 vedrørende den danske statsborgers og ansøgerens rejse med færge samt et brev fra juni 2020 udstedt af de britiske myndigheder, hvoraf det fremgår, at de britiske myndigheder traf afgørelse om at forlænge ansøgerens 180 dages ophold i Storbritannien frem til juli 2020 på baggrund af COVID-19 pandemien.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at dokumentationen ikke i sig selv ændrer karakteren af den danske statsborgers og ansøgerens ophold i Storbritannien, der alene havde karakter af et ferielignende ophold. Dette understøttes af oplysningen om, at ansøgeren opholdt sig i Storbritannien i kraft af en begrænset ret til 3 måneders midlertidigt besøgsophold som visumfri statsborger og ikke med henblik på at tage fast ophold.
Den til sagen fremlagte kopi af den danske statsborgers skøde vedrørende salget af hans ejerbolig i Danmark, hvoraf det fremgår, at han indgik købsaftalen i juli 2019, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at købsaftalen ikke er indgået i umiddelbar forlængelse af, at den danske statsborger rejste til Storbritannien.
Den danske statsborgers oplysninger om, at SIRI i deres afgørelse havde vurderet, at den danske statsborger havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, idet SIRI ikke i afgørelsen har anfægtet denne betingelse, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der altid skal foretages en samlet vurdering af, hvorvidt samtlige af betingelser er opfyldt for at blive meddelt opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter EU-retten.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved brev fra januar 2022 gav den danske statsborger mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger eller dokumentation til sagen, som bl.a. kunne tale for, at han havde etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien, og at der ikke er fremkommet yderligere til sagen herefter.
Det er i øvrigt indgået i Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger har fremlagt forskellig dokumentation til sagen vedr. hans og ansøgerens samlivsforhold, og at han også i sin klage er fremkommet med oplysninger til støtte hertil.
Udlændingenævnet henviser herved til, at den danske statsborger har fremlagt kopi af bl.a. et antal billeder visende ham og ansøgeren sammen i forskellige lande, en underskrevet erklæring fra maj 2019 fra en campingplads beliggende i Marokko, hvoraf det fremgår, at den danske statsborger og ansøgeren har opholdt sig på campingstedet fra april 2019 til maj 2019 samt et brev fra marts 2021 fra Familieretshuset vedrørende ægteskabsbevis. Ligeledes er der fremlagt dokumentation for ansøgerens ufrivillige abort og scanningsbilleder fra et dansk hospital.
Den danske statsborger har endvidere i sin klage anført bl.a., at han har haft tilstrækkelige indtægter og midler til at forsørge både sig selv og ansøgeren gennem hele deres samlivsforhold, og at der efter EU-retten ikke gælder et minimumskrav for samlivets varighed, men alene en antagelse eller en formodning.
Udlændingenævnet finder, at ovenstående ikke kan føre til en ændret vurdering allerede fordi, at det er Udlændingenævnets vurdering, at den danske statsborger ikke har haft etableret et reelt og faktisk ophold i Storbritannien. Udlændingenævnet har således i denne afgørelse ikke taget stilling til, hvorvidt ansøgeren opfylder betingelserne for at kunne anses for omfattet af personkredsen som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1.
Oplysningerne om, at den danske statsborger og ansøgeren har et stort ønske om at blive gift og stifte familie, og den danske statsborgers henvisning til den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8 vedrørende retten til respekt for familieliv og artikel 9 vedrørende retten til at indgå ægteskab og retten til at stifte familie, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster på baggrund af ovenstående grunde SIRI's afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. juni 2022 – EU – Primær bevægelighed – selvstændig erhvervsdrivende
Dato: 17-08-2022Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI´s afgørelse om, at en statsborger fra Polen ikke opfyldte betingelserne for at opnå opholdsret som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren søgte i oktober 2021 om ret til ophold som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-retten. Ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han var medejer af en virksomhed sammen med en anden navngiven person her i landet. Som dokumentation for virksomhedens drift og aktiviteter samt ansøgerens involvering i virksomheden fremlagde ansøgeren bl.a. kopi af virksomhedens forretningsplan, driftsbudget og resultatopgørelse. Det var ikke til sagen indsendt dokumentation for at ansøgeren var involveret i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra januar 2022. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for ret til ophold i Danmark som selvstændig erhvervsdrivende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens samlede oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses som selvstændig erhvervsdrivende i EU-rettens forstand, idet han ikke har sandsynliggjort, at han aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at ansøgeren på en stabil og vedvarende måde har involveret sig og foretaget regelmæssige økonomiske aktiviteter i virksomheden i et sådant omfang, at han kan anses som selvstændig erhvervsdrivende.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af den fremlagte forretningsplan for virksomheden, at det hovedsageligt er en anden navngiven person, som er ansvarlig for den regelmæssige drift af og de økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Det fremgår således af forretningsplanen, at den anden navngivne person i virksomheden er ansvarlig for bl.a. den digitale markedsføring, kundebesøg, telefonsalg, annoncering, tryksager, presse og PR, skiltning præsentationsmateriale, digitale bogføring, momsafregning, varebestilling m.v.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at ansøgerens aktiviteter i virksomheden alene består ved, at han sammen med den anden navngivne person er ansvarlig for forhandlingen i forhold til priser og rabatter, og at han i samråd med en rådgivningsvirksomhed og den anden navngivne person er med til at udarbejde virksomhedens regnskab.
Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger taler imod, at ansøgeren i en tilstrækkelig grad tager del i og involverer sig i udøvelsen af de økonomiske aktiviteter i virksomheden, ligesom oplysningerne ikke er dokumenteret.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af et internt driftsbudget for virksomheden i perioden fra november 2021 til oktober 2022, ligesom det ikke kan føre til en ændret vurdering, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af en resultatopgørelse for virksomhedens regnskabsår, hertil for perioden fra juni 2021 til december 2021.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at driftsbudgettet og resultatopgørelsen for virksomheden ikke dokumenterer ansøgerens faktiske deltagelse i virksomheden, at der ikke herudover er fremlagt dokumentation for virksomhedens faktiske omsætning, den daglige drift og de regelmæssige økonomiske aktiviteter. Udlændingenævnet henviser herved til dokumentation i form af f.eks. fakturaer, kvitteringer eller lignende i forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne i virksomheden, virksomhedens kontakt med kunder og eventuelle køb af produkter og øvrige arbejdsredskaber til brug for udførelsen af arbejdet m.v.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremlagt kopi af et kontoudskrift for perioden fra november 2021 til december 2021, hvorpå der i december 2021 er registreret posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet Udlændingenævnet henviser til, at det er den anden navngivne persons navn, der fremgår af udskriftet, og at de økonomiske aktiviteter således ikke kan henføres til ansøgeren.
Det er endvidere indgået i vurderingen, at ansøgeren i forbindelse med klagen har fremlagt kopi af et udskrift fra januar 2022 fra banken, hvorpå ansøgerens navn fremgår. Dette kan imidlertid ikke føre til en ændret vurdering, idet der på udskriftet ikke fremgår oplysninger om posteringer vedrørende økonomiske aktiviteter i virksomheden.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det ved opslag i www.virk.dk fremgår, at ansøgeren og den anden navngivne person begge er medejere af virksomheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan udgøre tilstrækkelig dokumentation for, at ansøgeren aktuelt udfører arbejde af faktisk og reel karakter i virksomheden i et ikke ubetydeligt omfang.
Endelig kan det heller ikke føre til en ændret vurdering, at ansøgeren til sagen har fremlagt kopi af en lejekontrakt for beboelse gældende fra august 2021 beliggende på en dansk adresse, og hvorpå både ansøgeren og den anden navngivne person fremgår som lejere af lejligheden. Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der er tale om en beboelseslejlighed, som ikke i sig selv kan tillægges vægt i vurderingen af, om ansøgeren kan anses som selvtænding erhvervsdrivende i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet stadfæster derfor på baggrund af ovenstående SIRI's afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 8. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt
Dato: 09-08-2022Udlændingenævnets afgørelse af 9. august 2022 – EU – Primær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt
Udlændingenævnet stadfæstede i august 2022 SIRIs afgørelse vedrørende en statsborger fra Pakistan, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til sin myndige søn, der var unionsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren indrejste i Danmark i april 2017 og indgav i december samme år ansøgning om opholdsret som medfølgende familiemedlem til sin myndige søn, der havde opholdsret i Danmark. Ansøgeren fik afslag og i februar 2021 indgav ansøgeren på ny ansøgning om opholdsret til sin søn, der havde fået tidsubegrænset opholdsret. Ansøgeren og unionsborgeren havde efter det oplyste boet sammen i Italien frem til 2014, hvorefter ansøgeren udrejste til Pakistan sammen med sin nu afdøde ægtefælle. Unionsborgeren var indrejst i Danmark i februar 2016 med sin ægtefælle og børn. Der var til sagen bl.a. fremlagt kopi af unionsborgerens kontoudtog og det var oplyst, at ansøgeren var analfabet og ikke havde en bankkonto. Der var til sagen fremlagt en lægeudtalelse fra juni 2021, hvoraf det fremgik, at ansøgeren gennem flere år havde led af kronisk hepatitis HCV samt en yderligere række alderdomsrelaterede sygdomme som f.eks. demenssymptomer og var i behandling med PPI og riopan gel.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 2, som person med ret til tidsubegrænset opholdsret.
Udlændingenævnet fastholder imidlertid SIRI’s afgørelse fra december 2021. Ansøgeren har således ikke ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til en unionsborger efter EU-opholdsbekendtgørelsens §15, idet Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, 5 eller 6.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke er omfattet af personkredsen i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 4, idet det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren i et omfang, der kan begrunde, at ansøgeren falder under bestemmelsens anvendelsesområde.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af ansøgningsskemaet, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren siden 2001, og at partsrepræsentanten i forbindelse med ansøgningen fra december 2017 havde oplyst, at unionsborgeren hver anden til tredje måned via bekendte sendte penge til ansøgeren under hendes ophold i Pakistan, som efter det oplyste varede fra 2014 til april 2017.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation til støtte for, at der har fundet forsørgelse sted, herunder oplysninger om, til hvem, hvornår og hvordan de pågældende penge er blevet overleveret, hvilke beløb, der er tale om, hvad beløbet skulle dække samt dokumentation, der understøtter, at ansøgeren faktisk har modtaget pengene.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten ved henvendelse i april 2018 oplyste, at ansøgeren ikke havde en bankkonto, at hun er analfabet, og at hun ikke selv kunne tage vare på sin egen økonomi eller være i stand til at afhente beløbene hos en transfer og veksle til hjemlandets valuta, idet det ikke alene på denne baggrund kan anses for godtgjort, at der har været et reelt forsørgelsesbehov mellem unionsborgeren og ansøgeren i perioden forud for ansøgeren indrejse i Danmark.
Ligeledes kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der i forbindelse med ansøgning i februar 2021 er et kontoudskrift af unionsborgerens konto i en dansk bank for perioden fra marts 2016 til marts 2017, idet det ikke heraf fremgår, at unionsborgeren har forsørget ansøgeren.
Det til støtte for klagen anførte om, at det er dokumenteret, at ansøgeren har boet hos sin søn i de sidste par år, og at det dermed er underforstået, at hun er blevet forsørget af ham, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det materielle behov for forsørgelse skal foreligge i familiemedlemmets hjemland eller i det land, hvor den pågældende kom fra, på det tidspunkt, hvor familiemedlemmet ansøger om at slutte sig til unionsborgeren.
Udlændingenævnet henviser herved til, at der kan stilles krav om, at familiemedlemmet i en anseelig periode regelmæssigt skal have modtaget en sum penge fra unionsborgeren, og at denne sum skal være nødvendig for at sikre familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder, jf. C-423/12, Reyes.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens§ 3, stk.1, nr. 5
Udlændingenævnet finder endvidere, at ansøgeren ikke har været optaget i unionsborgeren husstand forud for hendes indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2016, at han i februar 2016 fik udstedt et registreringsbevis som arbejdstager, og at han i juli 2021 fik tidsubegrænset opholdsret, og at det derved må lægges til grund, at han har haft sin hustand i Danmark. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at det fremgår af ansøgerens ansøgning om opholdsret fra december 2017, at hun indrejste i Danmark i april 2017, og at det fremgår af ansøgning om opholdsret i februar 2021, at hun indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om hun indrejste i april 2017 eller oktober 2017 fra Pakistan, må det lægges til grund, at hun ikke delte hustand med unionsborgeren umiddelbart forud for sin indrejse.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det til sagen er oplyst, at ansøgeren boede sammen med unionsborgeren, hendes ægtefælle, og unionsborgeren ægtefælle og børn i Italien frem til 2014, hvor ansøgeren udrejste til Pakistan med sin ægtefælle, da hun efter det oplyste først indrejste i Danmark i oktober 2017. Uanset om de havde delt bopæl i Italien frem til 2014 ville ansøgeren således ikke kunne anses for at have været en del af unionsborgerens husstand i en længere periode umiddelbart forud for sin indrejse i Danmark.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten har oplyst, at ansøgeren i januar 2017 vendte tilbage til Italien for at bo dér sammen med unionsborgeren, idet unionsborgeren på daværende tidspunkt boede i Danmark, og partsrepræsentanten i 2018 oplyste, at ansøgeren boede sammen med sin datter i Italien i 2017, før hendes indrejse i Danmark.
Vurdering efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 6
Udlændingenævnet finder endeligt, at der ikke er alvorlige helbredsmæssige grunde, der gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af den til sagen indsendte lægeerklæring fra juni 2021 fra en dansk læge, at ansøgeren lider af helbredsmæssige problemer, herunder kronisk hepatitis HCV, gastrit, svimmelhed, faldtendens, og at hun er svagtseende og lider af inkontinenssymptomer, at hun er kronificeret og har klare demens-symptomer, og at hun er i behandling med PPI og riopan gel.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at ansøgeren har lidt af flere af de pågældende helbredsproblemer gennem flere år, idet det fremgår af den tidligere indsendte udtalelse fra maj 2017 fra ansøgerens læge i Italien, at hun led af kronisk hepatitis HCV og var i behandling med Interferon og Ribavirin, at hun havde behov for løbende blodprøver, undersøgelser og klinisk kontrol, og at hun også led af mavebrok og gastritis og var i behandling med Ranitidin og Riopan gel.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der efter det oplyste i perioden fra 2014, hvor hun udrejste af Italien, og indtil hendes indrejse i Danmark, har været andre personer, der har boet sammen med hende og efter det oplyste har kunnet give hende den nødvendige hjælp og pleje, herunder hendes ægtefælle, en hjemmehjælper i Pakistan, og hendes datter i Italien.
Det til støtte for klagen anførte om, at ansøgeren er mere end 80 år og er begyndt at udvise demenslignende symptomer, og at hun ikke er blevet plejet af, eller modtaget økonomisk eller social hjælp fra andre personer end unionsborgeren, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet det ikke på denne baggrund kan anses for absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer ansøgeren, idet hendes tidligere plejebehov har været tilgodeset via bl.a. en hjemmehjælper.
Udlændingenævnet finder således, at oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige problemer ikke i sig selv kan føre til en antagelse om, at der er tale om helbredsmæssige forhold, som gør det absolut nødvendigt, at unionsborgeren personligt plejer hende.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Dato: 16-06-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 16.06.2022 – Primær bevægelighed – Medfølgende familiemedlem – Samlevende
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Kenya. Ansøgeren havde søgt om opholdskort som samlevende til en rumænsk statsborger.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var efter det oplyste indrejst i Danmark i januar 2017. Unionsborgeren var i CPR registreret indrejst i februar 2020 og havde ophold i Danmark som arbejdstager efter EU-retten. Til ansøgningen om opholdsret som samlevende var vedlagt et antal billeder af parret og screenshots af whatsapp-samtaler mellem parret. Der var ingen dokumentation for at parret på noget tidspunkt havde haft fælles bopæl. I januar 2022 fødte ansøgeren parrets fællesbarn.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet har indledningsvis lagt til grund, at unionsborgeren opfylder betingelserne som hovedperson efter EU-opholdsbekendtgørelsen, idet han opfylder betingelserne på baggrund af sin opholdsret som arbejdstager, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke har ret til ophold i Danmark som medfølgende familiemedlem til unionsborgeren efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 10, idet ansøgeren ikke er omfattet af kredsen af familiemedlemmer i EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, der kan få opholdsret i Danmark.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at det ikke er behørigt dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren kan anses som faste samlevende efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2, da der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at der imellem dem består en varig tilknytning.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der som dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende er indsendt et antal billeder og screenshots af whatsapp-samtaler. Udlændingenævnet finder imidlertid, at disse ikke dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende, idet det indsendte alene dokumenterer, at ansøgeren og unionsborgeren har haft kontakt. Det kan på baggrund af de indsendte oplysninger således ikke lægges til grund, at der består en behørigt dokumenteret varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren.
Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at der ikke til sagen er fremlagt dokumentation for at ansøgeren og unionsborgeren har haft fælles bopæl, f.eks. i form at en lejekontrakt eller skøde, at der ikke er indsendt dokumentation for betaling af husleje, eller øvrige udgifter til fælles forbrug eller anden behørig dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren har været samlevende.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at SIRI ved brev fra september 2021 oplyste, at førend ansøgeren kunne få et opholdsdokument som samlevende, var det nødvendigt, at det blev dokumenteret, at ansøgeren og unionsborgeren havde haft et længerevarende fast samlivsforhold med fælles bopæl i 1½ til 2 år, og at de oplysninger og dokumenter, som ansøgeren havde indleveret i forbindelse med ansøgningen ikke var tilstrækkelig dokumentation. SIRI oplyste herefter, at dokumentation f.eks. kunne være dokumentation for fælles bopælsregistrering, fælles lejekontrakt, fælles bankkonto, fælles lån, fælles regninger, fælles forsikringer, og breve sendt til ansøgeren og unionsborgeren til deres adresse, men at der ikke er indsendt sådan dokumentation.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren efter det oplyste indrejste i Danmark i januar 2017, at ansøgeren således efter det oplyste skulle have haft bopæl i Danmark i mere end 5 år, men at der ikke er fremlagt dokumentation for, at ansøgeren har foretaget dispositioner i Danmark i denne periode udover 1 undersøgelse i København i juli 2021 i forbindelse med ansøgerens graviditet.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at det fremgår af CPR, at unionsborgeren indrejste i Danmark i februar 2020, og at han samme dag fik opholdsbevis som arbejdstager efter EU-retten, og at ansøgeren og unionsborgeren, efter det oplyste, således begge skulle have opholdt sig i Danmark i mere end 2 år, da dette forhold ikke dokumenterer, at ansøgeren på noget tidspunkt har været samlevende med unionsborgeren.
Det forhold, at det til sagen blev oplyst, at ansøgeren var gravid med ansøgeren og unionsborgerens fællesbarn, og at det fremgår CPR, at ansøgeren i januar 2022 fødte et barn og at unionsborgeren er registreret som far kan ikke føre til en ændret vurdering, da dette ikke i sig selv dokumenterer, at der består en varig tilknytning mellem ansøgeren og unionsborgeren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, nr. 2
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at der ikke er fremlagt anden dokumentation for, at ansøgeren og unionsborgeren på noget tidspunkt har været samlevende.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRIs afgørelse fra december 2021.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Dato: 14-06-2022Udlændingenævnets afgørelse af 14. juni 2022 – EU – primær bevægelighed - udstationerede
Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om udstedelse af EU-opholdskort som udstationeret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren blev i januar 2021 anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 3, fordi ansøgeren uden en gyldig opholds- og arbejdstilladelse var blevet antruffet i færd med at arbejde på en byggeplads i Kastrup. Ansøgeren havde forinden søgt om udstedelse af EU-opholdskort hos SIRI som udstationeret tredjelandsstatsborger, idet ansøgeren oplyste at være udstationeret i Danmark for at levere tjenesteydelser på vegne af sin polske arbejdsgiver. I februar 2021 traf SIRI afgørelse om, at ansøgeren ikke var omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret.
Udlændingenævnets afgørelse:
Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra februar 2021. Ansøgeren har derfor ikke opfyldt betingelserne for ret til ophold i Danmark efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Udlændingenævnet finder således på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at ansøgeren ikke kan anses for at have været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens regler som udstationeret tredjelandsstatsborger, som er ansat i en virksomhed i anden medlemsstat, og som er sendt til Danmark for på vegne af sin arbejdsgiver at levere en tjenesteydelse i Danmark.
Udlændingenævnet finder derimod, at de foreliggende oplysninger samlet set medfører en antagelse om, at formålet med ansøgerens udstationering til Danmark har været at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og at omgå reglerne om arbejdstilladelse.
Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark den 16. december 2020, hvor ansøgeren efter det oplyste skulle udføre arbejdsopgaver på vegne af sin polske arbejdsgiver, som ifølge den fremlagte ansættelseskontrakt af 12. december 2020 havde ansat ansøgeren som fliselægger (”glazumik”) i en tidsbegrænset stilling indtil den 12. december 2021.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at der er uoverensstemmelse mellem varigheden af ansøgerens udstationering til Danmark og varigheden af den tjenesteydelse, som den polske virksomhed skulle levere til den danske virksomhed (modtager-virksomheden), hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til Polen og udføre arbejde for den polske virksomhed i overensstemmelse med ansættelseskontrakten.
Det fremgår således af den fremlagte udstationeringsaftale af 15. december 2020 mellem ansøgeren og den polske virksomhed, at ansøgeren fra den 16. december 2020 til den 16. marts 2021 skulle udstationeres af den polske virksomhed for at udføre arbejdsopgaver i Danmark.
Derimod fremgår det af den fremlagte underentrepriseaftale af 4. januar 2021 mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed, at aftalen alene omfatter perioden fra den 4. januar 2021 til den 30. januar 2021. Der er ikke fremlagt dokumentation for, at den polske virksomhed før den 4. januar 2021 eller efter den 30. januar 2021 havde en aftale om levering af tjenesteydelser i Danmark.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at ansøgerens udstationeringsaftale ikke indeholder oplysninger om f.eks., hvilke konkrete arbejdsopgaver ansøgeren skulle udføre, hvor i Danmark eller til hvilken virksomhed, der skulle leveres tjenesteydelser, men at det alene er angivet i aftalen, at ansøgeren skulle udføre arbejdsopgaver relateret til byggeri og generelle renoveringsopgaver i Danmark.
Udlændingenævnet finder, at det forhold, at ansøgeren blev udstationeret til Danmark blot 4 dage efter sin ansættelse og inden underentrepriseaftalens indgåelse, og at arbejdsopgaverne i udstationeringsaftalen er meget bredt formuleret, taler for, at formålet med ansøgerens ansættelse og udstationering alene var at blive sendt til Danmark for at opnå adgang til arbejdsmarkedet.
Ved vurderingen af, om ansøgeren kan anses for at have opfyldt betingelserne som udstationeret i medfør af EU-opholdsbekendtgørelsen, har Udlændingenævnet yderligere lagt vægt på, at det fremgår af underentrepriseaftalen, at den polske virksomheds arbejdsopgaver omfattede udjævning af gulve i badeværelser, vandtætning, montering af keramiske fliser på vægge og gulve i badeværelser, fugesømme, montering af døre samt montering af gipsplader til kloakrør til en samlet pris af 180.000 kr. ekskl. moms.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at ansøgeren den 27. januar 2021 blev antruffet af politiet på byggepladsen, mens ansøgeren var i gang med at udføre malerarbejde på en altan, hvilket er en arbejdsydelse, som ikke er omfattet af aftalen mellem den polske virksomhed og den danske modtager-virksomhed.
I forlængelse heraf har Udlændingenævnet videre lagt vægt på, at det fremgår af politiets rapport af 27. januar 2021, at ansøgeren bl.a. oplyste, at han var blevet forevist arbejde af andre udenlandske håndværkere på byggepladsen.
Det fremgår desuden af afhøringsrapporten, at ansøgeren ikke vidste, hvad ansøgeren skulle, når arbejdet i Danmark var afsluttet, men at ansøgeren formodede, at hans ansættelseskontrakt med den polske virksomhed udløb i slutningen af april 2021, hvor ansøgerens visum udløb, idet ansøgeren ikke ville have lovligt ophold i Polen derefter.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det fremgår af ansøgerens ansættelseskontrakt, at ansættelsen udløber den 12. december 2021, mens det er anført i den fremlagte arbejdsgivererklæring, at ansøgerens ansættelse er tidsubegrænset. Hertil skal Udlændingenævnet også bemærke, at den fremlagte arbejdsgivererklæring er underskrevet af den polske virksomhed 7 uger inden ansøgerens ansættelsesdato.
Udlændingenævnet finder herefter, at det forhold, at ansøgeren blev antruffet i færd med at udføre arbejde, som ikke var omfattet af underentrepriseaftalen, at ansøgeren efter det oplyste blev anvist arbejde af andre udenlandske håndværkere, og at der er usikkerhed og divergerende oplysninger omkring varigheden af ansøgerens ansættelse hos den polske virksomhed, også samlet set taler imod, at ansøgeren var udstationeret for at levere en afgrænset og konkret tjenesteydelse på vegne af den polske virksomhed, hvorefter ansøgeren skulle vende tilbage til fast beskæftigelse hos virksomheden i Polen.
På baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af ovenstående forhold, finder Udlændingenævnet således, at det ikke kan anses for godtgjort, at ansøgeren var omfattet af EU-opholdsreglerne som udstationeret. Udlændingenævnet finder derimod, at forholdene i sagen taler for, at der er tale om misbrug af EU-reglerne om fri bevægelighed af tjenesteydelser med henblik på at opnå adgang til det danske arbejdsmarked og omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 35, stk. 1.
Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at den polske virksomhed er anmeldt i Registret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) for perioden 5.-30. januar 2021, og at ansøgeren står angivet som kontaktperson i perioden 5.-9. januar 2021. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er tale om en registrering, som ikke i sig selv kan medføre, at betingelserne for at have ret til ophold som udstationeret efter EU-retten er opfyldt.
Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at den polske virksomhed driver reel virksomhed i Polen, at samtlige medarbejdere udfører arbejde i Polen under deres ansættelse, og at der til støtte herfor er fremlagt en række dokumenter vedrørende stiftelsen af virksomheden, diverse entrepriseaftaler, køb af arbejdstøj, m.v. Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at det er anført, at udstationeringen ikke har elementer af social dumping, og at den polske virksomhed er medlem af Dansk Industri og har tegnet overenskomst med 3F.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset den polske virksomheds aktiviteter i Polen og dens tilknytning til danske fagforeninger m.v., så kan det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag ikke anses for godtgjort, at ansøgerens udstationering har været omfattet af EU-opholdsbekendtgørelsens § 8, stk. 2.
Det anførte om, at der ved vurderingen af, om ansøgeren havde fast beskæftigelse i Polen, ikke kan stilles et krav om 30 dages anciennitet forinden udstationeringen, kan heller ikke i sig selv føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingenævnet ved denne afgørelse ikke har foretaget en særskilt vurdering af fastheden af ansøgerens beskæftigelse hos den polske virksomhed, og at ansættelsestidspunktet således ikke i sig selv har været afgørende for vurderingen. Udlændingenævnet henviser videre til, at ansættelsestidspunktet – som beskrevet ovenfor – er indgået som et element i den samlede vurdering af, om der var tale om en reel udstationering, eller om den havde karakter af misbrug.
Endelig kan det ikke føre til en ændret vurdering, at der er oplyst, at den polske virksomhed har udstationeret medarbejdere til Danmark siden 2019, og at 2 andre ukrainske statsborgere tidligere er blevet vurderet til at have lovligt ophold i Danmark som udstationeret for virksomheden.
Udlændingenævnet henviser herved igen til, at det på baggrund af de foreliggende oplysninger i denne konkrete sag må lægges til grund, at der er tale om forsøg på at omgå reglerne om krav om arbejdstilladelse, uanset om det tidligere er blevet vurderet, at medarbejdere fra den polske virksomhed kan have været omfattet af retten til ophold som udstationeret.
Udlændingenævnet stadfæster herefter SIRI’s afgørelse”.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. maj 2022 – EU – Sekundær bevægelighed – Anvendelsesområde
Dato: 17-05-2022Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI´s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, der havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i april 2021 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have gjort brug af reglerne om fri bevægelighed i en værtsmedlemsstat. Parret havde været sammen siden 1995 og havde boet sammen på øen Isle of Man siden 1999. Parret havde giftet sig i 2001.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra august 2021. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren og den danske statsborger har boet på øen Isle of Man siden 1999, og at de på den baggrund har indgivet en ansøgning til SIRI vedrørende ansøgerens ret til ophold som familiemedlem til en dansk statsborger, der vender tilbage til Danmark efter at have udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Hertil har Udlændingenævnet lagt afgørende vægt på, at EU-rettens regler vedrørende den frie bevægelighed for arbejdstagere ikke finder anvendelse for Isle of Man. Ansøgerens ægtefælle har således ikke udøvet en ret til fri bevægelighed i en anden medlemsstat, og hendes ophold på øen Isle of Man kan derfor ikke føre til, at ansøgeren kan få ret til ophold som familiemedlem i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Det forhold, at ansøgeren til klagen har anført, at uanset at Isle of Man er delvis selvstændig, så er øen tæt tilknyttet til Storbritannien, som altid har været en del af EU, kan ikke føre til en ændret vurdering, da Isle of Man ikke er en del af EU eller EØS-samarbejdet.
Uanset, at ansøgeren og den danske statsborger skulle have modtaget vejledning fra SIRI om, at de kunne indgive en ansøgning om opholdsret efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, på baggrund af deres ophold på Isle of Man, så kan dette ikke føre til en ændret vurdering, da EU-opholdsbekendtgørelsen ikke finder anvendelse for ophold uden for medlemsstaternes område
Da Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers ophold på Isle of Man ikke falder under EU-opholdsbekendtgørelsens anvendelsesområde, har Udlændingenævnet ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt ansøgeren på baggrund af sagens oplysninger kan meddeles opholdsret som familiemedlem til den danske statsborger i henhold til EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Oplysningerne til sagen om, at ansøgeren og den danske statsborger har været sammen siden 1995, at de har været gift siden 2001, og at de har boet sammen på Isle of Man siden 1999, samt at ansøgeren har en selvstændig tilknytning til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI's afgørelse.” -
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Dato: 10-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 10. maj 2022 – Brexit – Familiemedlemmer – Forsørgelse
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 SIRI’s afgørelse vedrørende en statsborger fra Storbritannien, som havde fået afslag på udstedelse af opholdsdokument som direkte efterkommer over 21 år til en britisk statsborger efter Brexit-bekendtgørelsen.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren, der er født i 1999, indrejste i Danmark i marts 2021 for at tage ophold sammen med sin herboende mor, som oplyste at have forsørget ansøgeren. Som dokumentation for forsørgelsesforholdet fremlagde ansøgeren kontoudskrifter, hvoraf der i perioden fra april 2020 til januar 2021 fremgik 4 overførsler af varierende størrelse.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra juni 2021. Ansøgeren opfylder derfor ikke betingelserne for at få udstedt et opholdsdokument efter Brexit-bekendtgørelsens § 2 som familiemedlem til sin herboende mor, som er britisk statsborger.
Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens mor i februar 2021 fik udstedt et opholdsdokument på baggrund af Brexit-bekendtgørelsens § 2.
Udlændingenævnet finder imidlertid på baggrund af en konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er tilstrækkeligt dokumenteret, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem ansøgeren og ansøgerens mor. Det kan derfor ikke lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelsen for at være omfattet af personkredsen i udtrædelsesaftalens artikel 10, stk. 1, litra e), nr. ii), jf. opholdsdirektivets artikel 2, nr. 2.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at der ikke har fremlagt nogen oplysninger eller dokumentation til støtte for, at ansøgeren ikke har tilstrækkelige midler til at sørge for sine grundlæggende fornødenheder. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse også, at størstedelen af posteringerne på de fremlagte kontoudskrifter fremstår overstreget.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgerens materielle behov i hjemlandet var dækket af ansøgerens mor.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det følger af EU-domstolens dom af 16. januar 2014, sag C-423/12, Reyes, at en medlemsstat kan stille krav om bevis for, at der foreligger et reelt afhængighedsforhold mellem unionsborgeren og familiemedlemmet, herunder at unionsborgeren i en anseelig periode regelmæssigt har udbetalt en sum penge til familiemedlemmet, således at familiemedlemmets grundlæggende fornødenheder kan dækkes.
Det forhold, at ansøgerens mor har overført diverse beløb til ansøgeren i 2020 og 2021, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der alene er fremlagt dokumentation for 4 overførsler fra ansøgerens mor i henholdsvis april 2020, juni 2020, september 2020 og januar 2021, og at der er tale om overførsler af varierende størrelse. Overførslerne har således sporadisk karakter og dækker over en begrænset periode forud for ansøgerens indgivelse af ansøgningen.
I den forbindelse bemærker Udlændingenævnet, at der indtil slutningen af september 2020 alene er overført i alt 2000 britiske pund over en periode på 5½ måned, hvilket taler for, at der alene har været tale om et supplement til ansøgerens økonomi, som således ikke kan anses for at udgøre forsørgelse i EU-rettens forstand.
Udlændingenævnet bemærker videre, at den enkelte større overførsel på 11.000 britiske pund i slutningen af september 2020 ej heller kan føre til, at ansøgeren kan anses for at have været forsørget af sin mor. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på sagens øvrige begrænsede dokumentation for reel forsørgelse samt det forhold, at den pågældende overførsel fandt sted relativt kort tid inden ansøgningstidspunktet, hvorfor den – uanset beløbets størrelse – ikke kan antages at dække over en anseelig periode.
Udlændingenævnet finder således, at det ikke kan lægges til grund, at der på tidspunktet for ansøgerens ansøgning forelå det nødvendige økonomiske og materielle afhængighedsforhold mellem ansøgerens og ansøgerens herboende mor.
Endelig bemærker Udlændingenævnet, at det forhold, at ansøgerens mor påtager sig at forsørge ansøgeren i fremtiden, ikke i sig selv godtgør, at der foreligger et reelt forsørgelsesforhold mellem dem.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse”. -
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Dato: 03-05-2022
Udlændingenævnets afgørelse af 03.05.2022 – EU – sekundær bevægelighed – tidsmæssig kontinuitet
Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse vedrørende en statsborger fra Zimbabwe, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat.
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren havde boet sammen med den danske statsborger i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Herefter rejste parret til Sydafrika, hvor de opholdte sig i 1 år og 9 måneder, inden de i november 2019 indrejste i Danmark, og ansøgeren indgav ansøgning om opholdsret efter EU-reglerne. Til ansøgningen var vedlagt flybilletter og passtempler for deres rejseaktivitet, deres vielsesattest fra Sydafrika fra medio oktober 2019 og ansøgerens midlertidige opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløb ultimo oktober 2019. Der var ikke oplysninger om årsagen til den danske statsborgers ophold i Sydafrika.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra september 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Udlændingenævnet har indledningsvist lagt til grund, at den danske statsborger og ansøgeren havde etableret et reelt og faktisk ophold i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018. Udlændingenævnet har også lagt til grund, at den danske statsborger under sit ophold i Cypern har været henholdsvis arbejdstager og person med tilstrækkelige midler.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at der ikke har været den fornødne tidsmæssige kontinuitet mellem udnyttelsen af den danske statsborgers ret til fri bevægelighed i Cypern i perioden fra primo marts 2017 til ultimo januar 2018 og frem til sin tilbagevenden til Danmark primo november 2019.
Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at den danske statsborger efter det oplyste udrejste fra Cypern ultimo januar 2018, og at den danske statsborger først vendte tilbage til Danmark primo november 2019. Den danske statsborg har dermed opholdt sig i alt 1 år og 9 måneder uden for Cypern før sin tilbagevenden til Danmark.
Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at anvendelse af reglerne om ophold for familiemedlemmer til en dansk statsborger, der har udøvet sin ret til fri bevægelighed i et andet EU-land, er betinget af, at der er en vis tidsmæssig kontinuitet mellem den danske statsborgers benyttelse af sin ret til fri bevægelighed, og udøvelsen af denne rettighed, jf. afsnittet om retsregler, herunder EU-Domstolens dom i sagen C-138/02, Collins.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at parrets vielsesattest fra Sydafrika er fra medio oktober 2019, at ansøgeren i sit pas har en midlertidig opholdstilladelse i forbindelse med studie i Sydafrika, der udløber ultimo oktober 2019 og at der til sagen er fremlagt dokumentation for udrejse fra Cypern til Sydafrika ultimo januar 2018. Udlændingenævnet vurderer, at disse forhold, sammenholdt med sagens øvrige oplysninger, taler for, at den danske statsborgers ophold i Cypern må anses for, at være varigt ophørt ultimo januar 2018, og at den danske statsborger ikke har udøvet rettigheder på unionens område fra denne dato og indtil sin indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet har desuden ved vurderingen lagt vægt på, at ansøgeren, på trods af SIRI’s anmodning herom i juli 2021 eller i forbindelse med sin klage sendt til Udlændingenævnet i september 2021, ikke har oplyst årsagen til sit ophold på 1 år og 9 måneder uden for Cypern, inden parrets tilbagevenden til Danmark.
Det til klagen fremførte om, at parret har boet og været sammen i 5 år, at den danske statsborger har været økonomisk afhængig af ansøgeren og at det ikke har været muligt for ansøgeren, at fremskaffe alle de nødvendige dokumenter til sagen, at den danske statsborger ikke fik fraflyttet alt fra Danmark ifm. sin udrejse og at det altid har været parrets plan at flytte til Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Udlændingenævnet har i den forbindeles lagt vægt på, at ansøgeren ved disse forhold ikke har begrundet eller dokumenteret årsagen til, at den danske statsborger har opholdt sig 1 år og 9 måneder uden for Cypern og uden for unionens område, forud for sin tilbagevenden til Danmark.
Oplysningerne om, at parret venter barn sammen, at de påtænker at bo sammen i Danmark, og at det i den forbindelse er en hindring, at ansøgeren ikke har et CPR eller kan arbejde, kan ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at der er tale om forhold, som ikke kan tages i betragtning ved vurderingen af, om betingelserne for ret til ophold efter EU-retten er opfyldt.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. april 2022 – EU – arbejdstager – ophør
Dato: 25-04-2022Udlændingenævnets afgørelse af 25.04.2022 – EU – arbejdstager – ophør
Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) afgørelse om ophør af opholdsret som arbejdstager efter EU-reglerne vedrørende en statsborger fra Ungarn.
Sagens faktiske omstændigheder:
Klageren indrejste i Danmark i december 2016 og fik opholdsret som arbejdstager. I december 2020 søgte klageren om kontanthjælp, hvorfor SIRI iværksatte en kontrol af klagerens fortsatte opholdsret i Danmark. Klageren havde fremlagt én lønseddel fra oktober 2021 hvoraf fremgik, at klageren havde arbejdet 26,75 timer i oktober måned samt sin ansættelseskontrakt fra august 2017 hvoraf fremgik, at klageren var ansat uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, at arbejdsgiveren ikke var forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet, at klageren ikke ville få løn under sygdom, barsel eller andet fravær, og at ansættelsen kunne opsiges uden varsel. Klageren havde siden april 2021 arbejdet mindre end 10-12 timer om ugen og havde fra marts 2021 modtaget kontanthjælp.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI’s afgørelse fra november 2021. Klagerens ret til ophold som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, var ophørt på tidspunktet for SIRI’s afgørelse, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 29, stk. 1.
Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at det fremgår af eIndkomst, at klageren siden april 2021 ikke har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen. Udlændingenævnet har ved vurderingen også lagt vægt på, at klageren har haft et sporadisk antal arbejdstimer om måneden siden april 2021, idet klageren har arbejdet fra 7,5 til 26,75 timer om måneden i perioden, og at klageren fra juli til og med september 2021 og i november 2021 har haft 0 løntimer og at klageren fra marts 2021 har modtaget kontanthjælp.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at klageren har fremsendt oplysninger om, at klageren mener, at klageren fortsat er i beskæftigelse i form af kopi af sin lønseddel fra oktober 2021. Udlændingenævnet finder fortsat, at klageren fra april 2021 ikke længere har været i beskæftigelse, og derfor ikke har opfyldt betingelserne i EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 1. Udlændingenævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at klageren fortsat ikke har dokumenteret, at klageren har arbejdet mere end 10-12 timer om ugen, idet det også fremgår af den fremsendte lønseddel, at Klageren alene har arbejdet 26,75 løntimer i oktober.
Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det af klagerens ansættelseskontrakt fra august 2017 med sin arbejdsgiver fremgår, at klageren er ansat som sorteringsmedarbejder uden at forpligte sig til, at tage et bestemt antal vagter, ligesom arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde klageren arbejde i ansættelsesforholdet. Det fremgår i den forbindelse af ansættelseskontrakten, at det aftales løbende, hvor mange vagter klageren får. Det fremgår også af kontakten, at klageren ikke får løn under sygdom, barsel eller andet fravær og at der ikke gælder noget opsigelsesvarsel for ansættelsen. Der er således ikke tale om en kontrakt med sædvanlige ansættelsesvilkår for det danske arbejdsmarked, som indebærer en ret til løn under sygdom og barsel og med en relevant opsigelsesvarsel.
Udlændingenævnet har på den baggrund vurderet, at klageren har været marginalt og løst tilknyttet arbejdsgiveren, idet omfanget af klagerens arbejde har varieret fra måned til måned, ligesom der også har været måneder, hvor klageren ingen vagter har haft. Hertil har Udlændingenævnet lagt vægt på, at klageren kun i ganske få måneder har haft nok timer til at anses som arbejdstager efter EU-retten.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at det efter det EU-retlige arbejdstagerbegreb gælder, at et timetal under 10-12 timer om ugen, sammenholdt med sagens øvrige omstændigheder, herunder karakteren af ansættelsen, samlet set taler imod, at klageren har haft status som arbejdstager efter april 2021.
Udlændingenævnet vurderer endvidere, på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger og dokumentation, at klageren ikke opfylder betingelserne for bevarelse af sin arbejdstagerstatus, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 5, stk. 2.
Udlændingenævnet har hertil lagt vægt på, at klageren ikke til sagen har dokumenteret, at klageren har været uforskyldt arbejdsløs siden april 2021, idet klageren fortsat i et sporadisk og meget begrænset omfang har arbejdet hos arbejdsgiveren og at der ikke er oplysninger om, at det skyldes, at arbejdsgiveren ikke længere har kunne tilbyde klageren vagter.
Endelig vurderer Udlændingenævnet, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at ophør af klagerens opholdsret må antages at virke særligt belastende for klageren, jf. EU-opholdsbekendtgørelsens § 37 og udlændingelovens § 26, stk. 1.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at klageren senest er indrejst i Danmark i december 2016, og dermed kun har opholdt sig i Danmark i 6 år og 4 måneder, og at Klageren i perioden i alt har været tilknyttet det danske arbejdsmarked i ca. 3 år og 3 måneder.
Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt oplysninger om helbredsmæssige eller personlige forhold, herunder om Klageren har familiemæssige relationer i Danmark, der kunne bevirke, at det må antages for, at være særligt belastende for Klageren, såfremt Klagerens opholdsret ophøres.
Udlændingenævnet kan derudover konstatere, at klageren ved dom afsagt af Retten i Aarhus i maj 2021 blev udvist af Danmark, men at denne afgørelse er anket og forsat verserer.
Udlændingenævnet stadfæster derfor SIRI’s afgørelse.”
-
Udlændingenævnets afgørelse af 19. april 2022 – Sekundær bevægelighed – Carpenter-dommen og S-dommen
Dato: 19-04-2022Udlændingenævnet stadfæstede i april 2022 SIRI¨s afgørelse om afslag vedrørende en statsborger fra Ukraine, som havde søgt om EU-opholdskort som familiemedlem til en dansk statsborger, der havde udøvet retten til fri bevægelighed i en anden medlemsstat
Sagens faktiske omstændigheder:
Ansøgeren var gift med en dansk statsborger, og indgav i juli 2019 ansøgning om opholdsret som familiemedlem til en dansk statsborger efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen. Det var til sagen oplyst bl.a., at ansøgeren havde en dansk virksomhed og anvendte cirka en tredjedel af sin arbejdstid på rejser i nabolande og EU. SIRI meddelte ansøgeren afslag i november 2019 med henvisning til, at den danske statsborger ikke havde dokumenteret at have leveret grænseoverskridende tjenesteydelser. I en anmodning om genoptagelse af SIRI’s afgørelse blev det oplyst, at den danske statsborger var medejer af et polsk anpartsselskab, som beskæftigede sig med fragt og salg af svin i Polen, og derfor ofte deltog i rådgivnings- og forretningsmøder i Polen. SIRI genoptog sagen og meddelte i marts 2020 på ny ansøgeren afslag på opholdsret efter EU-retten.
Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet fastholder SIRI's afgørelse fra marts 2020. Ansøgeren har derfor ikke ret til ophold i Danmark efter EU-retten.
Udlændingenævnet finder på baggrund af en samlet konkret og individuel vurdering af sagens oplysninger, at det ikke kan lægges til grund, at ansøgeren opfylder betingelserne for ret til ophold i Danmark som familiemedlem til den danske statsborger efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen.
For at principperne i Carpenter-dommen og S-dommen finder anvendelse, skal der dels være tale om levering af tjenesteydelser fra Danmark, og dels tale om forretningsrejser til øvrige medlemslande. Derudover skal familiesammenføring være nødvendig for at sikre, at en unionsborger ikke afskrækkes fra faktisk at udøve sine grundlæggende rettigheder i henhold til traktaten.
Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at den danske statsborger med den danske virksomhed og det polske selskab har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser til andre medlemsstater og i den forbindelse regelmæssigt har foretaget forretningsrejser til andre medlemsstater i et omfang, som kan henføres til principperne i Carpenter-dommen og S-dommen.
Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt kopi af registreringsbevis fra september 2018 for den danske virksomhed, udskrifter fra www.virk.dk, hvoraf det fremgår, at en unavngivet virksomhed i perioden fra januar 2013 til juni 2019 har foretaget diverse indberetninger vedrørende ”export”, og hvor størstedelen af indberetningerne har indberetningstype ”kombineret”, årsrapport for 2017 for den danske virksomhed, hvoraf det fremgår, at virksomhedens hovedaktivitet er handel med levende dyr og kød, og udskrift fra www.skat.dk, hvoraf det fremgår, at der for den danske virksomhed er indrettet moms i Danmark i perioden fra august 2015 til august 2018.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering, idet det ikke af disse dokumenter fremgår, at den danske statsborger reelt har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser eller foretaget forretningsrejser i andre medlemsstater, men alene at den danske virksomhed beskæftiger sig med handel med levende dyr og kød, og i den forbindelse har indberettet moms i Danmark.
Det er endvidere indgået i Udlændingenævnets vurdering, at der til sagen er fremsendt en oversættelse af et polsk dokument. Det fremgår af oversættelsen, at dokumentet er et notarial dokument fra juni 2013 vedrørende stiftelse af et anpartsselskab, hvor den danske statsborger og en anden person var anpartshaverne. Endvidere var vedlagt en årsrapport for perioden fra januar 2018 til december 2018 for en polsk virksomhed, der var omfattet af branchen ”Engroshandel med levende dyr”.
Udlændingenævnet finder imidlertid, at det ikke kan føre til en ændret vurdering, at den danske statsborger er medejer af en polsk virksomhed, der beskæftiger sig med engroshandel med levende dyr, idet der ikke er indsendt dokumentation for, i hvilket omfang den danske statsborger angiveligt har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser, herunder for eksempel virksomhedsbeskrivelser, samarbejdsaftaler, projektbeskrivelser, medarbejderoversigter, stillingsbetegnelse, og kundeaftaler. Udlændingenævnet finder således, at alene det faktum, at den danske statsborger har etableret en virksomhed i en anden medlemsstat ikke medfører, at det kan lægges til grund, at den danske statsborger faktisk har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser og foretaget forretningsrejser samt omfanget heraf.
Det kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen er indsendt 33 fakturaer fra polske hoteller i perioden fra januar 2018 til december 2018 faktureret til den polske virksomhed, og 41 kvitteringer fra tankstationer for perioden fra januar 2018 til december 2018. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke fremgår af fakturaerne, hvem der har overnattet på de pågældende hoteller eller købt brændstof.
Uanset om det måtte lægges til grund, at alle fakturaerne vedrører dispositioner foretaget af den danske statsborger, finder Udlændingenævnet alligevel, at det ikke kan føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at flere af hotelfakturaerne vedrører sammenhængende dage, og således må kunne anses for at kunne henføres til samme forretningsrejser. Det må således antages, at såfremt det måtte lægges til grund, at alle fakturaerne vedrører dispositioner foretaget af den danske statsborger, så havde den danske statsborger i 2018 have foretaget 25 forretningsrejser, hvilket svarer til omtrent 2 forretningsrejser månedlig.
Det kan derudover ikke føre til en ændret vurdering, at det i forbindelse med ansøgningen er oplyst, at levering af tjenesteydelser i Danmark udgør 5 % af den danske statsborger erhvervsmæssige aktivitet, mens levering af tjenesteydelser til andre EU-lande udgør de resterende 95 % af den danske statsborgers erhvervsmæssige aktivitet, og at forretningsrejser i andre EU-lande udgør ca. en tredjedel af den danske statsborgers arbejdstid. Partsrepræsentanten har derudover oplyst, at den danske statsborger leverede grænseoverskridende tjenesteydelser, herunder fragt og salg af levende svin til bl.a. Polen, konsulentvirksomhed omkring opdræt af svin, at den danske statsborger ofte rejste til Polen og deltog i rådgivnings- og forretningsmøder, oplæg, og kvalitetsinspektioner, og at ca. 80 % af det polske selskabs omsætning omfatter selvstændig konsulentydelser, hvor den danske statsborger er tilknyttet en stor leverandør i Danmark som konsulent på dennes leveringer til Polen. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at de nævnte oplysninger ikke er dokumenteret, jf. ovenstående afsnit.
Oplysningerne om, at SKAT har tilladt den danske statsborger brug af polsk registreret bil i Danmark kan ikke føre til en ændret vurdering, idet skatteretlige vurderinger ikke har betydning for Udlændingenævnets vurdering af, om den danske statsborger har leveret grænseoverskridende tjenesteydelser i et omfang, der gør, at principperne i Carpenter-dommen og S-dommen finder anvendelse.
Idet Udlændingenævnet finder, at den danske statsborgers arbejdsmæssige aktiviteter ikke opfylder de betingelser, der kan udledes af artikel 45 og 56 TEUF samt EU-Domstolens praksis, og den danske statsborger derfor ikke anses for hverken tjenesteyder eller arbejdstager omfattet af EU-retten, har Udlændingenævnet ikke taget stilling til, om de øvrige betingelser for ret til ophold efter principperne i Carpenter-dommen og S-dommen er opfyldt, herunder om familiesammenføringen er nødvendig for at sikre, at den danske statsborger faktisk kan udøve den grundlæggende frihed, som er sikret ved TEUF artikel 45 eller 56.
Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at ansøgeren har opholdstilladelse i Danmark på baggrund af et andet retsgrundlag end EU-retten, hvorfor ansøgeren allerede har (lovligt) ophold og familieliv med den danske statsborger i Danmark, og som derfor ikke sætter hindringer for, at den danske statsborger ville kunne udøve sin ret til fri bevægelighed efter EU-retten.
Udlændingenævnet stadfæster på denne baggrund SIRI’s afgørelse.”
Senest opdateret: 05-12-2019
Udgiver: Udlændingenævnet