Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende søn. Det fremgik af sagen, at ansøgerens søn var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende søn ikke havde boet sammen i 35 år. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005, at hun havde opholdt sig i Danmark fra hendes opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgerens ægtefælle var afgået ved døden i maj 2015, at ansøgeren efter det oplyste ikke havde mulighed for at blive passet i Canada, og at den herboende søn havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet hun tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem december 1989 og august 1991 og mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra sin seneste opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet hun begge gange havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende søn havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende søn og ansøgeren ikke havde boet sammen de sidste 35 år. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende søn havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indtil maj 2015 havde boet sammen med sin ægtefælle i Canada og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende søns husstand, og at den herboende søn fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende søn kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende søn, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af gigt- og hjertesygdomme, at hun modtog blodfortyndende, vanddrivende og blodtrykssænkende medicin, at hun var sengeliggende med rygsmerter som følge af et fald, og at hun ikke var selvhjulpen, idet der ikke var tale om sygdomme af så alvorlig karakter, at det kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at uanset, at ansøgerens generelle helbredsmæssige tilstand måtte antages at være blevet forværret under ansøgerens ophold i Danmark, og at ansøgeren var afhængig af personlig og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at aldersbetingede lidelser samt generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved også vægt på, at ansøgeren måtte henvises til fortsat at modtage behandling i Canada, hvor ansøgeren var statsborger. Udlændingenævnet fandt endelig, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/8.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Familiesammenføring, andre – Søskende
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en canadisk statsborger, der havde søgt om familiesammenføring med sin herboende broder. Det fremgik af sagen, at ansøgerens broder var født i juni 1959, at han var blevet meddelt dansk statsborgerskab i 1989, at han havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at ansøgeren og den herboende broder aldrig havde boet sammen. Desuden fremgik det, at ansøgeren tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005, og at han havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb i oktober 2005 og frem til oktober 2006, at ansøgeren havde boet sammen med sin moder i Canada, at ansøgeren efter det oplyste ikke var i stand til at tage vare på sig selv, at ansøgeren ikke var underlagt værgemål, og at den herboende broder havde forsørget ansøgeren ved pengeoverførsler, når dette var nødvendigt.
Udlændingenævnet fandt, at der ikke kunne gives opholdstilladelse til ansøgeren i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til ansøgerens helbredstilstand, da ansøgeren efter en samlet vurdering ikke havde opnået en tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, idet han tidligere havde haft opholdstilladelse i Danmark mellem oktober 2004 og oktober 2005 og havde opholdt sig i Danmark fra hans opholdstilladelses udløb og frem til oktober 2006. Udlændingenævnet fandt dog, at ansøgeren havde en større tilknytning til Canada, idet han en gang tidligere havde valgt at afbryde sin tilknytning til Danmark for at flytte tilbage til Canada. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke sås at foreligge en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende broder, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at den herboende broder havde stiftet selvstændig familie i 1979, og at den herboende broder og ansøgeren aldrig havde boet sammen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at den herboende broder havde forsørget ansøgeren, når dette var nødvendigt, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren boede sammen med sin moder og derfor ikke havde været en integreret del af den herboende broders husstand, og at den herboende broder fortsat ville kunne forsørge ansøgeren i samme omfang som hidtil, selv om ansøgeren ikke havde opholdstilladelse i Danmark, ligesom familielivet mellem ansøgeren og den herboende broder kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet fandt herudover, at der ikke var etableret at sådant ganske særligt afhængigheds- eller tilknytningsforhold mellem ansøgeren og den herboende broder, at dette kunne danne grundlag for opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at beskyttelsen i EMRK artikel 8 primært tager sigte på den i den europæiske tradition almindelige kernefamilie - det vil sige fader, moder og mindreårige børn - og at en konventionsstat kun i helt særlige tilfælde, hvor der mellem personer uden for kernefamiliebegrebet eksisterer en helt særlig tilknytning, der ligger udover, hvad der følger af slægtskabet i sig selv, vil være forpligtet til at tillade familiesammenføring. Udlændingenævnet fandt tillige, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren skulle gives opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren var diagnosticeret med kronisk skizofreni og modtog medicin til regulering af blodtryk, kolesterolniveau, diabetes og skizofreni, og at han efter det oplyste var alkoholiker. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at ansøgerens helbredsforhold ikke i sig selv kunne begrunde, at der skulle meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde til grund, at ansøgeren senest var indrejst i Danmark i en alder af 54 år, at han boede hos sin herboende broder, at den herboende broder forsørgede og hjalp ansøgeren med økonomisk og praktisk hjælp, og at ansøgeren havde en broder i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt derudover, at uanset at ansøgeren var afhængig af økonomisk og praktisk hjælp, kunne dette ikke i sig selv begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at generelle sociale og økonomiske forhold i hjemlandet eller opholdslandet ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen, og at ansøgeren måtte henvises til at modtage behandling i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at den herboende broder i sin del af ansøgningsskemaet havde oplyst, at han og ansøgeren havde et søskendebarn i Canada, hvorfor ansøgeren ikke sås at være uden familienetværk i hjemlandet. Udlændingenævnet fandt endelig, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at partsrepræsentanten havde anført, at ansøgeren tidligere havde fået opholdstilladelse i Danmark på baggrund af lignende forhold. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, som fastsat ved lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001, hvor der var en lempeligere adgang til familiesammenføring med andre familiemedlemmer, herunder forældre og voksne søskende. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 8, da der ikke i sagen forelå oplysninger om forhold, som bevirkede, at det ville være uproportionalt at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse. FAM/2017/9.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelser om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen og afslag på ansøgning om forlængelse opholdstilladelse som medfølgende familie til to statsborgere fra Nigeria, jf. udlændingelovens §§ 9 a, stk. 9, og 9 m, stk. 1. Ansøgeren havde i sin ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse oplyst, at hun i perioden fra marts 2014 til februar 2016 havde været i beskæftigelse to timer om ugen hos en arbejdsgiver, og at hun i perioden fra oktober 2013 til februar 2016 havde været i beskæftigelse i otte timer om ugen hos en anden arbejdsgiver. Ansøgeren havde endvidere oplyst i ansøgningen, at hun i november 2014 blev diagnosticeret med sklerose, at hun ikke var i stand til at bevæge sig, at hendes tale var påvirket, og at hun siden marts 2016 ikke havde været i stand til at arbejde. Ansøgeren havde via lønsedler dokumenteret, at hun i perioden fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet 6,5 timer om måneden for den ene arbejdsgiver og i november 2015 og december 2015 havde arbejdet mellem 22 og 24 timer om måneden for den anden arbejdsgiver.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencardordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 1, nr. 1, havde været i fast beskæftigelse af et vist omfang i omkring 12 måneder forud for tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om forlængelse i november 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det til sagen var dokumenteret, at ansøgeren i perioden fra december 2015 til februar 2016 havde arbejdet mellem 6,5 og 28 timer om måneden hos de to arbejdsgivere, og at hun ikke havde haft lønindkomst siden februar 2016. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde anført, at ansøgerens sygdom havde forhindret hende i at arbejde nogle få måneder inden for de 12 forgangne måneder. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det af lovbemærkningerne følger, at udlændingen skal have været i beskæftigelse i omkring 12 måneder op til afgørelsen om forlængelse, og der skal være tale om beskæftigelse af et ikke ubetydeligt omfang. Hvis udlændingen alene har haft beskæftigelse i et ubetydeligt omfang, f.eks. under 10 timer om ugen, vil opholdstilladelsen som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke var blevet uforskyldt ledig, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 9, nr. 2, idet det af sagens akter fremgik, at hun selv havde sagt sin stilling op. Det indgik i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren led af sklerose, og at hun som følge af sygdommen ikke havde været i stand til at arbejde siden marts 2016. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da længden og karakteren af ansøgerens sygdom betød, at der ikke kunne gives en tidshorisont for, at hun kom i arbejde igen. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at en opholdstilladelse efter greencardordningen gives med henblik på at arbejde i Danmark. Såfremt en udlænding ikke har udsigt til at komme i arbejde igen, vil en opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen derfor som udgangspunkt ikke kunne forlænges. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå holdepunkter for at fravige udgangspunktet, idet der ikke var udsigt til, at ansøgeren blev rask i et sådant omfang, at hun ville kunne udføre beskæftigelse af et væsentligt omfang, ligesom hun ikke havde et ansættelsesforhold at vende tilbage til. Udlændingenævnet fandt herudover, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgerens ægtefælle havde oplyst, at ansøgeren var for syg til at klare sig i Nigeria, og at parret ikke havde råd til behandling i Nigeria. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at generelle dårlige, økonomiske og sociale forhold i ansøgerens hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en forlængelse af en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgerens ægtefælles opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 m, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse, hvilket Udlændingenævnet havde stadfæstet, og at ansøgerens ægtefælle derfor ikke kunne meddeles opholdstilladelse som medfølgende familiemedlem. ERH/2017/29.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Ej bestået danskprøve på A1-niveau indenfor en fastsat frist
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse til en filippinsk statsborger, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, jf. § 19, stk. 1, nr. 13, jf. § 26.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde have været meddelt afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået en af udlændinge- og integrationsministeren etableret danskprøve på A1-niveau eller en anden danskprøve på tilsvarende eller højere niveau inden for den fastsatte frist. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren og dennes samlevers fællesbarn var diagnosticeret med infantil autisme og udviklingsforstyrrelse af specifikke færdigheder, og at fællesbarnet på den baggrund modtog individuel tilrettelagt støtte i en specialpædagogisk børnehave. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at fællesbarnets vanskeligheder måtte antages at have medvirket til, at ansøgeren ikke rettidigt havde bestået danskprøven på A1-niveau, og at ansøgeren ultimo april 2016 havde aflagt og bestået prøven på A2-niveau. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at det efter en konkret vurdering måtte anses for bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, at ansøgeren ikke blev henvist til at udøve familielivet i Filippinerne, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, jf. udlændingelovens § 26, uanset at ansøgeren ikke havde bestået den krævede danskprøve indenfor den fastsatte frist. FAM/2017/6.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 15-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Nicaragua i medfør af udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3. Ansøgeren var indrejst i Danmark i december 2007.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for at få tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren ikke havde dokumenteret, at hun opfyldte betingelsen om aktuelt at være lønmodtager i en uopsagt, tidsubegrænset stilling i minimum 15 timer ugentligt, eller hvad der kunne ligestilles hermed. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren alene var fastansat i en stilling som social- og sundhedshjælper seks timer ugentligt, og at ansøgeren derudover alene var ansat som tilkaldevikar. Udlændingenævnet fandt endvidere efter en konkret vurdering, at ansøgerens tilkaldevagter udover den faste ansættelse ikke kunne sidestilles med en tidsubegrænset ansættelse på minimum 15 timer ugentligt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens ansættelse som tilkaldevikar ikke uafbrudt i mindst et år havde været over 15 timer pr. uge. Udlændingenævnet fandt således, at det ikke var dokumenteret, at ansøgeren havde, hvad der svarer til tidsubegrænset ansættelse med minimum 60 timer om måneden, hvorfor ansøgeren aktuelt ikke opfyldte beskæftigelseskravet, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren udover de faste 12 timer hver anden weekend/seks timer om ugen alene havde tilkaldevagter udover dette, ligesom ansøgeren ikke i hele 2016 vedvarende sås at have, hvad der svarer til mindst deltidsbeskæftigelse i februar 2016 og juli 2016. Udlændingenævnet fandt desuden, at en udtalelse af november 2016 fra ansøgerens arbejdsplads, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde en fastansættelse på seks timer om ugen, at ansøgeren derudover blev brugt som tilkaldevikar i et betydeligt antal timer, at timetallet varierede, men at ansøgeren i de forudgående tre måneder havde haft et gennemsnitligt timeantal på 25-30 timer om ugen – inklusive de nævnte seks timer som ansøgeren var fastansat – og at arbejdspladsen fortsat havde brug for ansøgeren i dette omfang, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i sagen var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/37.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 14. februar 2017 – Erhverv – Volontør
Dato: 14-02-2017Udlændingenævnet omgjorde i februar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som volontør til en statsborger fra Sydafrika, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt. Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde i sin afgørelse lagt vægt på, at den skole, ansøgeren skulle arbejde som volontør ved, i en tidligere sag vedrørende en anden ansøger havde indsendt en udtalelse, hvori skolen havde oplyst, at volontørernes program havde været at deltage i det eksisterende skoleprogram på lige fod med de danske elever.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse som volontør, jf. udlændingelovens § 9 k, stk. 1, 2. pkt., og praktikant- og volontørbekendtgørelsens § 4. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den skole, ansøgeren skulle arbejde som volontør ved, ved en udtalelse fra december 2015 – indsendt i forbindelse med denne sag – havde oplyst, at i de perioder, hvor skolen ikke havde fyldt alle scholarshippladser, søgte skolen efter volontører, som kunne udføre socialt arbejde på skolen. Skolen havde endvidere oplyst, at ansøgeren var uddannet inden for teater, og at skolen derfor forventede, at ansøgeren skulle stå for en teatergruppe bestående af unge, som selv skulle udvikle et teaterstykke. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren opfyldte formålet med at skulle være volontør på skolen, idet Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren skulle udføre socialt arbejde her i landet i form af arbejde med børn og unge. ERH/2017/13.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2017 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet – Krav om aktuel beskæftigelse eller uddannelse
Dato: 09-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark til en statsborger fra Iran, jf. udlændingelovens dagældende § 11, stk. 3, nr. 9. Ansøgeren var i maj 2005 meddelt opholdstilladelse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren opfyldte den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at beskæftigelse for at opfylde kravet i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9, skal være aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren ikke havde indsendt dokumentation for, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse var aflønnet efter gældende overenskomst eller udført under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, idet ansøgeren ifølge opslag i det elektroniske indkomstregister, siden ansøgeren var påbegyndt sin ansættelse i december 2015 og frem til tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse, maksimalt i en lønperiode havde tjent brutto 50 kr. i timeløn, og at ansøgeren i den seneste lønperiode havde tjent brutto 49,21 kr. i timeløn. Udlændingenævnet lagde således til grund, at ansøgerens aktuelle beskæftigelse henset til den begrænsede, faktiske beløbsmæssige størrelse af ansøgerens timeløn – uanset hvilke ansættelsesvilkår der var aftalt – ikke var udført efter gældende overenskomst eller under sædvanlige løn- og ansættelsesvilkår. Udlændingenævnet vurderede på baggrund heraf, at ansøgeren ikke opfyldte betingelsen om at være tilknyttet arbejdsmarkedet eller være under uddannelse på en offentligt anerkendt uddannelsesinstitution på det tidspunkt, hvor tidsubegrænset opholdstilladelse ville kunne meddeles, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 9. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke var oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der var mulighed for, at ansøgeren kunne gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 14, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse under lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, tilsiger det. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde oplyst i ansøgningen, at ansøgeren ikke havde et handicap, der forhindrede ansøgeren i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse. FAM/2017/36.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. februar 2017 – Administrativ udvisning – Kriminalitet
Dato: 02-02-2017Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning med indrejseforbud i to år til en statsborger fra Etiopien, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3.
Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 3, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren i december 2015 blev kendt skyldig i overtrædelse af straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse ved at have rettet henvendelse til forurettede og forhindret forurettede i at lukke sin bildør, hvorefter klageren havde befølt forurettede i ansigtet, på låret og brystet, samt flere gange havde tilbudt forurettede sex, hvilket var egnet til at krænke forurettedes blufærdighed, hvilket klageren blev idømt ti dagbøder á 250 kr. for. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at karakteren af den begåede lovovertrædelse sammenholdt med hensynet til den offentlige orden samt sikkerhedsmæssige grunde tilsagde, at klageren kunne udvises af Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var 38 år og etiopisk statsborger, at klageren havde været i Danmark i ca. fire en halv måned, da klageren blev dømt for blufærdighedskrænkelse, at klageren ikke fejlede noget helbredsmæssigt, at klageren ikke havde familie i Danmark, men at klageren havde en forlovet i Sudan og sin moder i Eritrea, og at klageren havde læst statistik på universitet i tre år. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at klageren havde gjort tjeneste i militæret i 17-18 år, før klageren deserterede, og at klageren efter egne oplysninger risikerede tortur ved en tilbagevenden til Eritrea. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der kunne være tale om forhold af asylrelevant karakter, som Flygtningenævnet ville vurdere i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af klagerens klage over Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl fra november 2016. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at klagerens afslag på asyl i november 2016 blev asylretligt vurderet i forhold til Etiopien og ikke i forhold til Eritrea. FAM/2017/35.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2017 – Erhverv – Trainee
Dato: 30-01-2017Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholds- og arbejdstilladelse som trainee til en statsborger fra Nicaragua, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 5.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse som trainee i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet var i gang med en uddannelse i sygepleje og ikke havde oplyst om eller dokumenteret relevant arbejdserfaring for at kunne bestride en efterfølgende stilling som koordinator og support. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var tilbudt en løn på 6.150 kr., hvoraf 1.500 kr. skulle dække bolig og 150 kr. skulle dække mobiltelefon. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgerens løn- og ansættelsesforhold ikke var sædvanlige efter danske forhold. Det forhold, at det blev anført, at ansøgerens løn i Nicaragua var 950 USD, hvilket var cirka 20 % højere end lønniveauet for en hospitalslæge eller cirka den samme løn som en vicedirektør for en styrelse, og at virksomheden i Danmark havde tilbudt ansøgeren fuld løn under praktikken samt at afholde alle omkostninger vedrørende mad, rejser, undervisning, telefoni og internet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en løn på 6.150 kr., hvoraf 1.650 kr. skulle dække bolig og telefoni, som det var oplyst i ansøgningsskemaet, ikke var sædvanlige efter danske forhold. ERH/2017/12.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. januar 2017 – Studie – Mellemliggende periode
Dato: 26-01-2017Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse til en statsborger fra Indien om afslag på opholdstilladelse i en mellemliggende periode på 18 dage fra udløbet af ansøgerens tidligere opholdstilladelse til den næste opholdstilladelses påbegyndelse. Ansøgeren var i 2014 blevet meddelt opholdstilladelse som studerende gældende til ultimo juli 2016 inklusiv seks måneders jobsøgning efter endt uddannelse. I maj 2016 blev ansøgeren meddelt opholdstilladelse som studerende på et nyt studie fra medio august 2016, hvilket var 30 dage før officiel studiestart. Ansøgeren blev samtidig meddelt afslag på opholdstilladelse i den mellemliggende periode på 18 dage mellem primo august 2016 og medio august 2016, og ansøgeren blev pålagt at udrejse af Danmark ved udløbet af den tidligere meddelte opholdstilladelse ultimo juli 2016.
Udlændingenævnet fandt, at den nye opholdstilladelse som studerende med rette var givet med gyldighed fra medio august 2016, da dette var 30 dage før studiestat, som var den periode, der efter fast praksis kunne gives tilladelse fra. Udlændingenævnet fandt endvidere, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde meddelt ansøgeren afslag på opholdstilladelse i den mellemliggende periode fra primo august 2016 til medio august 2016. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde hjemmel til at meddele opholdstilladelse i perioden mellem udløbet af en opholdstilladelse til den næste opholdstilladelses påbegyndelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde oplyst ansøgeren om, at det påhvilede ham at udrejse af Danmark i overensstemmelse med udløbet af den tidligere meddelte opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke havde ret til at fastsætte en udrejsefrist for ansøgeren, da der på tidspunktet for Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse i maj 2016 var mere end en måned til, at ansøgerens daværende opholdstilladelse udløb, og at det derfor påhvilede ansøgeren at udrejse i overensstemmelse med denne. ERH/2017/27.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet