Bortfald
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 20-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2003, og at hun udrejste af Danmark i oktober 2012 sammen med sin daværende ægtefælle og parrets fire børn, som alle var irakiske statsborgere. Ansøgeren havde ved personligt fremmøde på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 anmodet om ambassadens bistand til at indrejse i Danmark, idet ansøgerens tidligere ægtefælle havde beslaglagt ansøgerens og fællesbørnenes rejsedokumenter. Ansøgeren oplyste i forbindelse hermed, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget til ambassaden for at anmode om hjælp, at hun og hendes familie var udrejst af Danmark to år tidligere, at hun og fællesbørnene havde været udsat for fysisk vold af ansøgerens ægtefælle, at hun ingen fast adresse i Danmark havde, og at hun og fællesbørnene ønskede at rejse tilbage til Danmark. Det fremgik af ansøgerens ansøgning til Udlændingestyrelsen i september 2014, at formålet med rejsen i oktober 2012 var ferie af en måneds varighed, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde forhindret ansøgeren og fællesbørnene i at rejse tilbage til Danmark, og at hun ikke havde kendskab til, hvad der var sket med hendes bolig samt ejendele i Danmark. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren ikke havde kendskab til, hvorvidt hun var blevet frameldt CPR, at hun talte, læste og skrev dansk, at hun ikke havde familie i Danmark, at hun ikke havde opholdstilladelse i opholdslandet, at hun talte, læste og skrev sproget i opholdslandet, at hendes tidligere ægtefælle havde låst hende og fællesbørnene inde i det hus, hvor familien havde boet, at hun havde familie i opholdslandet, og at hun havde anmodet om de danske myndigheders bistand til at finde sine børn og hjælpe hende selv og børnene til Danmark. Ansøgerens partsrepræsentant oplyste i en e-mail i november 2015 til Udlændingenævnet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2015, at ansøgerens tidligere ægtefælle var både fysisk og psykisk voldelig over for ansøgeren og fællesbørnene, at ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle var blevet skilt i januar 2015, at en domstol havde godkendt skilsmissen på grund af dokumenteret vold, at ansøgeren ved skilsmissen fik tilkendt bopælspligten over børnene, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke havde udleveret børnenes pas og øvrige dokumenter. Det fremgik endvidere, at ansøgeren anså sin tidligere ægtefælle som farlig. Vedlagt e-mailen var to udaterede fotos, som angiveligt viste ansøgerens skader. Ved nævnsmødet forklarede ansøgeren, at hun i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun udrejste i oktober 2012, men at den korrekte dato var i juli 2012. Allerede efter en måned i Irak ønskede hun at rejse tilbage til Danmark, fordi tvillingerne på syv måneder fik det dårligt. Hendes tidligere ægtefælle havde nægtet hende at rejse og sagde, at hun aldrig kom til Danmark. Hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som sørgede for, at hun og børnene aldrig kom ud af døren. På et tidspunkt, hvor ansøgerens tidligere ægtefælle ikke var hjemme, havde hun aftalt med vagten, at han fik et guldarmbånd for at hjælpe hende med at rejse. Vagten og dennes familie havde kontakter i Teheran og hjalp ansøgeren med at komme dertil. Hun fik sin søster til at passe børnene, mens hun var bortrejst. Hendes børn var hos hendes søster på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Ansøgeren havde ikke kontakt med sin tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun var udrejst af Danmark i juli 2012, at hun var registreret i CPR som udrejst af Danmark i oktober 2012, at hun først i september 2014 henvendte sig på den danske ambassade i Teheran, og hun først i oktober 2015 efter det oplyste genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juli 2003, at denne var gyldig, så længe fast ophold i Danmark blev bevaret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det ikke var dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde holdt ansøgeren og fællesbørnene indespærret fra juli 2012 til september 2014, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade i Teheran, ligesom det ikke var sandsynliggjort, hvordan det var lykkedes ansøgeren at rejse alene fra Karbala, Irak, til Teheran, Iran, hvor afstanden er 985 kilometer, samt indrejse i Iran uden rejsedokumenter, som ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde i sin besiddelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke forud for nævnsmødet i januar 2016 havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som hun bestak med et guldarmbånd. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke kunne huske, hvornår dette havde fundet sted. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at hun havde været forhindret i at tage kontakt til de danske myndigheder inden september 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende om, hvornår hun og familien udrejste af Danmark, idet hun både havde oplyst, at udrejsen foregik i juli 2012 og i oktober 2012. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende, idet hun havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde hendes og fællesbørnenes rejsedokumenter i sin besiddelse, men at hun alligevel havde fremsendt en kopi af disse ved indleveringen af ansøgningsskemaet i september 2014 samt oplyst i en e-mail fra august 2015, at hun havde sit samt de to ældste børns pas i kopi. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at ansøgeren havde forklaret divergerende vedrørende længden af sin tidligere ægtefælles tilbageholdelse af hende og fællesbørnene, idet hun ved den personlige henvendelse på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 havde oplyst, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget fra familiens bopæl i Irak, mens hun i en e-mail fra august 2015 havde oplyst, at hun efter at have været bortført i halvandet år flygtede til et andet sted og rejste til Iran, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at ansøgeren ikke under sagen havde oplyst, at ansøgerens tidligere ægtefælle på noget tidspunkt skulle være genindrejst i Danmark, uanset at det af Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende fællesbørnene fremgik, at ansøgerens tidligere ægtefælle både udrejste fra og indrejste i Danmark i november 2013, og at han i hvert fald i perioden fra november 2013 til juli 2014 opholdt sig i Danmark. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen var blevet fremsendt to billeder som dokumentation for, at ansøgeren skulle have været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle. FAM/2016/18.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. januar 2016 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4 – Ingen fortrydelsesret
Dato: 18-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og at ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren frivilligt havde frafaldet sin opholdstilladelse her i landet, og at ansøgerens tilknytning til Danmark på baggrund af en samlet vurdering ikke kunne medføre, at der burde meddeles dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren kom til Danmark som 61-årig og havde boet i Danmark i 20 år hos sin datter, hvorefter hun repatrierede, samt at hun ikke kunne dansk og aldrig havde haft arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at ansøgeren i klagen havde oplyst, at hun var blevet forkert vejledt af kommunen i anledning af sin beslutning om at repatriere i 2011. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren både generelt og individuelt var blevet vejledt af Dansk Flygtningehjælp om konsekvensen af repatrieringen, og at vejledningen var foregået telefonisk på en kommunal sagsbehandlers kontor med Dansk Flygtningehjælp i telefonen, hvor en tolk og ansøgerens datter var til stede. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af et brev fra juli 2011 fra Dansk Flygtningehjælp til kommunen, at det under vejledningssamtalen blev drøftet indgående med ansøgeren og hendes datter, at ansøgeren ikke havde fortrydelsesret, idet familien forud for vejledningssamtalen havde regnet med, at ansøgeren havde et års fortrydelsesret, og at ansøgeren til trods herfor var fast besluttet på at repatriere. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke til sagen var oplyst om sådanne omstændigheder, som kunne bevirke, at ansøgeren burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endelig, at de indsendte oplysninger om ansøgerens nedsatte syn, slidgigt og afhængighed af trygge omgivelser ikke havde en sådan karakter og omfang, at dette kunne begrunde dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2016/11.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 03-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i august 1996 fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han i august 2011 henvendte sig til Udlændingestyrelsen for at blive vejledt om reglerne om bortfald af opholdstilladelse, idet han ønskede at tage ophold uden for Danmark i et år, hvilket Udlændingestyrelsen i oktober 2011 vejledte ham om. I september 2012 henvendte ansøgeren sig på ny til Udlændingestyrelsen, hvor han oplyste, at han havde været i kontakt med Center for Pension med henblik på at tage ophold i Makedonien og medbringe sin førtidspension, og at han ønskede at tage ophold i Makedonien for at få ro og fred i livet. Ansøgeren bad i den forbindelse om at blive vejledt om, hvor længe han maksimalt kunne opholde sig uden for Danmark for at undgå at miste sin opholdstilladelse, og hvordan han kunne søge dispensation fra bortfald. I december 2012 henviste Udlændingestyrelsen ansøgeren til den tidligere vejledning om bortfald fra oktober 2011 og til reglerne på www.nyidanmark. Styrelsen oplyste endvidere, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål, der relaterede sig til ansøgerens pension. Ansøgeren udrejste i september 2012 til Makedonien og var herefter ikke efterfølgende registreret som indrejst. I april 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik heraf, at ansøgeren udrejste af Danmark i november 2012, og at han i marts 2015 på ny indrejste i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, idet det af Det Centrale Personregister fremgik, at han i september 2012 var udrejst af Danmark, og at han først efter det oplyste i marts 2015 – to år og seks måneder efter udrejsen – var genindrejst her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren før sin udrejse af Danmark efter anmodning herom henholdsvis i september 2011 og igen i december 2012 blev vejledt af Udlændingestyrelsen om reglerne for ophold i udlandet – herunder at opholdstilladelsen ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 måneder i træk – konsekvenserne for bortfald af opholdstilladelsen og ansøgning om dispensation fra bortfald både før og efter en udrejse af Danmark, og at Udlændingestyrelsen i sin vejledning i december 2012 udtrykkeligt havde oplyst ham om, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål relateret til hans pension. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren inden sin udrejse af Danmark i september 2012 ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at tre års ophold uden for Danmark (en længere periode end den der fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.), ikke ville medføre bortfald af hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i udlandet. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren til trods for vejledning herom ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse eller i forlængelse af sin søns sygdomsforløb havde ansøgt om dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren var meddelt førtidspension på grund af sin skizofreni, og at han efter det oplyste ikke kunne vende tilbage til Makedonien, da han ingen familie havde tilbage dér, ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede før udrejsen i september 2012 var meddelt førtidspension på grund af sin psykiske tilstand, at han til trods for sin psykiske tilstand tog ophold Makedonien i to år og seks måneder, at hans ægtefælle og søn aktuelt var bosiddende i hans lejlighed i Makedonien, og at han på den baggrund måtte antages igen at kunne tage ophold i Makedonien for dér at udøve sit familieliv med sin ægtefælle og søn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gennemført sin folkeskole og en HF-uddannelse samt delvist gennemført en uddannelse på en skuespiller højskole, og at han havde haft en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han ikke på den baggrund kunne anses for at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse på denne baggrund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik det anførte om, at ansøgeren var blevet overfaldet i Makedonien, og at han frygtede for sin sikkerhed, at dette i sig selv ikke kunne føre til et andet resultat. FAM/2015/197.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 03-11-2015Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Cameroun, som i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i et relativt kort tidsrum på en måned i perioden fra september 2014 til oktober 2014, samt at det var ansøgerens udlejer, som – uden ansøgerens vidende – havde frameldt ansøgeren hans adresse i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tilmeldte sig Det Centrale Personregister kort tid efter, at han indrejste i Danmark på ny og blev vidende om, at han var blevet frameldt registret. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis vægt, at det forhold, at en ansøger er udrejst, og at dette fremgår af Det Centrale Personregister, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at udlændingen har opgivet sin bopæl i Danmark eller har ønsket dette. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde været beskæftiget i Danmark både før og efter sin udrejse, og at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde fremlagt dokumentation for, at han i september 2014 købte en flybillet, og at han samtidig købte en returbillet til København. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte antages, at ansøgeren ikke havde haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. ERH/2015/193.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 18-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en iransk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, og at den ikke kunne meddeles på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren, der var født i Danmark i 2014, blev i december 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren boede herefter i perioden fra december 2010 til august 2014 i Iran sammen med sin moder grundet den herboende reference og ansøgerens moders skilsmisse, og parret var enige om, at ansøgeren skulle flytte til Iran med sin moder i forbindelse med parrets skilsmisse. Ansøgerens moder havde til sagen oplyst, at hun havde indgået ægteskab på ny, og at hendes nye ægtefælle ikke ønskede ansøgeren boende, ligesom hendes nye ægtefælle ikke lod hende indrejse med ansøgeren på besøgsophold i Danmark som hidtil. Den herboende reference havde oplyst, at han som politisk flygtning ikke havde mulighed for at indrejse i Iran.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været registreret udrejst siden december 2010, og at hun måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for ikke at anse ansøgerens opholdstilladelse om bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens moders nye ægtefælle ikke ønskede at have ansøgeren boende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at grundlaget for ansøgerens udrejse var, at den herboende reference og ansøgerens moder i forlængelse af deres skilsmisse aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark sammen med sin moder og opholde sig i Iran. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den herboende reference ikke forud for ansøgerens planlagte udrejse af Danmark ansøgte om bevarelse af hendes opholdstilladelse, og at den herboende reference således først knap fire år efter ansøgerens udrejse indgav ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren heller ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i knap seks år fra sin fødsel og frem til tidspunktet for hendes udrejse i 2010 samt på to korte visumophold, at hun på ansøgningstidspunktet havde været udrejst af Danmark i knap fire år, at hun ikke talte, skrev eller læste dansk, og at hun havde gået i skole i Iran, ligesom hun talte, skrev og læste opholdslandets sprog. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren udrejste i en alder af knap seks år, hvorfor hun havde haft hovedparten af sine formative år udenfor Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende reference på tidspunktet for ansøgerens udrejse til Iran og aftalen herom med ansøgerens moder ej heller havde mulighed for at rejse til Iran, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference havde accepteret at udøve sit familieliv med ansøgeren gennem korte visumophold i Danmark, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visumophold i Danmark under ledsagelse af en anden person end sin moder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren manglede grundlæggende omsorg eller pleje i Iran, ligesom der ikke var oplyst om og dokumenteret forhold, der talte imod, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig hos sin familie i Iran, hvor hendes moder tillige boede, og hvor ansøgeren havde boet siden sin tilbagerejse i december 2010. FAM/2015/147.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Dispensation fra bortfald – Længden af dispensationsperioden
Dato: 18-06-2015Udlændingenævnet omgjorde i juni 2015 Udlændingestyrelsens vurdering af i hvilken periode, der kunne dispenseres fra bortfald af en opholdstilladelse til en statsborger fra Burma. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2014 meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2015.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at der kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2016 og dermed i et år yderligere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 havde meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 og indtil februar 2015 under henvisning til ansøgerens arbejde som ”medical officer” på et universitet, og at Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgerens ophold i Malaysia tjente et velbegrundet og dokumenteret formål. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt fra det pågældende universitet, at ansøgeren var ansat som ”medical officer” i en periode på to år fra januar 2014 til januar 2016, og at der var tale om forlængelse af en tidligere kontrakt. FAM/2015/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en montenegrinsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren indrejste i 1971 i Danmark og blev i 1983 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde været registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister siden maj 1998. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2013 ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag. Vedlagt ansøgningen var en kopi af siderne i ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. I marts 2014 anmodede Udlændingestyrelsen ansøgeren om at indsende kopier af samtlige sider i hans tidligere og nuværende pas, dokumentation for hans ophold i Danmark i perioden fra 1998 og frem samt eventuel øvrig dokumentation. Brevet blev sendt til den adresse, som ansøgeren angav i ansøgningen som sin aktuelle opholdsadresse, men det kom retur til Udlændingestyrelsen. Brevet blev genfremsendt til ansøgerens søsters bopælsadresse og kom ikke herefter retur til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Ved henvendelse til Udlændingenævnet i november 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse, og ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han ville indsende en uddybende klage i løbet af de næste par dage. Udlændingenævnet modtog ikke en uddybende klage fra ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingeloven § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde været registreret som forsvundet siden maj 1998, og at det fremgik af ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter egne oplysninger var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag, og at han efter egne oplysninger hele tiden havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt de oplysninger, som Udlændingestyrelsen efterspurgte i marts 2014, og som Udlændingenævnet efterspurgte i februar 2015, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ca. 15 år efter, at ansøgeren blev registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister, modtog ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse, og at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelsen. FAM/2015/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 02-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en serbisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i 1981 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i 1989 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2013 underskrev ansøgeren i forbindelse med sin repatrieringssag hos kommunen en erklæring om frivilligt frafald af hans opholdstilladelse, og ansøgeren blev i den forbindelse af Dansk Flygtningehjælp vejledt om konsekvenserne heraf. Ansøgeren blev registreret udrejst af Danmark i april 2014. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2014 ansøgerens ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet som følge af hans udrejse til Serbien. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at ansøgeren i perioden primo maj 2014 til ultimo maj 2014 opholdt sig i Serbien, at det var planlagt, at opholdet skulle være af denne varighed, at formålet med opholdet var repatriering, og at ansøgeren ved udrejsen fraflyttede sin lejlighed i Danmark. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke havde arbejdet siden udrejsen til Serbien, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren ikke havde gået i skole eller taget anden uddannelse i Danmark, og at ansøgerens eneste familie i Danmark var hans to herboende voksne børn. Vedlagt ansøgningen var udskrift fra ansøgerens læge, hvoraf det fremgik blandt andet, at ansøgeren var diagnosticeret med følgelidelser efter en formodet blodprop, sukkersyge, forhøjet blodtryk og forstyrrelser i lipidstofskiftet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i oktober 2013 af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om, at han ikke havde fortrydelsesret ved en eventuel repatriering, at ansøgeren derefter underskrev en erklæring om frafald af opholdstilladelse, og at ansøgeren udrejste af Danmark i enten april 2014 eller maj 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde boet i Danmark siden 1981, at ansøgeren havde børn og børnebørn i Danmark, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark som flygtning, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at ansøgeren led af hjerteproblemer og sukkersyge samt havde haft hjerneblødning, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, uanset hans familiemæssige og private forhold i øvrigt, frivilligt valgte at udrejse til Serbien, hvor ansøgeren hyppigt havde været på besøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp var blevet vejledt om konsekvensen heraf. FAM/2015/37.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. september 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Genopdragelsesrejse
Dato: 03-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en somalisk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17. Ansøgeren blev i oktober 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en flygtning her i landet i medfør af udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren blev i Det Centrale Personregister registreret som udrejst af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013. I september 2012 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder havde oplyst til kommunen, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse hos sin søster, idet ansøgeren var ude i noget kriminalitet, at ansøgeren var smidt ud af skolen, og at ansøgeren opførte sig dårligt. Ansøgerens kontaktperson i kommunen oplyste i oktober 2012, at ansøgeren var udrejst af Danmark med sin moder i oktober 2012, og at ansøgeren selv ønskede at tage tilbage til Somalia. I oktober 2013 ansøgte ansøgeren om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, da ansøgeren havde opholdt sig mere end tre på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013, at baggrunden for ansøgerens udrejse af Danmark efter ansøgerens egne oplysninger var, at ansøgerens moder og kommunen var nødsaget til at samarbejde for at få ansøgeren væk fra det kriminelle miljø, at kommunen i september 2012 indberettede til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder til kommunen havde oplyst, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse, og at Udlændingestyrelsen ved brev i oktober 2012 vejledte ansøgerens moder om reglerne for bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren udrejste frivilligt, at ansøgeren ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, at ansøgerens moder ved brev fra Udlændingestyrelsen i oktober 2012 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, at ansøgeren først i oktober 2013 indgav ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, og at det ikke sås dokumenteret, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det var anført, at det ikke var planlagt, at ansøgeren skulle have været afsted så længe, og at grunden til, at ansøgeren ikke vendte tilbage til Danmark før, var, at ansøgeren ikke havde en returbillet til Danmark. FAM/2014/229.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om bortfald af to statsløse palæstinensiske børns opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste af Danmark til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder. Børnenes fader var født i Libanon, men var nu statsborger i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at børnenes opholdstilladelser måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da de havde opgivet deres bopæl i Danmark ved deres udrejse til Libanon sammen med deres moder i 1998, og da de havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene i marts 1998 udrejste af Danmark, og at de genindrejste i Danmark i december 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for ikke at anse børnenes opholdstilladelser for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at hverken faderen eller moderen forud for udrejsen af Danmark i 1998 ansøgte om bevarelse af børnenes opholdstilladelser, og at børnene ikke før december 2013 tog kontakt til de danske myndigheder med henblik på at indrejse i Danmark på ny. Det forhold, at børnene rejste til Libanon i 1998 efter faderens og moderens ønske, og at de ønskede at vende tilbage til Danmark for at bo sammen med faderen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene alene havde opholdt sig i Danmark i henholdsvis et halvt og halvandet år forud for udrejsen til Libanon, at de tog bopæl sammen med deres moder og begyndte i skole i Libanon, og at det var faderens og moderens beslutning at udrejse til Libanon, og at børnene skulle opvokse dér. FAM/2014/196.
Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se praksis for børnesammenføring.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet