Administrativ udvisning

Praksis

Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område.

Forrige

Side 5 af 7

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 9. juni 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 09-06-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en rumænsk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Klageren var efter egne oplysninger senest indrejst i Danmark i december 2014. Det fremgik af sagen, at han i løbet af fire til fem dage i december 2014 i Danmark var blevet tildelt et bødeforlæg på 800 kr. for at have begået hærværk, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 500 kr. for at have at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget endnu et bødeforlæg på 500 kr. for at have begået butikstyveri, at han havde vedtaget et bødeforlæg på 1.500 kr. for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og at han have vedtaget et bødeforlæg på 3.000 kr. for at have begået hærværk. Det fremgik endvidere, at klageren i januar 2015 havde vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten i tre år for i december 2014 at have ført en bil påvirket af euforiserende stoffer. Det fremgik derudover, at klageren efter egne oplysninger ikke arbejdede, at han drak dagligt, at han røg hash og marihuana, at han ikke kunne redegøre for, hvorledes han skaffede penge til dette forbrug, og at han i december 2014 havde stjålet, fordi han og hans kæreste ikke havde penge. Københavns Byret fandt i forbindelse med et retsmøde en dag efter Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af klageren, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke var tilstrækkelig til, at den kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, hvorfor udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3. Københavns Byret inddrog ved sin afgørelse alene to af de i alt fem forhold, klageren havde begået.

Udlændingenævnet lagde til grund, at klageren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse i december 2014 ikke havde opholdt sig her i landet i længere tid end de sidste seks måneder, hvorefter Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, og § 32, stk. 4, 2. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i december 2014 havde ført en bil påvirket af euforiserende stoffer – et forhold han havde erkendt og vedtaget en bøde og frakendelse af førerretten for – at klageren i december 2014 havde modtaget en bøde for hærværk begået samme dag, at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for to forskellige butikstyverier begået samme dag, og at klageren i december 2014 havde modtaget to bøder for henholdsvis hærværk og overtrædelse af ordensbekendtgørelsen for forhold begået i København i december 2014. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at uanset at klageren var EU-borger, kunne klageren udvises administrativt med indrejseforbud, idet klagerens fortsatte tilstedeværelse måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt således, at henset til, at det kunne lægges til grund, at klageren havde begået alle de anførte strafbare forhold over fire-fem dage, ville det ikke være stridende mod EU-rettens regler om fri bevægelighed at udvise klageren. Det forhold, at Københavns Byret i december 2014 havde fundet, at klagerens adfærd efter de foreliggende oplysninger ikke kunne anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og havde fundet, at udvisningen ville være uforenelig med opholdsdirektivet, jf. udlændingelovens § 2, stk. 3, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at Københavns Byret ved sin kendelse i december 2014 alene konkret havde taget stilling til de to begåede forhold vedrørende overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og hærværk. Udlændingenævnet lagde endelig afgørende vægt på, at klageren udover disse to forhold havde begået en række andre kriminelle forhold, som han havde modtaget og til dels vedtaget bøder for, og som ikke indgik i Københavns Byrets kendelse fra december 2014. FAM/2015/105.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. maj 2015 – Administrativ udvisning – EU-borger – Kriminalitet

Dato: 21-05-2015

Udlændingenævnet omgjorde i maj 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en græsk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af kriminalitet begået i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 2, og § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i januar 2015 anholdt for besiddelse af 0,83 gram kokain og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Klageren havde i forbindelse med en afhøring til politiet oplyst, at kokainen var til eget forbrug, og at han fire til fem gange inden for de seneste tre år ved ophold i Danmark havde købt kokain.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke burde udvises med indrejseforbud i to år, idet en sådan udvisning med indrejseforbud måtte anses for at være i strid med EU-reglerne. Udlændingenævnet fandt således, at klagerens fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke kunne antages at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, jf. EU-rettens regler om fri bevægelighed. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke tidligere sås at være idømt bøde- eller fængselsstraf for lignende forhold, og at klageren alene var i besiddelse af 0,83 gram kokain til eget forbrug. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at klageren havde oplyst, at han under tidligere ophold i Danmark skulle have købt kokain uden at være dømt eller have modtaget bøde herfor, ikke kunne tillægges afgørende negativ betydning, sammenholdt med at den vedtagne bøde var for besiddelse af en begrænset mængde kokain til eget forbrug, som efter praksis alene ville medføre bødestraf. FAM/2015/93.
Udlændingenævnets afgørelse af 13. april 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Beskyttelsesværdigt familieliv

Dato: 13-04-2015

Udlændingenævnet hjemviste i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en somalisk statsborger, som var blevet udvist med indrejseforbud i to år, under henvisning til, at hun ikke havde overholdt en fastsat udrejsefrist. Udrejsefristen blev fastsat i forbindelse med, at ansøgeren i marts 2014 blev meddelt endeligt afslag på asyl. Ansøgeren indrejste i Danmark i november 2012 og indgik i januar 2015 ægteskab med en somalisk statsborger, som i oktober 2012 blev meddelt asyl i Danmark. Det fremgik af sagen, at parret boede sammen, og at parret i december 2014 fik et fællesbarn.

Udlændingenævnet fandt grundlag for at hjemvise sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen forud for afgørelsen om, hvorvidt ansøgeren burde udvises af Danmark, kunne tage stilling til om ansøgeren og dennes ægtefælle havde etableret et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark var nærmest til at beskytte, eller om parret kunne henvises til at udøve familielivet i Somalia. FAM/2015/118.
Udlændingenævnets afgørelse af 18. februar 2015 – Administrativ udvisning – Subsistensløshed

Dato: 18-02-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år til en nigeriansk statsborger, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Ansøgeren henvendte sig i september 2014 til politiet, da han ønskede at anmelde, at han havde tabt sit italienske fremmedpas. Politiet kontaktede politiets udlændingesektion, da ansøgeren ikke havde ID på sig, og da ansøgeren ikke havde penge med sig. Udlændingesektionen oplyste, at ansøgeren skulle anholdes med henblik på at klarlægge, om han havde lovligt ophold og midler til at opholde sig i Danmark. Ansøgeren oplyste over for politiet, at han ikke kunne fremvise kopi af sin italienske opholdstilladelse, at han havde opholdt sig i Danmark siden juli 2014, at han havde 100 euro på sig, og at han havde til hensigt at tage til Italien i oktober 2014. Det fremgik af politiets system POLCON, at ansøgeren tidligere var indberettet i Norge for at opholde sig ulovligt. Ansøgeren blev udvist i september 2013 af Norge med indrejseforbud indtil september 2018.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde haft lovligt ophold i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke havde de nødvendige midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen til Italien eller Nigeria. Udlændingenævnet lagde vægt på politiets oplysninger om, at ansøgeren på anholdelsestidspunktet var i besiddelse af 100 euro, at han ikke havde en hjemrejsebillet, at han over for politiet havde oplyst, at han havde til hensigt at rejse til Italien i oktober 2014, og at han efter at have kontaktet tre venner ikke kunne skaffe midler til det videre ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt, at det forhold, at ansøgeren ikke havde foretaget sig noget kriminelt i Danmark, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det påhviler en udlænding, der opholder sig i Danmark, at have de fornødne midler til sit underhold i Danmark og til hjemrejsen. Udlændingenævnet fandt således, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud var til stede. Udlændingenævnet fandt, at der ikke forelå sådanne omstædigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af ansøgeren måtte antages at virke særligt belastende. FAM/2015/11.
Udlændingenævnets afgørelse af 4. februar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 04-02-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år på grund af ulovligt arbejde i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, og § 32, stk. 4, 2. pkt. Ansøgeren blev i juni 2012 anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, som hun erkendte. Det fremgik af afhøringsrapporten fra juni 2012, at ansøgeren fire gange tidligere siden 2009 var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at nogle mennesker, som opholdt sig i Nigeria, havde bragt hende til Danmark med henblik på prostitution, og at ansøgeren betalte halvdelen af sin månedlige indtjening til en nigeriansk kvinde, som opholdt sig i Danmark. Politiet meddelte i den forbindelse ansøgeren tiltalefrafald for overtrædelse af udlændingeloven. I december 2013 blev ansøgeren igen anholdt for ulovligt arbejde i form af prostitution, hvorefter politiet endnu en gang meddelte ansøgeren tiltalefrafald. I december 2013 blev ansøgeren af Center Mod Menneskehandel vurderet menneskehandlet i sommeren 2012, hvorefter hun blev indkvarteret på et krisecenter. Det fremgik af politiets anmeldelsesrapport fra oktober 2014, at ansøgeren blev antruffet på et loppemarked i Danmark, at ansøgeren var uønsket i Schengen-området med undtagelse af Italien, at hun havde et indrejseforbud til Norge, og at ansøgeren havde ansøgt om forlængelse af sin italienske opholdstilladelse, men at ansøgningen ikke var blevet godkendt endnu. Det fremgik endvidere, at ansøgeren tjente til sit ophold i Danmark ved at prostituere sig selv, at ansøgeren to gange tidligere havde været anholdt for ulovligt arbejde ved prostitution, at ansøgeren begge gange blev erklæret for menneskehandlet af Center Mod Menneskehandel, og at ansøgeren fortsat arbejdede som prostitueret i Danmark. Derudover fremgik det, at ansøgerens italienske opholdstilladelse udløb i januar 2014, at ansøgerens italienske opholdstilladelse ikke var blevet fornyet, at ansøgeren havde søgt om forlængelse af sin opholdstilladelse i Italien i december 2013, og at det italienske politi ved et møde i februar 2014 havde oplyst ansøgeren om, at hun måtte afvente politiets beslutning vedrørende fornyelsen af hendes opholdstilladelse. Det fremgik desuden, at ansøgeren kom til Danmark i august 2014 med fly fra Italien, at ansøgeren skyldte en kvindelig alfons ca. 20.000 euro, at den kvindelige alfons havde bedt ansøgeren om at tage til Danmark for at prostituere sig, og at ansøgeren havde arbejdet som prostitueret omkring Istedgade i København. Det fremgik herudover, at ansøgeren vidste, at hun ikke måtte tage arbejde i Danmark, at ansøgeren ved sine tidligere anholdelser var blevet overgivet til Center Mod Menneskehandel, at ansøgeren var et offer for menneskehandel, og at ansøgeren var bekendt med, at hun kun måtte opholde sig i Italien som følge af, at hun var uønsket i Schengen-området. I oktober 2014 blev ansøgeren meddelt et bødeforelæg på 2.300 kroner for ulovligt arbejde og ophold i Danmark uden fornøden tilladelse. Ansøgerens advokat anførte til støtte for klagen, at ansøgeren ikke kunne straffes og udvises for ulovligt arbejde, idet hendes arbejde i form af prostitution og ophold i Danmark måtte anses for at være en følge af det forhold, at hun var menneskehandlet. I oktober 2014 stadfæstede Østre Landsret byrettens kendelse, hvorved frihedsberøvelse af ansøgeren blev kendt lovlig og forlænget. Østre Landsret anførte i afgørelsen, at ansøgerens forklaring om gæld og pression ikke fandtes at være til hinder for udvisning af hende som følge af udlændingelovens § 26 a. Østre Landsret fandt herefter, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Procesbevillingsnævnet havde ved en afgørelse i januar 2015 meddelt tilladelse til, at afgørelsen kunne kæres til Højesteret. I oktober 2014 blev ansøgeren påset udrejst af Danmark til Bologna i Italien. Der blev endvidere i sagen henvist til U 2014.1177H, Højesterets kendelse af 20. januar 2014.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise ansøgeren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde erkendt overfor politiet, at hun levede af at prostituere sig i Danmark uden arbejdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren vedtog en bøde på 2.300 kroner for at have arbejdet som prostitueret på gaden og ved at have opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for ansøgeren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det forhold, at ansøgeren var blevet vurderet menneskehandlet, og at ansøgerens advokat havde anført, at ansøgeren hverken kunne straffes eller udvises for ulovligt arbejde i medfør af udlændingelovens § 26 a, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 26 a, at bestemmelsen ikke finder anvendelse, såfremt hensynet til den offentlige orden tilsiger, at der sker udvisning, at ansøgeren i perioden fra 2009 til 2012 flere gange var blevet antruffet i miljøet omkring Istedgade i København, at ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt, idet hun selvstændigt i 2012 og i 2013 var rejst tilbage til Italien inden udløbet af refleksionsperioden for senere at indrejse i Danmark og tage ulovligt arbejde på ny. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af Østre Landsrets kendelse, at betingelserne for frihedsberøvelse med henblik på udvisning af ansøgeren var opfyldt, idet mindre indgribende foranstaltninger ikke fandtes at være tilstrækkelige. Udlændingenævnet fandt desuden, at Europarådets konvention om indsatsen mod menneskehandel ikke kunne føre til, at udrejsefristen ikke skulle fastsættes til straks, idet hensynet til den offentlige orden tilsagde det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren angav fortsat at være handlet af den samme person, uden at ansøgeren ved sin seneste indrejse i Danmark havde kontaktet de relevante myndigheder med henblik på at modtage de tilbud, som blev givet til personer, der var ofre for menneskehandel. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren skyldte penge til en kvindelig alfons, som havde truet ansøgerens moder på livet, ikke kunne føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at de oplyste trusler ikke sås at have en sådan karakter eller intensitet, at de kunne føre til et andet resultat. Udlændingenævnet fandt endelig, at Højesterets kendelse af 20. januar 2014 ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Højesterets kendelse ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag, idet ansøgeren tre gange var blevet anholdt for ulovligt arbejde i Danmark, og at ansøgeren ikke tidligere havde udnyttet de refleksionsperioder, hun var blevet tilbudt. FAM/2015/22.
Udlændingenævnets afgørelse af 21. januar 2015 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 21-01-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en nigeriansk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Klageren blev i marts 2013 meddelt afslag på asyl af Udlændingestyrelsen. Afgørelsen blev stadfæstet af Flygtningenævnet i maj 2013, hvorefter det blev pålagt klageren at udrejse af landet 15 dage efter afgørelsesdatoen. I januar 2014 mødte klageren hos Rigspolitiet som tilsagt og oplyste, at han ikke ville medvirke til udsendelsen, da han ikke stolede på, at han ville kunne få en tidligere behandlingsdato end i marts 2014, idet han skulle behandles for øjenproblemer. Klageren blev samtidig vejledt om konsekvensen af manglende udrejse. Af øjenrapport fra Roskilde Sygehus’ øjenafdeling fra januar 2014 fremgik det, at en hurtig behandling af klagerens øjne var nødvendig, idet han var i udsendelsesposition, og at han havde fået en tid i marts 2014 på øjenafdelingen. Klageren blev ved afgørelse fra august 2014 af Udlændinge¬styrelsen udvist med indrejseforbud i to år. Afgørelsen blev påklaget i oktober 2014. Det fremgik af klagen, at klageren som følge af et slag mod sit højre øje halvandet år tilbage havde mistet synet på øjet, og at han led af grøn stær. I november 2014 udtalte Udlændingestyrelsen, at klagerens helbredsmæssige problem med sit ene øje ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse i august 2014. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ved Flygtningenævnets afgørelse i maj 2013 blev pålagt at udrejse af Danmark, efter at han var blevet meddelt endeligt afslag på asyl, og at han i august 2014 ikke sås at være udrejst af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det forhold, at klageren havde mistet synet på sit højre øje og led af grøn stær, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt i overensstemmelse med Udlændingestyrelsens udtalelse fra november 2014, at klagerens helbredsmæssige problem ikke havde en sådan alvorlig karakter, at han som følge heraf ikke havde kunnet udrejse i overensstemmelse med udrejsefristen. FAM/2015/64.
Udlændingenævnets afgørelse af 8. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt arbejde

Dato: 08-12-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en pakistansk statsborger efter udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1. Klageren – der hverken havde opholds- eller arbejdstilladelse i Danmark, men som havde opholdstilladelse i Spanien – blev i april 2013 antruffet af SKAT i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på et kræmmermarkeds handelsgade. Klageren erkendte efterfølgende over for politiet at have udført ulovligt arbejde ved at sælge tøj fra teltet, men anførte, at han i maj 2012 havde registreret en virksomhed i Danmark, og at han var af den opfattelse, at han derved havde tilladelse til at arbejde i virksomheden i Danmark.

Udlændingenævnet fandt, at klageren ikke havde haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste seks måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, idet han indrejste i Danmark samme dag, som han blev antruffet af politiet, og at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i april 2013 blev antruffet på et kræmmermarked i færd med at sælge tøj fra et telt, der var opslået på kræmmermarkedets handelsgade, og at han over for politiet havde erkendt, at han herved arbejdede ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal udlændinge have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse, og at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke alene det forhold, om der udbetales løn herfor, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at klageren havde opholdstilladelse i Spanien, ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet en spansk opholdstilladelse ikke giver ret til at tage arbejde i Danmark. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder – herunder helbredsmæssige oplysninger – at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/233.
Udlændingenævnets afgørelse af 1. december 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 01-12-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en israelsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren indrejste ifølge politiets oplysninger i Danmark i december 2010 på et turistvisum og havde efter egne oplysninger ikke søgt om familiesammenføring med sin herboende samlever, da hun vidste, at hun ikke opfyldte kravene for at opnå familiesammenføring. Politiet anholdt i oktober 2014 klageren og sigtede hende for ulovligt ophold, idet hun efter eget udsagn havde opholdt sig i Danmark siden december 2010. Klageren erkendte over for politiet at have opholdt sig ulovligt her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark siden december 2010, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren trods sit næsten fire år lange ophold i Danmark ikke kunne antages at have en berettiget forventning om at kunne etablere og udøve familieliv i Danmark, da hun aldrig havde søgt om opholdstilladelse, og da det efter det oplyste var et bevidst valg fra hendes og hendes samlevers side ikke at søge om familiesammenføring eller opholdstilladelse på andet grundlag i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisning måtte anses for at virke særligt belastende, idet klageren efter det oplyste havde familie og venner i Israel, som hun var i daglig kontakt med. Der sås endvidere ikke at foreligge særlige helbredsmæssige eller personlige forhold, der kunne føre til, at udvisningen måtte anses for særligt belastende for klageren. FAM/2014/226.
Udlændingenævnets afgørelse af 24. november 2014 – Administrativ udvisning – EU-borger – Ulovligt ophold

Dato: 24-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en polsk statsborger med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1, og § 32, stk. 1. Klageren, der havde opholdt sig i Danmark i hvert fald siden september 2013, blev i september 2014 anholdt af politiet og sigtet for ulovligt ophold, idet han oplyste ikke at have været i beskæftigelse eller jobsøgende under sit ophold. Klageren ændrede dog senere forklaring til, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde opholdt sig ulovligt i Danmark på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, da han ikke længere havde ret til ophold efter EU-opholdsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og 4, idet han som EU-statsborger alene havde ret til at opholde sig i Danmark i op tre måneder fra sin indrejse, jf. udlændingelovens § 2, stk. 1, og at Udlændingenævnet efter de foreliggende oplysninger fandt, at han ikke havde været reelt arbejdssøgende i perioden fra september 2013 til september 2014, hvor han havde opholdt sig i Danmark. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren over for politiet først oplyste, at han ikke havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, og at han ved en senere afhøring kom med modstridende oplysninger om, at han havde været jobsøgende under sit ophold i Danmark, men at han ikke kunne få et arbejde, idet han ikke havde en fast bopæl, ligesom han ikke kunne oplyse, hvilke arbejdspladser han havde ansøgt om job hos, og at han havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at en EU-statsborger, der er indrejst i landet for at søge beskæftigelse, har ret til ophold som arbejdssøgende i indtil seks måneder fra indrejsen, og at den pågældende herefter har ret til ophold som arbejdssøgende, så længe det kan dokumenteres, at den pågældende fortsat søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat, jf. § 3, stk. 4, i EU-opholdsbekendtgørelsen. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. FAM/2014/232.
Udlændingenævnets afgørelse af 11. november 2014 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

Dato: 11-11-2014

Udlændingenævnet stadfæstede i november 2014 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af en gambisk statsborger efter udlændingelovens § 25 b, stk. 1. Klageren, der havde opholdstilladelse i Spanien, indrejste ifølge egne oplysninger i Danmark midt i marts 2014. Politiet anholdt midt i juli 2014 klageren og sigtede ham for ulovligt ophold, idet han havde opholdt sig i Danmark i mere end 90 dage. Klageren havde over for politiet erkendt, at have opholdt sig ulovligt her i landet.

Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren til politiet havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark i cirka en måned i perioden fra medio juni 2014 til medio juli 2014, og at klageren havde vedtaget et bødeforelæg for at have opholdt sig ulovligt i Danmark. Det forhold, at klagerens kæreste, der boede i Danmark, til støtte for klagen havde anført blandt andet, at klageren ikke forstod Udlændingestyrelsens udvisningsafgørelse, idet denne var udfærdiget på dansk, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet afgørelsen blev forkyndt på engelsk for klageren, og idet klageren havde oplyst, at han forstod engelsk, ligesom han havde tilkendegivet, at han ikke var enig i afgørelsen, men ikke ønskede at påklage denne. Udlændingenævnet fandt, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at klageren havde oplyst, at han og hans kæreste skulle giftes i Danmark i november 2014, og at klageren var i Danmark, fordi han var blevet forelsket i sin herboende kæreste og agerede far for dennes børn. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering og lagde herved vægt på, at klageren havde erkendt at have opholdt sig ulovligt i Danmark, og at klageren og dennes kæreste derfor ikke kunne have haft en berettiget forventning om at kunne opholde sig vedvarende her i landet med henblik på at etablere et familieliv, ligesom Udlændingenævnet henviste til, at klageren udover sin kæreste ikke havde tilknytning til herboende personer, og at det således ikke ville være belastende for klageren at vende tilbage til sit opholdsland Spanien. FAM/2014/164.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen