Ulovligt ophold

  • Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud

    Dato: 25-03-2024

    Udlændingenævnets afgørelse af 25. marts 2024 – Administrativ udvisning –– Ulovligt ophold –Indrejseforbud

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Indien med indrejseforbud til Schengenområdet i 2 år.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren, der var statsborger i Indien med opholdstilladelse i Storbritannien, indrejste i Danmark i juli 2023. Klageren havde et fransk Schengenvisering med en gyldighedsperiode fra maj 2023 til august 2023, der tillod flere indrejser for 30 dages ophold.

    I forbindelse med klagerens udrejse i juli 2023 blev klageren antruffet og sigtet af politiet i lufthavnen for ulovligt ophold, idet klageren havde opholdt sig i Schengenområdet i 34 dage. Det blev anført, at klagerens arbejde nødvendiggjorde jævnlige rejser til Schengenområdet.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet vurderer, at betingelserne for at kunne udvise [klageren] med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1, var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse [..] juli 2023.

    Udlændingenævnet har lagt til grund, at [klageren] [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] maj 2023, at han [..] maj 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, at han [..] juni 2023 indrejste i Frankrig og udrejste af Schengenområdet [..] juni 2023, og at han [..] juli 2023 indrejste i Danmark og forsøgte at udrejse af Schengenområdet [..] juli 2023, hvor [politiet] antraf ham og konstaterede, at han havde en Schengenvisering med gyldighedsperiode fra [..] maj 2023 til [..] august 2023 for 30 dage.

    Udlændingenævnet har videre lagt til grund, at der ikke foreligger oplysninger om, at [klageren] har søgt om eller har fået forlængelse af sit visum. [Klageren] har dermed opholdt sig i Schengenområdet i 4 dage ud over, hvad den franske Schengenvisering tillod, og han havde således [..] juli 2023 ikke et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har erkendt forholdet, og at han har vedtaget en udenretligt bøde på 1.500 kr. for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse.

    Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] overtrådte betingelserne for sit udstedte visum på grund af en misforståelse, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering, da det er en udlændings eget ansvar at iagttage de regler, der gælder for et udstedt Schengenvisum. Udlændingenævnet lægger endvidere vægt på, at det er fast praksis på Schengenlandenes repræsentationer, at en visumansøger sammen med visummet modtager en vejledning, "Information sheet to visa holders", om, hvordan visumstickeren skal læses.

    Det er videre til støtte for klagen anført, at § 25 b er en fakultativ bestemmelse. Udlændingenævnet finder, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering og henviser i den sammenhæng til, at der ikke træffes beslutning om udvisning, hvis udvisningen antages at virke særlig belastende for den pågældende, jf. vurderingen herunder.

    Udlændingenævnet finder, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, at udvisningen må antages at virke særligt bela¬stende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Indien og har opholdstilladelse i Storbritannien, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] til støtte for klagen har anført, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 omfatter en beskyttelse af familielivet såvel som privatlivet, og at indrejseforbuddet påvirker [klagerens] privatliv med hensyn til hans bevægelsesfrihed, udførelsen af hans arbejdsmæssige forpligtelser og fastholdelsen og videreudviklingen af hans sociale og arbejdsmæssige relationer.

    Udlændingenævnet har noteret, at [der er] fremlagt udtalelse af [..] august 2023 fra [klagerens arbejdsgiver], hvoraf bl.a. fremgår, at han i erhvervsmæssig sammenhæng har regelmæssig rejseaktivitet til lande i Schengenområdet, og at et indrejseforbud i alvorlig grad vil hindre hans karriere og indvirke negativt på firmaet.

    Udlændingenævnet finder dog ikke, at fastsættelsen af et indrejseforbud i Schengenområdet af en varighed på 2 år udgør en krænkelse af [klagerens] ret til privatliv i form af beskæftigelse og sociale relationer.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at [klageren] har haft et ulovligt ophold i Schengenområdet på 4 dage, og at det følger af de udlændingeretlige regler, at konsekvensen af et ulovligt ophold som udgangspunkt er udvisning og et medfølgende indrejseforbud.

    Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at indrejseforbuddet ikke hindrer [klagerens] adgang til beskæftigelse generelt, men efter det oplyste alene kan have betydning for den stilling, som [klageren] bestrider hos [virksomhed], idet det dog ikke fremgår af den fremlagte udtalelse fra [klagerens] arbejdsgiver, at [klageren] vil miste sit arbejde hos [virksomhed] på baggrund af indrejseforbuddet til Schengenområdet.

    Udlændingenævnet kan således ikke lægge til grund, at indrejseforbuddet vil bevirke, at [klageren] vil stå uden mulighed for at udøve erhvervsmæssig aktivitet.

    Udlændingenævnet finder videre, at der – uanset om [klageren] måtte have opnået en vis tilknytning til Schengenområdet – ikke er forhold, der taler for, at han har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv efter EMRK artikel 8 for så vidt angår hans sociale relationer, herunder fordi han aldrig har opholdt sig der med et fast opholdsgrundlag i form af en opholdstilladelse.

    Udlændingenævnet finder på den baggrund, at indgrebet i [klagerens] privatliv i form af det meddelte indrejseforbuddet ikke har en sådan intensitet, at det kan føre til, at der er tale om en krænkelse af artikel 8.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse endvidere til Udlændingestyrelsens høringssvar af [..] februar 2024, som [partsrepræsentanten] ikke har haft bemærkninger til.

    Det er videre indgået i Udlændingenævnets vurdering, at [partsrepræsentanten] i klagen har anført, at der i afgørelsen ikke er foretaget et tilstrækkeligt skøn og en egentlig proportionalitetsafvejning med inddragelse af konsekvenserne for [klageren] i forhold til alvoren af det ulovlige ophold, herunder at der er tale om en førstegangsforseelse, og at han forsøgte at udrejse frivilligt, inden politiet antraf ham.

    Udlændingenævnet har som ovenfor lagt vægt på, at det følger direkte af udlændingeloven, at der udstedes et indrejseforbud til en udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark.

    Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste jævnligt gennemfører rejser til Schengenlandene, og at det derfor må antages, at [klageren] gentagne gange er blevet gjort opmærksom på reglerne for indrejse og ophold i Schengenområdet.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at udvisning af en udlænding med ulovligt ophold og det tilknyttede indrejseforbud tjener et anerkendelsesværdigt formål ved at forebygge uro eller forbrydelse og er nødvendigt i et demokratisk samfund under hensyntagen til Danmarks legitime interesse i at kontrollere indvandring og opretholde den offentlige orden som fastsat ved lov.

    Udlændingenævnet har herudover lagt vægt på, at udlændingelovens § 32 om indrejseforbud bl.a. har til formål at gennemføre reglerne om indrejseforbud i EU's udsendelsesdirektiv om udsendelse af tredjelandsstatsborgere uden lovligt ophold, og at udsendelsesdirektivet har til formål at sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, der er en nødvendig del af en velforvaltet migrationspolitik.

    Med henvisning til det ovenfor anførte finder Udlændingenævnet, at der heller ikke er grundlag for at nedsætte varigheden af indrejseforbuddet, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2.

    [..]”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2023 – Administrativ udvisning med indrejseforbud i 1 år – ulovligt ophold

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en britisk statsborger med indrejseforbud i Schengenområde i 1 år i medfør af Udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen på baggrund af ulovligt ophold på 66 dage, idet han var indrejst i Schengen i oktober 2022 og ikke udrejst siden, og ikke var i besiddelse af et visum. Klageren var rejst frem og tilbage imellem England og Norge for at besøge sin forlovede og deres fælles mindreårige børn, som var norske statsborgere.

    Klageren blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 1 år under henvisning til det ulovlige ophold jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da [politiet i marts 2023] antraf dig i lufthavnen, hvor klager var under udrejse til Storbritannien.

    [Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde sig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når man forinden har opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.

    Efter gældende regler meddeles en udlænding som udgangspunkt et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

    [Udlændingestyrelsen] har dog vurderet, at der er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet du har oplyst, at din forlovede og to børn bor i Norge, og at du regelmæssigt besøger dem i Norge. [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at klager udrejste af Norge så snart, han blev klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i landet.

    [Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det til støtte for klagen anførte om, at klager har mentale sundhedsproblemer, og at klager oplever selvmordstanker grundet indrejseforbuddet, kan ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klager helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at en udvisning må anses for særligt belastende for klager, jf.udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at klager kan få den fornødne
    medicinske behandling i Storbritannien, hvor han er statsborger.

    Det forhold, at klager har to børn og en forlovet i Norge, som klager skulle være gift med i [juni 2023], kan heller ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager er statsborger i Storbritannien, at klager ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke
    indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klager, hans forlovede og deres fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Storbritannien, hvor klager er statsborger.

    Udlændingenævnet finder med henvisning til ovenstående og ligesom Udlændingestyrelsen, at
    der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk.
    3, men at det 2 årige indrejseforbud nedsættes til 1 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2,
    idet klager har en forlovet og 2 mindreårige børn i Norge.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 7. februar 2024 – administrativ udvisning – ulovligt ophold – familie- og privatliv

    Dato: 07-02-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Iran, som blev administrativt udvist for ulovligt ophold og meddelt et indrejseforbud gældende for hele Schengenområdet, jf. udlændingelovens §§ 25 b, og 32, stk. 4, nr. 1

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev i maj 2023 antruffet på egen adresse, idet udlændingemyndighederne blev bekendt med, at pågældende fortsat opholdt sig i Danmark til trods for, at klagerens opholdstilladelse var bortfaldet, og at klageren af Udlændingestyrelsen havde fået en udrejsefrist i marts 2023. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt ophold og vedtog ikke den udenretlige bøde på 2.000 kr.

    I juni 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud på 2 år, jf. udlændingelovens §§ 25 b, og 32, stk. 4, nr. 1

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i Iran, og at du indrejste i Danmark den [...] november 2022.

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at:

    - den […] februar 2023 meddelte Udlændingestyrelsen, at din opholdstilladelse er bortfaldet, hvor [du samtidigt fik] en udrejsefrist den […] marts 2023
    - Udlændingestyrelsens afgørelse af [..] februar 2023 påklagede du til Udlændingenævnet den […] marts 2023 og samtidig anmodede [du] om, at klagen blev tillagt opsættende virkning, mens klagen verserer
    - den […] april 2023 gav Udlændingenævnet afslag på opsættende virkning, og du skulle derfor [have] været udrejst den […] marts 2023.

    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da politiet den […] juni 2023 antraf dig ved [adresse].
    [Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du ikke har overholdt din udrejsefrist af […] marts 2023, samt at du som statsborger i Iran ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at du ønsker at blive i landet, idet du hjælper din ægtefælle med at indtage medicin, idet din ægtefælle, som dansk statsborger, kan få hjælp af [det] danske sundhedsvæsen med dette.

    [Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold, som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Det forhold, at din ægtefælle og søn er bosiddende i Danmark, kan ikke føre til ændring vurdering, idet der [ikke] er [noget] til hinder for, at [I kan] udøve jeres familieliv i Iran.

    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] juni 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet om retsregler ovenfor.

    Det forhold, at du ikke er enig i sigtelsen og ikke har betalt bøden for at have opholdt dig ulovligt her i landet, kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det i forbindelse med vurderingen af, om der kan ske administrativ udvisning for ulovligt ophold, ikke har afgørende betydning, om udlændingen erkender forholdet.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen den […] februar 2023 konstaterede, at din opholdstilladelse var bortfaldet, og pålagde dig at udrejse af landet senest den […] marts 2023, at du ikke har processult ophold i forbindelse med din klage til Udlændingenævnet over Udlændingestyrelsens afgørelse, hvorfor du ikke lovligt kan opholde dig i Danmark under klagesagens behandling, og at du ikke er udrejst i overensstemmelse med den meddelte udrejsefrist.

    Udlændingenævnet bemærker hertil, at du først har søgt om asyl den […] august 2023.

    Udlændingenævnet vurderer således, at det hverken er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der ikke har været tale om ulovligt ophold, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse den […] juni 2023.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du ikke kendte til reglerne i den danske udlændingeret, kan ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det påhviler en udlænding at holde sig orienteret om, hvilke betingelser der er knyttet til indrejse og ophold i Danmark, herunder at sikre sig, at det tilladte ophold ikke overskrides, og at eventuelle udrejsefrister overholdes.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du ikke kan rejse tilbage til Iran grundet dårlige socioøkonomiske og politiske forhold, at du i Danmark er i stand til at arbejde og støtte dig selv økonomisk, og at du aldrig har været i problemer med loven, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse forhold ikke har relevans i vurderingen af, om du har opholdt dig ulovligt i Danmark.

    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for dig, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at du er statsborger i Iran, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    Det er videre indgået i denne vurdering, at du har en ægtefælle i Danmark, og at I ønsker at udøve jeres familieliv i Danmark. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at der er uoverstigelige hindringer for, at du og din ægtefælle ikke ville kunne udøve familielivet i Iran, hvor I begge er født.

    Det er ligeledes indgået i denne vurdering, at du har voksne børn i Danmark. Dette kan imidlertid ikke føre til en anden vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv, efter praksis alene omfatter den i europæisk forstand kernefamilie, som består af forældre og deres mindreårige børn, og at der kun, hvor der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem et voksen barn og dets forælder, f.eks. hvor forælderen har været en del af det voksne barns husstand i en længere periode, eller hvor forælderen, på grund af alvorlig sygdom eller handicap, i en længere periode har været afhængig af det voksne barns pleje, af den grund ikke bør ske udvisning.

    Udlændingenævnet har således lagt vægt på, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne forhold.

