Udlændingenævnets afgørelse af 19. august 2020 - Tidsubegrænset opholdstilladelse – Supplerende betingelser

Udlændingenævnet stadfæstede i august 2020 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse til en statsborger fra Iran.

 

Sagens faktiske omstændigheder

 

Ansøgeren indgav i august 2016 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse til Udlændingestyrelsen. Ansøgeren var tilkendt førtidspension og skulle derfor opfylde mindst en af de to supplerende betingelser om medborgerskab eller særligt gode danskkundskaber for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark.

 

Udlændingenævnets afgørelse:

 

”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra medio december 2006, hvor ansøgeren indrejste i Danmark med opholdstilladelse. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

 

Udlændingenævnet har endvidere ved afgørelsen lagt til grund, at ansøgeren får tildelt førtidspension i Danmark.

 

Ansøgeren vil herefter kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, såfremt betingelserne i udlændingelovens § 11, stk. 6, er opfyldte.

 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren mangler at opfylde mindst en af de to supplerende betingelser for at blive meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 11, stk. 4, jf. § 11, stk. 6.

 

Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1, om at have bestået en medborgerskabsprøve eller udvist aktivt medborgerskab her i landet gennem mindst et års deltagelse i bestyrelser, organisationer, mv.

 

Det forhold, at ansøgeren har deltaget aktivt i organisationsarbejde i form af frivilligt arbejde hos en forening, at ansøgeren har været aktiv og kontinuerlig i sit frivillige arbejde hos foreningen i omtrent et år og otte måneder, og at ansøgeren har været ansvarlig for et radioprogram på arabisk, hvor han blandt andet har foretaget journalistisk research og dermed bidraget til foreningens drift, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en anden vurdering.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at han har deltaget i almennyttigt organisationsarbejde, jf. afsnittet ovenfor om Retsregler, idet frivilligt arbejde som ansvarlig for et radioprogram på arabisk hos en forening, en time ugentligt, ikke kan anses for at være en del af foreningens drift, da de udførte aktiviteter nærmere udgør en almindelig del af det at være et aktivt medlem af foreningen omkring radiostationen.

 

Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingenævnet ikke har forholdt sig til, hvorvidt foreningen i det hele taget har et sådant almennyttigt formål, at den falder ind under de foreninger, der efter forarbejderne til udlændingelovens § 11, stk. 4, kan begrunde, at betingelsen om aktivt medborgerskab er opfyldt.

 

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet, hvori  ansøgeren har oplyst, at han ikke har bestået medborgerskabsprøven, ligesom ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han har bestået en medborgerskabsprøve på et senere tidspunkt.

 

Udlændingenævnet finder på baggrund af det anførte, at ansøgeren ikke opfylder kravet i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 1.

 

Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at ansøgeren i ansøgningsskemaet har oplyst, at han ikke har bestået Prøve i Dansk 3, og at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for en bestået danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

 

Ansøgeren opfylder derfor heller ikke betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 4, nr. 4.

 

Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at det til støtte for klagen er anført, at yderligere tests eller undervisning ikke vil have nogen effekt på ansøgeren grundet hans sygdomshistorik, herunder at hans PTSD forårsager manglende indlæringsevne.

 

Udlændingenævnet finder imidlertid, at dette ikke kan føre til en ændret vurdering af sagen.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren bestod Prøve i Dansk 2 den 21. juni 2011, og at det på den baggrund ikke kan anses for udelukket, at ansøgeren eventuelt på baggrund af de allerede opnåede danskkundskaber eller på baggrund af yderligere danskundervisning kan bestå Prøve i Dansk 3. Udlændingenævnet henviser endvidere til, at det ikke ses dokumenteret, at ansøgeren har forsøgt at bestå Prøve i Dansk 3.

 

Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de to supplerende betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, og at ansøgeren derfor ikke kan meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 11, stk. 4, jf. § 11, stk. 6.

 

Udlændingenævnet finder endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 16, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt, hvis Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention, tilsiger det.

 

Det forhold, at det til støtte for klagen er anført, at ansøgeren har PTSD, iskæmisk hjertesygdom, DM (multisystem sygdom), benlængde forskel, poly artrose (hænder og hofter) nedsat hørelse og funktionsnedsættelse, samt at ansøgerens tilstand er kompliceret af massive somatiske problemer, finder Udlændingenævnet ikke kan føre til en ændret vurdering.

 

Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at han ikke har et handicap, der forhindrer ham i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.

 

Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at ansøgeren har deltaget i frivilligt arbejde hos en forening i en længere periode indtil ultimo december 2017, at ansøgeren har bestået Prøve i Dansk 2, og at ansøgeren ikke har fremlagt dokumentation for, at han ikke på et senere tidspunkt vil være i stand til at opfylde enten den supplerende betingelse om særligt gode danskkundskaber eller betingelsen om medborgerskab.” ERH/2020/10.

 

 

 


Til toppen