Udlændingenævnets afgørelse af 10. november 2014 – Au Pair – Formodning

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse fra august 2014 om afslag på en ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark meddelt til en ansøger fra Brasilien, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. I maj 2013 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som au pair og indrejste herefter til Danmark i juni 2013. I december 2013 ophørte ansøgeren med at være au pair hos sin første familie. I januar 2014 indgav ansøgeren en ansøgning om opholdstilladelse som au pair hos en anden familie, hvori hun blandt andet oplyste, at hun havde lært tysk under et tidligere au pair ophold i Østrig. Ansøgeren blev herefter meddelt opholdstilladelse i februar 2014 gældende frem til februar 2015. I maj 2014 ophørte ansøgeren som au pair hos sin anden familie og indgav herefter i juli måned en tredje ansøgning om opholdstilladelse som au pair, som der blev givet afslag på måneden efter med en udrejsefrist i september 2014. Ansøgerens repræsentant havde stillet sig undrende over for, at der gjaldt en klagefrist på otte uger, når styrelsen havde fastsat en udrejsefrist, som tidsmæssigt lå forud for klagefristens udløb. Repræsentanten anførte endvidere, at ansøgeren måtte anses for berettiget til at opsige kontrakten med sin anden værtsfamilie, idet de havde åbnet et brev adresseret til hende. Til støtte for klagen til Udlændingenævnet anførte ansøgeren blandt andet, at den oprindelige opholdstilladelse som au pair blev meddelt frem til februar 2015, og at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke havde anmodet om hendes bemærkninger til, hvorfor hun var nødsaget til at flytte værtsfamilie to gange.
 

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren allerede havde haft ophold i Danmark i mere end et år som følge af flere ophold som au pair hos to forskellige værtsfamilier, hvorfor der forelå en formodning for, at hun allerede havde opnået en stor del af den læring og personlige udvikling, som er tiltænkt en au pair-person via ordningen. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren selv havde oplyst at have lært tysk under et au pair ophold i Østrig, hvorfor det måtte vurderes, at ansøgeren havde opnået kendskab til vestlig kultur og samfundsforhold. Det af ansøgeren anførte om, at hendes oprindelige opholdstilladelse som au pair blev meddelt frem til februar 2015, kunne ikke føre til en ændret vurdering, da opholdstilladelsen var betinget af, at betingelserne for opholdstilladelsen løbende kunne anses for opfyldt. Det forhold, at udrejsefristen lå forud for klagefristens udløb, kunne endvidere ikke føre til en ændret vurdering, idet ansøgeren kunne indsende en klage, uanset at hun ikke fysisk opholdt sig i landet. Det forhold, at det blev anført, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ikke havde indhentet tilstrækkelige oplysninger til brug for at træffe en saglig afgørelse, kunne heller ikke føre en til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren selv i ansøgningsskemaerne havde anført sin begrundelse for at skifte værtsfamilie, og at dette måtte anses som en tilstrækkelig information til styrelsens bedømmelse af, om hun efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, kunne meddeles opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 40, stk. 1. Udlændingenævnet henviste endelig til, at et eventuelt brud på brevhemmeligheden skulle drøftes med politiet, idet Udlændingenævnet ikke havde kompetence til at vurdere dette forhold. ERH/2014/210.


Senest opdateret: 10-11-2014
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen