Søg direkte i afgørelserne

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20 marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Dato: 20-03-2024




    Udlændingenævnets afgørelse af 20. marts 2023 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Beskæftigelseskravet

    Udlændingenævnet stadfæstede i marts 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Ansøgeren, som var selvstændig erhvervsdrivende og havde egen massageklinik, indgav i juli 2021 en ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Udlændingestyrelsen meddelte i april 2022 afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse, idet styrelsen vurderede, at ansøgerens selvstændige erhvervsvirksomhed, ikke kunne sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet har lagt til grund, at ansøgerens opholdstilladelse regnes fra november 2006, hvor ansøgeren indgav ansøgning om opholdstilladelse pba. familiesammenføring i Danmark efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingenævnet finder således, at ansøgeren opfylder den tidsmæssige betingelse for tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 1.

    Udlændingenævnet finder imidlertid, at ansøgeren ikke opfylder mindst en af de grundlæggende betingelser, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3.

    Udlændingenævnet vurderer, at ansøgeren ikke opfylder betingelsen om at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret at have været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år forud for Udlændingenævnets afgørelse – det vil sige fra februar 2019.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst til sagen, at hendes massageklinik har åbent 40,5 timer om ugen, og at hun har haft 163 arbejdstimer om måneden.

    Udlændingenævnet har imidlertid lagt vægt på, at det ved den fremsendte dokumentation – herunder registreringsbevis, momsindberetninger (angivelsesoplysninger), årsopgørelser og årsrapporter – ikke er dokumenteret, at ansøgerens beskæftigelse i hendes virksomhed, i perioden fra februar 2019 til marts 2023 kan sidestilles med ordinær fuldtidsbeskæftigelse.

    Udlændingenævnet har i denne forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af de fremsendte årsrapporter, at ansøgeren har haft en årlig omsætning på henholdsvis 168.079 kr. 2019, 199.198 kr. i 2020, 202.347 kr. i 2021 og 181.850 kr. i 2022.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det er oplyst til sagen, at prisen for en halv times massage er 300 kr., og prisen for en times behandling er 500 kr.

    Udlændingenævnet har ved vurderingen lagt til grund, at der efter praksis ved beregning af omfanget af selvstændig virksomhed, hvor ansøgeren driver virksomhed fra eget hjem, lægges en halv time til hvert kundebesøg, hvis der f.eks. drives massageklinik fra bopælen, som antages at dække tidsforbruget i forbindelse med klargøring, rengøring, regnskab mv., hvilket i øvrigt stemmer overens med ansøgerens egne oplysninger om, at der går ca. en halv time til diverse pr. kunde, udover den tid, der bruges på selve massagen.

    Ud fra tallene for virksomhedens omsætning har ansøgerens gennemsnitlige månedlige timetal været henholdsvis 46,7 timer i 2019, 55.3 timer i 2020, 56,2 timer i 2021 og 50,51 timer i 2022, hvis ansøgeren i gennemsnit har taget 300 kr. pr. behandling.

    Udlændingenævnet bemærker, at ovennævnte beregning nogenlunde stemmer overens med ansøgerens enge oplysninger om sit estimerede tidsforbrug i perioden fra 2019 til dato, hvoraf det fremgår, at hun i 2019 ar haft 52,5 arbejdstimer om måneden, at hun i 2020 har haft 62,25 arbejdstimer om måneden, at hun i 2021 har haft 63 arbejdstimer om måneden, at hun i 2022 har haft 50,5 arbejdstimer om måneden og at hun i 2023 har haft 54 arbejdstimer om måneden.

    Det er indgået i Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst til sagen, at hun bruger ca. 3 timer om dagen mandag til fredag samt 1 time om lørdagen på diverse, herunder klargøring til kunder, besvarelse af telefonopkald og e-mail, rengøring, indkøb og varebestilling, regnskab m.m. Det er videre indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at ansøgeren har oplyst, at hendes estimerede ventetid mellem kunderne har udgjort 109, 5 timer om måneden i 2019, 99,75 timer om måneden i 2020, 99 timer om måneden i 2021, 11,5 timer om måneden i 2022 og 108 timer om måneden i 2023.

    Udlændingenævnet henviser til, at det er en betingelse for opfyldelse af beskæftigelseskravet, at de indtægtsgivende arbejdsfunktioner i den selvstændige erhvervsvirksomhed står i rimeligt forhold til de ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner, og at de arbejdsfunktioner, der medfører en direkte indtægt, skal stå i rimeligt forhold til andre arbejdsopgaver, f.eks. administration, rengøring og regnskab.

    Udlændingenævnet henviser videre til, at det at måtte stå til disposition for potentielle kunder i hele klinikkens åbningstid, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til opfyldelse af beskæftigelseskravet.

    Udlændingenævnet finder, at ansøgerens ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i klinikken i perioden februar 2019 – marts 2023, ikke har stået i et rimeligt forhold til ansøgerens indtægtsgivende arbejdsfunktioner, idet hendes ikke-indtægtsgivende arbejdsfunktioner i perioden har udgjort omtrent det dobbelte af hendes indtægtsgivende arbejdsfunktioner.

    Det forhold, at ansøgeren til støtte for klagen har anført, at hun i klinikkens åbningstid står til rådighed for sine kunder, som har bestilt tid, og for ”Drop in Kunder”, og at hun derfor er fuldtidsbeskæftiget, selvom lønnen måske ikke lige bliver 300 kr. i timen, men måske kun 140 kr. i timen, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at beskæftigelseskravet opfyldes ved ordinær beskæftigelse med en gennemsnitlig arbejdstid på mindst 30 timer om ugen, og at selvstændig erhvervsvirksomhed medregnes som ordinær fuldtidsbeskæftigelse, hvis virksomheden har karakter af hovedbeskæftigelse med henblik på selvforsørgelse, samt at udlændingen skal dokumentere, at den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt mindst 30 timer om ugen.

    Det er således ikke tilstrækkeligt, at ansøgeren har en gennemsnitlig månedsløn på 140 kr. i timen, idet hun fortsat skal dokumentere, at hendes selvstændige virksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de sidste 4 år har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i gennemsnitligt 30 timer om ugen, jf. udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 8.

    Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at hendes situation også gælder for mange andre, fx en ejer af en tøjbutik, en ansat ved en frisør, en taxichauffør, en ejer af en lille kiosk m.fl., idet hun herved fortsat ikke har dokumenteret, at hun har arbejdet det tilstrækkelige antal timer i sin virksomhed.

    Det fører heller ikke til en ændret vurdering, at ansøgeren til støtte for klagen har oplyst, at hun og hendes ægtefælle har 2 udlejningshuse, og at hun har halv indtægt fra disse 2 udlejninger, som skal lægges oven i hendes løn som massør.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at ansøgeren ikke har dokumenteret, at hun har udført en eller anden form for personligt arbejde, f.eks. administration, vedligeholdelse eller regnskab, i forbindelse med disse udlejningsejendomme, hvorfor indtægten heraf ikke kan indgå i beregningen af omfanget af ansøgerens selvstændige virksomhed.

    Udlændingenævnet henviser i øvrig til, at lejeindtægter fra udlejning af fast ejendom sidestilles med formueforvaltning, hvis ejeren ikke har haft personligt arbejde med udlejningen.

    Udlændingenævnet vurderer endvidere, at der til sagen ikke er oplyst om sådanne særlige konkrete forhold, at der er mulighed for, at ansøgeren kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter bestemmelsen i udlændingelovens § 11, stk. 18, hvorefter der kan gives tidsubegrænset opholdstilladelse efter lempeligere betingelser end normalt med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s Handicapkonvention.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på ansøgerens egne oplysninger i ansøgningsskemaet om, at hun ikke har et handicap, der forhindrer hende i at opfylde en eller flere af betingelserne for at få tidsubegrænset opholdstilladelse.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 12. december 2022 – Ægtefællesammenføring - Krav til ægteskab eller fast samlivsforhold - Retsgyldigt ægteskab

    Dato: 19-03-2024

    Udlændingenævnet hjemviste i december 2022 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på meddelelse af opholdstilladelse til en eritreisk kvinde, der søgte om opholdstilladelse under henvisning til sit ægteskab med en herboende eritreisk flygtning, indgået i Uganda.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Referencen indrejste i Danmark i august 2015 og fik i oktober 2015 meddelt asyl, jf. udlændingelovens § 7, stk. 1. I januar 2019 rejste han til Uganda med henblik på at indgå ægteskab med ansøgeren hos de civile myndigheder i Kampala. Parret søgte om familiesammenføring i marts 2019 og fremlagde i den forbindelse en vielsesattest udstedt af ”Uganda Registration Services Bureau (URSB)”. Udlændingestyrelsen meddelte i maj 2020 ansøgeren afslag på opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen vurderede ved afgørelsen, at parrets ægteskab ikke kunne anerkendes efter dansk ret, da ægteskabet – efter Udlændingestyrelsens vurdering - ikke kunne anses for retsgyldigt i indgåelseslandet, Uganda. Udlændingestyrelsen lagde vægt på, at det ikke var sandsynliggjort, at begge parter havde været til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, mindst 21 dage forud for brylluppet, og derfor ikke var blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke anså de nationale ugandiske krav til lysning af ægteskabet for overholdt.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet hjemviser sagen til fornyet vurdering i Udlændingestyrelsen, idet der under Udlændingenævnets sagsbehandling er fremkommet nye oplysninger i sagen, som ikke er indgået i Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen ved sin afgørelse i maj 2020 meddelte [ansøgeren] afslag på hendes ansøgning om familiesammenføring med [referencen] i Danmark, idet Udlændingestyrelsen vurderede, at [deres] ægteskab ikke kunne anerkendes som retsgyldigt, og at [parret] ikke havde haft et fast samliv af længere varighed, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1. Udlændingestyrelsen vurderede endvidere, at der ikke var oplyst om ganske særlige grunde til, at [ansøgeren] alligevel skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på, at [referencen] først indrejste i Uganda 5 dage før parrets vielse fandt sted, at det ikke var sandsynliggjort, at både [referencen] og [ansøgeren] var til stede i Uganda ved indgivelse af ansøgningen om vielse, og at [de] derfor ikke er blevet behørigt identificeret forud for annonceringen af ægteskabet. Udlændingestyrelsen lagde herved vægt på udlændingemyndighedernes baggrundsoplysninger om ægteskaber indgået i Uganda.

    Udlændingenævnet har under sagens behandling indhentet nye og opdaterede oplysninger vedrørende ægteskaber indgået i Uganda.

    Udlændingenævnet har herefter ved afgørelsen lagt vægt på, at det fremgår af udlændingemyndighedernes opdaterede baggrundsoplysninger om civile ægteskaber indgået i Uganda, at det ikke er et krav, at begge parter er fysisk tilstede ved indgivelsen af ansøgningen hos ”Registrar of Marriages”, at det ifølge de gældende regler er tilstrækkeligt, at mindst én part til det kommende ægteskab skal være til stede, når ”Notice of Marriage” offentliggøres, at denne part skal medbringe dokumentation for begge parters identitet, og at man derfor kan ansøge om ”Notice og Marriage”, selvom den ene part er i udlandet.

    Dette er nye oplysninger i forhold til Udlændingestyrelsens beslutningsgrundlag. Udlændingenævnet finder det derfor rettest, at Udlændingestyrelsen vurderer sagen efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, på ny i 1. instans.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen kan tage fornyet stilling til sagen. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling til, om [referencen] og [ansøgeren] opfylder betingelserne for familiesammenføring.

    Da udlændingelovens § 9 c, stk. 1, er subsidiær i forhold til § 9, stk. 1, nr. 1, hjemvises afgørelsen efter § 9 c, stk. 1, tillige til Udlændingestyrelsen.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 5. februar 2024 – bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen til en statsborger fra Somalia herunder at ansøgeren ikke havde været sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.

    Sagens faktiske omstændigheder

    I marts 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om konstatering af bortfald af tidsbegrænset opholdstilladelse og afslag på ansøgning om dispensation fra bortfald af opholdstilladelsen under henvisning til, at [ansøgerens] forældre på vegne af [ansøgeren] havde opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark. Udlændingestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at [ansøgerens] forældre i vinteren 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark. [Ansøgeren] var indrejst fra Somalia til Danmark i vinteren 2011 som 9-årig og udrejst fra Danmark i Somalia i sommeren 2019 som 17-årig med sine forældre og 4 søskende.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” […] ”

    Udlændingestyrelsen har ved afgørelsen lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre i [vinteren] 2019 underskrev en erklæring om frivilligt frafald af blandt andet [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark, og at de i den forbindelse blev informeret om konsekvenserne ved at opgive [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har derfor vurderet, at det måtte have stået [ansøgerens] forældre klart, at de, ved at underskrive en frivillig frafaldserklæring, opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne har opgivet [ansøgerens] bopæl i Danmark med henblik på, at [ansøgeren] bosætter sig varigt i Somalia. [Ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.

    Udlændingestyrelsen har videre vurderet, at [ansøgeren] ikke har dokumenteret eller er kommet med oplysninger, der kan føre til, at [ansøgeren] kan få dispensation fra bortfald, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    […]

    Det er Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] forældre på [ansøgerens] vegne opgav [ansøgerens] bopæl i Danmark, og at [ansøgerens] ophold i Danmark ikke har været af midlertidig karakter.

    [Ansøgeren] kan derfor ikke gives dispensation fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2.

    […]

    Det kan ikke føre til ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark, fordi [ansøgerens] far tvang [ansøgeren] til at blive i Somalia, og at [ansøgerens] far, inden sin udrejse af Danmark, havde lovet [ansøgeren], at [ansøgerens] ophold i Somalia ville være kortvarigt.

    Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, kontaktede sin bopælskommune og oplyste dem om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at [ansøger] ikke har været forhindret i at rejse tilbage til Danmark som følge af uforudsete omstændigheder.

    Det kan heller ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] ikke var klar over, at [ansøgeren] udrejse af Danmark handlede om repatriering, men at [ansøgeren] udrejste af Danmark med den tro, at udlandsopholdet ville være kortvarigt, idet [ansøgerens] bedstemor var syg og gerne vil se [ansøgeren] en sidste gang, hvor [ansøgeren] herefter vil vende tilbage til Danmark.

    Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] på udrejsetidspunktet var ca. 17 år og 6 måneder gammel, og at [ansøgeren] til sagen har oplyst, at [ansøgeren] forældre opsagde deres bolig, afhændede deres møbler og personlige ejendele til eksempelvis genbrug.

    Udlændingestyrelsen har på den baggrund vurderet, at det måtte have stået [ansøgeren] klart, at [ansøgerens] udlandsophold ikke ville være af midlertidig karakter, idet deres bolig blev opsagt, deres møbler og personlige ejendele blev afhændede, og at [ansøgerens] far havde bedt [ansøger] om at oplyse [ansøgerens] bopælskomme om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig.

    Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] hverdag i Somalia er præget af rutiner, regler, og at [ansøgeren] udgiver sig for at være en anden, så [ansøgeren] ikke kommer i problemer.

    Udlændingestyrelsen har herved lagt vægt på, at [ansøgeren] som mindreårig udrejste af Danmark grundet [ansøgerens] forældres beslutning, og det som udgangspunkt tilfalder forældremyndighedens indehavere at træffe beslutninger vedrørende mindreårige børns personlige forhold, herunder hvor de skal bo.

    Det kan desuden ikke føre til en ændret vurdering, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgerens] tilknytning til Danmark er større end til Somalia, og at [ansøgeren] er opdraget i overensstemmelse med danske værdier, som ikke er forenelige med de somaliske værdier.

    Udlændingestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at [ansøgeren] første gang indrejste i Danmark i [vinteren] 2011, at [ansøgeren] var ca. 9 år og 8 måneder, og at [ansøgeren] udrejste af Danmark i [sommeren] 2019, da [ansøgeren] var 17 år og 6 måneder gammel, eftersom [ansøgerens] forældre underskrev en erklæring om frivilligt frafald af deres og dermed [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark.

    Udlændingestyrelsen har derfor lagt til grund, at [ansøger] har boet i Danmark i ca. 7 år og 10 måneder, og at [ansøger] frivilligt udrejste af Danmark, fordi [ansøgeren], inden sin udrejse af Danmark, oplyste sin bopælskommune om, at [ansøgerens] udrejse af Danmark var frivillig, hvorefter [ansøgeren] frivilligt rejste til Somalia med sin familie.

    Det er således Udlændingestyrelsens vurdering, at [ansøgerens] udrejse af Danmark ikke har været af midlertidig karakter, men derimod med henblik på varigt at bo i Somalia.

    På den baggrund, og idet der ikke er oplyst om ganske særlige forhold i øvrigt, herunder helbredsmæssige forhold, har Udlændingestyrelsen vurderet, at det hverken vil være uproportionalt eller stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark fort bortfaldet.

    Udlændingestyrelsen har også vurderet, at [ansøgerens] ophold i Somalia ikke er omfattet af udlændingelovens § 17, stk. 3, hvorefter en opholdstilladelse ikke anses for bortfaldet, hvis udlændingens ophold uden for landet skyldes, at udlændingen som mindreårig er sendt på genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning.

    Udlændingestyrelsen har lagt vægt på, at Udlændingestyrelsen på baggrund af de foreliggende oplysninger ikke kan konstatere, at [ansøgerens] ophold i Somalia har været af negativ betydning for [ansøgeren], eller at det skyldes en genopdragelsesrejse.

    [Ansøgerens] opholdstilladelse er derfor bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 1.”

    Til støtte for klagen til Udlændingenævnet blev det anført bl.a., at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøger] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2023 om bortfald af [ansøgerens] tidsbegrænsede opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det forhold, at [ansøgeren] i forbindelse med klagen har anført, at [ansøgeren] ser Danmark som sit hjem, og at [ansøgeren] ikke synes, at det er retfærdigt, at [ansøgeren] får afslag på baggrund af en beslutning, som [ansøgerens] forældre i sin tid tog, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre forud for udrejsen til Somalia underskrev en erklæring i [sommeren] 2019, om frivillig frafald af opholdstilladelse vedrørende deres mindreårige børn, hvor det tydeligt fremgår, at de var blevet gjort bekendt med konsekvenserne af at opgive opholdstilladelsen bl.a. på [ansøgerens] vegne. I den forbindelse har Udlændingenævnet også lagt vægt på, at [ansøgerens] forældre som forældremyndighedsindehavere havde ret til at foretage dispositioner på [ansøgerens] vegne, herunder bestemme hvor [ansøgeren] skulle bo.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [ansøgeren] ved sin udrejse af Danmark i [sommeren] 2019 var 17 år gammel og var bekendt med, at [ansøgerens] forældre opsagde deres lejlighed og gav møblerne til genbrug, hvorfor det måtte have stået [ansøgeren] klart, at der ikke alene kunne være tale om et kortvarigt ophold i Somalia.

    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering, at [ansøgeren] efter det oplyste gik i 9. klasse og kun havde få måneder tilbage fra folkeskolen, da [ansøgeren] udrejste af Danmark, at [ansøgeren] har oplyst, at [ansøgeren] har en større tilknytning til Danmark end Somalia, og at [ansøgeren] samlet har haft ca. 7 år og 9 måneders ophold i Danmark.

    Udlændingenævnet har ved afgørelsen således lagt til grund, at [ansøgeren] har haft ca. halvdelen af sine formative år i Danmark, idet Udlændingenævnet finder, at børns formative år som udgangspunkt først må antages at have sin begyndelse omkring børns skolepligtige alder, jf. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom i den såkaldte Osman-sag (appl. no. 38058/09, dom af 14. juni 2011), hvor det vurderedes, at de formative år for ansøgeren i den pågældende sag havde varet fra barnets 7. leveår til det 15. leveår.

    Udlændingenævnet finder imidlertid ligesom Udlændingestyrelsen, at der ikke skal dispenseres fra bortfald af [ansøgerens] opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, og henviser i det hele til styrelsens begrundelse herfor.

    Udlændingenævnet vurderer endelig, at [ansøgerens] opholdstilladelse skal anses for bortfaldet, idet Udlændingenævnet som Udlændingestyrelsen heller ikke kan lægge til grund, at [ansøgeren] blev sendt på en genopdragelsesrejse eller andet udlandsophold af negativ betydning for [ansøgeren], jf. udlændingelovens § 17, stk. 3. Udlændingenævnet henviser til styrelsens begrundelse herfor.

    På baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder [ansøgerens] samlede ophold i Danmark og i Somalia, samt [ansøgerens] familiemæssige og anden tilknytning i Danmark, vurderer Udlændingenævnet herefter, at det ikke vil være uproportionalt og stridende mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder EMRK artikel 8 eller FN’s Børnekonvention, at anse [ansøgerens] opholdstilladelse i Danmark for bortfaldet.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 30. oktober 2023 – Administrativ udvisning med indrejseforbud i 1 år – ulovligt ophold

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i oktober 2023 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en britisk statsborger med indrejseforbud i Schengenområde i 1 år i medfør af Udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i marts 2023 antruffet af politiet i lufthavnen på baggrund af ulovligt ophold på 66 dage, idet han var indrejst i Schengen i oktober 2022 og ikke udrejst siden, og ikke var i besiddelse af et visum. Klageren var rejst frem og tilbage imellem England og Norge for at besøge sin forlovede og deres fælles mindreårige børn, som var norske statsborgere.

    Klageren blev af Udlændingestyrelsen udvist af Danmark med indrejseforbud i 1 år under henvisning til det ulovlige ophold jf. udlændingelovens § 25 b og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Følgende fremgik bl.a. af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ”[Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt til grund, at du ikke var i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, da [politiet i marts 2023] antraf dig i lufthavnen, hvor klager var under udrejse til Storbritannien.

    [Udlændingestyrelsen] har på den baggrund vurderet, at du ikke opfylder betingelserne for at indrejse og opholde sig i Danmark, idet du som statsborger i Storbritannien ikke kan indrejse og opholde sig i Danmark uden at være i besiddelse af gyldigt visum eller opholdstilladelse, når man forinden har opholdt sig i Schengenområdet i mere end 90 dage ud af de seneste 180 dage.

    Efter gældende regler meddeles en udlænding som udgangspunkt et indrejseforbud på 2 år i forbindelse med udvisning efter udlændingelovens § 25 b, jf. § 32, stk. 4, nr. 1.

    [Udlændingestyrelsen] har dog vurderet, at der er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet du har oplyst, at din forlovede og to børn bor i Norge, og at du regelmæssigt besøger dem i Norge. [Udlændingestyrelsen] har endvidere lagt vægt på, at klager udrejste af Norge så snart, han blev klar over, at han havde opholdt sig ulovligt i landet.

    [Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [marts 2023] af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Det til støtte for klagen anførte om, at klager har mentale sundhedsproblemer, og at klager oplever selvmordstanker grundet indrejseforbuddet, kan ikke føre til en anden vurdering. Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at klager helbredsmæssige forhold er af en sådan karakter og et sådant omfang, at en udvisning må anses for særligt belastende for klager, jf.udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det må antages, at klager kan få den fornødne
    medicinske behandling i Storbritannien, hvor han er statsborger.

    Det forhold, at klager har to børn og en forlovet i Norge, som klager skulle være gift med i [juni 2023], kan heller ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at klager er statsborger i Storbritannien, at klager ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at EMRK artikel 8, om retten til familieliv, ikke
    indebærer en generel og ubetinget ret til familiesammenføring, da det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at EMRK artikel 8, ikke giver familier ret til at vælge, hvor de vil indrejse og tage ophold for at udøve deres familieliv, og at der i sagen ikke foreligger oplysninger om, at klager, hans forlovede og deres fællesbørn ikke ville kunne udøve familielivet i Storbritannien, hvor klager er statsborger.

    Udlændingenævnet finder med henvisning til ovenstående og ligesom Udlændingestyrelsen, at
    der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk.
    3, men at det 2 årige indrejseforbud nedsættes til 1 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2,
    idet klager har en forlovet og 2 mindreårige børn i Norge.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 20.12.2023 – nedsættelse af kontante ydelser – udvist ved dom

    Dato: 14-03-2024

    Udlændingenævnet stadfæstede i december 2023 Hjemrejsestyrelsens afgørelse vedrørende en statsløs palæstinenser, som havde fået nedsat sine kontante ydelser med et beløb svarende til én dags udbetaling på baggrund af overtrædelse af sin meldepligt.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i 2017 og 2018 udvist ved dom, hvorefter Hjemrejsestyrelsen i 2020 traf afgørelse om meldepligt. Klageren havde på den baggrund ikke lovligt ophold i Danmark på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    ”Udlændingenævnet stadfæster Hjemrejsestyrelsens afgørelse af medio oktober 2022, som blev ændret primo november 2022. Klageren har således med rette fået nedsat sine kontante ydelser med én dag, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 11, nr. 4.
    Det er indgået i grundlaget for Udlændingenævnets vurdering i sagen, at det fremgår af Ud-lændingeinformationsportalen, at Flygtningenævnet medio marts 2019 meddelte klageren afslag på asyl, hvorfor klageren på tidspunktet for Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo november 2022 opholdte sig ulovligt i Danmark.

    Udlændingenævnet har endvidere vægt på, at det af Hjemrejsestyrelsens manuelle registreringer fremgår, at klageren en bestemt dag i ultimo september 2022 ikke har overholdt sin meldepligt på udrejsecenteret, og at det ikke af sagens oplysninger fremgår, at klageren har haft lovligt fravær eller tilladelse til at overnatte uden for udrejsecenteret en bestemt dag i ultimo september 2022.

    Udlændingenævnet har derudover lagt vægt på, at Hjemrejsestyrelsen medio oktober 2022 sendte et partshøringsbrev til klageren, hvorved klageren blev anmodet om at fremkomme med sine bemærkninger inden for 7 dage, herunder oplysninger om særlige omstændigheder, og at klageren i den forbindelse ikke fremkom med bemærkninger.

    Udlændingenævnet finder således, at der ikke foreligger særlige grunde, der kan tale imod, at klageren har fået nedsat sine kontante ydelser med én dag, dvs. for en bestemt dag i ultimo september 2022.

    Det anførte til støtte for klagen om, at klageren ikke forstår, at klageren fortsat er blevet trukket i kontante ydelser, idet klageren havde været indlagt, kan ikke føre til et ændret vurdering i sagen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at det af sagens oplysninger alene fremgår, at klageren var indlagt i en periode på en dag primo oktober 2022, og at det således ikke fremgår af sagen, at klageren var indlagt en bestemt dag i ultimo september 2022. Udlændingenævnet henviser i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen primo november 2022 ændrede deres afgørelse af medio oktober 2022, således at klagerens kontante ydelser ikke blev nedsat på baggrund af overtrædelse af meldepligten en bestemt dag i primo oktober 2022, idet klageren var indlagt denne dato.

    Udlændingenævnet stadfæster derfor Hjemrejsestyrelsens afgørelse af primo november 2022.

    Udlændingenævnet finder det meget beklageligt, at det ikke ses, at klageren er blevet tilbagebetalt sine kontante ydelser for en bestemt dag i primo oktober 2022, som med Hjemrejsestyrelsens ændrede afgørelse af primo november 2022 blev rettet til lovligt fravær, idet klageren var indlagt. Udlændingenævnet har d.d. anmodet Hjemrejsestyrelsen om at sikre, at klageren får udbetalt det rette beløb.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – nægtelse af forlængelse – religiøs forkynder – vejledningspligt

    Dato: 19-02-2024

    Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – nægtelse af forlængelse– religiøs forkynder – vejledningspligt

    Udlændingenævnet omgjorde i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om nægtelse af forlængelse af klagerens opholdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark.

    Sagens faktiske omstændigheder
    Klageren blev i juni 2021 meddelt opholds- og arbejdstilladelse som religiøs forkynder i Danmark i medfør af udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Ved klagerens seneste ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse i oktober 2023 kom det frem, at klagerens søn, som havde opholdstilladelse i Danmark som medfølgende familiemedlem til klageren, havde modtaget SU siden oktober 2022 og at klagerens søn af sit uddannelsessted var blevet vejledt om at søge om SU, da han fyldte 18 år. I december 2023 blev klageren meddelt afslag på forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse under henvisning til, at betingelsen i hans opholdstilladelse om, at klageren og personer, der meddeles opholdstilladelse som følge af familiemæssig tilknytning til klageren ikke modtog offentlig hjælp til forsørgelse under opholdet i Danmark, ikke var opfyldt.

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet finder efter en konkret og individuel vurdering af samtlige af sagens oplysninger grundlag for at ændre Udlændingestyrelsens afgørelse af [december 2023] om afslag på forlængelse af [klagerens] opholds- og arbejdstilladelse som religiøs forkynder.
    Udlændingenævnet vurderer således, [klageren] ikke bør meddeles afslag på forlængelse af sin opholds- og arbejdstilladelse jf. udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1, under henvisning til, at [klagerens] søn, som medfølgende familiemedlem til [klageren], på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse, havde modtaget SU siden oktober 2022, og at betingelserne for [klagerens] og hans medfølgende families opholdstilladelse, herunder betingelsen om, at hverken [klageren] eller hans medfølgende familie må modtage offentlig hjælp til forsørgelse, ikke var opfyldt.
    Udlændingenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på sagens samlede oplysninger og dokumentation samt det forhold, at der under Udlændingestyrelsens behandling af sagen fremkom oplysninger af væsentligt betydning for [klagerens] sag, samt at der i forbindelse med [klagerens] klage af [januar 2024] er fremkommet nye oplysninger, herunder dokumentation, af væsentlig betydning for [klagerens] sag.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at det fremgår af sagens oplysninger, at der under sagens behandling i Udlændingestyrelsen i mail af [december 2023] til Udlændingestyrelsen er fremkommet oplysninger om, at [klageren] ikke har været vidende om, at hans søn, har modtaget SU, og at [klageren] efterfølgende, efter samtale med sin søn, er blevet bekendt med, at denne efter rådgivning fra sin uddannelsesvejleder har ansøgt om SU. Det oplyses herudover, at [klagerens søn] ikke var klar over vilkårene for sin opholdstilladelse, ligesom [klagerens søn], umiddelbart efter han blev opmærksom på disse vilkår, kontaktede Uddannelses- og Forskningsstyrelsen for at tilbagebetale den SU, som han havde fået udbetalt.
    I forbindelse med ovenstående oplysninger, er der i samme mail vedlagt kopi af mail af [december 2023] sendt fra [klagerens søn] til su@ufm.dk, hvoraf det bl.a. fremgår, at [klagerens søn] anmoder om at tilbagebetale den SU, som han har fået udbetalt. Der er i samme mail vedlagt udskrift fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsens hjemmeside, hvoraf det fremgår, at [klagerens søn] den [december 2023] har afmeldt yderligere SU fra januar 2024 indtil videre.
    Udlændingenævnet finder det beklageligt, at Udlændingestyrelsen i anledning af de oplysninger, der fremgår i mail af [december 2023], herunder oplysningerne om, at [klagerens] søn efter rådgivning fra sin uddannelsesvejleder på sin uddannelsesinstitution har ansøgt om SU, ikke har anmodet [klageren], eller [klagerens] søn, om yderligere oplysninger herom, idet Udlændingenævnet finder, at disse oplysninger har væsentlig betydning for [klagerens] sag.
    Udlændingenævnet har herefter lagt vægt på, at der i forbindelse med [klagerens] klage af [december 2023] er fremsendt yderligere oplysninger vedrørende denne rådgivning, herunder en udtalelse fra [klagerens søns] Gymnasium af [januar 2024], hvoraf det fremgår, at [klagerens søns] Gymnasium har vejledt [klagerens] søn, om at ansøge om SU, som de gør med alle deres elever, der er fyldt 18 år. Det fremgår herudover af udtalelsen, at skolen ikke har vidst, at det for [klagerens søns] vedkommende kunne have konsekvenser for familiens opholdstilladelser, idet skolen ikke har været bekendt med betingelserne for familiens opholdsgrundlag.
    Udlændingenævnet bemærker således, at [klagerens søn] i forbindelse med den vejledning han har modtaget fra sit uddannelsessted om at ansøge om SU samtidig ikke er blevet vejledt om konsekvenser heraf, herunder særligt, at det kunne have opholdsretlige konsekvenser for ham og hans familie at modtage offentlig hjælp til forsørgelse, som for eksempel SU.
    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, og principperne om god forvaltningsskik. Vejledningspligten omfatter ifølge praksis også de tilfælde, hvor en borger af en myndighedsperson, herunder en uddannelsesvejleder ved en offentlig uddannelsesinstitution, vejledes til at foretage skridt, der efterfølgende kan have opholdsretlige konsekvenser for borgeren, og hvor det ikke kan afvises, at borgeren ikke ville have foretaget samme skridt om at søge SU, hvis borgeren var blevet vejledt om de opholdsretlige konsekvenser.
    Udlændingenævnet henviser herved til, at formålet med myndighedernes vejledningspligt er at imødekomme borgernes informationsbehov og undgå, at borgerne på grund af fejl, uvidenhed eller misforståelser udsættes for retstab.
    Udlændingenævnet har således ved vurderingen lagt vægt på, at en myndighed skal vejlede på eget initiativ, hvis det fremstår som naturligt og relevant at give borgeren vejledning.
    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven, jf. vedledning nr. 11740 af 4. december 1986, afsnit IV, pkt. 28-31, samt Folketingets Ombudsmands myndighedsguide, overblik 5, jf. https://www.ombudsmanden.dk/myndighedsguiden/generel-forvaltningsret/vejledningspligt/
    Udlændingenævnet vurderer, at det til sagen er belyst, at [klagerens] søn har handlet som følge af den rådgivning, som han har modtaget fra sin uddannelsesvejleder, og at det ikke kan afvises, at han ikke ville have ansøgt om – og dermed modtaget – SU, hvis han var blevet vejledt om konsekvenserne heraf.
    Udlændingenævnet finder efter en konkret vurdering, at [klagerens] søn ikke er blevet behørigt vejledt af sit uddannelsessted, idet han er blevet vejledt om at ansøge om SU, og at den manglende vejledning har medført, at [klageren] og hans familie har mistet deres opholdstilladelser, idet [klageren] den [december 2023] fik afslag på forlængelse af sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 f, stk. 1, nr. 1. Begrundelsen var, at [klagerens] søn, siden oktober 2022 har modtaget SU, og at betingelserne for [klagerens] opholds- og arbejdstilladelse, og øvrige medfølgende familiemedlemmers opholdstilladelse, dermed ikke var opfyldt.
    Udlændingenævnet finder herefter, at der er særlige grunde til at fravige betingelsen om selvforsørgelse for så vidt angår perioden fra oktober 2022 frem til december 2023, hvor [klagerens] søn har modtaget SU.
    Udlændingenævnet omgør på baggrund af ovenfor anførte grunde Udlændingestyrelsen afgørelse af [december 2023] og tilbagesender sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at Udlændingestyrelsen tager fornyet stilling til sagen.”

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ægtefællesammenføring – Selvforsørgelseskravet i forhold til associeringsaftalekomplekset (EU´s Associeringsaftale med Tyrkiet)

    Dato: 09-02-2024

    I februar 2024 genoptog Udlændingenævnet sin afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Tyrkiet og hjemviste sagen til Udlændingestyrelsen.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Udlændingestyrelsen meddelte i marts 2021 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende ægtefælle, som er tyrkisk statsborger under henvisning til, at referencen ikke opfyldte betingelsen om ikke at have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i 3 år forud for afgørelsen om opholdstilladelse. I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring. I januar 2024 modtog Udlændingenævnet en anmodning om genoptagelse af Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022 om afslag på familiesammenføring med henvisning til Associeringsaftalekomplekset.

    Vedrørende ansøgerens familiesammenføringssag

    Den 26. april 2021 klagede [partsrepræsentanten] på vegne af [ansøgeren] over Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021, hvorved styrelsen meddelte [ansøgeren] afslag på opholdstilladelse som familiesammenført ægtefælle til [referencen].

    I juli 2022 stadfæstede Udlændingenævnet Udlændingestyrelsens afgørelse af marts 2021.

    I januar 2023 anmodede [partsrepræsentanten] Udlændingenævnet om at genoptage [ansøgerens] familie-sammenføringssag. Til støtte for [partsrepræsentantens] anmodning henviste [partsrepræsentanten] til EU-Domstolens dom af 22. december 2022 i sag C-279/21, X mod Udlændingenævnet, som vedrører danskprøvekravet i udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 6.

    [Partsrepræsentanten] har ligeledes oplyst i [sin] anmodning om genoptagelse, at sagen er indbragt for de danske domstole. Udlændingenævnet bemærker i den forbindelse, at sagen ved domstolene fortsat verserer.

    Udlændingenævnet har på baggrund af [partsrepræsentantens] anmodning gennemgået [ansøgerens] familiesammenføringssag på ny.

    Udlændingenævnet finder, at der er grundlag for at genoptage [ansøgerens] familiesammenføringssag og hjemvise sagen til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er en ny begrænsning i forhold til stand still-klausulerne i associeringsaftalekomplekset, men at selvforsørgelseskravet kan stilles og fortsat være foreneligt med associeringsaftalekomplekset, hvis kravet må anses for proportionalt i det enkelte tilfælde.

    Selvforsørgelseskravet skal først og fremmest være begrundet i et tvingende alment hensyn og være egnet til at sikre virkeliggørelsen af de forfulgte lovlige formål. Der henvises i den forbindelse til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, UfR.2022.956 Ø, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet må anses for begrundet i et tvingende alment hensyn, nærmere bestemt hensynet til at sikre en vellykket integration og hensynet til de offentlige finanser, der i overensstemmelse med EU-Domstolens praksis kan begrunde indførelse af nye restriktioner, jf. f.eks. Genc, sag 561/14, og at selvforsørgelseskravet er egnet til at varetage disse hensyn.

    Udlændingenævnet henviser desuden til lovforarbejderne til udlændingelovens § 9, stk. 5 (L 17, fremsat den 4. oktober 2006), hvoraf det følger, at formålet med bestemmelsen er, at alle udlændinge, der kommer til Danmark, som udgangspunkt skal være selvforsørgende, og at den herboende ægtefælles muligheder for at bidrage til den udenlandske ægtefælles integration i samfundet og på arbejdsmarkedet vil være bedre, hvis den herboende selv er i arbejde og har været det igennem en periode.

    Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, er således begrundet i et tvingende alment hensyn, dvs. både hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Selvforsørgelseskravet i udlændingelovens § 9, stk. 5, går - generelt - ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse også til Østre Landsrets dom af 14. januar 2022, hvor Østre Landsret fandt, at selvforsørgelseskravet ikke kan anses for at gå videre end nødvendigt, da det følger af udlændingelovens § 9, stk. 5, og forarbejderne hertil, at ansøgere efter en individuel vurdering kan undtages fra kravet, herunder navnlig såfremt den herboende ægtefælle som følge af handicap ikke har kunnet opfylde selvforsørgelseskravet.

    Udlændingenævnet har derefter taget stilling til, hvorvidt selvforsørgelseskravet i det konkrete tilfælde går videre end, hvad der er nødvendigt for at opnå målet om ikke at lægge de offentlige finanser til last samt vellykket integration.

    Det er Udlændingenævnets opfattelse, efter en fornyet vurdering af sagen, at der i den konkrete sag er individuelle forhold, som taler for, at selvforsørgelseskravet går videre end, hvad der er nødvendigt for at varetage hensynet til de offentlige finanser og vellykket integration.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [referencen] har haft opholdstilladelse i Danmark siden februar 2000, og at det af e-Indkomstregistret fremgår, at [referencen] i perioden fra januar 2014 til dags dato har været i beskæftigelse i Danmark, undtagen i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, hvor [referencen] har modtaget kontanthjælp. Udlændingenævnet bemærker hertil, at oplysninger i e-Indkomstregistret alene går 10 år tilbage i tid.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at det fremgår af den til sagen indsendte oversigt over [referencens] indbetalinger til ATP Livslang Pension, at [referencen] i perioden fra januar 2001 til oktober 2020 har betalt fuld sats i 82 måneder, dvs. knap 7 år.

    Det er desuden indgået i Udlændingenævnets vurdering, at det til sagen er oplyst, at [referencen] alene modtog kontanthjælp i perioden fra ultimo marts 2020 til ultimo maj 2020, idet [referencens] arbejdsplads grundet den ekstraordinære situation i forbindelse med Covid-19 var nødt til for en kort periode at afskedige [referencen].

    Efter en samlet afvejning af sagens omstændigheder er det således Udlændingenævnets vurdering, at hensynet til navnlig de offentlige finanser – i lyset af associeringsaftalekomplekset – ikke i den konkrete sag kan begrunde, at selvforsørgelseskravet skal stilles over for [referencen].

    Udlændingenævnet bemærker, at karensperioden i udlændingelovens § 9, stk. 5, på 3 år for modtagelse af offentlige ydelser er udløbet, da [referencen] senest modtog kontanthjælp ultimo maj 2020, hvorfor [ansøgerens] genoptagne familiesammenføringssag allerede på den baggrund ville skulle omgøres, når Udlændingenævnet nu har fundet anledning til at genoptage Udlændingenævnets afgørelse af juli 2022.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen tager stilling til, om [ansøgeren] og [referencen] opfylder de øvrige betingelser for meddelelse af opholdstilladelse i Danmark til [ansøgeren]. Udlændingestyrelsen skal i den forbindelse også foretage en vurdering af, om de øvrige betingelser for familiesammenføring – i lyset af de hensyn, der ligger bag disse betingelser – i den konkrete sag er forenelige med associeringsaftalekomplekset. Udlændingenævnet har ikke herved taget stilling dertil.

    [Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen vedrørende [ansøgerens] familiesammenføringssag.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 9. februar 2024 – administrativ udvisning - ulovligt arbejde - klage over indrejseforbud

    Dato: 09-02-2024



    Udlændingenævnets afgørelse af 19. februar 2024 – administrativ udvisning med indrejseforbud i 2 år – ulovligt arbejde

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse om udvisning af en nigeriansk statsborger med opholdstilladelse i Frankrig med et indrejseforbud i 2 år i medfør af Udlændingelovens § 25 a, stk. 2, nr. 1 og § 32, stk. 4, nr. 1.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Klageren blev i september 2023 antruffet af politiet på en adresse i Danmark, hvor klageren blev observeret i færd med at flytte kasser fra vejkanten og ind i en restaurant og ikke var i besiddelse af en opholds- og arbejdstilladelse. Klager erkendte de faktiske omstændigheder, men nægtede at have arbejdet ulovligt. Klageren blev herefter anholdt og sigtet for ulovligt arbejde og modtog en udenretlig bøde.

    Udlændingestyrelsens afgørelse


    ”[Udlændingestyrelsen] har lagt til grund, at du er statsborger i Nigeria, at du har opholdstilladelse i Frankrig, og at du i [efterår] 2023 blev antruffet og anholdt for ulovligt arbejde, idet du ved anholdelsen var i færd med at flytte, i flere omgange, kasser fra vejen og ind i restauranten.

    [Udlændingestyrelsen] vurderer således, at du har arbejdet ulovligt i Danmark, idet du som statsborger i Nigeria ikke kan arbejde i Danmark uden forudgående at være meddelt tilladelse hertil. Det forhold, at du har opholdstilladelse i Frankrig, giver dig ikke ret til at arbejde i Danmark.

    [Udlændingestyrelsen] har samtidig vurderet, at der i sagen ikke er oplyst om forhold som nævnt i udlændingelovens § 26, der kan føre til, at en afgørelse om udvisning må antages at virke særligt belastende for dig.

    [Udlændingestyrelsen] finder herudover, at der ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3, idet der ikke er oplyst om særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, der taler herfor.

    [Udlændingestyrelsen] finder endvidere, at der ikke er grundlag for at fastsætte indrejseforbuddet for en kortere periode end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 5, nr. 2, idet der ikke er oplyst om ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiemæssige og sociale tilknytninger, der taler herfor.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet ændrer ikke Udlændingestyrelsens afgørelse af [efterår] 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen.

    Udlændingenævnet henviser i den forbindelse til, at udlændinge som ikke har haft lovligt ophold her i landet i en længere tid end de sidste 6 måneder, kan udvises, hvis der efter det, som er oplyst om udlændingens forhold, er grund til at antage, at udlændingen vil tage ophold eller arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Det til støtte for klagen anførte om, at klageren ikke har arbejdet ulovligt, da episoden, hvor klageren blev anholdt, har tilfældighedens karakter, at klager blot tilbød sin hjælp, da klageren kom forbi restauranten, at der ikke var tale om aflønning med mad, men blot at klageren ved tidligere lejligheder havde fået gratis mad på restauranten, kan ikke føre til anden vurdering.

    Udlændingenævnet henviser til, at udlændinge efter udlændingelovens § 13, stk. 1, skal have arbejdstilladelse for at tage både lønnet og ulønnet beskæftigelse.

    Udlændingenævnet henviser endvidere til, at der kan ske udvisning for ulovligt arbejde, hvis der er grund til antage, at udlændingen vil tage arbejde her i landet uden fornøden tilladelse, jf. afsnittet retsregler ovenfor.

    Udlændingenævnet har lagt på, at det er en aktivitets faktiske karakter og ikke det forhold, om der er tale om en vennetjeneste, der er afgørende for vurderingen af, hvorvidt der er tale om arbejde.

    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at klager blev observeret, imens klageren hjalp med at bære varer ind i restauranten.

    Udlændingenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgår af politirapporten, at klageren i forbindelse med anholdelsen til politiet har oplyst, at hvis klageren hjalp medarbejderen på restauranten med at bære varer, ville klager få gratis mad. En medarbejder på restauranten har til politiet oplyst, at klageren ofte spiste gratis på restauranten, idet klageren hjalp med at bære varer ind.
    I forbindelse med den efterfølgende afhøring af samme medarbejder har denne derimod oplyst, at klageren jævnligt kom forbi restauranten, hvor de lod klager spise uden betaling, og klager ønskede at hjælpe med at bære varerne som tak for den gratis mad, klageren havde modtaget. Medarbejderen har til politiet oplyst, at det kun er denne ene gang, at klageren har hjulpet til i restauranten.
    I forbindelse med afhøringen af klageren har denne - i modstrid med ovenstående oplysninger afgivet i forbindelse med anholdelsen - oplyst, at klageren kom forbi restauranten, hvor klageren havde set medarbejderen flytte en masse kasser i butikken, og klageren havde set medarbejderen flere gange, når klager havde spist i restauranten. Klageren hjalp medarbejderen med kasserne, da det var normalt i Afrika at hjælpe med den slags tjeneste.
    Udlændingenævnet har lagt vægt på, at det på baggrund af ovennævnte oplysninger ikke ses sandsynliggjort, at episoden, hvor klager blev anholdt, havde karakter af tilfældighed, men derimod at klager flere gange havde spist gratis på restauranten, og at klager som oplyst i forbindelse med anholdelse ville få gratis mad, hvis klager hjalp med at bære varer,
    Nævnet har endvidere lagt vægt på, at det ikke er afgørelse for vurderingen af, om der er tale om arbejde, at der er udbetalt løn.
    Det forhold, at klageren ikke erkender at have arbejdet ulovligt, kan ikke føre til ændret vurdering. Udlændingenævnet bemærker, at det ikke har afgørende betydning, om en udlænding erkender det ulovlige arbejde, men at det kan indgå i vurderingen.
    Med henvisning til overstående findes det, at klageren har udført en aktivitet, som må betegnes som arbejde, som kræver en arbejdstilladelse, og at der ikke er tale om en tjeneste ydet, da klageren tilfældigt kom forbi.
    Udlændingenævnet har supplerende til Udlændingestyrelsens vurdering af, om udvisning må antages at virke særligt belastende for klager, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1, lagt vægt på at klageren er statsborger i Nigeria og har opholdstilladelse i Frankrig, at klageren ikke har haft et længerevarende lovligt ophold i Danmark, og at der ikke foreligger oplysninger om væsentlig tilknytning til Danmark eller det danske samfund i form af herboende familie, lovlig beskæftigelse, eller oplysninger om alvorlige helbredsmæssige forhold, der kan føre til, at en udvisning må antages at virke særligt belastende for klager.
    Udlændingenævnet vurderer endelig, at der med henvisning til ovenstående ikke er grundlag for at undlade at fastsætte et indrejseforbud eller at indrejseforbuddet skulle have været fastsat for mindre end 2 år, jf. udlændingelovens § 32, stk. 3 og 5, idet der ikke er oplyst om sådanne særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, akut opstået sygdom eller andre konkrete grunde, der taler herfor.
    Udlændingenævnet stadfæster derfor Udlændingestyrelsens afgørelse.”


  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ganske særlige grunde – Anden familie

    Dato: 08-02-2024


    Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – Ganske særlige grunde – Anden familie

    I februar 2024 omgjorde Udlændingenævnet delvist Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på familiesammenføring til en statsborger fra Afghanistan.

    Sagens faktiske omstændigheder:

    Udlændingestyrelsen meddelte i november 2023 ansøgeren afslag på familiesammenføring til sin herboende bror under henvisning til, at der ikke var ganske særlige grunde, som talte for at meddele ansøgeren opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnets afgørelse:

    Udlændingenævnet ændrer delvist Udlændingestyrelsens afgørelse.

    Udlændingenævnet stadfæster Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Du kan læse nærmere om Udlændingenævnets begrundelse herfor sidst i afgørelsen.

    Udlændingenævnet ændrer imidlertid Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Vedrørende udlændingelovens § 9 c, stk. 1

    Udlændingenævnet vurderer, at [ansøgeren] ikke bør meddeles afslag på opholdstilladelse i Danmark under henvisning til, at der ikke er ganske særlige grunde, som taler for at meddele hende opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    Udlændingenævnet har herved lagt afgørende vægt på, at [ansøgeren] fra sin fødsel til august 2021 har været en del af [referencens] husstand, og at familielivet alene blev ufrivilligt afbrudt i august 2021 som konsekvens af Talibans magtovertagelse i Afghanistan og den dertil markant forværrede sikkerhedssituation, der medførte, at [referencen] og dennes husstand blev evakueret med henvisning til den særlige ordning for truede afghanske lokalansatte med dansk tilknytning, hvorefter lokalansatte ved ambassaden i Kabul, ambassadens og Forsvarets tidligere lokalansatte, særligt udsatte NGO-medarbejdere og et antal lokalansatte ved NATO, EU og FN samt de pågældendes nærmeste familie blev tilbudt evakuering til Danmark.

    Udlændingenævnet har i forlængelse heraf lagt betydelig vægt på, at [ansøgerens mor og lillesøster], som også altid har været en del af [referencens] husstand, i august 2021 blev evakueret fra Afghanistan til Danmark sammen med [referencen], hans kone og børn, hvorfor alle medlemmer af [ansøgerens] husstand opholder sig i Danmark. Udlændingenævnet har i den forbindelse også lagt vægt på, at [referencen], [ansøgerens mor og lillesøster] siden februar 2023 har haft opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 1, som konventionsflygtninge fra Afghanistan, hvorfor familielivet mellem [ansøgeren] og medlemmerne af hendes husstand, herunder [referencen, ansøgerens mor og lillesøster], vil blive ufrivilligt afbrudt på ubestemt tid, hvis [ansøgeren] ikke meddeles opholdstilladelse i Danmark, idet de ikke kan henvises til at udøve familielivet i Afghanistan.

    Udlændingenævnet har endvidere lagt vægt på, at [referencen] gennem hele forløbet har tilkendegivet, at [ansøgeren] er hans yngre søster, og at han ønsker en genforening med hende i Danmark. Udlændingenævnet henviser bl.a. til referatet fra Udlændingestyrelsens samtale med [referencen], som blev afholdt i september 2021, kort tid efter evakueringen til Danmark.

    Udlændingenævnet har ligeledes lagt vægt på, at [referencen] i januar 2022 blev meddelt opholdstilladelse i Danmark efter § 1, stk. 1, nr. 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v., og at [referencen] i umiddelbar forlængelse heraf i marts 2022 søgte om opholdstilladelse i Danmark på vegne af [ansøgeren].

    Udlændingenævnet finder således på baggrund af en samlet, konkret og individuel vurdering, at der er ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, som taler for at meddele [ansøgeren] opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, såfremt slægtskab kan dokumenteres.

    Udlændingenævnet har derfor tilbagesendt sagen til Udlændingestyrelsen med henblik på, at styrelsen indledningsvist iværksætter DNA-undersøgelser til brug for fastlæggelse af slægtskab mellem [ansøgeren] og [referencen], samt mellem [ansøgeren] og [ansøgerens mor] og, såfremt slægtskabet bekræftes, udsteder en opholdstilladelse til [ansøgeren] efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1.

    [Ansøgeren] vil således modtage en ny afgørelse fra Udlændingestyrelsen.

    Vedrørende udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3

    Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af november 2023 af de grunde, som styrelsen har anført.

    [Ansøgeren] kan derfor ikke få opholdstilladelse som familiesammenført efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3, idet hun var 18 år på tidspunktet, hvor [referencen] opfyldte bestemmelsens krav om rette opholdsgrundlag.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse, for så vidt angår udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 3.

  • Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – fremmedpas – afslag – inddragelse

    Dato: 08-02-2024




    Udlændingenævnets afgørelse af 8. februar 2024 – fremmedpas – afslag – inddragelse

    Udlændingenævnet stadfæstede i februar 2024 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en statsborger fra Irak, som fik sit fremmedpas inddraget, da grundlaget for udstedelsen af hans fremmedpas var bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.

    Sagens faktiske omstændigheder

    Klageren, der var en mindreårig dreng, fik i juli 2021 udstedt et fremmedpas med gyldighed til februar 2024. I maj 2023 henvendte klageren sig personligt i Udlændingestyrelsens borgerservice sammen med sin mor og oplyste, at han havde fået udstedt et nationalitetspas og deponerede derfor sit fremmedpas.

    I oktober 2023 traf Udlændingestyrelsen afgørelse om inddragelse af fremmedpasset, idet klageren var i besiddelse af et irakisk nationalitetspas og grundlaget for udstedelsen af fremmedpas var dermed bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.

    Følgende fremgik af Udlændingestyrelsens afgørelse:

    ” Fordi du har opholdstilladelse jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, er det en betingelse for at du må have et fremmedpas, at du ikke kan få et nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3. Det følger endvidere af udlændingelovens § 39 a, stk. 4, at Udlændingestyrelsen kan inddrage særlig rejselegitimation udstedt til en udlænding, når grundlaget for udstedelsen er bortfaldet.

    Vi har ved afgørelsen lagt vægt på de oplysninger, vi har fået fra politiet, som dokumenterer, at du både er i besiddelse af et fremmedpas og et nationalitetspas.

    Vi inddrager derfor dit fremmedpas, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4, da grundlaget for udstedelsen af dit fremmedpas er bortfaldet. Du opfylder derfor ikke længere kravet om at kunne dokumentere, at du ikke kan få udstedt et nationalitetspas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3.

    Vi vurderer endvidere, at der ikke foreligger særlige grunde, der taler for, at du kan beholde dit fremmedpas, jf. udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 4.

    Dit fremmedpas er i dag blevet spærret i alle registre og kan derfor ikke længere bruges til at rejse med.”

    Udlændingenævnets afgørelse

    ”Udlændingenævnet fastholder Udlændingestyrelsens afgørelse af […] oktober 2023 af de grunde, som Udlændingestyrelsen har anført. Det betyder, at nævnet er kommet til samme resultat som Udlændingestyrelsen. [Klagerens] fremmedpas er således inddraget, da grundlaget for udstedelsen af hans fremmedpas er bortfaldet, jf. udlændingelovens § 39 a, stk. 4.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at [klageren] har opholdstilladelse i Danmark som familiesammenført barn, jf. udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 2, at han i 2021 fik udstedt fremmedpas efter udlændingebekendtgørelsens § 7, stk. 3, idet han ikke kunne få udstedt nationalitetspas, og at [klageren] nu har fremlagt dokumentation for, at han har fået udstedt et irakisk nationalitetspas, der er gyldig i perioden fra den […] juli 2022 til den […] juli 2026.

    Det til støtte for klagen anførte om, at sagsbehandlingstiden af [klagerens mors] sag om forlængelse af opholdstilladelse var lang, at [hendes] børns pas udløb, at [hun] derfor søgte om irakiske nationalitetspas til [sine] børn, og at [hun] af egen vilje deponerede [klagerens] fremmedpas, kan ikke føre til en ændret vurdering.

    Udlændingenævnet har herved lagt vægt på, at disse forhold ikke har relevans i vurderingen af, om [klageren] kan beholde sit fremmedpas.

    Udlændingenævnet stadfæster således Udlændingestyrelsens afgørelse.”





Senest opdateret: 02-08-2018
Udgiver: Udlændingenævnet

Til toppen