Familiesammenføring, andre
 |
Klik på et emne i venstre side, for at afgrænse praksis til det relevante område. |
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Ansøgeren udvist ved dom
Dato: 07-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til en iransk statsborger, som søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende datter, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i oktober 2007, hvor han søgte asyl, og han blev i december 2007 overført til Grækenland i medfør af Dublin-forordningen. Ansøgeren indrejste igen i Danmark i marts 2012. I samme måned traf Udlændingestyrelsen afgørelse om udvisning af ansøgeren med et indrejseforbud, som var gældende indtil maj 2014, idet ansøgeren blev udsendt til Spanien i april 2012. I september 2012 indrejste ansøgeren igen i Danmark, og ansøgeren blev ved dom i september 2012 udvist af Danmark i seks år ved at være genindrejst i Danmark, uanset at han var meddelt et indrejseforbud. Ansøgeren havde efterfølgende et længerevarende ophold i Iran, og han indrejste derefter i Danmark igen, hvor han på ny søgte om asyl. I forbindelse med asylsagen oplyste ansøgeren, at han havde et barn i Danmark. Udlændingestyrelsen traf i maj 2014 afgørelse om overførsel til Spanien i medfør af Dublin-forordningen, hvilket Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2014. Det fremgik af Flygtningenævnets afgørelse, at Udlændingestyrelsen første gang fik kendskab til, at ansøgeren havde et barn i Danmark ved et partsindlæg fra juni 2014, og at ansøgeren var til stede ved fødslen af barnet. I juli 2014 indgav ansøgeren ansøgning om familiesammenføring i Danmark under henvisning til barnet, som var født i juni 2011. Det fremgik af sagen, at barnet i juni 2011 blev anbragt uden for hjemmet i Danmark, hvilket barnet skulle forblive i foreløbig i tre år. I juli 2014 samtykkede ansøgeren til, at barnet fortsat forblev anbragt uden for hjemmet. Endelig fremgik det af sagen, at ansøgeren og barnet havde samvær én gang om måneden af halvanden times varighed i et neutralt samværshus, og at ansøgeren havde fået fastsat støttet samvær to gange i oktober 2014, november 2014 og december 2014 af halvanden times varighed.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., under henvisning til samvær med barnet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren i september 2012 udrejste af Danmark og oplyste politiet om, at ansøgeren ingen børn havde i Danmark, og at ansøgeren først blev registreret som fader til barnet i maj 2014. Udlændingenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at ansøgeren ikke tidligere havde ansøgt om familiesammenføring med barnet, at Udlændingestyrelsen først i juni 2014 var blevet bekendt med, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren således igennem flere år ikke sås at have været en del af barnets liv. Det forhold, at ansøgeren skulle have været med til barnets fødsel og hendes første fødselsdag, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke kunne føre til en ændret vurdering af sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der først i efteråret 2014 var etableret samvær én gang om måneden af halvanden times varighed mellem barnet og ansøgeren, og at ansøgeren ikke havde haft samvær siden januar 2015, hvorfor omfanget af og kontakten i forbindelse med det udøvede samvær ikke kunne føre til, at der mellem ansøgeren og barnet var etableret en særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Hertil bemærkede Udlændingenævnet, at kommunen til sagen havde oplyst, at ansøgeren var ”fremmed” for barnet. Udlændingenævnet fandt således, at et afslag på opholdstilladelse ikke udgjorde et indgreb i ansøgerens ret til familieliv, uanset at barnet var anbragt uden for hjemmet. Det anførte om, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 og FN’s Børnekonvention, at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse, og at det var i strid med disse konventioner at afskære barnet fra at have kontakt med ansøgeren, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat i sagen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnet var født i juni 2011, at ansøgeren først var kommet ind i barnets liv i sommeren 2014, at Udlændingestyrelsen ikke før juni 2014 havde hørt om, at ansøgeren havde en datter i Danmark, og at ansøgeren siden efteråret 2014 og frem til januar 2015 havde haft samvær én gang om måneden med barnet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at der var henvist til dom af 11. juli 2000, Ciliz mod Holland, (appl.no. 29192/95). Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Ciliz mod Holland ikke var sammenlignelig med ansøgerens sag. Ciliz mod Holland vedrørte myndighedernes pligt til at koordinere sager, som berører en families ret til et familieliv efter EMRK artikel 8, således at en afgørelse i den ene sag ikke foregriber eller udelukker en afgørelse i den anden sag med det resultat, at familielivet forhindres. Heroverfor vedrørte ansøgerens sag alene en opholdssag, og Udlændingenævnet fandt herudover – henset til omfanget og karakteren af det udøvede samvær – at dette kunne udøves gennem besøgsophold. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ansøgeren blev udvist af Danmark på et tidspunkt, hvor barnet var født, men ikke anerkendt af ansøgeren som sit barn, og at ansøgeren først i maj 2014 – på et tidspunkt hvor ansøgeren allerede havde søgt om asyl i Danmark, og på trods af oplysninger i ansøgningen om, at ansøgeren tidligere havde været en del af barnets liv – anerkendte faderskabet. Udlændingenævnet fandt yderligere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser, da det samvær, som ansøgeren efter det oplyste havde ret til, efter Udlændingenævnets opfattelse kunne udøves via besøgsophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at hensynet til barnets tarv i ansøgerens sag ikke kunne føre til en ændret vurdering, og at der ikke forelå ganske særlige forhold, der talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, jf. § 10, stk. 4, idet ansøgeren var udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år gældende til oktober 2018. FAM/2016/2.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 7. januar 2016 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn – Tvangsanbragte børn
Dato: 07-01-2016Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2016 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en statsborger fra Portugal under henvisning til hendes herboende børn, der var født i henholdsvis 2012 og 2014. Det fremgik af oplysningerne i sagen, at begge ansøgerens børn var tvangsanbragt uden for hjemmet, at ansøgeren havde fået fastsat overvåget samvær på henholdsvis en time pr. måned og en time hver tredje uge med børnene, og at ansøgeren kun i begrænset omfang var mødt op til samvær med det ældste barn.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgerens samvær med børnene ikke var af et sådant omfang, at det i sig selv kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse her i landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgerens samvær med det ældste barn siden maj 2013 havde været overvåget, ligesom samværet med det yngste barn siden anbringelsen i september 2014 havde været overvåget, og at samværet alene udgjorde en time henholdsvis hver tredje og fjerde uge. Udlændingenævnet tillagde det herudover betydning, at ansøgeren alene var mødt op til samvær med det ældste barn en gang i april 2013, men ikke mødte op de efterfølgende gange, hvorefter ansøgeren først anmodede om genoptagelse af samvær i oktober 2014. Det faktisk gennemførte samvær med det ældste barn sås således at være af begrænset omfang. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet med børnene ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at baggrunden for karakteren af det fastsatte samvær måtte ses i forhold til, at det ved en undersøgelse fra februar 2013 og et undersøgelsesforløb fra november 2012 til februar 2013 i forhold til det ældste barn var blevet konkluderet, at ansøgeren ikke vurderedes at kunne tilegne sig de egenskaber, der skulle til, for at kunne drage den fornødne omsorg for hende, og at det vurderedes skadeligt for hendes trivsel og udvikling fortsat at blive udsat for de belastninger, som samspillet med ansøgeren frembød. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at ansøgerens samvær med det yngste barn tillige var blevet reduceret fra en gang om ugen til en time hver tredje uge, grundet primært ansøgerens egne forhold, og for at sikre det yngste barns fortsatte trivsel og udvikling. Udlændingenævnet fandt herefter, at det ikke kunne anses for uproportionalt at henvise ansøgeren til – som EU-borger fra Portugal – at indrejse i Danmark for at udøve sit samvær med børnene gennem besøgsophold. Udlændingenævnet henviste i forlængelse heraf til, at ansøgeren som EU-borger havde mulighed for at tage ophold i Danmark i medfør af reglerne om fri bevægelighed, og at hun således havde mulighed for at tage ophold i Danmark på andet grundlag end en særskilt opholdstilladelse til børnene. Det forhold, at ansøgeren, såfremt hun ikke havde grundlag for opholdsret efter EU-reglerne, vil skulle indrejse fra Portugal for at udøve sit samvær med sine børn af en times varighed henholdsvis hver tredje og fjerde uge, fandt Udlændingenævnet endvidere ikke i sig selv kunne føre til, at det måtte anses som uproportionalt, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8, at meddele afslag på opholdstilladelse, henset til den geografiske afstand sammenholdt med omfanget af samværene. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren blev meddelt opholdstilladelse. FAM/2016/3.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 16. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Ganske særlige grunde
Dato: 16-12-2015Udlændingenævnet omgjorde i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse til en somalisk statsborger efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at den herboende søster siden moderens død i 2009 havde haft forældremyndigheden over ansøgeren, at den herboende søster i september 2013 var flygtet fra Somalia, at hun i januar 2014 var indrejst i Danmark, at hun i marts 2014 var blevet meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, og at hun i juli 2014 på vegne af ansøgeren og hendes egne tre børn havde indgivet en ansøgning om familiesammenføring. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at den herboende søster efter det oplyste vedvarende havde haft forældremyndigheden over ansøgeren, som havde været en del af den herboende søsters husstand frem til september 2013, hvor den herboende søster var flygtet fra Somalia, og at den herboende søster kort tid, efter at hun var blevet meddelt opholdstilladelse i Danmark, havde søgt om familiesammenføring med ansøgeren, hvorfor det på den baggrund måtte lægges til grund, at den herboende søster fortsat var ansøgerens primære omsorgsperson. Udlændingenævnet tilbagesendt derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/214.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 15. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 15-12-2015Udlændingenævnet hjemviste i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., til en libanesisk statsborger, samt Udlændingestyrelsens afslag på genoptagelse af denne sag til fornyet behandling. Ansøgeren indrejste første gang i Danmark i november 2005 og havde opholdstilladelse som ægtefællesammenført fra juni 2009 til december 2012. Ansøgeren udrejste herefter i april 2013 og genindrejste i marts 2014.
Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren havde indsendt yderligere oplysninger om sit samvær med sine herboende børn, herunder kopi af en domsudskrift, hvori ansøgerens tidligere ægtefælle havde afgivet oplysninger om det udøvede samvær med parrets fællesbørn siden ansøgerens indrejse i marts 2014. På den baggrund fandt Udlændingenævnet det rettest, at Udlændingestyrelsen vurderede karakteren og omfanget af det på afgørelsestidspunktet udøvede samvær på ny i første instans, herunder at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med det under Udlændingenævnets sagsbehandling meddelte samtykke fra ansøgeren indhentede yderligere oplysninger fra ansøgerens tidligere ægtefælle vedrørende hyppigheden og kontinuiteten af samværet med børnene. Udlændingenævnet tilbagesendte derfor sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen kunne tage fornyet stilling til, om ansøgeren på baggrund af de indhentede oplysninger om samvær kunne meddeles opholdstilladelse. FAM/2015/256.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 10. december 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende voksne børn
Dato: 10-12-2015Udlændingenævnet stadfæstede i december 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., som familiesammenført til en statsløs fra Kuwait. Den herboende reference, der var født i 1981, som var ansøgerens voksne søn, og som var indrejst i Danmark i februar 2012 og i februar 2014 var blevet meddelt asyl, havde til sagen oplyst, at han altid havde boet sammen med sine forældre på den samme adresse i Kuwait, at hans moder afgik ved døden i 2001, at hans ægtefælle ligeledes boede sammen med ham og hans fader efter ægteskabets indgåelse, at han havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark ved at sende ham penge, og at ansøgeren havde en frugtvogn på torvet, som han solgte grøntsager fra, men at han med tiden var blevet ældre, hvorfor den herboende søn havde overtaget salget af grøntsager forud for sin udrejse af Kuwait.
Udlændingenævnets flertal fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnets flertal lagde herved vægt på, at der ikke forelå en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søn, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets flertals afgørelse, at den herboende søn havde boet på ansøgerens adresse hele sit liv, og at hans ægtefælle ligeledes var flyttet ind og havde taget ophold på ansøgerens bopæl. Udlændingenævnets flertal fandt imidlertid, at dette ikke kunne føre til en ændret vurdering, da det ikke ved den herboende søns fortsatte ophold i hjemmet, hvor han var født og opvokset, kunne lægges til grund, at der mellem ham og ansøgeren forelå en helt særlig tilknytning, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnets flertal fandt således, at den herboende søn ved sit ægteskab i 2008 og ved sin datters fødsel i 2010 havde stiftet selvstændig familie. Uanset at dette familieliv havde været udøvet på ansøgerens bopæl, fandt Udlændingenævnets flertal endvidere, at det ikke kunne lægges til grund, at ansøgeren herved havde været optaget i den herboende søns husstand, og at der derudover havde været etableret et pasnings- og plejeforhold. Udlændingenævnets flertal fandt desuden under henvisning til de samme betragtninger, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at den herboende søns ægtefælle og datter var blevet meddelt opholdstilladelse og var indrejst i Danmark. Det forhold, at den herboende søn efter det oplyste havde forsørget ansøgeren fra 1999 til 2012 og efter sin indrejse i Danmark havde sendt økonomisk støtte til ansøgeren, fandt Udlændingenævnets flertal herudover ikke i sig selv kunne føre til, at der forelå et beskyttelsesværdigt familieliv, som Danmark derefter var nærmest til at beskytte, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnets flertal fandt endelig, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at han skulle gives opholdstilladelse, og det ville derfor ikke være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser – herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 – at meddele ansøgeren afslag på opholdstilladelse i Danmark. FAM/2015/249.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 25. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Voksne børn til herboende forældre – Anden familie
Dato: 25-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelser om afslag på opholdstilladelse, jf. henholdsvis udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt., og § 9, stk. 1, nr. 3, til to somaliske statsborgere, der havde søgt om opholdstilladelse i Danmark under henvisning til ansøgernes herboende moder og mormoder. Ansøgerne, der var moder og søn, var således datter og barnebarn til den herboende reference. Den herboende reference havde til sagen oplyst, at hun og hendes datter tre år forud for datterens indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse var flygtet fra Somalia hver for sig, at de sidst i 2010 havde boet sammen, at den herboende reference ikke havde forsørget sin datter, at datteren opholdt sig i Uganda, at de løbende havde telefonisk kontakt, og at datteren ikke havde kontakt med sin fader, ligesom datteren ikke vidste, hvor hendes fader opholdt sig henne. Datteren havde til sagen oplyst, at hun boede i Uganda, at hun med sin fader var flygtet fra Somalia til Libyen, at hun i Libyen blev gift med en mand, der efterfølgende forsvandt, at hun derefter var flygtet til Kenya, hvor hun havde født sin søn, og at hun nu opholdt sig i Uganda. Det var til sagen oplyst, at barnebarnet opholdt sig i Uganda med sin moder, og at hans faders adresse var ukendt. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2015 begge ansøgere afslag på opholdstilladelse. Det var til støtte for klagen i Udlændingenævnet anført, at den herboende reference forsørgede sit barnebarn, at hun var den eneste familie, som hendes datter og hendes barnebarn havde, at datterens ægtemand – og faderen til barnebarnet – var forsvundet, og at referencens datter og barnebarn ikke havde mulighed for at vende tilbage til Somalia.
I forhold til den herboende references datter fandt Udlændingenævnet, at der ikke forelå en tilknytning mellem den herboende reference og datteren, der lå udover, hvad der fulgte af slægtskabet i sig selv. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at datteren på ansøgningstidspunktet var 17 år, at hun på tidspunktet for Udlændingenævnets afgørelse var fyldt 18 år, at hun således var myndig, at hun i Libyen havde indgået ægteskab, at hun efterfølgende havde født en søn og herved havde stiftet egen familie, og at den herboende reference og hendes datter ikke havde boet sammen siden 2010, hvor den herboende reference flygtede fra Somalia. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå ganske særlige grunde, der kunne tale for at meddele datteren opholdstilladelse i Danmark, og at et afslag ikke tilsidesatte hensynet til familiens enhed eller var i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke i øvrigt var oplysninger om datterens personlige eller helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at datteren blev meddelt opholdstilladelse. Det forhold, at datteren havde opholdt sig illegalt i Uganda, og at hun ikke kunne vende tilbage til Somalia, kunne ikke føre til en opholdstilladelse, idet generelle sociale og økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. I forhold til den herboende references barnebarn fandt Udlændingenævnet, at den herboende references barnebarn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, og nr. 2 eller nr. 3. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at barnebarnet ikke var uden omsorgsperson, og at der ikke forelå særlige grunde til, at barnebarnet burde meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til den herboende reference, idet barnebarnet opholdt sig i Uganda med sin moder. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke var oplysninger i sagen om, at barnebarnet ikke kunne vedblive med at opholde sig i Uganda med sin moder, eller at barnet led fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Uganda eller Kenya. Udlændingenævnet fandt i øvrigt, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele barnebarnet opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Det forhold, at den herboende reference havde oplyst, at det ikke var muligt at finde barnebarnets fader, at referencen havde forsørget både datteren og barnebarnet, og at referencen var den eneste familie, som datteren og barnebarnet havde, kunne heller ikke føre til en ændret vurdering henset til de i sagen foreliggende oplysninger. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at der var en person med samme navn som referencens datters fader, der havde medvirket ved indgivelsen af ansøgningen om opholdstilladelse til referencens barnebarn på Den Danske Ambassade i Uganda. FAM/2015/254.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 23. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 23-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en irakisk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren indrejste i december 2009 til Danmark. I juni 2010 meddelte det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration ansøgeren midlertidig humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. I december 2014 meddelte Justitsministeriet ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse. Ministeriet lagde i sin afgørelse vægt på, at ansøgeren led af paranoid skizofreni, som var en sådan alvorlig sygdom, at den efter praksis kunne begrunde en humanitær opholdstilladelse, men at ansøgeren blev behandlet med et præparat, som var tilgængeligt i Irak, og at ansøgeren således havde behandlingsmuligheder i hjemlandet. I april 2015 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, under henvisning til, at der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, idet ansøgeren ikke havde opnået en samlet tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. I oktober 2015 blev ansøgeren meddelt afslag på genoptagelse af ansøgerens sag om forlængelse af humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren først blev meddelt opholdstilladelse i 2010 og alene havde haft opholdstilladelse i Danmark i ca. tre år med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet bemærkede hertil, at ansøgeren henset til karakteren af hans ophold her i landet ikke kunne antages at have opnået en ganske særlig tilknytning til Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren led af en alvorlig paranoid skizofreni, at ansøgeren var i ambulant behandling, at ansøgeren dagligt modtog hjælp fra en hjemmesygeplejerske, og at ansøgeren tre gange dagligt tog medicin og var i diabetesbehandling. Udlændingenævnet henviste herved til, at Justitsministeriet i december 2014 havde meddelt ansøgeren afslag på forlængelse af hans humanitære opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, idet ministeriet lagde til grund, at den medicin, som ansøgeren anvendte, var tilgængelig i hjemlandet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, stk. 1, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurdering af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i oktober 2015 havde meddelt ansøgeren afslag på genoptagelse af hans ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet fandt det desuden ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at ansøgeren ikke ville kunne få behandling for diabetes i sit hjemland. Udlændingenævnet fandt herudover, at ansøgeren på baggrund af karakteren og længden af hans ophold i Danmark ikke burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren indrejste i Danmark ultimo 2009 som 45-årig, at ansøgeren alene i perioden fra juni 2010 til juni 2012 havde haft en midlertidig humanitær opholdstilladelse, og at ansøgeren herefter alene havde haft processuelt ophold i Danmark i forbindelse med ansøgningerne om henholdsvis forlængelse af humanitær opholdstilladelse, genoptagelse heraf, ansøgning om asyl og ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt yderligere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold eller tilknytning til Danmark, der kunne begrunde en opholdstilladelse efter bestemmelsen. Det indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren havde to herboende søskende, der hjalp ansøgeren med praktiske gøremål, og at ansøgeren dagligt havde besøg af en hjemmesygeplejerske, der sørgede for, at ansøgeren tog sin medicin. Det indgik endvidere i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse, at ansøgeren fra 2013 til 2014 havde gået på en specialskole for voksne, at ansøgeren ikke havde arbejdet i Danmark, at ansøgeren modtog kontanthjælp, og at ansøgeren talte, læste og forstod dansk. Det af partsrepræsentanten anførte om, at en udvisning ville stride imod Danmarks internationale forpligtelser i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet ansøgerens psykiske tilstand ville blive forværret, og at forholdene i Irak ikke var blevet bedre, siden ansøgeren udrejste i 2009, indgik i grundlaget for Udlændingenævnets afgørelse. Udlændingenævnet fandt samtidig, at der ikke forelå en sådan helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og hans herboende søskende, at der på den baggrund kunne meddeles opholdstilladelse til ansøgeren. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke ville være uproportionalt og stridende imod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, at henvise ansøgeren til at tage ophold i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i en alder af 45 år, at ansøgeren alene havde opholdt sig i Danmark siden ultimo 2009, og at ansøgerens herboende søskende ikke bidrog i væsentlig grad til ansøgerens pleje, hvorfor ansøgeren ikke kunne anses for at have en så stærk tilknytning til Danmark, at det måtte antages for uforholdsmæssigt at henvise ansøgeren til at tage ophold i sit hjemland. Udlændingenævnet bemærkede, at tre af ansøgerens søskende efter det oplyste opholdt sig i hjemlandet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, ikke giver en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet bemærkede, at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland eller opholdsland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s handicapkonvention, at en udlænding, der har opholdt sig i et andet land med en midlertidig opholdstilladelse eller processuelt ophold, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Det gælder uanset økonomiske eller sociale vilkår i ansøgerens hjemland. Udlændingenævnet fandt endelig henset til, at ansøgeren først indrejste i Danmark i en alder af 45 år, og at ansøgeren havde adgang til behandling i hjemlandet, at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end statsborgerlandet til at sikre ophold og de fortsatte behandlingsvilkår for ansøgeren, herunder at der ikke kunne udledes en selvstændig immigrationsret for, at ansøgeren kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. På den baggrund fandt Udlændingenævnet, at partsrepræsentantens henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i sagen Bensaid mod Storbritannien (app. no. 44599/98) ikke kunne føre til en ændret vurdering i sagen. Udlændingenævnet fandt således, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2015/194.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 12. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag
Dato: 12-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse på baggrund af ganske særlige grunde til en afghansk statsborger, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Ansøgeren, som var indrejst i Danmark i 2009 som 15-årig, var tidligere meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 1, afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1, afslag på opholdstilladelse som uledsaget mindreårig i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2, samt afslag på genoptagelse af behandlingen af ansøgningen om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 3, nr. 2. Ansøgeren havde i forbindelse med en samtale med Udlændingestyrelsen oplyst, at han ikke havde slægtninge eller familie i Danmark, at han ikke havde det godt psykisk, og at han fysisk var sund og rask. Ansøgeren havde endvidere oplyst, at han ikke tidligere havde gået i skole i sit hjemland, at han ikke kunne læse eller skrive dari, men at han talte sit modersmål flydende, at han ikke havde været uden for Danmark siden sin indrejse, at han ikke havde haft kontakt med sine forældre eller sine søskende siden sin udrejse af Afghanistan, at han tidligere uden held havde forsøgt at eftersøge sin familie ved hjælp af Dansk Røde Kors, og at han ikke udover sine forældre og søskende havde slægtninge i Afghanistan. Ansøgerens partrepræsentant oplyste, at ansøgeren var indrejst i Danmark som 16-årig, at ansøgeren havde opholdt sig i Danmark i fem år og seks måneder, og at ansøgerens manglende kontakt med sin familie var blevet bekræftet af IOM, der tidligere havde forsøgt at lede efter ansøgerens familie i hjemlandet.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for at kunne blive meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren tidligere var meddelt endeligt afslag på humanitær opholdstilladelse og asyl, at han ikke siden sin indrejse i Danmark i september 2009 havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde en opholdstilladelse. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren var født i Afghanistan af afghanske forældre, at han var opvokset i Afghanistan, til han var 15 år, at han talte sit modersmål flydende, og at han dermed havde en sådan tilknytning til Afghanistan, at han måtte antages at kunne indgå i det afghanske samfund ved tilbagevenden dertil. Det forhold, at ansøgeren havde opnået en vis tilknytning til Danmark, kunne ikke føre til en ændret afgørelse henset til, at han alene havde opholdt sig i Danmark på til dels processuelt ophold siden sin indrejse, og at længden af det processuelle ophold skyldtes egne forhold i forbindelse med ansøgninger om humanitær opholdstilladelse, asyl og senere i forbindelse med ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede, at der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, ikke generelt kan meddeles opholdstilladelse til en udlænding, der har opholdt sig i Danmark uden opholdstilladelse i en længere periode. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at ansøgeren havde accepteret at medvirke til forberedt udsendelse til Afghanistan siden maj 2011, og at han på den baggrund ikke kunne have haft en berettiget forventning om opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt i den forbindelse, at modtagelsesforholdene i forbindelse med en udrejse af Danmark ikke i sig selv kunne føre til, at der meddeltes opholdstilladelse i Danmark, når selve længden og karakteren af opholdet i Danmark ikke fandtes at kunne føre til opholdstilladelse. Udlændingenævnet henviste til, at ansøgeren tidligere var meddelt afslag på humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, og afslag på asyl efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at udlændingelovens § 9 b, må anses som en lex specialis regel i forhold til vurderingen af, om en udlænding, som tidligere har været asylansøger, kan meddeles opholdstilladelse på baggrund af sine helbredsmæssige forhold, og at generelle sociale eller økonomiske forhold i en ansøgers hjemland ikke kan danne grundlag for en opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet fandt endvidere, at et afslag på opholdstilladelse til ansøgeren ikke udgjorde et uproportionalt indgreb i ansøgerens rettigheder i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og FN’s Børnekonvention, da Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ikke giver enkeltpersoner eller familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv, og at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet fandt således, at det hverken kan udledes af national praksis eller af Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention, at et barn, som har opholdt sig i fire og et halvt år i et andet land uden opholdstilladelse, har et selvstændigt afledt krav på opholdstilladelse på baggrund af egne forhold. Dette gælder uanset, om der måtte være umiddelbare dårlige økonomiske og sociale vilkår i barnets hjemland. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre eller anden med juridisk ansvar for barnet, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre eller personen med juridisk ansvar kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke kan udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for et barn, herunder at der ikke kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland. Udlændingenævnet fandt herefter, at ansøgeren ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv. FAM/2015/182.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 2. november 2015 – Familiesammenføring, andre – Forældre til herboende mindreårige børn
Dato: 02-11-2015Udlændingenævnet stadfæstede i november 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, til en statsborger fra Kenya, der søgte om familiesammenføring med sin herboende søn, som var født i marts 2010. Ansøgeren havde i perioden fra 2008 til 2010 haft opholdstilladelse i Danmark på baggrund af uddannelse og med henblik på jobsøgning efter endt uddannelse. I oktober 2010 blev ansøgeren meddelt afslag på opholdstilladelse under henvisning til ansøgerens søns mor. Ansøgeren forlod herefter Danmark. I januar 2011 meddelte Udlændingestyrelsen ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at ansøgeren fortsat var i et forhold til ansøgerens søns mor. Det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration hjemviste i juli 2011 Udlændingestyrelsens afgørelse fra januar 2011. I november 2011 meddelte Udlændingestyrelsen på ny ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Justitsministeriet stadfæstede denne afgørelse i september 2012. Udlændingestyrelsen meddelte på ny i juni 2014 ansøgeren afslag på familiesammenføring med ansøgerens herboende søn. Det fremgik af det elektroniske visumsystem, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 86 dage med henblik på at besøge en ven i Danmark, og at ansøgeren i august 2014 blev meddelt visum til Danmark for en periode på 47 dage.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne meddeles opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Udlændingenævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde boet i Danmark siden november 2010, og at ansøgeren ikke havde udøvet samvær med sin herboende søn i et sådant omfang, at ansøgeren på denne baggrund kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det anførte om, at ansøgeren og hans herboende søn var stærkt knyttet til hinanden, at ansøgeren udøvede samvær med sin herboende søn, at der efter ansøgerens opfattelse forelå ganske særlige grunde til at meddele opholdstilladelse, og at det efter ansøgerens opfattelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark, ikke kunne føre til et andet udfald af sagen. Uanset at der mellem ansøgeren og dennes herboende søn eksisterede et beskyttelsesværdigt familieliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, fandt Udlændingenævnet desuden, at Danmark ikke var det nærmeste land til at beskytte dette familieliv, idet ansøgeren alene i forhold til det aktuelle samvær havde set sin søn i 37 dage i perioden fra december 2014 til februar 2015 under et processuelt ophold. Udlændingenævnet noterede i den forbindelse, at ansøgerens herboende søns daginstitution i december 2014 havde oplyst, at ansøgerens herboende søn havde det svært med at blive hentet af ansøgeren, og at det var ved at være et stykke tid siden, at daginstitutionen havde set ansøgeren. Udlændingenævnet fandt herudover, at FN’s børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet fandt således, at der henset til karakteren og omfanget af samværet ikke kunne meddeles opholdstilladelse under henvisning hertil. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at ansøgerens herboende søn var født i marts 2010, at ansøgeren havde boet sammen med sin herboende søn og dennes mor i cirka fem måneder indtil sin udrejse af Danmark i 2010, at ansøgeren i perioden fra sin udrejse af Danmark i november 2010 indtil marts 2013 alene havde haft kontakt med sin søn via ugentlige samtaler på Skype, og at ansøgeren herefter alene havde udøvet samvær med sin søn under besøgsophold (visumophold) og processuelt ophold i Danmark. Udlændingenævnet bemærkede, at ansøgeren i marts 2013 blev meddelt visum med henblik på at besøge en ven i Danmark og ikke ansøgerens herboende søn, ligesom Udlændingenævnet bemærkede, at der ikke sås at være givet afslag på visumophold i Danmark under henvisning til ansøgerens herboende søn. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren indrejste i Danmark i august 2014 på et visum, at han efterfølgende søgte om forlængelse af visummet, og at han først søgte om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende søn efter at have fået afslag på forlængelse af visummet. Udlændingenævnet fandt ydermere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at ansøgeren under sit processuelle ophold havde haft mulighed for at intensivere sit samvær med sin herboende søn, idet der ikke efter praksis kan meddeles opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1, for at etablere eller intensivere et samvær. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren fortsat kunne henvises til at udøve samvær med sin søn på visumophold og via Skype. Det forhold, at ansøgeren betalte børnebidrag til sin herboende søn, fandt Udlændingenævnet ej heller kunne føre til en ændret vurdering, idet der ikke herved var dokumenteret et sådant samvær mellem ansøgeren og dennes herboende søn, der kunne medføre opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Endelig fandt Udlændingenævnet, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgerens personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgeren kunne gives opholdstilladelse. FAM/2015/177.
-
Udlændingenævnets afgørelse af 26. oktober 2015 – Familiesammenføring, andre – Søskende – Omsorgsperson
Dato: 26-10-2015Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, litra c, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2, til en somalisk statsborger. Ansøgeren, der var født i 1998, søgte i august 2014 opholdstilladelse under henvisning til sin herboende storebroder, der var født i 1994. Den herboende storebroder var indrejst i Danmark i november 2013, havde søgt asyl og i den forbindelse oplyst, at hans moder, broder, født i 1998, og søster, født i 1993, fortsat boede i Somalia, at han på tidspunktet for asylansøgningen ikke havde kontakt til familie eller andre i hjemlandet, at hans søster boede i landsbyen, idet hun var flyttet ud af det fælles hjem i forbindelse med indgåelse af ægteskab, og at hans fader døde i 2012. Det fremgik af ansøgerens ansøgningsskema, at ansøgeren ikke havde familie i Somalia, idet hans moder var afgået ved døden, hvorfor han på ansøgningstidspunktet boede hos naboerne, og at den herboende storebroder ikke havde forsørget ansøgeren. Den herboende storebroder havde i sin del af ansøgningsskemaet oplyst, at han boede sammen med ansøgeren indtil sin flugt til Danmark, at hverken han selv eller ansøgeren led af sygdomme, og at han ikke vidste, hvor hans søster boede.
Udlændingenævnet fandt, at ansøgeren ikke kunne gives opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, jf. udlændingebekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Udlændingenævnet fandt endvidere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at den herboende storebroder til støtte for sin klage havde anført, at han i juni 2014 fik at vide af en tidligere nabo, at hans moder var afgået ved døden i februar 2014, og at naboen endvidere havde fortalt, at klagerens søster og dennes ægtefælle havde forladt byen, hvorfor ansøgeren var det eneste familiemedlem tilbage i ansøgerens hjemby. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om sådanne ganske særlige grunde til, at ansøgeren ikke ville kunne vedblive med at tage ophold sammen med naboerne eller hos sin søster i Somalia. Udlændingenævnet fandt således ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren led alvorlig fysisk eller psykisk overlast ved at opholde sig i Somalia, herunder at ansøgeren var uden omsorgspersoner eller i øvrigt savnede grundlæggende omsorg i Somalia. Udlændingenævnet bemærkede herudover, at ansøgeren var 15 år på ansøgningstidspunktet og nu var fyldt 16 år, hvorfor det måtte antages, at han kunne klare sig selv og ikke havde det samme behov for pasning og pleje som et yngre barn. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke forelå en sådan særlig familiemæssig eller lignende tilknytning til en i Danmark fastboende person, at der uanset bestemmelsen i udlændingebekendtgørelsens § 21, var grundlag for at meddele ansøgeren opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Udlændingenævnet fandt således, at der ikke sås at foreligge oplysninger om en helt særlig tilknytning mellem ansøgeren og den herboende storebroder, der lå udover, hvad der fulgte af det oplyste slægtskab. Det forhold, at den herboende storebroder til støtte for sin klage havde anført, at han trådte i sin faders sted i 2012, da denne blev syg og efterfølgende døde, og at den herboende storebroder herefter fik job i en butik, så han kunne forsørge familien, fandt Udlændingenævnet herudover ikke kunne føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at ansøgeren efter det oplyste havde boet sin mor hele sit liv, og også efter den herboende storebroders flugt fra Somalia indtil moderens død, og at den herboende storebroder ikke havde forsørget ansøgeren. Det var således Udlændingenævnets vurdering, at den herboende storebroder ikke kunne anses for at være trådt i ansøgerens forældremyndighedsindehavers sted inden den herboende storebroders udrejse af Somalia, da ansøgerens moder havde denne rolle indtil sin død. FAM/2015/170.
Senest opdateret: 07-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet