Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2017 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til to syriske statsborgere, der søgte om familiesammenføring med deres herboende mindreårige barn (referencen), som i december 2015 var blevet meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 3, med henblik på midlertidigt ophold. Ansøgerne og referencen var udrejst af Syrien i 2012 til Libanon, hvor de opholdt sig i tre og et halvt år, indtil de rejste til Tyrkiet. Referencen var 14 år på tidspunktet for ansøgernes indgivelse af ansøgningen om familiesammenføring med referencen, og referencen fyldte 15 år dagen efter Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag til ansøgerne.

Udlændingenævnet fandt, at ansøgerne ikke kunne gives opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c, stk. 1, 1. pkt. Udlændingenævnet lagde herved vægt på, at referencen var meddelt tidsbegrænset opholdstilladelse i Danmark med henblik på midlertidigt ophold, jf. udlændingelovens § 7, stk. 3, og at han ikke havde haft denne opholdstilladelse i mere end de sidste tre år. Udlændingenævnet fandt således, at selvom referencen fortsat var mindreårig og indtil sin udrejse af Tyrkiet havde boet sammen med ansøgerne i henholdsvis Syrien, Libanon og Tyrkiet, fulgte det ikke af Danmarks internationale forpligtelser, at Danmark var nærmest til at beskytte dette familieliv, således at ansøgerne kunne meddeles opholdstilladelse, samtidig med at referencen havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3, i mindre end tre år. Udlændingenævnet lagde herved afgørende vægt på, at referencen uanset sin alder var udrejst af Tyrkiet med ansøgernes accept og planlægning af udrejsen, herunder at referencen var rejst sammen med sin dengang mindreårige fætter til Danmark, og at referencen efter det oplyste således efter ansøgernes vurdering havde haft en modenhed og selvstændighed til at kunne rejse uden ansøgerne. Udlændingenævnet henviste herved til, at ansøgerne efter referencens egne oplysninger havde betalt for referencens rejse, og at referencen efter det oplyste var rejst mod Danmark, hvor hans broder allerede dengang boede og var blevet meddelt opholdstilladelse cirka tre måneder forud for referencens ansøgning om asyl. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencens anden broder efterfølgende var indrejst i Danmark, og at der således sås at være en sammenhæng mellem de tre brødres samlede indrejse i Danmark. Udlændingenævnet henviste desuden til, at ansøgerne rejste tilbage til Libanon, efter at de havde sendt referencen og referencens fætter af sted fra Tyrkiet mod Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere, at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at de kunne gives opholdstilladelse under henvisning til referencen. Udlændingenævnet fandt desuden, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen til støtte for sin klage havde anført, at hans herboende storebrødre var flygtninge og travlt optagede med deres eget liv og deres egen undervisning, og at han ikke kunne lave aftaler med sine storebrødre, som han kunne med ansøgerne, hvilket betød, at der var dage, hvor han ikke så storebrødrene, og hvor han således var overladt til sig selv, hvorfor han havde svært ved at passe sin skole og ofte var forkølet eller havde influenza. Udlændingenævnet fandt således, at referencens helbredsmæssige problemer ikke var af en sådan karakter, at han på den baggrund havde særligt behov for ansøgernes pasning og pleje. Udlændingenævnet henviste i den forbindelse til, at referencen selvstændigt havde kunnet rejse uden ansøgernes ledsagelse, og at referencens angivne sårbarhed efter det oplyste primært relaterede sig til et ønske om at bringe ansøgerne til Danmark. Udlændingenævnet fandt yderligere, at det ikke kunne føre til en ændret vurdering, at referencen havde henvist til sit tarv og sine behov, herunder at han manglede ansøgerne til at passe på ham. Udlændingenævnet lagde herved en vis vægt på, at referencens brødre boede i Danmark, at referencen havde fået tildelt en midlertidig forældremyndighedsindehaver, og at referencen boede sammen med sin ene storebroder og på den samme vej som sin anden storebroder. Udlændingenævnet henviste endvidere til, at referencen havde haft en alder og modenhed, der havde ført til, at han var rejst fra Tyrkiet til Danmark med ansøgernes accept, ligesom han nu havde en alder, hvor han ikke var afhængig af, at forældremyndighedsindehaveren eller en anden omsorgsperson bistod ham i det daglige. Udlændingenævnet bemærkede, at FN’s Børnekonvention ikke gav en videre ret til familiesammenføring end Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Udlændingenævnet bemærkede endelig, at generelle sociale eller økonomiske forhold i ansøgernes hjemland eller opholdsland ikke kunne danne grundlag for en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. FAM/2017/7.

Senest opdateret: 13-03-2017
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen