Bortfald
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. november 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 03-11-2015Udlændingenævnet omgjorde i november 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald til en statsborger fra Cameroun, som i 2013 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at ansøgerens opholdstilladelse ikke kunne anses for at være bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i et relativt kort tidsrum på en måned i perioden fra september 2014 til oktober 2014, samt at det var ansøgerens udlejer, som – uden ansøgerens vidende – havde frameldt ansøgeren hans adresse i Det Centrale Personregister. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren tilmeldte sig Det Centrale Personregister kort tid efter, at han indrejste i Danmark på ny og blev vidende om, at han var blevet frameldt registret. Udlændingenævnet tillagde det herudover en vis vægt, at det forhold, at en ansøger er udrejst, og at dette fremgår af Det Centrale Personregister, ikke er tilstrækkeligt til at fastslå, at udlændingen har opgivet sin bopæl i Danmark eller har ønsket dette. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at ansøgeren havde været beskæftiget i Danmark både før og efter sin udrejse, og at ansøgeren i forbindelse med sin klage havde fremlagt dokumentation for, at han i september 2014 købte en flybillet, og at han samtidig købte en returbillet til København. Udlændingenævnet fandt således, at det måtte antages, at ansøgeren ikke havde haft til hensigt at opgive sin bopæl i Danmark. ERH/2015/193.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 18-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en iransk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, og at den ikke kunne meddeles på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren, der var født i Danmark i 2014, blev i december 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren boede herefter i perioden fra december 2010 til august 2014 i Iran sammen med sin moder grundet den herboende reference og ansøgerens moders skilsmisse, og parret var enige om, at ansøgeren skulle flytte til Iran med sin moder i forbindelse med parrets skilsmisse. Ansøgerens moder havde til sagen oplyst, at hun havde indgået ægteskab på ny, og at hendes nye ægtefælle ikke ønskede ansøgeren boende, ligesom hendes nye ægtefælle ikke lod hende indrejse med ansøgeren på besøgsophold i Danmark som hidtil. Den herboende reference havde oplyst, at han som politisk flygtning ikke havde mulighed for at indrejse i Iran.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været registreret udrejst siden december 2010, og at hun måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for ikke at anse ansøgerens opholdstilladelse om bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens moders nye ægtefælle ikke ønskede at have ansøgeren boende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at grundlaget for ansøgerens udrejse var, at den herboende reference og ansøgerens moder i forlængelse af deres skilsmisse aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark sammen med sin moder og opholde sig i Iran. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den herboende reference ikke forud for ansøgerens planlagte udrejse af Danmark ansøgte om bevarelse af hendes opholdstilladelse, og at den herboende reference således først knap fire år efter ansøgerens udrejse indgav ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren heller ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i knap seks år fra sin fødsel og frem til tidspunktet for hendes udrejse i 2010 samt på to korte visumophold, at hun på ansøgningstidspunktet havde været udrejst af Danmark i knap fire år, at hun ikke talte, skrev eller læste dansk, og at hun havde gået i skole i Iran, ligesom hun talte, skrev og læste opholdslandets sprog. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren udrejste i en alder af knap seks år, hvorfor hun havde haft hovedparten af sine formative år udenfor Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende reference på tidspunktet for ansøgerens udrejse til Iran og aftalen herom med ansøgerens moder ej heller havde mulighed for at rejse til Iran, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference havde accepteret at udøve sit familieliv med ansøgeren gennem korte visumophold i Danmark, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visumophold i Danmark under ledsagelse af en anden person end sin moder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren manglede grundlæggende omsorg eller pleje i Iran, ligesom der ikke var oplyst om og dokumenteret forhold, der talte imod, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig hos sin familie i Iran, hvor hendes moder tillige boede, og hvor ansøgeren havde boet siden sin tilbagerejse i december 2010. FAM/2015/147.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Dispensation fra bortfald – Længden af dispensationsperioden
Dato: 18-06-2015Udlændingenævnet omgjorde i juni 2015 Udlændingestyrelsens vurdering af i hvilken periode, der kunne dispenseres fra bortfald af en opholdstilladelse til en statsborger fra Burma. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2014 meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2015.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at der kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2016 og dermed i et år yderligere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 havde meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 og indtil februar 2015 under henvisning til ansøgerens arbejde som ”medical officer” på et universitet, og at Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgerens ophold i Malaysia tjente et velbegrundet og dokumenteret formål. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt fra det pågældende universitet, at ansøgeren var ansat som ”medical officer” i en periode på to år fra januar 2014 til januar 2016, og at der var tale om forlængelse af en tidligere kontrakt. FAM/2015/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 26-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en montenegrinsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt. Ansøgeren indrejste i 1971 i Danmark og blev i 1983 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde været registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister siden maj 1998. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2013 ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at ansøgeren var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag. Vedlagt ansøgningen var en kopi af siderne i ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, hvoraf det fremgik, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. I marts 2014 anmodede Udlændingestyrelsen ansøgeren om at indsende kopier af samtlige sider i hans tidligere og nuværende pas, dokumentation for hans ophold i Danmark i perioden fra 1998 og frem samt eventuel øvrig dokumentation. Brevet blev sendt til den adresse, som ansøgeren angav i ansøgningen som sin aktuelle opholdsadresse, men det kom retur til Udlændingestyrelsen. Brevet blev genfremsendt til ansøgerens søsters bopælsadresse og kom ikke herefter retur til Udlændingestyrelsen. Udlændingestyrelsen modtog ikke yderligere fra ansøgeren. Ved henvendelse til Udlændingenævnet i november 2014 påklagede ansøgeren Udlændingestyrelsens afgørelse, og ansøgeren oplyste i den forbindelse, at han ville indsende en uddybende klage i løbet af de næste par dage. Udlændingenævnet modtog ikke en uddybende klage fra ansøgeren.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, jf. udlændingeloven § 17, stk. 1, 1. pkt., ligesom det måtte lægges til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Udlændingenævnet lagde vægt på, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at ansøgeren havde været registreret som forsvundet siden maj 1998, og at det fremgik af ansøgerens pas, udstedt i Montenegro i juli 2013, at ansøgeren indrejste i Schengen-området i juli 2013. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren efter egne oplysninger var blevet frameldt Det Centrale Personregister af politiet, fordi han var eftersøgt i en sag, og at han efter egne oplysninger hele tiden havde opholdt sig i Danmark hos henholdsvis sin søster, broder, nevø og forskellige venner, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt de oplysninger, som Udlændingestyrelsen efterspurgte i marts 2014, og som Udlændingenævnet efterspurgte i februar 2015, og at det følger af udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., at en udlænding skal meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse i henhold til udlændingeloven kan gives, inddrages eller bortfalde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens tidsubegrænsede opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen først ca. 15 år efter, at ansøgeren blev registreret som forsvundet i Det Centrale Personregister, modtog ansøgerens ansøgning om dispensation fra bortfald af hans tidsubegrænsede opholdstilladelse, og at der ikke i øvrigt var oplyst om sådanne omstændigheder, der kunne føre til, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelsen. FAM/2015/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. marts 2015 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark
Dato: 02-03-2015Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en serbisk statsborgers opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, nr. 1, da ansøgeren havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i 1981 meddelt opholdstilladelse i Danmark, og i 1989 blev han meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. I oktober 2013 underskrev ansøgeren i forbindelse med sin repatrieringssag hos kommunen en erklæring om frivilligt frafald af hans opholdstilladelse, og ansøgeren blev i den forbindelse af Dansk Flygtningehjælp vejledt om konsekvenserne heraf. Ansøgeren blev registreret udrejst af Danmark i april 2014. Udlændingestyrelsen modtog i oktober 2014 ansøgerens ansøgning om, at hans opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet som følge af hans udrejse til Serbien. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at ansøgeren i perioden primo maj 2014 til ultimo maj 2014 opholdt sig i Serbien, at det var planlagt, at opholdet skulle være af denne varighed, at formålet med opholdet var repatriering, og at ansøgeren ved udrejsen fraflyttede sin lejlighed i Danmark. Det fremgik endvidere, at ansøgeren ikke havde arbejdet siden udrejsen til Serbien, at ansøgeren talte, læste og skrev dansk, at ansøgeren ikke havde gået i skole eller taget anden uddannelse i Danmark, og at ansøgerens eneste familie i Danmark var hans to herboende voksne børn. Vedlagt ansøgningen var udskrift fra ansøgerens læge, hvoraf det fremgik blandt andet, at ansøgeren var diagnosticeret med følgelidelser efter en formodet blodprop, sukkersyge, forhøjet blodtryk og forstyrrelser i lipidstofskiftet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da han havde opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i oktober 2013 af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om, at han ikke havde fortrydelsesret ved en eventuel repatriering, at ansøgeren derefter underskrev en erklæring om frafald af opholdstilladelse, og at ansøgeren udrejste af Danmark i enten april 2014 eller maj 2014. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen havde anført, at ansøgeren havde boet i Danmark siden 1981, at ansøgeren havde børn og børnebørn i Danmark, at ansøgeren ikke var kommet til Danmark som flygtning, at ansøgeren havde en kæreste i Danmark, og at ansøgeren led af hjerteproblemer og sukkersyge samt havde haft hjerneblødning, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren, uanset hans familiemæssige og private forhold i øvrigt, frivilligt valgte at udrejse til Serbien, hvor ansøgeren hyppigt havde været på besøg. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp var blevet vejledt om konsekvensen heraf. FAM/2015/37.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. september 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Genopdragelsesrejse
Dato: 03-09-2014Udlændingenævnet stadfæstede i september 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en somalisk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17. Ansøgeren blev i oktober 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført til en flygtning her i landet i medfør af udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Ansøgeren blev i Det Centrale Personregister registreret som udrejst af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013. I september 2012 indberettede kommunen til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder havde oplyst til kommunen, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse hos sin søster, idet ansøgeren var ude i noget kriminalitet, at ansøgeren var smidt ud af skolen, og at ansøgeren opførte sig dårligt. Ansøgerens kontaktperson i kommunen oplyste i oktober 2012, at ansøgeren var udrejst af Danmark med sin moder i oktober 2012, og at ansøgeren selv ønskede at tage tilbage til Somalia. I oktober 2013 ansøgte ansøgeren om dispensation fra bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, da ansøgeren havde opholdt sig mere end tre på hinanden følgende måneder på genopdragelsesrejse uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udrejste af Danmark i perioden fra september 2012 til juli 2013, at baggrunden for ansøgerens udrejse af Danmark efter ansøgerens egne oplysninger var, at ansøgerens moder og kommunen var nødsaget til at samarbejde for at få ansøgeren væk fra det kriminelle miljø, at kommunen i september 2012 indberettede til Udlændingestyrelsen, at ansøgerens moder til kommunen havde oplyst, at hun agtede at sende ansøgeren på genopdragelsesrejse, og at Udlændingestyrelsen ved brev i oktober 2012 vejledte ansøgerens moder om reglerne for bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren udrejste frivilligt, at ansøgeren ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, at ansøgerens moder ved brev fra Udlændingestyrelsen i oktober 2012 var blevet vejledt om reglerne for bortfald af opholdstilladelse, at ansøgeren først i oktober 2013 indgav ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet, og at det ikke sås dokumenteret, at ansøgeren havde været forhindret i at kontakte de danske myndigheder med henblik på at søge om dispensation fra bortfald af opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at det var anført, at det ikke var planlagt, at ansøgeren skulle have været afsted så længe, og at grunden til, at ansøgeren ikke vendte tilbage til Danmark før, var, at ansøgeren ikke havde en returbillet til Danmark. FAM/2014/229.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om bortfald af to statsløse palæstinensiske børns opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste af Danmark til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder. Børnenes fader var født i Libanon, men var nu statsborger i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at børnenes opholdstilladelser måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da de havde opgivet deres bopæl i Danmark ved deres udrejse til Libanon sammen med deres moder i 1998, og da de havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene i marts 1998 udrejste af Danmark, og at de genindrejste i Danmark i december 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for ikke at anse børnenes opholdstilladelser for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at hverken faderen eller moderen forud for udrejsen af Danmark i 1998 ansøgte om bevarelse af børnenes opholdstilladelser, og at børnene ikke før december 2013 tog kontakt til de danske myndigheder med henblik på at indrejse i Danmark på ny. Det forhold, at børnene rejste til Libanon i 1998 efter faderens og moderens ønske, og at de ønskede at vende tilbage til Danmark for at bo sammen med faderen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene alene havde opholdt sig i Danmark i henholdsvis et halvt og halvandet år forud for udrejsen til Libanon, at de tog bopæl sammen med deres moder og begyndte i skole i Libanon, og at det var faderens og moderens beslutning at udrejse til Libanon, og at børnene skulle opvokse dér. FAM/2014/196.
Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se praksis for børnesammenføring.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 4. august 2014 – Bortfald – Opgivelse af bopæl i Danmark – Repatriering – Fortrydelsesret
Dato: 04-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en iransk statsborger, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., da han havde opgivet sin bopæl i Danmark, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Ansøgeren blev i marts 1999 meddelt opholdstilladelse under henvisning til hans herboende børn, som var kommet til Danmark i 1995 som uledsagede mindreårige. Han udrejste af Danmark i juni 2012 uden sin familie. Ansøgeren havde ikke forud for udrejsen anmodet Udlændingestyrelsen om stillingtagen til sit opholdsgrundlag i forhold til repatrieringen. Det var under sagen påberåbt, at ansøgeren var omfattet af retten til repatriering og derfor havde fortrydelsesret i forhold til bortfald af hans opholdstilladelse.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren i 2012 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af sin opholdstilladelse, selvom han blev vejledt om konsekvenserne heraf, og at han udrejste af Danmark i juni 2012. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren var meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af den dagældende udlændingelovs § 9, stk. 2, nr. 4, nu § 9 c, stk. 1 (familiemæssig tilknytning), at tilladelsen blev givet på grundlag af ansøgerens børn, der forinden var kommet til Danmark som uledsagede mindreårige, at det fremgik af udlændingelovens § 17 a, stk. 3, at en person, som var omfattet af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, kun var omfattet af fortrydelsesretten, hvis den pågældende vendte tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland sammen med den person, til hvem udlændingen havde den familiemæssige tilknytning, der havde dannet grundlag for opholdstilladelsen, og at det fremgik af Vejledning til repatrieringsloven af juni 2010, at en familiesammenført udlænding til en flygtning m.v., der var repatrieret til sit hjemland eller tidligere opholdsland uden referencen, ikke havde fortrydelsesret efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde således vægt på, at ansøgeren udrejste til Iran uden sine børn, som oprindeligt gav ham grundlag for at få opholdstilladelse i Danmark, at ansøgeren ikke før udrejsen ansøgte om bevarelse af sin opholdstilladelse, og at han udrejste, før Udlændingestyrelsen havde mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om bortfald ved repatriering, uanset at ansøgeren af Dansk Flygtningehjælp blev vejledt om konsekvenserne heraf. FAM/2014/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 27-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014 om bortfald af opholdstilladelse til en statsløs født i Libanon. Den pågældende indrejste i Danmark i 1993, blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i april 1996 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgik af den tidsubegrænsede opholdstilladelse, at den var gyldig, så længe fast ophold blev bevaret i Danmark. I september 2012 ansøgte den pågældende om, at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af hendes ansøgning, at hun var udrejst til Libanon i august 2007, at hun havde været udrejst i fem år, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruktion fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, og at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden. Det fremgik endvidere af sagen, at hun var udrejst frivilligt sammen med parrets tre fællesbørn født i henholdsvis 1994, 1997 og 2000, og at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Libanon fra marts 2009 til marts 2010. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren og to af børnene først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, hvorfor de ikke havde kunnet genindrejse i Danmark før september 2012, og at det ville være stærkt belastende for ansøgerens børn, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældendes opholdstilladelse var bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun havde været udrejst i perioden fra august 2007 til september 2012. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruks fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden, og at ansøgeren og børnene først kunne genindrejse i Danmark i september 2012 på grund af, at de først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst frivilligt, at hun ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, og at det ikke var dokumenteret, at hun havde forsøgt at kontakte de danske myndigheder med henblik på tilbagerejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at ansøgeren var forhindret i at returnere til Danmark som følge af uforudsete begivenheder. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i 1993, at hun efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, og at hendes ægtefælle, børn og søster opholdt sig i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste på den baggrund ansøgeren til at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab til Udlændingestyrelsen. FAM/2014/65.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. september 2013 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 23-09-2013Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i mere end fem år til en registreret partner til en dansk statsborger, der arbejdede for internationale organisationer i udlandet. Ansøgeren blev i december 2002 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvilken opholdstilladelse senest i februar 2007 blev forlænget som gyldig frem til november 2009. Ifølge Det Centrale Personregister udrejste ansøgeren herefter i februar 2008 til Mozambique i forbindelse med sin partners udstationering for forskellige internationale organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte efterfølgende i januar 2008, i februar 2010 og i maj 2011 ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i Danmark. Det fremgik af sagens akter, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2011 om dispensation fra bortfald var betinget af, at ansøgeren fortsat skulle opholde sig i Schweiz, hvor parret opholdt sig på daværende tidspunkt, at ansøgerens partner fortsat skulle have ansættelse ved en international hjælpeorganisation i Schweiz, at ansøgeren skulle returnere til Danmark forinden dispensationsperiodens udløb i august 2011, såfremt ovennævnte grundlag for dispensationen ophørte, og at ansøgeren inden udløbet af dispensationsperioden skulle ansøge om yderligere dispensation, såfremt ansøgeren måtte ønske dette. Ansøgeren opholdt sig herefter i Den Centralafrikanske Republik i perioden fra august 2011 til december 2012, hvor han genindrejste i Danmark som led i sin partners ansættelse ved en international organisation. Ansøgeren indgav herpå i januar 2013 ansøgning om yderligere dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at det ikke var ansøgerens hensigt at forblive så længe i udlandet, og at ansøgeren og dennes partner som følge af borgerkrig var blevet evakueret fra Den Centralafrikanske Republik. Ansøgeren gjorde under klagen gældende, at han i hele perioden fra sin udrejse og frem til 2011 løbende havde ansøgt om dispensation fra bortfald.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren forinden sin udrejse til Schweiz var blevet meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse grundet sin partners udstationering for en international organisation, og at ansøgerens yderligere ophold i Den Centralafrikanske Republik ligeledes skyldtes ansøgerens partners udstationering for en international organisation. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren – såfremt han havde ansøgt om yderligere dispensation fra bortfald – ville kunne være blevet meddelt dispensation, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at grundlaget for dispensation fra bortfald – partneres udsendelse for en international organisation – fortsat bestod, indtil ansøgeren genindrejste i Danmark i december 2012. FAM/2013/115.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet