Praksis

Praksis

Søg direkte i afgørelserne

Forrige

Side 92 af 146

Næste

Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

Dato: 16-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald af opholdsret og hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Sverige, der havde modtaget ydelser til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, jf. udlændingelovens § 18 og lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4. Klageren var i maj 2014 indrejst i Danmark. I februar 2015 indberettede den kommune, hvori klageren boede, til Udlændingestyrelsen, at klageren havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, at klageren havde modtaget ydelserne siden oktober 2014, og at kommunen formodede, at klageren ville have brug for vedvarende ydelser i mere end et halvt år.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og at Udlændingestyrelsen havde konstateret, at klagerens opholdsret derfor var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra oktober 2014 til Udlændingestyrelsens afgørelse i juli 2015 – det vil sige i mere end seks måneder. Udlændingenævnet lagde derfor til grund, at klageren i perioden, hvor klageren havde modtaget ydelserne efter lov om aktiv socialpolitik, ikke havde været i stand til at skaffe sig beskæftigelse, og at ydelserne derfor måtte antages at ville blive vedvarende. Det forhold, at klageren kortvarigt forud for oktober 2014 havde haft beskæftigelse, og at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han var arbejdssøgende, fandt Udlændingenævnet ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren siden oktober 2014 havde modtaget hjælp til forsørgelse, og idet klageren selv forventede at modtage offentlig hjælp året ud. Udlændingenævnet fandt endvidere, at klageren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at det kunne føre til, at Udlændingenævnet ikke stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke havde familie i Danmark og kun havde boet lovligt i Danmark i cirka et år og fire måneder, og at han således havde boet i Danmark i mindre end tre år, hvorfor en hjemsendelse af klageren ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, og Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Udlændingenævnet fandt desuden, at klageren ikke kunne anses for at være omfattet af EU-rettens regler om fri bevægelighed, herunder som EØS-borger, under klagerens hidtidige ophold i Danmark, henset til at klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik siden oktober 2014. Det forhold, at klageren til støtte for sin klage havde anført, at han ved en hjemsendelse til Sverige ville blive hjemløs, og at han ikke havde familie i Sverige, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet klageren i Sverige havde mulighed for at modtage offentlig hjælp – herunder hjælp til at finde en bolig og arbejde. FAM/2015/66.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

Dato: 16-09-2015

Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Hviderusland, der i februar 2008 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens dagældende § 9 c, stk. 1. Ansøgeren var i perioden mellem oktober 2014 og oktober 2015 under uddannelse som serviceassistent. Det fremgik af sagen, at ansøgeren siden august 2010 og frem til påbegyndelsen af uddannelsen havde været i et fast ansættelsesforhold i en kommune, at ansøgeren fortsat var ansat hos den samme arbejdsgiver, og at ansøgeren efter endt uddannelse ville vende tilbage til den samme afdeling hos den samme arbejdsgiver. Der blev under sagens behandling ved Udlændingenævnet fremlagt dokumentation for, at uddannelsen var påbegyndt på arbejdsgiverens foranledning.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ville være tilknyttet arbejdsmarkedet på tidspunktet for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, idet ansøgerens uddannelse ville blive afsluttet i oktober 2015, og ansøgeren ville på det tidspunkt vende tilbage til og fortsat være ansat i en tidsubegrænset stilling, hvorfor Udlændingenævnet tilbagesendte sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2015/78.
Udlændingenævnets afgørelse af 16. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet

Dato: 16-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en bhutanesisk statsborger, der boede i USA, og som havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende ægtefælle, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 5. Ansøgerens herboende ægtefælle var i november 2010 blevet meddelt opholdstilladelse som kvoteflygtning efter udlændingelovens § 8, stk. 1, og var indrejst i Danmark i februar 2011. Den herboende ægtefælle havde inden for de seneste tre år forud for afgørelsen om opholdstilladelse modtaget ydelser efter integrationsloven og lov om aktiv socialpolitik.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, da den herboende ægtefælle inden for de seneste tre år forud for Udlændingenævnets afgørelse havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik, hvorfor betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af oplysninger fra den herboende ægtefælles kommune, at den herboende ægtefælle i perioden fra februar 2011 til december 2011 havde modtaget hjælp til underhold efter integrationsloven og i perioden fra januar 2012 og frem til ansøgningstidspunktet havde modtaget kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik, samt at hun i 2011 havde modtaget engangshjælp. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af eIndkomst, at den herboende ægtefælle på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse fortsat sås at modtage kontanthjælp. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå særlige grunde til at fravige betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af en udtalelse fra Udlændingestyrelsen fremgik, at der ikke var grund til at antage, at den herboende ægtefælle, hvis hun tog ophold med sin ægtefælle i USA, ville risikere refoulement til Bhutan, hvor det ikke kunne afvises, at hun kunne blive udsat for asylretlig forfølgelse. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at der ikke var oplyst om forhold, der bevirkede, at det ville være uproportionalt at henvise den herboende ægtefælle til at indrejse og tage ophold i USA for der at udøve familielivet med ansøgeren, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det forhold, at den herboende ægtefælle havde fem særbørn i Danmark, hvoraf de fire var umyndige og gik i skole, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at et barn som udgangspunkt først efter seks til syv års ophold i Danmark, hvor barnet har gået i dansk institution eller skole, kan anses for at have opnået en sådan selvstændig tilknytning til landet, at betingelsen i udlændingelovens § 9, stk. 5, vil kunne fraviges. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende ægtefælles særbørn først var kommet til Danmark i februar 2011 og således kun havde haft fire og et halvt års ophold i Danmark. FAM/2015/221.
Udlændingenævnets afgørelse af 15. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Adoption og anden familie

Dato: 15-09-2015

Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, til en mozambiquisk statsborger, som havde søgt om familiesammenføring under henvisning til sin herboende faster. Den herboende faster blev i april 1997 meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført.

Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering af sagens samlede omstændigheder, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at der ikke forelå særlige grunde til, at ansøgeren kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens forældre var afgået ved døden i henholdsvis 2008 og 2009, at ansøgeren havde boet hos sin farmoder og farfader, at farfaderen var afgået ved døden, at farmoderen nu var for syg til at drage omsorg for ansøgeren, at den herboende faster havde forældremyndigheden over ansøgeren, og at den herboende faster efter det oplyste efter forældrenes død havde sendt penge hver måned til ansøgeren til dækning af udgifter til blandt andet skole, transport og uniform. Udlændingenævnet tillagde det endvidere stor vægt, at den herboende faster havde været i Mozambique i perioden fra december 2013 til januar 2014, at den herboende faster igen fra juli 2014 til januar 2015 havde været i Mozambique for at være sammen med ansøgeren, at den herboende faster fortsat havde draget omsorg for ansøgeren under hendes ophold i Mozambique, og at hun siden januar 2015 havde draget omsorg for ansøgeren i Danmark, hvor de begge var indrejst samtidig. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at særlige grunde talte for, at ansøgeren kunne tage ophold hos sin herboende faster som nærmeste slægtning, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, såfremt de øvrige betingelser for opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, måtte være opfyldt. FAM/2015/163.
Udlændingenævnets afgørelse af 10. september 2015 – Au pair – Livsforløb

Dato: 10-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en ansøger fra Filippinerne, jf. udlændingelovens § 9 j, stk. 1. Ansøgeren havde på ansøgningstidspunktet afsluttet seks års grundskole, fire års gymnasium samt fire års videregående uddannelse, herunder uddannelsen Bachelor of Science in Business Administration Major in Financial Management i marts 2012. Ansøgeren havde desuden siden juli 2012 været beskæftiget som ”Accounting Clerk” i en filippinsk virksomhed. Værtsmoderen havde til støtte for klagen anført, at ansøgeren fortsat var hjemmeboende, at hun havde en kort uddannelse i økonomi, at hun havde arbejdet i et mindre firma, hvor hun havde været beskæftiget med kontooverførsler, at hun herved tjente ca. 800-900 kr. månedligt, at hun var enebarn og boede hjemme hos sine forældre, at hun ikke endnu havde opbygget en karriere, at såvel ansøgerens tante som hendes kusine havde en tilsvarende baggrund som ansøgeren, og at de begge tidligere havde været på au pair-ophold i Danmark. Værtsmoderen havde endvidere anført, at værtsfamilien tidligere havde haft au pairs med uddannelse og karriere f.eks. som sygeplejerske, og at værtsmoderen af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering var blevet vejledt om, at det har betydning for meddelelse af en opholdstilladelse som au pair, om au pair-personen er hjemmeboende eller ej. På baggrund af værtsmoderens klage anmodede Udlændingenævnet i august 2015 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om en udtalelse om indholdet af den oplyste vejledning til værtsmoderen. Udlændingenævnet anmodede endvidere i august 2015 værtsmoderen om at fremsende erklæringer fra de pågældende personer, som der i klagen var henvist til som havende sammenlignelige sager med ansøgerens sag, hvori de pågældende skulle samtykke til, at oplysningerne i deres sager måtte refereres i ansøgerens sag. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering oplyste i en udtalelse fra august 2015, at det ikke af sagen fremgik, at styrelsen skulle have oplyst, at det havde betydning, at ansøgeren var hjemmeboende, ligesom det ikke var indgået i styrelsens vurdering, om ansøgeren havde været ude- eller hjemmeboende.

Udlændingenævnet fandt, at det afgørende formål med ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse som au pair i Danmark ikke kunne anses at være, at hun ønskede at udvide sin kulturelle horisont og forbedre sine sproglige og faglige kundskaber. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på tidspunktet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings afgørelse var 24 år, og at hun havde gennemført 14 års skolegang i Filippinerne. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i marts 2012 havde gennemført uddannelsen Bachelor of Science in Business Administration Major in Financial Management i Filippinerne, og at hun siden juli 2012 havde været beskæftiget inden for sit felt som ”Accounting Clerk” hos en filippinsk virksomhed. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren måtte antages at være så godt etableret i sit hjemland, at et au pair-forløb ikke kunne anses som en naturlig forlængelse af hendes hidtidige livsforløb, og at hun derfor ikke kunne formodes at have til hensigt at opnå en kulturel udveksling i tråd med au pair-ordningens formål og hensigt. Udlændingenævnet lagde til grund, at værtsmoderen ikke – som hun var blevet anmodet om – havde fremsendt de anmodede erklæringer fra de pågældende personer, som hun havde henvist til som havende sammenlignelige sager med ansøgerens sag. Udlændingenævnet bemærkede dog, at afgørelser efter udlændingelovens § 9 j, stk. 1, træffes efter et konkret og samlet skøn over sagens omstændigheder, og at den omstændighed, at et eller flere forhold i forskellige sager er ens, ikke nødvendigvis fører til, at udfaldet af sagerne er ens. ERH/2015/175.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borgere

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med et indrejseforbud i to år af to polske statsborgere i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af en politirapport, at de to udviste, der var mor og datter, havde begået butikstyveri, hvor de havde stjålet varer for 1.379,20 kr. Det fremgik af rapporten, at de to udviste var blevet anmeldt i marts 2015, da de var gået ind i et prøverum med en række varer og derefter kom tomhændede ud med hver en taske i hånden. Anmelderen havde mistet dem af syne ved et kundeskab, men havde senere samme dag taget kontakt til de to udviste, da de på ny var kommet tilbage til butikken. De havde hver i deres tasker nogle varer, som den pågældende butik førte. I tasken lå også en del stanniol, ligesom der i kundeskabet var flere varer, der blev ført af den pågældende butik, der var forsynet med alarmer, der var viklet ind i et tykt lag stanniol. Moderen erkendte tyveriet over for politiet. Hun forklarede til politiet, at hun og datteren var turister fra Polen, at de skulle hjem senere samme dag, at hendes datter ikke havde noget med tyveriet at gøre og ikke var vidende om, at moderen havde lagt en parfume i datterens taske. Datteren forklarede, at hun var kommet til Danmark i februar 2015, at hendes fader boede fast i Danmark, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, at hun tidligere havde besøgt Danmark, og at hun ikke vidste, hvem der havde pakket alarmerne ind i stanniol. Det fremgik af et bødeforelæg fra den pågældende dag, at de to udviste havde betalt bødeforelæg på henholdsvis 1.500 kr og 1.000 kr. I marts 2015 udviste Udlændingestyrelsen moderen og datteren af Danmark med et indrejseforbud på to år. I april 2015 klagede den udviste moders advokat på vegne af de to og anførte til støtte for klagen, at de udviste med deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at advokaten ikke mente, at den begåede kriminalitet var af professionel karakter, samt at tyveriet ikke kunne antages at være begået med henblik på at omsætte varerne på et senere tidspunkt, da varerne blandt andet var beklædning og makeup. Advokaten henviste endvidere til, at de to udviste ikke var tidligere straffet. Advokaten henviste desuden til de refererede TFK 2012.1042 og TFK 2009.670.

Udlændingenævnet lagde til grund ud fra de udvistes egne oplysninger, at de på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter, at betingelserne for at kunne udvise de pågældende med et indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf deres afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at de to udviste i forening begik butiksrøveri i den pågældende butik i marts 2015, at de begge havde erkendt dette, og at de begge havde betalt en bøde for forholdet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at uanset at de to udviste var EU-borgere, kunne de udvises administrativt med indrejseforbud, idet deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den professionelle karakter af tyveriet, idet varernes alarmer var pakket ind i stanniol, antallet af stjålne varer og den korte periode, de to udviste havde været i Danmark, førend de begik kriminalitet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og at udvisningen således ikke var uforenelig med EU-reglerne. Det af advokaten anførte om, at de udviste alene havde brugt stanniol til at pakke varerne ind i, og ikke som i sag TFK 2012.1042 havde benyttet en såkaldt russerpose, hvilket efter advokatens opfattelse havde et mere professionelt tilsnit end at pakke varerne ind i stanniol, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering, da formålet med begge anordninger var at undgå, at alarmerne kunne aktiveres, og at det ikke er afgørende for graden af professionalisme, hvor avanceret udstyret til at omgå alarmsystemet er. Det af advokaten anførte om, at de udviste ikke var tidligere straffede i modsætning til sagen refereret i TFK 2009.670, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet vurderede, at butikstyveriet grundet udførselsmetoden samt værdien af de stjålne genstande, og henset til at forholdet var begået af flere i forening, havde en så professionel karakter, at der var tale om et forhold, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for de to udviste, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at de udvistes ægtefælle og fader boede i Danmark og skulle have boet her i syv år, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da familien havde indrettet sig således, at de udøvede samvær i forbindelse med ferieophold, hvilket de kunne fortsætte med i Polen. FAM/2015/174.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en pakistansk statsborger, der havde søgt om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende voksne søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i 1986 som dansk statsborger, at han boede de første 16 år af sit liv i Pakistan, og at han i 2003 indrejste i Danmark. Endvidere fremgik det, at han i perioden fra juni 2007 til november 2013 var udrejst til Sverige, og at ansøgeren boede i Sverige, hvor hun havde haft opholds- og arbejdstilladelse i perioden fra september 2012 til november 2013. Desuden fremgik det, at ansøgerens ægtefælle var død i 1989, at ansøgeren ikke længere kunne bo alene, og at den herboende voksne søn havde forsørget ansøgeren sammen med hans brødre. Det blev til støtte for klagen anført, at ansøgeren havde boet sammen med sin søn, indtil han udrejste til Danmark i 2003, og at ansøgeren efterfølgende havde boet sammen med sin søn fra juni 2008, først i Pakistan, og siden oktober 2008 i Sverige.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, da der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende voksne søn, der lå udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn ikke havde boet sammen, siden sønnen udrejste til Danmark i 2003 og indtil juni 2008. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren og ansøgerens søn skulle have boet sammen i Sverige i perioden fra oktober 2008 til november 2013, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og ansøgerens søn havde boet på den samme adresse i Sverige, som ansøgerens datter og hendes familie boede på. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens søn ikke havde etableret en selvstændig husstand i Sverige, som ansøgeren var en del af. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev givet opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved til grund, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren ikke led af alvorlig sygdom eller handicap, at ansøgeren var 60 år, og at hun måtte formodes at kunne klare sig selv enten i Sverige eller i Pakistan, hvor hun havde boet størstedelen af sit liv. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge et særligt afhængigheds- eller plejeforhold, der kunne begrunde opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgerens sønner havde forsørget hende, men Udlændingenævnet fandt, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, da ansøgerens sønner fortsat kunne gøre dette, selvom ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/255.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Hjemsendelse af nordisk statsborger

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om hjemsendelse af en nordisk statsborger fra Norge, der havde modtaget ydelser til hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, hvorved ansøgerens opholdsret i Danmark var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 18. Ansøgeren indrejste i Danmark fra Norge i juli 2012 sammen med sine tre mindreårige børn. I september 2012 underrettede ansøgerens bopælskommune Udlændingestyrelsen om, at ansøgeren havde ansøgt om løbende forsørgelse i forbindelse med sin indrejse fra Norge til Danmark, men at ansøgeren havde fået afslag herpå under henvisning til, at ansøgeren havde en ægtefælle i Norge, der var forpligtet til at forsørge hende. I oktober 2012 indberettede ansøgerens bopælskommune til Udlændingestyrelsen, at ansøgeren var bevilget kontanthjælp fra august 2012, ligesom bopælskommunen i april 2013 oplyste over for Udlændingestyrelsen, at ansøgeren fortsat siden august 2012 havde modtaget kontanthjælp.

Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette traf afgørelse om at hjemsende klageren, jf. lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet fandt det godtgjort, at klageren havde modtaget vedvarende ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 3, idet klageren havde modtaget ydelser efter lov om aktiv socialpolitik i perioden fra august 2012 og frem til Udlændingestyrelsens afgørelse i november 2014. Ansøgeren havde således modtaget ydelser til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik i mere end seks måneder, hvorfor Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren i perioden for udbetaling af kontanthjælp ikke havde været i stand til at opnå beskæftigelse i Danmark, ligesom ydelserne ifølge oplysninger fra ansøgerens bopælskommune måtte antages at blive vedvarende. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgeren allerede søgte om offentlige ydelser i forbindelse med sin indrejse fra Norge i juli 2012, og at hun efter at have fået dette bevilget i august 2012 uden afbrydelse havde modtaget sådanne ydelser. Udlændingenævnet fandt endvidere, at ansøgeren ikke havde opnået en sådan tilknytning til Danmark, at dette kunne føre til en ændret vurdering af sagens udfald. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren alene havde boet i Danmark i ca. to år og fire måneder på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, at hun således havde boet mindre end tre år her i landet, og at en hjemsendelse af hende derfor som udgangspunkt ikke ville være i strid med lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5, samt Nordisk Konvention om social bistand og sociale tjenesters artikel 7. Det forhold, at ansøgerens tidligere ægtefælle efter det oplyste havde truet ansøgeren med, at han ville tage hendes børn fra hende og rejse tilbage til ansøgerens oprindelige hjemland, og at børnene gik i danske institutioner, fandt Udlændingenævnet – henset til længden og karakteren af ansøgerens og børnenes ophold i Danmark – ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet henviste herved til, at børnene grundet deres alder og varigheden af deres ophold her i landet ikke kunne anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark, der kunne føre til, at ansøgeren ikke skulle hjemsendes i medfør af udlændingelovens § 18. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at børn efter praksis først anses for at have opnået en selvstændig tilknytning til Danmark i forhold til udlændingeloven efter seks til syv års ophold med opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke kunne anses for at være omfattet af EU/EØS-reglerne, idet hun ikke på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse havde arbejde i Danmark, var arbejdssøgende i Danmark eller havde gået i skole i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede samtidigt – henset til oplysningerne om at ansøgeren udrejste af Danmark i december 2014 og genindrejste i juni 2015 – at det efter lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 4, og udlændingelovens § 18, er et krav, at en nordisk statsborger, der er blevet hjemsendt, har pligt til at udrejse af Danmark i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist, men at den pågældende har mulighed for at indrejse i Danmark på ny på et senere tidspunkt og tage nyt ophold, jf. udlændingelovens § 1. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at der ved et nyt ophold i Danmark påbegyndtes en ny treårig periode i henhold til lov om aktiv socialpolitiks § 3, stk. 5. FAM/2015/160.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, til en irakisk statsborger, da ansøgeren ikke havde fremlagt dokumentation for at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, og da der ikke var grundlag for at dispensere fra denne betingelse. Ansøgeren havde i forbindelse med ansøgningen om tidsubegrænset opholdstilladelse oplyst, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1, at hun var pensionist, og at hun havde et handicap, der forhindrede hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse. Ansøgeren havde indsendt dokumentation fra et sprogcenter, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde deltaget sporadisk i danskundervisning, at hun kunne tale lidt engelsk, og at hun ikke led af helbredsmæssige problemer, der kunne påvirke hendes deltagelse. Ansøgeren fremsendte endvidere dokumentation fra hendes journalrapport vedrørende hendes beskæftigelsesindsats, hvoraf det fremgik, at hendes danskundervisning blev stoppet midlertidigt på grund af hendes ægtefælles forhold, idet hun ikke turde lade sin ældre og svagelige ægtefælle være alene hjemme. Ansøgeren havde været beskæftiget som lærer, men hun havde efter det oplyste ikke været i stand til at lære dansk endnu af aldersmæssige, sociale og helbredsmæssige årsager. Der var endelig fremlagt en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at ansøgeren formentlig havde en PTSD-tilstand, og at hun led af KOL.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3. Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger om, at hun ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en anden danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, såfremt Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen var oplyst, at ansøgeren led af angst, vrangforestillinger og muligvis af PTSD gennem flere år samt KOL, at hun nu var blevet folkepensionist, og at hun på baggrund af disse sygdomme og grundet hendes ægtefælles helbred var blevet fritaget for danskundervisning. Udlændingenævnet fandt, at disse forhold ikke kunne føre til dispensation fra danskprøve-kravet, da ansøgeren ikke herved kunne anses for at være ude af stand til at tilegne sig yderligere danskkundskaber, eller at det måtte være uproportionalt at stille et sådan krav. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ophøret af ansøgerens deltagelse i danskundervisningen primært var forårsaget af ægtefællens forhold, herunder behov for konstant hjælp og støtte i hjemmet. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgeren havde en uddannelsesmæssig baggrund som lærer. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det ikke kunne anses for uproportionalt at stille krav om bestået Prøve i Dansk 1 som betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren havde mulighed for at tilmelde sig Prøve i Dansk 1 uden at have deltaget i et fastlagt undervisningsforløb, og at danskprøven således også kunne tages på baggrund af selvstudier eller efter privatundervisning. FAM/2015/65.
Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Ægtefællesammenføring – Tvangsægteskab

Dato: 07-09-2015

Udlændingenævnet omgjorde i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en statsløs palæstinenser fra Syrien efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 8. Ansøgerens ægtefælle indrejste i Danmark i juli 2014 og blev i august 2014 meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 2. Det fremgik af den herboende ægtefælles asylsag, at hun i maj 2009 indgik ægteskab med ansøgeren, som var hendes fætter. Det fremgik endvidere, at hun havde læst engelsk litteraturvidenskab på Universitetet i Homs og havde arbejdet som engelsklærer, og at ansøgeren var beskæftiget som ejendomsmægler. Det fremgik af sagen, at parret efter det oplyste boede sammen fra december 2009 til juli 2014, hvor den herboende ægtefælle flygtede, og at parret havde et fællesbarn født i februar 2014. Den herboende reference afgav i september 2015 mundtlig forklaring til Udlændingenævnet.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at det måtte anses for tvivlsomt, om ægteskabet var indgået efter begge parters ønske, jf. udlændingelovens § 9, stk. 8. Udlændingenævnet lagde herved vægt på sagens samlede omstændigheder, herunder at parret efter det oplyste havde haft et samliv på fælles, selvstændig bopæl efter ægteskabets indgåelse i cirka fire et halvt år forud for den herboende ægtefælles flugt fra hjemlandet, at parret havde et fællesbarn, at de begge var veluddannede, og at parret indgav ansøgning om familiesammenføring umiddelbart efter, at den herboende ægtefælle blev meddelt opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt således, at parret måtte antages at have afkræftet formodningen for, at ægteskabet ikke var indgået efter begge parters eget ønske, eller at parret ikke aktuelt havde et selvstændigt ønske om at fortsætte samlivet. FAM/2015/161.

Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen