Praksis
Søg direkte i afgørelserne
-
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Erhverv – Greencardordningen – Point for anerkendt universitet
Dato: 01-02-2018Udlændingenævnet hjemviste i februar 2018 en afgørelse truffet af Styrelsen for International Rekruttering og Integration om afslag på opholdstilladelse efter greencardordningen til en ansøger fra Albanien, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 412 af 9. maj 2016, under henvisning til, at ansøgeren ikke havde opnået 100 point.
Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at stadfæste Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse, hvorved ansøgeren var blevet meddelt afslag på hendes ansøgning om opholdstilladelse efter greencardordningen, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 2, nr. 1, under henvisning til, at ansøgeren ikke havde opnået 100 point. Udlændingenævnet lagde herved vægt på Styrelsen for Videregående Uddannelsers supplerende vurdering fra oktober 2016. Udlændingenævnet tillagde det i den forbindelse betydning, at Styrelsen for Videregående Uddannelsers vurdering konkret var foranlediget af Styrelsen for International Rekruttering og Integrations anmodning om at få vurderet, på hvilket universitet ansøgeren havde afsluttet sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy, og at Styrelsen for Videregående Uddannelser i den forbindelse havde oplyst, at ansøgerens Master of Science in Environmental Sciences and Policy var en fællesuddannelse udbudt i fællesskab mellem flere anerkendte universiteter, at der var udstedt et eksamensbevis fra både Central European University i Budapest, Ungarn, og The University of Manchester, Storbritannien, og at ansøgeren således havde anerkendte masteruddannelser fra begge disse universiteter. Ved Udlændingenævnets opslag på, www.topuniversities.com/university-rankings/world-university-rankings/2018, fremgik det, at The University of Manchester, Storbritannien, lå nr. 34 på QS World University Rankings seneste liste. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at ansøgeren – ud over 80 point for uddannelse, som styrelsen havde tildelt ansøgeren – burde tildeles yderligere 20 point for, at ansøgeren havde afsluttet en uddannelse på et universitet, der lå nr. 34 på QS World University Rankings seneste liste, og at hun således havde opnået i alt 100 point efter greencardordningen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration ved sin afgørelse havde lagt vægt på, at ansøgeren udelukkende havde gennemført sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy på Central European University i Budapest, Ungarn, at ansøgeren ikke havde gennemført en del af uddannelsen på The University of Manchester, Storbritannien, at Styrelsen for Videregående Uddannelser ved sin vurdering i maj 2017 alene havde angivet, at eksamensbeviset var udstedt af Central European University i Budapest, Ungarn, og at styrelsen på den baggrund havde fundet, at ansøgeren ikke kunne tildeles bonuspoint for at have afsluttet en uddannelse på et anerkendt universitet. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at tildelingen af point for uddannelse afsluttet på et anerkendt universitet beror på en konkret og individuel vurdering, hvori indgår, om det universitet, som har udstedt eksamensbeviset, er omfattet af QS World University Rankings liste, og at point for anerkendt universitet kunne tildeles, desuagtet at ansøgeren ikke reelt og faktisk havde studeret på det universitet, der var omfattet af QS World University Rankings liste. Udlændingenævnet fandt endelig, at ansøgeren i forbindelse med gennemførelsen af sin Master of Science in Environmental Sciences and Policy på Central European University i Budapest, Ungarn, ikke havde fremsendt dokumentation for lovligt ophold med tilladelse til at studere i Ungarn. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Styrelsen for International Rekruttering og Integration med henblik på, at styrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark var opfyldt, herunder at indhente dokumentation for ansøgerens ret til ophold og tilladelse til at studere i Ungarn i hele studieperioden. ERH/2018/39. -
Udlændingenævnets afgørelse af 1. februar 2018 – Studie – Formodning
Dato: 01-02-2018Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som studerende i Danmark til en statsborger fra Nepal, der ønskede at studere på Erhvervsakademiet Lillebælt, jf. udlændingelovens § 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9. Ansøgeren havde tidligere i perioden fra juli 2013 til december 2015 haft opholdstilladelse i Danmark som studerende, hvor ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen, undtagen fra juni til august, hvor ansøgeren måtte arbejde fuldtid.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse som studerende på Erhvervsakademiet Lillebælt i medfør af udlændingelovens 9 i, stk. 1, jf. studiebekendtgørelsens § 9. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at det afgørende formål med ansøgningen om opholdstilladelse i Danmark som studerende ikke var, at ansøgeren ønskede at gennemføre en Bachelor top-up in Webdevelopment på Erhvervsakademiet Lillebælt, men at formålet var at arbejde i Danmark. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren under sin tidligere studietilladelse havde arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen i januar, april og maj 2015. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ved e-mail i januar 2017 til Styrelsen for International Rekruttering og Integration havde erkendt, at ansøgeren havde arbejdet mere end det tilladte i januar og maj 2015. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde arbejdet uden arbejdstilladelse fra januar 2016 til marts 2017, hvortil kom, at ansøgeren havde arbejdet langt over de 15 timer om ugen i det meste af 2016. Udlændingenævnet bemærkede i denne sammenhæng, at studiebekendtgørelsen § 9, ikke er udtømmende, jf. bestemmelsens 2. pkt., hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der blandt andet kan indgå ved vurderingen af, om der er en vis formodning for, at udlændingens intention ikke er at studere i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde deltaget i et møde arrangeret af Non Resident Nepalese Association og nogle immigrationsadvokater, hvor ansøgeren havde fået oplyst, at den nye regel om, at alle studerende må arbejde 20 timer om ugen, også omfattede ansøgeren, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet det tydeligt fremgik af ansøgerens opholdstilladelse, at ansøgeren måtte arbejde 15 timer om ugen undtagen i juni, juli og august, hvor ansøgeren måtte arbejde fuldtid, og idet vejledningen ikke var blevet givet af udlændingemyndighederne. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren havde søgt om ny opholdstilladelse i oktober 2015, hvortil ansøgeren ikke havde fået nogen kvittering, at ansøgeren var blevet fortalt, at ansøgeren kunne blive lovligt i Danmark, indtil afgørelsen blev truffet, og at ansøgeren ikke havde modtaget nogen information om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af afgørelsen, idet ansøgeren ved brev fra oktober 2015 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration var blevet vejledt om, at ansøgeren måtte arbejde til udløbet af ansøgerens opholdstilladelse, hvilket var i december 2015, og at ansøgeren ved brev fra juni 2016 fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration udtrykkeligt var blevet vejledt på engelsk om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen af ansøgerens nye ansøgning. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at ansøgeren havde oplyst, at ansøgeren kun havde arbejdet i Danmark på grund af ansøgerens dårlige situation og for at betale ansøgerens studiegebyr og basis leveomkostninger, heller ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen, idet ansøgeren tydeligt var blevet vejledt om, at ansøgeren ikke måtte arbejde i Danmark under sagsbehandlingen. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren også havde studeret ulovligt i Danmark ved at have startet på Bachelor top-up in Webdevelopment på Erhvervsakademiet Lillebælt uden en gyldig studietilladelse. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at partsrepræsentanten i marts 2017 havde oplyst til Udlændingenævnet, at ansøgeren ikke bestred rigtigheden i Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse, men at klagen primært var for at få ansøgerens udrejsedato udsat. ERH/2018/45. -
Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2018 – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet
Dato: 30-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om familiesammenføring mellem en herboende mindreårig dansk statsborger og hendes fader fra Egypten, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om familiesammenføring under henvisning til hans herboende datter, idet han ikke senest samtidig med indgivelse af ansøgningen havde betalt et gebyr på 6.300 kr., jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningsgebyret var 6.300 kr., at ansøgeren havde indbetalt 845 euro i forbindelse med ansøgningens indgivelse, og at dette beløb alene svarede til 6.164,20 kr., hvorfor ansøgeren manglede at indbetale 135,80 kr. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse desuden vægt på, at ansøgeren selv i forbindelse med ansøgningen havde fremsendt en udskrift fra medio februar 2017 fra hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, hvoraf det fremgik, at gebyrsatsen var 6.300 kr., og at der manglede at blive betalt 135,80 kr. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at det er udlændingens eget ansvar at sikre, at et gebyr, der betales i en anden valuta end danske kroner, svarer til gebyrsatsen, når beløbet omregnes. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han manglede at indbetale 135,80 kr., at han skulle indbetale det manglende beløb til en angivet konto inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at brevet blev sendt til ansøgeren på den adresse, som ansøgeren selv havde oplyst i ansøgningen fra medio februar 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at han også havde betalt 4.210 egyptiske pund, for at Den Danske Ambassade i Cairo skulle varetage ansøgningen, at han ikke havde modtaget hverken opkald eller e-mails angående den manglende betaling, at al kommunikation skulle foregå gennem ambassaden, som han flere gange havde haft kontakt med, og at han ikke af ambassaden var blevet gjort opmærksom på, at der manglede 135 kr., ikke kunne føre til en anden vurdering på baggrund af ovenstående. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten § 4, stk. 1, at der for repræsentationens bistand i forbindelse med sager vedrørende opholds- og arbejdstilladelse erlægges et gebyr på 1.430 kr., og at ansøgeren ikke var fritaget, jf. § 4, stk. 9. Der henvistes til bekendtgørelse nr. 1575 af 12. december 2016, der var gældende på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at der var fremsendt en udskrift fra Nordea fra september 2017, hvoraf det fremgik, at der ultimo september 2017 var blevet overført 137 kr. til et bestemt kontonummer under henvisning til det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 8, at såfremt et udestående udgør mindre end 200 kr., vil udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr, og såfremt det manglende gebyr ikke indbetales inden for fristen, vil ansøgningen blive afvist. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han skulle indbetale det manglende beløb inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen, og at de 137 kr. først blev betalt ultimo september 2017, hvilket var knap 14 uger efter fristen. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet fandt tillige, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om en sådan alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hverken han selv eller hans herboende datter led af alvorlig sygdom eller handicap, samt at der ikke var etableret et samvær mellem ansøgeren og hans herboende datter forud for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgerens herboende datters moder var flyttet til Danmark uden ansøgerens samtykke, at hun angiveligt var ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerens herboende datter, og at det var vigtigt for ansøgeren at få opholdstilladelse i Danmark, da han ikke havde mulighed for at se sin datter og genoptage samværet med hende uden opholdstilladelsen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om en processuel regel, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning ville kunne imødekommes. FAM/2018/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 30. januar 2018 – Gebyr – Fritagelse for gebyr under styrelsernes sagsbehandling – Gebyr for indgivelse af ansøgning på familiesammenføringsområdet
Dato: 30-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om at afvise en ansøgning om familiesammenføring mellem en herboende mindreårig dansk statsborger og hendes fader fra Egypten, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1, jf. stk. 8.
Udlændingenævnet fandt, at Udlændingestyrelsen med rette havde truffet afgørelse om at afvise ansøgerens ansøgning om familiesammenføring under henvisning til hans herboende datter, idet han ikke senest samtidig med indgivelse af ansøgningen havde betalt et gebyr på 6.300 kr., jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 1, at udlændingen senest samtidig med indgivelse af ansøgningen skal betale et gebyr for indgivelse af ansøgningen om opholdstilladelse, medmindre Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsiger andet. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgningsgebyret var 6.300 kr., at ansøgeren havde indbetalt 845 euro i forbindelse med ansøgningens indgivelse, og at dette beløb alene svarede til 6.164,20 kr., hvorfor ansøgeren manglede at indbetale 135,80 kr. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse desuden vægt på, at ansøgeren selv i forbindelse med ansøgningen havde fremsendt en udskrift fra medio februar 2017 fra hjemmesiden www.nyidanmark.dk vedrørende det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, hvoraf det fremgik, at gebyrsatsen var 6.300 kr., og at der manglede at blive betalt 135,80 kr. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse også til, at det er udlændingens eget ansvar at sikre, at et gebyr, der betales i en anden valuta end danske kroner, svarer til gebyrsatsen, når beløbet omregnes. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han manglede at indbetale 135,80 kr., at han skulle indbetale det manglende beløb til en angivet konto inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at brevet blev sendt til ansøgeren på den adresse, som ansøgeren selv havde oplyst i ansøgningen fra medio februar 2017. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren havde anført, at han også havde betalt 4.210 egyptiske pund, for at Den Danske Ambassade i Cairo skulle varetage ansøgningen, at han ikke havde modtaget hverken opkald eller e-mails angående den manglende betaling, at al kommunikation skulle foregå gennem ambassaden, som han flere gange havde haft kontakt med, og at han ikke af ambassaden var blevet gjort opmærksom på, at der manglede 135 kr., ikke kunne føre til en anden vurdering på baggrund af ovenstående. Udlændingenævnet bemærkede endvidere, at det følger af bekendtgørelse om betaling for tjenestehandlinger i udenrigstjenesten § 4, stk. 1, at der for repræsentationens bistand i forbindelse med sager vedrørende opholds- og arbejdstilladelse erlægges et gebyr på 1.430 kr., og at ansøgeren ikke var fritaget, jf. § 4, stk. 9. Der henvistes til bekendtgørelse nr. 1575 af 12. december 2016, der var gældende på det tidspunkt, hvor ansøgningen blev indgivet. Udlændingenævnet fandt desuden, at det forhold, at der var fremsendt en udskrift fra Nordea fra september 2017, hvoraf det fremgik, at der ultimo september 2017 var blevet overført 137 kr. til et bestemt kontonummer under henvisning til det til ansøgningen hørende sagsbestillings-id, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 8, at såfremt et udestående udgør mindre end 200 kr., vil udlændingen få en frist til at indbetale det udestående gebyr, og såfremt det manglende gebyr ikke indbetales inden for fristen, vil ansøgningen blive afvist. Udlændingenævnet lagde herefter vægt på, at Udlændingestyrelsen ved brev fra medio juni 2017 havde oplyst ansøgeren om, at han skulle indbetale det manglende beløb inden fire uger, og at styrelsen ellers ville afvise ansøgningen, og at de 137 kr. først blev betalt ultimo september 2017, hvilket var knap 14 uger efter fristen. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke var fritaget for at indbetale gebyr i medfør af Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, jf. § 9 h. Udlændingenævnet fandt tillige, at hverken Danmarks internationale forpligtelser eller EU-reglerne tilsagde, at der ikke skulle indbetales et gebyr i forbindelse med ansøgningens indgivelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om en sådan alvorlig sygdom eller et alvorligt handicap, som kunne medføre, at betingelsen om, at der skulle indbetales et gebyr samtidig med indgivelse af ansøgningen, kunne fraviges. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet havde oplyst, at hverken han selv eller hans herboende datter led af alvorlig sygdom eller handicap, samt at der ikke var etableret et samvær mellem ansøgeren og hans herboende datter forud for indgivelse af ansøgningen. Udlændingenævnet fandt endelig, at det forhold, at ansøgerens herboende datters moder var flyttet til Danmark uden ansøgerens samtykke, at hun angiveligt var ustabil og ikke kunne tage sig ordentligt af ansøgerens herboende datter, og at det var vigtigt for ansøgeren at få opholdstilladelse i Danmark, da han ikke havde mulighed for at se sin datter og genoptage samværet med hende uden opholdstilladelsen, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der alene var tale om en processuel regel, og at der ikke herved var taget stilling til, om en korrekt indgivet ansøgning ville kunne imødekommes. FAM/2018/38.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 22. januar 2018 – Bortfald – Længerevarende ophold i udlandet
Dato: 22-01-2018Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra december 2016 om afslag på dispensation fra bortfald af en vietnamesisk statsborgers tidsubegrænsede opholdstilladelse.
Udlændingenævnet fandt efter en konkret og individuel vurdering, at klageren skulle meddeles dispensation fra bortfald af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren havde dokumenteret, at hun i september 2013 forud for sin udrejse havde underrettet Udlændingestyrelsen om sit kommende midlertidige ophold i England, hvor hun samtidig havde tilkendegivet at hun forventede at vende tilbage til Danmark i 2016 og havde bedt om vejledning i forhold til, om hun skulle ansøge om dispensation for at kunne bevare sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste samtidig til, at Udlændingestyrelsen senere i september 2013 havde videresendt klagerens henvendelse til Styrelsen for International Rekruttering og Integration som rette myndighed, som imidlertid ikke havde fulgt op på klagerens henvendelse forud for styrelsens afgørelse i december 2016, ligesom klagerens henvendelse ikke var indgået i styrelsens vurdering. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration over for Udlændingenævnet i forbindelse med behandlingen af sagen i Udlændingenævnet havde anført, at klageren i overensstemmelse med praksis ville være blevet meddelt dispensation fra bortfald, såfremt hendes henvendelse i september 2013 på daværende tidspunkt var blevet behandlet som en anmodning om dispensation fra bortfald. ERH/2018/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 17. januar 2018 – Tilbagerejsetilladelse
Dato: 17-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på en ansøgning om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017. Ansøgeren, der var iransk statsborger, havde i november 2017 indgivet en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse efter greencardordningen. Samme dato havde ansøgeren også ansøgt om en tilbagerejsetilladelse for at kunne rejse til Iran, hvilket han fik afslag på. Efter at være udrejst til Iran indgav ansøgeren på ny en ansøgning om en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017 for at kunne indrejse i Danmark.
Udlændingenævnet fandt, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med rette havde truffet afgørelse om, at ansøgeren ikke kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse i perioden fra medio november 2017 til medio december 2017. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark i november 2017, at myndighederne på tidspunktet for ansøgerens udrejse ikke havde truffet afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kunne få udstedt en tilbagerejsetilladelse, og at ansøgeren dermed var udrejst af Danmark uden at kunne være sikker på, at ansøgeren havde mulighed for at kunne genindrejse. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at Styrelsen for International Rekruttering og Integration i sin første afgørelse havde vurderet, at styrelsen forventede at kunne træffe afgørelse i sagen om forlængelse, inden ansøgeren ifølge sin ansøgning om tilbagerejsetilladelsen kunne forventes at være tilbage i Danmark, og at baggrunden for, at styrelsen endnu ikke havde truffet afgørelse, blandt andet skyldtes ansøgerens egne forhold, idet ansøgeren i november 2017 blev anmodet om at indsende oplysninger til brug for ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen, hvilket ansøgeren ikke havde gjort. Udlændingenævnet bemærkede, at en udlænding som udgangspunkt skal have en tilbagerejsetilladelse inden udrejsen fra Danmark, og at myndighederne kan træffe afgørelse om ikke at udstede en tilbagerejsetilladelse, når en udlænding ønsker at udrejse af Danmark i den periode, hvor der verserer en forlængelsesansøgning – særligt når myndighederne forventer at kunne træffe afgørelse i løbet af den periode, hvor udlændingen opholder sig i udlandet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ejeren af den lejebolig i Danmark, som ansøgeren var bosat i, efter det oplyste havde solgt boligen, og at ansøgeren derfor var nødt til at rejse til Danmark, så ansøgeren kunne pakke sine personlige ejendele og aflevere nøglerne til ejeren af lejeboligen. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgeren måtte kontakte Den Danske Ambassade i Teheran, Iran, med henblik på at få vejledning om muligheden for at søge om et visum, såfremt Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelse om ikke at forlænge ansøgerens opholdstilladelse meddelt på baggrund af greencardordningen, og ansøgeren ikke havde mulighed for at indrette sig på anden vis for at få adgang til sine ejendele. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren havde anført, at ansøgeren blandt andet udrejste af Danmark, fordi ansøgerens moder skulle gennemgå en hjerteoperation. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren var udrejst af Danmark dagen efter, at ansøgeren havde indgivet ansøgning om forlængelse, og at ansøgeren ifølge oplysningerne fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration allerede havde været udrejst flere gange til Iran, herunder fra september 2017 til oktober 2017. Ansøgeren syntes alene at være indrejst i Danmark for at indgive en ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse. Udlændingenævnet bemærkede i den sammenhæng, at der ikke forelå dokumentation for, at ansøgerens moder havde gennemgået en hjerteoperation, og hvornår hun havde gennemgået den. ERH/2018/2.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2018 – Børnesammenføring – Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet
Dato: 15-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Udlændingestyrelsens afslag fra juli 2017 på genoptagelse af en afgørelse fra november 2012 samt stadfæstede et afslag på en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark efter Associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet til en statsborger fra Tyrkiet.
Udlændingenævnet fandt ikke grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse fra juli 2017 om afslag på anmodning om genoptagelse. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at Udlændingestyrelsens begrundelse efter partsrepræsentantens opfattelse ikke lovligt kunne danne grundlag for et afslag på genoptagelse af ansøgerens ansøgning om opholdstilladelse, idet ansøgeren efter partsrepræsentantens opfattelse var søn af en tyrkisk statsborger, som udøvede lønnet beskæftigelse, og som opholdt sig i Danmark som vandrende arbejdstager, og at ansøgerens fader derfor var omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingenævnet fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en genoptagelse af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at EU-domstolens dom af 10. juli 2014 i sagen Naime Dogan mod Bundesrepublik Deutschland (C-138/13) efter Udlændingenævnets vurdering ikke giver familiemedlemmer til herboende økonomisk aktive tyrkiske statsborgere en videre ret til familiesammenføring end udlændingelovens regler, idet det allerede er indeholdt i disse reglers enkelte bestemmelser, at hensynet til Danmarks internationale forpligtelser – herunder afgørelser fra EU-domstolen – skal indgå i vurderingen, og at betingelserne – med undtagelse af kravet om underskrivelse af en integrationserklæring ved ansøgning om familiesammenføring – fraviges, hvis der foreligger ganske særlige grunde, således at der efter loven tages hensyn til de konkrete omstændigheder i det enkelte tilfælde. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændingestyrelsen allerede i afgørelsen fra november 2012 havde foretaget en afvejning og en vurdering af, om der forelå ganske særlige grunde, der alligevel talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, og partsrepræsentanten havde ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse eller i klagen til Udlændingenævnet anført forhold, der kunne understøtte, at der forelå ganske særlige grunde på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, og som ikke allerede var indgået i grundlaget for Udlændingestyrelsens afgørelse. Det af partsrepræsentanten anførte om, at proportionalitetsprincippet ikke var opfyldt, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering, idet Udlændingestyrelsen i sin afgørelse havde foretaget en vurdering af, om hensynet til barnets tarv kunne føre til, at ansøgeren skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt derfor, at Udlændingestyrelsen med rette havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2012, da der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse var fremlagt nye væsentlige oplysninger, der ikke allerede forelå på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse. Udlændingenævnet fandt desuden, at ansøgeren ikke havde ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 6, stk. 1, 1. led, i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 6 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren ikke havde opnået rettigheder i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren aldrig havde haft en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, hvilket også var en forudsætning for, at ansøgeren kunne anses for omfattet af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at ansøgeren som mindreårig havde en afledt ret til ophold i Danmark i medfør af artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. EU Domstolens dom C-561/14 Genc og partsrepræsentantens henvisning til præmisserne 40, 43, 49 og 57, ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet henviste herved til, at artikel 6 og artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 alene statuerer en ret til at fortsætte et lovligt ophold i Danmark, og dermed ikke omhandler den første adgang til medlemsstaternes område. Da ansøgeren ikke tidligere havde været meddelt en opholds- og arbejdstilladelse i Danmark, var c ansøgeren således ikke omfattet af artikel 6 eller artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/8 0 af 19. september 1980. FAM/2018/42.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. januar 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Unge mellem 18 og 19 år – Uafbrudt uddannelse eller beskæftigelse
Dato: 15-01-2018Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse til en bangladeshisk statsborger under henvisning til, at ansøgeren ikke havde været i uafbrudt uddannelse frem til det fyldte 18. år, jf. § udlændingelovens § 11, stk. 12, jf. stk. 16.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke var omfattet af personkredsen i udlændingelovens § 11, stk. 12. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren søgte om tidsubegrænset opholdstilladelse den 15. juni 2016, at han fyldte 18 år den 24. juni 2016, at han var diagnosticeret med blandet obsessiv-kompulsiv tilstand og kroniske, motoriske og vokale tics, at han havde afbrudt sin gymnasiale uddannelse ganske kort tid inden, at han fyldte 18 år, og at afbrydelsen skyldtes hans psykiske sygdom, som førte til indlæggelse op til hans 18 års fødselsdag. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund det bedst stemmende med Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicap-konvention, ikke at meddele ansøgeren afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at han ikke havde været i uafbrudt uddannelse frem til det fyldte 18. år, jf. § udlændingelovens § 11, stk. 12, jf. stk. 16. FAM/2018/10.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 9. januar 2018 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Krav om bestået Prøve i Dansk 1
Dato: 09-01-2018Udlændingenævnet omgjorde i januar 2018 Udlændingestyrelsens afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Thailand, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 7, som var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke havde bestået Prøve i Dansk 1 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.
Udlændingenævnet fandt på baggrund af sagens konkrete omstændigheder, at ansøgeren ikke burde meddeles afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse under henvisning til, at ansøgeren ikke opfyldte kravet om at have bestået Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau. Udlændingenævnet lagde herved vægt på oplysningerne om ansøgerens helbredsforhold, herunder at ansøgeren på grund af sit handicap (lettere mental retardering og atypisk autisme) ikke ville være i stand til at bestå Folkeskolens Afgangsprøve i dansk eller tilsvarende prøver, fordi ansøgerens danskfaglige niveau var for lavt, og progressionen i ansøgerens danskfaglige kompetence var minimal, og fordi prøvesituationen indebar en kravstilling, som ansøgeren ikke kunne honorere, og som ville udgøre en stressfaktor for ansøgeren. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund, at betingelsen om, at ansøgeren skulle bestå Prøve i Dansk 1 eller en prøve på et tilsvarende eller højere niveau, ikke burde kræves opfyldt, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, jf. udlændingelovens tidligere § 11, stk. 14. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage stilling til, om de øvrige betingelser for at meddele ansøgeren tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark var opfyldt. FAM/2018/1.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 3. januar 2018 – Inddragelse eller nægtelse af forlængelse – Nægtelse af forlængelse – Greencardordningen
Dato: 03-01-2018Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2018 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen til en statsborger fra Pakistan, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 1, nr. 2, jf. § 9 a, stk. 12.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgerens opholdstilladelse i Danmark på baggrund af greencard¬ordningen ikke kunne forlænges, jf. udlændingelovens § 9 a, stk. 12, jf. stk. 2, nr. 1. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke som foreskrevet i udlændingelovens § 9 a, stk. 12, 2. pkt., havde oppebåret en lønindtægt, der minimum svarede til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked i det seneste år forud for, at ansøgningen om forlængelse blev indgivet. Da ansøgeren oprindeligt var blevet meddelt opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen medio oktober 2012, skulle ansøgeren således i de seneste 12 måneder, før ansøgningen om forlængelse blev indgivet, have oppebåret en lønindtægt på 301.084 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af ansøgerens egne oplysninger samt af eIndkomst, at ansøgeren inden for det seneste år forud for indgivelse af ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen ultimo december 2016 alene havde oppebåret en lønindtægt på 11.384 kr. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgerens opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen senest var blevet forlænget primo januar 2016, og at det udtrykkeligt fremgik på engelsk af ansøgerens opholdstilladelse fra primo januar 2016, at ansøgeren ved en eventuel efterfølgende forlængelse skulle opfylde et krav om i det seneste år forud for ansøgningens indgivelse at have oppebåret en løn svarende til den gennemsnitlige startløn for nyuddannede bachelorer på det offentlige og private arbejdsmarked. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at det alene var lønindtægt, der kunne medtages ved vurderingen, og at ansøgerens udbetalte sygedagpenge og arbejdsløshedsdagpenge derfor ikke kunne medregnes. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det forhold, at ansøgeren medio oktober 2014 havde været udsat for en arbejdsulykke, hvorved ansøgeren skadede sine knæ, og at ansøgeren på grund af sine knæsmerter ikke havde kunnet arbejde siden februar 2016, ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at en udlændings personlige forhold ikke kunne indgå som en del af vurderingen ved ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at få forlænget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen. ERH/2018/37.
Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet