Længerevarende ophold i udlandet
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. september 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 01-09-2016Udlændingenævnet stadfæstede i september 2016 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt., og at klageren ikke kunne gives dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Klageren var i 2009 blevet meddelt opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold i Danmark i medfør af greencardordningen. Denne opholdstilladelse var senest blevet forlænget til januar 2017. Det fremgik udtrykkeligt af afgørelsen på engelsk, at denne ville bortfalde, hvis klageren opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at klageren var registreret som indrejst i Danmark i januar 2009, at han i oktober 2012 indgik ægteskab i Danmark, og at han i november 2015 blev registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater. Det fremgik af sagen, at klageren siden den 1. maj 2014 havde haft arbejdssted i Dubai.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik udtrykkeligt på engelsk af klagerens afgørelse fra november 2012, hvor hans opholdstilladelse efter greencardordningen blev forlænget, at opholdstilladelsen var meddelt med henblik på midlertidigt ophold, og at den ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end seks på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren i maj 2014 påbegyndte arbejde hos en virksomhed registreret i De Forenede Arabiske Emirater, og at arbejdsstedet var i Dubai, men at klageren først i januar 2015 og i maj 2015 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Klageren havde således opholdt sig uden for Danmark i ni måneder, før han første gang indgav en ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Udlændingenævnet bemærkede, at det forhold, at der efter klagerens opfattelse var forskel på den danske og den engelske version af hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende reglerne for bortfald, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da hjemmesiden alene indeholdt generel vejledning, mens det af klagerens afgørelse af november 2012 udtrykkeligt fremgik, hvad der var gældende for klageren, herunder også at hans opholdstilladelse var meddelt med henblik på midlertidigt ophold og ikke varigt ophold. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren forventede at returnere til Danmark senest i december 2016, men at klagerens opholdstilladelse efter greencardordningen ville udløbe i januar 2017. Klageren ville således ikke kunne opfylde betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse efter greencardordningen, hvilket var en grundlæggende forudsætning for, at han kunne meddeles dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på ved afgørelsen af, om der forelå et velbegrundet formål, at klageren udrejste af Danmark i april 2014 for at påbegynde sin ansættelse hos virksomheden i De Forenede Arabiske Emirater. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at klagerens ansættelse ikke havde relation til et i Danmark påbegyndt ansættelsesforhold. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at klageren alene havde haft opholdstilladelse meddelt med henblik på midlertidigt ophold i fem år og tre måneder forud for hans udrejse til De Forenede Arabiske Emirater, at han havde søgt om dispensation fra bortfald for en periode på et år og syv måneder, og at han dermed ikke havde opnået en stærk længerevarende tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at tilsagn om beskæftigelse ved tilbagevenden til Danmark ikke var tilstrækkeligt i sig selv til, at klageren havde opnået en sådan væsentlig tilknytning til Danmark, at der kunne dispenseres fra bortfald af opholdstilladelse. Det forhold, at klageren var gift med en dansk statsborger, fandt Udlændingenævnet endelig ikke i sig selv kunne føre til en ændret vurdering, da ægtefællen ifølge CPR også var registreret som udrejst til De Forenede Arabiske Emirater i september 2014. ERH/2016/78.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 28. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Den herboende ægtefælle afgået ved døden
Dato: 28-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse meddelt til en statsborger fra Paraguay, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Klageren blev i juli 2007 meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført. I juni 2011 udrejste hun til Paraguay for efter det oplyste at passe sin døende moder. I januar 2014 døde klagerens herboende ægtefælle, og i april 2014 genindrejste klageren i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at klagerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, da hun havde opholdt sig mere end seks på hinanden følgende måneder uden for landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i juni 2011 udrejste af Danmark, og at hun først i april 2014 genindrejste her i landet. Udlændingenævnet fandt ikke, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det forhold, at klageren udrejste til Paraguay for at tage sig af sin moder, at klagerens moder levede længere, end lægerne troede, det var muligt, at klageren ikke kunne efterlade hende alene, hvorfor hun forblev i Paraguay, indtil moderen døde, at klageren havde et voksent barn samt et barnebarn her i landet, og at klageren havde haft opholdstilladelse i Danmark i fire år, kunne ikke føre til et andet udfald af sagen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse. Det bemærkedes, at klageren ej heller via hendes herboende ægtefælle eller voksne barn havde oplyst udlændingemyndighederne om, at hun havde været forhindret i at udrejse af Paraguay på et tidligere tidspunkt, ligesom klageren selv havde valgt at forblive i Paraguay for at tage sig af sin moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det oplyste om, at klagerens ophold i Paraguay i 2011, der var planlagt som et 3-måneders besøg, men blev til to år og ni måneder, udelukkende fordi klagerens moder blev syg og krævede massiv pleje, og at klageren ikke kunne forlade hende til en uvis skæbne, ikke kunne føre til et ændret vurdering. Det anførte om, at klageren i forbindelse med den lange plejeperiode kunne erkende, at hverken hendes ægtefælle eller hun var opmærksomme på de danske regler omkring hendes opholdstilladelse, og at denne kunne bortfalde ved et længere udenlandsophold, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens opholdstilladelse, at opholdstilladelsen var gyldig, så længe fast ophold i Danmark bevaredes, og at opholdstilladelsen ville bortfalde, hvis hun opgav sin bopæl i Danmark, eller hvis hun havde et længerevarende ophold uden for Danmark, hvorfor det måtte antages klageren bekendt, hvilke konsekvenser en udrejse af Danmark i en længerevarende periode kunne have. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klageren i Danmark hele tiden havde været i stand til at forsørge sig selv via arbejde, at hun var i stand til at finde en passende bolig, at hun havde gået på sprogskole siden april 2014, at hun gjorde rigtig meget for at integrere sig i det danske samfund, at hun perioden fra 1994 til 2006 havde været på hyppige besøg i Danmark, hvilket styrkede sammenholdet med hendes ægtefælle og parrets barn, fandt Udlændingenævnet desuden ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var klagerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at klageren kunne henvises til at udøve familielivet med sit voksne barn og barnebarn i det samme omfang, som hun hidtil havde gjort. For så vidt angik det af klageren anførte om, at familierelationerne til familie i Paraguay på klagetidspunktet kun bestod i få sporadiske telefonsamtaler 1-3 gange årligt med klagerens søskende, at begge klagerens forældre var døde, at hun ikke har andre børn, som kunne øge hendes tilknytning til Paraguay, og at arbejdsmarkedet i Paraguay var præget af stor arbejdsløshed, dårlige bolig forhold og dårlige almene økonomiske forhold, bemærkede Udlændingenævnet, at sociale og økonomiske forhold i hjemlandet ikke i sig selv kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, og henviste til, at klageren i perioden fra juni 2011 til april 2014 havde opholdt sig i Paraguay. Det forhold, at klagerens ægtefælle døde ved en trafikulykke i Danmark i januar 2014, og at han lå begravet i Danmark, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen, da der herved ikke var oplyst om omstændigheder, der kunne føre til, at klagerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. FAM/2016/21.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 20. januar 2016 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 20-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på en irakisk statsborgers ansøgning om, at hendes opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af Det Centrale Personregister (CPR), at ansøgeren var indrejst i Danmark i juli 2003, og at hun udrejste af Danmark i oktober 2012 sammen med sin daværende ægtefælle og parrets fire børn, som alle var irakiske statsborgere. Ansøgeren havde ved personligt fremmøde på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 anmodet om ambassadens bistand til at indrejse i Danmark, idet ansøgerens tidligere ægtefælle havde beslaglagt ansøgerens og fællesbørnenes rejsedokumenter. Ansøgeren oplyste i forbindelse hermed, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget til ambassaden for at anmode om hjælp, at hun og hendes familie var udrejst af Danmark to år tidligere, at hun og fællesbørnene havde været udsat for fysisk vold af ansøgerens ægtefælle, at hun ingen fast adresse i Danmark havde, og at hun og fællesbørnene ønskede at rejse tilbage til Danmark. Det fremgik af ansøgerens ansøgning til Udlændingestyrelsen i september 2014, at formålet med rejsen i oktober 2012 var ferie af en måneds varighed, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde forhindret ansøgeren og fællesbørnene i at rejse tilbage til Danmark, og at hun ikke havde kendskab til, hvad der var sket med hendes bolig samt ejendele i Danmark. Det fremgik endvidere af ansøgningsskemaet, at ansøgeren ikke havde kendskab til, hvorvidt hun var blevet frameldt CPR, at hun talte, læste og skrev dansk, at hun ikke havde familie i Danmark, at hun ikke havde opholdstilladelse i opholdslandet, at hun talte, læste og skrev sproget i opholdslandet, at hendes tidligere ægtefælle havde låst hende og fællesbørnene inde i det hus, hvor familien havde boet, at hun havde familie i opholdslandet, og at hun havde anmodet om de danske myndigheders bistand til at finde sine børn og hjælpe hende selv og børnene til Danmark. Ansøgerens partsrepræsentant oplyste i en e-mail i november 2015 til Udlændingenævnet, at ansøgeren var indrejst i Danmark i oktober 2015, at ansøgerens tidligere ægtefælle var både fysisk og psykisk voldelig over for ansøgeren og fællesbørnene, at ansøgeren og ansøgerens tidligere ægtefælle var blevet skilt i januar 2015, at en domstol havde godkendt skilsmissen på grund af dokumenteret vold, at ansøgeren ved skilsmissen fik tilkendt bopælspligten over børnene, og at ansøgerens tidligere ægtefælle ikke havde udleveret børnenes pas og øvrige dokumenter. Det fremgik endvidere, at ansøgeren anså sin tidligere ægtefælle som farlig. Vedlagt e-mailen var to udaterede fotos, som angiveligt viste ansøgerens skader. Ved nævnsmødet forklarede ansøgeren, at hun i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hun udrejste i oktober 2012, men at den korrekte dato var i juli 2012. Allerede efter en måned i Irak ønskede hun at rejse tilbage til Danmark, fordi tvillingerne på syv måneder fik det dårligt. Hendes tidligere ægtefælle havde nægtet hende at rejse og sagde, at hun aldrig kom til Danmark. Hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som sørgede for, at hun og børnene aldrig kom ud af døren. På et tidspunkt, hvor ansøgerens tidligere ægtefælle ikke var hjemme, havde hun aftalt med vagten, at han fik et guldarmbånd for at hjælpe hende med at rejse. Vagten og dennes familie havde kontakter i Teheran og hjalp ansøgeren med at komme dertil. Hun fik sin søster til at passe børnene, mens hun var bortrejst. Hendes børn var hos hendes søster på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse. Ansøgeren havde ikke kontakt med sin tidligere ægtefælle.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da ansøgeren havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst, at hun var udrejst af Danmark i juli 2012, at hun var registreret i CPR som udrejst af Danmark i oktober 2012, at hun først i september 2014 henvendte sig på den danske ambassade i Teheran, og hun først i oktober 2015 efter det oplyste genindrejste her i landet. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det fremgik af ansøgerens opholdstilladelse fra juli 2003, at denne var gyldig, så længe fast ophold i Danmark blev bevaret. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse til grund, at det ikke var dokumenteret eller på anden vis sandsynliggjort, at ansøgerens tidligere ægtefælle havde holdt ansøgeren og fællesbørnene indespærret fra juli 2012 til september 2014, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade i Teheran, ligesom det ikke var sandsynliggjort, hvordan det var lykkedes ansøgeren at rejse alene fra Karbala, Irak, til Teheran, Iran, hvor afstanden er 985 kilometer, samt indrejse i Iran uden rejsedokumenter, som ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde i sin besiddelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke forud for nævnsmødet i januar 2016 havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde ansat en vagt, som hun bestak med et guldarmbånd. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke kunne huske, hvornår dette havde fundet sted. Udlændingenævnet fandt derfor, at ansøgeren ikke havde godtgjort, at hun havde været forhindret i at tage kontakt til de danske myndigheder inden september 2014. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde forklaret divergerende om, hvornår hun og familien udrejste af Danmark, idet hun både havde oplyst, at udrejsen foregik i juli 2012 og i oktober 2012. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren havde forklaret divergerende, idet hun havde oplyst, at hendes tidligere ægtefælle havde hendes og fællesbørnenes rejsedokumenter i sin besiddelse, men at hun alligevel havde fremsendt en kopi af disse ved indleveringen af ansøgningsskemaet i september 2014 samt oplyst i en e-mail fra august 2015, at hun havde sit samt de to ældste børns pas i kopi. Udlændingenævnet bemærkede desuden, at ansøgeren havde forklaret divergerende vedrørende længden af sin tidligere ægtefælles tilbageholdelse af hende og fællesbørnene, idet hun ved den personlige henvendelse på den danske ambassade i Teheran, Iran, i september 2014 havde oplyst, at hun uden sin tidligere ægtefælles viden var taget fra familiens bopæl i Irak, mens hun i en e-mail fra august 2015 havde oplyst, at hun efter at have været bortført i halvandet år flygtede til et andet sted og rejste til Iran, hvor hun henvendte sig til den danske ambassade. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at ansøgeren ikke under sagen havde oplyst, at ansøgerens tidligere ægtefælle på noget tidspunkt skulle være genindrejst i Danmark, uanset at det af Udlændingestyrelsens afgørelser vedrørende fællesbørnene fremgik, at ansøgerens tidligere ægtefælle både udrejste fra og indrejste i Danmark i november 2013, og at han i hvert fald i perioden fra november 2013 til juli 2014 opholdt sig i Danmark. Det kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, at der til sagen var blevet fremsendt to billeder som dokumentation for, at ansøgeren skulle have været udsat for vold af sin tidligere ægtefælle. FAM/2016/18.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. december 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 03-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Makedonien. Det fremgik af sagen, at ansøgeren i august 1996 fik tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, og at han i august 2011 henvendte sig til Udlændingestyrelsen for at blive vejledt om reglerne om bortfald af opholdstilladelse, idet han ønskede at tage ophold uden for Danmark i et år, hvilket Udlændingestyrelsen i oktober 2011 vejledte ham om. I september 2012 henvendte ansøgeren sig på ny til Udlændingestyrelsen, hvor han oplyste, at han havde været i kontakt med Center for Pension med henblik på at tage ophold i Makedonien og medbringe sin førtidspension, og at han ønskede at tage ophold i Makedonien for at få ro og fred i livet. Ansøgeren bad i den forbindelse om at blive vejledt om, hvor længe han maksimalt kunne opholde sig uden for Danmark for at undgå at miste sin opholdstilladelse, og hvordan han kunne søge dispensation fra bortfald. I december 2012 henviste Udlændingestyrelsen ansøgeren til den tidligere vejledning om bortfald fra oktober 2011 og til reglerne på www.nyidanmark. Styrelsen oplyste endvidere, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål, der relaterede sig til ansøgerens pension. Ansøgeren udrejste i september 2012 til Makedonien og var herefter ikke efterfølgende registreret som indrejst. I april 2015 modtog Udlændingestyrelsen en ansøgning om, at opholdstilladelsen ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik heraf, at ansøgeren udrejste af Danmark i november 2012, og at han i marts 2015 på ny indrejste i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., da han havde opholdt sig mere end 12 på hinanden følgende måneder uden for Danmark, idet det af Det Centrale Personregister fremgik, at han i september 2012 var udrejst af Danmark, og at han først efter det oplyste i marts 2015 – to år og seks måneder efter udrejsen – var genindrejst her i landet. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren før sin udrejse af Danmark efter anmodning herom henholdsvis i september 2011 og igen i december 2012 blev vejledt af Udlændingestyrelsen om reglerne for ophold i udlandet – herunder at opholdstilladelsen ville bortfalde, såfremt han opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 måneder i træk – konsekvenserne for bortfald af opholdstilladelsen og ansøgning om dispensation fra bortfald både før og efter en udrejse af Danmark, og at Udlændingestyrelsen i sin vejledning i december 2012 udtrykkeligt havde oplyst ham om, at styrelsen ikke kunne besvare spørgsmål relateret til hans pension. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren inden sin udrejse af Danmark i september 2012 ikke kunne have haft en berettiget forventning om, at tre års ophold uden for Danmark (en længere periode end den der fremgår af udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt.), ikke ville medføre bortfald af hans opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå oplysninger om sådanne forhold, der kunne føre til, at ansøgerens opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det var ansøgerens eget valg at udrejse af Danmark og opholde sig i en længerevarende periode i udlandet. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren til trods for vejledning herom ikke før udrejsen havde ansøgt om bevarelse af sin opholdstilladelse eller i forlængelse af sin søns sygdomsforløb havde ansøgt om dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren var meddelt førtidspension på grund af sin skizofreni, og at han efter det oplyste ikke kunne vende tilbage til Makedonien, da han ingen familie havde tilbage dér, ikke kunne føre til dispensation fra bortfald. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren allerede før udrejsen i september 2012 var meddelt førtidspension på grund af sin psykiske tilstand, at han til trods for sin psykiske tilstand tog ophold Makedonien i to år og seks måneder, at hans ægtefælle og søn aktuelt var bosiddende i hans lejlighed i Makedonien, og at han på den baggrund måtte antages igen at kunne tage ophold i Makedonien for dér at udøve sit familieliv med sin ægtefælle og søn. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det forhold, at ansøgeren efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, at han havde gennemført sin folkeskole og en HF-uddannelse samt delvist gennemført en uddannelse på en skuespiller højskole, og at han havde haft en vis tilknytning til det danske arbejdsmarked, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da han ikke på den baggrund kunne anses for at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at hans opholdstilladelse på denne baggrund ikke skulle anses for bortfaldet. Udlændingenævnet fandt endelig, for så vidt angik det anførte om, at ansøgeren var blevet overfaldet i Makedonien, og at han frygtede for sin sikkerhed, at dette i sig selv ikke kunne føre til et andet resultat. FAM/2015/197.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. august 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 18-08-2015Udlændingenævnet stadfæstede i august 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om, at en iransk ansøgers opholdstilladelse var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, og at den ikke kunne meddeles på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 17, jf. § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren, der var født i Danmark i 2014, blev i december 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2. Ansøgeren boede herefter i perioden fra december 2010 til august 2014 i Iran sammen med sin moder grundet den herboende reference og ansøgerens moders skilsmisse, og parret var enige om, at ansøgeren skulle flytte til Iran med sin moder i forbindelse med parrets skilsmisse. Ansøgerens moder havde til sagen oplyst, at hun havde indgået ægteskab på ny, og at hendes nye ægtefælle ikke ønskede ansøgeren boende, ligesom hendes nye ægtefælle ikke lod hende indrejse med ansøgeren på besøgsophold i Danmark som hidtil. Den herboende reference havde oplyst, at han som politisk flygtning ikke havde mulighed for at indrejse i Iran.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark måtte anses for bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da hun havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde været registreret udrejst siden december 2010, og at hun måtte anses for at have opgivet sin bopæl i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var grundlag for ikke at anse ansøgerens opholdstilladelse om bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at ansøgerens moders nye ægtefælle ikke ønskede at have ansøgeren boende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at grundlaget for ansøgerens udrejse var, at den herboende reference og ansøgerens moder i forlængelse af deres skilsmisse aftalte, at ansøgeren skulle udrejse af Danmark sammen med sin moder og opholde sig i Iran. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at den herboende reference ikke forud for ansøgerens planlagte udrejse af Danmark ansøgte om bevarelse af hendes opholdstilladelse, og at den herboende reference således først knap fire år efter ansøgerens udrejse indgav ansøgning om dispensation for bortfald af opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren heller ikke kunne meddeles opholdstilladelse på ny i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 17. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark i knap seks år fra sin fødsel og frem til tidspunktet for hendes udrejse i 2010 samt på to korte visumophold, at hun på ansøgningstidspunktet havde været udrejst af Danmark i knap fire år, at hun ikke talte, skrev eller læste dansk, og at hun havde gået i skole i Iran, ligesom hun talte, skrev og læste opholdslandets sprog. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren udrejste i en alder af knap seks år, hvorfor hun havde haft hovedparten af sine formative år udenfor Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at den herboende reference på tidspunktet for ansøgerens udrejse til Iran og aftalen herom med ansøgerens moder ej heller havde mulighed for at rejse til Iran, hvorfor Udlændingenævnet fandt, at den herboende reference havde accepteret at udøve sit familieliv med ansøgeren gennem korte visumophold i Danmark, og at ansøgeren havde mulighed for at søge om visumophold i Danmark under ledsagelse af en anden person end sin moder. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke var dokumenteret eller sandsynliggjort, at ansøgeren manglede grundlæggende omsorg eller pleje i Iran, ligesom der ikke var oplyst om og dokumenteret forhold, der talte imod, at ansøgeren fortsat kunne opholde sig hos sin familie i Iran, hvor hendes moder tillige boede, og hvor ansøgeren havde boet siden sin tilbagerejse i december 2010. FAM/2015/147.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 18. juni 2015 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Dispensation fra bortfald – Længden af dispensationsperioden
Dato: 18-06-2015Udlændingenævnet omgjorde i juni 2015 Udlændingestyrelsens vurdering af i hvilken periode, der kunne dispenseres fra bortfald af en opholdstilladelse til en statsborger fra Burma. Udlændingestyrelsen havde i oktober 2014 meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2015.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at der kunne dispenseres fra bortfald af ansøgerens opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 til februar 2016 og dermed i et år yderligere. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i oktober 2014 havde meddelt ansøgeren dispensation fra bortfald af hendes opholdstilladelse i perioden fra januar 2011 og indtil februar 2015 under henvisning til ansøgerens arbejde som ”medical officer” på et universitet, og at Udlændingestyrelsen havde fundet, at ansøgerens ophold i Malaysia tjente et velbegrundet og dokumenteret formål. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af ansøgerens ansættelseskontrakt fra det pågældende universitet, at ansøgeren var ansat som ”medical officer” i en periode på to år fra januar 2014 til januar 2016, og at der var tale om forlængelse af en tidligere kontrakt. FAM/2015/110.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 21. august 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet – Børn
Dato: 21-08-2014Udlændingenævnet stadfæstede i august 2014 Udlændingestyrelsens afgørelser om bortfald af to statsløse palæstinensiske børns opholdstilladelser i medfør af udlændingelovens § 17. Børnene blev født i henholdsvis 1996 og 1997 i Danmark, og de blev i forbindelse med deres fødsel meddelt opholdstilladelse i Danmark. Børnene udrejste af Danmark til Libanon i marts 1998 sammen med deres moder. Børnenes fader var født i Libanon, men var nu statsborger i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at børnenes opholdstilladelser måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. og 3. pkt., da de havde opgivet deres bopæl i Danmark ved deres udrejse til Libanon sammen med deres moder i 1998, og da de havde opholdt sig uden for landet i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene i marts 1998 udrejste af Danmark, og at de genindrejste i Danmark i december 2013. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for ikke at anse børnenes opholdstilladelser for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at hverken faderen eller moderen forud for udrejsen af Danmark i 1998 ansøgte om bevarelse af børnenes opholdstilladelser, og at børnene ikke før december 2013 tog kontakt til de danske myndigheder med henblik på at indrejse i Danmark på ny. Det forhold, at børnene rejste til Libanon i 1998 efter faderens og moderens ønske, og at de ønskede at vende tilbage til Danmark for at bo sammen med faderen, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde vægt på, at børnene alene havde opholdt sig i Danmark i henholdsvis et halvt og halvandet år forud for udrejsen til Libanon, at de tog bopæl sammen med deres moder og begyndte i skole i Libanon, og at det var faderens og moderens beslutning at udrejse til Libanon, og at børnene skulle opvokse dér. FAM/2014/196.
Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1, se praksis for børnesammenføring.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 27. maj 2014 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 27-05-2014Udlændingenævnet stadfæstede i maj 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse fra marts 2014 om bortfald af opholdstilladelse til en statsløs født i Libanon. Den pågældende indrejste i Danmark i 1993, blev meddelt opholdstilladelse som ægtefællesammenført efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 2, og blev i april 1996 meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Det fremgik af den tidsubegrænsede opholdstilladelse, at den var gyldig, så længe fast ophold blev bevaret i Danmark. I september 2012 ansøgte den pågældende om, at hendes opholdstilladelse ikke skulle anses for bortfaldet. Det fremgik af hendes ansøgning, at hun var udrejst til Libanon i august 2007, at hun havde været udrejst i fem år, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruktion fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, og at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden. Det fremgik endvidere af sagen, at hun var udrejst frivilligt sammen med parrets tre fællesbørn født i henholdsvis 1994, 1997 og 2000, og at ansøgerens ægtefælle opholdt sig i Libanon fra marts 2009 til marts 2010. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren og to af børnene først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, hvorfor de ikke havde kunnet genindrejse i Danmark før september 2012, og at det ville være stærkt belastende for ansøgerens børn, såfremt ansøgeren ikke kunne meddeles dispensation fra bortfald af opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt, at den pågældendes opholdstilladelse var bortfaldet efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet hun havde opholdt sig uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun havde været udrejst i perioden fra august 2007 til september 2012. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var grundlag for at dispensere fra bortfald af opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 3. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at det ikke var planlagt, at hun skulle have været udrejst så længe, at hun var rejst til Libanon på grund af en konflikt i hendes ægteskab og efter instruks fra hendes broder, at hendes broder i Libanon havde tilbageholdt hendes pas, at hendes ægtefælle havde frameldt hende Det Centrale Personregister uden hendes viden, og at ansøgeren og børnene først kunne genindrejse i Danmark i september 2012 på grund af, at de først fik udstedt pas i henholdsvis juni 2012 og august 2012, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst frivilligt, at hun ikke havde søgt om dispensation forud for udrejsen, og at det ikke var dokumenteret, at hun havde forsøgt at kontakte de danske myndigheder med henblik på tilbagerejse til Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at ansøgeren var forhindret i at returnere til Danmark som følge af uforudsete begivenheder. Det forhold, at ansøgeren indrejste i Danmark i 1993, at hun efter det oplyste talte, læste og skrev dansk, og at hendes ægtefælle, børn og søster opholdt sig i Danmark, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste på den baggrund ansøgeren til at indgive en ny ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af ægteskab til Udlændingestyrelsen. FAM/2014/65.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. september 2013 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 23-09-2013Udlændingenævnet omgjorde i september 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på dispensation fra bortfald af opholdstilladelse i mere end fem år til en registreret partner til en dansk statsborger, der arbejdede for internationale organisationer i udlandet. Ansøgeren blev i december 2002 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., hvilken opholdstilladelse senest i februar 2007 blev forlænget som gyldig frem til november 2009. Ifølge Det Centrale Personregister udrejste ansøgeren herefter i februar 2008 til Mozambique i forbindelse med sin partners udstationering for forskellige internationale organisationer. Udlændingestyrelsen meddelte efterfølgende i januar 2008, i februar 2010 og i maj 2011 ansøgeren dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen i Danmark. Det fremgik af sagens akter, at Udlændingestyrelsens afgørelse fra maj 2011 om dispensation fra bortfald var betinget af, at ansøgeren fortsat skulle opholde sig i Schweiz, hvor parret opholdt sig på daværende tidspunkt, at ansøgerens partner fortsat skulle have ansættelse ved en international hjælpeorganisation i Schweiz, at ansøgeren skulle returnere til Danmark forinden dispensationsperiodens udløb i august 2011, såfremt ovennævnte grundlag for dispensationen ophørte, og at ansøgeren inden udløbet af dispensationsperioden skulle ansøge om yderligere dispensation, såfremt ansøgeren måtte ønske dette. Ansøgeren opholdt sig herefter i Den Centralafrikanske Republik i perioden fra august 2011 til december 2012, hvor han genindrejste i Danmark som led i sin partners ansættelse ved en international organisation. Ansøgeren indgav herpå i januar 2013 ansøgning om yderligere dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Det fremgik af ansøgningen blandt andet, at det ikke var ansøgerens hensigt at forblive så længe i udlandet, og at ansøgeren og dennes partner som følge af borgerkrig var blevet evakueret fra Den Centralafrikanske Republik. Ansøgeren gjorde under klagen gældende, at han i hele perioden fra sin udrejse og frem til 2011 løbende havde ansøgt om dispensation fra bortfald.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark ikke skulle anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren forinden sin udrejse til Schweiz var blevet meddelt dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse grundet sin partners udstationering for en international organisation, og at ansøgerens yderligere ophold i Den Centralafrikanske Republik ligeledes skyldtes ansøgerens partners udstationering for en international organisation. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at ansøgeren – såfremt han havde ansøgt om yderligere dispensation fra bortfald – ville kunne være blevet meddelt dispensation, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet lagde endvidere til grund, at grundlaget for dispensation fra bortfald – partneres udsendelse for en international organisation – fortsat bestod, indtil ansøgeren genindrejste i Danmark i december 2012. FAM/2013/115. -
Udlændingenævnets afgørelse af 7. august 2013 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 07-08-2013Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdstilladelse til en statsborger fra Serbien efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt. Ansøgeren, der er født i februar 1967 i Serbien, indrejste i Danmark i juni 1990, hvor han i januar 1992 blev meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Ifølge stemplerne i ansøgerens pas var han herefter i august 2009 udrejst af Danmark til Serbien sammen med sin familie. I januar 2013 genindrejste ansøgeren i Danmark, hvor han i februar 2013 indgav ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark. Det fremgik af ansøgningen, at ansøgerens længerevarende ophold i Serbien skyldtes, at han dér i perioden fra august 2009 til september 2012 havde siddet varetægtsfængslet og efterfølgende afsonet en fængselsstraf for et strafbart forhold, som ansøgeren efter eget udsagn ikke havde begået, og under hvilken fængsling og afsoning ansøgeren ikke havde haft mulighed for at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse som udgangspunkt måtte anses for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1, 3. pkt., idet Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren havde opholdt sig uden for Danmark i tre år og fem måneder. Det forhold, at ansøgeren havde anført, at han var blevet uretmæssigt dømt, og at han derfor havde opholdt sig ufrivilligt uden for Danmark i mere end 12 på hinanden følgende måneder, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger i sagen om, at ansøgeren i forbindelse med frihedsberøvelsen, straffesagen og den senere afsoning heraf i Serbien skulle have været forhindret i at kontakte de danske udlændingemyndigheder med henblik på ansøgning om dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, uagtet at begivenheden var uforudset for ansøgeren. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå sådanne særlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, at ansøgeren alligevel burde meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. FAM/2013/113.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet