Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2020 Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse om afslag på opholdstilladelse som au pair i Danmark til en brasiliansk statsborger.

Sagens faktiske omstændigheder
Ansøgerens værtsfamilie, som er amerikanske statsborgere, indrejste i Danmark i maj 2014 og havde på tidspunktet for ansøgningens indgivelse boet i Danmark i fem år. Det fremgår af sagen, at værtsmoren under en samtale med Styrelsen for International Rekruttering og Integration oplyste, at hun ikke talte dansk, hvorfor samtalen foregik på engelsk, og at værtsforældrene talte engelsk indbyrdes.

Udlændingenævnets afgørelse:
”Udlændingenævnet finder, at ansøgeren ikke kan gives opholdstilladelse som au pair i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 j, stk. 1, og au-pair bekendtgørelsens § 4, stk. 1, nr. 2, litra c.

Udlændingenævnet finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at ansøgeren ikke i fornødent omfang vil få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt eller kulturelt udbytte af sit au pair-ophold i Danmark.

Udlændingenævnet har lagt vægt på, at værtsfamilien ikke består af mindst én forælder, som har en sådan væsentlig tilknytning til det danske samfund som følge af blandt andet et langvarigt lovligt ophold i Danmark, at forælderen må antages at kunne formidle dansk sprog og kultur.

Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at værtsfamilien er amerikanske statsborgere, at værtsfamilien indrejste i Danmark i 2014 og således på tidspunktet for styrelsens afgørelse alene havde opholdt sig i Danmark i omtrent fem år og nu i omtrent fem et halvt år, samt at værtsfamilien efter det oplyste til daglig kommunikerer på engelsk.

Udlændingenævnet finder på den baggrund, at der foreligger en formodning for, at ansøgeren ikke i fornødent omfang vil få et tilfredsstillende sprogligt, fagligt eller kulturelt udbytte af sit au pair-ophold i Danmark henset til, at værtsfamilien har boet i Danmark i omtrent fem et halvt år, samt at de ikke taler dansk i en sådan grad, at de kan videreformidle det danske sprog eller den danske kultur til ansøgeren.

Udlændingenævnet har yderligere lagt vægt på, at værtsmoren til Styrelsen for International Rekruttering og Integration telefonisk har oplyst, at hun ikke kan tale dansk, hvorfor samtalen foregik på engelsk, at værtsforældrene taler engelsk med hinanden i hjemmet, og at der ikke er fremsendt dokumentation for værtsfamiliens danske sprogkundskaber.

Det forhold, at værtsforældrene har modtaget privatundervisning i dansk på deres arbejdspladser, at børnene efter det oplyste taler flydende dansk, og at værtsfamilien sammen med ansøgeren ville lære dansk, kan ikke føre til en ændret vurdering, idet værtsforældrene på baggrund heraf ikke kan antages at mestre det danske sprog i en sådan grad, at de kan videreformidle sproget til ansøgeren.

Udlændingenævnet bemærker i relation til det ovenstående, at det er forældrene i værtsfamilien, der skal varetage opgaven om formidling af det danske sprog og kultur til au pairen.

Det af værtsparret anførte om, at værtsfamilien har til hensigt at opholde sig permanent i Danmark, at værtsfamilien har købt bolig i Danmark, at børnene går i danske institutioner, at værtsfamilien har danske aner og slægt i Danmark, og at ansøgerens primære opgave som au pair skulle være at hjælpe med børnene, således at værtsfamilien kan genoptage danskundervisningen, kan på baggrund af det ovenfor anførte ikke føre til en ændret vurdering.

Udlændingenævnet stadfæster derfor Styrelsen for International Rekruttering og Integrations afgørelse fra maj 2019.” ERH/2020/2.

Til toppen