    Det til støtte for klagen anførte om, at du har boet i Danmark i 10 år, kan heller ikke føre til en anden vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at uanset om du i kraft af dit ophold i Danmark måtte have opnået en vis tilknytning til Danmark, er der med henvisning til sagens samlede oplysninger, ikke oplysninger, der taler for, at du har etableret et beskyttelsesværdigt privatliv i Danmark, jf. Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8. Udlændingenævnet henviser til, at i sager omhandlende udlændinge, der tidligere har haft opholdstilladelse i opholdslandet, udgør ”privatliv” ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den pågældendes samlede sociale bånd til opholdslandet, herunder i form af varighed af ophold, alderen ved indrejse, sproglig tilknytning, bopæl, fritidsaktiviteter, uddannelse, arbejde og voksne familiemedlemmer.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at du har opholdt dig lovligt i Danmark i perioden fra 1989 til 1999, hvor du var 20-30 år, at du efterfølgende har opholdt dig i Iran i 23 år, at du først indrejste i Danmark den […] november 2022, og at din tilknytning til Iran, hvor du er født, og hvor du er statsborger, må antages at være stærkere, end din tilknytning til Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer således, at du ikke kan antages at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at du af den grund ikke kan udvises, uanset at din ægtefælle og dine voksne børn er bosiddende i Danmark.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.

    Udlændingenævnet finder endvidere, at der ikke er grundlagt for at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, med henvisning til familiemæssige og sociale tilknytninger, og har supplerende til overstående vurdering vedrørende din ret til familieliv og privatliv, jf. EMRK artikel 8, lagt vægt på, at du ved Udlændingestyrelsens afgørelse af […] februar 2023 blev pålagt at udrejse af landet senest den […] marts 2023, og at du ikke har overholdt denne frist.

    Vejledning I

    Du kan indgive en ansøgning om familiesammenføring med din herboende ægtefælle. Ansøgningen indgives til en dansk repræsentation i dit hjemland eller i et land hvor du de sidste 3 måneder har haft fast lovligt ophold.

    Vær opmærksom på, at det er en betingelse for at få familiesammenføring i Danmark, at din ægtefælle på daværende tidspunkt bor og har et lovligt opholdsgrundlag i Danmark.

    Det bemærkes, at en ansøgning om familiesammenføring vil blive behandlet efter de regler, der gælder på ansøgningstidspunktet. Du kan læse nærmere om betingelserne her:
    https://www.nyidanmark.dk/da/Du-vil-ans%C3%B8ge/Familie/Familiesammenf%C3%B8ring

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. januar 2024 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Nedsættelse af indrejseforbud

    Dato: 08-01-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i januar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra USA med et indrejseforbud til Schengenområdet i et ½ år.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren blev anholdt og sigtet for ulovligt ophold for at have opholdt sig i Danmark i 296 dage uden den fornødne tilladelse.

    Klageren var født og opvokset i USA, hvor hun også var statsborger. Klagerens forældre på henholdsvis 82 og 90 år, var danske statsborgere og bosat i Danmark. Klageren havde endvidere en søster, der boede i Danmark. Klageren havde oplyst, at hun havde været i Danmark for at hjælpe sine forældre med at flytte på plejehjem og sælge deres bolig.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du er statsborger i USA, og at du […] september 2022 indrejste i Danmark.
    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da du henvendte dig til Politiet i Kastrup Lufthavn […] oktober 2022.
    [Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde dig i Danmark, idet du som statsborger i USA ikke kan indrejse og opholde dig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når du forinden har opholdt dig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.
    [Udlændingestyrelsen] har vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
    Udlændingestyrelsen finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.
    Udlændingestyrelsen finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end ½ år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”
    Udlændingenævnets afgørelse
    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at en udlænding kan udvises, hvis udlændingen opholder sig her i landet uden fornøden tilladelse.
    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, hvorvidt udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren], jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i USA, at [klageren] ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed eller etableringen af et privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for [klageren].
    Det forhold, at [klageren] har oplyst, at hendes forældre bor i Danmark, kan ikke føre til en ændret vurdering, da EMRK artikel 8, om retten til familieliv efter praksis primært beskytter den traditionelle kernefamilie – dvs. ægtefæller, faste samlivspartnere og deres mindreårige børn, og at der kun, hvor der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem et voksent barn og dets forælder, f.eks. hvor forælderen har været en del af det voksne barns husstand i en længere periode, af den grund ikke bør ske udvisning.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klagerens] forældre ikke er en del af den beskyttede familiekreds efter EMRK artikel 8, og at det heller ikke er dokumenteret, at [klagerens] forældres helbredsmæssige udfordringer betyder, at der foreligger et særligt afhængighedsforhold mellem hende og forældrene.
    For så vidt angår retten til privatliv, jf. EMRK artikel 8, henviser Udlændingenævnet til, at i sager omhandlende udlændinge, udgør ”privatliv” ifølge praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den pågældendes samlede sociale bånd til opholdslandet, herunder i form af længerevarende lovligt ophold, alderen ved indrejse, sproglig tilknytning, bopæl, fritidsaktiviteter, uddannelse, arbejde og voksne familiemedlemmer.
    Udlændingenævnet har i forhold til vurderingen af privatliv lagt vægt på, at [klagerens] tidligere besøg i Danmark må antages at have været af kortere varighed af maksimalt 90 dage inden for en periode på 180 dage, hvor [klageren] har opholdt sig visumfrit, at der ikke foreligger oplysninger om, at hun skulle have taget uddannelse eller haft lovlig beskæftigelse eller fritidsaktiviteter i Danmark, og at [klagerens] tilknytning til USA, hvor hun er født og er statsborger må antages at være stærkere end hendes tilknytning til Danmark. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at [klageren] taler dansk og har voksne familiemedlemmer i Danmark, da sagens samlede oplysninger ikke taler herfor.
    Udlændingenævnet vurderer således, at der til sagen ikke er fremlagt oplysninger, der taler for, at [klageren] har etableret et beskyttelsesværdigt familie- eller privatliv i Danmark, jf. EMRK artikel 8, og at [klageren] således ikke kan antages at have opnået en så væsentlig tilknytning til Danmark, at hun af den grund ikke kan udvises.
    Efter gældende regler meddeles en udlænding et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med administrativ udvisning efter udlændingelovens § 25 a, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.
    Efter udlændingelovens § 32, stk. 3, kan udlændingemyndighederne i særlige tilfælde, herunder af hensyn til familiens enhed, undlade at fastsætte et indrejseforbud. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at der bl.a. kan undlades fastsat et indrejseforbud ved akut opstået sygdom, der har hindret en udrejse eller hvis overskridelsen af udrejsefristen ikke skyldes forhold hos udlændingen, eller som kan lægges udlændingen til last. Det fremgår desuden af bestemmelsens forarbejder, at muligheden for at undlade at fastsætte et indrejseforbud alene forudsættes anvendt, hvis indrejseforbuddet i sig selv, det vil sige uanset varigheden af indrejseforbuddet, vurderes uproportional.
    Udlændingenævnet vurderer, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, der taler herfor.
    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at [klagerens] forældre har lidt af en akut opstået sygdom, der har hindret hendes udrejse. Det fremgår derimod af lægens skrivelse af […] maj 2023, at [klagerens] mor igennem længere tid har lidt af kroniske sygdomme, ligesom det af sagens øvrige oplysninger fremgår, at [klagerens] mor har været invalid siden hun var 40 år, at hun var 82 på tidspunktet for [klagerens] anholdelse, at [klagerens] far på dette tidspunkt var 90 år, og at forværrelsen af deres helbred skete gradvist.
    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [klageren] har haft et overstay på 296 dage, og at hun til politiet har oplyst, at hun var klar over, at hun burde have søgt om tilladelse til at forlænge til ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet har på baggrund heraf lagt vægt på, at [klageren] har været vidende om sit lange overstay, men ikke har rettet henvendelse til de danske udlændingemyndigheder med henblik på at sikre sit lovlige ophold i Danmark.
    Udlændingenævnet skal hertil bemærke, at det påhviler en udlænding at holde sig orienteret om, hvilke betingelser der er knyttet til indrejse og ophold i Danmark, herunder rettidigt at søge om de fornødne tilladelser.
    Det er på den baggrund Udlændingenævnets vurdering, at det ud fra sagens samlede oplysninger er proportionalt at fastsætte et indrejseforbud.
    Udlændingenævnet vurderer dog, ligesom Udlændingestyrelsen, at indrejseforbuddet skal fastsættes for en periode på ½ år, jf. udlændingelovens § 31, stk. 5, nr. 2, idet der foreligger ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige- og sociale forhold, som taler for at fastsætte et indrejseforbud for en kortere periode end 2 år.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] efter det oplyste har været i Danmark mange gange i løbet af sit liv for at besøge sine forældre og sin søster, og at hun ved sit seneste besøg opholdt sig i Danmark for at passe sine forældre, som er ældre og svagelige, samt tage sig af forskellige praktiske anliggender for hendes forældre.
    Udlændingenævnet har desuden lagt vægt på, at det af lægens skrivelse af […] maj 2023 fremgår, at [klagerens] forældre har været meget syge og indlagt i flere perioder, hvilket har medført et plejebehov, som [klageren] har været meget involveret i.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Indrejseforbud 5 år

    Dato: 02-06-2023


    Udlændingenævnets afgørelse af 2. juni 2023 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold –Indrejseforbud i 5 år

    Udlændingenævnet stadfæstede i juni 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en statsborger fra Montenegro med indrejseforbud til Schengenområdet i 5 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1 og § 32, stk. 4, 3. pkt.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren var udvist af Sverige og indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenområdet i perioden fra august 2021 til august 2024. Klageren blev antruffet af politiet i Danmark i september 2021, idet han var blevet afvist ved grænsen til Sverige, og blev herefter anholdt og sigtet af politiet for at have opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, jf. udlændingelovens § 59, stk. 2.

    Klagerens ægtefælle, som han ventede barn med, opholdt sig i Sverige. Klageren havde endvidere 3 børn med en tidligere ægtefælle, som også opholdt sig i Sverige.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse
    ”[Udlændingestyrelsen] har ved afgørelsen lagt til grund, at du indrejste i Danmark […] september 2021.
    [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du er indrejst og opholder dig ulovligt i Danmark, idet du af Sverige er indberettet som uønsket i Schengenområdet ved at have opholdt dig ulovligt i landet.
    [Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.
    Det forhold, at du har familiemedlemmer, der er bosiddende i Sverige, kan ikke føre til en ændret vurdering.
    Udvisning efter udlændingelovens § 25 b, medfører normalt et indrejseforbud i 2 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, 5. pkt. Idet du også udvises for at indrejse i Danmark, selvom du er indberettet i Schengeninformationssystemet som uønsket i Schengenlandene, udvises du samlet med et indrejseforbud i 5 år efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 3.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [..] september 2021. Begrundelsen er den samme, som Udlændingestyrelsen har anført.
    Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] alene var på gennemrejse i Danmark på vej til Sverige, og at han blev stoppet ved den svenske grænse og afvist af svensk politi, kan ikke føre til, at han ikke kan udvises af Danmark med indrejseforbud til hele Schengen.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] [..] september 2021 blev antruffet af politiet i Danmark uden opholdstilladelse eller visum, og at han som statsborger i Montenegro ikke må opholde sig i Danmark uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at [klageren] i forvejen var indberettet af Sverige som uønsket i Schengenområdet gældende indtil august 2024.
    Det til støtte for klagen anførte om, at [klageren] er gift med en EU-borger, venter barn, og at han heraf har afledt ret til at kunne blive i Danmark, kan endvidere ikke føre til en ændret vurdering.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det af sagen fremgår, at klagerens ægtefælle bor i Sverige, at det er en grundlæggende betingelse for evt. opholdsret i Danmark, at ens ægtefælle og barn har fast lovligt ophold i Danmark, og at Danmark derfor ikke er nærmest til at beskytte et evt. familieliv.
    Udlændingenævnet henviser i øvrigt til, at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at [klagerens] ægtefælle og barn ikke ville kunne indrejse i Montenegro, hvor [klageren] er statsborger, for at udøve familielivet der.
    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af udlændingelovens § 26, lagt vægt på, at [klageren] er statsborger i Montenegro, at han ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om sådanne ganske grunde, herunder hensynet til familiens enhed, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 8, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for ham.
    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 5 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 21. april 2022 – udvisning – ulovligt ophold - omgørelse

    Dato: 21-04-2022

    Udlændingenævnet omgjorde i april 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Syrien, som var blevet udvist af Danmark for ulovligt ophold.
    Sagens faktiske omstændigheder
    Klageren havde søgt asyl i Tyskland i 2018 og indrejste i august 2019 i Danmark, hvor hun blev antruffet af politiet i forbindelse med grænsekontrollen. Hun kunne ikke fremvise en gyldig opholdstilladelse eller gyldig rejselegitimation og var alene i besiddelse af et asylansøgerkort fra Tyskland.
    Udlændingestyrelsen traf i september 2019 afgørelse om udvisning med et 2-årigt indrejseforbud, da styrelsen fandt, at klageren opholdt sig ulovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1.
    Det viste sig dog under klagesagens behandling, at klageren havde fået opholdstilladelse i Tyskland på indrejsetidspunktet, hvorfor Udlændingenævnet omgjorde Udlændingestyrelsens afgørelse.
    Udlændingenævnets vurdering
    ”De tyske udlændingemyndigheder har i oktober 2021 bekræftet over for Udlændingenævnet, at klageren har fået færdigbehandlet sin asylsag, og at klageren har fået opholdstilladelse i Tyskland med virkning fra november 2018 til november 2019.
    Da klageren indrejste i Danmark den pågældende dag i august 2019, finder Udlændingenævnet, at klageren opholdt sig lovligt i Danmark, jf. udlændingelovens § 2 b. Udlændingenævnet vurderer således, at der er grundlag for at omgøre Udlændingenævnets afgørelse fra september 2019.
    Udlændingenævnet vurderer derfor, at Udlændingestyrelsen ikke burde have udvist klageren af Danmark med et indrejseforbud i 2 år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 1, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt. Herudover burde klageren ikke være blevet frihedsbehøvet i august 2019 ved indrejsen i Danmark i medfør af udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.
    Udlændingenævnet har på den baggrund dags dato meddelt Udlændingestyrelsen, at afgørelsen fra september 2019 om udvisning af klageren skal betragtes som ophævet og dermed som en nullitet i medfør af forvaltningsretten, således at klageren stilles som om, hun ikke var blevet udvist af Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse anmodet Udlændingestyrelsen om at foretage indberetning af det annullerede indrejseforbud, således at det fremgår af Schengeninformations-systemet, at klagerens indrejseforbud er tilbagekaldt.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 28. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold – Frafald af ansøgning om asyl

    Dato: 28-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse fra november 2016 om administrativ udvisning af en serbisk statsborger i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og § 32, stk. 4. 5. pkt. Det fremgik af sagen, at klageren primo november 2016 var indrejst i Danmark sammen med sin ægtefælle og fællesbarn, hvor de alle havde søgt om asyl. Under oplysnings- og motivsamtalen i Udlændingestyrelsen medio november 2016 havde klageren frafaldet sin asylansøgning.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt., var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren primo november 2016 havde søgt om asyl, at klageren medio november 2016 havde frafaldet sin ansøgning om asyl, og at ansøgningen om asyl af Udlændingestyrelsen var blevet vurderet som åbenbart grundløs, fordi klageren var statsborger i Serbien. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at det følger af udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, at en udlænding, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis udlændingen er fritaget for visum, jf. § 3, eller er meddelt visum, jf. §§ 4-4b, og frafalder en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, som behandles efter § 53 b. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder i sagen, der kunne medføre, at klageren ikke kunne udvises, jf. udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 4, og at en udvisning af klageren ikke ville virke særligt belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at der ikke var oplyst om forhold, der kunne medføre, at der kunne være humanitære grunde til ikke at udvise klageren. Udlændingenævnet lagde desuden vægt på, at klageren ikke havde oplyst om forhold, der kunne medføre, at klageren som følge af Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, ikke skulle udvises. Udlændingenævnet lagde ydermere vægt på, at klageren var født og opvokset i Serbien, at klageren havde familie i Serbien, som klageren havde kontakt til, og at klageren var sund og rask. Det forhold, at det til sagen var oplyst, at klagerens ægtefælle, som klageren havde et barn sammen med, havde søgt om asyl i Danmark, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde endelig vægt på, at der til sagen ikke var oplyst om omstændigheder, der gjorde, at klagerens ægtefælle ikke kunne indrejse i Serbien, for der at udøve familielivet sammen med klageren og fællesbarnet. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse, at ægtefællens asylsag var afsluttet. FAM/2017/140.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. september 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 27-09-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i september 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en kinesisk statsborger med indrejseforbud i to år, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i september 2006 indrejst i Danmark med opholdstilladelse som studerende. I marts 2015 inddrog Styrelsen for International Rekruttering og Integration klagerens opholdstilladelse. I maj 2015 meddelte Udlændingestyrelsen klageren afslag på hendes ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen fastsatte samtidig en udrejsefrist til medio juni 2015. I juni 2015 anmodede Udlændingestyrelsen Nationalt Udlændingecenter om at foretage udrejsekontrol, da klageren ikke havde indsendt dokumentation for sin udrejse af Danmark. Ultimo september 2016 – efter at politiet gentagne gange havde forsøgt at kontakte klageren – kontaktede klageren efter anmodning politiet. Klageren oplyste, at hun via sin advokat var blevet bekendt med, at hun i februar 2016 havde opnået tidsubegrænset opholdstilladelse. Hun oplyste endvidere, at hun ikke havde set brevet, hvori hun skulle være blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller havde modtaget et opholdskort.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2 var opfyldt, da Udlændingestyrelsen traf afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på oplysningerne fra politiet om, at klageren havde studeret indtil primo 2016, at hun havde været i arbejde på en restaurant så sent som i september 2016, at hun ultimo september 2016 fortsat var registreret med adresse i Danmark, og at hun ultimo oktober 2016 havde rettet personlig henvendelse til Udlændingenævnet. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde imod at udvise klageren af landet. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren blev meddelt afslag på sin ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i maj 2015, og at det herefter påhvilede hende at udrejse af landet senest medio juni 2015. Det forhold, at klageren havde oplyst, at hun ikke havde set afgørelsen, hvor hun var blevet meddelt afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, og at klagerens partsrepræsentant havde oplyst, at hun havde klaget over afgørelsen og oplyst klageren om, at hun senere var blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren selv var ansvarlig for valg af partsrepræsentant, og at en afgørelse anses for forkyndt, når den er kommet frem til partsrepræsentanten. En udmeldt udrejsefrist kan derfor ikke suspenderes, uanset om klageren ikke er gjort bekendt med afgørelsens indhold af sin partsrepræsentant. Udlændingenævnet fandt desuden, at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af klagerens oplysninger til politiet, at der ikke forelå særlige helbredsmæssige eller andre personlige forhold, der ville kunne medføre, at en udvisning måtte antages at virke særligt belastende for hende, samt at hun ikke havde tilknytning til herboende personer, der ville kunne medføre, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at alle klagerens opholdstilladelser i Danmark havde været meddelt med henblik på midlertidigt ophold. Udlændingenævnet fandt endelig, at det af partsrepræsentanten anførte om, at klageren burde meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1 ikke kunne føre til et andet resultat, henset til at det ikke fandtes dokumenteret, at der forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen af klageren måtte anses for at virke særligt belastende for hende. FAM/2017/139.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 27. april 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 27-04-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i april 2017 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud i to år til en statsborger fra Iran. Klageren fik i maj 2016 inddraget sin opholdstilladelse på baggrund af greencardordningen, hvorved Styrelsen for International Rekruttering Integration havde fastsat udrejsefristen til medio juni 2016. Efter den fastsatte udrejsefrists udløb mødte klageren op i Udlændingenævnet, hvorefter Styrelsen for International Rekruttering og Integration den følgende dag traf afgørelse om udvisning af Danmark med indrejseforbud i to år efter udlændingelovens § 25 b, stk. 2, jf. § 32, stk. 4, 5. pkt.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var opfyldt, da Styrelsen for International Rekruttering og Integration traf afgørelsen. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i juni 2016, som blev fastsat i forbindelse med Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016, og at klageren, efter at udrejsefristen var overskredet, personligt var mødt op i Udlændingenævnet, hvor klageren var blevet tilbageholdt af politiet, da klageren ikke længere havde lovligt ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå særlige grunde, der ville tale imod at udvise klageren af landet, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at klageren i maj 2016 havde fået inddraget sin opholdstilladelse fra marts 2015, da han ikke havde overholdt en af betingelserne for opholdstilladelse, og at det herefter havde påhvilet klageren at udrejse af landet senest medio juni 2016. Det forhold, at klageren ikke var blevet opmærksom på Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2016 før medio juni 2016, og at udrejsefristen på dette tidspunkt allerede var overskredet, kunne ikke føre til en ændret vurdering. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren var tilmeldt digital post, at det var klagerens eget ansvar at tjekke sin e-boks, og at Styrelsen for International Rekruttering og Integration med frigørende virkning kunne sende breve med digital post til den pågældendes e-boks, jf. § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Udlændingenævnet fandt endelig, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at klagerens frihedsberøvelse var blevet kendt ulovlig af byretten, og at klageren var blevet løsladt og tilkendt erstatning på 8.000 kr. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af sagens akter, at klageren alene var blevet meddelt en advarsel, da klageren ikke havde midler til at betale en bøde, hvorfor sagen var blevet afgjort med et tiltalefrafald. ERH/2017/82.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. marts 2017 – Administrativ udvisning – Ulovligt ophold

    Dato: 30-03-2017

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med indrejseforbud i to år af en statsborger fra Tyrkiet, som havde opholdt sig i Danmark uden fornøden tilladelse, og som ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med en af Udlændingestyrelsen fastsat udrejsefrist, jf. udlændingelovens § 25 b, stk. 2. Klageren var i juni 2015 meddelt afslag på opholdstilladelse og pålagt at udrejse straks af Danmark.

    Udlændingenævnet fandt, at betingelserne for at kunne udvise klageren med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 25 b, stk. 2, var til stede, da Udlændingestyrelsen traf sin afgørelse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at Udlændingestyrelsen i juni 2015 havde meddelt klageren afslag på hans seneste ansøgning om opholdstilladelse, og at det herefter påhvilede klageren at udrejse af landet straks. Udlændingenævnet lagde endvidere vægt på, at klageren ikke var udrejst af landet i overensstemmelse med den fastsatte udrejsefrist i Udlændingestyrelsens afgørelse fra juni 2015, og at han i maj 2016 var blevet antruffet af politiet i Sverige, da han havde forsøgt at indrejse i Sverige fra Danmark uden fornøden opholdstilladelse eller gyldigt visum. Udlændingenævnet lagde herudover vægt på, at klageren til politiet i maj 2016 havde erkendt, at han havde opholdt sig her i landet uden fornøden tilladelse. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke forelå sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for klageren, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at klageren aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at der ikke forelå oplysninger om tilknytning til herboende personer eller oplysninger om helbredsmæssige forhold, der kunne føre til, at en udvisning af klageren måtte antages at virke særligt belastende. Udlændingenævnet fandt herudover, at det forhold, at klageren som 16-årig var indrejst i Danmark i 2008 og havde opholdt sig her i landet siden, ikke kunne føre til en ændret vurdering, da klageren gentagne gange var meddelt afslag på opholdstilladelse i Danmark, og da han i forbindelse hermed alene havde opholdt sig i Danmark på processuelt ophold, hvorfor en udvisning af ham ikke kunne antages at virke belastende. Det forhold, at klageren havde en broder og en søster, som var bosiddende i Danmark fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til et andet resultat, da klageren var myndig. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at det fremgik af Det Centrale Personregister, at klagerens fader var registreret som udrejst til Tyrkiet i februar 2016. Udlændingenævnet fandt endelig, at udrejsefristen kunne fastsættes til straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., henset til, at klageren var udvist af landet med indrejseforbud. FAM/2017/67.

Senest opdateret: 03-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen